JEG VILLE ØNSKE, AT...

…vi i mit hjerte da begge ville vandre
    til vi ord for ord mod nutid kunne gå
   om vi ved hånden kunne tage alle andre
    til vi med liv og lemmer endeligt ville nå
   en forårsdag, hvor sprogets sære og blide væsen
   gør vore ønskers tempus om til en evig præsens:

   Å, mit hjerte er i højlandet
   mildt og lyst       
   længslens blomstring i luften
   frodig og tyst
   klokkeblomsten aftegner en sti
   langs det strømmende vand
   å, mit hjerte er i højlandet
   der vil jeg vandre, den skønne
   dag jeg føler, at jeg kan

   Å, mit hjerte er i højlandet
   hvor end jeg går
   der vil jeg være, når høstes her
   hvad døden sår
   vinden hvisker med rimen
   til træerne i vangen
   å, mit hjerte er i højlandet
   men nærme mig kan jeg blot
   et enkelt skridt ad gangen

   Mit hjerte er i højlandet
   tidligt på dagen
   ved den skønne sø
   og sangen fra svanen
   store, hvide skyer, som flyder
   lavt på vindens vinge
   å, mit hjerte er i højlandet
   det eneste sted tilbage
   min vandring kan tilendebringe

   Å, mit hjerte er i højlandet
   blandt heste og hunde på jagt
   langt oppe i grænsernes egne
   væk fra byen i neons magt
   med pilens hvislende sang
   og buens korte smæld
   mit hjerte er i højlandet
   kan intet andetsteds vandre
   end i det bundløse selv

   Å, mit hjerte er i højlandet
   ved dagens gry
   hinsides bjergene, langt væk
   i engens ly
   der er en vej, som fører dertil
   en vej jeg nok en dag finder
   er jeg der end allerede i tanken
   dog sjælen med suk sig besinder