Om Maria Magdalene

Å, Maria, min Magdalene, endnu en søvnløs nat, hvor jeg aner  
dig i gadelampernes skær af virkelighed. Uden mørket er jeg i  
lysets vold, hvor gadelamperne opløses af lysvældet, og synes  
evigt slukkede.  

Tro mig, jeg elskede dig og hver af de syv dæmoners dårskab,  
der lod dig sidde sløvt, og som lyste søvnigt ud af dine urolige  
øjne som to blafrende stearinlys på mit natbord.  
    
Det var før du gjorde entre i evangeliet, da Jesus spredte lyset  
i hver afkrog af dit sind. Jeg var en bifigur, en verdslig skjald,  
end ikke værd at nævne, og slet ikke da du forlod mig i  
Magdala, trofast ved Guds dårskab selv mod lysets død i  
Jerusalem.  

Så meget mere elskede jeg med dig i hjertet, som nu, hvor jeg  
blot end klarere, ved tanken om lysets død, i det tætte mørke  
aner dig  som en flammende afglans af lysets lys.
    
Å, Magdalene, du fulgte og var tro mod ham, endda da han lå i  
graven, da det var nat i hele verden.  

I nat i Magdala ser jeg nogle timer endnu, ved Guds dårskab,  
dit lys i sindets afkroge. Og dog, øjeblikket efter slukker jeg al  
lys på mit værelse, så at lyset nu blot er at finde udenfor i verden.  

Og da jeg, stadig søvnløs, lægger mig på mit leje, tænker jeg  
tilbage på Magdala og ønsker her, i et skjulested for samvittig-
heden, lysets død, således at det aldrig igen var blevet dag i  
dit sind.
    
Ikke som det står skrevet, at mennesket elskede mørket mere  
end lyset, for det det elsker er dog netop det blege lys i natten;  
hvad var dog natten uden verdens blafrende glød?  

End mere, langt mere end lyset, elskede digteren lysets svage  
afglans, sådan som kødet i mørket lyste ud af dine urolige øjne  
under gadelampernes skær af virkelighed.