BERETNINGER FRA BAG FRONTEN
Af Ture Lykkegaard
På ethvert bibliotek landet over vil man kunne finde litteratur om sindslidelser, og ikke kun faglitteratur for fagfæller. Eksempelvis fra PsykiatriFondens forlag har der i årevis flydt en lind strøm af bøger der godt nok er skrevet af sagkyndige, men henvender sig til mennesker der ikke er sagkyndige i faglig forstand, først og fremmest pårørende til sindslidende. At finde hyldeplads til den slags bøger er imidlertid ikke det eneste problem. For lige så meget som der er skrevet af sagkyndige, hvad man kunne kalde konventionel og faktuel viden, lige så lidt er der skrevet af målgruppen selv, nemlig de pårørende. Lige så mange meter af hyldeplads som den konventionelle viden kunne optage, lige så forholdsvis lidt er der skrevet af pårørende omkring de personlige erfaringer og oplevelser der knytter sig til netop dette skæbnens lod.
Dette har imidlertid to medarbejdere fra SINDs Pårørenderådgivning sat sig for at lave om på. Med disse to som redaktører er der nemlig, med foreliggende udgivelse, endelig kommet en sådan bog der placerer sig klogt i et sært og smertefuldt ingenmandsland mellem de adskilte skyttegrave som udgør polerne i dansk psykiatri, fra Galebevægelsen i øst til Dansk Psykiatrisk Selskab i vest. Og som gør det i kraft af 12 nøgterne og følelsesmæssigt stærke vidnesbyrd lige bag ved fronten, så at sige. Tolv pårørende til sindslidende har valgt at skrive hver sin historie, og på befriende vis har gjort det uden i store træk at skildre psykiatrien. Psykiatrien som institution glemmer man næsten helt når man læser disse vidnesbyrd hvor al konventionel viden, bortset fra køn, alder, relation og diagnose, fuldstændig er udeladt og henvist til en ordforklaring allersidst i bogen. Det er blevet til en dygtigt tilrettelagt og længe savnet bog, der bør kunne finde reolplads i alle hjem der er mærket af sindslidelse.
Begge redaktørerne har angiveligt i SINDs regi undervist i hvad de kalder ’livshistoriefortælling’. Deres vejledning har været nok til at de tolv pårørende, med svingende litterær, men overbevisende menneskelig og følelsesmæssig kvalitet, har kunnet skrive indholdet i bogen, nemlig deres personlige beretninger. Det er så at sige på enhver måde førstehåndsberetninger læseren bliver konfronteret med. Resultatet er overbevisende og bærer i kraft af fremgangsmåden mærkbart præg af en nærværende og aldrig svigtende autenticitet.
Titlen, ”Skøre sjæle”, spiller på en betydningsmæssig dobbelthed, idet adjektivet ”skør” både kan betegne et materiale som er skrøbeligt og let går i stykker, men ligeledes kan være en mere eller mindre dagligdags udvandet betegnelse for noget ”sindssygt”. Sproghistorisk er der imidlertid ingen tvetydighed at spore, idet begge betydninger har samme rod i det ældre tyske ”schör”, skrøbelig. Eller med andre ord, der kan både være tale om en materiel skrøbelighed og om en sjælelig. Ligeledes kan betegnelsen ”skøre sjæle” dække såvel den diagnosticerede sindssygdom som den eksistentielle skrøbelighed som netop i denne bog er i fokus, nemlig den pårørendes skrøbelighed, dels i forhold til den sindslidende, dels i forhold til det omgivende samfund og de krav netop dette stiller til de mennesker som netop undslap det diagnosticerede vanvids stigmatisering. Disse krav har mange bidragydere, særlig i bogens første halvdel, som et mere eller mindre uudsagt tema, og de er barske. På sin vis lige så barske som de vilkår der stilles den familiefælle der af skæbnen er grebet af en uforklarlig og uomgængelig sindssygdom, med alle de krav en sådan stiller. Og man deler som læser gerne glæden med disse pårørende, i særdeleshed børn af sindslidende, når man læser at de ”kommer videre”, og dog griber tanken læseren: hvad med den sindssyge? Ofte i bogens første halvdel slipper læseren berøringen med den sindslidende netop sidst i hver tekst, når hovedpersonen ”kommer videre” i de beretninger hvor der er tale om fædre, mødre og søskende til hovedpersonen. Blot få steder er der her, som f.eks. på side 67, linie 16-22 angående en søskenderelation, tale om nogen egentlig indføling i de vilkår som den sindssyge må leve under. Men en sådan er ret beset heller ikke bogens emne, de bøger er der rigeligt af på hylderne af Sct. Hans Hospitals bibliotek. Netop her har denne bogs emne hidtil været en mangelvare. Alene dette gør den relevant, også selvom man næppe bliver meget klogere på sindssygdom af at læse den. Eller i hvert fald må vente på denne klogskab til bogens sidste tredjedel, hvor det er afkommet af mennesker af kød og blod der kommer i fokus.
Nogle steder tages der, og tager man som læser, spørgsmålet op omkring den gales eventuelle skyld. Kan man laste et menneske for den galskab det rummer, og for de følger galskaben får for de nære pårørende? Som ”Rose” giver udtryk for, trænger der sig det smertelige spørgsmål på, om hendes maniodepressive søster svigter sin familie ved at ”drukne sig i sin sindssyge”. Yderligere skriver hun, at hun er sig fuldt bevidst, at hendes søster ”ikke kan andet, men det er så ikke-menneskeligt at hade så meget og tage så lidt ansvar” (side 66). Citatet, om end løsrevet fra sammenhængen, tjener to formål; dels at eksemplificere hvorledes der bogstavelig talt i bogen bliver talt fra hjertet uden egentligt litterært hensyn eller ærgerrighed (og dermed også uden at der bliver tale om et kunstnerisk produkt), men yderligere, hvordan en sådan åbenhjertighed, alle kunstneriske ambitioner til trods, forkorter vejen til læserens hjerte. Kun glimtvis, som eksempelvis i ”Billeder fra et ægteskab” (side 99-111) er der, uden det store held, forsigtige litterære ambitioner at spore. Er pennen ikke skarp, og ærgrer man sig over en sproglig mangel på den slags præcisionsfægtning i hjertekulen som eksempelvis en Martha Christensen ville have skrevet med, er de spørgsmål skribenterne tager op nøjagtig lige så vedkommende af den grund. Altså her spørgsmålet om den gales eventuelle eksistentielle ansvar, et spørgsmål som ellers alt for få tør stille, men som er evig relevant idet det rummer ondskabens problem. Især en skribent navngivet ”Sara” tager denne problematik op angående hendes ”syge” storesøster i ”Ret og vrang” (side 69-81), en tekst som nok vil volde de fleste – på begge sider af diagnosen – svære følelsesmæssige kvaler. Ligeledes den levende skildring af en årelang fluorid psykose i den næste tekst om skribentens ”Sonjas” skizofrene eksmand.
Imidlertid skifter bogen karakter, om ikke i form så i indhold, da endelig de også i forordet efterlyste forældre med sindslidende børn kommer til orde. Og de er for læseren virkelig ventet med længsel. Allerede den første, en mor navngivet ”Lilli”, slår det store tema an – nemlig en eksistentiel uretfærdighed i livet der synes bedrøvende til døden – i hvert fald når sindslidelsens uforklarlige nemesis sender spredehagl af pinsel og ulykke ud blandt tilfældige uskyldige børn, og rammer netop dette eller hin barn. Har læseren hidtil, hvis blot han beholdt sit faste greb om skribentens oplevelse, kunnet forholde sig til en slags skæbnens ondskabsfuldhed i form af ”syge” forældre og jævnaldrende, lades han her tilbage med de mennesker som bliver ramt på sit eget afkom. Børn. Hvem, hvem har dog forbrudt sig mod nogen eller noget, når tragediens mål bliver fuldt og lader uskyldigheden selv være skydeskive og mål for gudernes vrede. Skyld og uskyld bliver gjort til genstand for refleksioner der rammer tungt og hårdt, og hæver sig op over enhver egentlig tanke for æstetisk bearbejdelse, som eksempelvis side 133, linie 28-32. Sjældent har jeg læst en smukkere beskrivelse af forholdet mellem moder og søn end denne tekst, ”I en gammel Toyota” (side 125-139). Denne tekst er, uanset litterære præferencer, bogens mesterværk. Enhver litterær eller psykologisk smagsdommer eller virkelighedsmager, endsige nævnte psykiater (side 138, linie 27 til side 139, linie 12), skulle som et blødende hjerte have smækket denne tekst i fjæset med beskeden; tag den, kammerat, hvis du ellers kan.
I den efterfølgende tekst forekommer noget man egentlig hele bogen igennem har længtes efter; der bliver, uden hermed at røbe noget, vendt op og ned på rollerne som syg og pårørende. Teksten er, som i øvrigt i bogen, placeret med omtanke som den næstsidste, og rummer også stærke elementer i form af sin berøring med det absolutte tabu: samtalen om døden og selvmordet som endegyldig løsning. I øvrigt med en meget finurlig og overraskende slutning.
Tolvte og sidste beretning slutter af med en bittersød hyldest til en nu voksen sindslidende. Således er det en af objekterne for beretningerne, de gale, der får lov til at lukke bogen. Og hver gang den kærlige sødme gives plads til udfoldelse, mindes vi gennem bisætninger om at der ikke er tale om nogen happy end. Dette gælder såvel den afsluttende tekst som de 11 andre: intetsteds skæmmes vidnesbyrdet af vulgariteter, sentimentalitet eller anden slags følelsesmæssig pornografi. I denne forstand er bogen mere saglig end selv den mest kliniske lærebog. Således med den tolvte tekst; hver gang den nærmer sig tærskelen for sentimentalitet, fornemmer man en stille, men ætsende smerte. Som hyldesten til den sindssyge er kaldt: ”Den sagtmodige”. Her, slutteligt, erstattes det personlige stedord ”han” eller ”hun” som betegnelse for den gale med det fortrolige ”du”. Som læser føler man at man får et privilegeret indblik i en verden af omtanke og hengivenhed som øses af en gammel, men uopslidelig kvindes livserfaring.
I øvrigt er der at sige om bogens cover og layout, at det er dejligt at se en bog med dette emne som ikke ser ud som var det trykt som et illegalt flyverblad under besættelsen. Også at forsidebilledet og de øvrige illustrationer inde i bogen er velplacerede som tegn på skift i tema; fra den syge fader eller moder, over den jævnaldrende søster eller ægtefælle og slutteligt til tragediens egentlige klimaks: det syge barn. Yderligere er illustrationerne vældigt smukke som sindbilleder uden at sige, og at behøve sige, noget særligt. Andet end hvad der måtte lade sig fortælle på den moderne (vistnok retoucherede) foto-kunsts tungemål. Stemningerne taler for sig selv, og opfylder nævnte funktion fuldt ud, endog mere til, og søger ikke at bryde ind i teksternes historier, men klarer tankerne mellem dem med en slags nøgen og neutral kunstnerisk tematik.