”Alle, der former gudebilleder, er tomme, og deres
elskede guder gavner intet. Deres vidner ser intet, de forstår intet, så de
bliver til skamme”
Herre, kan man føle for
megen kærlighed – ikke i al almindelighed, naturligvis – men overfor mennesker,
der har en anden målestok for de samme følelser?
Uvedkommende for denne bøn
er den blotte erotiske fascination og den klassiske forelskelse, om hvilken der
heller ikke er tale.
Nej, kærlighed, der er af
åndelig natur, men som dog, og måske netop da, opfattes så forskelligt. Den ene
taler med ord, som blot du forstår, den anden med karske og klare ord, der
ønsker at forstå det uforståelige.
Der ønsker at tale om det
med karske og klare ord, hvorved det uforståelige nok kan gøres forståeligt for
det karske og klare sind, men dog i processen forandrer væsen, sådan at den,
der ikke lod sig forstå af andre, nu søger at lade sig forstå, uden at kunne
andet end at misforstå og misforstås, ja, endog misforstå sig selv.
Å, Herre, hvad siger
bibelordet her om dette?
Jo, vel at mærke ikke, at dette gudebillede er et
menneske, men et billede, der blot udtrykker en indre tomhed, endog selvom de,
der med sindet former det, elsker det. Er der endda vidner til deres
bestræbelser, gavner det dem ikke, for vidnerne ser eller forstår dog intet.
Dette er som et billede på
min bøn. For den kærlighed, der kun er som et billede på den sande kærlighed i
dig, men ikke er denne kærlighed, er
i sidste ende en tom kærlighed, om end billedet, som for digteren, er skabt med
stor affektion.
Og der er forskel på,
hvordan man forvalter kærlighedens billede. Forskel på at elske billedet selv,
og på at elske det, der ikke lader sig sætte ord på, og som ikke bare er et
tomt, om end elsket billede, men som eksisterer uafhængigt af ord og billeder,
og lige såvel lader sig elske foruden disse.
Altså, den der taler med
ord, som han knap selv forstår – om end du gør det – elsker et billede af
kærligheden, men er både uforstandig og umælende, når talen er om kærligheden
selv. Det er ham, der former gudebilledet.
Den, derimod, der taler med
karske og klare ord, kan nok tale forstandigt om kærlighed, og elsker vel nok
det, der ikke lader sig sætte ord på – men dermed ikke sagt, at denne ikke også
sætter sin lid til guder, der intet gavner, idet karske og klare ord vel nok
intet billede behøver, men derimod heller ikke er i stand til at forstå
kærligheden bag billedets tale, og derfor ikke ser den endeløse tomhed, der
forgæves reserveres ethvert elsket gudebillede, om det så er gjort af hænder,
tanker eller forestillinger.
Amen.