TV-AVISEN

døden, min ven  
lugten af lig
og dydens offer
å, du har været
længe ventet
med både
længsel og skam
stilnes livet, så
tal kun du
fortæl mig engang:
hvor meget ville  
du give i pant
for mit liv?
Og sig mig;
hvor mange døde  
kroppe ville  
nyhedsredaktøren
kræve for min?

– og tavsheden følger

uden svar…

som var der
udover mig selv
ingen til stede
et ingenting, der
synger klagesange
men ikke sørger
efter Guds sind
eller dog rettere
sørger over ikke
efter Guds sind
at kunne give
ved sin død
men blot tage
å, hvor ville jeg
ønske, jeg kunne  
give det for
min elskedes lykke
retfærdigheden
eller Gud

han, der skulle give
livet til flere sjæle
ved sin død end  
ved hele sit liv
og jeg, jeg der
vil tage livet fra
flere kroppe ved
min død end ved
hele mit liv

thi for dem der
regerer i hans navn
gælder angsten  
blot den, der kan
aflive et estimeret
antal kroppe –  
at værne om  
sjælen er ikke  
på dagsordenen
ja, er slet ikke
muligt; livet lader
heroisk de døde
sjæles soldater
udrette noget
ubetaleligt ironisk:
hvad de får for intet  
giver de virkelig
væk for intet

nemlig et ingenting