Ensomhed.

Udenfor mit vindue lyser  
en enlig gadelampe
der minder mig om dig
og om alverdens ensomhed
der aldrig synes at kunne  
deles mellem os men kun  
deler os fra hinanden

Og det regner ikke

Nej, det regner ikke
som det ellers gør det
på nætter som i nat
eller netop ikke gør det
selvom jeg inderligt ville ønske
at det gjorde
ja, netop sådan som  
det aldrig gør det
når jeg inderligt ville ønske
at det gjorde
når jeg inderligt ville ønske
at jeg et sted i tankerne
med dig ville have kunne delt
synet af hver enkelt af de dråber
der ensomt ville falde
blot en hvisken fra hinanden
under gadelampens skær

Men det regner ikke

Og selv hvis det havde regnet
tænker jeg trist og alene
da jeg ser ud af vinduet og
selvom jeg havde siddet og  
holdt dig i hånden
havde jeg ikke kunnet aflæse  
denne hvisken i dit ansigt
men noget andet
noget som jeg ikke ville forstå og  
ville citere forkert og
af ren iver efter at forstå
synet af regnen ville –  
jeg tør næsten ikke tænke mere
men måske er der  
virkelig en grund til
tænker jeg så endelig
at det netop aldrig regner
på nætter som i nat.