Bønligt digt om Lene

Min Herre Jesus,

kunne digte skrives uden ord
i sprogets fængsel, hvor vi bor
som fanger i en metafor
for hjertets længsel?

gives noget navn, der ikke dør
siges noget smukt, der ikke gør
at lyden, ukendt af tungen før
i hjertet synes brugt?

kan hun være det navn alene
der kan hjertet tø, og blot ene
være som min Magdalene
døbt i elskovs sø?

lad læben da frodigt stå i flor  
som bønhørt, så gjort – blot gror
en smerte indespærret nord  
for læbernes port

fortalte du med kys, at jeg først
når jeg har smagt så sød en lyst
når så stor en læbernes tørst  
– at den er større end ordet stor
ja, større end ordet størst  
og derfor større end noget ord –  
kan sprænge sprogets fængsel
og da uden ord, for hjertets savn
for dig endog gives en længsel
ja, en metafor

er den metafor da hendes navn?

Amen.