E N  P S Y K I A T R I S K   P O E T I K

og andre lyriske case-stories

tilegnet Tina fra Sct. Hans

Indholdsfortegnelse:

I begyndelsen var lyden af virkelighed……………….

Interludium………………………………………………

En psykiatrisk poetik og andre lyriske case-stories…

Efterskrift………………………………………………..

I BEGYNDELSEN VAR LYDEN AF VIRKELIGHED

 1981

     Aftenen er slut. Natten kommer. Han har sagt godnat til sine forældre og venter blot på søvnen. Men et eller andet sted i hans kranium åbner der sig et lille hul. Han ved det ikke. Han ved ikke, at rædslerne minut for minut vil vokse sig gennem hullet, for til sidst at sprænge hans kranium i stykker. Jo-jo, han har hørt om hjerneskader og kraniebrud. Men virkeligheden. Virkeligheden havde før, mange gange før, antaget dæmoniens former, men havde så at sige kunnet holde sig på måtten. På TV. I aviserne. Aldrig havde han forestillet sig, at den kunne krybe ind bag hans øjenlåg og der udspille sit drama, som var hans kranium hullet som en si.

     Senere fandt han et ord for det. Dødsangst. Sådan overlevede denne lille dreng at vokse ind i verden. Ved at tage et ord og påklistre det sit forpinte sind, og således med verden lave en handel: giver du mig dette ene ord, lukker jeg sluserne op og lader dine kaskader af sætninger langsomt forpeste mit sind...

     Men det var først efter mange år at denne byttehandel tog form. Hin nat var ingen forhandling mulig, og få sekunder efter hans kranium var gået itu, var hvert enkelt øjeblik et spørgsmål om liv og død. Grædende stod han op og gik ind til sin far. Og først der oplevede han ordenes og verdens indtrængen på sit sind. Faderen talte blidt og kærligt til ham, men hans ord var af denne verden. Netop denne som pludselig også var drengens, og langt bedre end han da turde erkende, forstod han faderens ubehjælpsomme trøst og hans tungfærdige hænders kærtegn.

     Det skete også når drengen var syg, at han selv mærkede og fandt ud af, at han kunne røre luften. At luften var ladet og fyldt. Ikke som hos mystikeren, med betydning og værdi, men snarere med tomhed. Og dog gjorde drengen sig her en paradoksal og gådefuld erfaring; at tomheden havde en substantiel kvalitet, idet den lod sig berøre og til alle sider tyngede og omklamrede den lille dreng. Denne erfaring var ordløs, og således psykotisk. Men det havde aligevel ikke hjulpet ham at kende dette ord. Ihvertfald ikke før langt senere, da han kendte det så godt, at han kunne iklæde sig det som et dertil passende tragisk kostume som erstatning for og værn mod den pinefuldt omklamrende kvalitet af hudløshed.

1988

     Den stille dreng ligger i sin seng. Det er natten før juleaften, men denne gang tænker han langtfra på gaver og andet. Ordene er gennem årene vokset, men stadig er et mørkt rum i hans indre bevaret trygt og beskyttet mod omverdenen. Angsten har langsomt tappet hans sanseoplevelser for kraft og slukket livsdriftens flamme. Men han kender angsten og angsten kender ham. Denne nat vil noget hidtil ukendt vågne i ham. Maskeret som selve livsdriftens princip, vil hidtil ukendte dimensioner af lidelse åbne sig for ham, som forlod keruberne med flammesværd deres poster for at åbne porten til lysets hjerte. Men hans øjne blændes som i en hån. Som i en dæmonisk hån ledes drengens hænder, og han famler med sine fingre ved sit køn for at mærke efter. Og langsomt, langsomt mærker han denne djævelske nydelse, som var keruberne djævle i forklædning, de selvsamme djævle som hin nat åbnede hans kranium for ord. Da sker det, at drengen når sin ekstases højdepunkt, og mellem sine fingre mærker en slimet og klæbrig substans. Og han hører bag ved sig hånlatteren og porten smække, og selv samme sekund ved han, at det ikke er Edens have han befinder sig i, men noget andet. Måske dette, som af dem der aldrig har betrådt dette domæne, kaldes virkeligheden.

1991

     Drengens hjerte er omsluttet af angst, han går eller taler næsten ikke mere. Men måske, måske er der ved at åbne sig et rum, et rum der ikke ses udefra fordi det vokser indvendig. Og han finder fylde til dette rum, da han begynder at ryge hash og da hen langsomt begynder at opfatte rockmusikkens bastante ånd. En vildskab i det ydre, der stemmer overens med dæmonernes lokketoner i det indre. For der vokser, svagt og langsomt, noget frem i ham, der viser ham hvad han har og ting han ikke vidste at vide, ting der vokser utålmodigt og sårbart i ham, åbent for enhver af den frie og vilde naturs vindstød. En rytme, en skingrende eller grædende guitar, eller hvad det nu var han hørte. Denne lyd, som i begyndelsen genlød af virkelighed, eller så meget mere, af begæret efter disse små grønne cannabisklumper af forfald og angst. Og dog er rusen blot en katalysator for begæret efter voksendommens første nat og dennes udløsning. Det synes således nødvendigt at gennemleve sit livs tragedie, idet han kun herigennem kan opfatte dens rigdom til fulde. Under denne tragedie hører også onaniens fantasifostre, og drengen lærer at forstå, at disse bedst er tjent med at forblive fantasifostre, idet enhver virkelighedsberøring ville forfladige og udhule snarere end at fuldstændiggøre dem. Denne erfaring er tragisk for så vidt at fantasien var uden berøring med drømmen. Eller snarere for så vidt, og dette var det smertelige, at virkelighedsmomentet i onanifantasiernes misfostre tog form som et billede fra et fremtidssyn, i hvilket drengen så et ansigt. Det var forvredent og abnormt i sine træk, optaget af stimulationer udenfor drengens synsvidde. Ansigtet var som en maske, hvidt som sne, og rædselsvækkende syet sammen af løsdele. Og drengen behøver ikke at se længe før han begynder at genkende. Han slår det hen, men gang på gang forfølger det grimmaserede og oppustede ansigt ham, og langsomt slår som en knytnæve rædselen ham: ansigtet er, når huden er flået af som på en appelsin, hans eget og ingen andens. Uden maske, uden beskyttelse, et ansigt der i al sin hæslighed synes mere både besnærende og troværdigt end gengivelsen fra noget som helst spejl...altså havde han flere ansigter...

     Og ville han således som en salvet søge renselse i selskab med misfostre og utugtige, leder han gang på gang i sin forfærdelses ansigt, for der at finde de tegn, der måtte retfærdiggøre de spæde skridt han tager. Disse der som i et skæbnefællesskab med musikken former en stemme uden ord, helt uden ord, ved hjælp af hvilken en svag flamme i hans hjerte tændes, og en vej fremad åbner sig. En vej mod enden.

    Et skridt på denne vej, fortabelsens og fornyelsens på samme tid, var indvielsen i elskovs mysterium. Han spørger sig selv: er det følgende virkelig værd at fortælle om? Fra hende får han ihvertfald intet svar, hun er forsvundet fra ham, og var blot en enkelt nat nærværende. Et anti-klimax der paradoksalt i og med sin lidelsesfylde fordrer alles tilstedeværelse, som måtte ingen forlade rummet før morderen var fundet. I modsætning hertil syntes tilværelsen at tildele ingen af os og dog os alle rollen som mordere, således at vores bedste intentioner rammer os selv, at denne paradoksale gåde gør rummet til vores alles gravkammer. Dog: på trods af, og han siger på trods af, alskens stimulanser, forekom hans første spæde indtryk af elskovs kunst ikke kun at være et værdiløst narrebillede af sin sjæls vrangsider, det var også en udforskning af natten. Alligevel var det langt fra som i drømmen: et øjeblik hvor lidelse og glæde var konstante sensationer. Han spurgte sig selv: “er dette livet som det er skabt uden begyndelse og uden ende, eller er det blot endnu en af hukommelsens afgudsikoner?” Og han vidste egentlig ikke, hvilke af de to svarmuligheder han frygtede mest, for var dette virkelig selve livets fylde in nuce, ville alt flyde ud i denne drømmeløse nat, som han kun alt for klart havde skuet. Han spurgte derfor sig selv: “vildledte ikke netop mine øjne mig, var hvad man kalder sjælens vinduer ikke min forbandelse...?” I dette spørgsmål søgte han tryghed, forladt og alene, for hvis det var som i drømmen, hvis øjeblikkets engel virkelig var til og alt uden begyndelse og ende, hvor fløj englen så hen da den forsvandt? 

1993

     Når nat bliver dag og dag bliver nat, og de to ikke mere kan skelnes, så har vi lært at se det som intet er at se, så har vi vandret jorden rundt og ramt vores eget spor. Da er sandhed og løgn flydt sammen i en strøm, alle sammen forskellige sandheder og forskellige løgne, alle forskellige og alle de samme. Enkelte stumper af ord, sange og stemninger har vi med barnets urolige koncentration klippet ud og sat sammen i collager, som vi gemmer lige bag mundhulen eller i brystlommen. Hvert vores tegn har vi, hver vores sprog og hver vores joker, som vi måske ikke engang selv kender. Kun få gange har hans tegn lignet en andens, og hver gang har han roligt eller uroligt afventet et dementi. Om hans eget blik har brækket englens vinger eller om englen i vrede har blindet hans begærlige øjne ved han ikke. Og han burde egentlig ikke sætte sin lid til den slags symboler på denne tid, hvor undergrunden er blevet vor dagligdags melodi og undergangen modemagernes fidus. Og dog kan han ikke vente, og drages mod slutningen. Dag ud og dag ind finder han en lille ny bid til collagen i hans hjertes rum. Og år ud og år ind venter han på det største af alt; at finde et menneske, hvis collage og tegn er det samme som hans, at finde denne og dette ene vi alle er blevet lovet: at dit tegn skal blive mit tegn.

1994

     Foråret 1994 nærmer sig. Anmodningen om terapi har han forlængst afslået. I månedsvis har han levet som nervevrag i krigstilstand under rationering: 10 smøger og en nervepille om dagen har været princippet, omend ikke realiteten. For hver dag gået, er kravet blevet mere og mere diffust. Uroligheder, særlove og undtagelsestilstande har afløst hinanden i et stadig mere rasende og voldsomt tempo. Under indre forblødninger, faldende sne, forfrysninger og opkørt mudder er de sidste nerverester blevet jaget ud til det der altid har været lovens sidste bastion: fingrene, for i det mindste at de skulle føre kampen videre, omend på fremmed jord. Hver dag et bittert og famlende tilbagetog, for at undgå det som ville blive resultatet af sekunders manglende årvågenhed; omringningen og det efterfølgende tilintetgørelsesslag, i hvilket loven ville gå under. Men tilbagetog har aldrig været opmuntrende, og for hver dag er tonen blevet mere og mere bitter, og kravet om nye midler, forsyninger eller blot nyt håb, mere og mere desperat.

    Men måske er der noget undervejs. Måske, men håbet har sin pris. Det kræver nye alliancer; bekendelser, forsyninger og midler ad usikre veje fra mennesker han knapt nok kender. Ikke kun er dette nye våben dyrt, det er også usikkert, for hvem ved om det ikke kan dreje sin ødelæggende kraft mod sin egen herre. Hvem ved om dette ikke blot er en ny lov. Et tveægget sværd som i en fremmed krig fører kampen ind i et territorium han ikke kender, og som dennes herre kræver nye mængder af blod og ungdom fra hans sammensparede reserver?

     Og da skete det langsomt, at han opdagede at han havde en søster. Som havde hun ført hans hænder hin nat, som havde hun beslaglagt hans evne til begær. For selvom han ikke sagde det, så begærede han hende i smug, og skammede sig derved. Og dog fandt han også en dybere mening med sit beslaglagte begær. For den nat hvor dødsangsten og ordene havde overmandet ham, var der ingen trøst at finde. Nu fandt han en uforklarlig trøst i evangeliets ord om at "Ordet blev kød". Måske fordi kødeligheden nu var smeltet ind i hans hænder, disse hænder som famlende begyndte at udspy ord på papir. Og ligemeget hvilke ord han skrev, ligemeget hvad, så skrev han for sin søster. For således begærede han sit eget kød og sit eget begær, dette begær som hun som følge af en fælles uudsagt kontrakt havde taget til sig.

     Hvor smerteligt var det da ikke, at søsteren så ham som den lidenskabeligste digter. Det var denne desperat udtrykte lidelse hun hørte som den skønneste musik. Jo mere afstumpet og kvalfuld last og forfald han med sine ord udspød over hende, jo mere lidenskabelig skønhed og dybde hørte hun; og dog vedblev hun stadig at gemme hans begær i sit inderste lønkammer. Måske netop derfor var hendes sansning af tonerne så meget højere og mere sjælfuld end hans egen, og hendes syn så meget mere, at han altid måtte længes mod hendes øjne som det værdifuldeste artefakt, og betragte selv det kortvarige og flygtige lån af dem som livets højeste gave. Og han ønskede intet mere brændende, end kødeligt at smelte sammen med hende, for således at blive ren og hel og genforenet med sit begær i dets reneste og pureste form. Tro nu ikke at det var et ganske ordinært samleje med denne pige han ønskede. Nej, i de baner tænkte han slet ikke. Istedet gjorde han noget andet. Skærtorsdag nat, på lige præcis denne nat skete det. Han smeltede sammen med denne inkarnation af kærlighed ved at skære ordet, hendes navn, ind i sin arm.

     "I begyndelsen var Ordet" står der i Johannes-evangeliet. Altså, at alt var et Ord. Hvem kunne ikke forledes til at tro, idet Ordet altså således ikke navngives, at han har fremkommet med dette oprindelighedens Ord. Teksten røber jo ikke hvad og hvilket "Ord" det var, blot at det altså var dette unavngivne og for mennesker ukendte Ord, som i begyndelsen var. Da måtte da tænkeligt være, at en og anden idet ånden var over ham, i højeste tilstand af affekt mener at have navngivet Ordet. At forløses derved, at dette Ord må være indbegrebet af guddommelighed. Og teksten fortsætter: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os". Her medgiver jeg at såvel misforstå som at fordreje teksten. Men det synes meget nært at antage, idet det navngivne Ords ordlyd er blevet åbenbaret som et pigenavn, at denne kødeliggørelse for Ordets opdager er det menneske som bærer dette navn. Men der står jo også at "Ordet var Gud". Her opstår en forvirring i den hidtidige åbenbaring. En forvirring og en spaltning, der som vi skal se, fører til en handling der er rituel derved, at den heler og afklarer splittelsen for en stund. Initialt synes forkyndelsen at mangle et led. Den synes betydningsløs og malplaceret, selvom det jo dog er oprindelsens Ord der har ladet sig finde. Ved dette punkt må der handles, og baggrunden for denne handling der foretages kræver grundig forklaring. Forbindelsen mellem kødeliggørelsen, der jo er Ordets afkom, og så dets navngiver, må etableres. Navngiveren af ordet må ifølge teksten være en guddom. Og da Ordet blev kød, måtte også kødet være af gudommelig oprindelse, altså eet og samme. Treenigheden må etableres ved martyriets blodtab. Dette nævnes i teksten ved korsfæstelsen; i lidelse og last nagler mennesket sig gennem Jesu krop, og ligeså i lidelse og last lader Ordet sig ved blodet skære ind i kødet. Og da, da fremstår forkyndelsen pludselig i et nyt altafklarende lys; blot sådan, blot sådan var det ment, da det stod at "Ordet blev kød"...

     Et sted i ham tror han i virkeligheden slet ikke at have navngivet oprindelsens ord, thi hvorfor skulle et tilfældigt pigenavn være altings ophav? Dog har han på intet tidspunkt egentlig troet dette, men er blevet forledt, ligesom han blev forledt hin nat, da han betrådte voksendommens domæne. I begge tilfælde var fristelsen for stor, og bedraget så gennemført, at blot små sprækker af sandhed bogstavelig talt lod sig skrive med blod, for således med bodsofferets lidelse at betale for at følge bedragets fristelse. Bedrageren, fristeren og strafferen er een og samme; han følger blot en højere magts tilfældige luner. Ikke uden en vis smertens nydelse til at begynde med, og dog uden nogen som helst anelse om, at dæmonens ansigt langsomt bliver hans eget, og at hans skyldnersvig vil resultere i årelang lidelse, med hvilken han efter sin handel med verden står i gæld.

Kom med mig, du

for vi nærmer os enden

og jeg har så meget

jeg vil vise dig

Der er så lidt

der er så få sekunders

uendelighed tilbage

og jeg har så

meget at

vise dig

Mandag. Dag 3.

“Kære søster,

 Jeg tænker på dig, på hvordan du har det med dette besynderlige fænomen man kalder ord. Følelsen af ord er følelsen af tomhed, og langt hellere end at føle tomheden ville jeg føle din bløde krop og dens former og kurver, og føle mig henimod steder hvori ingen ord når ind. Endog ind under huden og således hinsides sansningens grænse, på forunderlig vis, hinsides den grænse der ved kødet og blodet adskiller dig og mig...

     Men nu drømmer jeg, og jeg drømmer alene. Nu kender du min drøm, denne drøm der muligvis for en livserfaren kvinde som dig må synes sværmerisk, og således uden erfaret virkelighedsindhold. Men troværdigheden og autenciteten i min drøm må du ikke betvivle, eller rettere, i dette tilfælde må du lade din tvivl overveje, og jeg vil da investere al den tro, det håb og den kærlighed jeg nærer, for at læge dit tvesind.

     Og her, på denne plads i beretningen kommer ordene igen. Disse, som før blot føltes som tomhed, kan nå endog længere end hændernes følesans kan. Disse kan, som i poesi, som når ordet bliver kød, på mirakuløs vis hele sår, der af fagfolk betragtes som ulægelige. Dette er selvsagt ikke noget faktum i håndgribelig forstand, men snarere, hvis vi dog bare kan mærke så dybt i os selv og i hinanden, en slags instinktiv fælles bevidsthed. Det er med et andet ord kærlighed, en kærlighed der med rette kan kaldes ufattelig, forsåvidt at vi aner dens eksistens og dog ikke fatter den, og forsåvidt at den kun eksisterer i øjeblikket, dette evige øjeblik i hvilket vi får den skænket.

     Jeg sagde, at jeg med ordene i poesien kunne komme dig endog nærmere end med mine hænders følesans. Og dog har jeg denne angst i mig, at alle disse ord blot svæver i et tomrum, og at jeg således ikke læger nogen sår, men blot skubber dig længere og længere bort fra mig. Det er denne angst som er værre end alle nætters mareridt; at følesansen blot er i fingrende uden nogen forbindelse til hjertet, og at kødets love ikke findes i ord. Netop, på paradoksal vis, på grund af denne angst, kan jeg ikke andet end lidenskabeligt at længes mod den besynderlige vished, som jeg håber at finde i din sjæls nærvær under min hud, skamferet og sammensat af løsdele. Med andre ord, jeg som ville læge er selv splittet og delt. Og dog skal en ting slås fast; at inden i mig findes en kerne som er hel og udelelig - og at dette brev er udsprunget af denne og dette, som jeg uden blusel godt tør hviske ved dets rette navn: kærlighed...

     Nu har jeg talt så ærligt og redeligt jeg kunne om mine drømme og forhåbninger - også denne forhåbning at jeg med min pen har kunnet trænge ind i din sjæl, og har kunnet give rum og plads for undfangelsens første spæde tegn på liv, altså

                                                                   kærlig hilsen Ture.”

     Igår hos hende med lidt whiskey, slik, digte og ord, smukke ord og en lille smule venten. En tung vejrtrækning, der dækker over et syn af morgenregn og en smal lysstribe i mørket, der vidner om skalpellens snit og åbningen af moderens liv, som kastede solen sit allerførste kærtegn på mig i dette forstadie til den begyndende fødsel.

Onsdag. Dag 2.

“Kære søster,

når jeg skriver dette brev til dig er det som om ordene allerede har formet sig på forhånd, og dog er hvert et ord født som påny. Eller rettere: som skrevne allerede døde, som tænkte ufødte, kun levende i det korte sekund, i hvilket de viljesløse, ufærdige, presses og fremdrives på den hvide baggrund.

     Det jeg hermed ville sige var så enkelt, og aligevel voksede ordene fra mig og blev til spekulationer som ingenting siger. Derfor vil jeg sige det på en anden måde. Jeg vil fortælle dig en lille historie:

     Jeg sad engang for nogle år siden en sen aften ved mit bord og læste. Gennem vinduet bemærkede jeg pludselig en pige på den anden side af gården, i færd med at gøre sig i stand til natten. Hendes køkkenvindue lyste op som en stor firkant af lys i mørket. Hun rumsterede rundt, og måske var det min fantasi der spillede mig et puds, men det forekom mig, at hun afklædte sig sin t-shirt og lod sine hvide bryster åbenbare.

     Måske var det af liderlighed jeg betragtede dette skue. Måske. Men som altid, når mennesker der står nøgne tror sig alene, udstråler de en autentisk blufærdighed og inderlighed. Og det var netop denne jeg gennem kærligheden længtes efter at dele med hende. Således kiggede jeg en gang imellem op fra min bog og iagttog med omhu hendes bevægelser. Det var som et omvendt fjernsyn, en lille kasse af liv og bevægelse uden nogen verdens betydning, men derimod med al den betydning mit sind kunne lægge i livet.

     Men alle betydninger og alt liv jeg kan skabe er dømt til undergang og død, og kan kun blive til på denne betingelse og på dennes nåde. Et fjernsyn dør aldrig, livet gør, for kun som sådan er det liv...Og således også, da jeg endnu engang drejede hovedet opad og så gennem vinduet, og så, at den lille kasse af lys i mellemtiden var blevet slukket, så natten nu var mørk, og mørket var tomt, som var lyset i køkkenvinduet blot en kort parantes i beretningen om den evige nat.

     Måske fandt jeg i dig, det første øjeblik jeg kastede mine øjne på dig, den samme sælsomme blanding af autencitet, blufærdighed og inderlighed, som jeg hin nat fandt i denne pige. Eller måske, jeg siger måske, var denne kærlighed blot en længsel og dermed alle lidenskabers stopklods...

                                                   kærlig hilsen Ture”

     Jeg ved nu hvorfor jeg skar hendes navn ind i min krop, og jeg tror også hun ved det, og at hun ved at det er det som fylder tomrummet mellem to nøgne kroppe med substans og farve. Dette som nogle ville kalde en hemmelighed, men som snarere er det modsatte; som en solformørkelse ligner det for en uforstående dunkelhed, men er to tankers sammensmelten. Denne spaltning der heles, når når solen smelter ind i månen og månen ind i solen, og ordet bliver kød og tager bolig iblandt os.

Fredag. Dag 1.

     “Det som hele tiden har drevet mig fremad har været tvivlen og begæret efter, måske ikke så meget vished, som tro. Og har jeg ikke kunnet finde den i mig selv, har så at sige ikke været velbevandret nok i psykosens væsen til at turde drage nogen lære heraf, har jeg vendt mig mod andre, og i dem håbet at finde et gran af guddommens væsen. Jeg søgte kontakt med dig...jeg ved ikke hvorfor, men i dig ville jeg søge hvad jeg ikke kunne finde i mig selv, jeg søgte en heltinde, en kærlighedens åbenbarer, som en sådan måtte materialisere sig i kød og blod, og for hende med min skrift være et medium, en blot og bar skjald og beskriver af dette troens væsen…Men jeg måtte spørge mig selv: eksisterede en sådan kvinde virkelig udenfor min fantasi, og et andet mere pinagtigt spørgsmål: formede jeg i min fantasi en sådan kvinde med det formål at begære hende, og ud af dette begær forme en tilfældig kvinde som voks i mine hænder, ikke som den beskrivende og forløsende skjald, men som den skabende digter, der suspenderer hensynet til det andet menneske, med en kunst der blot er til hans egen gunst, og ikke besynger andres pris end kunstneren selv...Sådan ønsker jeg det ikke, men problemet er ikke løst herved. For eksisterer kærlighedens åbenbarer kun i min fantasi, bliver der aldrig nogen skrift, idet min fantasi så ringe er i forhold til min forestilling om dette andet menneske, at jeg i så fald aldrig ville drømme om at værdige disse tanker formulering. Og dog bliver jeg måske tvunget til at gå på kompromis med mine egne forestillinger, om min formidling skulle antage form af fortolkning, og digtningen, denne begærets selviske fantasme, skulle friste mig, hvis jeg ikke fandt tilstrækkelig livsfylde i min samtalepartner... og skelne, det kan jeg ikke, hvilket intet har med min tvivlesyge at gøre, for hvem kan virkelig skelne? Digteren kan i hvert tilfælde ikke, elskeren og beundreren, med hvem digteren er beslægtet, kan heller ikke, dog de alle lever på kunstigt skabte skel, skabt og analyseret af dem selv. Selv om jeg selv befinder mig blandt disse mennesker, drives jeg mod disse andre mennesker, hvis livsfylde er så stærk, at den overskrider ethvert  kunstigt skel, fordi den ingen fortolkning, ingen digtning er, men er den med lidelse båret blotte åbenbaring af gådernes gåde, dette som går over enhver forstand, og blot kan gøres til genstand, ikke for digteri, men for tro.”

     Det må igen være tid for at fatte pennen, og som vanligt forudvarsle mit liv ord for ord, eller blot rekapitulere de hjertesorger som mit hjernespind og centralnervesystem de forløbne dage hart haft at slås med. Og samtidig, for at tage spidsen af nerverne og rysten på hånden: et glas sherry og en smøg.

     Jeg vil mødes med hende, så mit liv og mine ord igen kan rejse sig, og frivilligt lade sig bevæge mod lyset som døgnfluer og andre insekter. Mine ormstukne vinger er parate, og jeg selv følger med hvor dagen drejer om et hjørne og kaster sin skygge, dette spedalskhedens modermærke, bagud eller om på ryggen. Bevægende mig støt mod disse hænder jeg så, som et virvar af af brændt glas og metal, svøbt i aske og kød. Som alle andre fantomer, nu forsvundet i skyggen af det sidste ord...Og aligevel stadig levende, for i aften er deres fantasipige igen indenfor rækkevidde som lydlige vibrationer og ordkonstallationer i enden af et telefonrør. En klang sødere en ethvert instrument, denne myte der blinder de begærlige øjne i deres vandring mod solen og gentager åbenbaringens apokalyptiske mantra: Hvis nogen har øre, han høre!...

Lørdag nat. Dag O.

     “Nu sagde du måske, at du aldrig har sagt du elsker mig. At det blot er noget jeg finder på, ligesom digterne gør. Til det siger jeg, at heri ligger netop forskellen mellem mig og digterne; at jeg finder eller finder ikke på, det behøver vi gale ikke, vi har nok i hvad vi ved vi tror, eller blot tror, for udover troen behøves egentlig intet. Dernæst siger du nok at denne elskede blot symboliserer min fantasi, men deri tager du gruelig fejl, for som sagt er min fantasi alt for ringe til at forestille sig en sådan troens åbenbarer. Snarere er det min fantasi der, sprogligt talt, i mangel på bedre, symboliserer min elskede.

     Måske taler hun ... måske, men det er ord som ikke kan oversættes til noget sprog. Eller rettere, det er slet ikke ord eller stemmer, slet ikke lyd eller billede eller noget, som sanserne kan opfange. Hvordan opfatter jeg da hendes talen? Nu siger jeg det, uanset om du bryder dig om det eller ej, men jeg opfatter hendes talen ved galskaben og på ingen anden måde ... ikke således at man skal være gal for at høre hendes talen, men for mig og mig alene, er galskaben det eneste mulige vidne, idet alt i mig foruden galskaben former en lyd; en stemme, eller netop flere lyde, stemmer og billeder, nok til en hel virkelighed, i hvilken jeg kunne opløse mig selv ... men aldrig hende, hun er ikke til fals for sølvpenge, og aldrig rammer blot et stænk hende af sansernes syrebad...”

     Jeg mødtes med fænomenet med så mange abstinenser, at jeg knapt kunne se lige. Jeg talte som aftalt med hende om mine breve; jeg talte og udlagde teksten som en anden præst. Jeg talte godt, næsten for godt, og hun var tilsvarende sød som honnning, næsten for sød...Ak, disse billeder i hvilke vi skaber hinanden, det er til disse ikoner vores store kærlighed vies og ikke til det levende ansigt, hvor gerne vi end ville elske det...

     Senere fik jeg fat på nogle stesolider for at nedtrappe abstinenserne bort. Ville jeg med dette fix fjerne smerten, blev jeg slemt skuffet. Den fysiske smerte fortonede sig, men nogen optur blev det ikke til, tværtimod, smerten er blot blevet fjern og steril. Og igen, som hver gang et anti-klimax forsøgsvis gøres til en kronisk tilstand, undslipper ordene og kærlighedens løfter mig. Uden erstatning sløres et ansigt af min erindring og endnu en mulig umulighed lader sig disintegrere. Mit greb om ikonen slappes, måske er det godt, måske er det så meget desto bedre. Måske at denne hidsige drift efter lysets hjerte er den egentlige dødssynd...

     Flammen i min mund er slukket. Jeg spyr ikke mere ild, og lyset i mine øjne er mat.

     Tavs, forstår du? Vel en passende afslutning på et projekt, der trods inderlig kamp døde i livmoderen allerede før sin fødsel, og således udøbt i larmende tavshed måtte henvises til Helvedes ild, og aldrig med sine øre høre begyndelsens lyd af virkelighed.

INTERLUDIUM

BISPEBJERG    

     Efter at jeg, bedøvet af et par Alprazolam, havde stavret mig vej hen til Bispebjerg Hospital, forlod min huskeevne mig. Det var som en vågen drøm, eller rettere, en drøm hvori jeg var den eneste vågne. Den læge jeg talte med i modtagelsen eksisterede knapt nok, lige så lidt som den plejer der må have fulgt mig op på den den lukkede afdeling. Blot husker jeg, som fra enhver drøm, den stemning jeg befandt mig i. Det var en stemning af befrielse over endelig at blive anerkendt som hvad jeg var og altid havde været: en mental og åndelig outsider. Jeg var stadig den stille dreng, men andet krævedes egentlig heller ikke. For på murene, på dørene, i mine medpatienters ansigter og i ethvert talt ord læste jeg anerkendelse. Jeg vidste godt, at det måske blot var min egen tydning der gav mig denne rolle. Men derved fandt jeg blot yderligere anerkendelse, for kunne jeg tyde disse tegn som jeg vitterligt gjorde, måtte jeg være dertil særligt begavet. Som sådan måtte jeg fortjene en plads på denne afdeling, og fortjene min del af dette ensomhedens fællesskab...

     Men noget forstyrrede dette billede. Jeg husker fra denne afdeling blot een hændelse; en morgen at vågne op og opdage i værelset ved siden af mig en stakkels galning med vanvittige øjne være spændt fast til sin en seng. Og tæt ved døren til værelset sad en kvinde, formodentlig hans mor. Hun kan have været tredive eller halvtreds eller tres, jeg husker det ikke, jeg husker blot hendes øjne. Rolige og mørke, men øjne der synes at favne dybder af mismod, men også mere end dette. Thi lod jeg mine øjne mødes med hendes og lod dem smelte sammen, opdagede jeg noget forfærdeligt. I hendes øjne, dybt inde bag øjenhulen, fandt jeg det selvsamme vanvid som i mandens øjne, i hende blot spærret inde i et mismods fængsel istedet for i et bælte. Og jeg væmmedes ved al dette vanvid, ved dette sted som synes at tiltrække og forme galskab som en kinesisk vase. En vase, der i min fantasi havde været fyldt med de smukkeste blomster, men som nu blot var fyldt med tomhed, og som syntes formet uden andet formål, end dette at opsamle himlens tårer. Meget har jeg glemt, men disse øjne, dem husker jeg.

     Sidenhen kom jeg på en åben afdeling og begyndte der at mærke mig selv. Det var rædselsfuldt. Jeg græd og græd, altimens personalet krydsforhørte mig. Sådan oplevede jeg det ihvertfald, som var jeg en forbryder, hvis forbrydelse var denne ene, at han var menneske. Men det skulle blive værre, langt værre. Da tårene hørte op, da smerten fortonede sig, læste jeg intet mere ud af mine medpatienters ansigter. De var som et spejl af mit eget ansigt; udslukt og tomt og sammensat af løsdele uden nogen enhed. Løsdele, der igen lod sig opdele og fragmentere, til der blot var et billede af en hæslig og vanartet grimasse tilbage. Der var ingen tvivl: jeg var langsomt på vej i opløsning. På et eller andet tidspunkt, jeg husker ikke hvornår, var jeg så bedøvet af abstinenser efter livstegn såsom smerte, at jeg besluttede at holde op med at leve...Og jeg holdt op med at leve. For en snæver betragtning forblev mine kropsfunktioner måske intakte, til trods for det selvmordsforsøg der igen anbragte mig på en lukket afdeling. Men indeni var jeg død, vandrende rundt i et gravkammer, omgivet af spøgelser og låste døre. Her lærte jeg denne smerte at kende, denne der overgår alle andre i lidelsesfylde, nemlig den sjælelige fantomsmerte. Denne som medicinens selvmutilation er årsag til. Dette kræver en forklaring.          

     Skizofreni kan som bekendt ikke diagnostiseres ved hjælp af fysiske tests. Dette gælder også al anden psykisk lidelse, eller rettere; al psykisk lidelse der der ikke lader sig definere og måle fysisk er også skizofren. Thi den er nemlig som sjælefænomen karakteriseret ved den fuldstændige adskillelse og udspaltning fra kropsoplevelsen. Angst f.eks. lader sig ikke altid måle på pulsen, og i de tilfælde den ikke gør det, er der tale om en forfinet angst, om den rest af metafysik der i patologisk sprogbrug kaldes fantomsmerter. Fantomsmerter er en smerte der kan lokaliseres til en bortamputeret legemsdel, og er således, åndelig talt, det første og fremmeste symptom på skizofreni. Blot er der ikke tale om en fysisk legemsdel, men om en af fantasien båret ånd, der altså smerter til trods for, og tillige på grund af, sit fravær. Og spøgsmålet er så: har denne nogensinde eksisteret for senere at være blevet amputeret bort? Thi da vil enhver skizofren være et, omend lemlæstet, unikum, der i det mindste har haft noget at tabe og stadig ved fraværets smerte kan genkalde sig det...Eller er en sådan forestilling blot fantasteri, og den skizofrene således blot en løgner der søger tryghed i psykosen?

     Men hvis vi accepterer fantomsmertene som reale og ikke som vrangforestillinger, kan vi spørge videre: hvorfor lod den skizofrene sig lemlæste? Af moralske grunde hinsides den menneskelige fornuft, eller blot for at undgå fortvivlelse og smerter endnu stærkere end de smerter en sådan selvmutilation indebærer? Således knægtes og knægter ethvert menneske sig selv, måske i overlevelsens tjeneste. Men blot hos dem der kaldes skizofrene, erindres og fastholdes den opindelige mutilation som et medicinsk memento mori, og trods al tale om vrangforestilling, gælder deres ord ikke blot de diagnostiseret skizofrene, men os alle.

     Det var den eneste følelse jeg egentlig kendte til. Og død var jeg, også selvom gravkammeret senere blev åbnet, og jeg blev sluppet fri som et genfærd på en kirkegård. Jeg var nærmest ligeglad; hvor skulle jeg gå hen hvis ikke jeg skulle være på denne kirkegård? Her var døden idet mindste nærværende. Blot her kunne jeg dog i det mindste retfærdiggøre dette liv efter døden, eller død efter efter livet; skelne kunne jeg ikke mere og havde måske aldrig kunnet det...Således var mine tanker; som implosioner af ord, som måske aldrig var til fordi de var død mands tale og således ingenting. Jeg postulerede at vente på døden, men ikke engang det var sandt, ikke engang den uendelige resignation, ikke engang ingenting kunne jeg. Jeg kunne ikke ingenting og slet ikke noget, slet ikke intets modsætning. Hvis intet havde en modsætning, uformulerbar i ord, var det denne jeg kunne, eller rettere, ikke kunne. Den ene benægtelse var mig ikke nok, kun den uudsigelige dobbeltbenægtelse. Kun ved at sige at jeg ingenting kunne, kunne jeg sige hvad jeg ville, nemlig ingenting, eller rettere, ikke engang ingenting, ikke ikke og ikke intet. Således måtte jeg bekæmpe intet med intet, for ved dobbeltbenægtelsen at skabe en betydningsløshedens flerdimensionalitet. Måske således ved denne meningsløshedens kemiske renselse af ordene, at dræbe dem i håbet om sanseordenes genopstandelse, og med dem alle ord. Resultatet målte jeg kun i min nervemæssige tilstand og ikke andet, for ord der ingenting betyder, betyder nu engang ikke ingenting, men - ingenting. Og aligevel, hvad jeg end sagde, så er det forbandede, at noget altid klæbede sig som en levende cancer til ordene. Eller rettere; blot en cancer, for en død cancer findes ikke, lige så lidt som det modsatte verbum til at være findes og nogensinde ville kunne findes, for det er død mands tale, og en død mand taler slet ikke.

     Logisk måtte jeg altså være i live, til trods for at medicinen syntes at tage sig af de rester af frihedstrang og liv jeg stadig måtte indeholde. Således stod det skrevet: “Det sner under solskinnet og denne dovne sommervarme, og dette besynderlige stof, disse evindelige små iskrystaller, dækker min hud og lægger sig på mig som små klumper af en forsagt tristhed. Anti-psykotika, anti-depressiva og andre meningsløse lyde såsom trilafon, melleril, alopam, seroxat, lysantin ...Anti-ord, anti-lyde, anti-liv...ikke mere, ikke bare lidt endnu, men slet ikke mere.”

Sådan levede jeg faktisk, hvis man kan kalde det at leve, i et par år. Når jeg læser i min journal, læser jeg ord som derealisation, depersonalisation, tankestop, -hørlighed og ekko; altsammen blot ord der på ingen måde kan dække den gru de forsøger at begrebsliggøre. Og dog er begrebsliggørelsen al ære værd. Men jeg kan ikke bruge min

journal til meget, udover netop til overskueliggørelse af min psykiatriske historie. Jeg kan sommetider have følelsen af, at jeg jo på sin vis ikke behøver skrive denne bog, idet kompetente fagfolk har brugt timevis af samtaletid på at udrede mine indre tilstande. Dette har jo altså endog udmøntet sig i en lang journal, i hvilken mine symptomer systematiseres og altså begrebsliggøres i behandlingens tjeneste.

     Og dog føler jeg modstridende et behov for svar på denne lange udredning; motiveret af kærlighed eller hævn, jeg ved det ikke. Men jeg føler det nødvendigt at underkaste den sprogbrug og dennes værdier min journal repræsenterer, en analyse. Denne kan måske til tider være en viderebearbejdning af den psykiatriske terminologi, men den kan også komme i åbenlys modstrid med denne.

     Hvorledes vil jeg prøve at vise ved at analysere journalafsnittet fra min første egentlige samtale med en psykiater, dagen efter at jeg var blevet indlagt på lukket afdeling.

"04 06 94

Patienten har haft god effekt af alopam, og har sovet det meste af natten.

Patienten angiver at han gennem så lang tid han kan huske har været anderledes end andre, men gennem de seneste måneder synes det som om symptomerne er taget til. Han angiver at han studerer litteraturvidenskab og befinder sig ganske godt med det. Specielt når de skal skrive opgave føler han stor interesse for faget. Han beskriver disse opgaver som f.eks. fortolkning af digte, det er ofte han ikke er fremkommet med den samme tolkning som er gængs, men han har derimod skrevet videre på digtet i den samme stemning. Han har ofte haft tankemylder, men fortæller at han har kunnet kanalisere det til sine skriverier, det har medført at han også er begyndt at skrive dagbog. Gennem den allerseneste tid har patienten skrevet eksamensopgave. Han har bestræbt sig på at besvare den på gængs vis, og han føler at han i denne periode har kunnet aflede sig selv fra sine symptomer. Efter at han er blevet færdig med opgaven er disse symptomer så blevet mere påtrængende, hvorfor han henvender sig i modtagelsen. Patienten beskriver at han føler en tomhed, dels i verden omkring ham, dels inde i sig selv. Han oplever ofte tankestop, og indimellem har han tankemylder. Meget af tiden tilbringer han med at sidde og stirre ud i luften. Han beskriver at han har tankehørlighed, ofte hører han sin stemme som et ekko og oplever at den er fuldstændig forskellig fra andre menneskers.

Ved samtale med andre hører han ordene, kender også deres værd, men det er som om det hele mister betydningen for ham og nærmest er som en slags støj. Han kender til at føle at andre taler om ham, og det afholder ham mange gange fra at deltage i sociale sammenhænge.

Patienten ser sig sjældent i spejlet, opfatter det som at være en fremmed person, men han synes ikke han har ændret udseende. Han oplever ofte at andre mennesker kan se lige igennem ham og se hans tanker, han har også selv en fornemmelse af på forhånd at vide alt hvad andre vil sige til ham.

Patienten har gennem lang tid følt han var fysisk dårlig, dog uden at det har kunnet påvises af andre. Han har haft en underlig fornemmelse i maven, som om angsten sidder der, og at det nok ikke alene er angst, men noget andet som han ikke kan beskrive nærmere.

(...)

Obj. psyk.:

vågen, klar, orienteret, formelle kontakt god, emotionelle er læderet. Paienten har tidvis svært ved at koncentrere sig og der er tankestop. Er intellektualiserende og gør en del ud af at finde de bedst betegnende ord. Benægter hallucinationer, men der er tankehørlighed og han hører sin egen stemme på ejendommelig vis. Patienten beskriver influensfænomener og der er antydning af persekutoriske vrangforestillinger. Under samtalen bliver patienten anspændt og man har indtryk af at han bruger meget energi på at være samlet. Ingen suicidale tanker."

     Jeg angiver at jeg gennem så lang tid jeg kan huske har været "anderledes fra andre", men at det gennem de seneste måneder synes som om "symptomerne" er taget til. Der er en slags sammenhæng mellem de i citationstegn nævnte ord. Det at være anderledes fra andre betragtes i teksten åbenlyst som et symptom, forstået som et sygdomstegn. Normalitetsproblematikken tages op igen kort efter. Der står, at jeg i mit studium når jeg fortolker digte, ikke har fremkommet med "den samme tolkning som er gængs, men han har derimod skrevet videre på digtet i den samme stemning". Læg mærke til betydningsglidningen i ordet "men". At fortolke et digt i dets egen stemning betragtes som et normbrud, og hermed altså også antydningsvis som et psykiatrisk symptom. Yderligere er det interessant at konstatere, at der for et givet digt findes een tolkning som er gængs, og som sådan er symptomatisk for den en-dimensionalitet, i forhold til hvilken enhver form for tvetydighed er et normbrud. Som man kunne forvente, associerer psykiateren da også allerede i næste sætning fra den omtalte flertydighed til det først nævnte egentlige psykiatriske symptom, nemlig tankemylder. Hvad dette begreb dækker over, har jeg umiddelbart svært ved at gennemskue, til trods for at det gang på gang nævnes i forbindelse med min måde at tænke på. Og dog forstår jeg det således, at der er tale om en slags fragmentering af tænkningen. Tankerne er usammenhængende og adskiller sig fra den depressives tænkning derved, at tankeindholdets emotionelle indhold er neutralt, og fra den neurotiske tvangsprægede tænkning derved, at associationerne ikke "overlapper" hinanden i en "logisk" rækkefølge, men derimod optræder som i kognitivt kaos. Tanker der intet har med hinanden at gøre, bekæmper og bekriger hinanden i en evig strid. Dette hænger også sammen med den i journalen senere nævnte fysiske dårligdom, i det følgende eksemplificeret ved et udsnit fra min dagbog:

     "...Jeg er ikke mere herre over min egen krop, lemmerne har frigjort sig fra enhedens tyranni, jeg ejer ikke mere hverken ord eller kød eller navn for mig selv. Min forbindelse til nervetrådene er kortsluttet, jeg får ingen informationer mere og mærker ikke mere smerte, jeg er bedøvet af smerte...mine øjne og min mund stoler jeg ikke mere på, og selv mine tanker kalder jeg på og kan ikke finde, jeg kan høre dem kæmpe en alles kamp mod alle, ædende hinanden op i flæng. Jeg venter iagttagende og holder med enhver part som måtte have midlertidig fremgang, men i denne kamp findes der ingen sejrherre...ingen tapre helte vinder evigt ry, enhver kæmper for sig selv og for kampen og enhver er underlagt stenens syge og tyngdens lov; til de kæmpendes tal føjes konstant nye genetiske misfostre. Engang var jeg deres fader og moder, engang var jeg deres gud. Jeg skabte ordene og gav dem navne, men nu kender de ikke engang deres skaber, og tror måske knapt nok jeg er til...eller også tror de de kan leve uden mig. De ved ikke at jeg i afmægtig smerte betragter deres kamp og forbander mig selv for at have skabt dem. Min skabelse er ikke min mere, den har løsrevet sig fra mine hænder og taget mit navn med sig. Uden mit vidende har den ved genetiske eksperimenter lært sig selv kunsten, og ikonerne af enhver dræbt soldat reproducerer sig selv i tusindtal." 

     Dette opfattes altså som et symptom på skizofreni. Dog nævnes det rimeligvis også, at jeg har kunnet kanalisere disse tilstande videre til mine skriverier. Og dette er nok så vigtigt, i og med at man, hvis man sluttede modsat, udfra læsningen af ethvert modernistisk digt måtte konstatere, at digteren ihvertfald i skriveprocessen var i en tilstand af tankemylder. Antydningsvis slår det mig således, at den digteriske modernismes fødsel i slutningen af forrige århundrede faldt sammen med psykiatriens etablering som videnskab. Disse sammenhænge skal blot antydes, en videre udredning forsøger jeg i mine essays.

     Yderligere fortælles der om en følelse af tomhed. Dog sættes denne følelse rimeligvis ikke ind som en del af et større symptomkompleks, grundet udsagnets lidt vage og almenmenneskelige karakter. Derefter nævnes et egentligt psykiatrisk symptom, nemlig tankestop. Associationsrækken her er også forståelig, idet tankeblokeringen resulterer i førnævnte tomhed inden i hovedet, som forsvandt alle tanker pludselig som dug for solen. Denne evne til at "slette" min tankevirksomhed har dog ikke altid vist sig brugbar, og jeg måtte for at aflede min tankemylder, bruge mere drastiske metoder såsom at skære i mig selv eller beruse mig.

     Derefter til noget diagnostisk set centralt, nemlig tankehørlighed. Dette begreb dækker over, at tænkningen får lydmæssig (auditiv) kvalitet. Altså at jeg i en eller anden forstand kan høre mine tanker. Hvordan man skal differentiere dette symptom i forhold til en normal oplevelse af tanker, er mig lidt af en gåde. Dog forstår jeg symptomet forsåvidt, at der er tale om en slags gentagne tanker, eller om en slags tankens og stemmens ekko, som der også står nævnt. Og forsåvidt, at denne spaltning kløver tankerne i to; på den ene side den klare omend gentagne og karikerede stemme, og på den anden side den betydningsløse støj som er den underliggende og altgennemsyrende stemning.

       Det nævnes at jeg sjældent ser mig i spejlet. Uden at jeg synes mit udseende ændret, og således uden nogen manifest vrangforestilling, opfatter jeg det ansigt jeg ser som en fremmed persons. Med andre ord; træk for træk kender jeg ansigtet, men i dets helhed er det mig fremmed. Der er altså heller ikke tale om egentlige hallucinationer hvad dette angår. Der står så, at jeg "oplever", at andre kan se lige igennem mig og se mine tanker. Hvorvidt ordet "oplever" er betegner en fiktiv illustration af en eksistentiel problematik, eller om der er tale om egentlige persekutoriske (forfølgelsesvanvittige) vrangforestillinger lades det op til læseren at bedømme. I det efterfølgende er oplevelsen "af på forhånd at vide alt hvad andre vil sige til ham" da også modificeret til "fornemmelser", disse der senere bliver beskrevet som influensfænomener.

     Da følger en sekvens der omhandler min fysiske dårligdom. Denne der undviger enhver undersøgelse samt påviselig grund. Ikke blot tilskrives "en underlig fornemmelse i maven" den altdominerende angst, den tilskrives også "noget andet" ubeskriveligt og uforklarligt. En sentens fra min dagbog kan tjene til uddybelse af denne tilstand:

     "Endnu en følelse jeg må huske at nedprinte. En følelse der pludseligt og voldsomt igen kom frem under mit maveonde, men også en følelse der i stærkere eller svagere grad i mange år har farvet hele min hverdag. Det er måske en slags katalepsi, altså ekstrem stivnen af musklerne og lemmerne...Det er svært at fæstne et enkelt ord til tiltanden. Det er en følelse af manglende forbindelse med kroppen, en spænding og uro på samme tid. Hænderne ryster og er aligevel så rolige som var de døde, jeg er ikke herrre over dem. Det er en ikke-tilstand, denne som har født de ord til min mund; disintegration, depersonalisation, uvirkeligheds- og fremmedfølelse, og endnu bedre: dematerialisation, følelsen af kropsløshed. Jeg er angst for at røre ved noget, meget angst, som galdt den sjælelige berøringsangst nu også fysiske ting...Angst for at tage noget op i hænderne, angst for at tabe det, angst for at mine hænder, min arm eller hele min krop pludselig vil falde sammen, tabe sig selv på gulvet og splatte ud i en masse af vand og kød."

     Under den "objektive psykiatriske bedømmelse" synes jeg bevidsthedsklar og orienteret, hvilket jo er en forudsætning for den "gode" såkaldt "formelle kontakt". Den "emotionelle kontakt" skønnes derimod "læderet", og den umiddelbare forklaring følger: manglende koncentration, "tankestop" og overdreven intellektualiseren. Dog skal det tilsiges dette skøn, at bedømmelsen foregår på den spørgendes præmisser. Man kunne således relativere samtalesituationen og gøre den ligeværdig ved at hævde, at grunden til den fælles oplevelse af dårlig kontakt lige så godt kunne være psykiaterens manglende empati og sprogfornemmelse. Der skal ikke herske tvivl om, at enhver journal bliver skrevet på den skrivendes præmisser. Det er utopi at tro, at jævnbyrdigheden i journalsammenhæng kan udjævnes før også patienten får adgang til at skrive i den.

     Men, for lige at færdiggøre afsnittet i min journal. Psykiateren antyder forfølgelsesvanvittige ("persekutoriske") vrangforestillinger og "influensfænomener". Det sidste vil, psykologisk talt, sige at objektrelationerne, grænserne mellem patienten og omverdenen, er diffuse og udflydende. Dette betragtes i psykiatrien som et stadie på vej mod egentlige vrangforestillinger. Eller, hvis fænomenet i den emotionelle kontaktform viser sig at være varigt, som en relation af psykotisk karakter...

SCT. HANS

     Der er forholdsvis stille nu. Vi har spist. Nogle tæller timerne til de skal i seng, andre lader blot som per automatik deres sind tømme for tanker og lader det det oversvømmes af løse erindringer, stumper af stemninger og ordløse billeder. Deres øjne bliver matte, men bag dem sættes et spil i skue som ingen andre forstår og andre lader dem således også alene med deres tanker. Ikke af ligegyldighed, men snarere af sympati; det er nu engang vores form for kammeratskab.

     Jeg er på en ungdomsafdeling på Sct. Hans. Omkring mig i stuen sidder andre som mig, mennesker der i det civile liv bærer et navn og en beskæftigelse, men som nu blot er bærer af et bundt af symptomer. Ikke blot i personalets øjne, men mindst ligeså meget i medpatienternes. Thi skulle vi i hvert enkelt ansigt læse hvert enkelt smertens tegn, ville de være som et spejl, og vi ville i spejlet se vore egne øjne, vort eget ansigts folder og derved væmmes. Jeg har før set mennesker betages af deres medpatienter, og sjældent er der kommet noget godt ud af det, om man ved ordet "godt" forstår hensigtsmæssigt for behandlingen. De fleste tiltror stadig "behandlingen" autoritet, og for alle gælder det, at dødsangsten er stærkere end længslen efter kontakt. For døden finder man i enhver medpatients øjne, eller rettere, man mindes om den. Som man ved, så er sandheden, at dødsangsten lever og vokser sig stærk bag pandeskallens indelukke og således både fordrer og forhindrer enhver kontakt. Sådan er det med de fleste; de underforstår kammeratskab som en gensidig holden afstand, og dog lever de dag ud og dag ind med den hemmelige skjulte drøm en dag at finde et menneske, i hvilket de kan sammensmelte deres blik. Et menneske der både kan fornemme døden og forjage dødsangsten. Og dog for dag, for hver sprøjte, bliver drømmen mere og mere lummer og led ved sig selv, skudt i sænk af cigaretter og psykofarmaka.

     Og behandlerne, de er som skygger, og jeg undrer mig over dem som tiltror dem nogen autoritet. Deres ansigter glemmer jeg så hurtigt jeg vender mig. De er godt oppe i årene de fleste, og har arbejdet med psykiatri hele deres liv. Deres ansigter ængstes jeg ikke for, men de forekommer mig trætte. Nogle gange tager vi os i at drømme om et liv som deres, og dog vægrer vi os derved. De er som soldater i en fredstidsøvelse for livet, og dog blusser deres livsild svagere end vores. De påstår det er dem som lever i i virkeligheden, og det er måske sandt. Men en stærk følelse af uvirkelighed kan være virkeligere end en svag følelse af virkelighed. Blot for os eksisterer krigen.

     Jeg kigger over på en 21-årig pige. Hun er netop for et par timer siden vendt tilbage fra den lukkede afdeling. Hun siger ikke meget, men hendes historie er kendt. Først 11 timer i bælte og derefter, fyldt til randen med medicin, en kort pause. Men et par timer efter igen en længere tur i bælte. Nu er hun tilbage; skal hun ikke i bælte er det dog bedre at være på åben afdeling, og inde på den lukkede har de overbelægning nok i forvejen. Vi kender deres kalkulationer og finder dem efterhånden blot rimelige.

     Jeg skæver over mod hende og falder hen i tanker. Hun sitrer let, stirrende ud i luften. Det værste er overstået, men er tilmed langt forbi det punkt hvor hun kan græde, alene på grund af de store doser medicin hun har fået. Hun er ikke uden kønne træk, hendes ansigt har samme skønhed, som ethvert på hvilket lidelsens fold står at læse og ethvert tegn på forfængelighed er bortvisket. Og dog synes hun at være forbi lidelsens punkt, og måske er i virkeligheden dette det smukke: at noget så hæsligt er blevet skabt i et menneskes form. Nogle ville mene det snarere var meningsløst end smukt, men jeg finder i hendes ansigtstræk hvile. Den samme bedøvende ro som bliver solgt i pilleform ved busstoppestedet i østhospitalet, eller for den sags skyld, givet os af lægerne. Det er måske en erotisk glød som kan nydes på afstand, men det er tillige en blikkets tilkendegivelse af sympati og den mystiske samhørighed der er os patienter imellem. På en måde kender jeg denne pige jeg betragter her og nu langt mere intimt end denne elskede hun måtte have udenfor hospitalets mure gør. Men denne dæmoniske viden begraver jeg som en død i en kiste. Jeg glemmer den momentvis, men erindrer den hver eneste gang jeg betragter den 21-årige pige. Måske til ære for hendes skønhed, måske for ikke at blive gal. Eller rettere sagt, endnu mere gal end jeg måtte være nu. 

     Således også grunden til hun ikke græder, det er i alles interesse. Man ser det gang på gang. Den ene begynder at mimre, og straks sætter det de andre i gang. Psykoser smitter siger man, men det er egentlig et kynisk udsagn. For egentlig er det ikke psykosen der er smitsom, det er menneskeligheden og det lille barns gråd bag psykosens facade. Derfor, og det ved alle, ville systemet fortabes uden de lukkede afdelinger. I det mindste et sted skal vi have lov at vise os som vi er. Stavnsbundne soldater i en indre borgerkrig, med det tavse mantra: din drøm var skrøbelig barn, og dømt til at dø...

     Og dog på forunderlig vis slår hjertet om kap med dødsangsten. Var det ikke for dødsangsten og vor sygdoms passivitet, var vi alle borte. Mine tanker samler sig igen om pigen. Hun er borderliner, det er næsten det værste. Hun er behersket af lidenskaber i sit hjerte, der langt overgår dødsangsten. På sæt og vis er vi skizofrene heldigere stillet. Vi har sløvsindet med os, det forhindrer de værste dumheder. Jeg har før kastet mit blik på pigens håndled, og uden overraskelse fundet dybe ar på langs. Til gengæld kan hun være heldig og blive næsten rask, hvis hun altså overlever sin ungdom. Hvis man da overhovedet kan overleve en sådan ungdom.

     Vi giver os alle hen med sådanne tanker, men vi taler ikke meget om dem. Vores ene fælles mål er skrumpet ind til den blotte overlevelse, og den levner ikke plads til sådanne tanker, for begyndte vi først at overveje den situation vi sad i, ville vi være så hjælpeløse som små forældreløse børn. Således er psykosen, indelukketheden og sløvsindet tillært af nødvendighed og båret som en rustning. Tager man denne af os er der blot en flok skræmte børn tilbage.

     Dog har jeg oplevet mennesker for hvem psykosen ikke var en beskyttende skærm, men snarere forekom som en strøm af lidenskab; en inkarnation der synes guddommelig derved, at den åbenbarer en oplevelsesfylde der i åndelig kraft er det menneske der oplever den overlegen.

     Således med en pige jeg mødte på en lukket afdeling, en pige der hed Heidi. Hun fik skyhøje doser medicin da jeg mødte hende, men som et vidnesbyrd om hendes oplevelsers kraft og fylde, lod dette slet ikke til at påvirke hende. Hun sad i en stol med så krampeagtige latteranfald, at de knapt var at skelne fra gråd. Først regnede jeg hende for en misbruger, men fandt senere ud af, at hun som den sande mystiker var ethvert stofmisbrug overlegen. Men som hun var da jeg så hende, var hun i den grad optaget af sin indre verden, at hun simpelthen ikke gad meddele sig til andre. Det var først et langt stykke tid senere jeg med en blanding af rædsel og fascination lærte hendes historie at kende.

     Heidi var uden nogen som helst form for forudindtaget viden om religiøst og mystisk sprogbrug, dette mærkede man straks, og det synes ikke så underligt for en arbejderpige som hende.

     Det underlige var, at hun i sine hallucinationer i den grad formede en modernitetens religiøsitet, grotesk og i sagens natur abnorm. Hun så tegneseriefigurer på væggene, hun så gule cirkler og sære mandehoveder. Hun hørte sin "skytsengel" dag ud og dag ind, og havde blot denne ene frygt, at lægerne en dag ville finde en medicin der fjernede denne stemme. Hun mærkede seks vandhaner i sit hår og åbnede dem. Hun blev lovet "en verden fuld af fantasi" hvis hun åbnede den syvende og sidste. Og Heidi åbnede for den syvende vandhane, ikke af angst men af nysgerrighed, og endte på den lukkede afdeling hvor jeg så hende, med krampeagtige latteranfald.

     Jeg skriver om Heidi for at fortælle om et menneske, for hvem psykosen ikke er en beskyttende rustning, men tværtimod en skytsengel, og det er noget andet. Jeg tror ikke særlig på skytsengle, og det er forsåvidt også ligegyldigt om man gør det, thi Heidis mytologi var selvskabt og snarere præget af lidenskab end af tro. Det bemækelsesværdige var, at hun i sin skytsengel fandt ubetinget tryghed, og tillige en slags følgeskab, et værn mod ensomhed og angst. Et faktum der er eftertanke værd for enhver psykiater, der skriver om den psykotiskes ontologiske utryghed. Skytsenglen synes således at have virkelighedskarakter, på en måde der til enhver tid kunne tilpasses ethvert religiøst system, hvis blot Heidi tilhørte et. Det gjorde hun ikke, den kristne metafysik lod hun slet ikke til at være bekendt med. Istedet skabte hun sin egen, en slags modernitetens religiøsitet, hvis udtryk er den stigmatiserede psykose. Denne oplevelse findes, men den lader sig ikke definere, og tvivlens resignation er bagefter den tungeste byrde. Som Heidi med sin egen primitive sproglige finurlighed sagde bagefter om sine psykotiske oplevelser: "Hvis du spørger mig den dag i dag, om det var virkeligt eller ej, ved jeg ikke hvorvidt jeg vil sætte spørgsmålstegn ved dette"...Ikke blot undgik hun psykiaterens skråsikre svar, hun overvurderede heller ikke spørgsmålet. Thi før spørgsmålet kommer oplevelsen, den endelige og sande, som i al ydmyghed ikke behøver bekræftelse i erkendelsesteoretiske spørgsmål eller svar.

     Men hun er forlængst borte fra mit sind, og blot få sekunder var hun i mine tanker, der distraheres af almindelig løs snak i stuen omkring et af vore yndlingsemner: maden. Maden på afdelingen er egentlig ikke slet, den smager os blot ikke. Vi lever i en evig hunger, men denne tilfredstilles ikke af mad. Vi drømmer snarere om lykken i form af en pille der forjager alle tunge tanker og forløser sjælefreden. Aligevel har de fleste af os mistet tiltroen til psykofarmaka, vi sluger den af blot og bar frygt for den eventuelle askeses følger.

     Ligeledes med maden. Der var en pige på afdelingen, blot 17 år, der pludselig nægtede at spise. Denne askese var så vidt min vurdering ikke forårsaget af nogen form for vrangforestilling, snarere af et menneskeligt behov for at beherske sin krop og endegyldigt fjerne den sult, hunger og længsel der drev hvert enkelt af os til vanvid. Således betroede hun mig, at de første dage var smertefulde, men at det sidst på ugen begyndte at lette. Og eksemplet smittede. Alle havde vi jo tanker, der gik i den retning, at hvis vi blot kunne afstå fra enhver forurening af kroppen såsom mad, ville vi måske dø som engle. Sultedøden var en almindelig drøm, og forenet med ønsket om at tabe pillernes fedt, var pigens afståen fra mad knapt nok sygelig, men snarere en almindelig teen-agers ideal in nuce, påtaget som en modebladenes helgen.

     Personalet forsøgte selvfølgelig på alle måder at få hende til at spise, men uden held. Efter en uges tid var hun så svag, at hun knapt kunne andet end at ligge ned, og behandlerne var tydeligvis på nippet til at gribe ind. Alle vidste hvad dette ville betyde. På lukket afdeling og sondemadning under tvang.

     Men pigen besindede sig til sidst og begyndte at spise igen. Og hurtigt tog hun kilo'erne på igen, og det eneste varige resultat af hendes faste, var at hun blev sat op i medicin.

     Nu går hun rastløst rundt i stuen, som os andre i evig venten på indfrielsen af de hvide pillers løfter om mørke og søvn...

     Jeg kigger på mit ur. Mens jeg har siddet i denne døs, er der gået sølle halvandet minut. Tiden går langsomt, sådan har de fleste det. Eller som en pige sagde det, dagen går langsomt men ugerne, månederne, går hurtigt. Vi kæmper fra sekund til sekund for at komme gennem dagen og regner alt om i minutter. Længden af en cigaret, af et spørgsmål, af en drøm. Alt kan forbruges i kampen for at nå det næste minut, altimens månederne går forbi os og årene svinder mellem vore hænder.

     Således er vor fornemmelse af tid sprængt i tusind stumper og stykker. Tiden skulle gerne føre noget frugtbart med sig; så længe vi ikke kommer nærmere helbredelse, er tidsoplevelsen blot som i en drøm. Der kan være gået halve og hele århundreder og der kan blot være gået et sekund. Hvad vi ved af, kunne vi have siddet her i afdelingsstuen hele vore liv. I dette moment bærer vi som rygsæk hele vor fortid og fremtid, og nogle af os føler tyngden derved. Andre tynges knap længere, og ved efterhånden ikke af mere, end at viseren lige så godt kunne gå højre om som venstre om på uret. De lever i en sand evighed og har befriet sig fra enhver tid. Sct. Hans har sat sine kløer i dem, og man aner deres skæbne. Vi andre behøver blot at vente tiden igennem, hvor lang den end må være. De, derimod, er som fanget i et sort hul i hvilket tiden er sat ud af kraft. En forbandet evighed omslutter deres liv, fortabte og forløste lever de midt i skæringspunktet mellem Helvedets forgård og Edens havelåge.

     En sygeplejerske kommer ind og deler aftenmedicinen rundt. Pladsen til højre for mig er tom, det var Lars' faste plads, og ingen har rigtig villet tage den i brug efter hans død.

     For et par uger siden var der en på afdelingen der begik selvmord. På Sct. Hans er man vant til at høre den slags. Mennesker man enten kender perifert, har snakket med eller blot hørt om, falder fra. Selvmordsforsøg, for slet ikke at tale om selvdestruktiv adfærd, er selvfølgelig langt hyppigere. Døden er på mange måder en fysisk realitet i hospitalsrutinernes stagnerede dagligdag, og behandles derfor med en vis naturlighed. Aligevel, og man må næsten undre sig derover, berører en medpatients død een. Ikke så meget på grund af tabet af vedkommende, det glemmer man hurtigt, snarere ved tanken om de frygtelige sidste timer han må have tilbragt. Deri ligger der ingen sentimentalitet, blot erindringen om egne selvmordsforsøg. Bevidstheden om selvmordets fuldbyrdelse lindrer på sær vis lige såvel som det smerter.

     På det sidste havde det eneste tegn at spore været, at han gang på gang drak sig fuld. Til sidst havde han altså fundet Valby station og kastet sig ud foran et godstog. Et voldsomt endeligt naturligvis, og dog langtfra så forfærdeligt som i de tilfælde hvor patienter på frygteligste vis har vansiret sig selv med knive eller har udåndet efter timevis af lidelser, og er blevet fundet i en pøl af blod med åbne pulsårer. Særligt svært depressive har en næsten satanisk opfindsomhed hvad angår selvdestruktion og selvpineri, og synes endda at finde en vis perverteret nydelse herved. De dør som helgener, som skamferede engle, og midt i dødens hæslighed bevarer de for dem som kan bruge sine øjne en skønhed, der om nogen burde berettige dem til en plads i himlen.

     Men han, han var i slutningen af tyverne, og egentlig en rar og festlig fyr. Formodentlig og forhåbentlig var han døddrukken da han sprang ud foran toget, i det mindste det må have lindret hans sidste timer. Yderligere blev det sagt, at hans døde legeme var forholdsvis "pænt". Sådan lever vi med omskrivelser og eufemismer. Jeg mener, hvordan kan hans krop være "pæn" efter at være blevet påkørt af et godstog for fuld damp? Vil denne betegnelse sige, at i det mindste højre arm eller venstre ben var rimelig velbevaret, mens andre dele af hans legeme var smadret til en grød af blod, benrester og kød? Ingen af os er mere sentimentale end at vi gør os sådanne tanker, omend vi tier med dem og beholder dem for os selv.

     Men en flink fyr var han, hvilket resultererede i det usædvanlige, at flere af os troppede op til hans begravelse. Jeg kastede nogle blikke på hans pårørende. De var rimeligt rolige, formodentlig havde de fået beroligende medikamenter for at undgå hysteriske anfald. De spurgte bagefter om vi ville med hjem, men der takkede vi nej. Trods alt var han død og vi var levende, og ingen af os ønskede at få alt for meget indblik i forældrenes sorg. Måske ville de blot blive sentimentale over, at vi andre trods alt var i live og en dag skulle udskrives. Deres søn viste vi ære, men vore egne dystre tanker, dem ønskede vi at holde for os selv.

     Ti minutter til, og kaffen vil blive rullet ind, halv syv. For mange af os har kaffen så rituel en betydning, at man skulle tro at der var tale om en anden nadver. Vores ansigter er rolige og næsten andagtsfulde.

     Det ligner en døs. Det ligner en døs, men det er noget andet uforklarligt, som en feber og isnende kulde på samme tid. Det er ikke sådan vi er, det er ikke sådan vi burde være. Pakket ind i pillernes vat har vi mistet følesansen, og kroppens lammelse er næsten at forveksle med ro. Stadig aner vi at der er noget udenfor, udenfor hinanden, udenfor Sct. Hans, og dog mærker vi det knapt længere. Verden udenfor har skuffet os i vore anstrengelser og bragt vore skrøbelige drømme til fald. Pillerne vi slubrer ned med aftenkaffen er vores verden, og stadigvæk, med hjertet pakket ind i vat, stikker det os ind i mellem at vi skal ud igen. Og tankerne vender rundt og går op i røg.

     Det er ikke fordi vi kan lide at være hvor vi er. Vi tænker jo stort set ikke på andet end at komme ud. Men når vi kommer ud vil intet være som før. Godt for det, måske, men også skidt. Vi skal tage vores første skridt uden at have nogen til at klappe og juble. Vi skal sige vores første ord uden at have nogen til at lytte. Og vi skal lære at tale uden sprogforstyrrelser, metonymier og ordsalat. Vi skal give ordene mening og substans. Den slags behøver vi ikke her, her er ordene privatiserede og nogen form for konversation behøves egentlig heller ikke, vi kender hinanden på blikket. Nogle reserverer ordene til deres psykolog og finder her samklang og forståelse. Jeg reserverer dem ikke til nogen, men gemmer dem endnu før de bliver verbaliseret, som en svag varm understrøm af endnu uforløst poesi.

     Kaffen bliver rullet ind.

     Den kvindelige sygeplejerske når frem til mig, da jeg kort må informere hende om at jeg har doseringsæske, det må hun have glemt. Det betyder at man, når man har været tilstrækkelig længe på afdelingen og snart skal udskrives, får givet sine piller i en æske ved starten af dagen, og således selv kan tage sine piller når tid er. Hvorfor jeg på falderebet får dette ansvar tilkendt ved jeg ikke, måske er det en slags anerkendelse af min tilpasning til den psykiatriske erfaringsverden og medicinens værdier.

     Således har jeg fundet ud af at de andre kalder mig "kongen". Ment i spøg dækker det over, at jeg er den mandlige patient der har været på afdelingen længst. En anden pige kaldes "sofadronningen", og nogle af de andre titulerer udelukkende hinanden ved efternavn, som var de i militæret. Sådan karikerer de hospitalsjargonens formalia, men der er bitterhed bag spøgen, og dens bagside fremstår tydeligt ved de fleste samtaler patienterne imellem. Der bliver pralet i al ærbødighed og skræk, af bæltefixeringer, diagnoser, elektro-chok, medicindoser og antal af indlæggelser. Ærbødige, men stolte, fremviser vi for hinanden vores ar og udforsker således patientkarrierens udviklingsveje. Og her tænker jeg snarere på stigmatisering end på udskrivning, snarere på sygeliggørelse end på helbredelse, snarere på medicinfixering end på sjælefred og sindets lindring. Jargonen er måske spøgefuld, men vi lærer den i fuld alvor. Lærenemme som vi er, dræber vi i vort sind ethvert ord der måtte pege tilbage i vore liv og udvisker månederne og årene på klinisk føde og psykiatrisk jargon. Blændede ser vi frem til den dag da den virkelige udfordring kalder: da vi kommer udenfor murene og ud i samfundet. Stigmatiserde og blottede med et sprog der er selv vore elskede fremmed. Karrieren vil være lagt og der vil blot være en vej fremad...    

           HHh

EN PSYKIATRISK POETIK OG ANDRE LYRISKE CASE-STORIES

EN PSYKIATRISK POETIK

    Poetik betyder ifølge fremmedordbogen “læren om digtekunsten, dens former og virkemidler”.  Siden jeg ingen digter er, men blot en i rækken af gale, skulle jeg måske ikke have skrevet et afsnit kaldet en poetik, og dog synes det en passende betegnelse, om man ved digteri forstår noget ganske andet end det jeg ellers i denne bog lader dette betegne. Thi i min forståelse af ordet kunst, findes der ingen større “digtere” end dem, for hvem ordet og livet smelter sammen i et smerteligt favntag uden nogen kunstneriske anstrengelser, men derimod med alle de fordringer der til et sådan liv stilles. Et liv, hvis resultat, af besynderlige og uransagelige årsager, er en vandren på grænsen til dødens ukendte land og i nogle tilfælde en overskridelse af denne grænse. Enten som levende død og således som åbenbarer af det ukendte, eller som en transcendens uden tilbagevenden i selvmordets martyrium. Men dem som overlevede, ihvertfald i bogstaveligste forstand, findes, i psykiatriske bofællesskaber, på plejehjem eller på lukkede afdelinger. Hvor meget mere har de ikke at fortælle end nogen digtere har, og dette forstået både almindeligvis og meget bogstaveligt: de har meget mere netop “ikke at fortælle”, fordi sproget byder dem imod, i modsætning til førnævnte digtere, der synes at kunne forme sproget som ler. Og jeg skriver “synes”, for adskillelsen fra hvad de skriver synes at være omvendt proportional med autenciteten i deres udtryk. Gale derimod, evner ikke at adskille sig fra deres sprog, og denne manglende distance er deres forbandelse med andres øjne, men måske i deres egne, og ihvertfald i mine øjne, er dette deres begunstigelse, omend en begunstigelse der også indebærer usigelige potentialer for lidelse og afsavn.

     Lad dette være en indledning til nogle af mine sjældne anfald af klarsyn - disse som jeg vægrer mig ved at kalde bekendelser, på grund af de associationer til en politisering eller endog ideologisering af det private, som dette ord giver mig. Refleksioner vil jeg heller ikke kalde dem, idet dette ord har et præg af en slags gensidig meningsudveksling med sig selv og sit eget spejlbillede. Ikke som et spejl vil jeg se min omverden, men som dette der måtte befinde sig bag spejlet, en øde vildmark, jeg selv skal forme. Digtning er det ikke, for digtere lyver for meget, hvad der for så vidt ikke er nogen synd eller skam, fordi den uforpligtende leg med ord lige så vel er dødelig, og forpligtende, alvor som den er alt mulig andet. Derfor er dennes løgnagtighed ikke nogen indsigelse mod digtningen, dertil har jeg kun alt for ofte måttet konstatere min egen løgnagtighed. Nej, grunden til at jeg ikke er digter, er at jeg mangler dennes indbildningskraft og dennes tillid til sprogets muligheder for for formidling hvad angår tilstande som er hinsides nogen form for sprog.  Men måske er grunden at jeg ikke er digter også denne, at jeg med mit eget personlige forhold til alt dette hinsides sproglig formuleringsevne, har opnået en respekt for hvad sidstnævnte kan og ikke kan. Denne respekt stammer fra det faktum, at  jeg, måske endnu mere end nogen digter, lever i sproget og mangler evnen til at skelne mig selv herfra. Og dog, i modsætning til nogen digter, ikke er i stand til at sprogliggøre denne manglende evne til skelnen, hvor gerne jeg end ville, fordi en stemme, der taler i mig ved, at denne skelnen er en illusion og dens sprogliggørelse en hore. Således har jeg måttet tage denne forpligtelse på mig at skulle uddrive djævelskab med Djævelens hjælp, uden at evne med mine læber at forme “troværdige” drømme, eller virkeligheder for den sags skyld. Mine drømme er blevet virkelighed, og min virkeligheded er blevet en drøm. Eller et mareridt, for som sagt; jeg skelner ikke mere. Blot har jeg fundet afgrunde og atter afgrunde af tvivl.  Over dem har jeg svævet og således haft tid, kun altfor meget tid, til at udforske disse ikke-tilstande. Hvis jeg er syg, er det deri min sygdom består, at jeg af ond vilje vedstår mig min brist. Og dette af ond vilje, fordi jeg ikke gør det af kærlighed til sandheden, men alene med mine "psykiatriske synders" forladelse og dennes "frelse" for øje. Og hvis mine skifter udviser nogen som helst tro, er det denne spinkle tro, at de på en eller anden måde ved det private trancenderer det offentlige ved fomidlingen af deres drømmesyner, og hermed går åbenbaringen i bedene ved sit krav om eksistens i omverden, omend uhørbart for andre end alle disse hallucinationers skaber, det være sig en engel eller en djævel.

BEVÆGELSEN OG BLINDGYDEN

     Jeg hedder Ture, jeg er 24 år og har fået diagnosen skizofreni. Jeg har intet imod denne diagnose, forsåvidt jeg dog forstår ordet skizofreni på min egen måde ...At det ikke blot er mig, men os allesammen der er skizofrene, alle os der er berørt af civilisationens dødskys ... For denne spaltning mellem hvad der er “indre” og “ydre”, hvad der er krop og hvad der er sjæl, forsøger vi alle at opretholde, på trods af at vi hver nat i drømmen tydeligt bliver fortalt, at disse skel er kunstige, og ikke tjener andet formål end som hjælp i kampen mod længslen efter enhed.  Hver for sig tænker vi når vi går i seng, at kunne vi blot denne ene gang vandre ind i drømmen og hvile på bunden af vores sjæl, kunne vi blot bevidne dette stof der binder dagene sammen, så ville vi måske se at vores fader og moder, evigheden og jorden, uendeligheden og endeligheden, kender hinanden og er hinanden. At der ikke er nogen anden, men kun een, at den ene er i den anden og den anden i den ene, at de to ord; afslutningens uendelighed, i virkeligheden er et ord, dette begyndelsens ene ord som blev kød, dette vi ikke kender, som altid ligger på tungen og vi altid vil værne, men aldrig kan huske.

     Hvis du er skizofren, og synes at genkende beskrivelsen af en sådan oplevelse, eller ihvertfald længslen efter den, er det ikke fordi du er skizofren, men fordi du er menneske. Men har du fået betegnelsen skizofren, det gælder ihvertfald for mig, er det fordi du som mig er så dygtig til at simulere de skizofrene grundsymptomer, således at spaltningen herved simuleres at benægte sig selv. Og som følge heraf har du gjort dig fortjent til diagnosen skizofreni, hvilket er noget ganske andet end den måde jeg bruger ordet på. Som sagt mener jeg vi alle er skizofrene, enkelte af os demonstrerer blot i frivilligt eller ufrivilligt martyrium den lidelse og galskab, som måske er kulturens inderste ansigt, som var vi således særligt udpegede. Andre, og det er størstedelen af befolkningen, simulerer og demonstrerer alt mulig andet, det vil jeg ikke tale så meget om. Nej, hvad der interesserer mig er os diagnostiseret skizofrene, for er vi gennem vores oplevelsers guddommelige karakter pålagt et særligt kald, så er det ihvertfald ikke at simulere syge som tiggerne, der invaliderer deres børn for at gøre dem egnede som tiggere.

     Men altså, for kort at opsummere og tage udgangspunkt i mig selv: Jeg lider af uforklarlige indre blødninger, og har uden at dette har hjulpet, brugt en stor del af mit liv på at spille syg. Disse indre blødninger jeg taler om kan hverken måles eller diagnosticeres, eller gøres til genstand for nogen som helst medicinsk eller terapeutisk behandling, thi jeg lider som menneske og intet andet. Læger er symptombehandlere af det syge menneske, de søger ikke at afdække simulationen, og dette ikke uden grund. For således indgår patienten og lægen en hyklerisk alliance, hvori begge finder sig tilpas i hver sin rolle, som var al kontakt blot et skuespil. Det er lige som i terapien, blot med modsat fortegn: hvornår er patientens “modstand”, som det hedder, ikke rimelig, fordi psykologen forsøger at presse en facade af normalitet ned over patienten? Er “modstanden” ikke et udtryk for en kamp for at vise, at blot fordi sygerollen er stillet spørgsmålstegn ved, skal ingen psykolog tro, at en ny veltilpasset rolle lader sig finde og definere for een. Således kan ingen terapeut finde, hvad der er gemt i dit inderste mørke, også psykologer er blot symptombehandlere og kan ikke helbrede, om overhovedet lindre, nogensomhelst indre blødninger.

     Jeg står tilbage med to muligheder. Enten at se mig selv som et - i ontologisk forstand - menneske som alle andre. Men som gal, og netop som gal, har jeg også en anden mulighed. Nemlig at se mig selv som et ganske særligt begavet individ, og dette ikke helt uden grund: hvorfor skulle en hel hær af højtuddannede behandlere ellers bruge så meget tid og forskning på mig, hvorfor skulle så meget tvang ellers være nødvendig, hvis ikke for at forhindre udbredelsen af disse øjensynlig så farlige tanker og følelser. Hvorfor ellers fortidens massive galeanstalter på øde beliggenheder, lobotomi og euthanasi, og endelig idag: kemisk indespærring på psykofarmaka i ensomme lejligheder. Det er ikke underligt at disse tanker formede en bevægelse. Og dog synes grundtanken at opløse sig selv, for de gale var ikke fælles om den ganske særlige begavelse, begavelsen var forskellig fra gal til gal. Og yderligere så man de gamle bånd mellem psykiater og patient forstærkes, for den enes begavelse forstærkede den andens prestige, og omvendt. Men som sagt, det er en falsk alliance. Der blev, med rimelig grund, søgt belæg for tankerne med henvisning til “galskaben” og outsiderrollen hos store skikkelser i verdenshistorien med Jesus som det oplagte eksempel; man kunne hertil føje store digtere og filosoffer som f.eks. Kierkegaard og Nietzsche. Og spørgsmålet blev: var de hvad de var i kraft af deres “galskab”, eller var de det på trods af den? Efter min mening er spørgsmålet forkert - spørgsmålets to poler er i virkeligheden så tæt forbundet, og vores øjne så blinde herfor, at det kræver en skizofren kultur at stille et spørgsmål som førnævnte. For det spørgsmål leder blot i en blindgyde, denne blindgyde ud af hvilken psykiatrien, og hermed mener jeg behandlere såvel som patienter, er opstået.

     I forsøget på at finde vej ud af dennne blindgyde, vil jeg, som mange filosoffer og tænkere har gjort det, stille spørgsmålstegn ved dette skel, som stort set alle psykiatere og psykologer ukritisk sætter lid til, nemlig mellem de fem sanser, repræsenterende virkeligheden, og drømmen eller hallucinationen, repræsenterende uvirkeligheden. Eller hvad? De fem sanser optræder jo i såvel drømme som hallucinationer. Altså må vi indføre et eller andet, der gør os i stand til at skelne, eller rettere, der gør psykiateren i stand til at skelne patientens oplevelser som værende “troværdige” eller sygelige. I dette øjemed indfører psykiateren begrebet “common sense”, direkte oversat: almindelig sansning /fornuft. Hvilket vidunderligt ord, dette engelske “sense”, som på så strålende vis forbinder sansningen med fornuften, og tilmed i ordet “common” gør denne ukorrigerbar, ligesom et menneskeligt livsvilkår er det. Så absolut...

     Men lad dig ikke narre. Dette såkaldte livsvilkår er, hvis vi blot mærker efter, en hul skal vi skjuler vores usikkerhed i, under henvisning til det normative, velvidende at dennes lov er relativismen og ingen anden. Heller ikke således får vi vished.

     Og det undrer mig, hvad denne “common sense” henviser til, udover et tomt postulat ... måske er det ikke tilfældigt, at ordet “sense” ikke blot betyder fornuft, men tillige sansning, og i så tilfælde, hvilken sans udover de fem kendte refererer dette ord da til? Det ligger nært at antage, at denne sans ordet refererer til, er den såkaldte sjette sans, der jo repræsenterer intuitionen.  Denne antagelse viIle ingen psykiater formodentlig godtage, idet de i så tilfælde virkelig var på Herrens mark i rollen som præsteskabets efterfølgere. Men dette er mere end blot en sproglig finurlighed, for særlig når psykiatere og psykologer optræder som terapeuter, viser de sig i sandhed i denne rolle, selvom de pure benægter det, og herved forspilder enhver chance for at forsone sig med deres eget hykleri; dette hykleri, som selv en præst må misunde dem for, fordi det psykologiske begrebsapparat, i modsætning til det kristne, slet ikke opererer med denne synd. Men på Herrens mark er de, terapeuterne, ligesom alle os andre, de har bare ikke begrebsliggjort dette, udover med denne vagt formulerede “common sense", som hos den gale altså antages at være defekt. I virkeligheden er det begrebsliggørelsen der er defekt, en defekt, som galskaben er et oprør imod, men et oprør som er dømt til at mislykkes, måske fordi det netop er denne defekt og dennes relativisme, og ikke den postulerede “common sense”, der er det egentlige menneskelige livsvilkår. Og dog. Selve psykiatrien er godtnok født i en blindgyde, men rummer tillige fra fødslen af forsøg på at vokse ud over denne skæbnebestemmelse, forsøg skabt i trods mod enhver åndelig indespærring.

BLOMSTEN AF DEN DANSKE UNGDOM

     Skizofreni betegner, tror jeg, et afgørende punkt i den mystiske digtnings historie. I vort århundredes yngste dage vendte en gruppe mennesker, de såkaldt skizofrene, sig fra mystikken og mod verden. Dette forårsagede indenfor diagnosesystemet et gennembrud ved begrebsliggørelsen af den verdslige mystiker, og ved at denne kategoriseredes som syg. Men dette var blot en stakket lindring for den angst det vakte, da mystikken løsrev sig fra enhver religiøs kontekst, og slap det vanvid religionen hidtil havde kunnet dæmme op for, løs i verden. Var den skizofrene dømt syg i sjælen, så bredte der sig med ham som syndebuk, en åndelig sygdom i verden omkring ham. Denne ånd den skizofrene oprindelig havde forladt med det løfte at leve i verden. Aldrig skulle han have forladt ånden, thi dens forførende kræfter smeltede ind i jordens kerne, og lod dens beboere tilbage uden andet valg end at spærre synderne inde i de sidste dages tempel, anstalten Sct. Hans.

     "En sattelitby, uvirkelig som bare fanden. Et reservat og museum for psykiatriens unge ofre. Et uhyggeligt bundt af vold, selvmord og myter om forbandelser og blindt vanvid, som gennem historien har sat sine triste spor. Og de samme spørgsmål, rungende gennem de lange gange: hvem styrer egentlig stedet her, gør nogen overhovedet det? Eller er det som en bus, hvor en båndoptager giver passagerene mangelfulde oplysninger om det tomme og forlængst forladte førersæde?

     Det bedste og mest magtfulde forsøg på fra samfundets side på at styre, kontrollere eller dæmpe galskaben. Og ikke uden effekt. Tænk bare på de evige åndløse monologer om overmedicinering, dårlig mad og voksende mave. Sct. Hans knækker selv den stærkeste. Det er og forbliver smeltet ind i hjertet livet ud for enhver der har været der. Derfor denne respekt for stedet selv blandt de hårdeste negle, og de dæmpede stemmer i omtalen af dette torturkammer, skabt og konstrueret for give dæmonernes lidelse ord og tale. En tale, hvis blotte budskab lyder: kæmp og atter kæmp eller gå til grunde i endeløse strømme af cigaretter, psykofarmaka og selvmordstanker.

     Men pudsigt nok består kampen mod at gå til grunde ikke i et samarbejde med personalet. Plejere og psykiatere er nærmest til for syns skyld. Og de andre patienter, selvom de i det mindste har et ansigt, sløres det hurtigt af erindringen. Nej, ønsker man af karrieremæssige hensyn at gå til grunde i sløvsind, er der altid hjælp at hente i form af ord man kan påklistre sit falmende sind. På Sct. Hans stilles man således overfor den største af alle udfordringer; i ensomhed at påtage sig sit skæbnefællesskab med al den lidelse hundreder af år har bragt over stedet. Lytter man længe og koncentreret nok, kan man svagt høre den runge gennem gangene, og med et gys lade den finde genklang i sig selv. Og blot sådan, og dette ved enhver der har været på Sct. Hans, finder man i kampen fællesskab, hvor den begyndende indre livsgnist blafrer i mørket svagt, alene i selskab med skygger og levende døde."

DJÆVELENS ADVOKAT

     "Bagom alle mine ord, hvad er så virkelig hensigten? Bagom mit smil, hvor er mit ansigt? Spørger du, tør du spørge? Jeg skal fortælle dig det.

     Jeg er intet menneske, jeg er en dæmon, placeret foran jer for at teste og friste. Sæt først foden på dørtrinnet til min afdeling, og du vil blive en del af et større eksperiment.

Du tror jeg vil hjælpe dig, du er naiv...Jeg forventer ydelser til gengæld for den svaghed som blindt fik dig til at famle dig frem mod mig. Du tror dig alene, du tror dig ensom? Jeg er med dig. Og ved det punkt hvor du langsomt vågner fra din psykoses mareridt, vil du sande et nyt og langt mere virkeligt. Søg ikke efter svar i mine øjne, der finder du blot det spillende og dirrende vanvid, fra hvilket ingen slipper med sjælen i behold. Har din mor ikke fortalt dig at jeg var vanviddets mester? Nu ved du det, men søg ikke foragrelse eller kundskab i mine ord. Når vi endelig slipper dig, fortæl blot alle hvad jeg har fortalt. Ingen vil tro dig, alle vil sige: "det er jo omvendt, ser du ikke, det er dig der er sindssyg..." Og du vil søge tilbage, fristelsen vil være for stor...du er underlagt os, og betaler med din sjæl. Tro mig og tro din sjette sans, den sidste dags hellige, dæmonen Sct. Hans."

OM AUTISME

     "Er det dette der er min lod? Dagligt at genskabe mig selv i lemlæstelsens billede, som den eneste værdige illusion om tidsmæssig fremadskriden. Som en urokkelig sten, hvis eneste bevægelser kommer fra øjnene, der evigt må være et stumt vidne til skabelsens gentagne kaos; et ufærdigt monument, der lider af en indre og usynlig blødersygdom, for hvilken selv den mindste rift synes katastrofal."

     Ifølge psykiatrien er autismen det mest grundliggende fænomen ved skizofreni. Netop fænomen, og ikke symptom, idet autismen ikke er symptomatisk for, eller henviser til, “noget andet” end sig selv. Det er nærmere end et symptom en eksistensform, og som sådan er den, i modsætning til de såkaldte produktive psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger, ikke mulig at påvirke ad medicinsk vej. Ordet kommer ifølge ordbogen af det græske autos, som betyder selv, og så endelsen -isme, der ifølge ordbogen gives et fremmed ord eller udtryk, der ikke er optaget i et givet sprogs norm. Med andre ord, autismen er et kunstigt skabt ord, der som sådan betegner en sproglig selvfølgelighed uden mage og uden mulighed for at måle sig med andre ord, ihvertfald dengang ordet blev dannet og stadig var en neologisme. Det synes som om, at ordet i højere og højere grad mister sin gyldighed, sin friskhed, som kræver denne tilstand det beskriver, til stadighed et nyt ord. Et der kan beskrive det flow af emotioner og perception der måtte gemme sig indeni den forstenede krop. Altså et ord, der kan beskrive betydningen af denne "væren i sig selv" på trods, denne væren som det oprindelige ord synes at antyde.

     I forbindelse med beskrivelsen af autismen i psykiatriske lærebøger, støder vi på begrebet “intersubjektivitet”. Al tale om “objektiv virkelighed” er nænsomt undgået, og dog er det netop denne der er tale om, blot i betydningen: hvad der kan “verificeres” af flere. Men som det er sagt før: virkeligheden lader sig ikke definere ved en flertalsafstemning, selv om troen på dette må synes forståelig, når man betænker hvad konsekvensen ville være, hvis vi tænkte disse tanker til ende; “Uden det intersubjektive fællesskab ville mennesker leve i adskilte, private verdener uden mulighed for indbyrdes kommunikation” (Klinisk Psykiatri). Det forekommer mig, at den i lærebogen nævnte “præ-konceptuelle samklang” er et postulat, der blot ved sproglige rekonstruktioner (i form af “intersubjektive fællesskaber”) lader sig retfærdiggøre. Ved hjælp af sproglig kommunikation benytter psykiateren sig af den så berømte psykotiske “omvendte logik”, og lader sproget forudsættes af en såkaldt “præ-konceptuel samklang”, som blot eksisterer i hans fantasi.  Hvilken følelse af ensomhed måtte denne psykiater ikke gribes af, om han lærte af sine autistiske patienter, og herved anede den mur der omkransede ham, en mur bygget af ord, ord og atter ord. Men herved ville han måske også lære, at der i denne mur gives sprækker, sprækker, der paradoksalt nok er skabt ved hjælp af ord, eller måske rettere, fantasi, for disse ord jeg taler om, findes ikke i nogen ordbog, for slet ikke at tale om nogen psykiatrisk lærebog. Og dog kan de, ihvertfald i drømmenes sprog, skabes, og de bliver skabt, tilmed af førnævnte psykiaters egne patienter. Når jeg taler om “drømmenes sprog” tænker jeg i mindre grad på digtningen, end jeg tænker på de mennesker som, uden nogen åbenlys årsag og mod “egen vilje”, inkarnerer dette drømmenes sprog med deres liv og handlinger ... Og dette på en måde som digteren kun hypotetisk ved sin indbildningskraft kan beskrive, men som han aldrig ville vove at leve ud, måske fordi psykotikerens ædleste dyd er tavsheden, og al den angst en sådan måtte åbenbare.

OM TANKEFORSTYRRELSER

     som også kendes under det måske mere karakteristiske navn sprogforstyrrelser. Det må gøres klart, at det her først og fremmest er tænkningens og sprogets form, der menes forstyrret. Og her støder vi på dette paradoksale, at patientens tankebaner beskrives som værende “private”, som om ikke ethvert menneskes tankebaner, udsat for et psykologisk forhør, måtte synes private. Men forklaringen følger; ordet “privat” hentyder til noget, som er fjernet og løsrevet fra den “intersubjektive konsensus”. Altså fra noget, som flertallet kan blive enige om, eller ihvertfald postuleres at være enige om, for det forekommer mig, at denne konsensus er som en politisk aftale, som officielt er den gældende når vi optræder som offentlige personer. Som private individer kender vi imidlertid kun alt for godt rævekagerne og intrigerne, men kun få, alt for få af os, har modet til at stå frem og påvise dem. For udenfor den fælles konsensus går man alene, ligeså alene som alle andre og dog endnu mere, idet selve muligheden for at formidle sin smerte for lyttende øren gennem sproget mindskes, måske endda forsvinder. Således er udbuddet af psykologiske termer vedrørende de “formelle tankeforstyrrelser” mangfoldigt. Det vægtigste udtryk er i denne forbindelse “vaghed”. Det vil sige “mangel på konkret information” (i.e. en udtalt evne til levendegørelse af sproget, på en måde der ikke lader sig definere entydigt, nogenlunde ligesom førnævnte digteres skriftlige udgydelser). Psykiatrien synes således selv at lide under den semantisk forstyrrede “konkrete tænkning” (mangel på abstraktionsevne), “hvor patienten ikke kan løsrive sig fra ordenes bogstavelige sammenhæng og betydning” (Klinisk Psykiatri), en udmærket beskrivelse af psykiatriens eget problem i første tilfælde ...

     Vi kan vist konkludere, at dydens vej nok er smal, men at normalitetens er endnu smallere, eller rettere, vist må betegnes som en sproglig konstruktion. Denne dom som psykiatrien selv fælder over de såkaldte neologismer (ordnydannelser) og de hermed beslægtede metonymier (betydningsglidninger, hvor patienten benytter eksisterende ord i en personlig og “privat” betydning). Jeg tror kun det er meget fantasiforladte mennesker, og jeg tvivler om de findes, der ikke benytter “metonymier” i deres sprog, og uden evnen til at skabe ord var sproget rimeligvis aldrig blevet til. Men det forekommer mig, at ethvert ord, der har bevaret sin betydning i et for langt stykke tid, visner og dør bort som en kliche. Det er som om, at sproget kræver nye betydningsglidninger og nye ord, for bestandig at kunne transcendere sig selv og skabe liv, et liv, der i bund og grund ytrer sig a-sprogligt, det korte intense øjeblik hvor nyskabelsen bliver til. I en sådan evig tilblivelse lever altså den psykotiske, forsåvidt det overhovedet er muligt at leve sådan og forsåvidt at enhver anden tilværelsesform ikke blot er løgnagtig, men tillige umulig. Og dog er denne yderste pine den syge sætter sig i, denne rejse, hvor løgnagtigheden, i sanddruhedens og den evige tilblivelses tjeneste, udforskes og udleves, et valg. Et martyrium, i hvilket psykotikeren suger lidelsen til sig for således at overleve og overlevere sit liv som et levende symbol til hvilket ingen nøgle findes; lukket for fortolkningens veje kredser det i og om sig selv.

DET PRIVATE OG DET EVIGT TILBLIVENDE ØJEBLIK    

     Når psykiateren benævner psykotikerens “indre verden”, hans sprog osv. som privat har han kun ret, forsåvidt at alle mennesker, psykiateren inklusiv, rummer en verden som er “privat” i den forstand, at den ikke med noget sprog lader sig oversætte. Således er psykotikerens “indre verden” i en vis forstand den sidste til at skulle kaldes “privat”, idet han, i sprog, og hvis dette ikke er tilstrækkeligt, med fantasiens sansning (“hallucinationer”) og dennes forsoning med den “ydre verden” (“vrangforestillinger”) overvinder dette kunstige skel mellem “indre” og “ydre”, og således rækker udover denne timelige konstruktion kaldet det “private”, ud mod det evigt tilblivende øjeblik.

OM VRANGFORESTILLINGER

     Vrangforestillingen beskrives af psykiatrien som “privat” (et ord jeg før har været inde på) og tillige ego-synton (dvs. at troen på den fra patientens side er så stærk, han under ingen omstændigheder, ved mundens forførelse i en terapeutisk situation, lader sig gribe af tvivlen. Om dette er et resultat af en stærk tro eller en svag vilje, eller om disse to er een og samme, vil jeg ikke indtil videre kunne afgøre). Endvidere menes det i “Klinisk Psykiatri”, at man ofte vil kunne domfælde falskheden i patientens forestilling, men at man i andre tilfælde må afvise en vrangforestilling, ikke som værende empirisk set umulig, men snarere som værende empirisk set usandsynlig. Se, dette forekommer mig at være tale med to tunger; med hvilken autoritet domfældes der i det første tilfælde? Denne domfældelse må bero på, at forestillingen vurderes “empirisk umulig”, men dette modsiges jo af, at patienten jo dog har erfaret sin forestilling, og således “empirisk” har muliggjort den. Den andet tilfælde viser os klart, hvilken afgud skribenten sværger til, thi kan ikke “umuliggøre” forestillingen empirisk, kan han afvise den som værende “usandsynlig”, eller med et andet ord, “utroværdig”. Igen ser vi sandsynlighedsberegningen forvekslet med troens autoritet, thi i åndens verden er det tiltroen til approximationen og sandsynlighedsberegningen der er den egentlige “vrangforestilling”. Og igen kommer vi ind på den berømte “bagvendte logik” eller “hyper-empiriske” holdning, som psykiateren ser hos den psykotiske, men ikke hos sig selv. Dette får ham dog til at skrive, at et “falskhedskriterium” ikke er nødvendigt for at betegne en forestilling som en vrangforestilling; altså, hvis “empirien” ikke kan diskvalificere en patient, så kan hans “argumentationsform” gøre det. Dette betegnes, med baggrund i deres autisme, som særlig karakteristisk for skizofrene; for dem er det ikke nødvendigt at underbygge deres forestillinger med “empiriske beviser”, og godt for det, thi hvorledes skulle noget menneske dog kunne “sandsynliggøre” eller “verificere” sine forestillinger, sine ideer, sin tro? Dette er sort tale, eller rettere, det er “magisk tænkning” og naiv tiltro til denne “sjette sans”, der bærer navnet “common sense”

     Men, for at vende tilbage til “empirien”. Jeg kan ikke godtage “empiriske sandsynligheder”, eller formuleret lidt anderledes: vender man psykiatriens begreb om "empiri" mod den selv, udvandes begrebet, og dør alene som følge af sin egen immanente skrøbelighed. Intet under at den således står forsvarsløs overfor den transcendente kritik af enhver empiri, som denne "hyperempiriske" psykotiske position er et udtryk for. Thi vi kunne kalde de såkaldte "vrangforestillinger" for transcendente forestillinger, der overskrider “erfaringens” fiktive grænse og således, i ordets oprindelige forstand, kan være mystiske, velvidende at en sådan tilstand, til trods for eller som følge af, al lidelse og smerte, ikke behøver yderligere "verifikation". Men hvorledes med troen? Enhver der kender tvivlen, kender også længslen efter tro - er psykosen da et troens tilholdssted, eller er den som jeg skrev blot et “syntetisk mareridt”? Jeg tror, at jo større tvivl, jo mere ego-dystone de psykotiske træk er, des mindre er troen, og jo større er, paradoksalt nok, længslen efter den. Med andre ord, jeg er som intellektuel tvivler ikke den rette til at udtale mig om sammenhængen mellem tro og psykose, om noget menneske overhovedet er det rette til det. Det kan også formuleres anderledes: kan man ved hjælp af sprog udlede en “mening med galskaben”, og finde universel indsigt i det såkaldte “metafysisk farvede” skizofrene verdensbillede, eller rettere, mangel på samme?  Ihvertfald findes indsigten ikke i psykiatriske lærebøger, og hvordan kan den også det, idet “en 'tilsyneladende' karakter af den oplevede verden…skjuler et underliggende 'sandt' væsen, kun tilgængeligt for patienten”(Klinisk Psykiatri).

     Således tænker vi videre: en væsentlig forskel mellem psykotikeren og normalmennesket er ifølge psykoanalytisk teori sidstnævntes evne til fortrængning i modsætning til psykotikerens mangel på samme. Begge parter lever så at sige på en løgn, forskellen er blot, at løgnen for normalmennesket kan gemmes væk i underbevidstheden, for kun i særlige situationer, som f.eks. psykoterapi, at blive taget frem og dyrket som en anden fetich. Mit postulat er, at den eneste grund til, at normalmennesket samarbejder i den terapeutiske situation, er at vedkommende mangler psykotikerens emotionelle dybde. Således er normalmenneskets løgn større og sandhedskærlighed mindre, end psykotikerens, idet normalmennesket bekender sin “løgnagtighed” i et offentligt rum, og således søger sin løn udbetalt. Blot ved troen i det private kan man opnå transcendens, ikke i Paradis efter døden, men her og nu; der behøves ingen melleminstans, intet medie, hverken på flimmer eller tryk med denne “terapeutiske” funktion disse måtte opfylde.  Der behøves blot tro og intet andet, med alle disse prøvelser denne indebærer; lidelser der skabes, når man, uden hyklerens terapeutiske hjælpemidler, skal vise sit mørke indre i et offentligt rum ... Samtidig lader al sprog, som lader sig “forstå” i dette tomrum, sig blotte for ord med troens substans, dette som lader den søgende tilbage, uden andre virkemidler for ekspression end selvskabte verbale negationer som "dematerialisation" og "delingvisation".

      “Gennemsnitsnarcissisten” bekender sin “løgnagtighed” uden omtanke for, at det netop er bekendelsen selv, og ikke dens indhold, der er den største løgn. Så let snyder man ikke psykotikeren. Hans forestillinger er i en eller anden forstand af ordet ikke løgnagtige, idet de ikke er i splid med sig selv, og således er hykleriet foruden. En sådan grundfølelse er måske et resultat af den “psykotiske dybde”, som den defekte fortrængningsevne giver mulighed for at dykke ned i. Således står det skrevet i et af mine syner:

     “Jeg er en løgner. Og selv en sådan bekendelse ser jeg ingen grund til at fæste lid til, thi for løgneren er selv selvbekendelsen løgnagtig. Netop dette paradoks har løgneren og digteren til fælles; enhver løgner mangler modet til at være sand løgnagtig, at skabe frugtbarhed af løgnen ... derfor, uden det endelige bevis, er jeg ikke en løgner, for jeg skelner ikke, jeg er ikke løgnagtig eller sanddru nok til at kunne skelne mellem løgnagtighed og sanddruhed...

     Endnu er jeg ikke skakmat, på trods af at det er målet som jeg med vag manipulation og retningsløs energi arbejder mig frem imod. Stadig har jeg modtræk som udsætter fristen, den slags konstante modtræk, som synes at vise, at ingen skakmat er mulig i tilværelsens spil, hvor regelløse omrokeringer og grænseløse spilfægterier synes at opløse enhver ramme og enhver regel for anstændig gambling og grublen over lovløshedens love.

     Altså, mit næste træk er om lidet beundringsværdigt, så dog et træk, at opgive løgneren og istedet prædikere mig selv i den pathologiske tvivlers retssind. Ikke helt dumt er dette træk, for ikke kun forsvarer og forklarer dette min manglende viden, min manglende evne til at færdes i denne grå zone mellem løgnagtighed og sanddruhed, det forsvarer også min moralske ære.  “Og igen dette anti-klimax, denne stilhed, som krævede ligegyldigheden blot sin tilstedeværelse som sandhedens pris ... ikke kun må jeg selv forfatte min persons forsvar, også som anklager må jeg af mangel på bedre stå frem, men kun som et stumt og uanseeligt vidne i hele denne livets rettergang har jeg egentlig plads; alt andet er spøgelser og fiktive mennesker med fiktiv skrift. Hverken anklagere eller forsvarere har vi tilbage, vidner er hvad vi er, vidner til en stum og sær spøgelsesproces”.

     Skrev han, og kaldte det en slet skjult apologi for apologiens egen skyld. Derefter lod han blodets strid være den hemmelige længsel, som for ved meningsløshed at ophæve meningsløshed og lade tvivlen vende sig mod sig selv.

     Det var hvad han gjorde, og dog forsøgte han stadig det umulige; ud af ingenting at skabe noget. “Men lad mig da se på ham, lad mig blot være den fiktive dommer han så kært har famlet sig frem til. Han har talt så tvivlende han kunne, er han da en tvivler eller ej? Tvivler han tilstrækkeligt om sin egen tvivl til at kunne bære dette navn?  Godt, lad ham da få det, det koster ingenting og betyder end mindre. Er tvivlen løn nok for dig, så tag den og skriv ikke mere, for en tvivlers ord har kun tvivlens ære” ...

     Men dette tvivlerens prædikat er, selvom det er mit eget og ikke findes i nogen terapeutisk lommeordbog, stadig blot et prædikat, og den af stemmen beskrevne studehandel kunne, anderledes formuleret, have foregået i ethvert terapeutisk regi. Altså fortsætter jeg uanfægtet min ensomme færd:

     “Som en selvafsløret maskerade, et spørgsmål der forlængst har besvaret sig selv, må jeg forfatte dette skrift, når spørgsmålet lyder, om tvivlen er værd at tro på. Alligevel er det i sandhed et forsvarsskrift for dem som kan forstå det, for tvivlen som den eneste retssindige apologi til den forvandles til tro. Jeg talte eller hørte ikke, jeg er et døvstumt vidne, der venter synets og hørelsens genkomst. “Jeg ser ikke og jeg tror ikke, og aligevel tror jeg at et menneske vil se og et menneske vil tro. En dag vil der ikke være hvad der ses, men hvad vi ser, og vi vil ikke se selvafslørende maskerader og selvbesvarede spørgsmål, vi vil se hinandens øjne som så vi en ny og hidtil ukendt farve.

     Jeg erklærer, at selvom mine øjne er blinde, har de farve og glød, og selv for mine egne døve øren, synger jeg mit første tøvende vers til den dag, da de som har øren vil høre og de som har øjne vil se”.

     Og tror du mig ikke, tror du mig ikke på mine ord, hvad kan jeg da sige? Andet end, at jeg intet svar har at give dig, for af tvivl skabes ingen tro, for selv tvivlen kan man tvivle om. Jeg har ingen tro, intet svar og ingen øjne at give dig, kun mine æresløse ord, og tvivler du på dem, har jeg ingen svigt at beskylde dig for.”

OM HALLUCINATIONER

     Hvad angår det “private” i vrangforestillingerne, angår også hallucinationer; deres virkelighedskarakter lader sig ikke reducere ved nogen “empiri”, thi i den forstand er alle sanseoplevelser “private”. Således er det interessant at læse, at hallucinationer ved skizofreni kan optræde svarende til alle sansemodaliteter, altså samtlige måder at sanse på. Siden vores sansning er vores eneste forbindelse med omverdenen, kan man, ikke blot i teori, men også i praksis, tænke sig at et dertil særligt begavet individ, kan skabe sin ganske verden efter behag; former, flader, farver, sur, sød, blød, alt hvad ord kan rumme og meget mere til, og således, med sine sanseoplevelsers magt, kan omskabe sproget og tilpasse det sin skabelse. Dette faktum får uoverskuelige filosofiske konsekvenser. I det små findes sådanne individer såsom psykotikere, hver og en med den brøkdel af guddommens - eller djævelskabens - magt, en sådan skaberevne måtte indebære ... Det forekommer mig, at den eneste garanti, den eneste “empiri”, som gør vores sanseoplevelser fælles, er sproget. Men hvordan kan jeg vide, at “rød” for mig er det samme som “rød” er for dig? Den eneste garanti for, at vores sanseoplevelse af “rød” er den samme, er at vi sprogligt kan definere hvad “rød” er. Dette er hverken i teori eller praksis muligt. Altså stoler vi blindt på, at vi ser det samme når vi kigger på en rød dør. Og dog forstyrres vores konsensus af disse virkeligt seende, idet deres aldrig lukkede øjne ser vores fælles blindhed, og hører vores uudsagte og blot tænkte forbandelser klart og tydeligt, selvom de tier med deres åbenbaringer, angste for at blive stenet som straf for deres brud på den uudsagte sansemæssige konsensus.

OM AT STOLE PÅ SMAGEN AF DRØMMENES SPROG

     “Mennesker tør sent stå ved det de ved”, sagde Nietzsche, der som bekendt endte sit liv som uhjælpeligt invalideret sindssyg. Hans liv og hans tænkning hang på forunderlig vis sammen, således som hans filosofi hang forunderligt godt sammen. Eller tør vi tro dette? Da jeg adspurgte min onkel, hvorfor vi ikke konsekvent skulle følge Nietzsche i hans filosofiske tankebaner, svarede han da: fordi de modsvares af vores dagligdags erfaring. Min onkel må have forestillet sig en art fællesmenneskelig erfaring, ud fra hvilken den korrekte realitetstestning kunne defineres. Men findes der en sådan? Jeg tvivler. Måske forlod modet ham, måske spaltede han som den skizofrene sig selv, for så at sige at bevare et ben i begge lejre; i tankerne at bevare den tankemæssige konsekvens, i hvilken fantasiens vanvid flyder frit, og dog i samme nu, med belæg i en af fantasien opfundet hverdagserfaring, at benægte denne konsekvens. To postulater, der både udelukker og på sælsom inkonsekvent vis bekræfter hinanden, for dog aldrig at smelte sammen så længe ordene er underlagt dette skizofrene sindelag, der både konstituerer og nedbryder vores kultur.

     Således er vi alle sammen skizofrene, forsåvidt vi opretholder denne spaltning mellem indre og ydre, mellem snart sagt alt. Jeg i særdeleshed, fordi der slet ikke kommunikeres mellem polerne. Netop ved en sådan dissimulation benægter spaltningen sig selv. Herved bliver psykosen, modsætningernes forsoning, det kødeliggjorde ord, den skizofrenes hemmelig håb om forløsning, som spedalskhedens helende kraft. Se blot hvordan ordet defineres; psykosen ’påvirker realitetssansen’, hvis spaltningen altså er realiteten, og hvis realiteten intet andet er end normaliteten. Men det kødeliggjorde ord vækker angst. Derfor denne søgen efter den mindste bestanddel, på trods af, at vi om natten tydeligt bliver fortalt, at denne ikke findes fordi den er mindre end mindst, og derved sprænger sprogets rammer.  Alt dette vækker angst, og responsen bliver analysen, eller spaltningen. Men se, i virkeligheden er det netop denne, der ‘påvirker realitetssansen’ og gør os alle sammen til irrealister, så vi knapt ser skoven for bar træer. Men også kun knapt. For inden i os nager en følelse af uvirkelighed, denne spaltningens pris. Stolede vi bare på vores sanser og ikke denne tåbelige ‘realitetssans’, kunne jeg blot lugte og smage disse ord, ville psykosen ikke, som altid, være et syntetisk mareridt, men en drøm, gennem hvilken et liv var muligt.

     Det er mig altså en umulighed at lugte og smage ord. Det er det nok for langt de fleste, men ikke nødvendigvis alle - i øvrigt er det en almindelig vending, når man siger, at man “smager på et ord”. Hvis et ganske almindeligt menneske brugte en sådan vending, ville han dog blive lettere overrasket, hvis han fik det ellers indlysende spørgsmål, hvad ordet så faktisk smagte af. Ikke desto mindre er smag som bekendt så individuel, at der formodentlig ikke findes to mennesker, hvis smagsoplevelse i en given situation er den samme. Og med smagsoplevelse mener jeg selvfølgelig ikke f.eks. det tillærte sproglige dogme, at sukker  smager sødt, jeg mener: hvad smager sukker virkelig af? Måske er det i virkeligheden ordet og ikke substansen “sukker” vi i en given situation smager, eller rettere, tror vi smager, for er denne smagsoplevelse blot et sprogligt dogme, smager vi i virkeligheden slet ingenting.

     Men der findes virkelig mennesker, der kan både lugte og smage ord. Således hvis en patient, med det psykiaterne kalder en hallucination, lugter gas, så er det jo virkelig ordet gas, som denne patient lugter, eller rettere, hans forestilling om ordet gas, i det der ikke er skyggen af substansen “gas” i nærheden af hans næsebor. Dette må kræve en guddommelig fantasi, men også en guddommelig evne til lidelse, ønsket eller ej. Og dog er alt denne visdom og ekstatiske smerte, som vi måtte drømme om, her for vore øjne, en tro i al sin vælde uden approximationer og sandsynlighedsberegning. Aligevel bøjer vi vores hoveder eller tror ikke vores egne øjne, fordi vi mangler styrken og modet til at tro dem.

     Så er det lettere at tro på sin "Mater Psykiater" og terapiens frelse. I gensidig hykleri som hos en luder, betale for “venskab”, et af denne type som Aristoteles kaldte nyttevenskaber, idet det bygger på en fælles uudsagt kontrakt; jeg køber mig til “varme”, “empati” og endnu værre: “tiltro” til din “professionalisme” (på åndens domæne, et sted hvor terapeuten ingen som helst “kompetence” har). Jeg sælger min sjæl og et par skillinger i tilgift. Alt dette selvfølgelig, “goes without saying”, altimens terapeuten tiltror sig adgang til patientens mest private rum. Det terapeuten finder, er blot en ubehjælpsom bekræftelse af sine egne teorier, et spejl, af loyalitetsgrunde sat op af patienten. Og dette til beskyttelse for dem begge mod at se, hvad der virkelig i den givne situation gemmer sig bag, nemlig dette, hverken værre eller bedre, end en luderkarl.  Så kunne man selvfølgelig mene, at terapeuten kunne undlade at betræde dette åndens domæne.  Men for det første er dette kun i teorien muligt, og for det andet; hvor lidet betydningsfuldt ville en sådan kontakt ikke være, “kold” og “klinisk” og “åndsfraværende” ...Og for det tredie er alt dette blot en sproglig konstruktion, for de kan ikke holde fingrene fra fadet, thi selv “åndsfraværelsen” er hykleri.

     Alice Miller kommer i sin bog “Det selvudslettende barn” ind på den tanke, at psykoanalytikere som følge af deres “sensibilitet” og deres evner til “indføling”, med hendes ord “selv lider af en narcissistisk forstyrrelse”. Med andre ord, at psykoanalytikere, og terapeuter i det hele taget, lider af selv samme sygdomme som de diagnosticerer hos deres patienter. Denne “forveksling” kompliceres yderligere, ifølge Miller, af at visse “analytisk begavede” patienter er i stand til at “brede et fuldendt billede af sit ødipuskompleks ud for analytikeren med alle de ønskede sindsbevægelser og erfaringer”. Altså igen det følelsesmæssige luderforhold ... og dog. For her kommer vi til det sted  hvor Alice Miller tager fejl. For i modsætning til, hvad hun tror, eksisterer et “ægte” og “sandt” ødipuskompleks slet ikke. Det er en teoretisk rekonstruktion, der for visse mennesker kan skabe en vis lindring - hvis altså rollerne spilles og øves i uendeligheder gennem hundreder af terapitimer. Derved får patienten godt nok gennemspillet sin “historie” til bevidstløshed - andre ville mene til bevidsthed - men denne historisme forudsætter en “ægte” og “sand” historie, som kun i fantasien eksisterer.  Hvad der eksisterer er fortolkning af fortiden, eller mangel på samme, denne som i virkeligheden fører til historismen og den vrangforestilling, at den “virkelige forhistorie” lader sig definere. Denne forestilling er, nærmere end at være et udtryk for tro, en konstrueret og indøvet udgave af selv samme, og således en troløshed mod sandheden.

     Er vi da så inkonsekvente i vores tanker og så lette at tage ved næsen? De fleste er sikkert, men ikke alle. De af os, der benævner dette narrespil “den fælles objektive og ydre virkelighed”, indfanges kun alt for let af den uforpligtende troløshed i den gensidige alliance, om hvilken terapien danner ramme. Men der findes mennesker, som f.eks. psykotikere der ikke har tiltro til denne såkaldte “virkelighed”, og dette på så hårdnakket en måde, at vedkommende ikke, trods den ihærdigste psykoanalytiske indsats, giver afkald på sin “private verden”. “Du kan sige alt” er det terapeutiske løfte. Og dog, er vanviddets tro så meget desto stærkere, at den ikke lader sig forlede af mundens forførelse, men med sin sprogløse protest lader disse åndens kvaksalvere alene med deres ord, for disse ord, de smager virkelig af ingenting.

OM VENTESALEN OG DET NORMATIVE VANVID

     Det har sin konsekvens, hvis vi taler om afvigelsen som et kulturbestemt fænomen, som et bundt af menneskelige erfaringer sidestillet med og dog anderledes fra normen. Således har begge grupper sin berettigelse, og dog er det mit postulat, at potentialet for transcendens er større hos afvigerne end hos normen. Dette vil jeg prøve at belyse ved, med selvsamme konsekvens, at underkaste normen en psykopatologisk analyse. Følgende er altså et fiktivt udtryk for det “normative vanvid”:

     “Skuffelsen er stadig ikke kronisk. Måske bliver den det, langsomt og uden at jeg egentlig lægger mærke til det, og så igen: det ville være lettere sådan, ihvertfald til at udfylde ventetiden, som at stoppe tomhed ud med tomhed, men også kun til dette formål, for nok må jeg konstatere, at substans og fylde ikke hører til hverdagens evige generalprøver, men at disse ikke skulle inkarnere disse sjældne uropførelser af selve livet, som jeg tørster og længes efter, det går ikke an. Såmænd ikke så meget af etiske grunde, som af logiske, for intet er der dog ikke, for ud af intet kommer intet og ikke mere, i det mindste er der noget, så meget ved jeg. Jeg ved ikke hvad der er bedst for mig selv at vide om andet end dette og selv ikke om dette, hvis dette er dette noget, for om det ved jeg intet, jeg ved blot at det dog er ... alt er ikke, forsåvidt at alt blot er en stor collage af en masse noget, delmængder; alt andet, såsom uendeligheder i det store eller små, er ikke noget, forsåvidt at de er ufølelige for øjet ... således lader delmængderne sig forme, men kun så længe sanserne kan føle formen; den større sammenhæng går tabt, så snart vi åbner øjnene, og det uformelige alt går vores næse forbi. Og vi vænner os til selv med lukkede øjne at indespærre os selv i de åbne øjnes fængsel, men dog aligevel i ventesalen at bevare drømmen; når alt kommer til alt, hvad det aldrig nogensinde gør, er der dog noget, hverken mere eller mindre, end noget.”

     Det uendeligt store og det uendeligt små, disse modsætninger, der for psykotikeren i evighedens fylde smelter sammen, er det normative menneske ikke i stand til at erkende, netop fordi hans sanser ikke med fantasiens hjælp kan overskride sine begrænsninger. Hvor uforløst må denne uformelige masse ikke føles for dette menneske. Hans øjne, hans næse og hans andre sanser er delmængder af en helhed han ikke tror på. Således tiltror han heller ikke sine sansers indtryk nogen autoritet som andet end en sansemodtagecentral. Sanserne former ham som en træl, en træl, fredløs og uden herre.  Således, som herreløs, ifølge hans egen “logiske” tænkning (endnu en af disse sprogligt-logiske fejlslutninger), findes hverken alt eller intet. For psykotikeren eksisterer disse absolutheder, og de eksisterer side om side og går som døden og livet hånd i hånd.

     Et andet eksempel, hentet fra triviallitteraturens verden, er følgende julehistorie med overskriften "Jul i glaskuglen":

     "Hvor er julen henne?", spurgte Birgitte. Hun kiggede ud af vinduet efter sneen." Altså, julens nærvær er forudsat af tilstedeværelsen af sne. I min fortolkning af historien, symboliserer sneen reminiscenserne af kristne overtoner i en højtid, der ellers i et og alt er gennemsyret af borgerlige og forretningsmæssige interesser. Sneen er da også blot bekræftelsen af disse, idet den renhed og renselse sneen symboliserer, bliver købt og solgt. Men altså på hykleriets betingelser, for som vi senere skal konstatere, sælger ånden ikke ud af sine gaver.

     Imidlertid fortsætter historien: "Her", sagde mormor og gav Birgitte en pakke med silkebånd omkring. "Hvad er det", spurgte Birgitte, mens hun pakkede gaven ud. Det var en stor, fin glaskugle." Som man nok kan regne ud, falder sneen i glaskuglen lifligt, blot man drejer hånden...føromtalte renhed forhandles altså, men i glaskugler. I dette autismens indelukke findes der rigtignok renhed, men prisen der må betales herfor, udelades i historien. Denne pris kan ikke omregnes til penge, for blot en enkelt dag i dette fængsel har uvurderlige omkostninger...Altimens fortsætter historien og antager patologisk-metafysiske træk..."Og inden i glaskuglen var der et lille landskab, og midt i landskabet var der et lille hus. "Jamen det er jo vores hus!", råbte Birgitte. Mormor smilede. "Ja, det er det", sagde hun"...I dette indelukke kryber både pigen og mormoren gerne ind. Dette er et af de tilfælde, hvor "psykotikerne" må tilskrives normalitetens vanvid. De låser sig inde i dennes fængsel, og tildeler metafysikken rollen som "virkelighedens" nøgle. Hellere gør de sig mindre end store, og dette er måske den mest markante forskel mellem den normative og den diagnostiseret patologiske psykose...Netop herfra mister historien sin interesse, idet psykosen jo skal retfærdiggøres, og kabalen gå op ved hjælp af to fiktionsgreb af værste skuffe. Først opdager Birgitte, da hun vender kuglen om, at det sner inde i den, og altimens barnet således er afledt, lader Vorherre det sne udenfor. Eller sne "rigtigt" som pigen råber, selvom vi jo dog for blot et øjeblik siden, med historiens titel in mente, havde konstateret at begge personer ellers helst levede i en glaskugle, hvor man blot behøvede at dreje hånden for at få det til at sne. Dette ville dog være rimeligt, omend dyrekøbt, hykleri. Men dette er intet eventyr, og hykleriet fordobles ved afslutningen og neutraliserer måske således sig selv. Sådan at summen af historien er lig ingenting, og værdiindholdet i historien så famlende og diffust, at den må siges at rumme psykotiske kvaliteter af nihilistisk karakter...

     "Ulig på Hovedbanegården, hvor mennesker der kender og forstår at værdsætte sneens betydning, hvileløst går rundt. Her findes sneen ellers, og den sælges uden mindste mål af hykleri. Ligesom i julehistorien samles julens frelse i et glas og sprøjtes derefter ind i en åre. Her kan sneen retfærdiggøre nogle timers frelse, blot ikke fra oven af...Og dog er det de selvsamme købmænd der sælger, og dette har junkien og mormoren til fælles; julegaven er købt på åndelig afbetaling, godter i glas eller sprøjte: ta' det eller lad vær'..."

     Men mennesket længes mod med fantasien at overskride jeg’ets grænser, for det normative menneskes vedkommende i ritualiseret form som i nadveren. Eller for det moderne menneskes vedkommende, i en omend lige så ritualiseret så dog ganske anderledes og mere blodfattig form, nemlig den terapeutiske. Om denne handler følgende essay.

SJÆLEN ER LETTERE AT SKILLE AD END AT SAMLE

     Vores vestlige kultur synes i højere og højere grad at udvikle sig mod at være en “diagnostisk kultur”. Og dette skal ikke forstås som et psykiatrisk fænomen, men snarere som et samfundsmæssigt. Der er ikke den ungdommelige subkultur, den “trend”, det være sig indenfor digtning, musik, “fritidskultur”, fjernsyn osv. der ikke, få minutter efter dens opståen, lader sig påhæfte et mærkat, der således både bevidner dens korte eksistens, men tillige bagefter lægger den i glemslens massegrav. Denne samfundsmæssige situation bliver i al evighed analyseret, for ikke at sige diagnosticeret fra eksperthold af, men den eneste validitet disse diagnoser kan bryste sig af, er den tvivlsomme autoritet man måtte tillægge “ekspertens” universitære status. Og som bekendt har eksperter det med at være uenige, og heldigvis for det vil nogen måske sige, for vil man ikke som et andet samfundsmæssigt objekt underkaste sig en given doktorgrads vurdering, kan man altid finde en anden, hvis dom man lettere kan tilpasse sig. Denne situation, som har sin oprindelse i “eksperternes” tvivlrådighed og splittelse, danner grobund for den såkaldte “terapeutiske kultur”.

     Først og fremmest vil jeg koncentrere mig om den psykoterapeutiske behandling indenfor psykiatrien, men også påvise hvordan denne reflekterer den “terapeutiske kultur”. Således er de psykoterapeutiske behandlingstilbud mangfoldige; psykoanalytisk psykoterapi, transaktionsanalyse, gestaltterapi, familieterapi, adfærdsterapi osv. Men altså: i “Klinisk Psykiatri” opregnes nogle faktorer, som synes “virksomme”. Allerede her afsløres det hykleri, som ligger til grund for ethvert “terapeutisk forhold”, det være sig klinisk som kulturelt. Der tales om “indføling” og “omsorg” for patienten, men at der stilles betingelser for omsorgen, viser det sig efterfølgende, idet “omsorgen” ikke drejer sig om “en ensidig støtte til patienten”. Trods alt har patienten betalt for ydelserne med følelsesmæssige investeringer, således at det er “neutral” ekspertbistand man får, tilpas uforpligtende for pengene, og slet ikke noget i nærheden af følelser der kunne bringe patienten i personlig emotionel “gæld”, selv om jo dog al tale om “gæld” i forbindelse med medliden, for slet ikke at tale om kærlighed, er et merkantilt fremmedord. Og dog kan medliden ikke, som det terapeutiske og medicinske fix, fjerne det ansvar, den skyld, den lidelse, som man måtte bære, thi al dette er den smertens anger, som blot i ensomhed lader sig sone. Så er det lettere at “bekende” sine synder og pudse sin terapeutiske fetich overfor en terapeut, således at man også hermed “til fælles bedste” støtter terapeuten i hans følelse af egen “troværdighed”, hvad dette ord så end må betyde. Yderligere menes det at være af vigtighed at styrke patientens “selvfølelse”, men dette besynderlige ord uddybes ikke nærmere. Man dristes til i dette ord at finde en dansk ækvilavent til det græske “autisme”, og dog synes det danske ord at være mere fremmed end det græske, thi der er “følelsen” til forskel, denne der viser, at førnævnte danske ord er endog endnu mere konstrueret end det græske, således at det knapt fortjener betegnelsen “neologisme”. Det betegner et sprogligt dogme, der ikke henviser til noget, knapt nok til sig selv, idet det på tautologisk vis “betegner” noget som kun gennem en “sindssygelig” splittelse af ens begreb om sig selv kan give mening, en splittelse der på hykleriets nåde så at sige belønner sig selv.     

     Således er en af de mest basale “logiske” fejlslutninger et menneske kan lave, at antage at A=A. Eller rettere, at tro, at det nu forholder sig sådan uafhængigt af menneskets dogmer og antagelser; for A er kun lig A forsåvidt vi fastslår, at det forholder sig sådan, og indtil den dag, vi bestemmer os for noget andet. Mennesker f.eks. “er” ikke altid “sig selv”, men hvad de da er, i disse absurde sproglige paradokser, spørger vi sjældent om, måske fordi vi mangler modet til at udforske, hvordan den moderne sprogbrug langsomt underminerer det dogme, at A er lig A. Der findes næppe noget menneske, der udforsker denne splittelse mere konsekvent end den skizofrene. Og dog er det netop ham der, om nogen, har potentialet, omend måske ikke styrken, til at overvinde paradokset, og nå denne tilstand af smertens uskyld, hinsides “logisk”-sproglige dogmer. Ihvertfald, om ikke andet, så er den konsekvente splittelse, dette oprør mod førnævnte dogmer, i sig selv en bevidsthedstilstand der ligger flere stadier højere end det menneske som “ikke er sig selv”, og dog vedkender sig sit navn. Som trods, eller på grund af, al “selvbevidsthed”, lukker øjnene for al sproglig “a-logik” og stopfodres med terapeutiske lappeløsninger, for således at klistre fragmenterne sammen, og herved tro sig hel og identisk med hvad der måtte stå på vedkommendes dåbsattest…

     Dette kaldes dernæst for en styrkelse af “evnen til at abstrahere”, og heri bruges drømme og fantasier, men ak, de bruges som offer for den terapeutiske afgudsdyrkelse; også kaldet “at kunne formulere sine problemer” fornuftmæssigt ved hjælp af sprog, der således er tæt knyttet til denne “evne” det er, at kunne “abstrahere” fra det terapeutiske hykleri. Dette kan og vil psykotikeren ikke, og denne primære interessekonflikt nægter terapeuterne pure at indse. Istedet hævder de, at psykotikerens “forsvarsmekanismer” må styrkes, dog ikke således at indre konflikter skal “bevidstgøres” som hos normale mennesker, dertil er psykotikerens “forsvar” og “evne til bevidstgørelse” for “svag”. Hvad terapeuten her udelader eller benægter er, at sagen er omvendt; psykotikerens indre konflikter er ikke, som hos normale mennesker, “fortrængt”, tværtimod er de i allerhøjeste grad bevidstgjort i og med de inkarnerer hele personens liv og levned, blot ikke i et sprog som terapeuten forstår eller forsøger at forstå. Sådan er det med alle terapeuter, det være sig kliniske, kulturelle, alternative m.m.; de ser splinten i deres broders øje, men ikke bjælken i deres eget. I sidste ende vil deres fortolkning af enhver konflikt altid være den “rigtige”, og enhver interessekonflikt parterne imellem kan altid afgøres til terapeutens fordel under henvisning til patientens såkaldte “modstand” som det hedder, uanset at modstanden er nok så berettiget.

     I stedet for at bearbejde interessekonflikten parterne imellem gør terapeuten konflikten til en indre kamp i patienten med læren om “forsvarsmekanismerne”. Der foregår rigtignok en kamp i patientens indre, men denne er det ikke tildelt nogen terapeut at forstå; forstod hun først denne, måtte hun som menneske tage stilling til patientens kval, og i denne stillingtagen måtte hun, om hun havde blot en lille smule medliden, forlade sin rolle som terapeut. Thi den kamp som foregår i patientens indre, er en kamp mod fristelsen til hykleriske “bekendelser” i det offentlige rum, “bekendelser” som er inkommensurable med patientens indre og “private” verden, hvor ord som disse endnu har gyldighed og styrke. Som skrevet før er det jo netop psykotikerens styrke, at disse private ord måske nok forvrænges, men af ham selv ikke lader sig fortrænge i et offentligt rum. Dette er måske nok hans styrke, men tillige en kilde til ufattelig lidelse. Således er det da, at ville terapeuten virkelig hjælpe, fandtes der ingen vej udenom, hun måtte da forlade sin rolle som terapeut og, om hun havde mod og styrke dertil, hvad hendes blotte “ekspertise” modsiger, som menneske elske og lide med sin “patient”. Men dette, det lærer man ikke om på universitetet eller for den sags skyld nogen andre steder, det lærer man blot ved troen og på ingen anden måde.  

OM MEDIEMASKINEN OG DET OFFENTLIGE VANVID

     Det forekommer mig, at psykologiens tale om den narcissistiske socialkarakter er en slags psykologiens sejr, i og med den diagnosticerer sig selv, og lader denne sjælelige forkvakling og forfladigelse reflekteres i sin samtid. Enhvert menneske der således finder “samklang” med sit eget “spejlbillede”, lader sig således uden omtanke reducere til det psykologiske begrebsmaskineri, i hvilket det samtidig hermed søger bekræftigelse. Psykologerne tror herved at have besejret psykiatrien og afdækket psykosens gåde ved at nivellere den, og så at sige trække den med sig ned i det begrebsmæssige søle. Således lader ethvert menneske sig reducere til “narcissist”, hvis det ikke gør modstand herimod ... Men det er ikke i menneskets lidenskaber, at psykologien lader sig afspejle; det eneste brugbare stof til at afspejle psykologiens egen situation, finder det i menneskets afmagt og dets åndelige armod.. 

     Således er beskrevet hvad der kaldes den “narcissistisk” forstyrrede personlighed, denne som efter sigende er vor tids socialkarakter. Ifølge psykoanalytisk teori, og heri er jeg som bekendt dybt uenig, er skizofreni fundamentalt en narcissistisk forstyrrelse. Som det er fremgået er mit første postulat, at skizofreni, i modsætning til narcissisme, slet ikke en forstyrrelse, men en eksistensform. Og mit andet postulat er, at kun særligt begavede individer, de “offentlige” personers modpol, har adgang til denne lidelsesfyldte, men åndeligt begunstigede eksistensform.

     Men tilbage til rollen som narcissist. I denne rolle, og det er netop en rolle eller et sæt af roller og attituder, er de fleste af os prisgivet forløjetheden i førnævnte symptomer, som kun kan undskyldes ved de krav, som dette rollespil stiller. Er disse krav som “offentlig person” svære at håndtere, er det dog langt sværere med de fordringer man som “privat” person stilles overfor.  Thi her er vi alle, og jeg mener virkelig alle, alene, stillet overfor et dyb som ingen offentlig rolle kan skjule. Og dog, og her geråder jeg mig virkelig ind i begrebsforvirring, er størstedelen af befolkningen beskæftiget med overfor offentligheden at fortrænge den “private pol” i denne “sindssygelige” spaltning; nogle, som f.eks. politikere, har endda gjort sig til eksperter i det ... Men der gives mennesker som ikke evner denne fortrængning, og her tænker jeg på skizofrene, som lever det private ud i det offentlige, som ikke skelner, og som således tillige inkarnerer det evige i det timelige. De er, uden nogen forklarlig årsag, som de eneste tilbageværende virkelig skabt i Guds billede, i modsætning til disse “offentlige” personer, der synes at skabe sig selv i båndoptagerens billede. De vil kunne spole deres liv frem og tilbage som på en videomaskine, de vil have still-billede og detaljer i slowmotion og samtidig; de vil have en stop-knap. Et par minutters livspause et par gange om dagen til at omredigere og bevare illusionen om privatlivets snarlige afvikling og det store spring ud i mediemaskinens udødelighed, hvorefter de reinkarnerer sig igen og sætter et nyt bånd i maskinen, taler og skriver som gale, men også kun “som” gale, og lever som i adskillige efter hinanden følgende paranteser - døende ensomme og alene, uden mindste rest af noget “privatlivs” værdighed, således berøvet livet af sine egne tilbedere.

STATSNARKOMANENS VISE

     Det er svært at tale pro medicin uden at overbebyrde læseren med alskens psykiatriske floskler. Det eneste mulige forsvar for som “psykisk syg” at tage psykofarmaka, er hinsides alle former for hyklerisk medlidenhed og omsorg. Dette forsvar for psykofarmaka, er at se det som en moralsk pligt snarere end en modtagelse af hjælp. Eller som anden hjælp end hjælpen til at indse, at man som sindssyg må tage straffen for sin forbrydelse på sig. Forbrydelsen er denne, at man, med eller mod egen vilje, har valgt at overskride sit naturlige skæbnefællesskab med andre mennesker ved tanken om egen storhed og overlegenhed. Straffen for, eller hjælpen mod, sådanne forestillinger, er denne at underkaste sig indtagelsen af psykofarmaka. Dette for herved til fællesskabets bedste at underordne sig de gældende samfundsmæssige normer, uden hvilke ethvert skæbnefællesskab samfundsborgerne imellem ville ophøre.

     Men er denne holdning, hvis den indtages af den syge, ikke snarere end af moralske, indtaget af bekvemmelighedsmæssige grunde? Længes han ikke efter normalitetens trygge fængsel blandet op med alkohol og dope, for så at sige at definere sig selv i forhold til normaliteten, eller rettere, slet ikke definere sig selv, og således i denne svævende størrelse kaldet normalitet, finde en art dissonant genklang? Sandt, i dette tilfælde undgår han al hykleri vedrørende behandlingssystemets moralske idealisme, men han definerer stadig sig selv i modsætning til, og dermed i forhold til, psykiatrien, og lever så at sige sit liv som et psykiatrisk tilfælde. Som en skæbne der tilpasser sig symptomer, og lever dem ud i virkeligheden som en tragisk helt. Måske vi alle gør det, og måske det er al ære værd. Og dog findes der måske en anden vej. Lad denne være mit indlæg contra medicin.

     Jeg har siden min indlæggelse klaret mig gennem dagen med misbrug af tre stimulanser, hvoraf det sidste er det mest graverende: cigaretter, kaffe og psykofarmaka. Det sidste misbrug, psykofarmaka, ville langt de fleste psykiatere vægre sig ved at kalde misbrug. Men faktisk er dette som flugt fra virkeligheden det mest potente og indflydelsesrige stof. Og jeg tænker her mindre på beroligende piller end jeg tænker på anti-psykotika og anti-depressiva. For modsat hvad en almindelig psykiater ville hævde, består flugten fra virkeligheden snarere i den medikamentelle behandling end i psykosen. For om nogen, høster psykotikeren sine erfaringer fra sine sanser snarere end fra noget “metafysisk” system. Dette omtales også i “Klinisk Psykiatri”, men så at sige omvendt: “Det, der er slående ved sådanne vrangforestillinger, er, at patientens ytringer opnår deres metafysiske præg ved at have karakter af universelle udsagn uden vital og personlig forankring”.Sagen er jo omvendt. Hvis man ved vrangforestillinger forstår tale med to tunger, er ciatatet jo netop et billede på psykiatriens og medicinalindustriens ståsted: ved kemiske påvirkninger at forandre et menneskes psyke; så at sige inkorporere et “metafysisk” og “universelt” udsagn om verdenen, hvis ordlyd er ubetydeligt og uforståeligt for den enkelte, eller om noget ihvertfald er uden “vital og personlig forankring”...Og kun lader sig opretholde ved massive mængder af løgn sat i system efter århundredets måske største tragedie: den kemiske mulighed for indespærring af sansningens undfangelse. Tænkerens frihed således fravalgt til fordel for psykofarmakaens fængsel, godt understøttet af tusindvis af journalord, hvis tale om patientens løsrevethed fra “den normale samklang med omverdenen” har en besk eftersmag, idet det er denne “normale samklang” der om noget er fritænkerens aversion. Og dog lader han sig indespærre, som var hans øjenlåg for tunge til at kunne åbnes og sanse sine øjnes møde med alverdens disharmoniske former, farver, flader og stumper af kød.

     Man behøver blot tænke, hvilke konsekvenser det ville have haft for filosofiens historie, om skikkelser som Kierkegaard og Nietzsche havde fået psykofarmaka. Nogle særligt stærke personligheder nægter da også at modtage medicin, og i sådanne tilfælde indespærres de uden forudgående forbrydelse eller retssag. Ikke i et fængsel af denne verden, men så meget desto værre, i en af medicinen skabt anden bevidsthed, der med sin fremmedhed ikke forudsætter, men selv er forudsætningen for, alskens psykiatriske symptomer som depersonalisation og derealisation. Således var Nietzsches rædselsvision for fremtidens mennesker en fuldkommen stagnation, hvor såvel lyst som lidelse var reduceret til et minimum, og hvor denne tilstand betragtedes som den højeste lykke. Hvor samfundets åndeligt mest potente intelligentsia lod sig underkaste, ikke blot falsk og flygtig medlidenhed, men tillige stemplet “sygdom”. Således undgår psykiatrien enhver etisk fordømmelse, og forfladiger herved blot den enkeltes kamp. Blot ved at indespærre driften efter frihed i åndeligt stærkere mennesker, kan deres medmennesker tro sig stærke og prale af, at de ihvertfald ingen medicin behøver. Nej, for var deres frihedstrang blot en brøkdel af psykotikerens, ville de måske da først begynde at indse, om de havde åndelig kapacitet dertil, at det ingen styrke kræver at stække sine egne vinger.    

PSYKOSENS FRIGØRELSE PÅ ET FJERNSYNS AFSTAND

     Indtil 50’erne var de gale spærret inde i massive øde beliggende sindssygehospitaler, gemt væk og fortrængte fra den samfundsmæssige “virkelighed” ... Men fortrængningen gav sig udslag i samfundsmæssige symptomer, der blot kunne lindres, ikke ved de gales frigørelse, men ved panserets indespærring af vanviddet, hvis laster var samfundets dyder i forklædning, en forklædning, ud fra hvilken et skel måtte drages med de midler tiden havde til rådighed; tvangssterilisation, lobotomi og sluttelig, sine steder, euthanasi.

     Men de forsvandt ikke, de gale, og nu, fra 70’erne og fremefter, slippes de langsomt fri; BZ og autonome, gadekamp og pistolskud er blot en tilfældig bivirkning af den medicin, der frigør vanviddet til et internaliseret fangenskab på gader og stræder og i ensomme lejligheder. Og dette mere af økonomiske grunde end af humanitære; grådigheden og de økonomiske rationaliseringer er blot symptomer på den defekte fortrængningsevne, og det vanvid som denne åbner op for, som denne troldmandens substitut, der slipper kræfter løs, hvis voldsomhed han knapt nok anede eksistensen af.

     Et andet eksempel på psykosens “frigørelse” er den kultur, der er opstået omkring fodbold i Europa. Dels tænker jeg på volden på stadion og på gaden i forbindelse med fodboldkampe, dels på den massepsykose både stadionpublikum og hermed også fjernsynsseere gribes af under kampen. Til sidst tænker jeg på hvordan disse første to behandles og fortolkes af autoritetens smuldrende rester, i form af tv-speakere og medkommentatorer. Fodboldspillere bliver, ligesom toppolitikere og ligesom enhver der skal forvalte et offentligt image, diplomater, hvis opgave det er at skjule eller tie om, hvad der virkelig foregår i dem, når glubske medier gang på gang lugter overskrifter i alle de konflikter, en fodboldklub eller et landshold rummer. På banen er det anderledes, for her lader intet sig skjule, altså med mindre man, som enhver fodboldtilskuer og kommentator, blot betragter det hele som et sceneri, en slags indre fantasi eller skuespil, en slags ensomhedens fællesskab, delt af millioner af mennesker, der ser sine indre kampe reflekteret på skærmen “live”, her og nu ... Og dette på indtil flere planer, indtil flere lag, der står i et indviklet gensidighedsforhold til hinanden: aktørene, dommeren, masserne repræsenteret af publikum, og som på et metaplan; dommerne og meningsmagerne repræsenteret af studieværten og kommentatorene og endelig de virkelige masser, nemlig millionerne af tv-seere. Topspillerne ser måske galskaben, eller lever i den eller har svært ved at skelne de to, ihvertfald i kampens hede. På banen er der igen kampe i kampen, der rummer plads for alle menneskelige emotioner, og her tænker jeg særlig på følelser præget af “metafysik”. Hvad jeg her fornemmer er, at tv-seerens oplevelse i en forstand er en-dimensional, men, i modsætning til hvad tv-speakere og andre måtte hævde, udelukker den manglende dimensionsrigdom ved den fælles psykose snarere enhver form for subjektiv realitetstestning, end den udelukker metafysiske strukturer. Således er fodboldtilskuerens verden fortættet og og en art “karikatur af kausale sammenhænge: alle fænomener og begivenheder er indbyrdes afhængige” (Klinisk Psykiatri). Et stykke “virkelighed” er gjort til et narrativt skuespil, i hvilket det moderne menneske øjensynlig føler sig tilpas, ihvertfald på et fjernsyns afstand. Men denne “psykose”, denne “metafysik” lader sig ikke diagnosticere, idet den rammer selve de mennesker, der burde repræsentere en “troværdig virkelighed”.

     Nu kaldte jeg fodboldkampen et narrativt skuespil, hvad der i virkeligheden var så meget mere, og dog er den noget andet end et narrativt skuespil, og her ligger fascinationen; den er et stykke “meta-virkelighed”, og som sådan et udtryk for en manglende indlevelsesevne i den “private” virkelighed, denne den eneste ene.

     Det psykotiske er ikke, at seeren således projicerer sine ønsker og drømme ud på skærmen, og lader sine længsler passere revy, det psykotiske er, at det skærmen viser, ikke er et skuespil eller en film, og således ikke er en narrativt fremadskridende historie. Fodboldkampen er et stykke “virkelighed”, der således er uden ende og udenfor enhver ramme, uden mål og uden mening. Den slags “virkelighed” kender vi såmænd udmærket under navnet “derealisation”; det psykotiske er, at vi, blinde for uvirkeligheden, tildeler den alskens lidenskaber, som var det, og dette er modsætningen til fiktionen, en slags metavirkelighed der, meningstom i og med sin tilfældighed og samtidighed, kan rumme alle de følelser som følger af mangel på historie, narrativ indlevelsesevne og fantasi.

SJÆLENS KERNE...

     Der findes i enhver tale elementer, der både kan være ironiske spottende såvel som oprigtige, og som formodentlig er begge dele på grund af talerens rådvildhed og ubeslutsomhed. Denne der synes at ophæve enhver sproglig intentionalitet og bevidstgørelse, idet udredningen helt lades op til modtageren af dette dobbelte budskab. Sådanne dobbelte budskaber er ofte ladet med skjulte betydninger, således at man må undre sig over, om de kan rummes af nogen andre mennesker end dem der er begavet med skizofreni. Eller måske forholder det sig sådan, at der foruden de diagnosticeret skizofrene, i vores århundrede har vokset en kultur frem, der i sprog og kommunikation ligefrem tilstræber og opøver nærpsykotiske, eller for at tale psykologisk, præpsykotiske karaktertræk.

     Lad os som eksempel på dette prøve at analysere en overskrift fra Ekstra-Bladet. Jeg kunne lige så vel have taget en overskrift fra f.eks. Information. Dobbelttydigheden ville ikke i dette tilfælde være mindre, men den ville være mere raffineret og sværere at gennemskue, altså tager jeg som illustrativt eksempel fat på Ekstra-Bladet. Med denne analyse vil jeg forsøge at vise, at såvel form som indhold, formidling såvel som mening, har præpsykotiske kvaliteter. Og at dette som skaber disse præpsykotiske kvaliteter måske netop er den indbyrdes modstrid mellem kommunikationens bestanddele. Den modstrid og ambivalens der ligger i, på den ene side foregivelsen af formidlingens "objektivitet", og på den anden side de mytiske og irrationelt emotionelle kræfter, der for den opmærksomme læser lader sig fortolke og analysere. Kræfter der danner brændstof til digteriske eufemismer som "sjælens kerne" og "lysets hjerte"; allieret med den "hellige fornuft" og førnævnte "objektivitet" allesammen betegnelser for dette tomme rum, der lader sig møblere efter behag og som, lig et sort hul, lever af at opsluge mening og konsistens.

     Overskriften er følgende: Kom til feriekoloni Sandholm.

     Overskriften er skrevet som en opfordring: "Kom...". Og dog er der ikke tale om et citat, og citationstegnene er da heller ikke taget i brug. Det er altså uklart fra hvilken kant opfordringen kommer, og dette er formentlig ganske bevidst. For dermed kan læseren følge det underliggende budskab: at skjulte kræfter arbejder i retning af at tiltrække asylansøgere til "feriekoloni Sandholm". Der er yderligere en dobbelttydighed i ordet "feriekoloni". For det første er ordet med til at give et karikeret billede af den luksus man tildeler asylansøgere. Men på et betydningsdannende plan giver ordet for mange voksne også mindelser om barndommens feriekolonier, og den betydning disse måtte have i fantasien. Et fristed, en Edens have. Med dette ideal in mente, er tonen i overskriften ikke blot nedladende, men tillige sarkastisk til det smertende: det hul vi finder i os selv, er frataget sin fylde af forrædere (læs Udlændingestyrelsen) og tillige givet væk til fremmede. Der sælges ud af værdier, men det er værdipapirer med tom kredit, thi barndommens fristed har aldrig været og vil aldrig være. Overskriftens kolde ironi lyder ved eftertanke ikke blot hyklerisk og kynisk, men måske snarere hul og tom, ligeså tom som førnævnte sorte hul i det indre.

     Såsnart vi bevæger os ned i det tekstmæssige symbolsprog, forekommer det mig at vi nærmer os en præpsykotisk udtryksform, eller ihvertfald en udtryksform der appelerer til præpsykotisk underforstået indsigt, eller mangel på samme. Med adjektivet præpsykotisk mener jeg ikke, at læseren af en sådan overskrift i snævreste forstand er psykotisk, men at han dog er ude af stand til at reflektere den symbolladning han konfronteres med. når den, som i tilfældet, iklædes "objektitvitetens" slør. Måske er skellet for læseren blot ophørt, og dog adskiller den skizofrene sig. Han står hjælpeløs overfor den nævnte udtryksform, måske fordi han mærker det uafgrænsede og latent underfortståede i kommunikationens dobbelthed. Denne fornemmelse gør ham uegnet til at læse teksten, idet ordene og billederne flyder ud og fragmenteres i stumper og stykker. Aligevel simulerer han sammenhæng, måske som følge af, at han på et tidligere tidspunkt i sin sygdom, har gennemlevet den præpsykotiske udtryksform og har forladt denne position...Han kender dog fra da af desperationen i længslen efter enhed og længslen efter en indre usynlig kerne, gemt væk og beskyttet mod omverdenens (læs: de fremmedes) besudlende hænder.

...OG SANSELØSHEDENS SORTE HUL

     Da en digter blev spurgt hvilken farve hans indre havde, svarede han: sort. Mit indre er snarere farveløst. Ikke sort eller hvidt, blot farve- og sanseløst, idet det er hinsides det maleriske spektrum. Jeg kunne blande tusinder af farver, og aligevel aldrig komme i nærheden af noget indre billede, thi mit indre afspejler blot enhver farve der lader sig reflektere. Hvad der findes bag dette spejl vil aldrig kunne ses, og er således i min fantasi en farve, hidtil og for altid ukendt. Dette er intet lys og intet mørke, men snarere en syntese af disse og dog ingen gråtone. Den lader sig ikke erkende på nogen måde, ej heller ved sindssygen, selvom denne dog muliggør berøringen med spejlet i det indre. Men dette lader sig ikke bryde, for når psykotikeren, som det oftest sker, forsøger at knuse spejlet for herigennem at finde om bag det, er resultatet blot desillusionen ved fundet af føromtalte sorte hul. Ved dette punkt ophører psykosen, og dog opstår glimtvis en ny indsigt. Thi spejlet er aligevel ved nærmere eftersyn ubrudt. Ser man tilstrækkelig længe ind i sine øjnes afspejling, finder man der en elskets udtryk, der i fylde og autencitet overvinder ens egne øjnes blik. Lukker man derefter øjnene, finder man på øjenlågenes inderside en svag afglans af denne evigt ukendte farve, og lærer således gannem psykosens idiosynkrasi denne livets lektie...bryd aldrig spejlet, for bagom det findes ingen ny farve, ej heller sort, eller noget foruden sanseløshedens hul.

     Dette sluger alt. Og jeg ofrer gerne alt på dets alter, dette vi folder hænderne og beder til, det samme vi gryntende tilbeder som onaniens fantasifoster. Selvom det synes omvendt, står vi i evig gæld til dette hul, idet det sanseløst har taget imod og ladet forsvinde al mulig galde, uudholdeligt begær og løgn, og endda til vores behag har iklædt sig syv slør. Mennesker der således har gjort denne livsløgn til en dyd, betaler med kredit og lader hykleriet betvinge sine sanser. Skizofrene derimod, ved kun alt for godt hvilken dæmon de sværger til, og endog hvilke enorme summer de med renters rente til dette hul står i gæld. Nogle fortabte sjæle tiltrækkes da af hullet, måske som følge af en usvigelig og uskyldig etisk pligtfølelse, idet de med deres liv og ånd søger at tilbagebetale deres egen og deres menneskeheds skyldnersvig. Jeg kender deres ansigter, men ikke deres navne, og deres skæbne lader mig også underlig indifferent. De dør sjæleligt såvel som kropsligt forgæves, og jeg ville hver eneste øjeblik bede for dem, hvis ikke jeg vidste, at den dæmon jeg bad til var den selvsamme som pinte deres liv og væsen ud af dem i en simpel spot over deres antrengelser i menneskehedens navn.

DEN INSISTERENDE USKYLD...

     Om jeg er skyldig? Jeg kendte en pige, der levede i synd og om nogen kendte synden, og ved siden af hende følte jeg altid et lille, men betydningsfuldt stænk af uskyld. Ikke som du tror, fordi mine synder var så små i forhold til hendes, nej snarere tværtimod: i hendes liv, det usleste og mest nedrige af alle, fandt jeg en kerne af den inderligste uskyld, fra hvilken jeg kunne suge næring, således at jeg blot i hendes selskab kunne lære denne følelse at kende, som jeg så ofte havde prist. Og det var måske i eller ved synden jeg lærte, men denne var ikke lærdommens pris, på samme måde som syndens lokkemiddel er, ikke synden selv, men naivitet, denne der blinder og gør døv. “Synden er i sig selv uskyldig”, denne vranglære er naivitet, og har intet, intet som helst at gøre med uskyld, for uskyld kan aldrig gøres til genstand for nogen byttehandel ... Uskylden kan ikke købes, selv ikke med smerten som pris, på dette tror kun naive mennesker, der tror at have købt sig til uskyld, men i stedet har givet salg på den.

...OG GENNEMFØRTE LØGN

     Således fortsætter vi vor mørke færd, til kun ordet står tilbage:

     “Week-end. Dagbogsskriveren er fuld og færdig; han har godtnok fundet ord, men ordene glider ud i sandet mens han venter på sine drømmes anti-klimax. Kun således, på paradoksal vis, kan ordet bevares rent og ubesmittet for eftertiden, og hans indestængte drøm leve videre.  Således en aktør i en skintilværelse, måske, men tillige et vidne, der beretter sandfærdigt for herved at bevare sin uskyld, trods det faktum, at denne trofaste kæreste han har, dagligt bliver voldtaget til døde og udstillet til offentlig bespottelse ... sådan tænker han ihvertfald, og således er han defineret digter ved sin insisterende uskyld og gennemførte løgn; så gennemført og så absolut i sin gentagelse, at kun sandheden synes den værdig”.

EN DIGTERISK CASE-STORY...

     Jeg husker en pige fra Sct. Hans. Jeg kendte hende ikke, jeg så hende blot, vekslede et par ord med hende og udspurgte ellers mine medpatienter om hende.

     Jeg husker hende som lille og udmargret af sin sygdom, mørkhudet og navnløs. Dette sidste er noget særligt karakteristisk for hende, hvis en sådan manglende karakteristik da kan være karakteristisk. For modsat andre piger behøvede hun intet ord i min bevidsthed, for lige så vilkårligt som en diagnose var hendes navn, og alene hun var for mig beæret af ikke at have denne hinde af bogstaver om sin hud. Således var hun nøgen, og netop i denne forstand uskyldig på en grufuld og uhyggelig vis. I brudstykker lærte jeg hendes lidelseshistorie at kende, men selv ikke denne staffage lod hun sig beskytte af. Hendes øjne var nøgne og uden spor af selvmedlidenhed, ethvert ord var hende egentlig overflødigt, og således også disse. Jeg kunne skrive, at hun var en lysets engel, men det ville være en løgnagtighed, for engle forsvinder og hun var mørk og blev. Hun var ikke for god til denne verden, hun var så meget desto mere; et levende menneske, dødfødt som alt andet end en digterisk case-story.

...ELLER HIMLENS SMUKKESTE KLOKKESPIL?

     Måske spørger du: "Denne psykotiker, for hvem du skriver hvert et ord og hver en sætning, er hun ikke også begavet med andet end evnen til lidelse...?" Svaret er bekræftende, og dog må jeg replicere, at spørgsmålet går ud over min forstand. De klumper af sol og kærtegn der tildeles min blege hud, er intet imod de kaskader af kærlighed, der som en naturkatastrofe at regne i åndens verden tildeles psykotikeren. Hvorfor en naturkatastrofe? Jo, psykotikeren er begavet med kræfter der ved sin skabelse var så store, at de ikke tog hensyn til at mennesket og den næste ville kalde tornadoer, oversvømmelser og vulkanudbrud for katastrofer. Snarere var de oprindeligt at regne for et overskud af kraft og vilje, en vilje den enkelte måtte knægte ved sprogligt at tillægge den naturens "blindhed og vilkårlighed". Men sagen var omvendt. Der var ingen katastrofer, om mennesket ikke havde opfundet dem og givet dem navne, og blot denne navngivelse var den egentlige katastrofe. Stol kun på de ord du elsker, og hvem tør elske en naturkatastrofe? Visselig kun en psykotiker, der må leve et helt liv med at knægte denne kærlighed til sig selv og sit eget. Og dog lever hun som himlens smukkeste klokkespil. En blid vind, og hun spiller så enhver med øre holder sit vejr. Ingen naturkatastrofe kan ængste hende, om naturen ikke blot havde skabt hende blandt de væsener der var naturens eneste katastrofe, disse der nægtede deres oprindelse og lod sig døbe som mennesker.

     Har hun da intet sprog, taler hun ikke? Jo, hun har navn. Men havde hun ikke det, ville hun være en ånd, og dermed så meget mere end menneske. Hun hører, ser og tror ting, som umulig kan være betroet hende blot som menneske. Hun så sig måske hellere end gerne befriet fra denne unavngivne ånd, og måske prøver hun selvdestruktivt at løsrive sig fra den. Måske er denne selvdestruktion blot de eneste fragmenter af hendes sprog andre overhovedet forstår. Måske deri består det virkelige drama, at vi stirrer os så blinde på hendes lidelse, og de navne vi tillægger denne, at vores ordforråd begrænses til et fængsel. Snarere burde vi forbløffes over den menneskelighed hun udviser og tænke ved os selv, at om noget må denne inkarnation af ånd vise storsind og beherskelse, når man betænker hvilken fornedrelse af hendes væsen hendes blotte navn er. Og dog lader hun sig kalde ved navn for således at påtage sig menneskets maske og frivilligt betræde sin celle. For hun ved at intet menneske og ingen behandler har nøglen dertil. Den har hun blot selv, ved menneskets hensyn gemt væk i sit hjertes dyb. 

ÅNDENS MANGFOLDIGE NÆRINGSMIDLER

     Hvilket råd kan jeg da give til den der af psykiatere bliver kaldt psykisk syg ? Jeg fristes til at videregive et råd, netop fra en psykiater til en psykotisk - nemlig at du ikke skal stole blindt på dine sanser og dine fantasier - men jeg vil med dette tilføje, at du endnu mindre end dette, skal stole på andres sanseoplevelser og fantasier. Og da sidst af alt på professionelle virkelighedsmagere og rådgivere, som f.eks. førnævnte psykiater.

     Dog skal du vide, at kalder en sådan en dig for psykotisk, er det fordi du - villet eller ikke villet - har modet til at føre den intellektuelles refleksioner til den konsekvens, en sådan tænker, af fejhed eller uredelighed for sig selv, benægter muligheden af. Og som sådan er du, om du vil det eller ej, og hvor meget uvirkelighed og død du end føler, et levende eksempel på åndens mangfoldighed, en mangfoldighed som den intellektuelle og digteren skamløst suger næring af.

DET HVIDE CENTRUM AF EN FLAMME

     Øjnene, ja. I almindelige menneskers øjne kan jeg ikke læse noget. Men i sindssyges øjne finder jeg et spejl, og til tider også mere. Det var som hos en maniker jeg så på Sct. Hans. De fleste mennesker ville, hvis de så hende, sige at hendes øjne strålede af glæde. Jeg så noget andet, og noget mere end et blot glæde. Noget større, som allerede hendes smil gjorde mig opmærksom på. Men også noget foruroligende og rædselsvækkende, en erotisk glød, som så man direkte ind i det hvide centrum af en flamme, som så man ind i lysets hjerte...Det var dette hvide blinde punkt i øjnene der blot lyste af eet, og dette ene var vanvid.

DEN HERSKENDE REALITETSTESTNING...

     Denne umulighed det er, at fastslå en “korrekt realitetstestning”, er den samme umulighed man står over for, hvis man prøver at definere “den korrekte måde at leve på”. Og jeg undrer mig, om nogen læger har blik for den intime sammenhæng mellem lidelse, kærlighed og medliden, såvel som mellem smerte og ekstase. Således skriver Inge Houmann i sin bog “Drøm, vanvid, mystik”, at det synes “at være blevet så godt som psykiatrisk og psykologisk dogme, at det normale eller sunde menneske skal være lykkeligt eller i det mindste stræbe efter at blive det, så det herefter bliver det psykoterapeutiske mål at fjerne enhver form for mental smerte og fortvivlelse.

     Her kan man for det første lytte til Freud, der sætter “lystprincippet” som drivkraftens maksimum i menneskets psykiske liv. Således kan han udtrykke, at hele vor mentale aktivitet er bundet  til at søge behag og undgå ubehag. Dette skulle ifølge Freud ikke implicere en hedonistisk teori, men er at betragte som en antagelse, der støtter sig til den sunde fornuft. Det er simpelthen lystprincippet, der tegner livets program”.

     Dette synspunkt kalder hun en “lykke-ideologi”, der imidlertidig lidenskabeligt modsiges af filosoffer som Schopenhauer, Kierkegaard og Nietzsche, der alle kan understrege “lidelsens uomgængelighed, dens nødvendighed for mennesket, hvis det ikke skal beskæres til et halveret individ. Lidelsen er nødvendig som den mest effektive tugtemester, hvad angår menneskets udviklingspotentiel, er nødvendig for at skabe det helskårne og selvstændige menneske, der ikke blot henlever livet i overfladiskhed og uden dimensionsrigdom”. Således kan det tænkes at de psykotiske oplevelser af tvivl og angst, hvis de af psykotikeren opleves som sygelige, kun opleves sådan fordi vedkommende måler sig med den herskende menneskeopfattelse, der tager sit udgangspunkt i “livskvalitet-“ og “lykke-ideologien”, som den pågældende fra barnsben er blevet indoktrineret med.

...SOM EN FORFÆNGELIGHEDENS MASKE

     Spørgsmålet er: ville en Inge Houmann, hvis hun overfor en psykiater udtalte sin tvivl, blive diagnosticeret som skizofren? Formodentlig ikke, for Inge Houmann ville i givet tilfælde kunne argumentere for sin sag bedre end psykiateren, i et sprog der var tilgængeligt for sidstnævnte, eller måske mere præcist: “troværdigt”. Dette i citationstegn, for hvad dækker dette dog over, dette som er værdigt til at blive troet? At tale om en persons “troværdighed” siger mere om den talende, end om objektet for hans talen, thi hvor let lader han sig ikke narre i dette uudsagte spil.  Tænkte han sig godt om, vidste han vel nok godt, at “troværdigheden” blot er et dække, et konsensus, et skjold af ord, bagved hvilket intriger kan lægges, ubeset af nogle og gransket af dem, for hvem “troværdigheden” blot er en forfængelighedens maske.

     Andre, og her tænker jeg på dem som får stemplet som syge, vil ikke, eller er ikke i stand til, eller begge dele, at være “troværdige” i almenhedens øjne. Således kan det gå til, at en patient i psykiaterens sprogbrug finder en høj grad af “utroværdighed”, mens han i sine hallucinationer finder en høj grad, ja allerhøjeste grad, af “troværdighed”. Dette problem må bunde i, at psykiateren og patienten ikke deler det samme sprog. En doktor i teologi som Inge Houmann ikke blot deler psykiaterens sprogbrug, hun mestrer den tillige, og kan således som det behager hende, til enhver tid påtage sig denne maske af “troværdighed”. Denne mulighed har den syge ikke. Han taler i lignelser der intet ligner, og er således udi det religiøse sprogbrug, om hvilket dusiner af doktordisputatser skrives, en mester, blot uden grad og uden måde eller mindste mål af anerkendelse, ihvertfald i almenhedens øjne, omend ikke i øjnene på alle disse drømmesyners skaber, det være sig en engel eller en djævel.

SOM SKREVNE ALLEREDE DØDE, SOM TÆNKTE UFØDTE

     Det regnes ikke for patologisk, hvis den psykotiske oplevelse i en given kultur indenfor religionen er tilladt som ritual. For således tager man brodden af enhver mystisk/psykotisk oplevelse, sjovt nok, ved at ritualisere den. Således vil en psykiater formodentlig godtage en persons “korrekte realitetstestning”, hvis denne under gudstjenesten i nadveren ukritisk accepterer at spise Kristi legeme, fordi traditionen foreskriver det sådan. Derimod, hvis en person på baggrund af en mystisk oplevelse, vedvarende hævder at have fortæret Jesus, vil, han, såvel af de fleste præster som af det psykiatriske system, blive stemplet som psykotisk. I tråd med dette vil enhver sætning og ethvert ord i Bibelen kunne betragtes som patognomoniske for psykosen/den mystiske oplevelse, forsåvidt at de for en psykiater må udtrykke den “category disorder”, som skizofreni undertiden betegnes som. For en konsekvent psykologisk fortolkning, der fornægter det åndelige og således, kristent udtrykt, går djævelens ærinde, må Gud som den projicerede faderautoritet fremstå dæmonisk, og dette ikke uden grund. Befaler Han f.eks. ikke Abraham at myrde sin egen søn? Kan man dog retfærdiggøre et sådan bud, udover med en begrebsliggørelse om en gennem vanviddet givet guddommelig suspension af det normative, således at skizofrene og andre psykotikere er, ikke nogen guddommelig inkarnation, men måske den åndelige  foranledning og forudsætning for dennes begrebsliggørelse. Ved den teleologiske retorik placeret i livet som døvstumme vidner, i absurditet af det normative fordømt og forpint, og ved det absurde rubriceret som troende af mennesker, for hvem deres tavshed blot bruges som et redskab i teodiceens tjeneste. Og igen: berøvet sproget, thi hvis de taler, er de ej guddommelige og hermed blot en brøk af normen, denne brøk, hvis talen består af negationer og antagonisme. Altså er den eneste måde at tie, som et døvstumt vidne i denne dagens sære spøgelsesproces, denne livslange dag ... som det i et af mine syner står skrevet:

     “Før bevægelse er der stilstand, men også stilstand er en bevægelse. Vi spørger os selv: hvordan kan vi forprogrammere en non-stop vækst af bevægelser, og dog vokser vi selv i vores tøven ... væksten er som en omvendt tyngdekraft, den ubrudte lov, som ingen kan unddrage sig, heller ikke ord, dog deres levetid er så kort: som skrevne allerede døde, som tænkte ufødte, kun levende i det korte sekund, i hvilket de viljesløse, ufærdige, presses og fremdrives på den hvide baggrund. Ingen er, udover de døde, vi andre vokser og bliver til, ufærdige og tøvende voksende som et halvskrevent ord. Som spøgelser, der egentlig helst bare ville være i fred på deres lejer, raver vi rundt som en blot og bar klump af vækst og leder efter stopknappen. Vi vokser ind i verden og verden vokser ind i os, og vi kan aligevel ikke lade være, også selvom vi godt ved, at vi aldrig bliver fuldt voksne, men kun lidt langsommere voksende, lidt sløvere og lidt mere uformelige i trækkene.”

LUDERKARLENS VISE

     “Jeg er syg fordi jeg har valgt det, og derfor vil diskussionen om arv og miljø altid være mig fremmed og uvedkommende. Af ganske uhensigtsmæssige og uudgrundelige grunde opretholder jeg derfor dette luderforhold til min sygdom; for visse ydelser betaler jeg med kredit i form af helvedes pinsler. Jeg betaler for at se ind i denne den elskedes øjne og forvisse mig om, at de ingen spejle er. Men at de er åbninger til den inderste zone, åbninger der i modsætning til kønsåbningen kun kan gennemtrænges ved psykosen og dennes potentiale for grænseoverskridende rejser i den elskedes drømme. Og betalingen for disse ydelser er såmænd kun rimelig, nemlig bitterheden over dette bedrag. Over at dette, som til forveksling ligner den totale orgastiske frihed, bare er et skalkeskjul, ja, fragmenter der aldrig har været andet end fragmenter. Dette som er dragningen og bedraget snarere end drømmen: den inkarnerede guddommelighed i form af den unge kvindelige psykotiker med indgangen til troens gåde mellem benene. Og dog er hun ingen bedragerske, og slet ikke når hun tror sig alene. Uden blusel gryntende sit mantra for blot i blasfemien at nå en hvilken som helst gud, et stakkels ensomt menneske som mig. Thi bagved åbningen findes ingen syv slør, men blot indre organer og litervis af blod.

     Således blot rimeligt. Jeg beklager mig helst ikke over de ydelser jeg modtager, jeg vil jo nødig miste dem. Betalingen, derimod, afregnes kontant og rammer mig som piskesmæld. Derfor, som ethvert menneske og enhver luderkarl, erkender jeg åbent og ærligt mit konsekvente hykleri, og fylder mig således med psykofarmaka trods min indædte kærlighed til min sygdom. I det mindste har jeg, i modsætning til alskens præsteskab, ord for mit bedrag og skammer mig knapt nok derover...en pige skal jo leve, ikke...ja, og mændene med for den sags skyld...”

OM DEN FALSKE TRYGHED UNDER JORDENS MULD...

     Billedet er følgende: jeg vokser op klyngende mig til en luftballon. Og suget i maven opstår derved, at jo højere op og væk fra grunden jeg bevæger mig, jo mere intenst føles valget: skal jeg slippe taget, nu hvor jeg stadig kan nå at ramme jorden med overlevelsen og måske et brækket ben til følge. Eller skal jeg holde fast og stige højere og højere, og derved i højere og højere grad risikere døden ved det frie fald. Til sidst når jeg højder hvor det at slippe taget er ensbetydende med den visse død, og først ved dette punkt bevidstgøres dødsangsten som uudholdelighedens højdepunkt. Måske begynder psykosen i selve det øjeblik, hvor hænderne frigør taget og lader kroppen falde. Her gennembrydes dødsangsten, for blot at nå den absolutte rædsel, denne som først efter årelang kemikalisk behandling lader sig dæmpe, og aldrig forstå. Blot ved dødens rædsel opnås den forpinte indsigt, at hvert øjeblik og hvert åndedrag er det sidste. At livets evindelige fylde ved paradoksets kraft kun kan opleves således, i smerte at fødes for hvert evigt sekund at dø. Således er psykosen, og således lader vi os behandle med medikamenter, og dog nager tvivlen: at dødens nærvær aldrig kan fjernes af psykofarmaka, men at vi tværtom herved køber os til et stakket hvil, og tilmed bytter livets nærvær og sjælens sug i maven ud med den falske tryghed under jordens muld.

...OG DET EVIGE FALDS APOKALYPSE

     Er det muligt, at gale vælger galskaben istedet for normaliteten, for herved at kunne opleve det mystiske, på samme måde som stofmisbrugere vælger livsfylden i stofoplevelsen?  Er det muligt, at den eneste tro hinsides hykleriet, er hengivelsen til den fremmede magt, der går under navne som Gud, Djævelen eller Dionysos? Og er det muligt, at de blandt os, der bærer betegnelsen “psykisk syge”, er dem der, ikke blot hypotetisk i tanker eller tale, men tillige i handling, har troen til at udføre den gerning der er dem pålagt hinsides fra? Det er meget få psykisk syge, som ikke på givne tidspunkter føler sig som et særligt ganske udvalgt individ, og føler sig underlagt et kald. Altså er spørgsmålet; er dette berettiget, i.e.: berettiget ene og alene ved troen, eller er det blot anfægtelse mod det almene, som er etisk uforsvarlig og lader sig reducere til en brøk af normen, og som sådan er behandlingskrævende? Og kan et sådan kald ved troen være berettiget, til trods for det pågældende menneskes senere afvisning af kaldet som meningsløst?

     Et eksempel. Jonathan, der efter et af sine mange indlæggelser på lukket afdeling, skriver at han har været “indespærret/i et gravkapel/hvor ligene levede”. Her er døden nærværende, som en indre eksistensform. Der synes at være meget lidt livsfylde i denne tilstand, og dog har vi at gøre med en art lidelsens transcendens; grænsen til døden er flydende og diffus. Og han fortsætter: “… uden at føle andet/end at jeg var/offer for/en uretfærdig dom”. Altså har Jonathan ikke kunne opfylde sin moralske forpligtelse i det almene, men selv om han er som han er, ja netop fordi han er som han er, er denne dom uretfærdig, idet han har taget en forpligtelse på sig, som er langt tungere end den moralske, nemlig troens, denne der er så svær, om ikke umulig, at skelne fra tvivlens. Dette skel er heller ikke klart hos Jonathan, og troen har han måske nok skuet, men ikke turde gribe, idet han skriver at han “har set/en umulig frihed/hvor selv/regnen skyldtes/mine tankers magt”. Denne frihed er kaldets eller troens, og dog lader den sig for Jonathan blot skue i sin gru, og ikke gribe. Og  jeg skriver “i sin gru” fordi troens eneste udtryksform synes at være den ensomme lidelse. Jonathan skriver da, at han “har følt/alt forvandle sig/til symboler på/en evig angst/for livet”. Således vendes den mystiske oplevelse på vrangen mod slutningen af digtet, og han skriver at “jeg har sprængt mig selv/og været alle jeg mødte ... i en evig cirkel”. Således som enhver mystiker kunne have skrevet; i dette tilfælde blot med en besk eftersmag, idet evigheden her er et virkeligt mareridt snarere end en drøm; som var enhver drøm om nuets evige tilblivelse virkelighed, men altså en virkelighed, som det kun er de virkelig store mystikere tildelt at kunne leve i, som det er psykotikeren tildelt med angst at skue, og som det kun yderst sjældent, om overhovedet nogensinde, er tildelt normalmennesket at opleve.

     Et andet digt belyser dette. Jonathan skriver, at han “ser noget/bag vægspejlet/bag spejlvæggen/men bånd/ved bånd/lige til at rive over/hindrer mig/i at se”. Med andre ord, psykotikeren har mystikerens potentiale for transcendens, og dog ikke dennes umiddelbare evne til uhindret at leve og vandre i denne virkelighed, som begge har oplevelsen af til fælles.  Psykotikeren er bundet til denne verden, til det almene, og er således splittet mellem to verdener, to virkelighedsparadigmer, der i ham forenes, ikke i et kærligt favntag, men snarere i et voldsomt sammenstød, eller med Jonathans ord, i et fald. “Men man lever først/i det korte nu/hvor man falder/mellem to skridt”. Faldet, det frie fald uden faldskærm, omhandler her som i andre digte de få sekunder, før man rammer jorden i dødens rædsel, og symboliserer således livets fylde in nuce. Her kædes faldet sammen med to virkelighedsparadigmer der, med et andet billede, som to halvdele af selvsamme sjæl har en afgrund imellem sig. En afgrund der synes at drage ved sin frihed og sit livsfylde. Og dog er psykotikeren bundet, for han skriver videre: “Jeg ved det/og tøver/midt i en væg/af bånd/ved bånd”. Han kan ikke, som Jesus krævede af sin disciple, opgive dea der kaldes virkeligheden til fulde, måske af moralske grunde, måske af andre, men er henvist til at skue forkyndelsen uden nogensinde at kunne nå og gribe den ad andre veje end gennem det evige falds apokalypse.

DET INDRE STEMMEBÅNDS BLUES

     Jonathan forholder sig til sin skæbne gennem sine digte. Og dog er han psykotiker, og i enhver psykiatrisk behandling ville de blive behandlet som et symptom snarere end som et kunsterisk udtryk man kunne forholde sig til. Måske er dette godt det samme. For det forekommer mig at denne "forholden sig" til "kunsten" ville være mere dræbende for kunsten end for psykiatrien. Psykotikerens grundlæggende styrke er nemlig, at han gennem sine hallucinationer og vrangforestillinger, helt uden kunstneriske ambitioner, formår at virkeliggøre de drømme, som for selv de dygtiske kunstnere aldrig når længere end til et museum eller bibliotek. Dog har psykotikeren denne svaghed, at hans oplevelser ikke lader sig formidle, og at de yderligere forgår hver eneste sekund for aldrig at vende tilbage. Aligevel synes han at finde en vis forløsning heri, at psykosen undertiden opleves som disse øjeblikke af evighed, som enhver anden digter kunne have skildret. Selvsamme digter formår måske bare ikke at forstå, at denne oplevelse egentlig ikke lader sig skildre uden hermed at karikeres, og at han i forsøget herpå forsager og fornægter sin oplevelses oprindelige fylde.

     "Således vedbliver jeg mit håbløse forsøg på at transformere ethvert tegn på liv om til sprog. Og jeg spørger mig selv de samme spørgsmål om og om igen. Har jeg øren? Kan jeg høre, vil jeg høre? Er det ikke således stilheden lyder? Lyden af virkelighed er alt andet end stilhed, men også alt andet end lyd. Malstrømme af usynlige vibrationer og bevægelser, måske, men lyd? Nej. Jeg hører ingenting, for ensomhed er tomrummets lyd, her hvor jeg ser tonerne svæve rundt, men hører jeg? Spurgt således af den døvstumme: med dette spørgsmålstegns negation vil enhver kunst, der forsøger at træde ind gennem sansernes porte blive mødt, for det var den anden vej, skabelsen i begyndelsen trådte ud, dengang som nu, da det er bag ved disse porte, at lyden af virkelighed, den eneste og al lyd, findes ... Men da, hvorfor så skrive og tale, hvorfor ikke, som jeg selv proklamerede, lade livet og åndedrættet være sit kunstværk? Fordi ord, og jeg kender intet andet bedre udtryk, sanser så meget mere end hvad de selv kan udtrykke. Dog så meget ringere end de inderste sanser, og dog med det paradoksale potentiale i uendelig forstand, at vogte erkendelsens døre, og kaste stjålne blikke gennem disse, når de tidvist og gentagent åbner sig, og lader et nyt ord undfange."

     Men det er ikke blot hvilke ord, det er endnu mere stemmen der siger dem, der tæller.  Således at ord, der for de for de fleste stemmebånd må synes banale, for helt bestemte stemmer kommer til at inkarnere guddommelige sandheder, forsåvidt at stemmen er inkommensurabel med ordenes semantiske betydning, der med sin banalitet således fremstår med nye, hidtil ukendte betydninger. Når du hører det første gang er du lunken, men stemmen overtaler dig, først med sukrede ord, der, banaliteten til trods, lader dig uforstående, fordi stemmen synes at favne, og at skjule, så meget mere. Og det gør den, og da er du solgt, for den favner al den smerte og det på samme tid formørkede og ekstatiske vanvid. Denne som musikken i denne besynderlige og tragiske kamp, akkompagnerer, og som den, i en vis forstand hjælpeløst, søger at fortolke. Men uden stemmen var musikken ingenting, og dette, og dermed dens afmagt overfor denne stemmes skæbnes magt, forstår den til fulde. Dette gør stemmen måske også, men ikke dermed nødvendigvis mennesket bag stemmen.

     Deri består tragedien og dermed det dyb, der uden at lade sig afdække tiltrækker den lyttende, forsåvidt vedkommende hermed nærmer sig dybet i sig selv. Som eksempler på sådanne stemmer kunne til dels nævnes Billie Holliday og Elvis Presley, men de interesserer mig mindre, end at forstå, hvad det er i mit indre stemmebånd de rører ved. For min angst er måske nærmere denne, at stemmernes ord blot er lyde, og således er uden nogen dybere forankret betydning. Ifølge “Klinisk Psykiatri” er, hos den skizofrene, det forankringssystem, som sproglige ytringer henter deres mening fra, ganske “labilt”. Således, på baggrund af den autistiske defekt, er sprogets “deiktiske funktion”, særlig hvad angår det semantiske, ødelagt.  Men for den “syge” er denne deiksis blot en tautologisk henvisen uden nogen åndelig autoritet, eller rettere, en henvisen til en absoluthed, der lader sig relativere som “metafysik”, og som sådan snarere er en afgrund end et fodfæste. Her går de store stemmer ind, og fraskriver som sådan ordlyden dens semantiske betydning. Men der sker tillige dette, at stemmen skaber lyden i sit eget billede, og således tillægger den en ny mening, som ikke kan kaldes sproglig, fordi den ikke bliver meningsfuld ved nogen sproglige virkemidler, og ej heller knapt kunstnerisk, idet stemmen intet instrument er. Den er blot, og dette er det store og miraklet, blå tale, et skrig eller en hulken, en lyd der lader sig høre for døvstumme, og dermed overskrider og fraskriver sig enhver “semantisk betydning” og “deiktisk funktion”.

MORFEUS BØRN

     Misbrug helliges et kapitel i enhver bog om psykiatri. Men i disse bøger finder man om misbrugere tillige de samme triste statistikker angående sociale dysfunktioner, forløb og prognose, og den samme mangel på indlevelse i de religiøse bevæggrunde og den søgen efter transcendens, man et eller andet sted også kan finde i ethvert stof- og alkoholmisbrug. Følgende er mit bud på en slags misbrugets anamnese:

     "Endnu en dag langt om længe bragt til ende og ønsket om rusen, igen længslen efter den bløde rus...”tænk at kunne rulle sig en sød og herlig joint uden de evige spekulationer og indre kampe fra fastlåste skyttegravspositioner ...tænk at kunne tilberede den uden rystende fingre, at kunne ryge den uden vilde afsindige tanker ... tænk igen at kunne mærke musikken, at lade vinger vokse på ryggen, at lade de stærke muskler og kødet i sin krop nægte at underlægge sig tyngdens lov og stenens syge, at kunne gribe tonerne i luften og holde dem fast uden angsten for at de skulle eksplodere som håndgranater med jernsplinter i mavesækken og øjnene ...tænk hvis tiden hverken går i stå eller i stykker... tænk at kunne mærke sig selv, tænk at kunne leve blot i korte øjeblikke”...

     I aften har jeg da besluttet at lade mine tanker lege med muligheden som eksperiment, natten er stadig ung og ingen gøremål er uopsættelige før imorgen eftermiddag. Skyttegravskrigen skal forsøgsvis og om ikke andet så temporært suspenderes til fordel for en afgørelse uden dramatiske effekter eller deus ex machina. Den forbudne frugt er blot tre kvarter herfra, og skal jeg ikke kaste terninger om udfaldet af min undersøgelse eller blot lade den glide ud i de rituelle konklusioner, må jeg strenge min ånd an til en håbløs kraftanstrengelse ... Men se, allerede har en falsk fornemmelse af objektivitet sneget sig ind i min hjerne, for spørger jeg ikke blot for beroligelsens skyld, for at kunne sove og sikre mig at kunne krybe uden om rusens rædsler?  Denne gang kan en sådan halvfærdig redning ikke tilfredsstille mig, beslutningen må stå åben, begge muligheder må stå åbne; gør de ikke det er min skrift blot efterrationalisering og bedøvelsesmiddel og som sådan intet værd, var beslutningen allerede truffet burde jeg blot føre den til sin konsekvens istedet for at vente på min egen bekræftelse.

     Men lad mig starte med et tøvende pro et contra, og jeg starter altid med contra; når du nu ved hvad der sker fra det øjeblik du tager det første sug, når du ved at angsten er i dig fra det øjeblik beslutningen er taget, hvorfor lytter du da ikke til din viden? Fordi du tror, at der bag alle disse erfarede sandheder, og bag enhver erfaring du måtte benægte, skulle skjule sig en dunkel viden der blot venter på åbenbaring, et blålys du længes efter af mangel på mod til at se denne svaghed i øjnene. Det er selve livets hårde, men frugtbare arbejde du vil spilde af angst og for angstens skyld, som en anden marionet vil du underkaste dig blot for at se dine længsler for dine øjne som var det et dukketeater, som betød de ikke mere end til fremvisning som narrer og ludere for Vorherre. Og, min ven, jeg ved at du i mere end erfaringsmæssig forstand mærker mine ord, for jeg ved at du ved mine ord mærker skammen i dig.

     Godt, at tale pro i en sådan sag er som at tale både for og imod sig selv, som at kæmpe for sit liv og spilde det på samme tid. Er disse ord dunkle er din anklage om dunkelhed sand, men ikke dermed berettiget, for hvad du udelader, hvad du glemmer i din fint spundne intrige, er din egen dunkelhed. Du taler om livets frugtbarhed, men dit liv er kun din skrift, og din skrift er dit eneste liv og eneste berettigelse. Du har ret, jeg mærker skammen i dine ord, men skammen gælder lige så meget dig som den gælder mig, for i ethvert ord mærker jeg skam og i enhver skreven sætning mærker jeg angst, denne evigt snigende angst og dette tiltagende tungsind over aldrig rigtig at kunne gøre valget. Deri ligger din dunkelhed, for denne angst og denne skam kan dit øje ikke se. Jeg ved, at en kort smuttur til staden ikke kan løse problemet og træffe valget for mig, for kunne den det havde jeg slet ikke noget problem. Men hvad du ikke ser, er at det modsatte heller ikke løser problemet; du siger, at angsten er i mig fra det øjeblik beslutningen tages, men det er løgn. Sandheden er, at angsten er i mig fordi beslutningen aldrig tages, eller fordi jeg ved, at mine besluttende øjeblikke ikke findes, at kun efterrationaliseringerne findes, om det så er pro eller contra. Dette burde være en tale for pro, men det er det ikke, for jeg ved, at mine øjne ser dybere end dine, og de ved at valget aldrig kan konstitueres af argumenter, men blot af øjeblikke, og at det er disse øjeblikke, og ikke rusen, der er den sande illusion.

     I denne dybt tungsindige og absurde situation ender det hele altså, at talen for contra opildner mig til trodsig handlen, mens talen pro, som er den endelige og sande, slår mig til jorden med sit tungsind og slutteligt konstituerer handlingslammelsen. At den indledende længselsfantasi, som blot skulle have været en appetitvækker, er blevet mit eneste sande måltid, denne den eneste frugtbarhed, som mine hænder har kunnet lade gro, som netop de eneste kortvarige øjeblikke hvor skyttegravskrigen blev suspenderet.”

SCHIZOFRENIA PARANOIDES BLUES

     “Igår var jeg til fødselsdag hos Amalie med Christina og Martin. Det var godt, men som altid kan jeg ikke skrive det skete, der skete så meget jeg burde skrive, men ikke kan. En vag beskrivelse er det tætteste jeg kommer. Jeg drak og talte med andre og følte mig godt til mode, og aligevel ville jeg mere. Og selvfølgelig, da Amalies franske kæreste svansede rundt med en joint i hånden, kunne jeg ikke lade være. Blandingen af hash, diverse alkohol og nervepiller kunne systemet ikke klare, jeg blev bange, paranoid, blev som en psykotisk, altså en nedtur af den rigtig barske slags. Jeg vaklede ud og sagde jeg måtte gå, da noget uventet skete, et af disse kortvarige øjeblikke af inderlighed, som aldrig falbydes, købes eller sælges nogetsteds og altid dukker op uventet. Christina kom ud i gangen hvor jeg stod, og spurgte bekymret om jeg nu var okay, og om jeg ikke burde have en taxa hjem. Særlig skønt eller inderligt lyder det ikke, men netop i dette øjeblik følte jeg en melankoli så dyb, at jeg ikke troede noget menneskeligt øje ville have kunnet se den. Dette var ikke en digters mirakel, det var noget andet, et mirakel så uendeligt småt, at det undslår sig ethvert øje og enhver skrift, og blot for hjertet er en svag stemning af erindring. Det var ikke hvad jeg sagde med ord, men hvad jeg med mine klodsede hænder forsøgte at vise, og det var ikke ved, men derimod på trods af melankolien, en mirakuløs inderlighed for ubetydelig og for uendelig lille til udover for få sekunder at kunne fastholdes i erindringens netmasker. Sådan er det. Forsåvidt erindringen er det jeg skriver en løgn, jeg må lyve forsåvidt det uendelige er uforeneligt og af et andet stof end mine kropsvæsker, min mund, mine hænder, selvom det uendeligt lille mirakel uden dem ikke ville være muligt. Vi må lyve for at undgå løgnen og tie for at tale sandt. Men hvor bliver de af, disse substanser som erindringen ikke fanger, hvilket rum kan indeholde dem? Er det det man kalder erfaring, så er erfaringen dog skabt af det mest besynderlige; disse rum og disse tider, om hvilke blot et tomrum og en manglende erindring for eftertiden vidner.

    Men hvad betyder det? Hvis dette er en erfaring, hvad har jeg så erfaret, udover den melankoli at jeg ikke kunne være med i dette ordriges fællesskab, udover på galskabens betingelser? Alt vil jeg glemme på nær eet, så dette ene bliver andet og mere end blot en bøn, men et ord, dette ene enkelte ord jeg burde kunne, men aldrig kan huske, fordi verden var i os før vi var i den og altid vil være det. Jeg kender det, alle kender det, men det har intet ord, det er ikke i ord og ord er alt, derfor er det, at det sidste vi vil værne og aldrig vil glemme, er dette ene ord vi aldrig kan huske. Dette ord som fantasien ikke kan hjælpe os med at gestalte, fordi fantasien er ordet og ordet er fantasi, og dette ansigt splittet i to er vores forsvar mod det der er værre end alle nætters mareridt; at ordet intet betegner andet end en lyd, og lyden ikke andet og mere end blot et fragment af verdens larm og lyde."

EFTERSKRIFT

Kære søster,

jeg er som en der har vandret jorden rundt siden sidst jeg skrev til dig. Således er jeg efter lang tids vandren kommet til præcis det samme punkt, som var tiden imellem suspenderet. Du er ikke mere den samme, og dog er du den du altid har været, blot er du i min bevidsthed blevet et ansigt. Et karakteristikum som jeg indtil videre ikke har givet mæle og stadig ikke gør, fordi det er op til dig at tale. Thi du har ord og lever og trækker vejret udenfor min bevidstshedssfære, du er intet monument og slet ingen engel. Om jeg døde ville du leve videre uanfægtet af min død, og dette er min jordomrejses nye erfaring; du er til udenfor mine drømme, thi præcis hvor mine drømme slutter, præcis på det punkt begynder du. Tager jeg således skridtet ud af min drøm, støder jeg ind i dig og din drøm, og der hvor vores drømmes grænser overlapper hinanden, i denne delmængde og kun her, undfanges livet påny. Det kræver to mennesker at elske og kun eet at dø. Kun forsåvidt at du lever, lever og betræder også jeg jorden. Og dog føler jeg mig alene, og dog nager tvivlen: måske narrer mine øjne mig, måske er det slet ikke dig jeg ser, men noget andet. Da ønsker jeg at mærke efter og forsikre mig, og dog ængstes jeg ved at berøre dig, ængstelig for at du vil gå i stykker som sæbebobler, som var du blot et ord og ikke kød og blod. Dog, når jeg ser på dig, forandrer dit ansigt sig fra sekund til sekund, og ethvert forsøg på at fixere det i erindringen mislykkes... Måske er det netop dette som drager mig; i dig at have fundet et levende ansigt, hvor svært det end må synes et sådan at elske.

     Derfor er jeg blevet påpasselig og bange for blot at påklistre dig et ord. Bange for at sige noget som lyder forkert, som ligesom skærer som en ragekniv gennem sætningerne i rummet ved sin idiosynkrasi. Som ikke passer, eller måske, som er så oplagt og passende, at jeg efter udsigelsen af disse få ord, ville sidde tilbage stum og ordløs. Og luften ville ikke mere være ladet, den ville være så ren som var horisonten visket bort. Og da, da ville jeg blot længes efter een ting: at lukke mine øjne og i mørket i ensomhed omfavne døden. Thi skulle jeg holde mine øjne åbne, ville de blændes af lyset så skarpt og rent, at ingen søvn længere var mulig. Som en sneblind vandrer ville jeg famle mig frem mod dig, og i hver en bevægelse mærke dette memento mori; at ingen drøm længere kunne drømmes hinsides, men alene her og nu med dig, i denne livslange, søvnløse nat.

Kærlig hilsen

Ture