Om Jomfru Maria

Forleden så jeg på gaden Jomfru Maria  
Jensen. Ja, du ved vel, hvem jeg taler om,
hende med den søn, du ved nok. Tja,  
apropos, så meget for hendes mødom.
Men jeg skal fortælle dig, hun var på vej i
byen, sikkert for at spendere lidt penge før
alderdommen og folkepensionen venter.  

Men særlig velforvaret kan hun ikke være,
for jeg siger dig, det var de mærkeligste og
mest ubrugelige ting hun købte. Et gammelt  
krucifiks fra et loppemarked for eksempel,  
vel nok erhvervet for et par tiere. Hun må jo  
have haft tanke for sin søn, den stakkel.

Indlagt med tvang og tvangsmedicineret,
fordi han i sit stille sind, når han adspørges,
hævder at være Guds søn og verdens  
frelser, og hvad ved jeg, ja, ærlig talt. Endog  
faldet i unåde blandt sine medpatienter, der  
ikke kunne holde hans sagtmodige, men  
stædige væsen ud.  

Nogle kommer dog og besøger ham, og de  
synes at være med på spøgen. Ja, jeg tror
til tider endda, at hans mor, denne Maria
Jensen, lader sig forlede af hans snak. Det  
var vel derfor hun købte dette krucifiks. En
forargelig omtanke at have, en sær tanke at
påskønne i hukommelsen, synes du ikke?
Hvad må andre dog ikke tænke…