Evighedens historie

Jesus lever. Det hørte jeg i dag, ja, bestemt. Eller var  
det i går?

Én hviskede det til en anden nede i Blågårdsgade. Og en
tredje så jeg male det på muren til Assistens Kirkegård.  

Men hvor kom det fra, og hvad betød det?

Jeg spurgte mig for i kiosken på hjørnet, men ham, der  
stod der, trak blot med en ligegyldig mine på skuldrene,   
som med en anelse af et spottende smil om mundvigene.  
Dog, i hans øjne kunne jeg læse en anden historie, ja, et  
digt, som stod skrevet i dagens avis. Den fandt jeg på en  
halvtom cafe, et øjeblik derfra.  

Og jeg så mit eget navn angivet som digtets forfatter, og
nu begyndte min undren at svinde, som forstod jeg noget,
en eller anden bizar sandhed, uden at vide hvilken.  

Blot behøvede jeg at læse digtets første linie, så gik det  
op for mig. Man havde ladet mit digt trykke, men uden mit
vidende. Og vi havde slutteligt nået hinanden, mit digt og  
jeg. Vi var slutteligt blevet én, og med hele troens  
uforfalskede digteri genkaldte jeg mig nøjagtig alt, hvad
jeg læste, helt frem til denne linies stund, og videre derfra,
som stod det hele at læse i mit hjerte. Som havde jeg læst  
det et uendeligt antal gange før. Som havde jeg endnu  
engang vandret jorden rundt, for således at ramme mit  
eget spor, og se; det var virkeligt sandt, hvad jeg hørte
og så. Men hvad var det nu, jeg havde hørt og set? Jo,  
nu husker jeg.  

Jesus lever. Det hørte jeg i dag, ja, bestemt…