Zolpidem

Jeg får optur
på linje 2A ad
Bellahøj bakke
hvor digteren
er buschauffør
på revalidering
og med resterne  
af sin erhvervsevne
blot får stukket
mit mimrekort op
i fjæset midt i
tankernes spærretid
og i øvrigt bander  
mig langt væk
for at have blandet
mig i digtet
som det slår mig
slet ikke at  
have skrevet –  
spørg ham selv
når bussen uden
at være berettiget
til andet end
ruteplaner vender
tilbage fra Tingbjerg
og han vil med et  
surt fjæs stikke dig
digtet her i snotten
mens jeg veltilpas
pisser ovenpå
visse medikamenter
kort efter at have vågnet
og kort før jeg
igen falder i søvn.