MEDITATION OVER 8 BIBELSTEDER
Meditation over 2Kor.5,9
”Derfor sætter vi en ære i
at være ham til behag” (2Kor.5,9)
Ud fra sammenhængen skal det nævnes, at ”ham” er Gud, altså at tekstens ”vi” sætter en ære i at være Gud til behag. Til dette udsagn er der knyttet adverbiet ”derfor”, der henviser til det for teksten forudgående, og som synes at være et slags svar på tiltale, som den naturlige følge af spørgsmålet ”hvorfor?”. Men dette er udenfor denne teksts rækkevidde, og jeg vil derfor tage den mere som en konstatering end et svar. Altså, at forfatteren Paulus, uanet grunden, uanset det forudgående og uanset om det er for ærens skyld eller ej, sætter os som påbud at være Gud til behag.
Men hvad vil det sige at være Gud til behag? Ud fra et ordbogsopslag kan vi notere os, uden at blive meget klogere, at ”behag” er en følelse af behagelig glæde. Denne definition er imidlertid i denne sammenhæng uholdbar, idet den reflekterer et menneskeligt følelsesapperatur, der måske ikke er helt lig med det, som måtte findes hos en Gud, der er hinsides menneskelig forstand. Skulle vi i menneskelig forstand blot behage Gud, ville en slags teologisk udgave af Emma Gads ”Takt og Tone” være tilstrækkelig. En sådan er det Ny Testamente imidlertid ikke. Det ville også rumme en betydelig fare for hykleri. Netop dette som Jesus anklager sine samtidige for i deres klagen over, at andre ikke vil danse, når de spiller fløjte eller jamre, når de synger klagesange. Altså netop gøre det til deres behag. At behage rummer altså den fare at bibringe andre en glæde, der er behagelig for mennesket, men til Guds ubehag, fordi den i sig rummer hykleriet. Kunsten er altså at give Gud, hvad mennesker ville kalde en behagelig glæde, der dog er til ubehag for fløjtespillere, klagesangere og øvrige hyklere, der behages ved at behage den menneskelige yndest, vel at mærke for at opnå en gevinst, der blot søger den behagendes fordel. Sådanne taskenspilleres takt og tone for borgermusikken, så at sige, er næppe til behag for Gud. Om ikke også æren, med tilbageblik på bibelteksten, er en fordel, er så en anden sag. Formodentlig skal æren på menneskelig vis være et våben til at imødegå den forargelse, som det kristne budskab vakte.
Men da er det næppe æren, der er til behag for Gud. Søger vi stadig ikke vores egen fordel, når vi søger at behage Gud? Hebræerbrevet fortæller os, at vi ikke længere kan ofre os frem til syndernes forladelse, og altså egen fordel; det endelige sonoffer har Jesus bragt os ved sin død og genopstandelse, og har altså forliget sig med os ved egen kraft. Midlet til at vække behag er ikke længere ofre, og mennesket synes til en vis grad overflødiggjort. Gud har jo taget sagen i egen hånd. En anden og ny definition på, ikke blot hvad, der vækker behag, men tillige hvad denne behag består i, er dermed nødvendig. Til behag for Gud er således måske vores gode vilje og inderste kærligheds drift, fordi den Guds egen vilje og eget ønske. Således også sagt, at Guds vilje og ønske vækkes i os, når vi vækker behag. Ja, at dette er én og samme; når vi søger at vække behag gennem munterhed eller klagesang, ser Gud gennem os, som de dårlige skuespillere vi er. Men når vi finder ord, der ikke søger at behage gennem sin æstetiske klædedragt, vækkes Guds behag. Om ordene så er muntre eller klagende, gør ingen forskel, forskellen ligger i vores fremtræden for Gud. Er vi åndeligt afklædt af smiger og retorik, og søger vi med andre ord netop ikke at vække behag, men blot at fremstå nøgne for Gud, uden ord som en hinde om huden til at forklare eller beskytte os med, da vækker vi Guds behag, fordi Guds vilje og ønske da vækkes i os. Og da iklæder han os sandfærdighed i ord og taler gennem os, så at vores ord, hakkende og stammende som de end måtte være i vores mund, bliver til musik og dans for Gud, om end måske til spot og spe for mennesker. Det er altså ikke en præstation fra os, der vækker behag og den behag, der vækkes, er ikke Guds glæde, men vores ved hans nærvær og kærlighed i os. Hans kærlighed til os og vores glæde derover vækker behag. Ikke at Gud selvretfærdigt glæder sig over egen gerning, men modsat: han glæder sig netop på vores vegne, når han ser kærligheden være virksom i os. Når vi er oprigtige, og ikke behager for at behage, for da er vi overflødige.
Nødvendige for vores næste bliver vi kun det øjeblik, vi afdækker os behagesygens maske, og følger Jesu eksempel i at afdække, ikke blot vor egen, men også næstens hykleri. Nødvendige overfor Gud bliver vi måske aldrig, tværtimod går vi helt galt, hvis vi søger en sådan nødvendighed. At behage ham er ikke noget, vi skal søge som en skjult skat. Vi er selv skatten, når vi er, som vi er, hvad det så end er: nemlig når vi, uafvidende dette, som vi er, fremstår for Gud. Da er vi ham til behag, fordi vi i dette splitsekund gives at være, hvad vi er, og at finde dette i vores sjæl uadskilleligt fra Guds behag.
”Og han, der ransager hjerterne,
ved, hvad Ånden vil, for den går
i forbøn for de hellige efter Guds
vilje” (Rom.8,27)
For nogle år siden skrev jeg en passage, som siden skulle få megen plads i min bevidsthed. Jeg skrev, at mit liv var fyldt med fortabelse. Og at den eneste måde jeg kunne blive fundet og råde bod på det, bestod af to led. Det første led bestod i at finde et menneske, der kunne aflæse min sjæl, så at sige, uden at fejlcitere, og det andet led i at modtage evangeliet.
Jeg tænkte som sagt siden hen ofte over det, og stort set altid på en måde, som ikke lader sig gengive i det skrevne og talte – ja, endog det tænkte – ord. For intet sted kunne jeg finde håb om, at noget menneske ville kunne aflæse min sjæl på godt og ondt. Ja, også på ondt, for det var særlig i hjertets mørke, at jeg følte mig alene, men tillige i en ubestemt længsel med evangeliet som et konfust mål. Jeg vidste, at jeg, udtrykt billedligt, havde et rum af lys i mig, som er evangeliet. Somer utilgængeligt og uden døre af nogen art, men som jeg dog ved findes. Alene længslen derhenimod holder mig i live, som gnister i mørket hos den ellers levende døde. Jeg kan, ligesom hvis jeg gik ud på gaden nedenfor min lejlighed, se lyset ud af vinduerne, men kommer jeg tilbage, er forjættelsen væk. Blot udefra – og ind – kan jeg se det, eller snarere, mærke det, for som i billedet ser jeg jo opad tillige med at se indad.
Da jeg mediterede over dette billede, forstod jeg snart, at der ikke var noget menneske, der nogensinde ville kunne aflæse min sjæl, uagtet alle dem, der måtte hjælpe mig, og uanset hvor dybsindig en menneskekender jeg måtte støde på på min vej. Og dog var der et, og kun et menneske, der nogensinde ville komme til at kunne aflæse min sjæl uden at fejlcitere. Og samtidig ville vide, hvad jeg ikke selv vidste, nemlig hvad jeg ville med dette evangelium, og hvordan jeg ville kunne nærme mig mit eventuelle mål. Dette menneske var Jesus fra Nazaret. Denne Gud, som ifølge evangelierne blev kød og blod og vores broder og ven, og som ifølge dagens bibelord kan ransage vore hjerter for al attrå, al begær, al længsel. Og altså med den Ånd som mellemled, som blev apostlene lovet og givet i pinsedagene, efter at Kristus var faret til himmels. Ligesom at Jesus var det menneske, der gennem mit eget livs evangeliefortælling kunne aflæse min sjæl, var Helligåndens attrå – altså for mig at modtage evangeliet – et vidnesbyrd for Gud, som Ånden, efter Guds egen vilje, bad for på mine vegne.
Det synes lidt esoterisk tale, men det korte af det lange er, at Gud kender mit hjertes inderste længsel, og at jeg, hvis jeg hengiver mig til Ånden, har et hjerte, der af evangeliet er helliget Gud. Sådan må man forstå det, når der står, at forbønnen er ”for de hellige”, det vil blot sige dem, der søger det hellige, hvor Gud er, om det så er et tarveligt bordel eller en fængselscelle. Det sidste kom jeg til at tænke på i forbindelse med en historie, jeg fik fortalt af en medbeboer. Enkelthederne husker jeg ikke, blot at han i forbindelse med en bogstavelig talt noget voldsom psykose blev smidt i en fængselscelle. Og enkelthederne var egentlig også irrelevante, idet den af angst, skam, vrede og forbitrelse fyldte situation i hukommelsen var blevet afledt af en bestemt observation i fængselscellen. På den ene væg havde en eller anden forgænger i cellen med små bogstaver indridset: ”Gud er også her”.
I denne fængselscelle lever vi i overført forstand alle. Og måske var det bag om angsten, skammen, vreden og forbitrelsen netop medlidenheden med den med evangeliet forknytte og utålmodige sjæl, der havde fået et for Gud retfærdigt menneske til at ridse disse ord ind i cellevæggen. Også her, fra forbryder til forbryder, eller rettere, sjæl til sjæl, skulle evangeliets trøst forkyndes. Hvilket vidunderligt vidnesbyrd om, at Gud er at finde alle vegne, hvis blot man som denne sjæl kan hengive sig til Ånden, og kan gøre det, når angsten og nøden er størst.
Men sværest at forstå er dette helt enkelte, som fik dette Guds barn til at ridse disse ord ind i cellevæggen: hvordan man skal hengive sig til Ånden. Betingelserne er klare nok; de består alene i at modtage Guds kærlighed og nåde for hjertets ransagelse. Det lyder let, men hengivelsen kræver umiddelbarhed og indlevelse, og disse to komponenter kan man ikke blot afkræve sin sjæl. Men også de er jo en del af Åndens attrå, og er således skabt af min egen inderste umiddelbarhed og indlevelse, som Gud kender. Og som dem, der, indgydt af ærefrygt, forsøger at nærme sig hans væsen af alle tænkelige omveje, må huske på, er helliget hans egen vilje. Men der kræves tålmodighed, der kræves overvindelse og der kræves mod. Alle egenskaber, der er indenfor den menneskelige viljes domæne, og som værende indenfor den menneskelige viljes råderum kan afkræves sjælen.
Blot bevidstheden om Jesu følgeskab, et menneske som mig selv, er en hjertets lindring. For ham, om end ikke for en selv, er ikke en eneste tåre faldet forgæves, for ikke at tale om blod udgydt uden frelse. Eller med salmedigteren Brorsons ord:
”Midt igennem korsets ve
kan du da i ordet se,
hvordan Jesu milde hjerte
ser og føler al din smerte”.
Meditation over 1Kor.13,6
”[Kærligheden] finder ikke sin glæde i uretten,
men glæder sig over sandheden.” (1Kor.13,6)
Det er åbenbart sådan, at alt, som det ville være af afgørende betydning at få sagt i rette øjeblik, ikke lader sig sige før netop dette øjeblik er forpasset, og dermed ikke længere er afgørende. Og det rette øjeblik er ethvert øjeblik, der er ladet med nogle ord af afgørende betydning, hvilket for mig at se er hvert evigt eneste moment. Altså således enhver given situation i løbet af et helt liv, i hvilket ikke et eneste øjeblik bliver begunstiget med det, der netop ville være afgørende betydning at få sagt. Det samme gælder dagens meditation over ovennævnte bibelord, ja, det kunne gælde for enhver prædiken, alle som én.
Men hvad har alt dette med bibelordet, ja med Bibelen overhovedet at gøre? Jo, kære læser: det, som ville være af afgørende betydning at få sagt i rette øjeblik, er, blandt andet, sandheden. Som altså følgelig ikke lader sig sige, idet sandheden selv er afhængig af at siges i det rette øjeblik for at have afgørende betydning, det vil sige for at være sand. Noget, der ingen afgørende betydning har, kan ikke være sandt, idet sandheden nødvendigvis, hvis vi kendte den, ville have afgørende betydning for vores liv. Javel, men det har den jo så ikke, hvis den ikke lader sig sige i rette øjeblik, og dog: da vi ved, at det forholder sig således, har vi dermed en flig af sandheden, og denne vished kan, hvad sandhed angår, modsat alt der kan siges på noget tidspunkt i hele vores liv, have afgørende betydning. Tag nu f.eks. kærligheden. Hvor meget mere elsker vi ikke, idet vi ved, at vi aldrig i rette øjeblik vil få sagt noget af afgørende betydning – hvor meget mere ser vi os ikke nødsaget til at tale gennem paradisets tungemål – smil, kys og kærtegn? Ikke at dette har noget med sandheden at gøre, eller i hvert fald at gøre med den sandhed, der kan fattes af den menneskelige forstand. Men måske er sandheden netop sådan indrettet, at den aldrig i rette øjeblik lader sig udsige eller skrive ned, men at den lader sig elske. Paulus mente altså, at kærligheden glædede sig over, eller måske rettere: elskede sandheden. Og her er der næsten tale om fjendekærlighed, idet alt, der aldrig, for at være sandt, lader sig sige i rette øjeblik, så godt som vist har at gøre med kærlighed. Men hvorfor elsker kærligheden da den sandhed, den så gerne ville have brugt til at udtrykke sig med, men ikke kan? Dertil har, bortset fra de tidligere nævnte kys og kærtegn, to svar. Det første har, så at sige, med metafysisk realpolitik at gøre. Men det er kun en manøvre, for herigennem at nå til det andet svar, som meget sigende har at gøre med kærlighedens sande væsen.
For det første er det langtfra sikkert, at dette der ville være af afgørende betydning i rette øjeblik at få sagt, nødvendigvis skal siges. Hvis det blev sagt, og sandheden altså kom på bordet, ville kærlighedens elskede mennesker så godt som vist lide derunder. Her snakker vi altså realpolitik, for tænk, hvis sandheden benægtede kærlighedens eksistens? I så fald glæder kærligheden sig over, ikke uretten heri, men over netop denne flig af sandhed, der som nævnt også er os mennesker beskåret at kende, nemlig at dette, der ville være af afgørende betydning i rette øjeblik at sige, aldrig lader sig sige. Moralsk klogskab, eller endog snuhed, modsat uret i nogen form, er ikke kærligheden fremmed. Nævnte sandhed, eller rettere, flig af sandhed, der er uretten foruden, glæder kærligheden sig inderligt over, og næppe til sandhedens store fortrydelse. I øvrigt er det ikke i sandhedens interesse at benægte kærlighedens eksistens. Gjorde den det, undergravede den tillige sin egen, idet enhver sandhedskærlighed, endog selvom den er en illusion og selvom den endog gavner løgnen, dog i sin søgen med rette påberåber sig sandhedens navn, og ikke løgnens, for dermed blot i sin søgen at tilnærme sig sandheden så meget som det nu er menneskeligt muligt.
For det andet er grunden til, at kærligheden elsker sandheden, slet ikke realpolitik, og dermed ikke uret. Det er derimod, til ære for kærligheden, at den af natur ikke kan andet end at elske, og derfor, såvel som alt andet, af egen drift elsker sandheden fra top til tå, uret eller ej. Dette kan vi mennesker derimod ikke gøre kærligheden efter, uden at det vil få fatale konsekvenser, eller med andre ord: uden at det vil hengive os til korset. Altså, med lige dele list og passion beskytter kærligheden os mod sandheden, som hvis den kunne siges, for altid ville ændre vores liv, som ligeledes kærligheden, hvis den kunne siges, ville gøre det. Vi må her bemærke, at også sandheden er tro mod sig selv, idet den af væsen er sandheden selv, og foretrækker at være en uudsagt sætning i vores bevidsthed, frem for at blive til løgn. For modsat kærligheden, er sandheden i stand til at hade, og lig sin bestemmelse hader den løgnen, og ser vel også med behag på, netop i sandhed, i harmoni med sit væsen, at elskes og glædes over – ikke af menneskene, naturligvis, dette gribes vi af, snarere end at evne – men af kærligheden.
Meditation over Mark.13,13
”Og I skal hades af alle på grund af mit navn.
Men den, der holder ud indtil enden, skal
frelses.” (Mark.13,13)
I den tidligste kristendom, sådan som det også afspejler sig nogle steder i det Nye Testamente, troede man, at Gud bogstavelig talt ville intervenere i historiens gang, at dette ville ske allerede indenfor livsløbet af den første generation af kristne, og at det ville blive enden på verden, sådan som vi kender den. Dette viste sig ikke at være Guds hensigt. Og ikke blot har synet på hans intervention, som næppe nogen i dag forventer, ændret sig. Det samme har også vores forståelse af verdens ende. I dag kan menneskeheden indenfor få dage forårsage sin egen undergang med atomvåben. En sådan frygtelig mulighed havde, på sin side, næppe noget menneske i oldtiden nogensinde forventet. Øjensynligt er menneskeheden altså således blevet herre over sin egen død. Og dog kan netop den atomare masseødelæggelse, i evighedens perspektiv, have været Guds, snarere end menneskets, hensigt. Guds hensigter vil vi aldrig nogensinde kunne gøre os begreb om, ja, vi vil i det hele taget aldrig nogen sinde kunne gøre os begreb om Gud. Netop derfor består hans ord uforandrede, til trods for, at det lys oldtidsmennesket forstod det guddommelige i, nemlig det mytologiske, for længst har forandret sig. Om nogen i dag tager Guds ord til sig, må han forstå billedtalen bagved den for os primitive mytologi, og dog alligevel ord for ord finde dens genklang i forståelsen af egen eksistens og ansvar.
Således også med Markus’ ord. Og her erindres vi om noget, der går ud over blot egen eksistens. For når vi hører tale om verden, som vi må leve i så længe den består, så påkræves der her et ansvar – i bibelkontekst kaldet frelse – som i selv samme verden ringeagtes, og i verden tilskrives svaghed. Netop derfor kræves der i bibelordet udholdenhed. For yderligere påkalder denne ”svaghed”, udover ringe agtelse, også had, misundelse, bespottelse og først og fremmest: forargelse, nøjagtig som de tidligste kristne menigheder oplevede det. For hvad der for mennesket regnes for svaghed, på nøjagtig samme vis i oldtiden som i dag, regner Gud for styrke. Denne Guds styrke i mennesket er den ubetingede og grænseløse kærlighed. I sin blomstring ytrer den sig deri, at blive hadet for at tage mod den svage, hos Mattæus symboliseret ved et barn, for Jesu navns skyld. Altså ikke for penge eller vinding, men i Guds navn. Netop dette sidste er den store anstødssten til forargelse og misundelse. Eller som vi læser hos Lukas i lignelsen om det store gæstebud, hvor herren befaler sin tjener straks at gå ud på byens gader og stræder og føre de fattige og vanføre og blinde og lamme til sit gæstebuds måltid. En sådan kærlighed, ja, selv i en svag afglans, kræver menneskelig udholdenhed. Det vil sige, ikke gerningen i sig selv, hvis den da ret er udført med hjertet, men følgerne af den. Hadet mod det gode frem for det behagelige, mod oprigtighed frem for smigeren, er velkendt. Men tillige den sviende misundelse overfor kærlighedens sindelag, bespottelsen af gerningens motiv, og dermed Guds navn, og endelig forargelsen over netop, at gerningen påkalder sig Guds navn. Altså er følgerne af at handle ret i Guds øjne i verden eviggyldige, såvel som i enhver kristen kultur, hvor radikaliteten af Kristi forkyndelse forhærder hjerterne. Og disse ondartede følger kræver udholdenhed.
Men til enden? Hvordan skal vi forstå det? For den første generation af kristne syntes verdens ende som sagt umiddelbart nær. Men tid er blot en menneskelig abstraktion, der er en del af Guds ubegribelighed. Verdens ende kan og skal vi i dag forstå på to måder, som er indbyrdes afhængige. Dels er der tale om selve menneskeslægtens endeligt, der alene for den moderne fysik er uundgåelig, af den grund, at intet materie i universet er evigt i bogstavelig forstand. Og dels er menneskeslægtens skæbne afhængigt af hvert enkelt menneske, og hvert enkelt menneske kan i den forbindelse drages til ansvar for sine handlinger. Nemlig idet vi alle kan yde hver vores mikroskopiske bidrag til, at i hvert fald ikke mennesket selv forårsager menneskehedens udslettelse i en global atomkrig. Det ansvar, tillige med vores bevidsthed om jordklodens endelighed, påhviler det moderne menneske. Heri består for hver enkelt af os verdens ende, netop i den dom vi fælder over os selv og vores egen endelighed i verden, således som ingen evighed hører verden til.
Imidlertid kunne en og anden indvende, at man for så vidt intet behøver at holde ud, hvis der dog intet liv efter døden er, og man således aldrig kræves til regnskab. Hertil er der for det første at indvende, at alt hvad der måtte befinde sig hinsides døden, tillige er, og altid vil være, hinsides menneskets og naturvidenskabens erkendelse, hvad den selv er den første til at indrømme, og følgelig ikke beskæftiger sig med. Om en bogstavelig nægtelse af sjælens evige liv, kan der således aldrig blive tale, om end den modsat altid vil være afhængig af tro. I øvrigt ville ethvert tilfælde af vished om sjælens fuldstændige tilintetgørelse ved døden i moralsk og enhver anden forstand, tillige med at gøre livet til en tragedie, være dødeligt forkvaklende for åndens, og dermed det hele menneskes, liv og virke. For det andet kan der til det mytologiske billede af Gud som en verdens dommer, tilføjes utallige citater fra det Nye Testamente, der peger på dommen som en indre, eksistentiel afgørelse om menneskets eget ubetingede ansvar for egen tro og gerning. Den, der ikke kan påtage sig dette ansvar, har allerede dømt sig selv, så at sige, for egen hånd.
Et af de smukkeste vidnesbyrd om dette er utvivlsomt evangelisten Johannes’ ord; ”For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt…”
Meditation over Højs.5,2
”Jeg sov, men mit hjerte var vågent.
Hør, min elskede bankede på:
’Luk op for mig, min søster, min kæreste,
min due, mit ét og alt’…” (Højs.5,2)
Jeg drømte engang, at jeg var vågen. Eller rettere, jeg ved ikke, om jeg måske faktisk havde været vågen, eller om jeg bare havde drømt det. Jeg skal ikke kede læseren med at referere detaljer fra denne drøm. Blot er det af vigtighed, at der i drømmens centrum befandt sig en pige, som jeg følte en lige dele kropslig og åndelig tiltrækning imod. På samme måde, kan man sige , som i ovennævnte citat, hvor to stridende fortolkninger i min drøm syntes at danne en syntese. Den ene fortolkning, den moderne, forstår bibelordet som en del af et regelret erotisk digt, der blot yderst perifert og indirekte har med Gud at gøre, mens den gamle traditionsbårne fortolkning læser tekstens ene part, i dette tilfælde tekstens ’jeg’, som hin enkelte kristne menneske, og dens anden part, her den elskede, som Jesu person. Altså en åndelig fortolkning. Da forstår læseren måske bedre mit ærende med at berette om drømmen, men der er en mere forunderlig sammenhæng med bibelordet end denne.
For lyt nu videre: dette om jeg havde været vågen, eller drømt, at jeg var vågen, tilføjer, som for pigen i Højsangen, i allerhøjeste grad situationen et skær af usikkerhed. Endog usikkerhed omkring selve virkelighedens eksistens. I hvert fald synes drøm og virkelighed den nat nærmest at have været uadskillelige. Hvis jeg drømte, at jeg var vågen, sådan som det måske er tilfældet for skriftens pige, den enkelte kristne, siger det mig, igen parallelt med pigen i Højsangen, at den tilstand jeg befandt mig i, var en Guds åbenbaring værdig, sådan som Gud så ofte gennem Bibelen har åbenbaret sig til mennesket gennem drømme. Imidlertid var min åbenbaring, min drøm, talt i et sprog jeg ikke forstod, og som hermetisk lukkede sig om sig selv. Måske siger næppe noget mere om livet end dette billede, som altså er en tilstand jeg den nat gennemlevede, at drømme at være vågen, endda med tilføjelsen: måske var jeg virkelig vågen. Sådan kan man opleve Guds nærvær, som en drøm der aldrig kan verificeres af virkelighedens konsensus. Måske vågede jeg, som den kristne i Bibelen så ofte bliver påbudt (og i Guds nærvær ikke uden grund), måske drømte jeg bare, jeg gjorde det.
Men her har skriften i bibelordet noget at sige os. Den fortæller os, at vi, selvom vore liv kan forekomme så uvirkelige, at de snarere føles som en ond drøm, derved at vi aldrig synes at kunne vækkes, skal vi ikke fortvivle eller forhærdes. Det skriften fortæller os, er ikke at denne drømmetilstand, normalt benævnt virkeligheden, egentlig er mere virkelig end den føles. Det vi bliver fortalt er snarere, at der i denne drømme- tilstand findes en virkelighed, som hæver sig over sådanne følelser, som er afgørende for vores livsløb, og som så at sige virkelig gælder. Det er netop i denne tilstand, hvor vores rationelle bevidsthed må melde pas, men hvor hjertet, hjemsted for samvittigheden og kærligheden, er vågent. Netop i denne tilstand er det, at det kan ske, at Gud møder os. Og jeg mener ikke i egen skikkelse, men i skikkelse af den åndeligt hjemløse og nødstedte næste, som vi i Jesu navn er påbudt at elske og tage til vore hjerter. Men skikkelsen i bibelordet er måske i en vis forstand også Jesu egen person. Begge, både han og pigen, synes at elske hinanden, men det er Jesus, der rækker ud efter hende og hendes hjertes vækkelse, bogstavelig talt. Og angående hans elskovs ytringer, er de et sindbillede på den ubetingede åndelige kærlighed, men ligeledes bogstavelig, sådan som Kirkegaard sagde om det Nye Testamente: rettelig skal det læses som et kærlighedsbrev fra Gud til den enkelte elskede bibellæser. Og bibelordet understreger, at Gud netop ikke, som den menneskelige idealist, elsker menneskeheden lige så meget som han modsat afskyer den enkelte næste. Nej, Guds medfølelse er rettet nøjagtig mod det enkelte ’du’, mod netop hans eller hendes private hjertesorger, og netop for ham eller hende ofrer Gud, senere i den bibelske historie, sin egen søn som samvittighedens kærligheds forløser. Derfor er pigen både hans søster, således som Jesus i det Nye Testamente kalder andre mennesker brødre, og hun er det kæreste han ved, altså: hans ét og alt. Uden at missionere det mindste, men blot bringe dig forståelse for, hvilken forkyndelse Jesus bringer, har jeg følgende at sige: som pigen er hans ét og alt, er også du, og ethvert menneske, hans ét og alt. Ikke i en fjern drøm, ikke i en virkelighedsnær drøm, ikke i den åndeligt sovende, men videnskabeligt vågne bevidsthed, ikke i den virkelighed, som vi enes om gennem dagligdags studehandler. Nej, det er i en slags virkelighedernes virkelighed, som det glimtvis, momentvis eller periodisk er ethvert menneske forundt at opleve. Det er her, vi møder Gud. Det er her vi møder den forkomne og ulykkelige, det er her vi er påbudt ati Guds navn at elske denne ligesom Gud elsker: som vores søster, vores kæreste, vores due og vores ét og alt.
Meditation over Joh.12,24
”Sandelig, sandelig siger jeg jer:
Hvis hvedekornet ikke falder i
jorden og dør, bliver det kun det
ene korn; men hvis det dør,
bærer det mange fold”
(Joh.12,24)
Hvis du elsker livet
så elsker du, trods du ved
at det gælder livet
ja, hvis du elsker livet
så elsker du, trods du ved
at det vil afkræve dig dit liv
når du elsker livets fylde
med den kærligheds gerning
som besejrer døden
ved at dø
Meditation over 1Kor.15,21
”Fordi døden kom ved et menneske,
er også de dødes opstandelse
kommet ved et menneske.” (1Kor.15,21)
døden, min ven
Thi mine øjne
lugten af lig
har set din frelse
og dydens offer
som du har beredt
å, du har været
for alle folkeslag
længe ventet
Se, det barn
med både
er sat til fald
længsel og skam
og oprejsning
stilnes livet, så
for mange i Israel
tal kun du
og til et tegn,
fortæl mig engang:
som skal modsiges
hvor meget ville
– ja, også din egen
du give i pant
sjæl skal et sværd
for mit liv?
gennemtrænge –
dødens kundskab,
så at mange hjerters
jordisk retfærdighed
tanker skal
eller lovens dyd?
blive åbenbaret.
– og tavsheden følger
uden svar…
som var der
udover mig selv
ingen til stede
et ingenting, der
synger klagesange
men ikke sørger
efter Guds vilje
eller dog rettere
sørger over ikke
efter Guds vilje
at kunne give
ved sin død
men blot tage
– og tavsheden brydes igen…
jeg, der vil
han, der skal
tage livet fra
give livet til
flere kroppe
flere sjæle
ved min død end
ved sin død end
ved hele mit liv
ved hele sit liv
begge giver vi vores liv –
han for ingenting
jeg for etingenting
han for intet
jeg for intetheden
Meditation over 2Kor.7,10
”For bedrøvelse efter Guds vilje virker
omvendelse til frelse, som ikke fortrydes,
men bedrøvelse i verdens forstand
virker død.” (2Kor.7,10)
Vi ser i dette bibelord, hvis vi sætter os for at være systematiske, at bedrøvelse deles op i to kategorier: bedrøvelse efter Guds vilje og bedrøvelse i verdens forstand. Om end det næppe er Paulus’ mening, at alle former for sjælelig lidelse hører til enten den ene eller den anden kategori, giver citatet dog god mening. Den ene form for bedrøvelse udelukker den anden. Bedrøvelsen i verdens forstand, om det er grundet lommesmerter, kærestesorg, skuffede ambitioner, forfængelighed eller noget andet, udelukker at lidelsen ud fra en kristelig betragtning tjener frelsen. For det første fordi den fører til selvbebrejdelser snarere end ransagelse, anfægtelser snarere end troens undren, og slutteligt åndelig afsondring, altså synd, eller i bibelordets sprogbrug: død.
Men hvad da, når vi rammes af meningsløs lidelse, der ikke i bibelsk forstand er for Jesu navns skyld, altså er en følge af vores kristne tro, men er af verdslig art? Er den almægtige Gud ikke også, udover dramaet om troens lidelse, instruktøren af en sådant lidelsens drama, der bevirker åndelig død, måske fordi den, som ordlyden i citatet svagt antyder, er hinsides anger? – Hvad skal vi da sige til det? At bedrøvelse i verdens forstand virker død efter Guds vilje?
Nej, det tror jeg ikke. For det første følger det ikke nødvendigvis af ordlyden i citatet, at bedrøvelsen i verdens forstand er hinsides anger. Så var vi jo alle fortabte til døden. For det andet, og som en følge heraf, kan vi, så at sige, bedrøves over vores bedrøvelse i verdens forstand. Bedrøvelse i verdens forstand har nemlig en dobbelt virkning; på den ene side lettes vi af den, fordi byrden af vores kristne tro hermes lettes. Men på den anden side bliver vi ulykkeligere. Modsat med bedrøvelsen efter Guds vilje. Lever vi efter Guds vilje, som ønsker os omvendelsen, lider vi måske svært under bedrøvelsen. For vi bedrøves dermed over bedrøvelsen i verdens forstand. Og dog vil bedrøvelsen over bedrøvelsen i verdens forstand gøre os lykkelige, som en dør gennem og ud af lidelsen. Endog til trods for, at bedrøvelsen ikke derved bliver lettere, men tværtimod sættes i anden potens, altså fordobles. Men som det står skrevet om denne bedrøvelse over verdens bedrøvelse, altså bedrøvelse efter Guds vilje, virker den omvendelse til frelse efter Guds vilje.
Bedrøves vi i afmagt over den bedrøvelse, som verden byder os, i stedet for modsat med lettelsen for øje med verden at styrke og bevirke den, virker den til omvendelse. Og altså til vores fordel. Da er det os afmægtige, der er herrer over bedrøvelsen, og ikke bedrøvelsen, der er herre over os. Imidlertid, er vi herrer over bedrøvelsen, er vi det kun i kraft af vores egen Herre, Gud. Og han ønsker ikke vores lettelse, for lettelsen skaber slaphed i for rigelige mål. Det Nye Testamentes Gud er ikke lettelsens, men nådens, og dermed: trøstens Gud.
Når der her er tale om omvendelse, er det vel at mærke således at forstå, at vi får mulighed for at vælge at gå en anden vej, end at dulme bedrøvelsen med død; selvbebrejdelser og Satans anfægtelser. Der dog ikke har større magt, end hvad der tildeles ham af Guds hånd. Og Gud tillader ikke, at vi prøves over evne. Hvad vigtigere er, hvad angår omvendelse; han vil sammen med anfægtelsen også skabe en udvej, så vi ikke bukker under for bedrøvelsen, men tværtimod gennem bedrøvelsen kan finde en vej, hvorpå vi kan tjene Guds vilje, snarere end verden. For således tjener vi også vores egen frelse, denne frelse, som Satan, verdens fyrste, som det allermest ulykkelige af alle væsener, ikke under os en millimeter af.