Dengang vi legede, vi var ofre

Tænk på dengang
vi legede, vi var ofre
for den voksende tidløshed
eller hvad vi nu
kaldte det
hvis vi kaldte  
det noget, da
vi legede, vi var ofre
når vi slugte
en håndfuld piller
til morgenmad
og selv foretog operationer
i pulsårerne
med knuste potteskår
ville skære ind til benet
før blodet størknede
men aldrig,
aldrig nåede det
bortset, altså, fra dem
der nåede det,
for hvem denne tilstand af
abnorm betydningsbevidsthed
ikke blot var en stilstand
men en bevægelse,
der nåede frem.

Sådan sagde vi selvfølgelig
ikke, for vi legede
denne evige skærtorsdag
vi legede, vi var ofre
dette som holdt os
stadigt ventende
dette som lå bag tungen
men ikke ville ud
dette, som jeg vidste
at du vidste, og
du vidste, at
jeg vidste, hvad
det så end var
for der var så meget
og så uendelig  
meget lidt
der smeltede os
sammen i ord.

Og altid nærmede vi  
os enden, for
selv et langtidsophold
på en ungdomsafdeling
på Sct. Hans havde  
en ende
der var så meget
og så mange år  
hvor der var så lidt
og endda til sidst
så uendelig lidt
tidløshed tilbage
at vi da gerne  
ville have givet
resten af vores
uønskede liv
for at få den igen.

Tænk på dengang
vi legede, vi var ofre
for en sammensværgelse
mellem Lundbeck Pharma
og tobaksindustrien
og tænk, hvis det
vi aldrig nåede  
frem til i live
det jeg vidste
at du vidste,
og du vidste
at jeg vidste,  
men aldrig sagde;
tænk, hvis det var,
at vi virkelig
var ofre?

Det var jo bare  
noget, vi legede –  
det var vel for helvede
bare noget,
vi legede…