Et verbalt samleje set indefra

Kære du,  
jeg ville bare skrive, at…å, du ved det jo, jeg har sagt det så mange gange, at det lyder så trivielt. Men…men det er ikke trivielt. Det er blodig alvor. Altså, at jeg…å, du ved hvad, du har hørt det så mange gange, at det på skrift ville forekomme, ikke blot trivielt, men også devalueret til ord, der er som valuta uden købekraft. Altså blot økonomi. Eller fysik.  
     Og i øvrigt…i øvrigt er oprigtighed en fysisk umulighed, når der kun er en kuglepen at udtrykke sig med. Men du er en fysisk mulighed, ja, langt mere. Du er den nødvendighed, der altid har forekommet mig uopnåelig, fordi intet egentlig var mig nødvendigt. Og at jeg inderst inde led frygteligt under dette, at netop intet syntes mig nødvendigt. Nu er du mig, ikke blot opnåelig, men også en nødvendighed. Du synes lige så nødvendig for mig som det at trække vejret, og du ville være det, også selvom du var uopnåelig.  
     Eller rettere, selvom kærligheden skulle ønske det sådan, at vi for stedse blev revet bort fra hinanden, ville den levende erindring om den elskov vi har, stadig forekomme mig at være lige så nødvendig for sjælen som åndedrættet for kroppen. Modsat med mit eget liv. Jeg ville jo trække vejret og leve videre, men måske, og jeg ved jo lidt om det, fordi vi ikke altid har kendt hinanden, ville mit eget liv ikke længere forekomme mig at være nødvendigt. Jeg ville ikke længere forekomme at være mig selv en nødvendighed.  
     Nødvendigheden var og ville være dig, om end du da blot i fraværets vemod var opnåelig. Måske var og er du til tider blot i fraværets vemod opnåelig, idet du i en vis forstand netop i dit nærvær stedvist er smertefuldt svær at nå. Ligesådan gælder det vel mig. At kærligheden nogle gange, selv i sin blomstring, ja, måske blot undtaget blomstringen i form af elskovs fryd, viser os alle som værende lige så uopnåelige, som vi er nødvendige for hinanden.  
     Hvad jeg end skriver, synes det alt sammen at sige således: at nå målet for min kuglepens bestræbelser og at nå dig, synes at være lige svært, ja, det synes at være én og samme bestræbelse. Men jeg er næsten nået frem…og i så fald er du mig blot så meget desto mere nødvendig, nøjagtig som at netop dette er mig så meget desto mere nødvendigt at sige…hvad jeg end skriver, synes det, jeg egentlig vil sige, stik modsat kærtegnet, at være mig nøjagtig lige så svært at nå at få rede på, som at nå dig selv, din livets brønd, og nå din sjæl bagved dit køn, dit indre ocean af organer…i så fald er ordene mig så at sige nødvendige, ja, netop da kan jeg nødvendigvis kun…ja, da kan det nødvendigvis kun være sådan, at…jeg elsker dig.
     Kærlig hilsen mig.