Ture Lykkegaard 2009                    

 

Den, der har forstand, må regne på dyrets tal* I dette indslag tegner vi et portræt af                   Synet om Babylon nogle år fremme i tiden, Saddam Hussein, og det liv han fører                   hvis Guds sande profet var Johannes: for at opretholde sit diktatoriske regime: I 25 år har han regeret med frygt og terror.                  Jeg så et andet dyr komme op af jorden; det Men han lever også selv i evig frygt. Derfor                  havde to horn som et lam, men talte som en omgiver han sig med en livvagt på 15.000                 drage. Det udøver hele det første dyrs magt mand, der ledes af hans yngste søn. I 2 år                 for dets øjne; det gør store tegn, så det endog har han ikke vist sig offentligt. De ser ham                 får ild til at falde fra himlen ned på jorden for kun på TV i optagelser fra ét af en halv                øjnene af menneskene. Og det fik givet at snes identiske og sikre konferencelokaler,                 blæse livsånde i dyrets billede, så dyrets billede så ingen kan vide, hvor det bliver optaget.                også kunne tale og få alle dem dræbt, der ikke Hvert af hans 20 paladser er fuldt bemandet,                vil tilbede dyrets billede. Det får alle, store og og hver dag bliver 3 måltider tilberedt til ham               små, rige og fattige, frie og trælle, til at sætte i hvert palads, for til sidste minut skal ingen               et mærke på deres højre hånd eller deres vide, hvor han spiser. Og han har dobbelt-               pande, så ingen kan købe eller sælge undtagen gængere; en snes vellignende statister, der              den, der bærer dette mærke, dyrets navn eller er forbedret med plastickirurgi, så ingen kan              dets navns tal. Her kræves der visdom! Den, vide, hvem han er. Han sover aldrig i sine              der har forstand, må regne på dyrets tal, for 20 forgyldte paladser, men lever i frygt som              det er et mennesketal. Dets tal er 666. dyret i Åbenbaringen. Men der vil komme … (Radioavisen 21/3 03/ Åb.13/ Ture Lykkegaard) *) Uddraget fra radioavisen er fra en længere reportage om Saddam Hussein og hans barokke livsførelse, som i hvert fald alle, der om ikke andet har drengeromaner og tegneserier som åndelig referenceramme, kan forstå. For alvor slår det nærmest frit fabulerende diskursive udsagn igennem for den laveste fællesnævner. At oplysningerne er ganske korrekte skal der ikke herske tvivl om, jeg bruger her betegnelsen fabel om nogle udsagn, der ved sin udsøgte kursivering snarere virker fordummende end oplysende. Tværtimod er det påfaldende, hvor detaljeret den amerikanske efterretningstjeneste er i sine beskrivelser af, hvad Saddam Hussein spiser til morgenmad, i skærende kontrast til oplysninger, der reelt kunne have blot et mindstemål af offentlig værdi. Sammenfaldet med Adolf Hitlers livsførelse i de sidste år af hans liv er, netop fordi den ikke nævnes, så påfaldende, at indslaget i et ideologisk lys blot tjener den historiske sammenlignings formål, en sammenligning der for en saglig betragtning er så uvidenskabelig, at den tilhører et mytisk univers, meget vel tilrettelagt for en politisk tænkning, der nærmer sig et folkeeventyr. Der er ingen tvivl om at den amerikanske regering blandt brede grupper har en folkelig opbakning, og at man på demokratiets vegne må frygte en præsident, der taler i vendinger som åbenlyst er hentet fra den trivielle fiktions verden. Denne som med et andet ord, kendt og begæret som den vesterlandske propagandamaskines højborg, også kaldes Hollywood. I øvrigt er sammenligningen med Anden Verdenskrig betinget af nogle ganske bestemte interesser, og dermed yderst partiel. Skulle man finde på at sammenligne bombardementerne af Baghdad (eller værre endnu; de veritable massakrer med klyngebomber, som titusindvis af forsvarsløse tilbagetrækkende irakiske soldater blev udsat for under den første golfkrig) med de britisk-amerikanske terrorbombardementer af Tyskland i de sidste år af Anden Verdenskrig, ville sammen- ligningen for propagandaen falde knap så heldigt ud. Bombardementer der vel at mærke sædvanligvis var uden reel militær betydning, og som krævede op mod en halv million uskyldige ”civile” tyske liv. Føjer man dertil, at disse stadig smerter i den tyske bevidsthed og blot ligger to generationer tilbage i historien, forstår man bedre det tyske folks modstand mod golfkrigen. Der ligger ikke nogen bestemt intention bag sammenligningen med Johannes’ Åbenbaring, eller rettere, de intentioner der måtte ligge bag, er for kunstværkets vedkommende irrelevante. Sammenligningen må tale for sig selv. Som skrevet står; den, der har forstand, må regne på dyrets tal, hvad det tal så end må betyde, og hvordan det regnestykke så end ser ud.   Stearinlyset i mørke og slud Å disse livets parenteser af skønhed              en tilføjelse eller et indskud så skrøbelig og spæd i stemmen at parentesen som du (som et stearinlys i mørke og slud) ifølge dansk grammatik blandt andet er defineret ved sammen med sit indhold at kunne streges over uden at den resterende tekst af den grund bliver meningsløs eller grammatisk ufuldstændig – er digtets sprog således ikke ganske modsat grammatikkens? som digter tager jeg naturligvis                digtets parti og som efter et pludseligt indskud tilføjer jeg med min kuglepen et tændt stearinlys som en parentes i digtets slud og mørke som her modsat i grammatikken ikke kan fjernes uden at den resterende nat bliver om så blot en lille smule – for i digte kan fuldstændighed            nemlig gradbøjes – mere ufuldstændig og meningsløs men om du så insisterer på at være hvad du er som så eller om du er som et stearinlys i natten er du dog stadig som parentesen      om så skrøbelig en sandhed             at dette her som hvad end det så er om heller ikke synes at være andet end et minde om en linie der i erindringen er streget halvt over         og dog før digteren sover ind som om sandheden virkelig er så skrøbelig nænner han ikke at puste dig ud men falder i søvn før han når at se din spæde flamme langsomt så fandens langsomt           slukkes af mørkets slud Jeg har grundet over dig i dag jeg skriver på et digt, der forsøger at snige sig ind gennem e Jeg har grundet over dig i dag n åbning i din krop uden at vide, hvad det vil derinde/ sålede      som over forårets eget væsen s stående stille i porten til dit indre, uden hverken at ville ud som over et sært bevidsthedens træ eller ind, afventer det tavst nye yderligere forsyninger af glo    dækket af ord, som blade i blæsten ser fra min kuglepen til at sprøjte ned på det linierede papir, uden/ hverken bogstaveligt at ville forcere dine skamlæber/ Fra knoppernes kuldskære læber eller modsat/ at ville forcere dem med bogstaver, der en da åbner året sig, stilk og stilk sammen g kunne blive til gloser, for senere hen at blive til linier, i hvi gren for gren, blandt andre æbler lke dit indre stod at læse// for derinde forudsætter begge de         vil din stilk dog slippe stammen le hinanden, såvel bogstaveligt at forcere dine skamlæber, hvert ord er jo kun et blad i blæsten som at forcere dine skamlæber med bogstaver// og kan kun det er som det år, der, som årene går ske i en bevægelse, som nok rummes af det digt, jeg vil skr helt har udgrundet forårets væsen ive, og som nok kan skrives ned, forudsat at sæd kan forme         og om lidt er efterår ord, sået af en kuglepen, og at kuglepennen kan trænge ge nnem det linierede papir og ind i din krop //– og mens det d Ja, selvom jeg netop, dette til trods igt, jeg skriver på, tavst venter på yderligere forsyninger af gl        har måttet digte foråret selv oser, der ikke kommer, stående stille i porten til dit indre, find            husk på, at det vil forlade os er digteren ud af, at det aldrig bliver færdigt, og aldrig vil kun som det vil efterlade hver en sjæl ne blive færdigt// for langt før formuleringen får udløst denne uden én eneste sommernats svar på sin egen endelighed, der går forud for enhver undfangelse, h hvad alt, hvad der vil være og nu er ar kuglepennen skrevet så meget, at blækket for længst er lø      ville have været, hvis det var så bet tør for levende ord// tilbage står nu, så fredeligt som på e    at jeg kunne udgrunde, hvem du er n krigskirkegård/ lige bag kønnets frontlinie/ blot alle de døde At skrive et digt er som At skrive et digt er som at nedskrive en drøm man aldrig har drømt for dermed at beskrive en virkelighed som aldrig har eksisteret udover i den drøm som man i virkeligheden aldrig har drømt men som man ikke desto mindre ligeledes i virkeligheden har skrevet ned dette, som aldrig høres der ikke som en resonans i kraniet blot giver genlyd som et slags ekko af en tanke, der når den endelig tænkes allerede for længst er fortænkt og følgelig godkendt og registreret af det indre øres statslige sikkerhedstjeneste dette, som i virkeligheden ikke findes, af den grund at det er virkeligheden og at denne ikke kan findes i sig selv men blot udenfor i den drøm, som man aldrig har drømt det er om dette jeg vil skrive. Å, Sct. Hans, mit hjertes Jerusalem…* Min blomst, så afklæd dig hudens ham, forklæd dig ikke med overfladens nøgenhed; hvad er det dog bagved din bakkes kam, som gav grøden saft til kønnets blomsterbed? Visner det end om et kort øjeblik – hvedekornet faldt dog blot i dødelig jord – sig mig: gødes det af dette digt, eller er dit hjerte af kød og slår uden ord? Da, før du visner, så vis mig din sjæl, jeg længtes i dit køn efter åbenbarlighed – men om blot i nat, så giv mig dig selv: dit blod, før det størkner i gold uforklarlighed. *) Følgende skrev jeg i et brev til en veninde om Sct. Hans Hospital i marsken udenfor Roskilde, dagen før jeg skulle af sted, den 14. december 2000: ”…Jeg skal på U4 i morgen, så når du modtager dette brev, er jeg på Sct. Hans. Hernede håber jeg at finde vished. På samme måde, som du føler at kunne ”se”, hvad man ikke kan se, på samme måde vil jeg på Sct. Hans se det usynlige. Selvom jeg ikke skal forvente noget bevis for dette, søger jeg visheden om, at der over Sct. Hans hviler en forbandelse, en trolddomsmagt, der har rødder helt tilbage til Jesu korsfæstelse. Mange mennesker er gennem tiderne gået fortabt i disse bygninger i håbet om hans genkomst. Det er sandt, som du skriver, at Jesus vidste, hvad der boede i mennesket. Han kendte og forudså disse menneskers lidelse, og denne bedrøvede ham dybt. Især fordi disse mennesker var sagtmodige og milde. De fortjente en bedre skæbne end den slags vanskabninger, som i videnskabens navn blot tænkte på egen vinding. Ikke desto mindre var det de mennesker, der var sagtmodige og milde af væsen, som blev spærret inde og kaldt vanskabninger. Den eneste måde at retfærdiggøre dette misforhold er ved tanken om det evige liv, hvori de onde vil blive straffet og de gode belønnet. Altså genopstandelsen. Men ser du, den trolddomsmagt, som hviler over Sct. Hans, og som herfra i to hundrede år har spredt sin magt som ringe i vandet, har ved Lucifer forhindret Jesus i at genopstå. Gang på gang er et menneske her i Jesu kød og blod genopstået, og gang på gang dræbt igen gennem sprøjter, indespærring, vold og bæltefiksering. Her på Sct. Hans. For der er, tror jeg, intet hinsides. Jo, den hellige Ånd, men den findes inden i mennesket som et guddommeligt potentiale, og kan derfor ikke kaldes hinsides. Tværtimod. Ånden er det liv, der gives fra menneske til menneske, ja, som sætter fri. Men trolddomsmagten er stærkere og har altid været det, i hvert fald på Sct. Hans. Her giver de få, som Jesus, deres blod som løsesum for de mange. For de grådige og udnyttende. Det er forfærdeligt, men at stole på en hinsidig retfærdiggørelse er det samme som at lukke øjnene for livet. Og netop livet giver Helligånden trods sin afmagt. Det er smukt og grusomt på samme tid, og det er min pligt som digter at tage kampen op mod denne trolddomsmagt, selvom jeg synes at have tabt på forhånd. Det er ved at være min sidste chance gennem digtningen at møde Jesus, eller rettere, ære hans minde. Efter to tusind år kan man blot møde hans person i ord, og dog måske, måske også i kød. Om dette ønsker jeg vished her på Sct. Hans, for om ikke andet at skrive en gravtale og ved kødet elske i mørkets hjerte. Skulle trolddomsmagten gribe mig, er det måske ét og samme, fortabte er vi under alle omstændigheder og skriver gladelig til den Ondes pris. Indtil dagen oprinder, ville du sige. Der findes kun én dag, ville jeg sige, alle dage er én og samme, og når natten vender tilbage er vi da evig i korsets vold. Da er Lucifer på sær vis besejret, for dø kan vi kun en gang. Og dog. Og dog har jeg sat mig for at bryde trolddommens magt. Hvordan jeg skal gøre det, har jeg ingen anelse om, jeg er så troskyldig som et lille barn, som fortalte jeg dig et eventyr. Ja, således skal det være, jeg vil fortælle et eventyr…”. Elskov er som døden, der avler liv* elskov er som døden, der avler liv    den elskende skal opløse sin sjæl thi for at elskov kan fuldbringes    må elskeren miste sig selv hvorfor? for at skabe kontrast; nogen må dø, for at døden kan avle liv for at elskovs frugt kan gøre ånd til liv    uanfægtet af den elskendes ve og død så elskovs fylde bliver sat fri ved at skylde, koste, ja, berøve det menneske livet, som elskede    med sit fulde hjertes glød for gælder det dog ikke al hjertets frost    at det kræver to at blive ét og tø for kun sammen at smelte når luerne brænder til aske alt kød       som slutteligt kun bliver til igen når i ét nu de elskende    sammensmeltet i Guds og dødens hånd tør give sig selvforglemmende hen som et redskab blot, der straks smides bort, når                elskov igen opstår fra aske til ånd *) Af alle de kræfter, der kan bevirke såvel livets som kunstens skabelse, og som altså finder sin drivfjeder i sanselighed og seksualitet, er også mange onde og skyld i megen ulykke og pinsel. Ja, endog det smukkeste af alt, livets gave i den kødelige kærlighed, er for de elskende nært forbundet med det faktum, at vi skal dø. Hvis vi levede evigt i vores nuværende skikkelser, ville forplantningen være uden funktion. Hvis ingen skulle dø, ville heller ingen skulle fødes, eller som der står: ”nogen må dø, for at døden kan avle liv”. Ja, således livets cirkel. Men ordene har også en anden, ja, ganske modsat, betydning, nemlig denne, med de ord, der er lagt i Jesu mund, at ”den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal finde det” (Mark.8,35). Disse ord overfører jeg i digterisk øjemed til seksualitetens kår, med tanke på det franske kælenavn for orgasmen, nemlig ”den lille død”; således at den, der ikke giver sig hen i udløsningen, som ikke i livets cyklus ved døden løser livet ud, men blot søger at frelse sig selv, skal da aldrig gives livet, hvorimod den, der selvforglemmende, vel at mærke i kærlighedens navn, tør give sig hen i udløsningen (”så elskovs fylde bliver sat fri”), netop skal finde sit liv. Også selvom, eller måske netop herfor, denne ”lille død”, således navngivet i symbolsk forstand, ”berøver det menneske livet, som elskede/ med sit hjertes fulde glød”. Al skabelse forudsætter, at noget forud destrueres, al jordisk liv, at noget forud dør. Også jeg har haft den tanke, at alle hændelsesforløbs kombinationsmuligheder, om end med en eller anden slags nuanceforskel, nødvendigvis må gentage sig igen og igen i en cirkelbevægelse. Som forfatteren af Prædikerens Bog i Gl.Test. skriver; ”Det, der var, er det samme som det, der kommer, det, der skete, er det samme som det, der vil ske; der er intet nyt under solen” (Præd.1,9). På intet tidspunkt i menneskeslægtens historie har han kunnet fastslå, at noget var definitivt. Altid har forandringens lov, lig en trædemølle i konstant bevægelse, som den eneste haft gyldighed, men netop ikke endegyldighed, idet der da ville ske noget definitivt nyt under solen. Cirklen ville brydes, og cirkelbevægelsen erstattes af en lige linie, en vej hen imod evigheden, ikke i en cirkel, men hinsides den gamle jord og endegyldigt hinsides menneskelig forstand. I en kristen bevidsthed, modsat Prædikerens, er der netop således en begivenhed i menneskeslægtens historie, der er et afgørende nybrud, en begivenhed, der derfor, som et punkt på en lige linie, er endegyldig. Jesu fødsel, livsgerning, død og opstandelse (igen: ”nogen må dø, for at døden kan avle liv”) er et afgørende nybrud og en endegyldig afslutning på en epoke (nemlig lovens), og for historien, menneskeslægten såvel som for det enkelte individ, en bevægelse frem mod det evige, og endegyldigt evige, liv. At vi da, i hvert fald ifølge en kristen tro, har en udødelig sjæl (i trosbekendelsen tales der jo endog om kødets genopstandelse), bekræftes gang på gang i Ny Test., men tillige betones det, at vi fra dødelighed til udødelighed på en eller anden måde må forvandles. Vel at mærke forvandles endegyldigt, således må man forstå al tale om evighed, hvilket for den menneskelige forestilling i en sådan tidløshed lyder en kende stillestående og kedeligt, ja, statisk. Men hvad forstår vi os på evighed? Det digt regnen hver gang døber på ny Regnen har styrtet gennem en midsommeraftens mørke og ned under gadens asfalt jeg står på min altan i stille fryd og forvisning om at vi alene ved synet af styrtregnen døbes på ny af de tunge dråber og en digter som blev fanget i dem udenfor sin ensomheds munkecelle mellem to destinationer i sjælen for i digtet at få skyllet alle de unødvendige ord mellem os bort i kloaksystemernes uransagelige syntaks hvis blot hedens tyngde nu endelig har tudet færdig ligesom disse digtere som ene og alene med regnens hjælp kan slukke mørket med deres øjnes blanke eftertanke. DET AUTORISEREDE RIGSDANSKE COITUS VED KGL. RESOLUTION AF 1. JANUAR 2006* Livagtige nøgne kroppe, der slynger   sig ind og ud mellem hinanden og udveksler legemsvæsker    en strøm af organisk    livagtigheds død som giver os at modtage    organisk føde    ikke livets brød,    men dets blod og kød til ihukommelse af    hvedekornet i jordens skød    en læderet moderskedes    præventivt ubesmittede    undfangelse af intethed et spyd der perforerer     og spalter op denne nytårsnat hvor stenbroen lader vokse    op af sprækken i gadens asfalt    kønnets organiske blomsterbed korsfæstet vandret i ægtesengen    for næsten kærligt at fuldbringe en non-stop orgasmes livagtighed *)…og jo, hvis nogen skulle være i tvivl, er der tale om ironi, eller rettere, en blanding af sarkasme og nøgtern iagttagelse af, hvordan seksualitet i massemedier og reklamer i dag allerede længe har været udsat for en teknificering, der har udsuget den al sjæleligt nærvær (så blot ”livagtighedens” kunstige mindelse om livet lades tilbage). Endog selveste kongehuset har prostitueret sig, således at ”det rigsdanske coitus” (ikke noget flerkoneri, fætter-kusine samkvem eller anden etnisk infiltration her, altså bortset fra et fremmedord, der sjovt nok, netop etnologisk og sproghistorisk, klinisk er renset for al pæreformet danskhed) skal autoriseres af kongehuset og således, som i alle kongelige autorisationer, af en mængde ghost writers: man kan tænke sig alskens samlivsterapeuter, brevkasseskribenter, sexologer og pornostjerner, der alle til hobe ingen forstand har på andet end, så at sige, et samlejes blotte teknik. I forhold til gamle dage er tingene vendt om; det vi virkelig har svært ved at tale om, er ikke samlejets udførelse. Nej, det er almindeligt emne for konversation til enhver middagsreception. Og i digtet endda, kunne man tænke sig, rimeligvis et problemområde, der er så presserende, at det kunne optræde i dronningens nytårstale – hvorledes vi bedst muligt autoriserer vore drømmes mål, vores endlösung; orgasmen over alle orgasmer med spasmer, der endog ryster Se&Hør ved sin voldsomhed, således at der må en kongelig resolution til, gældende fra 1. januar, for at holde styr på det danske rigsfællesskab. Og alt sammen er det bare åndelig narrefisse, der dækker over alt det, vi virkelig har svært ved at tale om: følelserne i dobbeltsengen eller under gadelampens skær. Og noget andet, der er endnu vigtigere, nemlig hvordan vi i dag har reduceret seksualitet i en sådan grad, at den er blevet frataget enhver ånd, hellighed og mystik. Derfor er digtet medicinsk gennemsyret af et bogstavelig talt fordrejet kristent symbolsprog; f.eks. ”organisk føde/ ikke livets brød,/ men dets blod og kød” 1, ”hvedekornet i jordens skød” 2 og ”en læderet moderskedes/ præventivt ubesmittede/ undfangelse [så vidt altså dogmet om den ubesmittede undfangelse] af intethed”, ”et spyd der perforerer” [som ligeledes Jesu krop blev gennemboret af et spyd, her blot i en seksualiseret betydning] og ”korsfæstet vandret i ægtesengen”. Særlig i sidstnævnte linje, hvor den ene part antydningsvis følelsesmæssigt lader sig korsfæste af den anden, altså lader sig ydmyge og dominere til døden, ser vi kristendommens verdsliggjorte bagsidefjæs. Eller måske rettere, hvad den sekulariserede kærlighed har gjort ved vort offerbegreb; her et forhold mennesker imellem, hvor offeret for det første er forbundet med nydelse, og hvor nydelsen af elskovs magt for det andet næsten udsletter nydelsen af elskovs akt. En alvorstung leg med døden, en hånlig karikatur på et sonoffer, der i et vist henseende smæder nåden3. Således digtets henvisninger til en dæmoniseret og perverteret kristendom, hvor den liderlige nonne og en playboy som seksualevangeliske apostle har gjort fellatio og cunillingus til ikoner på en skærm. Morgendagens masseproducerede relikvier, der i en slags bevidsthedens rævesøvn konsumeres under den daglige nadver, nemlig en indusri af vold og porno og dens stadigt voksende sult. En sult efter at udstille blod og kød, som æggede bespottelsen, der aldrig bliver mæt, sig selv, således at lokkeduens løgn var pengestærke kræfters løfte om at se og høre sensationen, der på vejen gennem skærtorsdag nat, gennem voldtægt og tortur i tv og frokostaviserne, med kulturhistoriske skridt nærmede sig orgasmens endlösung: langfredag og Kristi, ja, Guds endegyldige korsfæstelse i al menneskelig svaghed4. Dog, lad overfor selv en sådan triviel konsumering af daglig medieskabt junk food i troen både den svages og den stærkes samvittighed være deres egen dommer. For som samvittigheden sår, således skal vi høste5. 1)Joh.6,48-57 2)Joh.12,24 3) jf.1Joh.4,10; Hebr.10,26-29 4) jf. Hebr.5,11-6,6, hvordan det at korsfæste Guds Søn og smæde nåden i digtets virkelighed er blevet et spædbarns kost, der altså ikke er sig ”begynderundervisningen”, endsige helliggørelsen ved ”smagen af Guds ord”, bevidst, og således heller ikke sin egen synd. Der er altså tale om en fristelse alene forbeholdt deres bevidsthed, der er indviet i korsets gåde. Heldigvis, kan man sige, har Gud ikke givet os lov til at få mere indsigt, end hvad vi kan holde til. For i så fald ved vi ikke, hvad vi gør, i så fald er synden ikke længere forsætlig, og dermed ikke utilgiveligt hjemfalden til en evig dom. For vi dømmes da som hedninger, og ikke som hellige. 5) Rom.14,22 Vest for den tabte krig udenfor vinduet marcherer en sensommernat forbi gennem nørrebro stille soldater som børn født et sagte og umælende efterår nogle råber og én råber: du er død, mand! mere vidunderligt tæt på døden har jeg ikke været, siden jomfruhinden i hjertet blev brudt ned med et kys, sidste nat før det dagedes i øst da eventyrene fra tusind og én sensommernats søvn alle var fortalt, og nogen tændte for en sol af neonrør som vækkede mig selv her, en verden vest for den krig der blev tabt til stille soldater som børn radiostøjens stemmer skingre som var de til fodboldkamp en sværm af farveprikker men mest af alt, sagte og umælende efterårsregn på min rude. Og Italien har vundet VM         Det nærmer sig midnat. længes du efter døden?                Jeg skal snart til at slukke. efter de evige Kvicklykantiner og kaffebrygningens støj der aldrig hører op eller også netop er hørt op?                Fjernsynsreklamen brummer videre; hvad enten din længsel angår evighed eller intethed da er den evige døds tilbud nok det mest favorable                eftersom jeg ængstes lidt for søvnen for evighed og intethed udgør ikke nogen forskel vel? ja at dømme efter evigheden i en Kvicklykantine                tøver jeg et kort moment – men du dømmer selv alt efter hvad dit liv rækker til kaffebrygningen Kvicklykantinens evige dødTM                slukker for fjernsynet.              Og Italien har vundet VM. LILLEJULEAFTEN PÅ NØRREBRO På gåtur op langs Nørrebrogades silende flodbred en mørk og regnvejrstung lillejuleaften, hvor enhver uidentificerbar afkrog under vandbreddens skvulpende affaldsrester syntes at stinke af øl og hash – Plaget af et besynderligt klarsyn på vej ud, da jeg gik forbi pølsevognen ved Nørrebros Runddel. En fugtig kulde havde sat sig i mine elskede københavnere, og som på en ø midt i flodens trafik, som en fakkel i mørket, lyste pølsedamen op i en grimasse, som fik mig til at gyse. Et ansigt netop så hæsligt, som man kun ville kunne finde det i Berlins undergrundsbaneforgreninger, hvis man så rigtig godt efter. Det var et ansigt så privat i sin traurigkeit, at jeg tænkte, jeg ved at fotografere denne scene ville fange livets grusomhed med et enkelt skud så rent og klart. Og dog vidste jeg jo godt, at hele dette sceneri fandt sted i mit eget hoved. Jeg vidste så godt som nogen, at hun ville være glemt det øjeblik, jeg fjernede blikket, men ligeledes, og dette var det værste, ville forfølge mig resten af aftenen og, i andre klædninger, resten af livet. Undlod jeg at nedskrive den slags oplevelser, ville jeg måske kunne fortrænge dem, men da ville jeg ingen digter være: At købe forstanden tilbage gennem syndsforladelse ville være i strid med pølsedamens ansigtsudtryk i dette splitsekund af lys i mørket. Eller ville det? Pludselig slog det mig: Sådan, skvulpende en mørk aften på en lille bod langs flodens opkast, sådan tænkte jeg mig Gud. Om end blot for et øjeblik, og kun et øjeblik, forstod jeg syndsforladelsens nødvendighed. Jeg, der altid har nægtet den. Ikke fordi syndsforladelsen i princippet for mig var en umulighed, men fordi den ikke var ønskelig. Jeg nægtede principielt at betale for en vare i åndelig mønt uden at have forbrudt mig mod nogen, jeg var så at sige uskyldig overfor en anklage, jeg end ikke forstod. Alligevel, plejede jeg bittert at tænke, skulle jeg ikke vente mig noget tiltalefrafald: de frelstes salighed fuldendes som bekendt først, når de ser syndernes pinsel. Sådan havde jeg altid tænkt, og vil nok altid tænke sådan, bortset fra dette moment, hvor jeg blev grebet af medlidenhed – med Gud, som stod her ved verdens afgrund, indpakket i sit pølseskinds hæslighed. Smerten bibragte mig ikke nogen form for tilfredsstillelse, og som med ét ønskede jeg inderligt at bede pølsedamen om forladelse, som havde jeg gang efter gang købt pølser her uden at betale. Men jeg havde jo aldrig købt hos hende før, ja, jeg havde knap nok lagt mærke til hendes tilstedeværelse overhovedet. Tanken lammede mig og min handlekraft. Få øjeblikke gik som år, da jeg stivnede helt ved synet af pølseboden, for nu begyndte den at synke stadigt længere og længere nedad mod Nørrebrogades bund. Lyset fra pølsebodens fakkel slukkedes nu sekund for sekund, mens pølsedamens blik bedende, og uden tegn på anklage, syntes at fæstne sig ved min ubevægelighed. Blot et øjeblik efter havde floden slugt hende, og alt syntes uforandret. Min lammelse forsvandt lidt efter lidt, og jeg så mig omkring, rystende som et espeløv. Stadig skvulpede vandet ved flodens bred af affald og opkast. Og allerede på vejen tilbage overbeviste jeg mig selv om, at der aldrig havde været nogen pølsebod ved Nørrebros Runddel. Og jeg vendte hovedet bort i lede, da jeg gik forbi næste pølsevogn, der hvor vandet forgrenede sig og en morgen begyndte. Indtil næste nat kommer.     ALENE ER JEG KOMMET… du minder mig om et digt/ jeg engang har kendt, før jeg blev til den gåde jeg er/ før jeg blev til i verden, og før verden blev til i mig digtets vidnesbyrd, du og jeg, så jorden som helt omspændt af et mørke, hvor drømmen vækkede virkeligheden, som tyven hin nat du husker det vel, ikke sandt? nej, og dog er det netop dig, der minder mig om det for jeg husker fra den drøm, der gik forud for al tid, dine kærtegn – som fakler af øjeblikke langs evighedens mørke og blodplettede vej, først mod livmoder og fødeegn til og med skrivende stund og indtil denne drøm af livets blund vil vække mig, som jo vækkelsens virke i natten venter sig – hvis drømmen forud for mig, blev undfanget i lidenskabs lyst og leg, og forud for tid, blev drømt af en digters formfulde streg er digtet i kød og blod ikke dig? som var min ordenes dans formuleret af dine kærtegn, som havde digtet på forhånd bestemt formuleret en drøm, der var til før mig var til før mig og ikke var i mig/ som det digt jeg ville skrive, der løste en gåde i en verden af stene/ og af nåde blev givet til mig alene DOKUMENTAR: To analoge tekster på hver sin verse- og talefod 03.12.00 dagbog: På modtagelsen. En lægesamtale uden nogen som helst kontakt. Det lod sig åbenbart ikke udtrykke, i hvert fald ikke før bagefter, da lod jeg tårerne få frit løb. Da gennemspilledes i mig i hvert et vers det drama, der under samtalen manglede. Men jeg græd ikke i lægens påsyn. Den glæde skulle hun ikke have, tænkte jeg først. Dernæst fik jeg den tanke, at det vel snarere var af hensyn til hende, for ikke at krænke hendes blufærdighed. Egentlig fortjente hun ikke bedre, end at få kastet et blødende hjerte i sin favn. Tag den, kammerat, hvis du ellers kan. Desværre, forstod jeg på hende, var der ingen ledig plads. Til gengæld fik jeg lov til at blive, til jeg skulle hjem i seng. Forpint og ensom som jeg var, talte jeg hver eneste minut, kun med den lindring, som en smuk mørklødet sygeplejerske kunne bibringe mig. Imidlertid forværredes tilstanden først på aftenen, og da jeg søgte om hjælp, hørte jeg en anden sandhed. Plads havde de nok kunnet finde, men jeg syntes ikke egnet til indlæggelse. Disse ord ramte mig som piskesmæld, men jeg tog imod dem uden et kny, selvom tårerne strømmede. Og den unge mørklødede sygeplejerske talte til mig, ansigt til ansigt, men jeg forstod hende ikke. På dette tidspunkt havde jeg taget stort set al den medicin, jeg sad inde med. Skæv som jeg var, ændredes hendes ansigt pludseligt. Hun var smukkere end nogensinde før, ja, fandens fager, som en Jerusalems datter. Men hun var blevet tilføjet noget dæmonisk, noget som slog mig med lige dele rædsel og vemod, smukkere end noget jeg længe har oplevet, som kunne blot Sct. Hans være hende rangen stridig. Endnu engang mærkede jeg anklagen mod mit ansigt, halvt formuleret: at jeg er digter og værre endnu, at jeg bruger modtagelsen som central for de sværeste vers, dem som jeg ikke turde tænke udenfor murene. Dem som tårerne skrev i mit hjerte, og jeg efterfølgende fik på papir. Jeg kan vælge at leve mit liv som digter, eller rettere sagt, jeg har en gang for alle valgt det. Men andre kan vælge at lægge forhindringer på min vej. Lader disse sig da blot formulere i tårer og efterfølgende i vers, har jeg valgt en vej, som ingen læge nogensinde vil kunne forstå. Ikke fordi det strider mod lægeløftet, men fordi det strider mod den småborgerlige snusfornuft, der gemmer sig bag de fleste hvide kitler. Er kroppen inden under en kvindes, som det var i dag, kan en digter blot undres. Er en sådan virkelig alle de vers værd? 03.12.00 journal: 03.12.00 Modt. Pt. henvender sig med et ønske om samtale. Begrunder dette med, at han tidligere på dagen har følt sig ”dårligt tilpas”. Pt. oplyser, at det som regel hjælper at gå en længere tur og skrive sine tanker ned. Dette har imidlertid ikke hjulpet i dag. Pt. har siden sidste udskrivelse overnattet 4 gange på Nabocentret, Amager, idet han ikke bryder sig om at være i sin egen lejlighed. Pt. kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der er problemet, føler sig utryg uden at kunne sætte fingeren på noget specifikt. Pt. møder hver mandag i DPC- Møllegade og får der udleveret medicin i doseringsæsker. Tager medicinen regelmæssigt. Hans kontaktperson er sygeplejerske Kirsten, som han godt kan lide at tale med. Imidlertid har pt. fået den opfattelse, at han kun kan føle sig tryg ved at tale med os herinde, hvorfor han ofte opsøger modtagelsen, efter at han har talt med medarbejderne i DPC. Jeg taler en del med pt. om det uhensigtsmæssige i dette, idet det primært er distrikts- psykiatrien, som skal støtte ham ham i det daglige. Pt. kan til en vis grad godt se dette. Klinisk/ psykiatrisk vurdering: Vågen, klar, orienteret. Den formelle kontakt god, den emotionelle læderet, pt. fremstår yderst tilbagetrukken, og noget garderet. Grundstemningen vurderes neutral med naturligt psykomotorisk tempo. Pt. huser utvivlsomt paranoide forestillinger og er præget af en ikke ubetydelig ambivalens. Benægter syns- og hørehallucinationer og fremstår ikke hallucineret under samtalen. Fremstår rolig, samlet og venligt imødekommende. Pt. har et ønske om at måtte opholde sig i psykiatrisk modtagelse i aften, hvilket efterkommes. (Lykkegaard/ Jacobsen) Dødsangst Hjertet slår hårdt og tungt pludseligt trodsigt som et kropsorgan og intet andet eller måske et intet der befrier sig fra enhver metaforik dette intet andet som ejermanden forstår kan dø ikke blot ved i befrielseskampen mod metaforikken at kæmpe for intet andet at være men ligeledes og værre endnu ved at kæmpe for at blive til intet og i sin befrielseskrig tilintetgøre ethvert metaforisk gidsel i kroppens massegrav ja, endelig at have opdaget den mulighed at tilintetgøre sig selv.   Kunne digte skrives uden ord kunne digte skrives uden ord i sprogets fængsel, hvor vi bor som fanger i en metafor for hjertets længsel? den sidste time af døgnet sammenfatter det forbandede ved at skrive; alt er endnu for tidligt at sige og for sent at få sagt gives noget navn, der ikke dør siges noget smukt, der ikke gør at lyden, ukendt af tungen før i hjertet synes brugt? det jeg har skrevet på hele aftenen er sagt et par århundreder for sent og alligevel vil det altid være for tidligt at sige kan du være den kvinde alene der kan hjertet tø, og blot ene være som min Magdalene døbt i elskovs sø? alt hvad jeg skriver skriver jeg til alt og alle undtagen til dig dig tilegner jeg hellere alt det jeg ikke kan skrive men som jeg skriver står skrevet i mit hjerte det, som ikke lader sig tænke eller skrive og som kun findes, idet jeg tror, det findes som så stor en sjælens tørst at den er større end ordet stor ja, større end ordet størst og derfor større end noget ord jeg tømmer kaffekoppen går ud og pisser og jeg tænker mig at det hele bare er en stor fantasi, der slukkes når jeg falder i søvn fordi det kun findes, idet jeg tror, det findes før jeg går i seng flår jeg papiret i stykker og smider det ud.   HOME VIDEO* Når jeg er inde i dig og dine skedevægge omkranser mig fylder jeg et hul i din sjæl der før var ubeboet eller var beboet af hullerne i vores samtale hvis jeg kunne, ville jeg søge dybere ind og op i dig til jeg nåede livmoderen for, som Nikodemus, forvirret at ville kravle ud igen, indtil du griber mig lader mig tage bolig og ikke slipper mig før du får mig ind og op i kroppens organiske indre, fra hvor nattens drømme fostres i et land med bække med kilder og med strømme af vand, der vælder frem i dale og bjerge. Sandelig, jeg lever ikke af brød men alene af hvedekornet fra min organiske underjords vandringsfærd bag dine rosenrødlige læbers port. Når jeg ser din mund og alle de kys elskende har efterladt her alle de gange de som jeg har aflæst hver deres ordlyd af dine simrende læber, tænker jeg, at ordlyden er den samme på ethvert kendt sprog samme ordlyd som hullerne i vores samtale og alle de samtaler du og jeg måtte have haft med alle de elskende der har krydset den midlertidige afstand mellem vores læber indtil dette øjeblik, taknemmelig for at alle sprog dog tales med to tunger, lige som de to der mødes i dette kys, såvel som i alle de foregående, der blandt millioner har ført netop vores læber sammen. Når jeg er inde i dig er jeg på opdagelsesrejse i en organisme der er fremmed fra min jeg opdager en ny verden der ikke længere er ubeboet men har været beboet fra det øjeblik i tidernes morgen hvor jeg var her som pilgrim i det forjættede land hvor synd er dyd og kropsvæsker mælk og honning hvor jeg er alene og du omslutter mig og min ensomhed, alene på sporet af dig. Når jeg mærker dine bryster med grådige hænders famlen føler jeg mellem mine fingre en fin og sart hud umærket af ungdom og ælde som satte jeg med min hånd den første fod på månen, betrampede den og sekundet før jeg afgik slettede ethvert spor af menneskelig begærlighed, alle tiders tavshed og tungers ord før jeg letter igen efterlader jeg dit bryst så fint og sart som skinnet fra månen blegt, dog klart da et menneske første gang fra en mørk klode fik den tanke der at plante sin fod. Når jeg er inde i dig er du overalt; dog, havde jeg end tvunget mig vej og overvundet dig, er det blot dig der har vundet i mig, som var vi ene og alene os og ikke du og jeg. *) Trods den æggende titel, eller måske netop herfor, er det på sin vis et ganske uskyldigt digt. Blot har jeg som et privat kameraøje vendt elskov, med alle dens flimrende sanseindtryk, indad mod et kognitivt mylder af typologiske brudstykkers fysiognomi. Eller måske er det snarere et slags forsøg på en anatomisk dissektion, der i teksten møder læserens øje, uden dog at afsløre andet end som så. For der er i øvrigt, udover typologien, ganske god og sædelig orden og sammenhæng fra linie til linie. Ja, netop af samme grund tør jeg, under bogstavernes overflade, vende videokameraet helt ind under huden og ind i den elskedes anatomi. Således er det en ode til den kødelige kærlighed, så at sige i bogstaveligste forstand, men ligeledes til sjæl og ånd, som i vores tids tænkning uløseligt er forbundet med kroppen. Derfor har troen på det evige liv og den udødelige sjæl svære betingelser, for når kroppen er død, regner vi også sjælen for død, i og med at al bevidsthed blot bliver regnet for kropslige biokemiske processer. Også digteren har her svært ved i tanken at adskille sjæl og legeme, og søger derfor kærlighedens forjættelse, ikke blot i kvindens underliv, men i hele hendes organiske indre, der således bliver sjælens og åndens hjemsted. Dette går videre end det blotte seksuelle samkvem, eller rettere, elskovs stræben bliver, lige såvel som blot kropslighed, en stræben efter det tabte paradis, der således bliver legemliggjort, bogstavelig talt, af den elskedes fysiologi og forestillingen om hendes anatomi. Hendes ”indre”, altså følelsesmæssige egenskaber, smelter sammen med hendes bogstavelige indre kropsorganer. Det kan da kaldes at overvinde dualismens splittelse. Og ikke kun mellem sjæl og legeme, men også mellem mand og kvinde; på min rejse inden i hende bliver vi bogstavelig talt ét kød. Som én om dette digt skrev til mig: ”Måske er det derfor, vi så tit brænder op i hinandens indvolde”. Og jeg svarede hende tilbage: Tænk dig, jeg ønsker intet andet end dette, at gå til grunde i en kvindekrop. For jeg finder ikke her indvolde, eller rettere, i så fald er disse indvolde besjælede, så de tager sig ud som et ”land med bække/ med kilder og med strømme/ af vand, der vælder frem/ i dale og bjerge”. Det mandlige begær kan være så, ja, fortærende, at man i en mere eller mindre overført forstand ligefrem kan brænde efter at konsumere den elskedes krop, eller at konsumeres i den. I øvrigt er sådanne forestillinger universelle i religiøse kontekster, om end her præget af en vis infantil seksualitet, ikke uden lighed med den dyrkelse af de kanaanæiske moder- og frugtbarhedsgudinder som Asjera og Astarte, som Jahve bruger en anseelig del af stoffet i Gl.Test. på at bekæmpe, til trods for at selv samme stof, eksempelvis i Højsangen, i betydelig grad er præget af kanaanæisk religion. Digtet er også præget af religiøs synkretisme, samme synkretisme som var lige så udpræget for nytestamentlig tid (og bekæmpelsen af den for Ny Test. selv), som den er for vores egen. I digtets optik er seksualiteten, som for den kanaanæiske sakrale prostitution, en helligdom, og kvindekønnet, med en god stænk moderne religionsblanding, porten til Israels forjættelse. Således er ”naturbeskrivelsen” af den kvindelige anatomi stærkt inspireret af 5Mos.8,7, som netop er forjættelsen om det Kanaans land, som israelitterne med magt skulle tage i besiddelse, inklusiv dets moder- og frugtbarhedsgudinder. Ligeledes, for forvirrede romantiske sjæle, for hvem den elskedes krop er som Guds egen, er heller ikke nævnte tanke om at konsumere den eller at konsumeres deri fremmed for Ny Test., men tværtimod (om end under indflydelse af en vis dosis sværmerisk tekstindlægning, snarere end udlægning) et særkende herfor. Tænk blot på nadveren, på Jesus, der i øvrigt, for hvem der vil modtage det, vil give vand, som i denne skal blive en ”kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh.4,14), samme Jesus, der om sig selv et par kapitler senere siger: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik” (Joh.6,53-55). SYNDEFALDET – et forsvar for mennesket Å, Lene… Vi er som Adam og Eva i Edens have. Vi elsker under grenene fra kundskabens træ. Og æblerne, som vokser der – vi bemærker dem slet ikke, mens vi elsker, ja, end ikke i vores drømme begærer vi dem, men blot hinanden – vi lader dem vokse i skyld og smag, lader dem suge nok så begærligt i stilken og lader dem frimodigt slippe grenen en sensommerdag – vi bemærker dem stadig ikke, mens vi elsker, men begærer blot hinanden, midt i blandt æble efter æble, der falder ned, ligger vi – En dag, da vi har elsket, ser vi æblerne omkring os. En gysen går gennem os begge, da vi sammen tænker: ’for et enkelt æbles skyld at lade vor elskov besmitte med synd?’ Og læser svaret i hinandens ansigt; ’aldrig nogensinde vil vi gøre det’. Aldrig skal slægt efter slægt leve i synd på grund af os. Men da kommer der et øjeblik, da jeg ikke forstår dit ansigt og ikke kan læse dit hjertes tanke. Det varer blot et øjeblik, men lidt efter sker der det samme. Og jeg tænker på, om du har tænkt på et af de æbler, der ligger spredt omkring os – og vi ser på hinanden og ser med dyb bekymring samme tanke i hinandens ansigter: fristelsen til at spise et æble, for derved at forstå, hvad den andens tanke er – ikke gennem hjertet at aflæse den i ansigtet, men gennem forstanden at forstå den. Og vi ser bort et øjeblik, for dette frygter vi mere end noget andet. Da vore øjne mødes igen, finder vi samstemmigt hjertets tanke fra før: ’aldrig nogensinde vil vi gøre det’. Men hvorfor så vi bort? Søgte vi gennem synet af æblerne omkring os at forstå den andens tanke med forstanden, forstod vi den dog, da vi igen så ind i hinandens øjne – eller gjorde vi? Vi så, at vi tænkte det samme, både den rædselsfulde tanke om æblernes fristelse, og efter et øjeblik at have set bort, tanken fra før: ’aldrig nogensinde’. Men forstod vi, hvorfor jeg forud for det to gange ikke gennem dit ansigt havde kunnet læse dit hjertes tanke? Da sker det; jeg ser i dit ansigt en sorg, der siger: ’jeg forstod hvorfor’. Og da jeg med en ansigtsmine spørger dig hvorfor, svarer du med et inderligt kys på mine læber. Å, jeg tåbe! Jeg, som troede at kende paradisets tungemål, vil så absolut have vished. Og jeg spørger dig, med et fast blik, hvad du tænkte de to øjeblikke, hvor mit blik for dit hjerte var mig sløret. Og du svarer med endnu et inderligt, men nu også sørgmodigt kys på mine læber. Derefter ser du ind i mig, som bag mine øjne, med et blik fuld af kærlighed. Men jeg ser det ikke, jeg leder i dine øjne efter noget andet. Jeg leder i dine øjne efter svar på, hvad du tænkte de to øjeblikke, hvor mit blik for dit hjerte var mig sløret. Jeg aner, at du havde tænkt over alt dette disse to øjeblikke, ligesom de to øjeblikke, hvor du kyssede mine læber. Og forstår, at du hellere end alt andet ville trøste mig med et svar, men at svaret ikke findes, og aldrig vil kunne findes, på noget andet tungemål end kyssets. Å, var det mig bare nok! Og da gør jeg det, jeg aldrig skulle have gjort, og i al evighed vil forbande mig selv for at have gjort. Med mit blik spørger jeg dig med en streng mine: ’hvad var det du forstod, hvorfor var det, at mit blik for dit hjerte var mig sløret?’ Da du for tredje gang nærmer dig mig med et inderligt, men ulykkeligt kys på læben, vender jeg mig i lede bort. Jeg vil høre dig sige det med ord. Og da jeg læser i dine øjne, at disse ord ikke findes på paradisets tungemål, vender jeg mig igen bort og ser blot, fuld af videbegærlighed, på et af æblerne. For jeg ved, at de rummer kundskaben om ordets tale. Og jeg ønsker blot én ting: at du spiser et stykke af et af æblerne, for at fortælle mig, hvad det var du forstod, og hvorfor mit blik for dit hjerte var mig sløret. Og jeg ser op og ser i dine øjne en rædsel, for jeg ved, at du i mine øjne læser mit hjertes inderste ønske. At elskovs tale ikke længere er mig nok, og at jeg ønsker vished gennem ord. Blot nogle få, enkelte ord, så jeg forstår, ligesom du syntes at have forstået noget, som jeg blot syntes at ane i dit ansigt. Ja, nu syntes der pludselig så meget. Det er ikke blot, som det er, nej, nu synes alt bare at være, som om det var. Og det synes forkert for mig. Jeg fæstner vedholdende mit blik på et ganske bestemt, ved faldet fra grenen halvt flækket, æble midt i mellem os. Og der går en rum tid, hvor vi sidder stille sådan; jeg med blikket fæstnet på det halvt flækkede æble, og du med dit urolige blik på mit ansigt. Da begynder du at røre på dig. Rystende af rædsel nærmer du dig æblet og tager det op i hånden. Mit blik følger æblet og ender med at hvile i dit ansigt. Og først nu ser jeg, hvad der er ved at ske. Mens vi sad, har du stille grædt og sidder nu med æblet i din rystende hånd foran dit ophovnede og forpinte ansigt. Og da, da gribes jeg af en inderlig medlidenhed. Å, men hvorfor ikke før, hvorfor først da? Jeg ønsker intet andet, end at lindre din pinsel og nærmer mig dig, for med et sigende kærligt blik at bede dig om at lægge æblet fra dig igen. Du sidder stille og ryster over hele kroppen. Da jeg er helt tæt på dig, ser jeg dig ind i øjnene og synes igen, for tredje gang, at se noget, jeg ikke forstår. Og da min tvivlrådige undren, iblandes et strejf, ja, et strejf, af mistro, tager du æblet mod munden og tager med sitrende læber en bid af det… …øjeblikket efter at have tygget og slugt denne bid, vender du dig helt bort, og kaster dig mod jorden med krampagtige hulk. Jeg mærker noget i mig, jeg aldrig har mærket før, noget lignende et stik i mit hjerte. Et uhyggeligt og sært sødligt stik. Ja, sødligt, sødligt som arvesyndens hæslighed, tænker jeg bittert… …for aldrig har jeg set dig græde sådan før. Og mit hjerte fyldes med uudsigelig og inderlig medfølelse, og jeg kaster mig ind mod din favn, som så ofte før. Men for første gang værger du dig med hænderne og kravler langsomt bort fra mig. Og du begynder at sige noget. Noget, som må være en slags æbletræets tungemål, for jeg kender ikke til de ord, ja, jeg kender slet ikke til ord. I min medfølelse, ja, uudsigelige medfølelse, ønsker jeg brændende i mit hjerte at forstå. Mit hjerte brænder på en måde, det aldrig har prøvet før. Det er vel nok en slags begær, men et begær, jeg ikke forstår, fordi det ikke er talt på kærlighedens tungemål. Blot ønsker jeg at forstå alt dette, der så pludselig er sket med os. Og blot ønsker jeg at forstå, hvad det er, du siger til mig. For jeg tror virkelig, å, jeg tåbe, at denne din forgrædte og sagtmodige kæde af ord, hvis jeg forstod den, ville forklare alt det, der er sket. Sådan syntes det mig i hvert fald. Ak, igen dette syntes… Men der er også noget andet. Mit hjerte pines oprigtigt af at se dig tale og vide, hvor alene du nu er. Thi for mig er det blot lyde, og blot du, af alle skabninger i haven forstår disse, efter klangen at dømme, klagende og ulykkelige kæder af ord. Og da begår jeg min endegyldigt sidste fejltagelse. Men tro mig, det jeg gør da, gør jeg af kærlighed og med et ulyksaligt, medfølende ønske, om at lindre dig disse ulykkelige ords ensomhed. Tro mig blot på dette, så lader jeg det gerne være nok med det. For da jeg med hjertet fuld af sorg og medlidenhed ser på æblet, du havde taget en bid af og derefter smidt på jorden, rejser du dig halvt op, stadig hulkende, med lige dele hakkende og stammende, uforståelige ords tale….Og du samler æblet op og ser på mig. Det er, som der er hugget en kløft ned gennem din sjæl. For med munden udtaler du bedende lyde, jeg ikke forstår i deres ordlyd, men meningen er klar. For hver gang jeg forsøgsvis rækker ud efter æblet, tager du ulykkelige sjæl hånden til dig igen med en forskrækket pludren. Og samtidig, da jeg for sidste gang ser i dine øjne, for at læse dit hjertes tanker, synes jeg at se en stille bøn vendt mod mit ansigt. En bøn om at blive forstået, en bøn om at forklare, en bøn om at blive hørt på sit eget uforståeligt private tungemål. Og endelig synes det mig, at du midt i en bevægelse standser hånden, der griber om æblet, og løsner dine fingres greb…Jeg rækker langsomt ud efter det. Din talestrøm er standset, og du græder blot stille og tyst, da jeg griber fat om æblet…og tager en bid… Da mærker jeg noget i mit legeme, jeg aldrig har mærket før. Jeg mærker nu det sødlige stik i hjertet brede sig til resten af kroppen med en eksplosiv kraft. ’Sådan smager altså arvesyndens hæslighed?’, slår det mig i en pludselig ondskabsfuld hån. Et splitsekund beruset af den dødelige synds ekstase, af disse spotteglosers lidelsesfulde skår i sjælen, der synes uadskillelige fra en omtåget lyksalighed, der roligt og tungt lægger sig om øjenlågene og læberne. Gloser, sagde jeg gloser? Jeg forstår hvert eneste af dine ord, og endnu en blind rystelse af fryd fylder et øjeblik mine blodårer helt ned til tåspidsen. For jeg forstår, jeg forstår, at lyde kan betyde noget, som intet har at gøre med deres ordlyd. Nok har jeg, ja, vi begge, kendt til navne. Hver fugl, hver fisk, hvert krybdyr havde jo et navn. Men dette her var noget helt andet og mere end bare navne. Hvor smukt lød eksempelvis ordlyden ”elskov” ikke, når man først vidste, hvad ordet betød? Jeg kunne tænke mig at sige det for mig igen og igen, for til sidst helt at tabe lydens kraft. Det var ikke blot en lyd, som elskovs lyde. Det var et begreb, ja, en abstraktion, der som lyd intet havde at gøre med elskovs lyde. På et splitsekund, og alt dette skete virkelig på et splitsekund, forstod jeg hvert eneste ord, du sagde, for splitsekundet efter at lammes, ikke over stemmen og ordlyden, men noget langt frygteligere; denne ordenes betydning, jeg nu i løbet af et eneste øjeblik virkelig forstod. For hvad du sagde, hvilken betydning ordene havde, overgik i isnende rædsel langt både ordlyd og stemme. For først nu forstod jeg, hvad det egentlig var, din stemmes forpinte klang betød: ”…det var ham, han sagde det jo, ja, nøjagtig sådan, det var slangen…” ”Slangen?”, spurgte jeg sløvt hen for mig, og hørte for første gang mig selv udtale noget, lammet af uudsigelig kval. Ja, uudsigelig, det er ordet, tænkte jeg dystert, og begyndte da at lytte til din løse, nærmest fragmenterede strøm af ord. ”…ja, slangen fortalte mig det…jeg ved ikke hvordan, men jeg forstod godt noget af alt det frygtelige, den sagde; at…at jeg…at vi…jo, at alt dette ville ske! Men jeg gemte det i hjertet af ren angst. Det var det, du ikke kunne læse i mit ansigt, det var…det var det, du ikke forstod, det som i mit hjerte var sløret for dit blik, nøjagtig…ja, nøjagtig som den forudsagde. Den spottede mig, med en modbydelig…sar-…sarkasme… med, at alt dette ville ske… ja, ned til mindste detalje. Og jeg siger dig, trods jeg ikke troede den, så…så den rædsel, den spottende fyldte mit hjerte med, blot denne antydningsvise anelse, denne tilsyneladende kundskab om sk-… skæbnens sv-…havde…”. Fra at have grædt i din ophidselse, hulkede du nu højt og klagende.”…havde jeg skjult i mit hjerte for dig, for din skyld…af…af angst…for at du ville opdage angsten selv, og fyldes af denne samme frygtelige rædsel som mig…å, denne rædsel, som…”. En slags skrigen pressede på dine læber. ”…å, hvad skal der dog ske, hvad vil nu…”. I netop dette øjeblik blev du afbrudt, og mit sind fyldtes af noget nyt, nemlig angst. Ja, en panisk angst som din, dog iblandet en fortvivlende vrangvillig trods, da en stemme, den stemme vi begge kendte så inderligt godt, nærmede sig med ordene på et nu truende, og alt for godt kendt tungemål: ”Adam…Adam, hvor er du?”…