Til Gitte Luise.

Kæreste Gitte
du fortalte mig noget
der som en brøkdel af  
et endeløst hav
med nogle få dråber
slog sprækker i mine øjenhuler   

hele dette ocean
bærer du med din krop
og spørger mig underfuldt blødt
om jeg herefter vil kunne sove
til trods for at du  
ved fuld bevidsthed
hver gang du vågner
drukner i den virkelighed
som jeg når du fortæller
blot dråbevis vækkes af  
som af en fjern og ond drøm

jeg ville ønske
at jeg ved fuld bevidsthed
ville kunne have været med dig
og holdt dig i hånden
i denne fjerne og onde drøm
hvis ikke det var fordi
at jeg da aldrig nogensinde
ville kunne sove igen
eller måske snarere
at jeg da aldrig igen
ville kunne vækkes
men ville være faldet til bunds
som en møllesten
i din krops ocean

den krop
der for en drømmer som mig
som et blikstille hav
i al evighed
er uberørt af menneskehænder
og den havbund
hvor jeg intet andet ønsker
end at stedes til hvile
i dit hjerte
mellem årer og arterier
uden nogensinde at
vækkes af denne fjerne og onde drøm
som ville jeg herefter kun her
og netop kun her  
kunne sove
i et hjerte så underfuldt blødt
som dit.