DER ER SÅ LIDT

Der er så lidt  
der er så lidt
men der kunne have været
så meget mere

Jeg sidder i rosens dal på  
afd. O, mit hjerte fra  
åndens højland foruden,  
og er, uden portefølje,  
passende ubeskæftiget digter,
når sindstilstanden er til det.
Og altså med et hul lidt til
venstre for brystet, digterhjertet
pantsat for en sengeplads
efter natlige forhandlinger.
Jeg taler med mig selv i tankerne,
men ensomheden lindres  
af trøsten heri, at du, min
stundens nærværende læser,
er her til at lytte. Eller rettere,
det er mig, der lytter,
regenten er fraveget sin trone
for at gøre plads for englelyd;
dig og de andre, eller rettere,
stemninger, der har lyd af dig.
Med dine rosenrødlige øjne
ser jeg min indre lejlighed,
på Nørrebro vest for brystet;
prøver at dykke ned gennem  
de tillukkede skodder, ruder  
af uigennemtrængeligt tårefald  
fra et hul, hvor hjertets kald,  
pludselig hverken oppe over,  
under eller bag højlandet,  
men på første sal til venstre,  
midt for rosens dal, er kæntret  
i dine øjnes sø.

Der er så lidt
der er så lidt
men der kunne have været
så meget mere  
og for et splitsekund  
kunne det også være  
at der faktisk var
for øjeblikket efter
blot at have været
det lidt der er

Milevis af ord lagt bag mig,  
og selv nu; stadig her i dette
forunderligt omfangsrige
ingenmandsland, så langt bag
fronten, finder jeg trangen efter  
at skrive blot en enkelt sonate.  
Forstå mig ret; ikke en sådan  
komposition, som en elsket får  
i hænde, snarere tværtimod.
Ikke engang i musisk øjemed  
et værk jeg er i stand til at  
fremføre. Snarere en lille og sart
hyldest til hverdagslivet,
men slet ikke fordi jeg holder
af det. Modsat finder jeg,
hverdagen til trods, grunden  
i de mennesker af kød og blod,  
som sonaten omhandler, og
som, til trods for at hverdagslivet  
egentlig slet ikke lader sig gøre,  
vemodigt lader strengeklang lyde
i tankernes tonefald. Men uden  
at overspille, endelig uden at  
spænde buen for højt, for da  
rammer jeg, som det græske  
ord for synd, langt forbi målet,
nemlig selv samme mennesker  
af kød og blod. Her er blot at
tilføje, hvor pilen da uvægerligt  
ender: først som sidst i dette  
forunderligt omfangsrige  
ingenmandsland, så langt  
bag fronten.

Der er så lidt
der er så meget mindre
end der kunne have været
der er så lidt
der med ord lader sig forklare
og beklageligvis så meget mere
der uden ord forklarer
hvor lidt der er
at forklare om ord
der dog så meget mere
indædt bliver forsvaret
fordi de kunne have  
været så meget mere
alt det de så gerne ville være
men bare er

men der kunne have været
så meget mere
og for et splitsekund  
kunne det også være
at der faktisk var
for øjeblikket efter
blot at have været
det lidt der er