En stund efter evigheden

En stund, ja, et blund
før dine øjnes begær  
blev fundet af den længsel
der blot alt for godt
i et digt som det her
vanen tro rimer på fængsel

en evighed forinden  
ja, knapt nok dette  
så jeg dem fyldt ud over  
alle vanens grænser af rim
når de ellers ikke var skjult  
af øjenlågenes hvide flade  
som det hidtil uskrevne digt
læser jeg i dem den eneste
af mig kendte erkendelse
som ingen kan gøre sig
men som gøres i mig
og altid rimer på dig  
som bogstaveligt talt  
er grænseløs, om end
brudt af øjnenes blink

ind i mellem begær og længsel
havde jeg nemlig forsøgt  
at invadere erkendelsen
ad en anden åbning, der
i grænsezonen mellem
Guds rige og dets komme
får alverdens digtere til  
at lovsynge en eller anden  
af den slags evigheds  
stunder, som varer
nøjagtig så langt som  
øjets blink, men kun findes
i det nanosekund
øjenlågenes silkegardiner
netop er trukket for
før virkeligheden
trækker dem fra

konklusion? banal
i dine åbne øjne, og blot her
finder jeg, ikke kun
vished om Guds rige
og dets komme  
i os hver, nej,
her, og intet andet
steds på jorden
finder ikke jeg,
men finder
Guds rige mig.