FLASHBACK ll

Lyset rammer tungt og hårdt          
verden i sin glans                                       
mørket hvisker glansen bort   
jordens blomsterkrans                         
og et sted derude                                               
mellem glas og rude                                         
for- eller bagude                                            
   er der stille                                                              

Da taler kærtegn selv sit sprog               
kødets tegn og lyde blidt                              
de rækker ud i hver en krog              
skelner ikke sig fra sit                                   
som tavs tale i kor
blinde for bogstavs ord                                                                  
sætter det usagte spor                                          
   der kan skilles                                                                
                                          
Mælet mættes ikke mere af kys
glansen i verden er tom
Mørket umælende slugte al lys
loftslampen summer som om
at verden nu derude
larmen bagved ruden
tager form af dem uden
   at de vil det

Nu skilles også ordene ad
og jeg skilles af med ord
som også sjælen, blad for blad
skilles fra hullet, der bor
i salathovedets indre
i en nøgen vinter
i et digtersind, der
   ikke villes

men aldrig stilles