Til Sarah.

og dog er der noget jeg har set
selvom det hører et forår
og ikke efteråret til
at blomsten åbner sig og  
sine blade for solen
og man på nærværende  
tidspunkt af året
snarere end at frydes over
den blege sol
grubler over bleghedens væsen
og den tilværelsens
forunderlige gennemsigtighed
der fra at være som om
for september intet andet  
er end som så
som lader de visnede blomster
der engang havde  
åbnet sig for solen
som var det årtusinder siden
bare træerne afvente deres  
fald af løv og blade
som lader de visnede blomster
som var det virkelig
årtusinder siden det var forår
ikke bladenes maskering
være mere end hvad den er
eller var
i hvert fald nu  
hvor året viser et kort
og kuldskært liv i glimt  
som siges der blot hvad der ses
før rimfrosten sætter ind.