ET ØJEBLIKSBILLEDES GENKALDELSE II

Jo, du var i mine tanker
et eller andet sted
i aftenskumringen,
men jeg ved ikke hvor –  
   jeg kørte med bussen
indtil Brønshøj Torv,
hvor der havde været
en større trafikulykke,
og gik vankelmodigt derhen, –  
   blandt menneskemængden,
de blinkende lys og sirenerne
søgte jeg dig, men du var  
heller ikke der, selvom  
vi engang havde elsket
i lejligheden ovenfor
politiets afspærring, –  
   på min vej efter færdsel
gik jeg forbi en nervøs
ung mand, der ringede til
HUR, fem minutter efter
at telefonsvareren i røret
venligt havde fortalt, de havde  
lukket, –  
   senere på min vej traf jeg
en pige, måske var det
Tornerose, der, hensunket i  
den for tiden elskede unge  
nervøse mand, sad, som i  
årevis, og ventede en bus, der  
aldrig kom;   
   til sidst kom jeg til det sted,
hvor jeg altid stod af,
når jeg skulle besøge dig.
Der endte min sørgmodige  
færd i den såvel i sindet
som færdselsårerne  
omlagte gule HT-gryde,  
og sirenesangen fra
højtaleranlæggets stemmeføring
angående ruteomlægning
rørtes hørligt rundt med  
rorstangen i mit hjerte  
under hjemfærden –
   væk fra den pige, der aldrig  
kom med og væk fra de tanker,  
hvori jeg aldrig fandt dig.  
Heldigvis, måske. Det var vist
en dødsulykke.