DEN OMVENDTE HOLLYWOOD-FILM
Der skete den elvte september og i tiden der fulgte noget som påvirkede mit syn på mangt og meget. Terror-aktionen i USA begyndte for mig som en slags føljeton i fjernsynet. Selve forløbet havde et præg af fiktion, sådan som mange andre åbenbart også oplevede det, ja endog øjenvidner følte det som var de vidner til en Hollywood-film. Men denne fornemmelse ændrede sig de følgende dage efterhånden som nyhedsstrømmen ebbede ud til fordel for eftertanken. Endog var denne, har jeg tænkt ved tilbageblik, på sær vis at finde på skærmen. Dog forhindrede selve kameraøjet en dybere følelse af samhørighed med de sørgende foran den amerikanske ambassade, men havde jeg haft den personlige tilstedeværelse havde dette været anderledes. Nu var de blot aktører i et mediedækket maskebal. Og dog, ved tilbageblik var de måske mere end dette, selvom de stod foran et snurrende kamera. Aldrig før har jeg oplevet dette. Og selvfølgelig ødelagde fjernsynsdækningen her oplevelsen ved, modsat ved den personlige tilstedeværelse, ikke at afbryde speakerens talestrøm. Dog, modsat før, men i samhørighed med de fremmødte, ønskede jeg tavsheden. Sjældent i mit liv har jeg sat så stor pris på tavshed.
Nogle dage senere købte jeg Information. Den plejer i en sådan situation at kunne komme med en forklaring som talt ud af hjertet på venstrefløjen. Ikke desto mindre forekom denne mig at være skræmt. Ja, netop, skræmt. Sådan havde jeg aldrig forestillet mig at skulle opleve den, men nævnte hændelse lod sig åbenbart ikke analysere. Ikke fordi denne her danske venstrefløj var blevet undertvunget noget farligt. Dette ville snarere have givet mening. I alle bevægelser hvor mennesker er samlet, lige fra socialismen til kristendommen, eller for den sags skyld islam, er forfølgelse en kilde til sammenhold, udholdenhed og stillingtagen, sådan som man også fornemmer det er tilfældet i USA efter terror-aktionen. Mere end nogensinde står amerikanerne sammen uanset politisk ståsted. Allerede i den spæde begyndelse af det der senere skulle blive til kristendommen kan man fornemme og betragte dette som sociologisk fænomen. Ikke kun forstår jeg i lyset af dette bedre hvad der motiverer bombningen af Afghanistan, men et eller andet sted forstår jeg også de muslimske terrorister.
Da Jesus taler til skarerne i sin bjergprædiken lærer han dem at ”salige er de, som er forfulgte for retfærdigheds skyld, thi Himmeriget er deres”. Her taler han kun indirekte til folkeskarerne, men ligeledes til sine disciple som er forsamlet rundt omkring ham. Disciplene er de mennesker som føler et ubrydeligt bånd med Jesus og er rede til at følge ham hvor som helst. Det er dem disse ord er møntet på, disse der efterfølgende bliver opfordret: ”Glæd jer og fryd jer: jeres løn skal være stor i Himlene; thi således har man forfulgt profeterne, som var før jer”. Forfølgelsen er altså noget man skal glæde og fryde sig over, fordi standhaftighed belønnes hinsides. Alt dette hører skarerne så altså, disse folkeskarer som jo ikke er lærde, men som måske drømmer om, ligesom disciplene, at vie sit liv til retfærdigheden. Og dette har muslimske fundamentalister og danske venstreorienterede til fælles: som folkeskarerne i Mattæus-evangeliet er en fornemmelse af uretfærdighed i verden forbundet med drømmen om det sammenhold som disciplene synes at have indbyrdes: disse som virkelig i urkirken skal blive udsat for forfølgelse. Altså, hvis man hører bjergprædikenen med et halvt øre, og måske hidser sig op, kan man i et tragisk øjebliks beslutsomhed måske endog ønske sig at blive forfulgt, ligesom jo også profeterne blev forfulgt, ja dette kan tilmed blive et mål i sig selv. Da sker der det i et menneskesind, at man slutter omvendt: Himmeriget lader sig opnå med livet som middel når blot man giver dette i retfærdighedens tjeneste. Her er altså nøglen til salighed! Mekanismen er den samme uanset om vi taler om kristendommen eller om islam, og i begge tilfælde er den en fejlslutning i forhold til hvad der er den egentlige lære. Sympatien fra den danske venstrefløj, ikke i forhold til det menneske der styrede et kapret fly ind i World Trade Center, men i forhold til en forvrænget opfattelse af retfærdighed, er jeg stødt på flere gange. Venstrefløjens opfattelse er øjensynlig denne, at al uretfærdighed har hjemsted i amerikansk kultur for så vidt at denne spreder sig som en slags pest i verden. Altid synes den at undertrykke og undertvinge resten af verden i sit edderkoppenet. Af samme årsag slår man ruderne ind på Seven-eleven forretninger i København og går rundt med fornemmelsen af at man hermed kæmper for retfærdigheden i verden, netop fordi man, mere eller mindre indbildt, kæmper mod en kulturel imperialisme som altid går sin sejrsgang. Som sagt er der ikke noget mere meningsdannende end at blive undertvunget og undertrykt for den som kæmper for en sag, uanset sagens indhold.
Men her opstod virkelig en besynderlighed. For den som med terrorhandlingen blev undertvunget noget farligt var selveste USA, undertrykkeren og hjemsted for kapitalismen, den store Satan. For en gangs skyld var det denne, som altid af den danske venstrefløj er blevet fremstillet som aggressoren, der blev offer. Venstrefløjen tog yderst tvetydigt imod denne nyhed; på den ene side en slet skjult skadefryd, a la ”det var de virkelig selv ude om”, og på den anden side en tvivlen på rigtigheden af en sådan fornemmelse, ja en tvivlen i det hele taget. Altid har man skullet holde med offeret, altid har offeret haft retten på sin side. Nu var offeret altså selveste USA. En sympati for denne er på forhånd for mange udelukket, men kan man da til gengæld sympatisere med terrorister? Det kan vi trods alt ikke få os selv til. Løsningen er umiddelbart en slags ”historisk analyse” af dem vi kender så godt. Altså en analyse som betragter verdenshistorien som en fortløbende kamp mellem undertrykkeren og den undertrykte, og betragter al vold fra den undertryktes side som ”modvold”, altså som respons på undertrykkelsen. Således vil volden ifølge denne analyse oprindeligt være at betragte som udgået fra USA. Således kan man forsøge at undgå at gøre dette land til offer, men derimod til voldshandlingens egentlige udspring. Imidlertid er en sådan analyse så inkonsistent, at den kun kan forsvares under henvisning til den historiske situation vi var under den kolde krig. Om analysen dengang var berettiget er en anden sag, men fra den elvte september måtte vi begynde at tænke på en ny måde. At hævde at der var egentlig historisk logik i denne voldshandling er udtryk for intellektuel afmagt. På ingen rimelig måde kan man sige at USA havde fortjent den straf de fik.
Dog må vi forsøge at udrede trådene så godt vi kan. Og som diffust udgangspunkt er der nok tale om en kamp mellem værdier, men ikke om en kamp som begrundes af klare historiske – eller egentlig politiske – motiver. Vi skal vælge side uden egentlig at vide hvad vi vælger, men, som den amerikanske præsident nok så tydeligt har sagt, vi bliver nødt til enten at være for eller imod. I denne situation er det en fejl at ville analysere på de præmisser man altid har gjort indenfor marxismen, for den historiske situation i dag gør at netop disse præmisser er blevet forældede. Den gamle antipati mod USA er på en eller anden måde i dag inadækvat, og bygger mere end på egentlige politiske motiver på en diffus fornemmelse af det amerikanske samfund, og i særdeleshed New York, som det store Babylon, syndens hjemsted i Johannes Åbenbaring. I dette fremtidssyn ødelægges denne oldtidens etniske metropol, ”Babylon, den store, moder til jordens skøger og vederstyggeligheder” som sidste trin før tusindårsrigets gennembrud. Noget lignende har sikkert foresvævet mange muslimer såvel som yderligtgående venstreorienterede i dagene siden katastrofen.
Således er der måske tale om en kamp mellem den religiøse fundamentalisme og den humanisme som op gennem Europas historie har sat sine spor både i øst og vest. Jeg ved godt at ovenstående citat ikke er hentet fra Koranen, men fra Bibelen. Så meget desto mere understreger det at der i denne kamp ikke er tale om en bestemt religion, men om religiøs fundamentalisme i det hele taget, uanset hvilken religion. Ligeledes er den omtalte humanisme, med alle de problemer den indebærer, også at finde et sted i Afghanistan, såvel som at det religiøse højre i USA forsvarer en kristen fundamentalisme der, med omvendt fortegn, på mange måder er et spejlbillede af den muslimske. Således er der tale om en kamp der griber så langt tilbage i menneskets historiske bevidsthed, at analyser i den akutte situation og langt tid fremover, ikke vil lade sig formulere. På det ene punkt tror jeg at Præsident Bush ser lysende klart. Vi bliver nødt til at vælge side, også selvom vi ikke er sikre på hvad det vil indebære. Som socialist må jeg vælge side for humanismen.
Altså, at hævde at USA har ”fortjent” terrorangrebet på baggrund af et politisk ståsted der op gennem historien har akkumuleret som en anden arvesynd, er mangel på beslutsomhed. Nemlig på den ene side at beklage at uskyldige er blevet dræbt, og på den anden side at anse dette som et resultat af en historisk udvikling der har at gøre med undertrykkelse og modvold. Det er i virkeligheden noget helt andet der er sket. Der er nemlig sket det at den danske venstrefløj, ligesom beboerne i New York, har fået virkeligheden helt tæt ind på livet. Den virkelighed der altid har trivedes langt uden for Danmarks grænser. Der er sket det mærkelige, at det den fredelige danske venstrefløj altid har troet at kende som et vilkår i den tredje verden, vold og kød og blod, med fjernsynet som katalysator er blevet en realitet i Danmark. Godt nok var der ikke danskere der blev dræbt, men dette er egentlig underordnet, for uden tvivl så de sørgende foran ambassaden de dræbte som brødre og søstre. Uden tvivl følte de sig selv som ofre, måske ikke så meget direkte som indirekte gennem en slags blufærdighedskrænkelse. Denne skyskraber der dagligt besøges af tusinder af turister, heriblandt sandsynligvis private bekendte for adskillige danskere, stod der altså ikke længere. Det billede vi havde af USA og amerikansk livsstil som usårlig, måtte vi revidere. Ikke fordi dette nødvendigvis skulle bringe sorg, men illusionen om den amerikanske usårlighed bristede. Det var som at se en omvendt Hollywood-film på fjernsynsskærmen. Det var ikke blot en skyskraber der faldt i grus, det samme gjorde den amerikanske drøm, den drøm vi alle på godt og ondt har inkorporeret. Der var ikke nogen John Wayne eller Leonardo DiCaprio til at ordne situationen, ikke nogen der ikke gik tabt i flammerne. Således, i vores allerinderste, var det ligesom at vi blev ramt af sjælelig vold, en vold som gjorde også danskerne til ofre.
Nogle vil nok mene at de sørgende foran ambassaden i lovlig høj grad lå under for Hollywood og den amerikanske kulturimperialisme, og fældede tårer som var fjernsynstransmissionen blot en sentimental film. Således er selve dækningen af begivenheden i aviser og TV blevet kritiseret, og ikke helt uden grund. Ligeledes kan man hævde at denne amerikanske drøm er noget så hul, og altid har været det. På selve dagen kaldte dette fra dybet af min sjæl på en eller anden sær tilfredsstillelse. For millioner af mennesker kloden over har fået kvalt deres drømme i strømme af blod, og her var der jo blot tale om nogle tusind. Men det gik derefter langsomt op for mig at denne drøm, trods al hulhed, i langt højere grad var en del af mig end jeg egentlig selv ville kendes ved. Til mange venstreorienteredes store fortvivlelse, selv venstreorienterede der blot betragter alt dette som sentimentalt føleri, mærkede de det selv, uden at kunne forklare hvorfor, som brød virkeligheden denne dag ind i deres hjerter. Og dog vil de benægte det, idet dette vil gøre dem til ofre, dette de med Mattæus in mente nok så meget ønsker for retfærdighedens skyld. Men denne situation er omvendt. Vi er blevet ofre, men vi er ikke blevet det gennem et retfærdighedens skæbnefællesskab med den tredje verden, sådan som storbyindianeren ønsker at være det. Vi er derimod blevet det gennem et skæbnefællesskab med beboerne i New York. Vi kan tage hinanden i hænderne.
Mere utålelig situation tror jeg ikke den danske venstrefløj har været udsat for. Ikke nok med at vi er i samme båd som amerikanerne, men den virkelighed den altid har fundet udtryk for i den tredje verden, nemlig en virkelighed der omhandler vold og kød og blod, er nået til os. Af omvendt vej, så at sige. Vi har ikke fundet revolutionen, revolutionen har fundet os, og det er egentlig ikke spor sjovt. Med dette mener jeg ikke at den danske befolkning eller den danske venstrefløj er i fare. Tværtimod har vi måske fundet ud af at vi er så langt fra de problemer der er i verden, og at vores åndelige allierede angående disse ikke er at finde i Afghanistan. Det ville da også være forfærdeligt, for i Afghanistan er vold åbenbart det eneste middel magthaverne forstår. Dette er det pudsige, for den danske venstrefløj betragter slet ikke dette som et problem, eller i hvert fald gjorde den det ikke før den elvte september. Den dag blev vi indhentet af virkeligheden, ligesom amerikanerne gjorde det, ja, virkeligheden ramte den danske venstrefløj lige så hårdt som den ramte amerikanerne. Så skrøbelige er de tanker vi gør os, og alligevel fandt vi måske denne besynderlige dag ud af noget. Nemlig at tavsheden, modsat benægtelsens undladelsessynd, somme tider er en dyd.