Udløs mig, Lene, af lovens lænker

Maskeret som selve livsdriftens princip åbner  
bevidsthedens døre sig nu med ét, som forlod keruberne
med flammesværd deres poster, for at åbne porten til lysets hjerte

her blændes mine øjne et splitsekund lyksaligt af synet: gennem Guds  
kunstværk løses vi ud for det dunkelt rugende i sjælen, og kunstværket  
er elskovs eksplosive blomstring, som var den, malet af Gud, et billede på  
kærligheds virksomhed, hvor jeg ikke længere råder over mit legeme, men  
i dig over dit, og du ikke længere råder over dit legeme, men for mig over  
mit. Således i denne stund er vi udenfor al tid, og vi er ét kød, udløst af  
lovens lænker, således som at elskovs fylde evigt er lovens død –  

– men langsomt lukker bevidstheden sig stille, som var lysets  
eksplosive blomstring af hjertet snarere et syn, der malede  
mine øjne et kunstværk lig Edens have, snarere en sød  
smag af dine læbers port til skødets gave, snarere  
skedehvælvingen beplantet med søde æbletræer,  
end det evige liv denne stund, hvor jeg i denne  
lund intet andet ville behøve end at være

og dog må virkeligheden som den bør
altså, bevidsthedens virkelighed,
igen nu blidt gennem tid og sted
låse bevidsthedens dør.