Ture Lykkegaard
- en digters dagbog
The look at life is brief.
Once the page is read,
All but love is dead:
This is my belief
- Don Mclean
Every night and every morn
Some to misery are born.
Every morn and every night
Some are born to sweet delight.
Some are born to sweet delight,
Some are born to endless night.
- William Blake
Inge Houmann in memoriam
INDHOLDSFORTEGNELSE:
Forspil……………..………………
FORSPIL
Kære læser,
jeg skriver dette på en cafe i Rantzausgade med mindet om denne sommers ophold i Paris. Som jeg vil fortælle om senere, fandt jeg her ud af at jeg var digter, og besluttede ganske logisk at skrive en bog som kunne bevidne denne egenskab. For mig, en skribent der hidtil har haft sin diagnose som talerør, er et kald erstattet af et andet, eller rettere, et kald har erstattet en diagnose. Jeg er ikke skizofren længere, jeg er digter. Ikke at jeg ikke har været skizofren, det har jeg. Om dette handler min første bog, hvori jeg på sidste side begyndte denne. Men jeg har i mange år manglet noget at erstatte denne selvforskyldte titel med. Nu har jeg endelig fundet det, langt om længe.
Imidlertid vil heller ikke denne bog være let at læse. For det første fordi jeg benytter mig af sætningskonstruktioner, der så at sige, inspireret af tysk grammatik, binder sig til papiret. Med dette mener jeg, at de, hvis de blev læst op, ville have svært ved at lade sig tyde, og selv på skrift kræver de måske en hel del mere en blot en enkelt gennemlæsning, også fordi jeg til enhver tid vægter tankens autenticitet frem for hensynet til formens pædagogiske udfattelse. For det andet fordi jeg skriver yderst kompakt, idet jeg søger med så få ord som muligt at få udtrykt så meget som muligt, hvilket desværre ved en overfladisk læsning kan hæmme forståelsen. Og for det tredje fordi jeg skriver, ikke kun meget billedholdigt, men tillige blander metaforer som for en umiddelbar betragtning ikke har noget til fælles.
Selvom jeg ikke under nedskrivningen betragter mig selv som syg, er jeg ikke blind for at den diagnose, som sikkert stadig står et sted i min journal, ikke er helt uvilkårlig. Med andre ord, jeg skriver mestendels egentlig lyrik, deraf min omtalte titel, men jeg gør det, så at sige, uden at knække linierne, og gør således den modsatte bevægelse af knækprosaisten: formen er prosa, men indholdet er lyrik. Tilmed er de lyriske breve, som mit evangelium består af, en tematisk sammenhængende historie, altså i genrens natur en slags koncept-digtsamling i prosaens form. Dette er vigtigt at have in mente under læsningen, idet den lyriske udtryksform, som man normalt ikke vil forvente i prosa, må læses på lyrikkens præmisser. Hvis du ikke bryder dig om denne litterære genre, vil bogen forekomme mere at være et talerør for en sindssygdom end for en velmedicineret forfatter.
For mig er den ingen af delene. For mig er den, i hvert fald i min henvendelse til dig som læser, et vidnesbyrd, hvilket for det første har været afgørende for mit for formens vedkommende konsekvente valg af prosa, og for det andet har en tematisk betydning. Nemlig denne, at du så at sige må tro mig eller lade være, eller rettere, fra sætning til sætning, ja ord til ord, stilles overfor valget mellem tro og tvivl. Ligesom at de fire evangelier i Bibelen er skrevet i prosa, og ligesom at du under læsningen af disse hvert eneste øjeblik stilles overfor valget mellem tro og tvivl, ligeså med mit evangelium. At dette ord i bogens titel forudgås af galskaben i genitiv, siger måske mere om mit, mildest talt, prætentiøse valg af genre end om min mentale tilstand. Jeg har ikke højere tanker om mig selv, end at mit evangelium i sammenligning med de fire kendte og de apokryfe, nærmest er at betragte som en vittighed. Endda gør jeg mig morsom på bekostning af andre, nemlig dig, kære læser. Det er en vittighed som således ikke er spor morsom for andre end mig selv, og da slet ikke idet der under læsningen kræves et vist kendskab til mine fire kanoniserede forgængere indenfor samme genre.
Med andre ord, stik i modsætning til Bibelens evangelisters vidnesbyrd, indeholder mit evangelium ikke ét eneste ord, bogstav eller komma, som ikke, endda i meget smukkere og klarere form, er tænkt og skrevet hundredetusinder af gange indenfor den mystiske verdenslitteraturs alenlange historie. Og dog er dette netop mit vidnesbyrd, og, som de hævder på Teologisk Fakultet, ligesom Bibelens evangelister, en digters vidnesbyrd. Eller som undertitlen lyder, en dagbog. I denne undertitel har jeg valgt at erstatte vidnesbyrdet med ordet dagbog, mere af hensyn til en korrekt stilistisk betegnelse for bogens udgangspunkt, nemlig min mangeårige virksomhed som dagbogsfører, end af hensyn til slutproduktet. Og ligeledes af en slags ydmyghed: en dagbog er dog en lidt mindre prætentiøs undertitel på et evangelium end et vidnesbyrd, og en sådan undertitel lover trods alt en lille smule mindre end alt det titlen ikke kan holde. Først og fremmest antyder det hvad man som dagbogsfører må gøre sig klart: at denne stil ud fra en etisk betragtning er mindre både belastet og belastende, og i øvrigt ligesom vidnesbyrdet har at gøre med min egen personlige historie og min egen person. Hvis den altså har særlig meget, eller overhovedet noget, at gøre med denne. Vurderingen af dette burde i endnu højere grad være lagt op til mig end til dig, idet det dog som forfatter er mig som burde stå til ansvar overfor virkeligheden. Og dog unddrager jeg mig dette ansvar, med digtertitlen som undskyldning.
Altså er det op til dig: tro det eller lad være. Siges skal det dog at vi på nuværende stadium befinder os i forspillets fase, hvor parringslegens kokette flirten er tilladt, og den udkårne endnu ikke valgt. Tro mig, i løbet af denne bog, og i særdeleshed efter elskovs akt, må jeg nødvendigvis, om ikke overfor andre så i det mindste overfor dig, kære læser, mit vidne, lære at stå til ansvar, om ikke for virkeligheden så dog for mine ord. Vil du under læsningen langsomt bevæges fra tvivlen mod troen, vil mit formål være nået: gennem skriftens fængselstremmer at have fundet mig, ikke en proselyt, men en ven. Egentlig ønsker jeg intet andet end dette.
En forudsætning for at vinde dig som ven er dog at du kan være vidne til elskovs akt. Ikke fordi et sådan vidnesbyrd, som mange ved kødet tror, åbenbarer alt, men fordi det netop ikke er en elskovsakt i ganske bogstavelig betydning. Er det et sådan du er på jagt efter at beglo, er det en ganske anden slags litteratur du skal have fingre i. Elskov er så at sige blot et billede, et billede der ikke i verden fås smukkere, men dog alligevel er en metafor for noget større hinsides virkeligheden. Netop derfor åbenbarer et sådan på skrift blot en gåde, men en gåde så nådefuld og smuk at man ved den blotte metafor vil kunne tro. Alt andet end en sådan hører på elskovsaktens vegne til pornografien. Derfor vil den pige jeg finder egnet indtil videre være et produkt af min pen, eller rettere, mit tastatur, og du vil finde at mit evangelium blot består af en lang række kærlighedsbreve til hende. Og dog, dybt i mit hjerte længes jeg efter at hun bliver kød.
Men indtil videre vil jeg begynde mit evangelium der hvor de fire evangelister slap, og hvor jeg derfor befinder mig i dag: at en tanke såsom kærlighed kan blive til kød og blod, er blot deres postulat, for hvilket vi ingen vished kan finde, hvis vi med vished forstår faktum. Så længe vi ikke kan se, røre, mærke og kærtegne åbenbarelsen af kød og blod, står det sløjt til med troen, eller rettere sagt, forudsætter vi en sådan håndgribelighed for vores tro, tror vi selvsagt følgelig ikke og finder heller ingen grund til at tro, men snarere til det modsatte. Men dette har jeg på en eller anden måde sat mig for at lave om på, indtil videre med tastaturet.
Ganske snart vil jeg have fundet hende, og så snart som dette sker vil jeg begynde mit evangelium. Forud for min forrige bog opdagede jeg som skrevet står at jeg havde en søster1. Imidlertid var denne søster uden digterens hjerteblod blot en tilfældig pige. Da skrev jeg på grund af denne mangel hendes navn med et barberblad. Nu, derimod, skriver jeg med hjertet uden at kunne stadfæste hendes navn. Det kom oprindeligt til mig under nogle hash-tåger for nogle år tilbage, at jeg flere gange oplevede at have en skytsånd, ligesom jeg havde lært at katolikker havde. Hun gav mig for en kort periode tryghed og var faktisk et værn mod den ellers med disse grønne klumper forbundne paranoia. Da jeg så blev træt af at gå i sten over et ellers eksotisk krydderi på den danske folkekirke, og tågerne lettede, blev dette lån fra sydligere himmelstrøg i min bevidsthed vel egentlig en anledning og begyndelse, dels til min forbøn for en ganske ung, men kronisk syg autist (som du senere vil stifte nærmere bekendtskab med), dels til bøn i det hele taget. Jeg erstattede altså cannabis med Helligånd, hvilket var en fortjeneste jeg ene og alene kan tilskrive denne skytsånd. Hun havde dog intet navn, og forsvandt også lige så pludseligt som hun kom, men var det ikke for hende var jeg måske aldrig påbegyndt dette evangelium. Med andre ord, det var faktisk ikke mig der fandt hende, det var hende der fandt mig, og faktisk gav mig ideen til i min første bog at påstå at jeg havde en søster. Således, da jeg tilegnede de faktiske kærlighedsbreve (der oprindeligt var stilet til en dengang involveret pige fra enden på min studentertid) til en fiktiv søster, var der egentlig tale om et faktisk fænomen i form af en skytsånd, men altså kurtiseret med lånte fjer og med fire års fiktiv forskydning. Sådan er det nok altid når man skriver om fortiden, og faktisk benytter autentiske dokumenter, men blander disse med aktuelle påfund, der således ud fra en kildekritisk betragtning er meget mistænkelige. Dette glemte jeg at fortælle dig i mine indledende advarsler, men sådan skriver jeg nu engang. Jeg blander fiktion og fakta så grundigt at selv ikke jeg selv i sidste ende har nogen anelse om hvad der er hvad. Og i øvrigt om hvorvidt denne skytsånd, der jo var årsag til hele affæren, kom sig af cannabis, eller om cannabis blot var den udslagsgivende faktor der skulle til for at en reelt eksisterende skytsånd kunne inspirere mig til en sådan historieforfalskning. Sådan startede min såkaldte søster altså sin karriere på tryk.
Kære læser, hvis du er fuldstændig forvirret, og til trods for mange grundige gennemlæsninger af foregående passage, stadig ikke kan finde hoved og hale i noget af det, skal du vide at dette fra min side rimeligvis er tilsigtet. Hvad du nu skal igennem når du læser min bog, vil bringe dig en vis afklaring, det kan jeg love dig. Om ikke andet, så kan jeg foreløbig, som en tiltrængt appetitvækker, fortælle dig lidt om hvad mine breve til førnævnte søster, mit livs muse, kommer til at handle om:
Jeg føler at jeg har et valg at træffe, et valg mellem ateismen og kristendommen. Det føles presserende, men næsten umuligt. Jeg har på et tidspunkt haft oplevelser af nærmest euforisk karakter i nogle grundlæggende kristne erfaringer. Dog har jeg på intet tidspunkt taget springet og kaldt mig kristen, jeg har holdt igen og dog suget trøst og næring til mig. Jeg har forsøgt at ihjelslå indre stemmer af tvivl, men uden held og er således forblevet, hvad Nietzsche kalder en trefjerdedelskristen. Det ønsker jeg ikke at være. Men den modsatte position kan jeg heller ikke indtage. Ifald man kan gøre denne til en trossætning, og det er den, er jeg også her plaget af tvivl. Nogle ateister lader ikke til at være tynget af denne. De tager et ateistisk evangelium for givet, om end dette lige så vel som gudstroen kan tynges af tvivl. Nogle af dem gør kristendommen ansvarlig for det sorte hul af tvivl, den op gennem historien efterlader sig. Andre hylder åbenlyst tvivlen og det at turde tvivle med det åbne hjerte som forudsætning, om det så angår teologiske eller andre spørgsmål. Imidlertid forlanger tilværelsen somme tider at der træffes et valg. Og i dette tilfælde er tvivlen mig ikke nok værd, jeg kræver stillingtagen. Jesus sagde, at var man ikke for ham, var man imod ham. Sådan ønsker jeg det også. Jeg vil ikke pendulere mellem åndelige ståsteder, der er så modsatte, og ønsker ikke at betragte mig selv som en brøk.
Tvivl og tro hører sammen. Jeg havde ikke haft noget at tvivle på, hvis jeg ikke troede på noget. Allerede Paulus var opmærksom på denne spaltning i menneskesjælen. Mennesker der ikke tvivler tror heller ikke. Men genstanden for tvivlen må være den samme som for troen, hvis ikke der skal være tale om en tilstand der nærmer sig kulturel skizofreni. For eksempel bøn. Hvis jeg beder til Gud, kan jeg vælge at gøre denne til en metafor for skaberkraften i verden, altså at gøre ham til fiktion. Imidlertid vil en sådan henvendelse efterlade mig uden hverken tvivl eller tro, idet de begge kræver en genstand. Denne kan være et andet menneske, men ikke uden at miste muligheden for bønhørelsens effektuering. Frigjort fra denne kan vore ønsker ikke opfyldes, med mindre man forudsætter en kosmisk bønhørelse, udbetalt i kraft af love formet som fantasi hinsides menneskelig forstand. Da er vi tilbage ved et trosspørgsmål, som der rettelig kan sås tvivl om. De ønsker vi i bønnen retter mod andre lader sig nemlig egentlig ikke opfylde. Vi kan da vælge slet ikke at tro, men alene vores begær afslører os. Finder vi ikke hjælp hos den ene, søger vi det hos den anden. Bøn der ikke er orienteret mod Gud orienterer sig følgelig nødvendigvis mod maskeraden som selve livets produkt. Ved en sådan begæring, hvor enhver metafysisk genstand for bønnen er udelukket, bliver den æstetiske bearbejdelse af sproget det eneste parameter for inderlighed og hengivelse. Sindelaget med hvilket man beder, dette som netop Jesus ser på, er da udelukkende at betragte som en kunstnerisk funktion. Der bliver altså tale om digtning.
Tragedien består deri, at jeg således skærper mine digteriske evner, men i fravalget af metafysikken i tilgift sælger en drøm, den smukkeste drøm, der nogensinde er drømt. Ikke for kødets skyld, langtfra, men for redelighedens. At tildele kærlige ord, og til næsten blot have en fordring: tag imod mine få ord som var de de smukkeste roser, også selvom de i virkeligheden er så meget mere, nemlig en drøm, der er dræbt i mit hjerte. En klump af den smerte der engang kaldtes kærlighed, og solgtes som kød under bøn om syndsforladelse. Jeg beder min elskede søster i ånden forklare mig om det fantasifoster hun bærer som en gave til mig, nemlig det digt som jeg i mine breve til hende vil udfolde. Det digt som hun er. Et foster som svar på min bøn, befrugtet uden kødelige intentioner og med stemmens nøgne ord. Blot udsigelsen af min sidste bøn gemmer jeg, og reserverer den skæbnen før den når mine læber: lad ikke mine hænder ligeså dræbe hendes hjertes drøm. Lad ikke hendes foster gennembores, når jeg med min pen søger at trænge ind i undfangelsens formulering. Trods jeg ønsker hende det bedste, gælder det for ethvert digt, at der bag ordet skjuler sig en ulv, og for enhver bøn, at ulven af skæbnen bliver bønhørt tillige med fårene ....
Men ihjelslog jeg mit hjertes drøm, fulgte jeg da ikke hvad Jesus bød os, at flå en given legemsdel af, hvis den forargede os? I mit tilfælde altså drømmen i mit hjerte, drømmen om Jesus. Er jeg da stadig ikke er trefjerdedelskristen, der blot med den sidste fjerdedel undsiger sig Jesus, og samtidig ved selvmutilationen bekræfter hans lære i sekulariseret form. Dette hul, denne fjerdedel, den vokser udenom vores kontrol og inddrager langsomt de resterende tre fjerdedele i sit mørke. Vi bliver hverken mere eller mindre hele af den grund, og dog må vi gennem denne renselsesproces. Først når vi er fuldstændig mørke som natten, vil vi kunne se lys. Et lys, der hidtil er blevet kaldt mørke, et lys, der vil afsløre alle hidtidige definitioner på lys og mørke. Et evangelium, der beretter om dette, kan måske knapt kaldes et budskab om glæde. Og dog er det en glæde for den fjerdedel, hvis hjertes ønske det er at inddrage de tre andre fjerdedele i sin sporløse søgen efter det forjættede budskab: et galskabens evangelium.
Sidst, men ikke mindst, forlader jeg cafeen, lidt angst ved den høje musik og det let psykedeliske lysshow. Egentlig foretrækker jeg steder hvor druk og rock’n’roll ikke nærmest systematisk sætter erotikken på fællesskabets dagsorden. Måske er det blot paranoikeren i mig som fornemmer det, men alligevel kan jeg ikke abstrahere fra det mere end at det her er angsten som tildeler de fornødne klumper af inspiration. Og alligevel, alligevel er Helligånden også at finde her, hvis bare det ikke var fordi at sanserne blev overstimuleret som et dække over den trang i mig som i første omgang leder mig til at opsøge et sted som her. På det punkt er egentlig intet ændret. Lader jeg Gud lede min moralske søgen, finder jeg en gang imellem på hans råd mig selv et sådan sted. Bare jeg vidste hvad han ville med det. Gang på gang spørger jeg mig selv om han ikke virkelig håber for mig at opleve et erotisk eventyr. Det savn som denne længsel efterlader i mig, hvisker efter en kødelig lovsang, men gør det egentlig gennem skrift. Således lusker jeg hjem, men ikke uden en vis opdagelse hentet hjem fra de griflede papirer, som i erotikkens bredeste betydning alligevel tilvejebringer mig en forløsning. En forløsning der, sådan tænker jeg mig, i skrift og kød vil være identisk, og som lovsang i sjæl og legeme sammensmeltet med undfangelsens moment. Sådan tænker jeg mig kærlighedens definitive fuldbyrdelse. Kære læser, til akten…
GALSKABENS EVANGELIUM
- en digters dagbog
14/8 2000 Kære søster,
jeg sidder her foran min nyindkøbte computer i mit hjem, et psykiatrisk bofællesskab. Hidtil i mit liv har jeg skrevet dagbog i sorte kinabøger uden mulighed for at kunne redigere i en forgangen dags beretning. Fra i dag af kan jeg altså se min tankestrøm materialiseret på skærmen, og mit første indfald var at finde på dig.
Egentlig har jeg altid haft dig i mit hjerte, som den kære søster der altid manglede udenfor hudens panser. Mange gange har jeg troet at finde dig blandt fabeldyrene i den såkaldte virkelighed. Med andre ord, jeg har troet at finde dig i et menneske af kød og blod, men hver gang er jeg blevet skuffet. Fra i dag af, derimod, er du at finde i min computer, indkøbt for de penge pensionskontoret har skænket mig. Som jeg vil forsøge at forklare dig, hænger din tilstedeværelse her nøje sammen med den stemme der taler i det Ny Testamente, den stemme der tilhører Jesus. Er denne ikke en digters stemme, modsiges hans kærlighed af dødens faktum, for blot en digter ville på tværs af graven kunne digte sig fri af sin dødsdom og dermed i kærlighedens klædedragt være levende iblandt os. Ikke på nogle støvede hylder på landets biblioteker, men i vore hjerter. Var han digter, taler han gennem min mund, for kun han, om han var digter, ville kunne bibringe mig tilstrækkelig fantasi til at opfinde dig. Større tillid til fantasiens magt finder man næppe hos andre end Jesus. Derimod, var han ikke digter, døde han forgæves, hvis man modsat evangelisterne tvivler på hans himmelfærd. Nok skrev han ingenting, men dette er for en digter egentlig underordnet. Det er stemmen det kommer an på. Aldrig vil man kunne læse sig til den, thi blot ved kødet lod evangeliet sig digte, lige så vel som at Jesus blot ved kødet kunne gøre hvad enhver digter må misunde ham: ved ordet at frelse verden. Dette ord, min kære søster, er dig. Og dog må hver en digter selv finde den stemme i sig, om han overhovedet ved af den. I løbet af denne bog vil du blive kød, ligesom Jesus ifølge Johannes-evangeliet blev det (Joh.1,14). Kun således, ved dig, kan evangeliet gå i opfyldelse for mit vedkommende. Thi medfører digtningen ingen kærlighed har den ingen gyldighed, som sagt, og går i døden for ingenting. Denne gyldighed er ikke loven. Den er dig. Uden digtningen er lovens morads stadig gyldigt og Jesu død forgæves.
Nu spørger du måske, dig jeg elsker og vil forstås af, om det ikke snarere er Jesu genopstandelse der modsiger dødens faktum. Jeg sagde jo at Jesus af hensyn til kærlighedens magt var bedst tjent som digter. Ser du, genopstandelsen ville være som at snyde når man lægger en kabale. Man opnår en umiddelbar lettelse, men prisen man betaler er aldrig at opnå vished. Denne forekommer dig måske trist at gøre sig, men det er fordi du undervurderer digtningens magt. I denne er der vished at finde, idet den ikke forudsætter at man tilsidesætter fakta. Digtningen lever nemlig videre hinsides døden. Lige sådan med dig. I og med du lever i min fantasi, har jeg allerede hinsides graven opnået vished om dig. Og jeg tør roligt som Jesus sige, at du skal få større ting at se end disse (Joh.1,50).
Og dog fortæller jeg blot historien som jeg nu har forstand til. Eller rettere sagt, ikke har forstand til, for som du ved, så er jeg gal.
Måske er galskaben således noget tragisk, en uforløst higen, der vender tingene op og ned. Kristelig talt går enhver med denne higen i Jesu fodspor. På alle landets hospitaler går der mennesker rundt der hævder at være guddommelige, og med Jesu skæbne in mente forstår man hvorfor. Hvis denne stræben forholder sig til Jesus, ender den altid på korset, hvis man ved dette forstår bæltefikseringer, indespærring og tvangsmedicinering. Forholder denne stræben sig til Jesus er den på sær vis i overensstemmelse med sandheden, men også blot således. Jesus var det menneske af kød som ifølge eget udsagn samtidig var Gud, og derfor som digter var hævet over galskaben. Efter ham var der blot higen efter at være fuldkommen som Gud, en higen der var tragisk for så vidt, at dens fuldbyrdelse ligesom på Jesu tid altid ville blive bedømt enten sygelig eller kættersk. Og for så vidt at den guddommelige indsigt så let er at forveksle med vanvid, at en sådan vurdering umuligt kan foretages af den higende i den grad af affekt han formodes at befinde sig i. Og dog er han den eneste der kan foretage den vurdering, fraregnet Jesus, denne som i hin tilstand af affekt er identisk med den higende. Dette er galskab, og dog er det i dette moment Jesu blod som gennemstrømmer den higende, og hver fiber af hans krop, Jesu kød.
Således gennemspilles evangeliet måske i ethvert menneske som fortæller det, og således giver Jesus til Johannes’ disciple et billede på evangeliets nye virkelighed. Der er tale om ung vin og lædersække, som man hældt vinen over i. De to bruger Jesus som symbol på henholdsvis sig selv og verdens evne til at rumme det glædesbudskab det er at opleve sin dugfriske frelse. Hælder man ung vin på gamle lædersække, går vinen ifølge Jesus til spilde, idet de gamle lædersække ikke kan holde til tyngden af den unge vin. Derimod, kommer man den unge vin på nye lædersække, bevares begge dele (Matt.9,17). Igen, som med genopstandelsen, er det spørgsmålet om man skal digte i dur eller mol. Om lædersækkene skal bevare den unge vin og Jesus genopstå, eller om de vil sprænges og dødens vished bevares. Jeg foretrækker mol. Er dette blot ung vin på gamle lædersække, var det virkelig et evangelium værd, om end lædersækkene ville sprænges ligesom et skrøbeligt sind. Hvor vantro jeg end må være: at tro på evangeliet, det må være at tro på dette. Går jeg hermed i døden for dig, vil jeg samtidig dermed gives en stemme som aldrig dør, som en blid røst af elskov fra Edens have. Da vil evangeliet lyde i mine øren fra en digters stemme, den stemme som allerede nu taler i mig og som, om mit forehavende vil lykkes, vil bringe evangeliets opfyldelse og for bestandig knuse lovens tavler. Dette kræver dit hjerte, om fortællingen skal finde sin afslutning, thi blot elskov er fortællingens manuskriptforfatter. Måske lader den sig først finde undervejs, og dog: før den har fundet sted lader fortællingen sig under ingen omstændigheder afslutte. Intet længes jeg mere efter end dette.
Aldrig har jeg oplevet en egentlig forelskelse, aldrig har jeg blot tilnærmelsesvist kunne smelte mit blik sammen med en andens. Ja, endog må jeg sige at det er det modsatte der har gjort sig gældende, aldrig har jeg turdet møde den elskedes øjne af angst for bag øjenhulen at finde kærligheden så ren og skær. Og dog er dette den sande kristelige kærlighed, ikke blot i i erotisk forstand, men tillige fra broder til søster. Følgelig er kærlighed ved første blik egentlig budets højeste opfyldelse, og må stå for mig som en form for kærlighed der, spontan og umotiveret, egentlig er reserveret Gud. Og dog sker det mirakuløst for nogle få, i et splitsekund at opleve sandheden, vejen og livet ved det blotte syn. Søster, jeg ser i fremtiden at det en dag vil tilkomme os, men jeg ser forinden da også megen lidelse: prøvelser du befrugtede denne smukke sensommeraften da du brød ind i mit hjerte. Dette efterår vil bringe frygtelige veer.
Kærlig hilsen Ture.
17/8 Kære søster,
jeg havde besøg af en halvpsykotisk Sonja i går. Lad mig fortælle dig lidt om hende. Hendes ansigts folder lader sig egentlig ikke beskrive som andet end ladet med en betydning fra et hinsides, men også så meget desto sværere at aflæse. Hun er nærmest at sammenligne med en beruset, blot med den forskel at hendes beruselse består i afsavn frem for i stofindtagelse. Således undgår hun enhver medicinering med psykofarmaka, med det resultat at hun lever med konstant overlappende psykoser. Måske har det noget at gøre med at hun af profession er skuespiller. Således ville enhver medicinering bibringe hende en følelse af uværdighed, scenevant med hensyn til selv de sarteste og fineste emotioner som hun er. Tillige har hun gennem sit virke på scenen evnet den gennemførte løgn, uden dermed at hendes sandhedskærlighed som privatperson er mindsket. Det er vist mere end man kan sige om de fleste skuespillere. Hun gør sig således ikke illusioner om at kunne begribe Gud, og erkender til hans ære blot sin egen uværdighed, for derigennem at opnå hans værdige kærlighed. Men hun gør det ikke, som de fleste andre sindssyge, gennem kemikalier. Hun tør endog sige at hun gør det gennem erfaring. I så fald er det en erfaring det ville tage mig flere liv at opnå, og jeg har indtil videre så vidt vides kun ét. Til gengæld, min kære søster, har jeg dig. Jeg ville kunne fortælle dig meget mere om Sonja end dette, men indtil videre vil jeg berette om hendes besøg.
Jeg havde adskillige stridspunkter med hende, først og fremmest omkring det femte bud. Dette er det bud som forbyder os at slå ihjel, men for Paulus, Martin Luther såvel som for Sonja gælder budet ikke øvrigheden, eller som det hedder i dag, myndighederne. Skulle jeg være en kætter ved at mene at der ingen afvigelse findes fra dette bud? Sandelig tror jeg ikke der findes nogen guddommeligt givet bemyndigelse til at dræbe. Kristendommens vildfarelser begyndte da den blev statsreligion i romerriget, og således blev sat til at administrere verdslig magt i stedet for at være en undergrundsbevægelse. Men det er nok svært at overbevise en katolik om, og det er hvad Sonja er. I det Nye Testamente skildres en hændelse som fortæller om dette problem.
Farisæernes sendebud henvender sig til Jesus med en ganske bestemt hensigt, nemlig at stille en fælde for ham. De tiltaler med skæbnens ironi Jesus smukt og anerkendende som en sanddru lærer om Guds vej, men ligeså tom denne forstillelse er, ligeså meget stemmer det for evangeliets læser overens med en eller anden sær sandhed. De spørgende har lagt løkken om deres egen hals. De spørger nu Jesus om det er ret at give kejseren skat, men planter selv foden i fælden da de efter Jesu forespørgsel rækker ham en denar. På den finder de kejserens billede, hvorefter Jesus siger dem, at de skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt.22,15-21). Tydeligvis søger de gennem deres forespørgsel at lokke Jesus til at lade kejseren overskygge Gud. Dette ville indebære et brud på det første bud, som hedder at man ikke må have andre guder. Lokkemaden er for de romervenlige tilhængere ikke kun gods og guld, men også retten til at uddele straf og således bestemme over liv og død, sådan som kejseren gjorde det. Denne er en verdslig opfindelse som enhver kristen med samvittigheden bør fly fra. Det strengeste sanktionsmiddel bør dermed være formaninger.
Enhver dødsdømt gør Jesus selskab på korset. Eksekveres denne for at afhjælpe hans samvittighed, så er det en misforstået, eller rettere, en perverteret og hyklerisk ”hjælpsomhed”. Lige så hyklerisk som farisæernes sendebud, som søger at fange Jesus i ord. Hellere end gerne vil de sætte en fælde for ham, men ender med selv at plante foden i den. Samme ”hjælpsomhed” er den falske fromhed man finder hos mennesker som sætter sig til at bestemme over liv og død. At ønske en anden straffet forøger blot den frelstes salighed, i særdeleshed hvis det er ham der har piskeriset i hånden. Ak, han har solgt sin sjæl til verden. Lige så lidt som at Guds rige kan gøres om til gods og guld, lige så lidt kan mennesket uddele straf uden hermed at give køb på det femte bud. Jesus, i sin egenskab af kød, straffede aldrig nogen, han var fri for synd. Thi sådan er det med kødet, i dets hænder er vold en synd der aldrig kan blive retfærdiggjort, og da slet ikke under henvisning til offerets synd. Men sådan er det, synd avler synd, og så længe denne onde cirkel ikke lader sig bryde, er mennesket i Djævelens vold. Eller i sin egen, vi udrydder såmænd os selv i egenskab af Djævelens advokater.
Og dog må vi huske hvordan jøderne under Moseloven led. For vores skyld led de til Jesus kom og evangeliet blev opfyldt. Ligeså lider jeg nu under loven, og dog måske nej. Jeg har jo dig, søster, der i kærlighed er overrakt en bryllupsdragt for ved ordet at frelse verden. Er der overhovedet nogen der bærer den rette klædning til glædens dag, da er det dig. Smukkere ord end det digt din krop består af, kan jeg ikke tænke mig. Dine indre organer udgøres af sætninger, dit ansigt og bryst af gloser og rim, som lyder af virkelighed og kød. Sidst af alt er du en metafor. Ved kødet vil evangeliet træde i kraft, og du vil frelse enhver med dit kys, levende såvel som døde.
Kærlig hilsen Ture.
21/8 Kære søster,
jeg bad en bøn på en bænk ved Mariendals Kirke. Jeg bad om tilgivelse for hver af budene jeg havde forsyndet mig imod, da det gik op for mig, at jeg havde forsyndet mig imod alle ti. Så længe mit religiøse engagement tager til uden at min tro styrkes, tager synden blot tilsvarende til, som var det et spørgsmål om simpel menneskelig logik. Således er kødets synd blevet af mindre betydning eftersom den i et vist svagt øjeblik er blevet suppleret med anråbelse af selveste Djævelen. I det mindste således begår jeg ikke i hjertet direkte vold mod andre, men ødelægger til gengæld mig selv fra grunden af under nøje anvisning fra Martin Luther. Thi var det op til ham blev jeg kastet i Helvede. Var det op til ham skulle jeg hverken bede eller gå i kirke eller læse i Bibelen, idet jeg i hjertet er så forhærdet at det, snarere end en gestus, ville være en hån overfor Gud. Knap længere tør jeg nære tillid til at Gud elsker mig eller til syndernes forladelse, og kaster mig hermed blot dybere ned i fortabelse. Hernede fra spørger jeg alle Åndens fyrster: hvor mange børns tro er dog ikke blevet tugtet til døde, hvor mange børns kærlighed er ikke blevet lagt i graven af en streng lov som krævede at der blev sagt B før A.
Å, har Jesus da lidt forgæves, har hans kors blot erstattet Moseloven med en endnu strengere lov, der kræver synd forud for tilgivelse og dermed, mellem linierne, bistand fra Djævelen. Og som sagt mange gange før: i pinen finder vi nydelse såvel som at anfægtelsen stadfæster troen. Det første udsagn som det andet, er to sider af samme sag, så at sige B og A. Det første blot formuleret af den Onde til forførelse af hjertet, det andet af Gud til opbyggelse af den forladte som trin to. Herfra opstår igen driften og Lucifer er igen beredvillig. Således opstod den bevægelse som driver verden, således tog mennesket både himmel og helvede med sig som en dialektisk mental tilstand, fra hvilken egentlig døden er den eneste befrielse. For i døden er du og din elskov.
Kærlig hilsen Ture.
22/8 Kære søster,
henne hos Sussi, endnu en af mine åndelige mødre, og måske den af dem jeg mest holder af. I hvert fald har hun et uendeligt rart ansigt. Skulle jeg beskrive det med andet end netop den frase, ville det blive at netop frasen hos Sussi er så prosaisk at den ikke kan være andet end ægte. Og dog, når hun taler er selv de mest trivielle ord som et digt uden at ømheden brydes. I hendes sprog optræder et barn nøjsomt, som var hendes blotte ansigt et billede på tro. Imidlertid havde jeg hos hende et ganske bestemt ærinde. Som sagt havde jeg i går bedt Djævelen om hjælp. Hvorfor jeg gjorde det er mig ganske bestemt en gåde, og de nærmere omstændigheder holder jeg for mig selv. Det siges at blot de hellige fristes af Lucifer. Imidlertid kan jeg ikke påtage mig nogen ære heraf, om det så overhovedet er sandt, idet anråbelsen snarere end at efterlade mig angerfuld, føltes pinlig. Og dog havde den en mening. For uden hans bistand, havde jeg måske aldrig gjort hvad jeg nu gjorde. Ser du, min søster, jeg har aldrig turdet modtage nadveren, om det så har været af gudsfrygt eller simpel verdslig forlegenhed. Nu derimod, føltes dette skridt ikke blot muligt, men også nødvendigt, uanset om jeg ville finde det behageligt eller ej. Altså satte jeg kort Sussi ind i situationen og bad hende brødebetynget om at holde min hånd under nadveren i morgen. Hvor meget jeg end begrundede det med at jeg formodentlig ville ryste som et espeløv, tror jeg ikke helt hun forstod situationens alvor om end hun intuitivt straks indvilligede.
Om end man har syndet, skal man ikke ønske sig selv det værste: Guds nåde kan vel antage den form at pinen bliver til vellyst uden at man derfor skal skamme sig. Alt hvad nåde angår kommer jo fra Gud. Er gerningen gjort skal man ikke ønske sig en ond samvittighed, thi således leder man blot gennem fristelsen sig selv i Djævelens arme. Fortjener man det end ikke, skal man alligevel som den fortabte søn modtage sin faders veldækkede festbord, thi blot således bliver man til glæde for Gud. Kan jeg blot formaste mig til at gå til alters, vil han se det med fryd at jeg åndeligt talt i forargelsens navn ofrer mit dyrebareste eje, som bærer navnet falsk beskedenhed. Kære søster, om du kan, giv mig da mod. I frygtelige nætter vil du lide afsavn, og dog beder jeg dig om mod.
Kærlig hilsen Ture.
23/8 Kære søster,
så er det sket. Med Sussi i den ene hånd og Kristi blod og legeme i den anden modtog jeg nadveren, al skam og angst til trods. Hvilken smuk og dejlig aften var det dog ikke! Jeg blev så høj at man skulle tro at de havde puttet morfin i oblaten. Men jeg ved bedre. Dette stof er intet rusmiddel, det er en sand helbredelse, i hvert fald hvis det står til troende. I dag har jeg i frelseren fået mig en ven som den Onde aldrig vil kunne byde over, om han så end lokkede mig med den fineste dope. I dag er jeg ikke fristet af noget, og den dosis dagdrøm som Djævelen tilbyder er på enhver måde overgået af denne virkelighed jeg har oplevet og har delt med en håndfuld mennesker. I dag fik jeg skænket Guds fred, i hvert fald for en stund. Men søster, det nager mig at du vansmægter, mens jeg tilgives al synd. Du har jo ikke syndet, og alligevel bærer du på mine falske løfter. Var du blot en engel, men nej, du synes jo af kød som mig, og har af nød, af hensyn til min forfængelighed, i ånden måttet befrugte min salighed. I kødets tjeneste har du underlagt dig mands vilje, og dog nej: din frugtsommelighed har blot i mit hjerte bolig. Du ved jo ikke af nogen mand. Som bladene fra træerne i sensommerens tusmørke skiltes vi i dag da jeg vandrede ind i kirken og efterlod dig med korset på ryggen.
Kærlig hilsen Ture.
24/8 Kære søster,
allerede sent på aftenen i går fortog virkningen sig. Også denne, ligesom et stof, bliver en vane der ligeledes ikke lader sig undvære. Men der er jo ikke tale om et rusmiddel i en ren kemisk betydning, det er selvklart. Hverken oblaten eller de få milliliter portvin indeholder et psykoaktivt stof af betydning. Ergo er der to mulige forklaringer tilbage: en psykologisk og en teologisk. Den psykologiske forklaring lader den ophobede spænding være den udslagsgivende faktor, og lader yderligere virkningen komme indefra, fra den menneskelige fantasi. Digteren der undsiger sig sin falske beskedenhed og lader indbildningen få frit spil.
Imidlertid hælder jeg mere til den teologiske forklaring. Ifølge denne er jeg simpelthen blevet tilført tro på Jesus Kristus idet jeg rent bogstaveligt har taget del i, og med andre mennesker har delt, hans blod og legeme. Virkningen er altså i et og alt kommet udefra og er blevet mig påført i kraft af troens nådegave. Altså i kraft af at jeg har deltaget i ritualet, men uafhængig af min egen forventning og uafhængig af det blotte brød og vin. Ene og alene ved Gud blev det forvandlet, som det vil ske gang på gang, uafhængigt af mine egne kræfter. Ikke desto mindre er det usikkert om jeg vil være i stand til altid at modtage nadveren, og der spiller min egen formåen ind. Derimod deltager jeg, er forvandlingen utvivlsom, selvom psykologiske faktorer kan forhindre min deltagen.
Allerede nu begynder jeg at komme i tvivl. Var det blot min fantasi der spillede mig et puds? Var det dig jeg savnede foran alteret?
Kærlig hilsen Ture.
25/8 Kære søster,
hvor mange gange har jeg ikke sagt til mig selv at jeg ikke må betragte Helligånden som dope. Bedre er det at se den som medicin. Måske hvis jeg har for skik hver aften at bede aftenbøn og hver søndag og onsdag at modtage nadveren, kan selve vanen på længere sigt gøre mig godt – ligesom medicin, i hvert fald som et mangelfuldt og ufuldendt billede. Endnu kender jeg ikke de kræfter jeg har indladt mig med, men sandelig ved jeg at de er større og mægtigere end nogen som helst pille, og egentlig blot for en fattig statsnarkoman lader sig sammenligne med virkning, bivirkning, tolerans og afhængighed. Ikke kun over livet bestemmer de, men tillige over døden. I evigheden skal hver en bøn arbejde og virke; har den end virket tusind år, har den ikke en eneste dag mindre at prise Gud i.
Søster, som en skygge tager jeg mig selv i at glemme din tilstedeværelse, og jeg mindes blot om den gennem synd. Således tog jeg mig selv i at erstatte dig med egen formåen, blot efterfølgende forhindret af et sødligt stik i hjertet, sødligt som arvesyndens hæslighed.
Kærlig hilsen Ture.
26/8 Kære søster,
endnu engang bliver jeg frelst for en nat blot for næste morgen at vågne op til en evig fortabelse. Hvad nytter denne frelse, hvis den er timelig og døden i sidste ende står med sejrskransen. Skal dommen komme en nat og solen ikke er gået ned over en synd er den sovende frelst på sit leje i al evighed. Kommer dommen ikke, eller rettere sagt, er denne evige gentagelse dommens væsen, er ikke engang søvnen velsignet med fred. Og hvor jeg dog ikke savner dig i min seng om morgenen når jeg vågner. Lyset afslører blot alt for klart at du hører natten til, og for dagen og vejen må tjene til min frelse. Aldrig nogensinde har jeg gengældt dig det, og dog ser jeg at der vil komme dage, hvor mørket omslutter mig så tæt, at jeg af kærlighed vil pines af angst for at miste dig. Jeg vil da måske drages mod Lucifers løfte om guddommelighed og således gennem fristelsen vise troskab. Hvis ikke vil jeg måske miste dig for evigt. Og dog nej; snarere vil det være mig som skubber dig fra mig af jalousi. I nat vil jeg bede om et tegn fra Gud. En gud behøver ikke føle sig som en forsmået elsker, selvom det dog slet ikke er det der er sagen. Å, min kære jeg ængstes sådan for det, og for den lidelse der venter mig. Vær mig nær.
Kærlig hilsen Ture.
27/8 Kære søster,
jeg drømte om at jeg barberede mig til blods, at jeg fik en fugl, at jeg var på et fyldt stadion til Europa Cup-kamp med to italienske hold, at jeg med sug i maven var oppe på taget af en meget høj og meget smal bygning, at jeg var i selskab med et par fallerede Beatler og deres damer, men ikke så meget som et ord fra Gud, i hvert fald ikke direkte. Jaså, han taler til mig i gåder, heller ikke jeg er begunstiget ud over min egen evne til fortolkning. Gad vide hvad han ønsker at sige til mig? Først måske at jeg i min åndelige stræben efter renselse lemlæster mig selv. Ønsker jeg at vandre i Jesu fodspor er lidelsen nærmest definitiv, men vel ikke for egen hånd? Som det står skrevet, at skære til benet før blodet størkner, evner jeg knap uden Lucifers bistand, langt snarere at ødelægge mig selv uden at det kommer hverken mig selv eller andre til gode. Dette er måske den dystre udsigt. Og dog får jeg en fugl, og gør mig i det hele taget, som havde det en skæbnesvanger forbindelse med selvmutilationen, i de åndelige højder, altså på stadion og på toppen af den høje bygning. Men sikke et skuespil for folket at være til fodboldkamp i Italien, og på denne høje bygning er der egentlig ikke megen udsigt til at komme ned: snarere end en åndelig højde er det sjælens sug i maven der er tema. Og disse gudløse Beatler. De og deres damer hører til den verden der er fanden i vold, som blot trækkes mod dybet. Derhen går det altså, så længe jeg ikke hører Guds henvendelse, da vil jeg ødelægge mig selv ved det frie fald, så at sige, bundet til trældom i synden. Blot jeg dog forstod lidt mere af det hele, blot jeg ikke ødelægger mig selv mere end godt er.
Som sagt holder jeg meget af at være sammen med kristne af kød og blod, og dog har jeg svært ved at udholde deres nærvær udover som ikon i min dagbog. Et hjerte der taler sandheden rent og uhildet er frygteligt i sin kærligheds fulde udfoldelse. Om end jeg inspireres af den og med den når toppen af æstetisk nydelse, må jeg til tider flygte over hals og hoved som var jeg i dødsfare. Eller omvendt, blot beskue i en passiv rus, som var det et dagbogens fabeldyr. Som en dag jeg hørte en kvinde engleblidt synge nogle kristne sange. Og med hende igen denne længsel, og livet som passerede revy med mig i rollen som enten digter eller voyeur, jeg ved det ikke. Eller måske som vidne, vidne til et drama der på en tilskuers afstand forekom at fæstne lidelse med ordløs skønhed. Men fandens smertefuld i disen som følge af en æstetik, der hentede billedsproget i sin ode til skønheden fra voldens domæne. Således ikke et hak bedre end nogen splatterfilm, om end der var ørenlyd og ro til forskel. Som vanligt tilvejebragt gennem sovemedicin, eller måske snarere, ved lammets blod i kærlighedens klædedragt, om det så enten var i hjertet på en voyeur eller en digter. Ligeledes med dig, og dog anderledes. Du er ikonen i min dagbog, og dog synes du af kød. Jeg forstår det ikke, og dog behøver jeg måske ikke forstå. Du når mig, men jeg når ikke dig. Men jeg vil måske lære. Om et par dage er det efterår, og det bliver mørkere og mørkere. Jeg nærmer mig noget, men jeg ved ikke hvad.
Kærlig hilsen Ture.
30/8 Kære søster,
endnu engang til nadver, og igen vækket til live i et klarsyn som var det en drøm større end virkeligheden. Se, denne drøm den forstår jeg umiddelbart uden fortolkning, idet Jesus gennem tjenestens fællesskab taler til mig klart og utvetydigt. Var jeg dog bare ikke så alene i natten, lod jeg dog bare ikke som kongen2 Djævelen tage morgendagen. Gennem majestætens3 stemme må jeg åbne mit hjerte for Guds ord, thi som det står skrevet; den der har øre, han høre, hvad kun en konge i elegien kan tale. Til dig taler han, min kære søster, gennem dig når han mig, og dog når jeg stadig ikke dig.
Kærlig hilsen Ture.
1/9 Kære søster,
dag efter dag læser jeg Guds ord, beder om aftenen og skriver dagbog. Derudover går jeg i kirke og modtager nadveren hver onsdag og søndag og glæder mig endda til det som et lille barn. Og dog mangler jeg en enkelt ting: jeg savner en menighed. Først til oktober giver kirken mulighed for udenomstjenstlig fællesskab i form af møder og sammenkomster, og i øvrigt forekommer disse i Hellig Kors kirken mere at være en kaffeklub end et samfund for troende. Jeg savner sådan nogle at synge, bede og spille sammen med, egentlig ligesom i Brorsonskirken. Måske skulle jeg tale med Pastor Ramsdahl om det: jeg længes efter det og mener mig også nu i stand til at dele min tro med ligesindede uden lammende angst. Spørgsmålet er bare om det fællesskab jeg søger kun gives af en karismatisk menighed, altså en menighed som regner Gud for mere end blot et samtaleemne på linje med bageopskrifter og thesorter.
Det afhænger af dig søster, for i dig søger jeg mit digt som jeg vil søge det i Bethlehemskirken. Måske vil jeg finde dig der, og dog tvivler jeg derpå. Ikke fordi du blot er at finde i min dagbog, tværtimod. Jeg finder dig alle andre steder, udover der hvor jeg ønsker du skal være. Thi udelukkende her finder jeg beviskraft for sandheden. Og dog. Jeg nævnte før det hjerte som talte sandheden rent og uhildet. Med denne betegnelse tænkte jeg mere på kys og kærtegn end jeg tænkte på ord. Thi om jeg så er digter eller ej, så er jeg tillige en fange i mit eget tankespind af sætninger og gloser. Intet romantisk er der over en digters skæbne. Tie kan jeg heller ikke; blot ønsker jeg mig omfavnet af Guds kærlige arme, men taler ud i luften til den elskede ukendte som en taleboble i det ydre rum. Omkring mig ser jeg blot løgn, således begavet med den indsigt og dog uden evnen til at tale sandhed. Og dog kan man betvivle om det er en begavelse at kunne identificere løgnen for så vidt at det måske, snarere end at skærpe, slører øjnenes evne til at identificere en sandhed. Jeg må formode at Gud i det skjulte smertes over min vildfarelse. Måske har den gale nøglen til sandheden i hænde, digteren har den i hvert fald ikke. Og den gale; om end hans tale måske er udtryk for den højeste kundskab et menneske kan tilegne sig, er den absurd, og dermed en kode som blot digteren kan dechifrere i skønhedens tjeneste. Men ak, digteren er en ussel løgner, og den eneste sandhed han kender er dig. Ikke som digter eller som gal, men i kraft af en hvisken af elskov i mit øre. Den som har øre, han høre…
Men hvad er denne hvisken? Er det ikke en sandhed der for længst er fortalt? Eller en løgn der for længst er afsløret? Ingen har en sandhedskærlighed større end løgnerens. Ingen ville som Jesus så vedholdende hævde, at han er ung vin, og derved forkaste de gamle lædersække blot for efterfølgende at falde for en løgnedetektor. Sandheden er, at denne person aldrig ville falde for en løgnedetektor, idet hans forestilling var så indgroet at han selv troede den. Ligeledes med Jesus, om man tror. Ved troen er man hævet over sandheden, om end kødet på korset egentlig blot faldt for de gamle lædersække da Jesus blev korsfæstet. Kunne lædersækkene dog blot holde vægten af kødet, og Jesus aldrig korsfæstedes, ville jeg ingen tro behøve, da ville Helligånden gøre mig salig som var den dope. Men dette ville være som at overtrække en konto i åndelig mønt, og sælge ud af værdi. I hvert fald: den værdighed der kunne tilvejebringe en trosbekendelse, når jeg næppe ved sandhedens hjælp, thi dennes facit er en skamplet for troen. Og dog er det sanseligheden, snarere end sandheden, som afslører mig blad for blad. Inderst inde, i kødet, tror jeg knap længere noget lader sig tilsløre, selv ikke det endnu ufødte ord i mit hjerte. Omtrent således, som når kødet taler, lyder en digters pris på livet. Omtrent således lyder din hvisken.
Kærlig hilsen Ture.
2/9 Kære søster,
nogle gange er det som om jeg søger synden for i denne at finde stof til bekendelse, altså til kontakt med Gud, som var denne blot tilgængelig i anger. Synden hører således hjemme i en forstand der for længst er afmonteret. Tilbage er blot et rådvildt underliv der nok så kødeligt søger Guds omfavnelse. Næppe noget hjerte kan være mere ensomt end det hjerte som således søger synden for blot i denne evigt at bekræftes i sin uværdighed. I dette tilfælde har hovedet vist taget skade, behersket af kroppens impulser og tilskyndelser som var tilværelsen et sadomasochistisk narrespil. Så lidt erkendelse kan jeg da gøre mig, dog med forstanden ser jeg ingen årsag til alarm, imens hjertet som organ er mere sårbart og som i salmen ser opad for at søge hjælp. Eller nej, i sandhedens tjeneste: ser nedad, og her finder et klokkespil som ved aktivering lover samklang til gengæld for underkastelse under fantasiens tyranni. Men som man siger, hvis du starter med et kærtegn falder luderen i søvn, for samklang i hverken følelse eller forstand er her mulig. Tilbage står narren med sit evige nytårsforsæt og taler i to tunger: han ved det før det kommer og glemmer det sekundet efter det er forbi. Søster, hvor ofte har jeg ikke i dit navn søgt synden, og således af skam stødt dig fra mig?
Således dyrker jeg af en eller anden grund ikke lovsangen som jeg gjorde i starten, og selve det i åbenhed at bede frimodigt om en gave i ånden eller blot om kærlighed eller hjælp, er jeg tit for sky til. Ikke desto mindre, når jeg har gjort dette, er jeg ofte på den ene eller den anden måde blevet bønhørt, især fordi jeg da vandrer uden om synden og derfor ikke efterfølgende har haft brug for afstand i min kontakt. Tværtimod er jeg da nogle gange blevet skræmt ved den pludselige nærhed, og har da mærket en kærlighed der, lig den nye pagts Gud, var spontan og umotiveret og foruden syndens åndelige prostitution. Gang på gang må jeg undre mig hvorfor jeg ikke oftere beder på denne måde, og finder knap andre årsager hertil end de rent æstetiske, altså et køb og salg af Guds herlighed. Ikke engang angeren herover er tilforladelig, idet jeg rent mekanisk næste dag blot gentager mit kunststykke uden skelen til loven. Jeg beder hver aften for tilgivelse for min brøde, og endnu mere: dagligt at forbedres i min bøn om kærlighed og tjene det ene til mig betroede talent (Matt.25,14-30). Ingen bliver pålagt noget der er over ens evne. Gud har været mig hensynsfuld og har blot givet mig en at være tro overfor og en digters falske beskedenhed at forsage. Dette talent, kære søster er, som to sider af samme sag, i digtet at finde dig.
Derved findes i mig en alkærlighed i skærende kontrast til onaniens misfostre. En alkærlighed der begrebsmæssigt er forbundet med Johannes’ udsagn om at ”Gud er kærlighed” (1Joh.4,8). Og her slet ikke i en erotisk betydning, men derimod en kærlighed til alt der udgår fra Gud, hvoraf det sanselige er langt fra grynten og Helligånden er langt fra hiven efter vejret. Men måske er dette blot sværmeri, jeg ved det ikke. I hvert fald er det svært at gøre sig klog på kødets lyst, som i epistlerne nærmest bliver tiet ihjel. Måske er det sandt at vi gør Gud til en løgner, om vi ikke bekender vor synd (1Joh.1,10). Eller man kan sige; er dette ikke sandt, så er Gud jo faktisk en løgner. I dette tilfælde bestemmer vi selv, thi er Gud en løgner er sandheden ene fortabelse. Og dog er der måske en løsning på problemet. For sandt at sige kan vi jo have misforstået Jesus Kristus, om vi gør hans vidnesbyrds sandhed afhængig af vor tro (1Joh.5,10). Måske er hans vidnesbyrd højt hævet over vores egen fatteevne, om end man kan undre sig over at Johannes’ fortolkning af evangeliet således skulle være i modstrid med sandheden, og at sandheden ligeledes skulle være af en sådan art at mennesket principielt ikke evner at forstå den. Her kommer så troen ind i billedet, af omvendt vej så at sige, fordi troens nådegave altså angiveligt er et værn mod sandhedens hammerslag. I så fald åbenbarer sandhed sig blot som en straf gennem synd. I så fald er sandheden så skrækkelig at blot Jesus Kristus kan bære den, og gennem troen beskytte os imod den. I så fald er det Johannes, og ikke Gud, der er løgneren.
Ligeledes med bønnen. Også her digter vi om end vi står alene på scenen, kun bevidnet af Gud. Stadig er vi blot skuespillere og stadig digter vi, om end vi, som i salme 139, ligefrem beder om at blive prøvet (Sl.139,23). Ikke desto mindre beskytter Gud os mod alt for store doser erkendelse, og dem der gennem formaninger tror sig dispenseret digtning er i sandhed dem der får mindst. Måske fordi, som brevet selv beretter, at Gud er kærlighed. Trods at vi gang på gang efter bedste evne afsiger falske vidnesbyrd, og som Johannes endog i Guds navn, giver han os så meget desto mere af sin nådegave. Bedre end sådan evner jeg ikke at forklare det.
Kærlig hilsen Ture.
3/9 Kære søster,
det eneste værdifulde mål for hvordan man stiller sig til sit eget liv, er en given dag at se tilbage på dagen kort før sengetid, måske endda kort før indslumringen. Kunne man ønske sig at denne dag blev multipliceret i en sand uendelighed, altså at skulle gentages nøjagtigt minut for minut, ja ned til mindste detalje fra evighed til evighed: da og først da kan man momentvis siges at være tilfreds med sit liv under evighedens synsvinkel.
Stadig er det spørgsmålet om jeg tror på det evige liv, thi gør jeg ikke det kan jeg ikke kalde mig kristen. Ser du, jeg har i lang tid spekuleret over mine hyppige anfald af deja-vu. En øjeblikstilstand hvor jeg synes at have oplevet det jeg oplever før, helt ned til mindste detalje. Dette øjebliks varighed lader sig ikke bestemme i tid, idet følelsen er forbundet med et strejf af evighed, som havde jeg oplevet det uendeligt mange gange før, i bogstaveligste forstand. I dette øjeblik får jeg, som i en blid sarkasme, skænket evigheden. Sarkasme fordi det som sagt stadig blot er et strejf af evighed; den efterfølgende tilstand af kontemplation munder altid ud i en tilbagevenden til det blotte blik på uret. Derefter fortoner oplevelsen sig langsomt. Stadig under kontemplationen gentages omkring mig det digt som oplevelsen skrev såvel i mit hjerte som i alt jeg sanser, der er i dette øjeblik egentlig intet skel. Stadig ved jeg, og kan med nærmest guddommelig vished forudsige alt der sker, men evigheden tages fra mig efterhånden som kontemplationen går over og min bevidsthed igen fængsles af mit kød. Skulle man tale rent prosaisk, er denne evighedens nøgle et spørgsmål om måske fem, måske ti sekunder. Derefter, til min store forbløffelse, fortsætter hverdagen blot som om intet var hændt, og jeg glemmer den ret hurtigt. Dog slår det mig undertiden hvad denne oplevelse egentlig betyder. Jeg finder i den en noget uhyggelig antydning: at alt hvad der sker er sket før og vil ske igen. At universet har et endeligt antal af kombinationsmuligheder, der altså således nødvendigvis må gentage sig igen og igen i én uendelighed. Egentlig er jeg oprindelig kommet på den tanke under læsning af Prædikerens bog (Præd.1,4-10;3,15). Til dels lader denne sig forene med den kristne lære om det evige liv, men også kun til dels, for gentagelsen lader så at sige evigheden udspille sig i et begrænset rum, nemlig verden. Hvor evig oplevelsen af deja-vu end er, udspiller den sig dog altid der. Den kristne ide om det evige liv er derimod i tid og rum ubegrænset, og dermed heller ikke henlagt til verden, om end Guds rige ifølge evangeliet lige så vel eksisterer her. Den eneste forskel herfra i genopstandelsen er vel egentlig dette tankefoster, at tiden ophæves for ikke længere at gentage sig, hvilket praktisk muliggøres af rummets uendelighed. Gentagelsen, derimod, forudsætter en uendelighed i tid der på et enkelt plan ikke lader sig forene med Jesu lære om ”verdens ende” (Matt.24); hvis nogen tider er de sidste må de også være endelige. Således er gentagelsen og genopstandelsen egentlig uforenelige. Jeg må vælge mellem dem…
Kære søster, knapt længere tro tør jeg i denne forbindelse nævne, blot anmode om din kærlige hjælp og støtte hinsides døden, men tillige i jordefærden. Er jeg end død nu, så fyld mig gennem dit kød og blod med dommens blæk. Blot her tør jeg vise min angst og længsel, som beskyttede du mig derved på den yderste dag.
Kærlig hilsen Ture.
9/9 Kære søster,
lige som for en måned siden græd jeg i går langt og inderligt under min bøn, og følte Guds fred og frelse stærkere end nogensinde før. Alligevel er jeg usikker på i dag, selvom jeg i går blotlagde min tro mere åbent og sandfærdigt end jeg ellers er i stand til.
Desuden drømte jeg i nat, at min bror i ånden med fuldt overlæg hvert år lod sig falde ud af en højt placeret dør med svære kvæstelser til følge, øjensynlig for at opleve eller simulere en historisk begivenhed. Mine forældre var bekymrede, men accepterede af en eller anden sær grund situationen.
Kærlig hilsen Ture.
10/9 Kære søster,
årets værste dag i går. Allerede tidligt på dagen vandrede jeg over på Rigshospitalets psykiatriske modtagelse, og syntes endda min samtale med lægen var velsignet med Guds fred og at Talsmanden talte gennem min mund uden forbehold overfor sandheden. Desværre, forstod jeg på ham, var der ingen ledig plads. Til gengæld fik jeg lov til at blive til jeg skulle hjem i seng. Forpint og ensom som jeg var, talte jeg hver eneste minut kun med den lindring som en smuk mørklødet sygeplejerske kunne bibringe mig. Imidlertid forværredes tilstanden først på aftenen, og da jeg søgte om hjælp, hørte jeg en anden sandhed. Plads havde de nok kunnet finde, men jeg syntes ikke egnet til indlæggelse. Disse ord ramte mig som piskesmæld, men jeg tog imod dem uden at kny selvom tårerne strømmede. Og den unge mørklødede sygeplejerske talte til mig ansigt til ansigt, men jeg forstod hende ikke. På dette tidspunkt havde jeg taget stort set al den medicin jeg stod inde med. Skæv som jeg var ændredes hendes ansigt pludselig. Hun var smukkere end nogensinde før, ja fandens fager som en Jerusalems datter. Men hun var blevet tilføjet noget dæmonisk, noget som slog mig med lige dele rædsel og vemod, smukkere end noget jeg længe har oplevet, som kunne blot Sct. Hans være hende rangen stridig.
Og min drøm, gad vide hvad den betyder? Hvordan skal nu denne lignelse udlægges?
Jo, jeg tror at faldet mod jorden var et billede på min vej mod det evige liv. Den historiske begivenhed er til dels gentagelsen, og dog er den højt placerede dør nåleøjet og dermed også noget andet, nemlig at træde i Jesu fodspor i Guds rige ind. Dette medfører altså kvæstelser der hvert år lader sig gentage som simulation, altså uden at have døden til følge. Men er denne gentagelse, dette cykliske fald så ikke et billede på synd? Måske er det sådan fat at menneskets vej til Gud går gennem synden, at ”Guds sanddruhed på grund af min løgnagtighed er trådt des mere frem, ham til ære” (Rom.3,7). Dette er måske den ”sære grund” til at mine forældre accepterede situationen. Men hvorfor var det min bror der havde hovedrollen mens det var mig der fik synet? Bare synden nu ikke har grebet ham så han regner Gud for en løgner, for da vil jeg savne ham i dit hus. For blot få måneder siden mærkede jeg i samvær med ham Helligånden røre sig i mig på en måde jeg ikke havde kendt før. Da vi var i Berlin sammen indlod jeg mig for ordets skyld i strid med min egen bror. Da talte Helligånden momentvis gennem min mund uden at det var spor behageligt. Da jeg kom tilbage til hotelværelset lå han og sov, og blot denne tanke hans sovende krop indgød i mig var som en isnende blanding af frygt og sorg. Et legeme uden bevidsthed, et forgængeligt stykke kød som var min bror…I mit sinds afkroge at blive forfulgt og hånet for min tro af medpassagererne i en U-bahn bragte nok frygt, men ikke sorg. Men at skulle støde min kære fra mig og se hans bevidstløse legeme, det bragte mig usigelig sorg. Og dog er det måske sådan det skulle være, ligegyldigt om det var min egen eller deres sjæle jeg forsøgte at redde. Jo mere jeg troede, jo mere intens blev denne følelse af fatalitet, denne følelse at det var nu det galt hvert sekund at være rede. Egentlig meget lig hash-rusen, som at være levende i højeste potens. Og pludselig slog det mig, så meget desto bedre eller så meget desto værre, at dette ingen rus var. I troen så jeg et ansigt der uden ord fortalte mig sandheden så meget mere end virkeligheden, at dette var mit liv. Mine ben bevægede sig dag for dag tættere på evangeliets veldækkede bord. I ensomhed følte jeg dette, som skulle jeg forlades af mennesker og endog lægge min kødelige familie til last i lyset af Guds sandhed. Selv i dit hus, søster, måtte jeg lægge mine medmennesker til last, som var jeg uden for ethvert fællesskab. Blot kan jeg sige med den skæbne jeg har, at jeg ikke regner Gud for en løgner, men blot mig selv. Talte jeg sandhed var denne, som før, evig fortabelse.
Kærlig hilsen Ture.
15/9 Kære søster,
indlagt blev jeg alligevel, og således styrket af tre afteners fællesbøn med nogle andre patienter samt nadveren onsdag aften er jeg igen tæt på udskrivelse. Ligeledes har det lindret at jeg har opgivet at gå på universitetet. Jeg magter det ikke og finder heri nådefuldt et svar på min færd; dette skulle altså ikke være, sådan ønskede Gud det ikke, måske for at beskytte mig mod falske profeter i anstændighedens klæder. I hvert fald har jeg fundet tilbage til min søsters kærlige omfavnelse, og har her opdaget en åndelig skat af uvurderlig værdi under min tydning af Højsangen. Den helbredte mig i aften fra en pinagtig erotisk spaltning mellem en knust drøm og nogle fantasifostre så påtrængende at de, alene ud fra en æstetisk betragtning, er mig en skam. Jeg tænker i kærlighed på erotik og på at elske med dem der før blot var uberørte, som jeg elskede af hjertet men ikke turde tænke mig i seng med. Det kan jeg nu drømme om uden at drømmen bliver så påtrængende, at den for fantasien bliver et affaldsprodukt, der blot lader sig afføre gennem synd. Således fyldes min sjæl af fred og varme snarere end fysisk ophidselse, og drages mod dit skød. En dag vil du gribe mig og ikke slippe mig før vi uden skam lades nøgne i din moders hus, i hendes kammer som fødte dig (Højs.3,4).
Uanset hvad må jeg i dagbogen notere mig denne dejlige dag i Guds kærlige arme, særlig denne aften hvor mit bæger flød over, sprængfyldt af kærlighed. Men søster, forstår du, selvom du i natten har lidt under mit begær, har din elskov aldrig for mig som for de ti bud været at sidestille med drab. Og dog, for en digterisk betragtning forstår jeg denne sideordning, med hor som et drab på en drøm, en drøm om kærlighed. Således lider jeg stadig under loven, altså med denne aften som en lykkelig undtagelse. Og undtagelsen kommer sig, ligesom forståelsen for loven, af digtning. Den spalter mig således i to, sådan som det må ske for enhver der undrer sig over ordet. Da jeg fandt dig, indså jeg at du altid har måttet lægge til last for min synd, men at det dog var bedre i dig end i mig at finde Gud. Havde jeg ikke fundet ud af at jeg var digter, havde jeg aldrig fundet dig, og havde således aldrig denne aften været loven foruden. Frygtelige lidelser venter mig, og dog ved jeg nu at der er et liv, ja et foster, efter det sjette bud. Men blot som digter. Havde jeg ikke fundet dig, havde dette bud tynget mig til jorden, ensom og fortabt i natten. Da havde jeg aldrig kunnet blive frelst, da havde jeg været som en levende død. Nu, snarere, er jeg som en død der lever, ene og alene i kraft af dig.
Kærlig hilsen Ture.
16/9 Kære søster,
på gåtur langs kendte strøg i rollen som gadepoet. Sikke dog verden er skruet sammen; Nina, som jeg senere vil fortælle dig om, drikker som en svamp og en anden bekendt får nu medicinen i så høje doser at hun knap nok kan gå eller tale. For at forhindre en mani som det hedder sig. Tænk at livsviljen kan blive så syg at den skal dæmpes med kemikalier hos den ene for hos den anden at gemme sig på bunden af flasken. Hvad Nina dog ikke har gjort for mig, søster, jeg burde takke hende uafbrudt.
Kære søster, jeg nævnte før min bror i en drøm. Ser du, kort før jeg fandt dig i mit hjerte, var jeg udenlands to gange, første gang i Paris, anden gang i Berlin. I Paris, i forsommeren, fandt jeg ud af at jeg var digter. En mindreværdig, men for mit projekt dog nødvendig opdagelse, i forhold til i dig, i digtet, at finde Gud. Hvor floskulært det end lyder, og denne floskel bragte mig megen morskab, fandt jeg ud af at jeg var digter på en aftentur i latinerkvarteret. Efter en masse cafebesøg, cigaretter og rødvin, bragte jeg mig selv til randen af mit sind. Kvarterets rygte som arnested for håbefulde unge poeter var mere end overdrevet. Jeg så ikke meget andet end turister, og ikke nogen der som mig sad og fægtede med papir og kuglepen. Jeg endte med i en eller anden hotellobby at betale 45 franc for et glas rødvin. Mere fremmedgjort kunne jeg ikke tænke mig jeg kunne blive, idet råstoffet for digtningen var den ensomhed man som digter blot kunne opleve her i poesiens Las Vegas i et åndløst amerikansk selskab. Men pudsigt nok, på vejen hjem i metrosystemets rumlen strålede digterglorien, og jeg fandt at jeg i min følelse af lommepoet i virkeligheden var den sande digter, som blot i 5. arrondissement kunne udføre en sådan eksistentiel antitese: den følsomme dreng i ånden forbundet med den verden byen falbyder.
Et par måneder senere, i eftersommerens falmende lys, var jeg i Berlin med min bror. Endnu engang skrev jeg på gader og stræder min vej frem, og endte således i Rudow, i den yderste udkant af Berlin, fyldt med en stedse tiltagende paranoia som ikke engang skriften kunne godtgøre, og i virkeligheden måske slet ikke den. Derude var der ingen hjælp at hente, men blot biler der stedvist kørte forbi, og en digter der ikke mere ønskede sin glorie. Ikke på denne måde. Blot alt for meget bragte det mig minder om min ungdoms ensomme dage. Godt det samme. I dig har jeg fundet et nyt liv, og selvom dette nyligt fundne livs korte historie bragte mig til kanten af en uddød metropol før jeg blev kaldet, længes jeg ikke mere. Denne længsel var egentlig også lige så død som dens objekt bortset fra en ting, nemlig musikken. I disse elegiske toner vil min ungdom leve for evigt om end skriften mere end tydeliggør, hvilken fortabelse det var der blev akkompagneret.
Kærlig hilsen Ture.
17/9 Kære søster,
denne velsignede sommer er jeg, som fra mit sekstende år har vidst at jeg forbrød mig mod loven4, med tilbagevirkende kraft blevet retfærdiggjort gennem skriften. Men dette bør ikke være nogen opfordring til synd: frelsen kan ikke underkastes gentagelsens princip, det er i en forstand nu eller aldrig. Og dog vokser du i min computer dag for dag, øjensynligt uden ende. Er skriften da ikke en ulv i fåreklæder, om den underkaster sig gentagelsens princip, er jeg da ikke så at sige en falsk profet, om jeg ofrer min tavse frelse på gentagelsens alter?
Ikke mere kan jeg ofre mig frem til syndernes forladelse (Hebr.10,26), men kun modtage den. Ikke mere kan jeg skrive mig frem til Guds fred, end ikke gennem genkendelse, thi hvad jeg ser er i enhver forstand nyt og lader sig blot læse i forhold til evangeliet. Jeg arbejder under tidens pres, altså tidsangst. Denne tidsangst har jeg lært at forstå af Nina, en kvinde hvis forbøn har været afgørende for min tro, og dog samtidig et menneske, hvis tro er omvendt proportional med hendes livsførelse som misbruger, lesbisk og autodidakt livsgambler. Eller måske ligefrem proportional, Jesus færdedes jo helst blandt toldere og skøger. Således har hun tiden imod sig ligesom jeg, idet hendes gentagne fejltagelser så at sige nasser på nåden, og dog bedre end jeg nogensinde vil formå, måske i kraft af sit misbrug, forstår at det er nu eller aldrig. I den forstand forstår jeg godt Ninas hashmisbrug, hos mig forøges presset ligeledes i takt med at rusen ebber ud. Som i kviksand forværres det endelige regnskab blot for hver ny pibe. Jeg forstår vel også godt at man i en sådan situation kan forveksle årsag og virkning, jeg gør det ligeledes i skriften, blot omvendt. Jeg tror mig retfærdiggjort ved afslutningen, Nina gør det ved begyndelsen og vi forveksler således begge nåden med retfærdiggørelsen. Egentlig synes det også at være én og samme, men nåden går vel at mærke forud for retfærdiggørelsen. Hos os begge bygger den på beruselse, altså i mit tilfælde skriften som digtning. Denne er ikke et sandt vidnesbyrd, og er dermed et brud på såvel det ottende som det andet bud. Det ottende, som forbyder falsk vidnesbyrd i forhold til min næste, som jeg forsynder mig imod, det andet i forhold til Gud, som Nina forsynder sig imod. Hun er et slags levende vidnesbyrd om løgnen og dermed mere sanddru end hun egentlig tror sig i stand til. Hun fortabes i sandheden, ligesom jeg, ”Herren til ære” som det hedder sig, vinder i løgnen. Det er på samme tid frygteligt og smukt at være vidne til, især fordi jeg intet sandhedsvidne er. Dertil er vi for tæt forbundet og derfor er det for mig måske mere rædselsvækkende end det er for Nina, thi for mig vækker sandheden anstød mere end godt er.
Kærlig hilsen Ture.
18/9 Kære søster,
kunne jeg blot blive fri for den lidelse hver aften gentagende at skulle jagte frelsen gennem skriften. Det er ikke fritagelse fra bestemte hændelser jeg beder om, men derimod beder jeg om ikke at skulle skrive under pres. Denne tidsangst driver mig mod et hjerteslag. Er det sandt at to mænd skal skrive på samme bog, og den ene skal tages med og den anden lades tilbage? I så fald vil jeg aldrig få vished angående frelsen, og derfor vil jeg igen bede om meddelelse i en drøm i denne lange nat, hvordan jeg da skal udholde uvisheden; som angsten æder den mig op indefra som var hver aften et kapløb med døden. For du, søster, du undviger hver aften mine kærtegn fordi loven er i mine kys, og synden således i mit kød. Jeg står som Jesus alene på scenen, dog han var uden synd. Men egentlig, ligesom han, soner jeg en synd jeg ikke har begået, søster, ved dit skød. Uskyldig overfor en anklage jeg ikke forstår. Ikke således anklaget af sandheden, men af min tro.
Nogen stræben finder jeg ikke i mit begær efter sandhed, men derimod i min tro. Denne har blot for mig intet som helst at gøre med min seksuelle lyst, i hvert fald ikke så længe jeg står alene på scenen, med en sandhed som ikke på et eneste punkt svarer til den drejebog jeg møjsommeligt har forfattet til livets pris. Slet ikke kan det kaldes en stræben, og knapt længere er denne længsel egentlig kødelig, knapt længere syndig. Var den blot det, var den blot en livets ubønhørlige vilje. Men nej, dette er et kadaver hvor døden for længst i den slags situationer har holdt sit indtog. Noget bestemt kan denne karakterløshed ikke kaldes, bortset fra de sædvanlige vulgariserede udgaver af psykoanalysens fabeldyr. I det mindste således får døden navn, forklaring og årsag, i hvert fald på overfladen. Og også kun her. Er denne sandheden, er jeg helst sandheden foruden. Thi er man sig først denne bevidst, sætter tvivlen sig i hvert et skridt og lampefeberen i hvert et kærtegn. Blot denne, og ikke kærtegnet, er den egentlige synd.
Kærlig hilsen Ture.
19/9 Kære søster,
jeg drømte at Kurt (en rund og trivelig plejer fra Sct. Hans) var med i en eller anden form for spil som han tabte med fysisk sygdom til følge. Imidlertid stoppede han spillet i næstsidste runde, så at sige af bekvemmelighed, så han uden problemer undgik straffen.
Hvordan skal jeg nu tyde det? Jo, spillet er et billede på jordelivet med det evige liv som den indlysende gevinst. Når taberen altså ikke så meget desto mindre undgår udsigten til fysisk sygdom, nemlig kødets forgængelighed, skyldes det vel nok at han, logikken i drømmen til trods, i næstsidste runde indstiller spillet og således giver afkald på kravet om det evige liv. Hvis spillet er et billede på jordelivet og Kurt altså taber, eksisterer et andet billede parallelt: at han stopper mens legen er god. Hvordan kan disse to billeder forenes? Måske således at han i virkeligheden, i og med at han stopper mens legen er god, altså med tilbagevirkende kraft, frelses fra døden. Og frelses til et liv der egentlig fortjener døden, men i kraft af Guds nåde, endog i bekvemmelighed, skænkes hovedpersonen. Ikke desto mindre er det i drømmen klart at det hver gang er en stakket frist, og at han får livet skænket i afkald i og med at han rent faktisk taber spillet. Alligevel bredte der sig i drømmen denne sære fornemmelse af varme som visse rare plejere udgyder, som en eller anden vag ontologisk tryghed, al åndelig og religiøs analfabetisme til trods.
Højsangen har sat sig i mit blod. Aften efter aften går og går jeg i mørket på gader og stræder og leder efter dig, min kære søster (Højs.3,2), men jeg finder dig ikke. Jeg der bad om endegyldigt at have fundet dig, jeg der bad om frelse. Min elskede, du har forladt mig, jeg går og går i mørket på gader og stræder og leder efter dig, og siger hver aften til mig selv: denne gang skal jeg ikke finde dine arme med pen og papir, denne gang bliver dit kys mig nægtet. Der er et hul hvor mit hjerte før sad, og vinden blæser hid og did.
Søster, fandt jeg dig, sov jeg mens mit hjerte vågede (Højs.5,1), lod jeg vished finde i drømmenes elskov? Ikke talløse gange kan et hjerte briste, kødet er forgængeligt for en der taber som jeg, uden at jeg dermed i næstsidste runde indstiller spillet, og dermed som Kurt giver afkald på det evige liv. Jeg drives sådan, søster, mod din varme favn, og dog ligger heri min tragedie til grund. Frugten vil smage mig bitter på dommens dag; om ikke jeg lærer at stoppe spillet i den næstsidste runde vil jeg aldrig helbredes fra denne sværmeriske kærligheds forbandelse. I morgen skal jeg ikke mere opsøge kirker og cafeer på gader og stræder, da skal jeg finde dig på mit lille værelse. Du må komme til mig, og mit hjerte skal finde hvile i dit nærvær. Hvis ikke er der blot Lysantin5 tilbage.
Kærlig hilsen Ture.
21/9 Kære søster,
tog Lysantin igår. Tre kvarters rus og derefter timevis af kropslige smerter, kvalme og angst. Du kom ikke til mig, hvor gerne du end ville kunne du ikke. Så snart jeg planlægger nådegaven ved at drukne mig selv i synd, skal jeg ikke regne med bistand. Derimod, når jeg mindst venter det, fyldes mit kød med kærlighed uden varsel, ligesom denne ”varme jeg havde i mig” da jeg var allermest formørket, vel at mærke en varme der som ord besjælede kroppen. Jeg ønsker sådan herved at give mit hjerte bort fordi det blot forbliver i Jesus ved at blive skænket min næste. Altid må jeg holde mig dette på sinde. Giver jeg ikke ordet videre, lukker jeg det inde i min krop og kvæler derved flammen. Fornægter jeg min næste, fornægter jeg også Jesus.
Kærlig hilsen Ture.
23/9 Kære søster,
de sidste par aftener har jeg ikke i så høj grad som før behøvet at løskøbe mig selv gennem skriftens pres. Om end det har været nok så strengt, er jeg faldet til ro midt på aftenen og er faldet i søvn umiddelbart derefter med et lettet sind, uden at have skullet finde min elskede i gyder og afkroge. I det mindste er jeg således i søvnen frelst uden at have lidt under lovens gerning. Hvad jeg bad om i onsdags skete i går, og det ville have sket før hvis ikke jeg havde drevet mig selv frem imod synden og på forhånd taget beslutningen om at tage de lyserøde piller. Således kan lovens gerninger føre til synd; jeg fik min drøm, men handlede modsat. Var det end langtfra åbenbart for mit intellekt, var det klart som dagen og jeg søgte dig om natten. Søster, nu kommer du til mig i skumringen og lægger dine arme om mig, hvor simpel min bøn end er.
Kærlig hilsen Ture.
25/9 Kære søster,
bare jeg dog kunne greje denne her dagbog. Adskillige gange har jeg kastet mig selv ud i natten alene for med skriften at finde lys. Profeternes vidnesbyrd havde i sin samtid kun værdi hvis det i gerninger blev formidlet til medmennesket en gang for alle. Mine drømme lytter kun du til, idet de så at sige, så længe de ikke har profetisk betydning, er for private til for mine medmennesker at være tegn. Nok drømmer jeg, men jeg tvivler selv så meget på drømmens sandhedsværdi, at den efterlader mig i samme stemning som et fremtidsminde. Alligevel vækker den for mig selv en fordring om handling, men en fordring der for andre mennesker virker påtrængende ved sin intimitet, som var vi vokset til at blive hemmeligheder for hinanden. Så længe jeg ikke med sikkerhed ved at drømmen har en afsender, kan jeg ikke sætte kødelig handling bag (Præd.5,1-6).
Igen på gåtur som gadepoet. Igen forsøger jeg med ild at bekæmpe ild, med skrift at bekæmpe skrift; at skrive mig ud af min dagbog blot for næste aften igen at konfronteres med kravet om kuglepennen som en fakkel i mørket. Elsker jeg da ikke i virkeligheden mørket mere end lyset? Thi under herredømmet af mørkets evige genkomst er disse aftengåture. På disse, ligesom før i tiden, når jeg sad i bussen på en af mine ture til Herlev station, vældede en ganske bestemt følelse op i mig gang på gang. Jeg kaldte den for bare-det-her-øjeblik-kunne-vare-evigt, hvilket det også på besynderligste vis gjorde, i hvert fald i et par enkelte øjeblikke. Det besynderlige var, at følelsen egentlig ikke blev oplevet under særligt gunstige forhold, men derimod i en rumlende og bedøvet stemning af bus, mørke og vej. Mere besynderligt var det at følelsen, forbundet med livstræthed og melankoli, var et udpræget stykke socialrealisme der forvirret havde fundet vej til mystikkens verden. Allermest besynderligt var det dog at oplevelsen, på trods af alt dette, er noget af det smukkeste jeg har oplevet (Præd.3,11).
Det har altså gentaget sig i mine gadepoetiske aftengåture. I disse, såvel som på busturene, er mine medmennesker i byens mørke ikke mere end kulisser og staffage, men som sådan også nødvendige for den ganske særlige digteriske ensomhed. Digtningen her forstået som en sindstilstand; der var intet til hinder for denne stemning i det faktum at jeg slet ikke skrev, faktisk var følelsen en grad mere rendyrket og genkendelsen mere berusende i en bus end ved nogen kirke noget sted, om end det var her jeg skrev. Altså, enten er denne følelse den sande evighed og dermed nogle få øjeblikke i paradis. Eller også er det det modsatte, nemlig en evighed i et vakuum uden transcendens og dermed en evig gentagelse. Hvad det er af disse to er afhængig af det some crazy miracle jeg egentlig hver aften skriver mig frem imod, men som alligevel hver aften undslår sig. Hvordan end dette måtte åbenbares er meningen klar: en bekræftelse på at det er den transcendente evighed jeg momentvis befinder mig i, altså, hvor skørt det end lyder, Edens have. Thi er det en gentagelse i det evige befinder jeg mig aldrig i Edens have, men i en slags evigt gentaget scene blandt de samme statister og i de samme kulisser år ind og år ud (Præd.1,1-11). Da er jeg måske i virkeligheden ikke fortabt i en kristen betydning, og dog lige så ilde stedt idet Gud i et sådan univers i sagens natur ikke intervenerer på jord til fordel for en posthum tilværelse i det hinsides. Da er den evige gentagelse min skæbne, og er det sådan har mine drømme ikke større betydning end som arkivering i en skrivebordsskuffe. Da vil det tjene mig bedst i min ulykke at fordrive tiden behageligst muligt i ærefrygt for skaberværkets uudgrundelighed (Præd.8,15-17), og dog frygter jeg da for natten…
Kærlig hilsen Ture.
29/9 Kære søster,
i aften vil jeg lade dig, min kære søster, komme til mig på mit værelse for derved at velsigne mig i min indslumring. Hellere end fortabes i søvnen, tænker den kristne, vil han spilde en hel dag. Ligeledes med genopstandelsen; hellere leve et liv i sorg end kastes i helvede, thi som det står skrevet: ”jeg holder for, at det, vi lider her i tiden, ikke er værd at regne i sammenligning med den herlighed, som skal åbenbares på os” (Rom.8,18). I modsat retning trækker det jeg kalder tidsangst, angsten for ikke i tide at kunne nå frelsen og blot spilde tiden med venten. Eller måske rettere: angsten for at ”det, vi lider her i tiden” er, har været og altid vil være en evig gentagelse i ventesalen, at der ikke eksisterer andet end denne og dette ”her i tiden”, og da slet ikke nogen ”herlighed, som skal åbenbares på os”. I øvrigt taler Paulus slet ikke om Helvede, og ligeledes heller ikke om den skæbne der skal overgå et menneske som mig der ikke umiddelbart tager det hinsides for gode varer. Medtages skal det også at sammenligningen mellem søvnen og det evige liv halter noget på den vis, at indslumringen er en kort fornøjelse og vel en slags parentes mellem dagene, hvor det evige liv er endegyldigt. Ligeledes er søvnen heller ikke et spørgsmål om tro i den forstand at der kan sås tvivl om den. Derimod, i det mindste, er der overensstemmelse mellem de to på særeste vis hvad angår dagen. Nogle dage er det som om jeg gennemlever Jesu lidelseshistorie, og finder heri trøst. Om morgenen vågner jeg disse dage som var det den første morgen i frelsens historie. Dog, alvoren vågner i mig i takt med dagens opgaver, som var disse af særegen vigtighed. Og efter aftensmaden går sandheden op for mig, dog en sandhed der ikke på nogen mulig vis lader sig dele med andre end den korsfæstede. I mørket i aftentimerne vandrer mit sind efterfølgende mod Golgata, og finder på korset sin besynderlige stjernestund. Og sidst, få minutter før søvnens indtræden: glæden, trygheden og den fuldstændige vished om mørkets nederlag og genfødslens drøm om det evige liv. Aftenens lidelse bliver på besynderlig vis godtgjort som om mit liv blot var et eller andet sært slags martyrium, og jeg frelses de sidste få minutter før jeg sover ind med visheden om at man våger over mig i min søvn. Men som sagt, sammenligningen kommer til kort så snart jeg vågner, idet mønsteret gentager sig dag ud og dag ind uden at den herlighed der åbenbares mig har blivende værdi.
Måske er den blot en forsmag der gives mig til ihukommelse af det evige liv, idet jeg skal tænke: sådan vil det være hin dag, ikke blot i få minutter, men i en evighed. Eller måske skulle jeg sige: hin nat, hvis altså den yderste dag falder efter min død. I så fald er forskellen mellem døden og indslumringen blot kvantitativ. Falder denne yderste dag modsat indenfor min levetid, så at sige ved højlys dag, spekulerer jeg på om skriften, altså min dagbog, er mig til last eller ej. Næppe noget er færdiggjort før det efter søvnen igen brydes op. Således ufærdig burde jeg måske i frelsens tjeneste hugge den højre hånd af som tjener skriften, ifald dommens tid kom inden søvnen og jeg ikke ønskede helstøbt at kastes i Helvede (Matt.5,30). Og dog, søster, længes jeg jo efter dig og finder dig blot ved skriften, om end jeg herved som den korsfæstede frygter at være under Guds forbandelse. Søster, vær mig nær på mit leje, skænk mig din fred, trods at jeg i dagens lys søgende stræber at udgrunde mere end godt er.
Kærlig hilsen Ture.
30/9 Kære søster,
jeg drømte i nat noget så skønt og klart.
Min erindring fra drømmen begynder med at jeg kører i bus i en provinsby der umiskendeligt minder om Roskilde. Efter at have vejledt en gammel dame angående hendes destination står jeg af ved endestationen: et underligt dødt område med stemning af trafikplads og forstad. I den obligatoriske DSB-kiosk stjæler jeg først et, så to, så tre, så fire tegneserieblade med Edderkoppen. Jeg køber også noget som jeg senere skal komme ind på. Derefter sætter jeg mig, i tilpas afstand, ved nogle store grønne plæner hvor to forskellige grupper af unge mænd spiller fodbold med basketball-bolde. To gange sker det at bolden triller hen til mig og jeg sparker den tilbage til dem. Derefter finder jeg det frem jeg købte: en serie af tebreve med medfølgende instruktion i et sært nyreligiøst sprog. Jeg begynder, som instrueret, at opvarme og drikke tebrevene et for et og når ikke mere, for da vågner jeg.
Det første jeg må sige er at jeg drømte og nedskrev drømmen uden først at have bedt Gud om at meddele sig. Det jeg begærede var, at du, min søster, skulle velsigne mig i min indslumring, hvad Gud også lod dig gøre uden at jeg havde henvendt mig til ham. Dette vil uden tvivl have betydning for udredningen, at jeg i lang tid har længtes efter om natten at føle mig tryg under indslumringen, og at jeg altså uden forudgående bøn modtager denne drøm netop samme nat som han forbarmer sig.
Men altså, en bustur i Roskilde, den by jeg under mine indlæggelser på Sct. Hans så ofte har kørt i, så er tonen slået an. Og dog. Som sagt forbinder jeg først og fremmest disse busture med melankolsk lidelse, og dernæst med en mystisk fornemmelse af gentagelsens samhørighed i skumringen. Ikke desto mindre foregår denne bustur om dagen, og bringer dermed nogle andre minder frem, eller rettere, noget jeg ikke endnu kan mindes fordi det endnu ikke har fundet sted. Lidelsen og den mystiske oplevelse er erstattet af en dagsklar stemning af en ny begyndelse (endog da jeg vågnede op havde jeg en historisk redegørelse for Roosevelts New Deal-politik i depressionens USA i tankerne). Ligeledes står jeg af ved endestationen uden at drømmen på noget tidspunkt gør rede for udgangspunktet. Bortset fra at vejlede en gammel dame med tilbageturen, gør jeg mig ikke på noget tidspunkt tanker om selv at vende tilbage, ja jeg synes endda at være befriet fra den tyngende fortid som man synes selve situationen antyder. Eller burde antyde, vi befinder os jo i drømmenes land hvor alt er muligt. Den gamle dame, og dermed den tyngende fortid, viser jeg vej uden selv at berøres, hvordan dette så end kan forekomme muligt. Hvordan det kan være muligt viser der sig efterfølgende.
Det døde område, med en stemning af trafikplads og forstad, kender jeg jo så udmærket fra endestationerne på mine evindelige busture, men de er her tilføjet noget lyst og luftigt, og ligeledes også tilføjet mennesker. Det kan for mig blot betyde én ting, nemlig den sande evighed, hvor sært det end lyder, Edens have. Der er jo rent faktisk ingen der ved hvordan denne tager sig ud. Lige så godt som så meget andet, kunne den sande evighed vel tage sig ud som beskrevet i resten af drømmen. At der således i evigheden befinder sig en DSB-kiosk kan ikke undre mig, denne hører vel, lige som så meget andet, Guds rige til, og næppe noget andet er vel for mig mere trygt. Derimod kan det undre at jeg uden skam i livet stjæler fire tegneserieblade. Og dog. Thi i Himlen findes jo ingen lov, og dermed ingen synd, altså er det syvende bud slet ikke i kraft og der er således slet ikke nogen årsag til skam. Således kan det efterfølgende være et længe savnet indtryk af det faktiske liv i Edens have. Her er der altså store grønne plæner, med unge mænd der spiller fodbold i fællesskab og glæde. Jeg deltager på en vis afstand. Min enspændernatur fornægter sig altså ikke i Himlen, men den forbindes ikke med angst eller paranoia, og jeg sparker da også frimodigt bolden tilbage igen. Derefter finder jeg noget frem jeg købte. Det fremgår ikke af drømmen hvad jeg købte det for, blot at jeg altså frivilligt betalte noget. Her er altså tale om et levn fra jordelivet, men måske det sidste, for hvad jeg købte kan man vist ikke få i en almindelig DSB-kiosk. Der er måske tale om en slags nøgle til Himmeriget, måske købt af nåde snarere end penge. Det købte er en serie af tebreve med ”medfølgende instruktion i et sært nyreligiøst sprog”. Her forsvinder den sidste rest af tvivl angående drømmens betydning. Dette er simpelthen alle lignelsers afkodning og det nye sprog (ordet ”nyreligiøst” skal her forstås ganske bogstaveligt uden tanke for en religionshistorisk tydning, altså på ganske samme måde som jeg forstår Jesu lignelser). Hertil og ikke længere går min forståelse. I sagens natur forstår jeg hverken hvad teen eller sproget går ud på og jeg vågner da også i selv samme sekund og befinder mig igen på mit lille værelse midt i verden, hvorefter jeg under morgenkaffen begynder min nedskrivning…
Kærlig hilsen Ture.
1/10 Kære søster,
endnu en gang for en stund behageligt skæv af min cocktail. Ser du, jeg har fundet ud af, at jeg ved at blande to forskellige slags sovepiller opnår modsat virkning, altså at jeg bliver behageligt høj, og tilmed noget så handlekraftig. Denne cocktail har i trekvart år har været et fast indslag i aftenen. Nogle gange et kvarter, nogle gange en halv time og nogle gange en time; nogle gange har jeg skrevet på det, andre gange har jeg blot nydt rusen hvad end jeg har lavet. Thi selve den digteriske følelse gennemstrømmer mig pudsigt nok uafhængigt af hvad jeg laver. Ja, den synes endog at fremstå i sin mest berusende affekt når jeg, for eksempel på mine natlige gåture, åbner sanserne på en måde jeg aldrig ville have ro til mens jeg skriver. En ting er sikkert: den dag jeg fravælger de to piller, fra den dag vil enhver af de hundreder af smukke stunder de to har givet mig fordampe ud i luften, thi andet end blændværk og fantasmagorier er de ikke. Det eneste i livet som vil have blivende værdi, som et fremtidsminde om Himmerigets salighed, er effektueringen af åbenbaringer lig forgårs nat.
Kærlig hilsen Ture.
2/10 Kære søster,
jeg spillede i eftermiddags guitar sammen med to andre som sang. Egentlig swingede det slet ikke, før vi fandt nogle lovsange frem. Her spillede jeg virkelig med både hjerte og krop, og sammen med deres sang forekom vi alle tre at falde ind i et meditativt flow; denne hengivelse jeg, efterhånden som mine bønner mere og mere er blevet tvungne og åndløse, altid sukker efter og savner og i sidste ende blot med sikkerhed finder i aftenens to hvide piller. Det besynderlige var, at jeg i formiddags havde været i Bethlehemskirken til en karismatisk gudstjeneste for første gang i mit liv, og at den ene af mine besøgende, en ung pige ved navn Nikoline jeg aldrig havde set før, hver uge sang i selv samme kirke til deres cellemøder, nogle møder jeg længe har villet deltage i, blot forhindret af min i den slags situationer lammende sociale angst. Altså tog jeg mod til mig og indvilligede uden opfordring i at komme til deres næste store møde på torsdag, dels fordi jeg nu i det mindste kendte et ansigt, og dels på grund af det sære sammentræf, som jeg vanligt tager som et tegn. Uden tvivl vil jeg være angst, men jeg trænger sådan til et sted at spille og yderligere dele min tro og tænker, al angst til trods, at min stræben nu, grundet det sære tegn, er i Guds trygge hænder.
Kærlig hilsen Ture.
3/10 Kære søster,
ikke desto mindre kommer jeg nu i hu hvad en doktor i teologi sagde til mig den aften jeg fortalte hende at jeg var begyndt at bede. Hun advarede mig indtrængende mod at blive kristen, idet hun sagde at kristendommen var frygtelig. Det var hendes ord. Frygtelig. Og hun vidste at jeg på det tidspunkt ikke var nået så langt som til at gøre denne erkendelse, og slet ikke så langt som til, som hun sagde om Martin Luther, at søge Gud på bunden af wc-kummen. Der var intet gudsbespotteligt i denne udtalelse, det var ikke nogen anfægtelse, men blot en barmhjertig konstatering. I hendes liv, for så vidt jeg med nogen ret kan tillade mig at udtale mig om dette, havde jeg ved selvsyn konstateret hvad hun mente. Dette kræver en længere forklaring som du må vente med at få. Imidlertid finder jeg i denne konstatering knap længere nogen syndighed, det skulle da være overfor hende. Og dog. Svært er det at argumentere mod redelighed, men endnu sværere at argumentere mod tro. Således begynder jeg at forstå hvad hun mente, og dog forstår jeg stadig ikke meget. Der forefindes i livet en grusomhed der ikke synes at kunne stamme andre steder fra end fra dets skaber. Er dette sandheden, er jeg sidst af alt nu i trygge hænder, og end mere er ingen mere fortabte end dem der kalder sig kristne. Sandelig kommer jeg nu den agnostiker i hu som elskede mig, og som jeg svigtede i nødens stund for derefter at kalde mig kristen…
Kærlig hilsen Ture.
5/10 Kære søster,
jeg var til aftenmøde i Bethlehemskirkens lokaler. Egentlig for mig et projekt på falske præmisser, idet jeg vel nok betragtede mødet som stof til dagbogen på linie med sovepiller og anden bestikkelse af Helligånden. Det var bare så svært at forklare at jeg ikke på nogen måde kunne få det over mine læber. I øvrigt var jeg også, med god grund, bange for at fornærme eller krænke de andre deltagere ved forsætligt at betragte dem som statister blandt underbevidsthedens fabeldyr. Sandelig var det sådan, at om nogen af os levede i den sagnomspundne virkelighed, da var det de andre. Sædvanligvis søgte jeg denne særegne digteriske ensomhed der som et skuespil i åndens verden at regne belønner solisten. Sandelig fandt jeg den også, men denne gang uden følgeskab af beruselse. Bagefter søgte jeg sædvanligvis godtgørelse gennem skriften, og endog var jeg så begunstiget at en ung kvindelig teologistuderende ved navn Marianne talte med mig aftenen lang, og dog bidrog dette blot yderligere til min forarmelse. Så tæt på at få den hjælp jeg burde have søgt, og dog uden andet resultat af besøget end et forsøg på gennem gåder at bibringes en forbøn. Ikke under mødet, men bagefter. Da forsøgte jeg at skrive et brev der kunne adresseres til stort set hvem som helst af de tilstedeværende, og dog, uden at jeg egentlig på nogen måde kan forklare hvorfor, helst til den unge teologistuderende. Et smukt ansigt synes at kunne feje ethvert fabeldyr af banen, thi denne pige var så virkelig at hun blot ved sin tilstedeværelse vækkede mit fængslede hjerte, som jeg egentlig burde have forudsagt. Vi fritages for en dødelig dosis sandhed når kødet kommer på tværs, og dog erfarer vi den på afdrag med renters rente. Således er synden, modsat loven, sandhedens åbenbaring (Rom.5,20), og syndernes forladelse den gåde jeg fortabte mig i mens mørket sænkede sig over Nørrebro. Kunne jeg dog blot have forklaret hende det, at man rent faktisk også kan finde fortabelse i sandheden, i Jesu kød. Jeg prøvede vist at forklare det, og var jeg ikke kommet med digteriske intentioner var det måske også lykkedes. Det er slut med at skrive på åndelig dope, dette gentagende afkald på tilstedeværelse. I sidste ende brister mit hjerte af abstinenser bag tommetykke mure af ord. Der er kun eet at gøre. Et menneske som vil forstå, og ikke blot er en tilfældig teologistuderende, må læse min dagbog. Med andre ord, jeg må kontakte teologen.
Kærlig hilsen Ture.
6/10 Kære søster,
jeg var henne og aflevere dagbogen hos teologens logerende. Selv er hun syg og led ved livet, og tilbageturen gennem et mørkt og tungt Nørrebro var bestemt ikke opmuntrende en fredag aften hvor alle afkroge langs vejen syntes at stinke af øl og hash. Tanker om Paulus blev blandet med besynderlige feberfantasier, blandt andet om hvad jeg skulle skrive til Nikoline, som altså havde indvilliget i en korrespondance. Lumske bagtanker blev blandet med moralske overvejelser, eller hvad man nu skal kalde det, disse bagtanker der benævner sig selv moral. Egentlig gik overvejelserne mere på hvad jeg kunne tillade mig at skrive og stadig bevare håbet om et svar. Hun er åbenlyst hvad Paulus ville kalde ”svag i troen” og der er grænser for hvad hun kan tåle at læse, egentlig ligesom mig. Og ligesom mig egentlig ikke grundet trosmæssig svaghed, men derimod en værensmæssig skrøbelighed der kommer af langvarig sindssygdom. Egentlig er det kun sådan nogle som os der kan tale med om hvad det betød, når Paulus skrev at alt det der ikke udspringer af tro er synd, og ligeledes saligpriser den ”som ikke må dømme sig selv for det han vælger” (Rom.14,22-23). Thi ifølge teksten er en sådan domfældelse, der til forveksling ligner sindssygdom, et valg der udspringer af synd, og dermed leder fra saligheden, ikke mod tro, men mod sandhed. Hvorfor vi lemlæster os selv gennem at vælge denne blindgyde forstår jeg vel nok. Det skyldes ikke ”svaghed i troen”, men derimod en grænseløs ensom tiltro til eget potentiale, en tiltro som netop i sin grænseløshed forhindrer ethvert fællesskab. Og mere stolt er jeg ikke end at netop tiltroen altid står i forbindelse med denne værensmæssige skrøbelighed, som udelukkende lader sig forklare ved driften mod sandhed og dermed mod synd. Eller rettere mod hvad Paulus kalder synd, thi synd for os er det vel nok, men dermed ikke ment som moralsk kategori; tværtimod kan jeg næppe tænke mig noget projekt som i højere grad er etisk betinget end driften efter sandhed. Det skulle da lige være digtning, og dog forekommer det mig at være én og samme, såvel i min som i Paulus’ pen. Og da må jeg overgive mig. En digter som Paulus er en hel del større end hans falske beskedenhed lader vide. En som han undgår kun i en ud af en million tilfælde at ende på en galeanstalt, men ender altså i det ene tilfælde som ideolog for de mange som, uanet grunden, vælger galeanstalten.
Kærlig hilsen Ture.
7/10 Kære søster,
på gåturen i går plaget af et besynderligt klarsyn på vej ud, da jeg gik forbi en pølsevogn ved Nørrebros Runddel. Efterårskulden havde sat sig i mine elskede københavnere, og som en fakkel i mørket lyste pølsedamen op i en grimasse som fik mig til at gyse. Det var et ansigt så privat i sin traurigkeit, at jeg tænkte jeg ved at fotografere denne scene, ville fange livets grusomhed med et enkelt skud så rent og klart. Og dog vidste jeg jo godt at hele dette sceneri fandt sted i mit eget hoved. Jeg vidste så godt som nogen at hun ville være glemt det øjeblik jeg fjernede blikket, men ligeledes, og dette var det værste, ville forfølge mig resten af aftenen og, i andre klædninger, resten af livet. Undlod jeg at nedskrive den slags oplevelser, ville jeg måske kunne fortrænge dem, men da ville jeg ingen digter være. I sandhed vælger jeg som sådan det smukke frem for behageligheden i et trosfællesskab. I øvrigt var min og pølsedamens skæbne det splitsekund så sammenvævet, at min oplevelse syntes at lade sig dele i en eller anden slags fællesskab på tværs af ord, det vil sige på tværs af moralske kategorier, på tværs af Gud og dog som nævnt, skinnende i mørket (1Joh.1,1-5). Men igen, den åndelige frihed er købt gennem usigelig ensomhed, og tillige på afbetaling. Skulle jeg betale den på stedet, ville jeg miste min forstand. Og dog, kan man sige, den har jeg jo allerede mistet. Egentlig har hverken Nikoline eller jeg mere tilbage at miste: at købe forstanden tilbage gennem syndsforladelse ville være i strid med pølsedamens ansigtsudtryk i dette splitsekund af lys i mørket. Ikke fordi syndsforladelsen i princippet er en umulighed, men fordi den ikke er ønskelig. Jeg nægter principielt at betale for en vare i åndelig mønt uden at have forbrudt mig mod nogen, jeg er så at sige uskyldig overfor en anklage jeg ikke forstår. Og dog skal jeg ikke vente mig noget tiltalefrafald: de frelstes salighed fuldendes som bekendt først når de ser syndernes pinsel. Medlidenhed indpakket i andres pine bibringer mig ikke nogen form for tilfredsstillelse, og slet ikke med teologens lidelse i tankerne. På vejen hjem vendte jeg hovedet bort i lede da jeg igen gik forbi pølsevognen.
På gåtur på Frederiksberg, og nok engang følelsen af at komme hjem, og denne nok engang forbundet med virkningen af min cocktail. Den tilstand den bringer mig i er egentlig, besynderligt nok, ret så meget lig virkningen af morfica, blot er virkningen meget kortere, stort set ikke kropsligt betonet, men heldigvis også uden spor af de frygtelige efterveer der er så typiske for morfin. De fælles træk er eufori, eller rettere sagt, livsglæde og dermed også et skud af kærlighed som lader sig afregne uden de store vanskeligheder. Ligeledes blomstrer den særlige digteriske følelse op på en måde der egentlig er meget lig Helligåndens komme, og dog har håndens frihed til forskel. I dette tilfælde betaler jeg gerne for den ydelse jeg har fået skænket; således giver det bedre mening at være skyldner overfor et stof end overfor Gud, for så vidt virkningen af førstnævnte ufravigeligt lader sig mærke, og modsat sidstnævnte med sin digteriske følelse sætter mig fri. Hellere sat fri af synden end trælbundet af troen.
Kærlig hilsen Ture.
8/10 Kære søster,
i går faldt jeg i søvn med musikken kørende, ligesom jeg før har haft for vane. At åbne bevidstheden for musik i den fase af indslumringen hvor man ligger et sted midt imellem vågen og drøm, virker på mig som om jeg havde taget LSD. Netop i denne fase hvor ens vågen slækkes, åbnes nogle porte i sindet for noget som ellers aldrig kommer op til bevidsthedens overflade og musikken begynder at tage del i drømmen. Og ikke kun er det tonerne, men i lige så høj grad de ord der bliver sunget der taler til sjælen uden nogen som helst form for intellektuel bearbejdelse. Ja, det er måske egentlig selve sangen der her flyder sammen med det sungne i en slags profeti, men altså øjensynlig uden Guds mellemkomst. Det lyder, som det hedder sig, ”fra sjæl til sjæl”6.
Desuden har jeg de sidste par nætter haft nogle drømme som, idet jeg er vågnet, til trods for at jeg er faldet i søvn med en vis fred i sindet, har haft en stemning af vold og brutalitet over sig. For derved at lodde min sjæl har jeg besluttet mig for i morgen tidlig at nedskrive den kommende nats drøm. Måske nærmer der sig en eller anden slags opgør, om det så har teologisk indhold eller ej. Den tiltrækningskraft kristendommen, i særdeleshed med Katarina som objekt, i begyndelsen havde på mig, var til dels æstetisk. Den udviklede sig siden til at være et etisk projekt, og dog et projekt som jeg måske står for at skulle forkaste, igen med Katarina in mente. Hun kræver en forklaring.
Jeg kender mange som lider under loven, og for hvem jeg ønsker at de lærer evangeliet at kende. Andre lider for evangeliet såsom unge Nikoline, frygteligt lider hun under hån og forfølgelse. Med Katarina var det anderledes. Hun led ikke for lovens skyld, hun led heller ikke for, men som følge af evangeliet. Enhver der lider under loven kan udfris af Jesus. Katarina, derimod, led ikke for egen vindings skyld og var således, som Jesus, under Guds forbandelse (Gal.3,13). For hende var livet ikke blevet tåleligere af at være kristen, tværtimod tog hun en lidelse på sig som straks ville kunne ophæves hvis hun fornægtede Kristus. Men tager man først denne lidelse på sig, er en fornægtelse ensbetydende med at masken endegyldigt er revet af Lucifer, og at der sluttes pagt med Satan med vidende og vilje ved ånd eller ved blod. Netop den dødssynd i hvilken Guds søn korsfæstes igen, hvor ånden smæder nåden, og fra hvilken der ingen tilgivelse er (Matt.12,31ff). Men Katarina vaklede ikke et øjeblik i den tid jeg kendte hende. Hun var underlagt den mest betroede gave der gives kan af Gud: at lide, ikke for evangeliet, men som følge af evangeliet. Ikke som følge af hån og forfølgelse, men som følge af selve bekendelsen, altså en lidelse hun ganske frivilligt og med glæde tog på sig, en lidelse blot det mindste kys fra verden kunne borttage. I dag forstår jeg bedre hvad hun mente, da hun sagde at hun ikke var bange for nogen eller noget som helst. Det gjaldt om hende hvad Luther sagde om sig selv, at enhver der kunne holde ud at være sammen med hende, kun kunne tage ved lære af hendes selskab.
Da jeg i det distriktspsykiatriske center mødte hende første gang, var hun umiddelbart af hjertet i sanselighed så smuk at hun straks fangede min interesse. Hun var en kristen af den type som, grundet sin fortid, hørte punkrock, men skruede ned for volumen hver gang sangeren bandede. Hendes ansigt var forunderlig blegt og i evig kontrast, jeg havde nær skrevet konflikt, med hendes lange mørkebrune hår. I den tid jeg kendte hende vekslede vi breve sammen, og hendes liv undergik en udvikling, der gjorde indtryk på mig som blot få andre mennesker havde gjort. Det var en besynderlighed i sig selv at hun, mere sanselig end nogen jeg før havde kendt, langsomt bevægede sig mere og mere i retning af den kristendom der fornægter enhver sanselighed. Hun endte med at ligne et offer for åndelig tortur, og på afstand forstår jeg bedre nu, at det ikke var af forfængelighed hun engang ytrede at jeg kæmpede med en tissemyre hvor hun kæmpede med en elefant. Smukkere kan en drøm ikke lyde end som det Ny Testamente, og hæsligere ikke ende end som Katarina. I nat vil jeg høre. Så meget desto større bliver da sandhedens åbenbaring, så meget desto mere underfuld elegien. I nat vil jeg få besked.
Kærlig hilsen Ture.
9/10 Kære søster,
jeg drømte at jeg var vågen, eller rettere, jeg ved ikke om jeg måske rent faktisk har været vågen eller om jeg bare har drømt det. Senere drømte jeg at jeg kørte med S-toget, som standsede ved en station langt ude i en forstad, hvor jeg måske kunne mindes en eller anden slags orgie. Dog turde jeg ikke spørge en medpassager, nemlig en ung pige som måske var med i dette orgie.
Mest iøjnefaldende er umiddelbart de tre måske’er, der tilføjer natten et skær af usikkerhed, endog ved jeg ikke engang om jeg før drømmen om S-toget overhovedet var vågen. Drøm og virkelighed synes i nat at have været nærmest uadskillelige. Hvis jeg drømte at jeg var vågen, siger det mig at den tilstand jeg befandt mig i var en åbenbaring værdig, men talt i et sprog som hermetisk lukker sig om sig selv. Næppe noget andet siger mere om livet end dette billede, som altså er en tilstand jeg i nat gennemlevede, at drømme at være vågen, endog med tilføjelsen: måske var jeg virkelig vågen. Ligeledes med kristendommen, som en drøm der aldrig kan verificeres af virkeligheden. Måske vågede jeg, måske drømte jeg bare jeg gjorde det. Det følgende, der altså med sikkerhed, i hvert fald i bogstaveligste forstand, lader sig verificere som en drøm, kan måske kaste lys over natten. Endnu engang benytter jeg i drømme offentlige transportmidler, denne gang altså et tog, muligvis på vej mod København. Stationen, toget standser ved, lod sig ikke umiddelbart genkende i min vågne bevidsthed, men i drømmen gjorde den. Her, i landlige omgivelser lige uden for stationen, havde jeg nemlig måske deltaget i en eller anden slags orgie med adskillige piger, hvoraf en af dem måske var min medpassager. I skarp kontrast til disse mulige udskejelser står det faktum at jeg altså ikke engang tør spørge pigen om denne erindrings sandhed. Noget tyder på at denne drømmesekvens er bygget op i to lag. Først det faktuelle: toget, forstadsstationen og medpassageren, og dernæst et imaginært lag med de to måske’er: orgiet og pigens eventuelle deltagen. Endnu engang synes fantasien at spille mig et puds, denne gang i selve drømmen. Der er ingen tvivl om at dette orgie står i skarp modsætning til nytestamentlig moral, som havde jeg til dette brug måttet grave mig så langt ned i underbevidstheden, at jeg knap nok længere ved om en sådan begivenhed her kan finde sted. Desværre tør jeg ikke spørge pigen, og finder vel også situationen fjollet: at skulle spørge hende om jeg i mit hjerte har elsket med hende. I drømmen var situationen ikke fjollet, og jeg ærgrede mig grundigt da jeg vågnede op og konstaterede at jeg ikke kunne sove mere; denne pige kunne det have gavnet mig at lære bedre at kende. Dette var vist nattens lektie og den efterspurgte elegi.
Og dog fik jeg ikke helt hvad jeg bad om. Denne åbenbaring var ikke særlig skøn. Dog kan der heri ligge en pointe: i den krasse realisme forefindes der en skønhed som ikke lader sig stanse ud af moralsk idealisme. Dette kunne også være årsagen til den generelle fornemmelse af usikkerhed der klæber til drømmen, thi realismen er kun tilsyneladende. Derimod kan jeg godt skuffes over den mangel på lidenskab man synes burde høre elegien til, men igen: lidenskaben hører også hverdagen til, nemlig en hverdag som fortabes i krampagtighed. Tilfældigt er det næppe at jeg fik denne drøm natten efter at jeg kom Katarina i hu. Hun var et stykke tid min medpassager på troens rejse, og dog var vi for hinanden som fremmede. På trods af at jeg aldrig har brygget fantasier sammen om hende, er der vist ingen tvivl om at jeg i mit hjerte har elsket med hende (Matt.5,28). Men ikke som de andre piger, altså med voldsomme fantasier til følge. Disse har blot ladet sig forefinde som spøgelser i underbevidsthedens forvaring, deraf det andet ’måske’. Katarina, derimod, hende skrev jeg til i kærlighed og ære, uden at hun på mindste måde lod sig forføre. Selv ikke med skriften, denne som er mit eneste middel til forførelse, kunne jeg stille noget op. Og dog. Alt dette til trods har hun siden været en aktør i mine drømme og dermed givet mig mere af sin sjæl end hun selv aner, deraf det tredje ’måske’. Spørge hende kunne jeg ikke, i det selskab af spøgelser turde jeg ikke placere hende. Jeg prøvede i mine breve til hende at udrede kødet i kærlighedens sprog, thi min brevveksling med hende lærte mig disse ord. Modsat hvad jeg skrev, var det hende og ikke mig som gik mod fortabelse: hun behøvede mit nærvær mere end jeg behøvede hendes. På den vis tog jeg som en tyv om natten hendes elskov og gemte den i mit hjerte.
Kærlig hilsen Ture.
10/10 Kære søster,
jeg skal besøge min teologiske doktor i morgen, hvilket jeg med lige dele glæde og angst ser frem til. Hun vil da ikke have læst dagbogen endnu, men ikke desto mindre daler min entusiasme for den allerede nu. Når hun læser den vil hun sikkert finde min flirt med kristendommen naiv, ja måske endog skadelig og forkastelig. Bare nu ikke det betyder at de dele af dagbogen hvor jeg forsøgsvis bekender en kristen tro er ubrugelige, sådan tænker jeg, for det er fandens til arbejde jeg har lagt i dem. Jeg ængstes mindre for at forkaste denne tro end jeg gør for at alle disse sider rent æstetisk så forpestet er af dogmer og vanetænkning at de ikke holder for en digterisk betragtning. Ikke dermed sagt at jeg på digtningens alter ofrer mit liv. Tværtimod hænger mit liv og min digtning så nøje sammen, at jeg, hvis de sidste måneders dagbog ikke finder nåde for hendes blik, ville betragte den tilbragte tid som spildt. Bortkastede jeg blot kristendommen som et par sure sokker ville det jo implicere at jeg skulle omskrive de sidste to måneders værk. Det skal jeg måske under alle omstændigheder, og måske er disse to måneder ikke spildt af den grund. De erfaringer jeg har gjort mig kan komme mig til nytte under alle omstændigheder, så længe jeg ikke planlægger at skrive en bog hvor jeg som privatperson bekender en kristen tro. For denne bekendelse vil nok ikke holde en meter. Så meget ved jeg med sikkerhed hun vil hævde når hun har læst dagbogen. I en vis forstand evner jeg ikke at lyve. Kunne jeg det ville hele projektet måske bedre kunne tåle dagens lys, om jeg så som privatperson var kristen eller ej. Kunne jeg lyve som en digter, ville jeg ængstes knap så meget for hendes dom, nemlig denne at være en hykler og dermed en dårlig digter.
Det ser ud til at jeg er en digter uden værk, og at denne dagbog nok er en digters dagbog, men modsat en naturlig forventning ikke leder frem mod noget værk. Dette behøver dog ikke indebære at jeg er en dårlig digter, tværtimod praktiserer jeg en slags litterær method acting, med den forskel at skuespilleren herigennem forbedrer sig i illusionens tjeneste, hvor jeg snarere optræder i virkeligheden, og lader virkeligheden være mit værk. De implicerede ved det faktisk ikke, men de optræder alle sammen i mit værk, som er en bog om virkeligheden, og altså slet ikke noget digterværk. Og dog for dig, kære søster, er jeg en digter, og dog er du i realitetens fylde mig langt overlegen hvad angår evnen at skabe. Intet har jeg skabt og da slet ikke noget værk.
Kærlig hilsen Ture.
11/10 Kære søster,
altså, i en vis forstand må jeg tænke forfra. Nogle ting begynder jeg dog at forstå. Blandt andet tror jeg nu at den julekristendom som bliver prædiket i Hellig Kors kirken og de fleste af landets øvrige folkekirker er i direkte modstrid med den kristendom som blev forkyndt af evangelisterne og apostlene. Jeg må medgive at Katarina og menigheden i Bethlehemskirken har ret når de hævder at den eneste måde i tro at forholde sig til det Ny Testamente er at anse Gud for en objektiv realitet. Dette ville have bragt mig i modstrid med min onkel, en fordrukken og, grundet sin begavelse og sit sarkastiske vid, frygtet teolog. Havde han levet, havde jeg med et sådan postulat frygtet hans vrede. Og dog frygter jeg mere den levende Gud, thi holdes Gud af hensyn til Bibelen ganske korrekt for en objektiv realitet, forstår jeg klart at jeg formodentlig aldrig bliver kristen. Og da vil Katarina ikke være hykleren, da vil hykleren være mig. Da er kristendommen, som doktoren sagde, virkelig frygtelig og da ser hun den klarere end min onkel kunne. Jeg ønsker sådan at få vished, men vælger jeg alt andet end at holde Gud for en objektiv realitet, skal jeg ikke forvente nogen vished. I så fald har Katarina forstået ordet langt før mig, for da er humanismen ekskluderet af den kristne tro hun for år tilbage gav udtryk for. Og jeg forstår nu hvorfor. Stjal jeg end i mit hjerte hendes elskov, var den som en trojansk hest. Egentlig kom ordet fra hende, og det flød ud i mine årer, ikke ved intellektet, men ved kødet. Således er jeg nu for den kristne der formår at forstå dette en synder i anden potens. Jeg har ved kødet modtaget ordet, først gennem Katarina og siden gennem nadveren, og dette ord, dette stof har som et skud af den fineste dope gang på gang ført min kuglepen. Således har jeg i skriftens tjeneste, hvilken dødssynd, modtaget ordet for ved kødet at tage bolig i en kvindes elskov, og dermed skrive mig ind i hendes køn. Således ved jeg nu, efter mit besøg hos doktoren, hvorhen det bærer. Søster, frygtelige syner har jeg ved hendes blotte tilstedeværelse skuet.
Kærlig hilsen Ture.
13/10 Kære søster,
på gåtur opad Godthåbsvejen på mit elskede Frederiksberg. Dette kvarter, som fangede mig i krydsild mellem barndom og ungdom, er stadig så fredeligt som var det blot for erindringen en drøm. Dengang skrev jeg mine første vers ligeså naivt som disse linier. Efter at jeg denne sommer er blevet digter er min hukommelse pludselig blevet fyldt med sære minder så stærke, at jeg mere og mere forstår hvor lidt der egentlig lader sig skildre i ord, hvis objektet er Grøndalskvarteret. Og hvor meget der til gengæld med samme objekt for den digteriske fantasi, forladt for ord, lader sig skildre i følelser, som kastede det hellige løfte jeg har afgivet i aftenskumringen lys over den forgangne tid. Eller rettere, fyldte den med et mørke så ladet af billeder, at jeg ved dagslys knap nok ville genkende gaden.
Kærlig hilsen Ture.
19/10 Kære søster,
endnu en gang er jeg endt på Modtagelsen. Dette sted synes at være facit for al stræben. Jeg har i den sidste uges tid lidt slemt under skriveabstinenser, særlig siden jeg i lørdags besøgte min teologiske doktor. Ikke en linie har jeg fået skrevet og ikke en linie har jeg fået læst, stik imod hensigten med besøget. Altså, for at blive i terminologien, et slags bad trip som siden har afholdt mig fra det digteriske fix og følgelig har sendt mig på Riget til åndelig afrusning. Bare jeg dog nu kan lære lektien. På aftenvagt er den mørklødede skønhed som skriftens umiddelbare foranledning. Jeg synes at være en masochist i ånden og nyde den smerte der gennem æstetisk bearbejdelse forbinder rosen og dens torne, og egentlig lader disse to være én og samme. Hvor besynderligt det end lyder, hendes fuldstændige kropslige forfald taget i betragtning, har jeg på sin vis sjældent set noget smukkere end teologens ansigt, men næppe heller noget mere rædselsvækkende. Strejfede mit blik flygtigt hendes øjne slog mig blidt som et kærtegn, som voldte sødmen smerte, en digterisk fordring så nådesløs at den efterfølgende smagte bittert i min mund.
Det er med evangeliet som med denne dagbog, blot på overfladen er det en dokumentarisk beretning. Bagom denne dokumentariske overflade, en tynd fernis af ånd, skjuler fiktionen sig som en underskov af liv. Således fremstår evangeliet nu for mig som et digterværk fyldt af sjælelig armod. Dog, modsat teologen, finder jeg ingen smukkere fiktion end det Ny Testamente og derfor heller ikke noget bedre stof til beruselse. Kan jeg bare forbinde disse rusoplevelser med fordringen i teologens øjne, kan tiden siden i lørdags med rette kaldes en kold tyrker og dermed en ny begyndelse. Ikke en kold tyrker grundet et forbud mod selve stofindtagelsen, den er til dels i hendes ånd, men grundet de illusioner jeg har haft vedrørende de teologiske årsager til beruselsen. Den kommer nemlig ikke fra Helligånden, ville hun mene, af den simple årsag at en sådan beruselse er i strid med lovens ånd og dermed som digtning foruden al falsk beskedenhed. Den kommer fra min fantasi, fra den indbildningskraft der ved ordet lader sig betjene. Og dog ville hun nok tillige advare mod dette maskineri, idet kristendommen selv som digtning er hende meget imod. Ikke desto mindre agter jeg nu at udforske maskineriet og ikke beruselsen. Jeg er træt af denne virkelighedsflugt, og jeg trænger vist til at skilles ad møtrik for møtrik.
Kærlig hilsen Ture.
20/10 Kære søster,
dette vil også indebære at jeg kun så at sige illustrativt berører teologi, ikke intellektualiserer uden en sansemæssig oplevelse og desuden, dette er meget vigtigt at holde mig for øje, hele tiden skriver til dig. Hvordan jeg end vender og drejer det er teologiske gevækster kun interessante hvis de berører dig, det vil i praksis sige, hvis de er kunstnerisk bearbejdede og dermed fiktive. Og dog er det min forhåbning at du, i egenskab af en langsom kødeliggørelse, bliver så virkelig, at du overskrider fiktionens grænse og derigennem befrugtes i ordets elskov. Da vil mit hjerte glædes, trods angsten for de frygtelige veer, for da vil enden være nær.
Kærlig hilsen Ture.
24/10 Kære søster,
endnu engang på 62217, og her endnu engang fyldt af en besynderlig altfavnende kærlighed rettet mod både medpatienter og personale. Og jeg tænker denne gang: kunne jeg blot på en eller anden måde lade dem vide min kærlighed. Blot endnu en gang at nedfælde den på skrift hjælper jo ikke dem, og mine sentimentale blikke forekommer dem sikkert tomme, som søgte jeg blot en selvoptaget rus. Sådan forekommer jeg i hvert fald for mig selv, og derfor falder der på dette ellers dertil passende sted ingen bøn. I Paris skrev jeg at jeg var færdig med lovsang. Det var jeg også, for i Berlin søgte jeg Gud hvor jeg ikke før havde turdet gøre det, hvor ingen rus lod sig finde. Lige så gudsforladt Rudow var, lige så rensende virkede mit besøg. Her var ingen grund til lovsang. Paradoksaliteten i at kvæde vers til Guds pris på en psykiatrisk afdeling har hidtil blot bekræftet mig i min hengivenhed. Nu ved jeg imidlertid at majestæten8 blot alt for let lader sig finde på 6221. På gader og stræder derimod, måtte jeg til det sidste på denne sommer nødvendigvis knække nakken. At søge mit halleluja der, det kan nemlig kun ende et sted. På Sct. Hans, som drev frygten mig til at søge Gud på bunden af wc-kummen, netop der hvor han allerhelst lader sig finde med elskede Katarina in mente. Ja, frygteligt er det at tænke på hendes skæbne. Hvad der end sker med mig vil jeg altid have hende i mine tanker, og til stadighed hævde min uskyld overfor en anklage jeg end ikke forstår. Det må ikke gå mig som hende, og blot denne tanke håber jeg kan afholde mig fra i mørket at søge den ensomme digters skæbne. Denne skriver nemlig af hensyn til Helligånden i mørke under henvisning til den falske beskedenhed som påberåber sig Guds navn. Her finder denne sig nemlig mest tryg, som led han af bekvemmelighed. Vælge side kan jeg ikke, ikke endnu i hvert fald, det ved jeg. Og dog vil jeg fremover slå et slag for den humanisme som blot forklarer kærligheden som en indre livskunst. Blot sådan, når den teologiske udenomssnak er skåret bort, kan jeg forsvare skriften. Altså, hvilket er lettere sagt end gjort, slut med præstesovsen. Sværere end alt andet bliver dog den fordring jeg siden har sat mig for: i ord at gøre enhver af hverdagens små hændelser, og ikke nogle fortænkte nattevandringer, til dette forbandede fantom, det poetiske. Kun således kan mine breve få blivende værdi.
Et eksempel. Jeg gik i aften en tur med en medpatient. At en sådan skulle gøre mit liv til lyrik er langt fra sandheden, og dog søger jeg jo nu kun dette per efterkrav. En pige så køn som hende lader sig i mit sind således egentlig først finde efter en lang gåtur, men placerer sig til gengæld mest blivende i mine tanker under spadsereturens samtale. Jeg håbede hun skrev for derved at mødes, og dog mødte jeg hende i tidens fylde, denne tid hun omtalte som fragmenteret og blottet for kontinuitet. Havde hun skrevet til mig havde jeg på sin vis aldrig mødt hende, og da slet ikke i den frodighed hendes kødelige fremtræden var. Havde jeg turdet se hende i øjnene, kunne jeg måske have skrevet flere sider herom. Men denne fordring er langt sværere end den digteriske, om end den er det poetiskes eneste faktiske råstof. Sansningen der med det fæstnede blik, egentlig som pigens oplevelse var, lader tiden ude af betragtning nogle få momenter. Ikke af hensyn til digtningen, men af hensyn til dens opgave og kald: at lade hjertet snarere end tankerne tale.
Kærlig hilsen Ture.
25/10 Kære søster,
en lang eftermiddags samtale med Stephen, en med mig åndsbeslægtet samvittighedsfange. Dog gør han sig i tanker om mystik, der i den grad længes efter frihed, at evangeliet for ham er en spændetrøje. Tænk om han egentlig ved hvor grusom kristendommen er. Selv er jeg kun så småt ved at forstå det, og kun som fiktion har jeg da modet til at nærme mig den igen. Lige sådan har han umådelig meget at lære mig angående kødet, om end han i matematisk form stiller dens love op på en måde som er mig fremmed. Han er ikke i farezonen for en psykose, i hvert fald ikke med et kristent indhold. Stadig er denne for mig i skønhed uovertruffen, hvad jeg hurtigt i dag forvissedes om ved at høre Brorson i Willy Egmoses fortolkning9. Men jeg har overlevet denne fascination, så meget tør jeg nu sige, hvis man da overhovedet kan overleve den. Og jeg har været heldig. Kommer jeg på Sct. Hans, er jeg måske som med Sodoma fordømt af en magt, overfor hvilken jeg da ikke vil have styrken til at bedyre min uskyld og som med Anita10 finde blot en enkelt retfærdig, en enkelt helgen som med sit blod godtgjorde denne syndens by. Stephen har måske fundet en sådan, og dog er det for ham anderledes. Hans forlovede, en psykotiker af dimensioner, taler godt nok i gåder, men lader sig tillige gøres til genstand for fortolkning. Modsat med Anita. For mig er der ingen tvivl om at hun led forgæves, ikke fordi hun var stedfortræder for vor andre hjerters forhærdelse, men på grund af den skæbne hun fandt på U9 eller U1011. En sådan skæbne undslår sig egentlig fortolkning, og er i den grad absurd at den måske blot for en udvalgt kan gøres til genstand for tro. Yderligere slog det mig da jeg hørte Brorson i al sin vældige melankoli at min familie på sin vis er for mig som fremmede. Hvad angår kødets bånd finder jeg blot søskende på Sct. Hans. Det forstod jeg så tydeligt på min kære salmedigter, var jeg end nok så mange århundreder væk fra denne elskovens fineste allegoriker.
Kærlig hilsen Ture.
26/10 Kære søster,
så småt på vej tilbage igen, og på gåtur på mit elskede Nørrebro. Denne gang, som en følge af min indlæggelse, helt uden papir og kuglepen for at undgå det stress som for skriftsmisbrugeren går forud for nedskrivningen på gader og stræder og ligeledes, i form af tømmermænd, følger efter. Kunsten var da denne gang at udholde inspirationens spænding, og undlade den formulering før den kunne materialiseres på computer som nu. I særdeleshed nu hvor jeg venter på brev fra Nikoline, ønsker jeg sidst af alt i forhold til skriften at fremstå som narkoman, thi var jeg blot en sådan ville jeg æde hende med hud og hår, for derved så at sige at skaffe en kunde til at dække mit forbrug. Jeg ønsker ikke at forbruge mennesker som jeg gør i begærets tjeneste, og da slet ikke en kristen der som unge Nikoline i forhold til ethvert misbrug er uplettet. Alt for let ville jeg kompensere for dette misforhold med en åndelig forførelse i skriftens tjeneste. Ingen tvivl om at jeg stadig finder dette interessant, og dog i hjertet forkasteligt. Jeg skal heller ikke glemme min nærmest grænseløse ensomhed, der gang på gang fordrer kontakt. Skal jeg opnå en forståelse i ord skal jeg vist være mere end heldig.
Også Stephen skal jeg skrive sammen med, hvilket måske er mere intellektuelt befordrende om end knap så spændende. Han lader sig nemlig ikke narre så let, det ved jeg med sikkerhed, og han er i øvrigt den eneste for mig kendte der selv i forhold til spørgsmål hvor han egentlig står ganske alene aldrig lader sig ramme uden et svar. Eller i hvert fald uden et modigt genmæle, der tillige er lærerigt for den som i falskhed søger en åndelig forførelse eller forfører. Han er hverken den ene eller den anden. Desuden, til trods for sin åbenhed, eller måske snarere, på grund af denne, kan eller ønsker han simpelthen ikke, hvis han derved finder sig bag tremmer, at modtage en åndelig gave, var denne end evangeliet. Ingen tvivl om at han og Katarina intet som helst havde at tale om, og at Katarina i dette sjældne tilfælde da de mødtes måtte forlade rummet. Og dette ikke af mangel på mod, men derimod for at forhindre et vredesudbrud der for en kristen sjæl i forhold til verbal dialog var uacceptabelt, og kun kunne forløses af ensomhed.
Kærlig hilsen Ture.
27/10 Kære søster,
stadig er mine gåture mig en kilde til beruselse. Alt dette der i skumringen lader sig sanse under gadelamperne er mig så pirrende, at jeg egentlig oplever det langt stærkere uden papir og pen. Al tanke for nedskrivningens kald er mig en pine. Ikke blot må jeg nu, da jeg ikke længere skriver på gåturene, udholde en kortvarig spænding før skriften materialiseres på skærmen. Jeg må også i stigende grad, og har egentlig længe måttet gøre det, udholde en nærmest kronisk spænding, der oprindeligt begyndte de dage jeg besluttede at lave dagbogen om til et kunstværk, det vil sige for alvor hin dag da jeg fik skriften på hard-disk. Spændingen går på hvordan jeg skal redigere i materialet og på hvilket værk der i sidste ende skal komme ud af det. At producere perler uden nogen sinde at vide om de kan være brugbare. Det er blandt andet denne spænding der gjorde mig til narkoman, modsat nu hvor driften efter afklaring i rusens kølvand mere og mere presser sig på.
Kærlig hilsen Ture.
29/10 Kære søster,
jeg lever stadig for det fix der kan udløse spændingen, det ”card that is so high and wild, he’ll never need to deal another”12. I virkeligheden er fordringen knap så dramatisk, nemlig at luge ud i den stadigt voksende bunke af materiale. Kunne jeg blot udelade de sentenser der sandsynligvis, for eksempel hvis det som disse linier er dagbogsteori, ikke kan bruges hverken direkte eller indirekte i det senere værk. Men disse har altså også en berettigelse, selvom de måske må undergå det gyldne snit. Jeg håber sådan at de ikke skal ofres, men fra teologen ved jeg hvor grusomt digterens kald er. Dog har jeg også efter otte års dagbogsføring opbygget en vis loyalitet overfor fakta, også selvom disse fakta ikke har nogen kunstnerisk funktion, men blot, ligesom et avisudklip i en collage fra modernismens barndom, er et stykke autentisk virkelighed. Også jeg, som nyfødt digter, har vel lov til at have mine børnesygdomme på tryk; dels for at undgå at få dem senere i livet, dels fordi kuren mod dem, ligesom min cocktail, blot alt for let lader fiktionen være en berusende flugt. Somme tider synes det sådan, at den eneste egentlige motivation, eller i hvert fald den motivation som i sidste ende driver værket, mindre er lyst end det er driften efter endelig at tage til orde med en verbal skønhedsåbenbaring så monumental og altsigende, at jeg efter denne aldrig behøvede skrive en linie mere. Dette vil intet stof nogensinde kunne gøre mig i stand til, snarere skal jeg måske modsat afruses helt ned i skidtet, for da at fostre en ide så klar og struktureret at jeg endelig begynder at nærme mig værket i konturerne af en levende drøm.
Kærlig hilsen Ture.
31/10 Kære søster,
jeg drømte at en eller anden sær kristen loge tragtede teologen efter livet på grund af hendes tegninger. Da jeg vågnede op i drømmen på min tidligere bopæl på Kirkegårdsvej var jeg fyldt med rædsel, men hver af de lamper jeg tændte for at beroliges symboliserede blot hver enkelt af anklagepunkterne mod hende. Således blev rædslen virkelighed, indtil jeg vågnede på mit værelse, for bare langsomt at vende tilbage til den tilstand hvor mareridtets erindring kaster lys over dagligdagen helt ind i dens mørkeste afkroge.
Kærlig hilsen Ture.
2/11 Kære søster,
på Modtagelsen med udsigt til Sct. Hans, denne gang på digterens betingelser. Forsommerens lyse løfte undslipper mig forhåbentlig ikke, og gør det ikke det, kan jeg se frem til en i forhold til tidligere moden lyrik, og frem for alt en produktion der som det eneste kan retfærdiggøre et sådan ophold, ganske modsat alle de forrige gange. Denne gang kan jeg skrive, med al den angst et sådan projekt vil indebære.
Desuden er min cocktail med et rask snuptag blevet seponeret, og dog egentlig efter lang tids moden overvejelse. I virkeligheden burde digterfølelsen trives bedre uden dope, og uden at skulle skrive på paranoia. Om denne kabale kan gå op vil jeg først finde ud af den dag jeg sætter mine ben på U4. Det bliver det tredje og afsluttende led i digterkaldets trilogi: den første i Paris, den anden i Berlin og den tredje på Sct. Hans.
Igen en altfavnende kærlighed til psykiatriens sølle eksistenser, denne gang blandet med smerte og en indføling som til dels blev hæmmet af sentimentalitet. Men også kun til dels. I fællesskabet så klart og rent var hvert ord egentlig så ladet at lidelsen og kærligheden var som uadskillelige, i hvert fald for nogle få øjeblikke. Således også det som nu er blevet drømmen om Sct. Hans.
Kære søster, pludselig er det som en lettelse for mig at betro mig til dig, som så jeg dig pludselig klart og tydeligt. Stadig skjuler jeg af betænksomhed ting for dig som du måske ikke ville tåle at kunne læse, ting der vokser i mig som var de plantet af den Onde. Men også kun som om. Min sjæl rummer afgrunde som jeg frygter du ville fortabe dig i hvis du først forstod hvad der i virkeligheden er en digters kald. For dette rummer også en virkelighed. Et mysterium som dig, men et mysterium som ikke nødvendigvis bliver afkodet hinsides. Tværtimod lod det sig måske afkode hin aften i Bethlehemskirken, da jeg så Marianne i trance under lovsangen, på en måde så smuk at den i mit hjerte efterlod sig større rum end jeg et helt langt liv ville evne at fylde med ord. Så meget formår jeg at elske og så lidt evner jeg det.
Hvis du ikke forstår mig må du ikke opgive mig af den grund. Jeg ønsker sådan at forklare, for ensomheden er svær at bære og du er et sådan menneske der måske kan forstå. For det var ikke blot glæde og lykke jeg læste i Mariannes ansigt. Jeg læste også noget andet, noget ildevarslende. Ja, jeg kan læse på dit ansigt at du søger Gud, men du må ikke glemme at der bag sjælens vinduer gemmer sig en skønhed der blot til fulde finder sit udtryk i synd. Eller i hvad en kristen ville kalde synd. Jeg tør knap længere kalde det ved navn, thi for digteren er tavsheden til tider en dyd.
Angående bøn. Jeg har som du ved i perioder bedt meget, og har i dette fundet en fred der var livgivende og på en sær vis syntes at besjæle min krop. Desværre begyndte jeg efterhånden at jagte Helligåndens velsignelse som et andet rusmiddel og lod mig drive fra kirke til kirke på en måde som snarere fratog mig sjælefreden og til sidst forekom mig at være i strid med Guds vilje. Da skete det to gange, begge gange på en psykiatrisk afdeling, at jeg under langvarig bøn lod tårerne strømme og i krampegråd bekendte mig på en måde jeg aldrig før havde kunnet eller turdet. Den kærlighed og velsignelse jeg da modtog kan ikke beskrives med ord og kan blot som et højst upassende og ufuldendt billede sammenlignes med en morfinrus. Og dog halter sammenligningen, for under bønnen rensedes mit indre. Nærheden og den fuldstændige nøgenhed var skræmmende på en måde som aldrig ville nå Gud gennem dope. Siden da har jeg dels ikke i mine bønsoplevelser kunnet komme bare i nærheden af den følelse, dels var den så stærk at den skræmte mig mere end godt er. I den fandt jeg dig, og dog holdt jeg da op med at bede – at ville bede, men ikke kunne er som at fratages sin sjæl, det ved jeg som digter mere end nogen anden, og dog fik jeg i dette moment dig skænket. På sær vis som dunkende i mit blod.
Kærlig hilsen Ture.
6/11 Kære søster,
bare jeg dog kunne finde ud af at lyve, tænker jeg, og dog ved jeg at fordringen er en anden. Den er, som i brevform, at tale sandhed, for så vidt at denne kun lader sig åbenbare idet den bliver skænket et andet menneske. Kunne jeg dog blot af kærlighed nøjes med disse korrespondancer, men nej, jeg ønsker et kunstværk, hvor meget det end vil slide på mig. Foruden den personlige værdi, der gør at ingen side i dagbogen i princippet er spildt, har den også potentiale for kunst. Jeg holder mine penge på at et værk først bliver til kunst i det øjeblik hvor to betingelser er blevet opfyldt. Dels, som i brevene, er betingelsen at skriften rettes mod en læser, og derved taler umiddelbart til kød og blod, og dels, som dagbogen, indeholder en eller anden form for personlig fortælling, uden at denne lader sig afvise som fiktion, altså som løgn og latin. Disse to betingelser fremstår for mig som uforenelige. Så længe skriften ikke retter sig mod en læser forbliver den privat, idet den mangler lyttende øren. Er der tale om fiktion lader skriften sig høre, men da kommer læserens oplevelse på tværs og forandrer for den indre film fortællingen. Egentlig er allerede da skriftens mulighed som sandhedsserum gået tabt. Jeg tror nemlig at denne mulighed blot er til stede når man skriver om kødet, altså skriver om det som almindeligvis betegnes som privat. Fiktion kan alle blive enige om og vi gør den fælles til glæde for den menneskelige fantasi. Nye historier optræder da, og dog finder jeg i disse blot tale med to tunger. Mere en én fortælling, nemlig min egen, kan jeg ikke berette om. Er det sandhed man ønsker at vidne om, kommer historierne i sagens natur i konflikt med hinanden. Å, bare vi dog alle kunne fortælle videre på den samme historie, da ville selv den mest ubetydelige brevveksling være kunst. Bare digterens skæbne ikke var så ensom. Jeg er overladt med blot en eneste fortælling, ligesom Christiane F. Hun formåede at gøre det jeg så gerne ville: at skrive et menneskeligt dokument der fortæller uden at være privat. Hendes bog var et livsværk taget direkte ud af virkeligheden. Andre historier var der simpelthen ikke eksistentiel - og dermed æstetisk – rum for hos et så livskraftigt menneske, egentlig ligesom mig. Og dog er min dagbog fuld af poetisk sovs, hvor det hos teenageren er skåret ned til den blotte overlevelse uden spor af den selvrefleksion som min skrift indeholder. Denne er dog på ingen måde en forhindring for troværdighed, om end der er tale om en slags åndelig socialrealisme. Men dette interesserer mig mindre end at finde ud af hvad der gør at bogen om Christiane F. har fundet sig så bred en læserskare. Måske er det fordi det at leve sit eget kunstværk nødvendigvis fordrer et liv i lidelse, måske er garanten for fascinationen således den påståede autenticitet. Derved bliver selve historien til et stykke virkelighed, og læserens indlevelse vævet sammen med en fortæller af kød og blod. Det burde jo også være min chance, og dog fortaber jeg mig i selvrefleksion. Ikke fordi et åndeligt drama nødvendigvis er kedeligere at læse end fortalte hændelser, men fordi jeg ikke til fulde i en kødelig forstand lever dette drama ud.
Derfor skal jeg ikke i det store og hele forvente en kompositorisk omstrukturering eller anden fortælling end den der rent faktisk er til stede, men blot håbe på en gradvist stigende intensivering af tidens fylde og dermed fortællingens ydeevne angående hverdagens små hændelser. Hvor små de end er, kan de modsat stofindtagelsens verbale vakuum for det sande digterhjerte kvædes ved så at sige gennem trangen at definere rusen ord for ord, som indeholdt hver enkelt af dem et ganske univers i kim. Ikke sådan at jeg nærer digterisk hovmod overfor sprøjtens fylde. Thi først da, først efter hun ved sit blod har lært mig lektien, vil jeg med mit værk overskride min bogstavelig talt litterære autisme, med al den hudløshed dette vil indebære. Først da vil jeg kunne gøre mig håb om et kunstværk, som lader sig læse også udenfor lukkede afdelinger, overbelyste terapilokaler og litteraturens mørke massegrav.
Kærlig hilsen Ture.
7/11 Kære søster,
det lettede i går, med nogle timers forskydning, i det skrevne at mærke håb for mit værk som det er og som det skal være. Mange gange har jeg i fortvivlelse måttet ty til det digteriske fix for således her og nu at lindre den håbløshed jeg følte ved projektet. På gader og stræder har jeg måttet gå for lud og koldt vand, og bagefter frygtet tomheden når jeg skulle sove. Drømme har fungeret som pejlemærker, men har til sidst heller ikke kunnet undslå sig virkeligheden, først for en måned siden i drømmen om S-toget, orgiet og den unge kvindelige medpassager, og dernæst for en uge siden i drømmen om teologen. Stadig tøver jeg i min fortolkning.
Kærlig hilsen Ture.
10/11 Kære søster,
jeg er så led ved den evige spænding, som manglen på fortællemæssig inspiration efterlader mig i, at jeg er tæt på helt at opgive projektet, ja endog mit kald. Jeg er plaget af en ambivalens så sjælsspaltende, at det nærmer sig det uudholdelige. Efter i nogle dage at have nydt helt at glemme skriften, kalder den nu ubønhørligt mit navn. Det eneste jeg ønsker er jo at skabe et menneskeligt dokument, som også andre mennesker kan have interesse i at læse. Hos teenage-forfatteren var der både et tydeligt tema såvel som en håndfast ydre historie. Mit dokument er og må nødvendigvis blive anderledes, medmindre jeg da fra nu af skal begynde at berette hver enkelt af dagens ydre hændelser. Bedre er det at holde mig på sinde at iklæde mine tanker et gøremål, som reelt har fundet sted, hvor ubetydeligt det end må være, for derved at give værket retning. Derfra begynder ethvert menneskeligt dokument.
Og drømmen om teologen. Længe har jeg fortrængt den fra mine tanker selvom jeg har troet den kunne løse min blokering. Jeg har i stedet endnu en gang forsøgt at tilvejebringe en løsning, men nok en gang uden held.
De tegninger som er årsag til dødstruslen er de ideer jeg to dage før drømmen skrev begyndte at nærme sig ”værket i konturerne af en levende drøm”; det fix som en afrusning helt ned i skidtet bragte for dagen. Altså, ganske som jeg spåede, skete det at jeg, da jeg vågnede i drømmen, var mere vågen i nattens mørke end da jeg vågnede til morgenens lys. Altså en oplevelse som i ånden bragte mig nær min kære doktor ved sin blasfemi, men lige så vel et drømmesyn som af kødet kom, og stadig kan komme, mig og mit værk til gode. Denne sære kristne loge er den antihumanistiske kristne fundamentalisme sådan som den har besat så mange unges sind, også unge som har været mit hjerte nært. Tegningen, og ikke skriften, er øjensynlig her central for at nærme mig mit værk. Dog skal dette næppe forstås bogstaveligt, men derimod som billedtale om den digtning der af æstetiske årsager principielt frasiger sig at tage ordet for gode varer. Af gode grunde var jeg, da jeg indeni drømmen vågnede, rædselsslagen. Men drømme er lige så finurlige som lignelser, om ikke mere. For det lys som ifølge skabelsesberetningen er livets og moralens arnested, bliver her til dødelige anklager. Angst for mørket som jeg er da jeg vågner op, tænder jeg i drømmen lamperne omkring mig i håbet om hurtigt at vende tilbage til den vågne virkelighed, indtil jeg med rædsel må sande at lyset blot i moralsk form katalyserer drømmens stemning af død. Var det dog bare drøm, tænker jeg, mens jeg tænder dødsstødet mod skabelsen lampe for lampe og punkt for punkt. Denne skabelse er også min egen. Som jeg skrev ønskede jeg at skilles ad møtrik for møtrik og jeg synes at stå midt imellem to kamphaner, at være midtpunkt for et slag som teologen nødvendigvis måtte tabe, i kamp med en forloren moral der i anklagens retfærdiggørelse som straf bruger skabelsens lys på dåse. Men jeg vil komme til at vende tilbage til drømmen senere. Der er stadig i den meget jeg ikke forstår.
Kærlig hilsen Ture.
12/11 Kære søster,
jeg har ganske fra starten af da jeg oprindeligt begyndte at bede, gjort det mere eller mindre improviseret og har i det hele taget som kristen været selvlært. Eller jeg burde måske sige som digter, for egentlig for mig har min gerning gået ud på, gennem de kristne jeg har omgåedes, at skrive til kristendommens pris, og dermed betragte disse mennesker som levende dokumenter med potentiale for kunstnerisk bearbejdelse. Ja, selv min egen bøn, dengang jeg bad, betragtede jeg som digtning, til trods for at jeg vidste at Gud netop ikke så på produktet men på det sindelag med hvilket man bad. Dette forstod jeg også nok så grundigt de to gange jeg bad nøgent og hudløst under krampegråd, men forlod dagen efter det den visdom til fordel for jagten, ikke på forklaring, men på skønhed. Til trods for mine oplevelser under bønnen, er troen for mig stadig en spore og et middel til kunst. Gud er et kunstværk så stort og smukt, at al kunst der på en eller anden måde relateres til det levende dokument som skabelsen er, egentlig blot er en efterligning af et billede større end livet. På den måde må jeg betragte kristendommen som fiktion, og det Ny Testamente som et digterværk der som billede på livet egentlig er større end livet selv, i hvert fald hvis du spørger en kristen digter. Du synes måske det samme, men forstår jeg dig ret bruger du ikke æstetikken som målestok, men derimod kærligheden. Du beder for at finde liv og lægedom, mens jeg i skriften søger disse som billeder på Gud, altså som fiktion. I øvrigt er jeg slet ikke sikker på at jeg er kristen, og dermed heller ikke sikker på at jeg nødvendigvis deler førnævnte kristne digters holdning. En sådan holdning til Gud lader sig næppe heller forene med en kristen tro, idet majestæten da blot var et produkt af den menneskelige fantasi og dermed ikke længere nogen objektiv realitet, sådan som præsterne i Bethlehemskirken nok ville hævde han var. Men en sådan spaltning i menneskesindet var heller ikke fremmed for Paulus. Han var en langt større digter end hans falske beskedenhed lader vide.
Men selv sådan, selv som digter er jeg ikke sikker på at jeg vil identificere mig, i hvert fald ikke med Paulus som forbillede. For mig er hele kristendommens kærlighedsbudskab et billede på elskov, netop den elskov der er syndig i menighedens øjne, den elskov der er så stor som ordet. Den elskov jeg fandt ildevarslende i Mariannes ansigt hin aften. Netop ildevarslende fordi jeg et splitsekund gennem sjælens vinduer så netop den ild i kroppen brænde, den selv samme som jeg i dig finder i mit blod, uden at kunne afvise det som blot at være et foster af en digters fantasi. Spaltningen i menneskesindet gælder ikke kun digtere, eller rettere, i denne henseende er vi alle digtere, hvor meget vi end tror at leve i virkeligheden. Blot elskov forener os, netop den elskov der blot ved at elske sin næste som sig selv, sådan som det kun kan ske i kærlighedsakten, forbliver sand og ægte. Ligesom præsterne i Bethlehemskirken formodentlig udlægger Højsangen allegorisk, lige sådan, blot modsat, udlægger jeg hele Jesu lære som en allegorisk hyldest til sanseligheden, forstået på den måde at der ingen højere bekræftelse på kærlighedsbudet er end elskov. Dette lader sig naturligvis ikke forsvare teologisk, men, kan jeg sige, jeg er jo heller ikke teolog, jeg behøver ikke som Paulus at få kærligheden til at gå lige op med loven. Jeg er digter, og for mig er loven uforenelig med elskov, men elskov derimod forenelig med, ja forudsat af digtning. Om jeg dermed er kristen eller ej står for mig stadig hen i det uvisse.
De oplevelser jeg har haft med Helligånden skal jeg gemme i mit hjerte og huske resten af mit liv. Det du gjorde – at fylde min krop med varme, glæde og en indre ild – er den sanselige kærlighed i blomst. Ikke dermed forstået at den nødvendigvis er erotisk, men forstået på den måde at Gud giver os en kærlighed som jeg aldrig ville kunne forstå, men kun mærke gennem kroppen. Denne kærlighed må vi ikke flygte fra, selvom den kan forekomme skræmmende, ligesom Marianne skræmte mig. Men du må ikke være blind for at den er af samme karakter som elskov og dermed opnåelig også gennem kødet. Egentlig er Guds kærlighed som jeg beskriver den ligeså sanselig som kødet, for vel at mærke er den oplevelse jeg beskriver kropslig. Var det ikke for elskov var der slet ikke nogen oplevelse mulig, og kærlighed mellem mennesker egentlig blot en allegorisk drøm. Netop denne drøm der i kødets klædedragt er så usigelig smuk. Eller rettere, uudsigelig gennem andet end en Jesu lignelser og de elskovsbreve Paulus i sin kummerlige storhed forfattede.
Kærlig hilsen Ture.
13/11 Kære søster,
på gåtur på Frederiksberg. Jeg er holdt inde med at medbringe pen og papir for ikke at drive rovdrift på inspirationen, også selvom denne ikke længere tager form af Helligånd. I stedet, som jeg har praktiseret det før, tager jeg walkman med for herved i busser og på gader at opleve virkeligheden mere overrealistisk end den ellers byder sig, som at opleve at vandre midt i en film med ens eget personlige sound track. Jeg vil egentlig knap kalde en sådan oplevelse psykedelisk. Snarere er dette akkompagnement, om end blot en lille smule, virkeligere end den støj man ellers vandrer rundt i. Ikke underligt at avantgarden måtte give fortabt i fantasiløshed; støj er i en moderne storby den vante underlægningsmusik, der er egentlig i denne henseende intet at tilføje. Desværre kunne jeg ikke rigtig mobilisere tilstrækkelig indlevelse i foretagendet, og så bliver musikken fra walkmanen, er den end nok så smuk, blot en del af fantasiløsheden og dermed støj. Glædeligt var det derimod at slippe for skriftens pres indtil hjemkomsten, her foran computeren er stilheden så ren og klar en regnvejrs aften i november.
Kærlig hilsen Ture.
14/11 Kære søster,
der skete i eftermiddags en hændelse der egentlig var ubetydelig, men alligevel så ladet at der for mig umulig kunne være tale om tilfældighed. Jeg gik på Nørrebrogade dybt hensunken i tanker omkring den bevægelse i mig det altid skaber, når jeg mødes med piger der i troen er så fast forankrede, at deres nærvær er skræmmende og dog i elskovs fylde dragende, til trods for at vi ved kødet er som fremmede. Netop her, midt i efterårsmørket, mødte jeg tilfældigvis Marianne fra Bethlehemskirken, den unge teologistuderende hin aften, netop dagen efter jeg med et brev oprindeligt stilet til Nikoline, havde søgt hendes bistand omkring visse teologiske spørgsmål. Eller rettere sagt søger jeg vel egentlig hendes hjertes lovsang, lige som jeg på den ene eller anden måde gjorde med Katarina, men dermed ikke sagt at jeg i mit brev har haft uærlige intentioner. For disse teologiske spørgsmål omhandler nemlig hendes hjertes lovsang, denne som drager mig trods at hun på ingen måde optræder som et erotisk fabeldyr i min underbevidsthed. Fabeldyr er hun nok, men hendes elskovs fylde går langt dybere i min sjæl end blot til bæltestedet. Ved kødet er hun således fremmed, og dog i elskov som en fe, i hvis ansigt jeg læser enhver sørgmodig side der i min dagbog står. Å, altid disse piger der i deres hjerter gemmer nøglen til min tro i kødets klædedragt, som var kærlighed blot en allegorisk drøm smukkere end livet selv, tilgængelig kun ved skriftens sanselighed. Dette bringer mig til eftertanke omkring drømmen om teologen. Jeg mødte Marianne i mørket. Jo mere lys hun tænder, jo mere vil jeg have at skjule. Ved lyset på dåse vil hun måske anklage mig punktvis, som med teologen i drømmen, og derved gennem moralen skille kærlighedens sommerfugl ad ben for ben i efterårskuldens morgenlys.
Bagefter fandt jeg den fornødne alvor i Bachs cellosuiter. Måske fordi han med sin religiøse lidenskab grænsende til vanvid, bygger bro mellem Marianne og mig. Trods sin puritanisme taler hans musik til kroppen på en måde som en gennemsnitlig rockmusiker kun kan beundre. Derfor håbede jeg i denne fylde at finde håb for hendes forståelse af min elskovs saligprisning, og dog har jeg efter at have lyttet til mesteren ikke meget håb. Hun vil formodentlig forveksle saligprisningen med et æstetisk velbehag, der ikke yder kødet nogen retfærdighed. Digtning er i sandhed en sindstilstand mere end det er en nok så sindrig kombination af ord. Om hun kan følge mig så langt mine øren vandrede i hjertet af tredje suites gigue tvivler jeg på.
Kærlig hilsen Ture.
17/11 Kære søster,
på rundtur i psykiatrien: først afvist på Modtagelsen og derefter ude og sove i et midlertidigt sted, uden som forventet at kunne skrive svingdørspatientens epos. Dertil er der iblandet for mange tankeforstyrrelser i mine tankers hørlighed, som jeg af mangel på bedre kalder det. Ser du, disse tankeforstyrrelser er en slags måde at tænke på som føles konstrueret og ufrivillig. Derudover kalder den på skrift, idet sætningerne har det med at gentage sig selv, nærmest som et slags ekko. Dette er i reglen uudholdeligt, især fordi flere sætninger optræder på en gang, alle med en slags lyd på. Selvom det egentlig er dette der er min primære motivation for at skrive, er jeg ikke mere romantisk på disse forstyrrelsers vegne end at jeg ville kunne skrive meget bedre hvis jeg var dem foruden. Uden dem ville jeg dog ikke behøve skrive, eller rettere sagt: når de udfolder sig på papir lader de sig ikke mere tænke og skriften bliver dermed af indre nødvendighed en befriende stopklods. Alligevel beklager jeg ikke min skæbne, og ej heller beklager jeg at tankeforstyrrelserne præger mit skriftssprog. Gennem disse taler nemlig en følgerigtighed der blot lader sig formidle ved brud på vedtagen sproglig logik. Desværre betragtes denne følgerigtighed af lægen ikke blot som inadækvat, men tillige som uvedkommende. Og egentlig spiller jeg spillet og tænker ligeså, at lod den mig bare i fred ville jeg ikke behøve disse lægesamtaler som i al sin ensomhed egentlig blot handler om sengepladser og ikke om tanker.
Nogle læger forsøger dog at omtale tanker som andet end blot kemiske forstyrrelser, men er dog fremmede for kristen tale. De mødes af mig med stedvis sympati, men også af mistillid. Således med samtalen i dag, hvor jeg følte skam ved min manglende samarbejdsvilje, da psykiateren, lidt komisk egentligt, troede at nå mig. Som hun sagde: jeg måtte virkelig have brug for i hjertet at have nederdrægtige tanker om hende, hvis jeg almindeligvis blandt andre mennesker anså dette for en synd. Med andre ord, hun gjorde et moralsk forbud til genstand for en psykologisk fortolkning, ganske som jeg kender det fra terapien. Virkningen heraf er dæmonisk, og tillige fyldt af ensomhed. Var det sådan at tanker var uden konsekvenser for hjertets forhærdelse, var der virkelig ingen at rette sin kærlighed imod, ja i det tilfælde var der slet ikke tale om kærlighed, men blot om en gennem straf og belønning juridisk regulering af social adfærd. I det tilfælde, altså hvis det virkelig er sådan, er der vist ikke tale om nogen mening med tilværelsen. Tillige er nederdrægtige tanker rettet mod andre ofte også synlige i vores handlinger, hvorved, hvis vi benægter dem, sindet spaltes mellem sandhed og kærlighed. Dette, der for mig fremstår som det uhyggeligste scenario, er livet som var det udtænkt af en dæmon eller et andet væsen som er mere ondt end godt. I øvrigt vil begge ord, både sandheden og kærligheden, miste sin værdi idet de, løsrevet fra hinanden, næppe kan siges at have andet end løgn og had til fælles. I sandhed får vi da kærligheden at føle.
Et klogt hoved har vist sagt, at den eneste sandhed opnåelig for mennesket, er visheden om at livet er meningsløst. Er dette tilfældet, hvilket nogle synes at mene, skal man dog ikke forvente vished. En sådan tror jeg blot er opnåelig gennem en bevidsthed der spontant undgår logisk analyse. Man kender det fra beruselsen, og dog er dette en vildvej der blot leder os i armene på et vrangbillede af visdommen, sådan som den før nævnte dæmon. I dette tilfælde er sandheden overlegen overfor den psykologiske fortolkning, men underlegen overfor kærligheden. Der er dog ingen instans til at regulere disse uoverensstemmelser bortset fra os selv. Så længe det er sådan bliver livet ikke det mindste mere meningsfuldt, idet der vil være tale om en art skæbnesvanger kulturel skizofreni der gælder os alle, lige fra psykiater til præst. I øvrigt er det slet ikke sikkert hun tror på at der som et naturgivet vilkår findes en absolut sandhed og en ubetinget kærlighed, og da slet ikke hvis mennesket selv er sat til at definere disse. Det er som at sætte ulven til at vogte får. For et reflekterende menneske må det forekomme foruroligende.
Om jeg egentlig er kristen eller ej står det ikke til mig at dømme, men jeg tror på en absolut sandhed og en ubetinget kærlighed. Imidlertid tror jeg også at sandheden er uopnåelig for mennesket, og at dette nok også er så meget desto bedre, idet den er så frygtelig at vi ville dø hvis vi kendte den. Ja, som tidligere ytret, tror jeg ikke engang mere at Jesus kendte den, eller rettere, i så fald blev den, til skræk og advarsel, hans død. Men at et væsen forefindes, der som Gud står højere end mennesket, og som mennesket derfor kan trøste sig ved, at i det mindste han kender sandheden, er mere end tvivlsomt. I verden er den ilde hørt, og at give sit liv for sandheden er måske det højeste vi kan nå, ikke i forhold til vores kendskab til den, men i forhold til vores dyd. Dermed også sagt at sandheden overgås af kærligheden, i det forhold at vi for denne giver vores liv uden at den nogensinde ville afkræve det af os. I alle disse refleksioner blander jeg dog ikke tingene sammen med konkret handling, hvilket er grunden til at jeg ikke betragter mig selv som skizofren. Jeg har aldrig været psykotisk, og har altid kunnet isolere mine tanker fra mit ydre liv. Prisen har været en forfærdelig ensomhed så menneskelig, at den sidst af alt har været syg.
Kærlig hilsen Ture.
20/11 Kære søster,
dette fænomen kaldet tankehørlighed, som jeg altid har søgt at udtrykke, dels i skrift, dels i samtale, som to verdener der aldrig har kunnet forenes, og som slagmark har haft min tankevirksomhed. Nu har jeg gennem et deus ex machina søgt at forene de to ved anskaffelsen af en diktafon. Her taler jeg i kode som når jeg skriver, men gør det i en virkelighed der lydmæssigt er sansebar: en cafe, et dagcenter, en gadebænk. Endog forsøger jeg at tale udenom koden med den slags ord der lader sig forstå under samtale, men alligevel ikke passer ind i kødets mellemrum, og som sådan til bekæmpelse af ensomhed er bedst tjent som stof til dagbogen. Som i Askovgården13, hvor jeg uden kode og egentlig med kødets naturlighed føler mig som menneske i samklang med andre, om end jeg ved at denne følelse er betalt med lukkede døre for omverdenen. Det vil sige, hvis det passer velfærdssamfundets statssikkerhed, der sammen med de frivilligt isolerede som de eneste kender koden til adgangsdøren, lukker sesam sig op. Men ud, det kommer man sjældent, og indeni er koden det eneste vi med sikkerhed har til fælles, den kode diktafonen som et stjålet digt om frihed i dag bragte med sig ud.
På cafeen bagefter modtog jeg stemninger fra livet udenfor murene som en tjeneste der gik modsat førnævnte statssikkerhed, og fandt her ikke meget andet end støj der kunne have været en karikatur af Stockhausen. Dermed fandt jeg også mere end de fleste andre, men intet der kunne antyde, at livet her uden for mit hoved var særlig meget anderledes end de forstyrrelser i mine tankers hørlighed, der som en art støj i åndens verden at regne ordløst lægger digterens glorie på mit hoved. Nina derimod, hvis tro er så stærk at jeg knap nok tør tænke på det, fralægger sig uden tøven glorien. En gestus der i åndens verden som underfuld og smuk musik, i hvert fald i mine øren, udelukkende henter saft og kraft fra tragedien. Den tragedie der ikke levnes plads til i lidenskab at udfolde sig på et sikkerhedstjenestens domæne, såsom Askovgårdens dagcenter. Mere end nogen anden, på en nok så ubehjælpsom og idiosynkratisk vis, er det hende der i første omgang lærte mig at modtage hjælp, sådan som jeg nu glimtvis profiterer af ved mine kære. Eller rettere: modtage omsorg udenom den professionelle hjælp, der er så klinisk at man kan stille sit ur efter den. Mere taknemmelig er jeg overfor hende er jeg end overfor en terapeuts skematiske rekonvalescens, så meget er sikkert, til trods for at mit nervesystem uden statssikkerhedens indgriben aldrig havde overlevet sin hudløshed. For hver dag nærmer jeg mig tjenestens central, anstalten Sct. Hans, mit hjertes Jerusalem…
Kærlig hilsen Ture
21/11 Kære søster,
jeg drømte at jeg var på hotel i udlandet med en universitetsklasse, med hele hylder fyldt med pornoblade på det værelse jeg delte med en uudholdeligt koket pige. Jeg var led ved det hele, og ved afrejsen havde jeg ikke tid nok til at pakke og jeg var ked af det fordi turen var gået så dårligt, fyldt med angst og paranoia. Jeg var meget glad for at vågne.
Med drømme er det som ganske bestemte ord i ganske bestemte situationer. Blot et enkelt ord lader sig udsige, og lader sig egentlig hverken kommentere eller definere nærmere, fordi enhver nærmere definition blot, snarere end at uddybe ordet, ville gøre det mere udefinerbart og sløret. Således burde jeg egentlig slet ikke uddybe min drøm, men dette tjener et formål der står over hensynet til udsigelsens præcision. I øvrigt er der i drømme knap nok længere tale om sprog, og dermed ikke om indskrænkninger i forhold til ordenes verden, ikke engang dette enkelte ord som øjensynlig siger alt. Dette alt er nemlig for længst sagt, uden at vi af den grund blev meget klogere. Hvor lidt klogere jeg end kan gøre mig forhåbninger om at blive, forsøger jeg mig altså med en tolkning.
Umiddelbart fanger stemningen an præcis til mit sekstende år, både hvad angår udlandsrejsens lede og angst og hvad angår pornobladene, symboliserende den brudte uskyld, eller hvad man nu skal kalde det. I og for sig, som jeg også forsøgte at forklare det til Marianne, er jeg stadig lige uskyldig, og overfor en pige som hende led ved porno. Jeg synes ikke jeg behøver undskylde min interesse, om end hun lige så godt kunne have været en af de rejseledsagere som jeg i drømmen var så paranoid overfor. Derfor var jeg led ved projektet, at skulle sammenpakke mine lumre og skjulte fantasier i andres påsyn og i knap tid. Endog uden at disse synes andet end at tage det for givet at jeg havde hylder fyldt med indre afsky så privat, at den, udenfor al fællesskab, synes at have ødelagt turen. Tidspresset var blot kronen på værket, jeg havde alligevel ikke noget at vende hjem til udover en drøm i ruiner og selvvalgt isolation.
Javel, men hvorfor drømmer jeg dette netop nu? Formodentlig med tanke på Marianne og Nikoline. For en fantasifuld sjæl som mig er det næppe tilfældigt at jeg modtog brev fra hende netop i dag efter denne drøm. I mit forrige brev til hende, altså det hun i dag har svaret på, priste jeg, endog med Gud som sparringspartner, den kødelige kærlighed i nok så poetiske og højstemte toner, men udleverede måske også derved mig selv lidt. Det kunne drømmen i hvert fald tyde på. Som så drømmen direkte ind i mit hjerte, lod den i så fald min interesse være af direkte erotisk karakter, på trods af at jeg ikke en eneste gang har fantaseret om nogen af de to. Derfor er en åndelig rejse med Marianne som deltager måske også i fare for grove misforståelser, eller rettere sagt, åbenhjertigheder så private at, selvom de slet ikke har deltaget i mentale orgier, i deres tanker måske straks gennem min påtrængenhed fandt perversion frem for længsel efter sjælelig kontakt. Tidspresset er interessant. Min underbevidsthed fandt altså at jeg skulle tildække min blusel før hjemfarten til drømmen i ruiner, men snarere end dette er det tidsangsten der spiller ind. At den går hurtigere end godt er, er i al drømmens pessimisme et sundhedstegn. Forglemme skal jeg ikke at jeg vågnede op til en afklarende glæde som forberedelse til hvad der i åndens verden gennem Marianne er hændt i mig. Med Nikolines brev i hænde er tiden måske efter denne katarsis snart moden.
Kærlig hilsen Ture.
22/11 Kære søster,
den franske filosof Rene Descartes mente, som Katarina, at Bibelen ikke var et produkt af menneskets frie fantasi, men derimod, gennem menneskets hånd, Guds ord. Dette var for ham et bevis på Guds eksistens med det argument, at mennesket umuligt kunne skabe noget så storslået på egen hånd. Noget lignende fornemmer jeg i dig, bortset fra at du, i modsætning til Descartes, slet ikke argumenterer metodisk for din holdning. I modsætning til troen kræver tvivlen nemlig mere end blot en mening. Den kræver vished, en vished du øjensynlig finder i troen. Det hele bider sig selv i halen, thi for at finde vished i troen er mennesket afhængig af en instans der kan give troen mening, så den kan sætte sig selv forud for tvivlen. Denne instans er Gud, denne som således på paradoksal vis kommer til at forudsætte sig selv. Og tror man blot, så kan man jo sige, at det for så vidt er ligegyldigt om man blot i kraft af troen kan bevise Guds eksistens, endog en tro der nok så pessimistisk på menneskets vegne ikke ser det i stand til at opdigte en Gud. Denne holdning er så i øvrigt på Guds vegne umådelig optimistisk, idet han både er almægtig og algod, hvilket dermed også indirekte smitter af på mennesket, idet dette almægtige og algode væsen jo ifølge skriften har skabt os i sit eget billede.
Men som bekendt, noget gik galt. Som vi lærer af præstens prædiken er mennesket en synder der, adskilt fra Gud, er fortabt. Men tænk, tænk hvis arvesynden blot er et produkt af menneskets fantasi. Tænk hvis mennesket var så begunstiget at det, netop i kraft af fantasien, kunne afvise arvesynden som lænker der blot bandt os til fantasiens begrænsning, nemlig at tænke mennesket som et frit væsen. Igen, ligesom i troen på Gud, bevæger vi os i en cirkel. Altså kan vi ikke ved hjælp af tanker be- eller afkræfte Guds eksistens, blot undre os over den pessimisme som har lænket os til arvesynden. For tænk, tænk hvis mennesket virkelig i kraft af fantasien kunne befri sig fra arvesyndens lænker. Det ville kræve en umådelig optimisme på menneskets vegne i forhold til dets potentiale, men samtidig en dyb pessimisme når man ser på dets faktiske formåen. Lige som i troen på Gud, ville det forudsætte mennesket som et væsen ramt af kulturel skizofreni, men ville i modsætning til gudstroen ikke have noget særligt håb om en hinsides forandring af denne tilstand. Altså gør man hvad mennesket til alle tider har overlevet på. Man digter, og digter man tilstrækkelig længe og tilstrækkelig smukt opstår den – troen. Men sandheden, søster, sandheden erfarer vi blot stykvis. Den er så frygtelig at vi ville dø om vi stod ansigt til ansigt med den. Men stykvis erfarer vi den, og af en ganske bestemt årsag: fordi den gennem digterens blødende hjerte ligger til grund for det som egentlig er livets drivkraft, nemlig skønheden. Dig. Jesus på korset, forladt af Gud.
Jeg giver dig gerne ret i, at den kødelige kærlighed ofte er præget af selvisk begær. Men tænk på at mennesket ifølge den kristne livsholdning uden Gud slet ikke evner at elske. Er den kødelige kærlighed blot på mindste måde en gave, der lader sig dele uden dermed at brydes, synes giveren at være usikker. For en sådan kærlighed er jo ifølge bl.a. Luther utænkelig uden Guds velsignelse, og i øvrigt udelukkende skabt med henblik på forplantning og ikke glæde ved sanseligheden. Altså, som jeg har erfaret: kan der ved elskov opstå en gave fra menneske til menneske uden Guds velsignelse, må giveren såvel som modtageren være i stand til at elske i kraft af egen formåen, endog selvom denne er syndig. Den kristne holdning er at en sådan kærlighed altså principielt må være umulig, eller i hvert fald at den principielt ikke kan komme fra Gud. Ergo kan den kun komme et sted fra: fra menneskets hjerte, som altså ligeledes er digtningens udgangspunkt. Eller omvendt: digtning og kærlighed er så tæt forbundet, at den egentlige synd, om en sådan overhovedet findes, er forsøget at adskille de to. På godt og ondt, hvis du spørger mig, er det ikke Gud der er menneskets oprindelse. Det er elskov.
Kærlig hilsen Ture.
24/11 Kære søster,
flere gange har jeg oplevet at kvinder ikke lades upåvirket af digtning. For eksempel med en læge på Modtagelsen der, trods sine nok så bløde øjne, altid har forekommet mig at være mangelfuldt engageret. Men en dag, under en blandt mange lægesamtaler, læste jeg dagens stykke op for hende, hvilket altså forekom hende smukt. Siden da, da jeg en dag mødte hende på en af mine gangture, spurgte hun ganske uopfordret til mig. Og som den digter jeg nu er, var der ikke grænser for hvad jeg nu kunne læse i hendes bløde øjne. Som menneske derimod, så jeg hende da direkte ind i sjælen, der syntes som smeltet. Kødet var det jeg så, tilhørende et menneske og ikke en lægegrad. Blot et sådan øjeblik, hvor ligegyldigt det end må forekomme andre, lever jeg mit liv på. At vide at ordet, hvor sjældent dette end forekommer, kan gøre en forskel, nemlig at forvandle kødet fra polstring af et kadaver til elskovs hule. Blot må jeg gennem korrespondance med Marianne finde ud af, om dette ord er det samme som det der i Johannes-evangeliet omtales som Gud. Jeg tror det er det.
Kærlig hilsen Ture.
25/11 Kære søster,
endnu engang indlagt. Som med en mund fortæller lægerne mig at jeg er syg. Begrundelsen herfor skifter fra læge til læge og fra gang til gang. Nogle gange kalder de mig anhedon; det vil sige at jeg mangler lyst på livet i den skikkelse det har for mig nu. Man mærker tydeligt hvordan den ideologiske udformning af dette lystprincip bygger på religiøs analfabetisme, en vistnok meget udbredt sygdom her på Rigshospitalet. Ikke i så høj grad blandt patienterne som blandt de behandlere der i andres helbredelses øjemed nok så hyklerisk i journalen indirekte lader et sterilt livssyn komme til udtryk. Formodentlig kræver disse titler en sådan materiel specialisering, at både uddannelse og karriere besværliggør en åndelig stillingtagen. Denne lader sig ikke fravælge, og da slet ikke, som hos enhver terapeut, gennem benægtelsens undladelsessynd. Således er altså min uudsagte kontrakt med terapien. Vi leger at synden ikke findes, og finder grunden i et fælles manglende mæle, og den stilhed som synd og død lægger over et par fremmede og uvedkommende læber. Dette er ens fra kittel til kittel og nuanceres tydeligvis først når jeg selv ønsker at samarbejde, hvad jeg som regel ikke gør, alene af principfasthed. Alle fine fagudtryk er blot variationer over dette tema, uden dog på noget tidspunkt at kunne udstanse en værdifuld forklaring. På den måde er min journal gennemsyret af moralsk forfald. En kamp om værdier kan lægesamtalerne knap nok kaldes, snarere fra min side en kamp mod dette skuespil som via diagnosen umuliggør med journalskribenten at dele en åndelig længsel. Denne har vi nemlig til fælles, selvom det er de færreste psykiatere der tør give udtryk for dette. I virkeligheden handler det ikke om anhedoni, men om tro, håb og kærlighed samt den ensomhed der sandsynligvis lader sig finde på begge sider af bordet.
Én psykiater har jeg mødt der kunne indrømme dette. Hun brugte aldrig en diagnose til at skjule sig bag, og viste mig i terapien et ansigt så smukt, at jeg med hende in mente genvandt troen på at selv læger er skabt med et hjerte af kød. Og sjovt nok, overfor hende var jeg aldrig anhedon, ikke før hun fortalte mig at hun forlod mig. Overfor kødet bliver lyst og ulyst i forhold til hjertets længsel inadækvate størrelser. Simple ord åbner menneskesjælen op i dybden hvor den før forekom at være flad som en pandekage.
Jeg har i de sidste par måneder været indlagt og udskrevet med et tempo som til tider har kunnet gøre mig rundtosset. I aften derimod, en stille aften på Rigshospitalets modtagelse, har jeg fundet tid til eftertanke. Det forekommer mig at al denne hurlumhej, som til dels har fundet sin årsag i at denne psykiater skiftede arbejde og lod mig i stikken, også har gjort mig stærkere. For første gang følte jeg hvordan det var at blive forladt. Ser du, jeg har aldrig haft en kæreste, eller levet i et parforhold som byggede på tillid. Aldrig er jeg af et andet menneske blevet nået, og blev det heller ikke af hende. Dette lader sig nemlig ikke gøre uden blikkets samhørighed, så meget ved jeg da at kunne formode, og jeg så hende aldrig i øjnene. En sådan blikkets samhørighed er beslægtet med elskov, fordi den umiddelbart fremstår som kødets tale. Dog har den kun betydning hvis det er sjælene bag øjenlågene der uden et eneste sagt ord lader sig forene. Måske lader de sig i forelskelsen forene i elskovs kys, og måske ikke engang her. Måske håbede jeg at blive nået af hende, men måtte sande at den professionelle distance gjorde dette umuligt, ikke blot den dag jeg fik at vide at hun stoppede, men snarere fra den dag jeg skrev et kærlighedsbrev til hende. Det var i mellemtiden hun lærte mig alt dette, som denne aften pludselig går op for mig. Hvordan min besættelse ændrede sig, fra affektforfladigelse til glæde og vrede, fra paranoia til skuffelse og sorg. Sorg som i første instans havde sin terapeutiske berettigelse, sådan som det hedder sig i denne sprogbrug, og dernæst sin personlige som netop det svigt der lærte mig at modgang, og netop den modgang man møder udenfor det overbelyste terapilokale, om det ikke ødelægger én, netop styrker og modner. Thi en ting er devisen at alt i terapien lader sig sige, en anden er det faktum, at der hvor ordene først får berettigelse er den omstændighed i hvilken den terapeutiske glorie for længst er forlagt. Intet af betydning lader sig sige i et terapilokale, og måske netop denne omstændighed var det som i Paris denne sommer gjorde mig til digter, og i ordene fandt tilstrækkelig fylde til at benævne mig selv sådan. Intet af dette skal hun naturligvis have æren for, og dog alligevel, på en eller anden sær idiosynkratisk vis, har hun været fødselshjælper for den menneskelige relation, hvor drømmen om blikkets samhørighed er blevet skilt ad møtrik for møtrik. Så grusom er sandheden, den sandhed vi bag låste døre blot stykvis får modet til at lære at kende. Et enkelt stykke af sandheden har hun givet mig, men ikke som gave. Jeg har i dyre domme betalt for denne erkendelse oveni den løn hun har fået fra HS. Egentlig burde jeg således ikke føle mig taknemmelig, og dog har jeg skrevet dette, måske som en kollegial anerkendelse. For dette lærte jeg, at vi trods som mennesker var fremmede, arbejdede for den selv samme sag, eller i hvert fald i samarbejde profiterede af hinanden og i stykvis sympati delte resultatet i porten.
Kærlig hilsen Ture.
26/11 Kære søster,
på afdeling O og på en af de sædvanlige aftengåture med rock på walkmanen og diktafonen i lommen. Lige meget hvor meget jeg jager inspirationen, stjæler eller køber den på afbetaling, har jeg aldrig blot nær nok. Jeg er narkoman, ingen tvivl om det og ingen tvivl om at dette er synonymt med at være digter. For dramaet, eller evangeliet om man vil, foregår lige foran vores næser. Ikke i Ekstra Bladet eller TV-avisen, men i vore hjerter. I hvert fald i mit fordres selv den allermindste hændelse at have uendelig værdi, som det blot lader sig gøre i rusen. For eksempel denne om endnu en fantasiens romance med ethvert givet pigeansigt. Sådan er vist strukturen i min fortælling, den uendelige historie. Og dog, som i evig paradoksal modstrid hermed er altså Marianne som, om hun vil det eller ej, i min fortælling bliver en del af et etisk projekt som er større end både min og hendes person. Ifald den ender, bliver det i vore hjerters lønkammer, og det vil for mig sige i elskovs hule, som sov mit kommende værk trygt i dit skød.
Fuldemandssnak, vil hun sikkert sige, men kan man forvente andet af en fantasiens junkie? Sådan går jeg samme tur rundt i Fælledparken igen og igen. Bliver min skæbne sådan at jeg kan skrive dette værk, så vil jeg være evigt lykkelig i én forstand selvom jeg er uvidende om det, og evigt ulykkelig i den forstand at jeg ved at jeg er uvidende. Trangen i mig efter afslutning er næsten ubærlig. Jeg må have spændingen udløst, jeg må afslutte; jo før jeg kommer på Sct. Hans, jo bedre. Måske her, og blot her, vil jeg finde afslutningen på min ungdoms dokumentar. Å, jeg længes sådan efter den…
Kærlig hilsen Ture.
27/11 Kære søster,
tog ud på et værested for at sove, og fandt her nærvær, menneskelighed og fred midt i en mere end turbulent tid. Men selvfølgelig, hvad angår digtningen flytter nissen med. Måske vil jeg skrive til Marianne om denne længsel efter afslutning, og dog vil hun måske da intet forstå. Men udrede trangen må jeg, og i mit hjerte om og om igen bede til Eros om forløsning i form af ly i den for tiden elskedes hule af elskov. For før jeg får givet mit private dokument en afslutning vil jeg ikke kunne fortælle vedkommende for andre. Det er klart at en dagbog kun lader sig afslutte midlertidigt så længe jeg lever, men alligevel vil visse omstændigheder, der ikke lader sig forudsige, måske være årsag nok til at formen dels lader sig ændre og dels lader sig afslutte, således at slutdokumentet nok er dokumentarisk, men ligeledes vedkommende for andre. Mit mareridt er aldrig nogensinde at kunne slutte, og dog, hvor smertefuldt det end er at sige dette: den dagbog jeg på hjerteblod har skrevet på de sidste otte år vil, hvor ubehjælpsom den end forekommer mig, resten af mine dage for inspirationen være en skattekiste uden lige. Forudsat altså at jeg en dag får afsluttet. Indtil da vokser værdierne i skattekisten dag for dag, med den triste litterære pointe, at nøglen befinder sig inden i den låste kiste, og at værdierne, med mindre der sker et mirakel, således aldrig kommer mig i hænde. Altså, jeg beder til Eros.
Kærlig hilsen Ture.
28/11 Kære søster,
på stikkerne hele dagen, og som sædvanlig efter en sådan dag, til aftenkaffen en fuldstændig hengivelse. Først til blid guitar fra en unavngiven, men kær fortolker af Bach i sit melodiske lune, og dernæst, på den anden side af båndet: en galskab i tredje og fjerde cellosuite som ikke i så abstrakt forstand for mig har fundet sin lige. Eller abstrakt; godt nok er musikken uden ord, men rytmen taler direkte og utvetydigt til den krop der som en anden fangevogter har låst sjælen inde. Lidenskaben havde hos ham været nøglen der vandt ham forstanden til at undgå sindssygdom. Rammer blot en flig af hans skæbne gennem tonerne mig, vil jeg være ham evigt taknemmelig. Var det end ikke Eros der talte gennem ghettoblasteren, var tonerne i al sin brødefuldhed skjulte citater fra elskovs mester. Jeg finder det umuligt at de kan være komponeret uden kødets lyster, som sorteper blandt engle og tøsedreng blandt djævle.
Kærlig hilsen Ture.
30/11 Kære søster,
jeg grunder over skriften nat og dag. Kunne jeg dog bare finde ud af hvordan og hvorledes, men umiddelbart kan jeg ikke andet end bide tænderne sammen og fortsætte, hvis jeg da ikke som i går fuldstændigt lammes i forbitrelse. En eller anden dag kommer det: hvor jeg skal begynde, hvad jeg skal skrive og hvor jeg skal afslutte. Måske skulle jeg i virkeligheden holde pause indtil jeg er mere afklaret. Og dog, i så fald risikerer jeg at vente til jeg dør.
Kærlig hilsen Ture.
1/12 Kære søster,
å, mit elskede Nørrebro, mine faste gåture, faste cafeer og faste bænke. Du giver mig modet til i ånden at bede til Eros, selvom jeg ved fra mit åbenhjertige brev til Nikoline at det er en risikabel sag. Ikke fordi jeg sådan særlig tror på Eros. Det er nemlig ikke sådan, har jeg fundet ud af, at alt er muligt blot man tror. Snarere, tror man for meget får man ingenting, eller værre endnu: man får virkelig hvad man beder om i en grad hjertet ikke kan holde til. Således også da jeg gik forbi Metropolitanskolen på min vej rundt om Assistens kirkegård, da var der lys i gymnastiksalen og høj musik. Måske var der fest, det fandt jeg aldrig ud af, men jeg prøvede i sagens tjeneste at glo ind af et kældervindue. Uden at jeg rigtig fik øje på noget, blev jeg grebet af en mærkelig nostalgi. Mærkelig fordi jeg intet godt har at mindes derfra, og alligevel denne længsel som ville jeg ændre på fortiden, selvom jeg, med den evige gentagelse i tankerne, ved at det på sær vis er skæbnen jeg elsker, hvor ond den end var ved mig. Elske den kan jeg ikke lade være med, det er en kærlighed der kommer dybere fra min sjæl end der ved ordet lades være givet. Således også med Marianne: hvor meget jeg end ville ønske det ikke var sådan, er jeg vist bedre tjent med ved ordet at elske. Ved kødet er kvinden besk, og dog vil jeg i mit brev til hende holde dette kort tæt ind til kroppen, for uden kødet er ordets hyldest til kvinden blot komplimenter uden kredit. Men ved kødet er manden blot en nar, digter eller ej, alt dette er blot et gradsspørgsmål. Det ved enhver kvinde intuitivt, hvor lidt deres handlinger så end retter sig efter denne viden. Ved kødet vil jeg enten lære eller gå til grunde.
Kærlig hilsen Ture.
3/12 Kære søster,
tung og træt om formiddagen, gik planløst ud på gader og stræder for ikke at gå i stå. Første stop blev Hans Tavsens Parken, hvor jeg straks, trods småregn og dis, satte mig og greb efter smøgerne. Forinden var tankerne nemlig faldet på den tid, blot en eftermiddag væk, når mørket sænker sig. I disen var parken så stille som forstenet, og dog en blid lindring fra tanken om den virkelighed der, mere virkelig end noget jeg tør tænke på, sænker sig i gravens mørke bolig. I det mindste er verden her belagt med arkitektonisk bagtanke for de to drankere med hund og den obligatoriske jogger. Her er der stille forstening, ikke som præsten prædiker, men som tingene egentlig er i ventetiden på en angstfyldt sengegang. Vel nok mærker man at Guds ord er to årtusinder væk, men i en stille og livløs lyrisk stemning. Denne er i gravens bolig virkelighed. Her er man længere bort fra Gud en dagslyset lader love, i bevidstheden om at ordet døde på korset. Kunne man blot som salmedigteren kvæder ”gennem alting bryde”14, men nej, trods jeg gang på gang har lovet mig selv aldrig, aldrig mere at lades alene.
Derefter spankulerede jeg mod Godthåbsvejen, vistnok med tanke på at tage 2’eren. I hvert fald endte jeg ude på Brønshøj Torv og drev her planløst rundt. Jeg fandt en legeplads med tilhørende bænk, selvfølgelig uden børn. Den slags rekreative områder er vist i strid med al arkitektonisk bagtanke kun lejlighedsvist beboet af en flagrende digter. Som tankespind faldt småregnen, som var verden denne søndag i december forladt af mennesker. På Bella Notte fik jeg en kop te, men menneskene her var lige så ubrugelige for den episke tanke, som den melodistump der drønede ud af højtalerne. ”Går vi til paradis med sang”, går vi i blinde til den hymne der som bukken i natten leder os. Ubrugelig, eller rettere, en smertelig sarkasme for den dreng der frygter mørket og blot ved hymnen er digter. Med et blandet sind lod jeg 5’eren bære mig gennem Nørrebro, som var gaden min sang og menneskemassens materiale det rumlende fællesskab.
På Modtagelsen. En lægesamtale uden nogen som helst kontakt. Det lod sig åbenbart ikke udtrykke, i hvert fald ikke før bagefter, da lod jeg tårerne få frit løb. Da gennemspilledes i mig i hvert et vers det drama der under samtalen manglede. Men jeg græd ikke i lægens påsyn. Den glæde skulle hun ikke have, tænkte jeg først. Dernæst fik jeg den tanke, at det vel snarere var af hensyn til hende, for ikke at krænke hendes blufærdighed. Egentlig fortjente hun ikke bedre end at få kastet et blødende hjerte i sin favn. Tag den kammerat, hvis du ellers kan.
Endnu engang mærkede jeg anklagen mod mit ansigt, halvt formuleret: at jeg er digter, og værre endnu, at jeg bruger Modtagelsen som central for de sværeste vers, dem som jeg ikke turde tænke i Brønshøj. Dem som tårerne skrev i mit hjerte, og jeg efterfølgende fik på papir. Jeg kan vælge at leve mit liv som digter, eller rettere sagt, jeg har en gang for alle valgt det. Men andre kan vælge at lægge forhindringer på min vej. Lader disse sig da blot formulere i tårer, og efterfølgende i vers, har jeg valgt en vej som ingen læge nogensinde vil kunne forstå. Ikke fordi det strider mod lægeløftet, men fordi det strider mod den småborgerlige snusfornuft der gemmer sig bag de fleste hvide kitler. Er kroppen inden under en kvindes, som det var i dag, kan en digter blot undres. Er en sådan virkelig alle de vers værd?
Alligevel blomstrede digterfølelsen efterfølgende kortvarigt op, godt hjulpet af The Cure på walkmanen. If only tonight we could sleep in a bed made of flowers.15
Kærlig hilsen Ture.
4/12 Kære søster,
i Askovgården. Ikke underligt at “Still got the blues” er blevet stedets slagsang. For de andre omhandler den vel nok en svunden tid hvor hjerte rimede på smerte, for dog stadig, i deres hukommelses udkårne, at have bevaret den slags melankolsk grundstemning som udmærket under overfladen trives her. For mig derimod, omhandler den den digtning jeg stadig netop et sådan sted finder levende, trods alle forsøg på fra velfærdssamfundets sikkerhedstjeneste at slå den ihjel. Netop derfor blomstrer den stedvist, som liljer op af asfalten. Således en pludselig nærhed til en pige der for det første var grim som arvesynden, og for det andet i al sin enfoldighed voldte mig fysisk afsky. Næppe noget skatter jeg højere end den slags momenter, hvor man uhindret synes at se ind i et medmenneskes sjæl, som bar hun den i al sagtmodighed som en undskyldning uden på huden. Kærlighed har i sandhed mange ansigter.
Kærlig hilsen Ture.
6/12 Kære søster,
jeg synes jeg så dig ved busstoppestedet fortabt i eftermiddagens vintermørke, eller rettere; mit sind fortabte sig i de flygtige blikke jeg sendte mod dit ansigt. Det var ikke dig, kære søster, det ved jeg jo godt. Du er jo ikke af kød og blod, men som i en slags stemning af varsel, lod jeg min fantasi arbejde. Du tog med samme bus, i det mindste så beskeden en håndsrækning gav skæbnen mig. Sad med ryggen til mig, og tænk, endog bar du på en fin lille plasticpose. Fyldt med julegaver formodentlig, men ikke til mig. Som en anden engel, sådan som busser så tit er befolket med, lod du dig anskue på et par meters afstand mens jeg undrede på hvad der var i den skide plasticpose. En cd med Chopins klaversonater til den elskede måske. Eller måske godter og lidt pynt til hjemmet, hvis du da var så heldig at have et hjem. Måske rejste du som mig på må og få. I hvert fald ville skæbnen at du stod af på Christianshavns Torv, fra vinduespladsen at vurdere besynderligt fast i blikket. Det fik mig til at tænke på Marianne. Hvor liden en plads jeg end har i hendes sind, agter jeg til hende at skrive mit livs kærlighedsbrev. Adressaten er for så vidt ligegyldig, eller mere præcist: den er forkert. Hvad end du bragte med dig i din pose, ville skæbnen det nemlig sådan at du, trods din utilgængelighed da du stod af, med dig bragte momentets kærlighed. Er den end glemt i morgen, er jeg ikke mindre mystiker end at denne velsignelse i åndens verden at regne fik plads i din pose. Finder jeg end aldrig ud af hvad der var i den, indeholdt den i hvert fald én ting, nemlig mit hele hjertes længsel.
Kærlig hilsen Ture.
7/12 Kære søster,
indlagt på afdeling O, endegyldigt indtil jeg kan komme på Sct. Hans. Det er så underligt som tingene altid vender og drejer sig. Så småt er jeg begyndt at forstå spillets regler. Så småt er jeg begyndt at forstå, at det er disse spilleregler og ikke os patienter der er syge. For eksempel blev jeg af overlægen opfordret til ikke i tide og utide at forlade afdelingen. Dette ville øjensynlig blive taget som et tegn på at jeg ikke var syg nok til at være her, som var der tale om en anden kvalifikation. Som før erfaret er det i virkeligheden en situation som lægesamtalen og dennes underforståede regelsæt i ensomhed der fortvivler. Eller, om man vil, sygeliggør. Heldigvis talte jeg i dag med nævnte læge der tidligere gennem lyrik har smeltet sit hjerte så hun endog, den slags ses i øjnene, fremstår som menneske. Dette er en sjældenhed. Og dog nævnte jeg ikke spillets regler for hende, dette ville være et brud på etiketten som siger, som nogle læger tror, at alt det der ikke bliver sagt til en lægesamtale ikke eksisterer. Næ, jeg spillede spillets regler, og mestrede dem for en gangs skyld. Det er denne underforståede hjælpsomhed der i journalen betegnes ”emotionel kontakt”. Mere stolede jeg ikke på hende, end at jeg naturligvis ikke påpegede dette, lige så lidt som jeg nævnte overlægens fif. Trods alt bliver kendskab til spillets regelsæt betragtet som paranoia, om det så kom fra overlægen selv. Og dog havde jeg det menneskelige overskud til i hendes kødelige fremtræden, ovenpå den kulde som her har mødt mig, at skimte et menneske. Endog et menneske der trods den hvide kittel i mine øjne fremstod sanseligt og varmt, som spillereglerne nu foreskriver det at være, var regelsættet end her blandet sammen med mit hjertes længsel. Det er i sandhed underligt som tingene vender og drejer sig.
En kvindelig medpatient der førstegangsindlagt skal overflyttes til en gangplads midt i en depression. En simpel hændelse, men samtidig en grusomhed som egentlig gør al digterens sproglige forholden sig til inadækvat. Hvad kan jeg gøre fra eller til, hvad kommer min digtning hende til gavn? Fandens også, tænker jeg, og igen trangen efter et skud så rent og klart at vise det hele verden med det fineste stof af dem alle. Den meningsløse lidelse. Kunne jeg dog bare, men nej. Månen skinner så klart og mit hjerte så formørket at det nærmest er som at vandre i dagslys. Så fandens klart. Hvad kan en digter da gøre? Systemet kan i det mindste lidt, en gangplads er bedre end ingenting. Men en digter, hvad kan han? Måske af uransagelige veje og med mystikerens vision om sjælenes enhed mejsle en statue af guld for hvert et knust hjerte. Kommer det ingen til nytte har jeg spildt mit ganske liv og vil spilde det resten af mine dage. Kommer det blot dig, min elskede ukendte, til gode er ikke et minut på Modtagelsen gemt for evighedens lup. Således på den sædvanlige bænk på Blegdamsvej. En pludselig sorg over et andet menneskes skæbne, et liv jeg formodentlig aldrig igen vil stifte bekendtskab med. Måske forsagede jeg mit betroede talent, som digter i dette ansigt at finde dig. Og dog kommer ansigtet igen, dag efter dag og aften efter aften. Og altid, altid er det kvinden som lider. Martin Luther ville rent ud benægte et sådan tragisk element i livet. Men måske, når tragedien lader sig høre og se, forstår vi i og med kødet Guds lov bedre end han tør indrømme. Og dog, manden lider også, men på en sær anderledes vis. Han lider som digter, og går hans lidelse end dybere, går kvindens skæbne forud for ham. Alene rent biologisk, men også i livet i almindelighed. En mand alene, om han aldrig så meget som blot rører en kvinde, er fortabt uden dem. Hvor er da digterens glorie? Ikke længere overgivet Gud, ikke længere over mit hoved, men i elskovs varetægt, hvor lidt jeg end bryder mig om at sige det fordi jeg tærsker langhalm på en pige, for hvem jeg beredvilligt skulle have givet et offer. Men jeg tav og lod hende i stedet være et fabeldyr for min pen. Måske er systemet sådan, måske står det ikke til at ændre.
Kærlig hilsen Ture.
8/12 Kære søster,
endnu en sværmerisk forelskelse i den unge sygeplejerske Janne. Og vores fællesskab om Bolero, der i mig blev optaget med blandede følelser. Således blev under vores samtale samklang blandet med jalousi. Blev den spillet til hendes pris, var jeg dog blot en betalende beundrer i salen. Og dog er jeg mere. Engang har ord været det som senere blev noder, engang har ord været musik og er det stadig i min hånd, så meget forvissedes jeg om ved hendes blotte nærvær. Hun støttede mig i mit digteriske projekt på Sct. Hans, ja hun gjorde hvad jeg skatter højest af alt fra en smuk kvinde, hun bekræftede mig som digter. Derfor fandt jeg i hende dig. Jeg kan tænke at mere behøver jeg egentlig ikke skrive, og dog, modsat hensigten har en skygge af tungsind lagt sig over mig her i aften. Som det er sagt af en samtidig med Ravel, på en måde som ikke kan siges enklere: ”I hate to see de ev’nin’ sun go down/ ’Cause my baby he done lef dis town”. Med andre ord, jeg er alene i natten. End ikke Ravels blå toner har jeg længere.
Kærlig hilsen Ture.
9/12 Kære søster,
som Bolero vil jeg opbygge mit værk. Først utydelige og spredte notater. Derefter en i volumen øget rytme og begyndende samklang for at slutte i fuld symfoni på en måde der endnu ikke er mig bekendt. Men afslutningen skal overtrumfe Boleros, ifald der kommer en afslutning. Gør der ikke det fader musikken ud som en anden popsang. Således hed det sig i går at afslutningen på musikstykket var ufærdigt, og i en sær forstand inadækvat. Måske fordi det ikke kunne have været smukkere end i går eftermiddags. At jeg af den kvinde jeg lige nu priser højest fik den fulde bekræftelse som digter. Men hjem skulle hun klokken fire, og den pompøse afslutning Ravel havde valgt passede ikke dertil. Men endnu engang: afslutninger er det sværeste af alt. Igen jagtede jeg frelsen på gader og stræder og mine faste bænke, denne gang i form af elskov. Da jeg gik forbi betonbygningen vækkede det tanker, at et sådan sted rummede en sådan engel, som var systemet på godt og ondt forladt af kød og blod. Og nogen afslutning, der på anden vis end disse tanker var æstetisk tilfredsstillende, blev det ikke til, blot ventede jeg uroligt på søvnen.
Kærlig hilsen Ture.
14/12 Kære søster,
så hedder det i morgen Sct. Hans, mit livs Jerusalem, afdeling U4. Jeg håber jeg kan udfolde mig lyrisk, ligesom i hele det forløbne år. Jeg har en mission på Sct. Hans der angår såvel mit personlige liv som min digtning. Jeg vil langt om længe finde dig. Muligvis vil min digtning vise sig ret så prosaisk, men den angår under alle omstændigheder begge formål. Taler jeg end mere end jeg synger, er det måske denne talen der skal gives tunge. I hvert fald er der tale om noget nyt, om ikke kvalitativt, så i hvert fald i forhold til mit privatliv; en nyhed der har været lanceret, om end ikke realiseret, i et halvt år. Mere end nogensinde har jeg tiden imod mig, mere end nogensinde frygter jeg nu den evige gentagelse. En cirkel er kvantitativt uden ende i modsætning til den lige linie med Katarinas ord in mente. Derfor er det i virkeligheden ikke produktion jeg savner, det er ikke det sidste nye. Jeg savner vished om dig, en vished jeg håber at finde på Sct. Hans, hvor prosaisk denne lige linie end må vise sig at være, som en fast vished uden bevis. Et digterværk uden digtning. Det er ved at være sidste chance.
Gud har givet os en fri vilje til at bestemme om vi vil tro på ham eller ej. Eller rettere; denne fri vilje er måske en byrde snarere end en gave, og den er også kun til dels fri. Før Adam og Eva spiste af kundskabens træ og blev uddrevet af paradis, var de virkelig fri. Havde skæbnen villet at de handlede anderledes, kunne man sige, ville vi alle stadig bo i Edens Have. Og dog ville vi netop da være ufri, ligesom Adam og Eva også var ufri, idet de før syndefaldet var foruden synd. Med synden, nemlig kundskabens æble, fulgte nemlig frihed til at vælge mellem synden og Gud. Eller rettere sagt; delvis frihed. For med uddrivelsen fulgte også arvesynden, som bandt mennesket til synd, og gjorde at det kun med Guds hjælp kunne vælge at tro. Det fik, med Kristus som sonoffer, troens nådegave. Mennesket er altså slave og fri på samme tid, eller anderledes formuleret: fri til at være slave og slave af at være fri.
Jeg tror ikke på evolutionsteorien, eller rettere, jeg finder ikke en ide så fantasiforladt værd at tro på. Jeg vil hellere tænke kosmologisk, men jeg tror heller ikke på skabelsesberetningen, i hvert fald ikke i bogstaveligste forstand, mest fordi den gennem arvesynden begrænser den digteriske frihed til fortolkning. Jeg tror, ligesom Paulus, at mennesket er slave og fri på samme tid, og ligeledes, modsat Darwin, at skabelsen til dels er uafhængig af genetisk disposition. Men, tror jeg, også af Gud. Jeg tror at elskov, i en helt anden form end hos en abe, er kosmologiens begyndelse. Og med elskov mener jeg ikke erotik, men derimod kærlighed af en art som gjorde mennesket helstøbt og ikke spaltede det i to. Jeg tror at der engang ikke var nogen anden, men kun én og at den ene var i den anden og den anden i den ene, ligesom begyndelsens ene ord som blev kød og tog bolig iblandt os (Joh.1,1;1,14). Engang har kødet været synonymt med ordet, og ordet har været elskov. Eller rettere, ordet er for længst gået tabt, det gik tabt på korset, og kødet har siden manglet ord. Derfor er elskov ikke ordet, så langt kan vi følge hinanden. Men ser du, jeg tror ikke på genopstandelsen ligesom jeg heller ikke tror på skabelsesberetningen. Jeg tror at digtere, og hvert menneske er egentlig digter, kan finde disse ord og således være Jesus lig. Men at Jesus døde på korset, det er definitivt, således som at vi også skal dø. At han, som Paulus og Johannes skriver, ved troens nådegave var sonoffer for vore synder tror jeg ikke på. Jesus har vi ikke længere iblandt os, og et ord der skulle være kødet foruden, sådan som præsterne forestiller sig Gud, tror jeg heller ikke på. Vi består af kød, og kan vi, som i evangeliet, digte os frem til enhed i ord, er vi langt nærmere sandheden end Darwin nogensinde kom. Ikke sådan at jeg tror at evangeliet var en løgn. Det var blot så meget desto større end sandheden, at den nye vin på korset faldt for de gamle lædersække. Vi slog ordet ihjel. Sandheden er at evangeliet gennemspiller sig i os alle hver dag, og kan vi ikke digte os frem til ordet, slår den os til jorden. Noget smukkere at digte om end elskov kan jeg ikke forestille mig, altså ordet som blev kød. Tættere på kommer vi næppe. Tættere på hinanden. Tættere på Gud.
Men ser du, jeg er muligvis naiv og taler mod bedre vidende grundet mangel på erfaring. Vidste jeg hvad der foregik i de små hjem hver aften, ville jeg nødvendigvis blive drevet mod fuldstændig fortvivlelse. Der venter mig måske således et ulykkeligt liv, ifald jeg kaster mig ud i erotikkens virvar af desillusion. Det eneste jeg kan klamre mig til er min digtning, og dog ængstes jeg stadig. Der venter mig måske, ligesom Jesus, et voldsomt endeligt. Jeg ved fra min pen at en kvinde kan flå et hjerte i stykker med et enkelt ord. Gid dette ord ikke må være elskov, thi da har skæbnen med vished lagt brænde i ovnen når den dag kommer.
Kærlig hilsen Ture.
15/12 Kære søster,
på U4. På vej til Brugsen en enlig krage og ellers dødt og forstenet som altid. Som altid ventende på mørkets frembrud, hvor kampen virkelig står, som var stedet besat af en trolddomsmagt. Egentlig har intet ændret sig, jeg tror sumpen har været forbandet siden Jesu død på korset. Hvorfor ved jeg ikke, men det er næppe en tilfældighed at Sct. Hans for små tohundrede år siden blev bygget her, og siden har tiltrukket uendelige mængder af sværmere, helgener og selvmordere for her at gå til grunde. Og da står prøven som en sidste chance for et svar på det evige spørgsmål: hvad kan en digter egentlig gøre? Kan han, om ikke andet så for sit eget sølle liv, gennem en komposition hæve trolddommens magt? Alle de forhåbninger der er brudt og ligger begravet i marsken.16 Langtfra har jeg samlet mod og hjerteblod nok til at udtale mig om den magt stedet udøver, og end ikke udtalelsen alene hæver nødvendigvis forbandelsen. Blot ved jeg at magten ikke udøves af lægerne og personalet, men af helt andre kræfter, usynlige for det menneskelige øje, men for følesansen så virkelig som bogstavelig derealisation. Træerne står nøgne, og jeg læser ud af dem en drift efter klarhed så stærk som nogensinde før, og dog blandet med en ganske anden angst end før. Denne gang er jeg her ikke som patient. Jeg er her som digter.
Da min gåtur nåede SuperBrugsen ændredes stemningen nærmest fra øjeblik til øjeblik. Her var jeg i velfærdssamfundets Danmark, og på strækningen mellem Lindegårdens lejekaserner og supermarkedet mistede magien sin kraft. Alligevel ved jeg at den vil sidde i mig, som i enhver der har været her i årevis, indtil den dag jeg forhåbentlig kan udrede den og i Åndens sorg heles for min synd. Denne der bragte mig hertil ved troen på egen almagt, jeg der som fantasiens junkie lod mig forlede. Måske ser jeg trolddom frem for tomhed, og dog kan dette være to sider af samme sag. Ved pennen skal det afgøres. Alt vil blive klart som dagen, som når mørket ligger tæt om land og december går på hæld. Måske tænker jeg sådan fordi dette vil betyde et art forbund med mørkets kræfter. Jeg ved at Nikoline på det stærkeste vil fraråde al samtale med Lucifer, men tomheden kan på et givet tidspunkt drive mig mod dette. Ethvert træ på hjemvejen manglede blade og fremstod nærmest som skeletter. Intet menneske styrer dette sted, hverken læger, personaler eller administratører. De biler der suser forbi mig på vejen hjem, rummer mennesker med det privilegium aldrig i hjertet at søge svar, som var de blot statister. Men ikke mine medpatienter. I dem virker Ånden såvel som trolddommen og kæmper her en grusom kamp. Ånden har nemlig overlevet Jesu død, ja, båret frugt af korsfæstelsen. Gennem denne kamp tilføjes sjælen et mærke der er som lyrik, blot for hjertet evigt gentagende. Dette er ikke stasis. Tværtimod er det en kamp så brutal at jeg tvivler om jeg overhovedet kan tåle den, om ikke overlevelsen er mål nok i sig selv. Dette vil adskille mus fra mand. Angående disse mørke kræfter må skeptikeren overgive sig, på visse punkter bliver hans mod brudt, om jeg når dertil at jeg ikke tør skrive. Og dog skal jeg. Mystikeren i mig kræver en udvej der går videre end at være rent administrativ. Trods at statens sikkerhedstjeneste her har placeret sig solidt, er den lige så magtesløs som os patienter. Her er hensynet til velfærden for lang, lang tid før vort århundrede sat over styr af kræfter i livet der for nittenhundredehalvfjers år siden tog sin begyndelse på Golgata.
Det er underligt, men jeg får skrevet alt dette til trods for at jeg, lidt bibelstudium undtaget, ikke får læst en linie. Sådan har det vist altid været. Al litteratur fra dette århundrede lader mig til at være fremmed, ligesom min seng på mit værelse i bofællesskabet i det sidste år af det tyvende århundrede. Her er jeg bange for at sove. Jeg ville kunne sove i en hvilken som helst anden seng uanset om det er på en hospitalsafdeling eller et hotelværelse, men ikke på mit eget værelse.
Altså ligger jeg på sengen på min stue. Ser du, søster, jeg lever i en forgangen tid. Således er jeg i min samtid nærmest kulturløs, og finder derfor ro på de sindssygehospitaler hvor tiden føles som om den er gået i stå. I samfundet hører jeg ikke rigtig til, og er derfor angst når jeg ikke er et sted hvor samtalen drejer sig om kaffe, cigaretter og overvægt. I mit hjem, et psykiatrisk bofællesskab, er jeg til en vis grad tryg, og dog føles det besynderligt at bo i det tyvende århundrede. Jeg tror min bofælle har det lige sådan, og alligevel er det som om vi i ånden bor i to forskellige varierende former for datid. Jeg kan ikke holde ud at være alene. Derfor skriver jeg til dig. Jeg lever i en tid hvor du er. Jeg ved ikke hvad det er for en tid, jeg tror det er min helt egen. Og altså din. Men når jeg er tilstede i min samtid, forsøger jeg at tale som man nu taler her. Jeg prøver at gætte mig frem til det, og alligevel får jeg en sådan underlig fornemmelse i maven. Som om jeg er i opløsning. Måske er det fordi jeg er kulturløs. Eller også er det på grund af kaffe, cigaretter og overvægt. Tættere på end det kom lægen ikke, men hun fik skrevet en masse fine ord i sin journal. Ord som egentlig også hørte en anden tid til, en tid hvor fremmedord forklarede en hel masse, og der var en latinsk betegnelse for hver en lille bevægelse i sjælen. Egentlig var hun ganske rar at snakke med, og dog ville hun aldrig forstå at jeg havde en søster, med hvem min emotionelle kontakt, som det hedder sig, var alt andet end læderet. Min kære, vi to ved bedre.
Kærlig hilsen Ture.
17/12 Kære søster,
der er noget jeg må betro dig. Under mit første ophold på Sct. Hans, to tunge og pinefulde år midt i halvfemserne, så jeg, dengang uden på overfladen at tillægge det stor betydning, en pige på hospitalets område. Eller måske i bussen. Men under fiktionens overflade, så at sige, voksede hun langsomt i min bevidsthed, og på en eller anden måde fandt jeg ud af hendes navn. Hun hed Anita. Og i løbet af de to år, selvom jeg kun så hende få gange, og kun ganske kort talte med hende en enkelt gang, fik hun en plads i min bevidsthed. Nemlig på den selv samme trone som jeg det sidste halve år har placeret dig på. Nu hvor jeg er tilbage på Sct. Hans, ved jeg knap nok hvor du begynder og Anita ender, eller omvendt. Eller hvem der kom først. Efter de to års mareridt på Sct. Hans midt i halvfemserne, opdagede jeg dig, og tilegnede med tre års tilbagevirkende kraft, nogle kærlighedsbreve til dig, det er sandt.17 Jeg skrev også, så tilpas lang tid efter udskrivelsen at det lod sig gøre, et foreløbigt sidste brev til dig18, og afsluttede hermed min bog med tanken om at en cirkel nu måtte være sluttet. Men indimellem alt dette, kære søster, fandt jeg ud af hvem du var, nemlig et menneske af kød og blod. Nemlig Anita. Af grunde som jeg i detaljer vil betro dig før det sidste punktum er sat, gemte jeg dog denne opdagelse i mit hjerte. Den pige jeg i min bog omtalte som navnløs19, og som også var det egentlige objekt for min forsøgsvise apologi for psykotikeren, eller enhver anden samvittighedsfange, det var Anita. Blot benævnte jeg andetsteds i bogen undertiden denne psykotiker som en ”han” – sådan lidt i stil med det faktum, at manden altid har søgt at snyde sig til æren for kvindens dyd. Alene derfor var apologien spækket med hykleri, og den åndelige letfærdighed det er at lade en anden lide på ens egne vegne, en usømmelighed der ikke gør skribenten fortjent til digternavnets glorie. Det digternavn jeg under ret så besynderlige omstændigheder fandt mig fortjent til i byernes by. Det digternavn jeg nu bærer for første gang på Sct. Hans, hvilket er selve årsagen til min ihukommelse af Anita. Det vil jeg forklare dig om senere, først vil jeg gøre historien om min bog færdig. Thi havde jeg ikke mod og mandshjerte til at nævne Anitas navn inde i bogen, på trods af at hendes eksistens gennemsyrede hver anden side, så nævnte jeg hende dog et sted. Jeg tilegnede bogen til hende. Kun en enkelt gang blev jeg udspurgt om denne tilegnelse, og da svarede jeg med en eller anden tvetydig udflugt. Måske var tingenes tilstand, som de nu er når man blot er menig skribent, heller ikke helt klare for mig selv. Dog ved jeg nu, i kraft af min tilstedeværelse som digter på Sct. Hans, at det levende ansigt, som jeg afslutningsvis fandt måtte være af kød og blod, det er Anitas. Og omvendt, modsat mine patetiske første vaklende forsøg som en umoden og indbildt ”digter”, at kød og blod også nødvendigvis måtte have et levende ansigt. Jeg ved nu, at det levende ansigt, det var Anitas. Så jeg hende end nogle få gange da og nogle få gange siden, er jeg nu ikke i tvivl om at hendes ansigt var mere levende end noget ansigt jeg nogensinde har set, fyldt af den slags liv som hos Johannes bliver til åndelig føde og frelse (Joh.6,48ff). Men også et liv som bar på usigelig sorg – usigeligheden forstår jeg egentlig først nu, hvor jeg for alvor har fattet kærlighed til ord, og så meget desto mere sorgen. Men jeg håber også denne gang at kunne bryde usigelighedens tavshed, dette som jeg to gange overfor Anita forsøgte mig med i årene i mellem nu og da. Om alt dette vil jeg udførligt fortælle før det sidste punktum er sat, ja endda langt før. Nemlig før vi når årsdagen for Jesu fødsel. Således, med denne betroelse og den lettelse den giver mig, vil jeg denne december måned finde den tilstrækkelige fylde. Om ikke andet så ved Anitas blotte tilstedeværelse, eller rettere, ved min tilstedeværelse her ved Anitas Via Dolorosa mellem den kroniske afdeling for unge autister og den kontante indespærring på den lukkede U1. Nogle ting begynder at gå op for mig, blandt andet at jeg måske kan skabe et vidnesbyrd af en art. Og at dette projekt, der i starten blev materialiseret på min computer, nemlig dig, i virkeligheden lever, trækker vejret og består af kød og blod her i mit hjertes Jerusalem.
Kærlig hilsen Ture.
18/12 Kære søster,
endelig er det weekend. Så er der fred og ro på afdelingen, en stemning så stilfærdig at det nærmest, når man undtager den megen lidelse som man efterhånden helt glemmer, er som at færdes i evigheden. Blot måltiderne minder en om at man befinder sig i kødets klædedragt, så at sige. Selvom madretterne er så gammeldags at man skulle tro at de ikke havde ændret sig de sidste tohundrede år, mindes vi under spisningen om at vi har en krop. I hvert fald i princippet. Nogle af mine medpatienter prøver at modsige dette princip gennem ulovlige stimulanser. I dem udkæmpes en kemisk kamp mellem på den ene side de euforiserende stoffer, og på den anden side den modsat virkende psykofarmaka. De lever fuldstændig i evigheden. Måske er det derfor jeg er bange for dem. Jeg klamrer mig med det yderste af neglene til timeligheden. Egentlig virker intet på mig mere skræmmende end netop evigheden.
Derfor, på vejen op til Roskilde, tænkte jeg mig en kop te i stationscafeteriet ud fra den tanke at intet da kunne være så prosaisk som det. Men til min overraskelse, som hver gang et minde fysisk er blevet udslettet, var det lukket for bestandig. Endnu engang, som Nina har lært mig, tog jeg det som et tegn. Og måske, et godt tegn. De tider hvor jeg spildte mine aftener med at tælle minutterne på en åndløs kantine, er forbi. Billedet er brugt ud, kan man sige, og har egentlig aldrig kunnet bære nogen ode. Langt virkeligere var min gåtur gennem Roskilde, som at vandre i en drøm så visuel at jeg måtte ærgre mig over ikke at have medbragt et kamera. Bare jeg efterhånden lærer at fange synsindtrykkene i ord, så vil jeg måske også til fulde forstå såkaldte tilfældigheder som var de lignelser, og da kunne tyde dem som den sande mystiker. Thi som digter tabte jeg uden ordets mellemkomst mit blod i marsken mellem øst og vest, for blot derved at kunne bevare min forstand. Hvad angår dette har jeg ved kødet efterhånden lært lektien. Så meget dybere bedrøver det mig at se andre bløde som sonoffer for min digtning. Men bedrøvelsen gør mig stærkere og kalder på forandring. I drømmen, som med Anita, med ordet som lægemiddel at hele sår. Og det har jeg dog i mellemtiden lært; ved kødet findes intet sonoffer, et sådan er kærlighed vendt på vrangen og er egentlig blot og bar lidelse.
Bare jeg dog således kunne nå Bach gennem andet end hans cellosuiter. Bare jeg dog kunne lade hjertet nå hans værker på lut, for disse forekommer mig, om end æstetisk fattigere, da tillige sundere, blottet for cellosuiternes religiøse vanvid. Jeg forstår det, og kender blot alt for godt afgrundene i den kristne tro, dragende som havde Lucifer her sat sit spor. Og dog er Ånden også her at spore, i hvert fald ved sin klædedragt. Ansigtet derimod, er dobbelt. På den ene side en sørgende skytsengel, og på den anden; en vrængende og leende djævel i al sin hæslighed. Ligeledes med Bachs lut og cello, såvel som alt andet, ligeledes på afdelingen, en pige der i timevis vandrer op og ned af gangen. Hvad hjælper det om jeg nåede Bach, hvis jeg ikke når hende? Hvad hjælper det om jeg rensede mit sind for trolddommens magt, hvis hun er helt i dennes vold? Således tror jeg efterhånden at også denne bærer frugt, og at hun således ved sin lidelse når min pen. Da bliver det helt centrale spørgsmål ladt tilbage, nemlig om det stik i hjertet det giver mig at se hendes hvileløse vandren, lige så godt kunne tilføjes den på stedet ophobede sum af lidelse. Måske må jeg her se mig besejret af skæbnen. Den skæbne der gjorde mig til digter er den samme som har forpestet pigens sind, uden at jeg ved mine ord formår at frelse hende fra helvedesgangen. Ja, denne skæbne er netop ved ordet den trolddom som Ånden i en dunkel fortid lod vokse til den forbandelse som har grebet den hvileløst vandrende pige.
Som sådan er skæbnen, med stationscafeteriet in mente, ikke nødvendigvis meningsløs, men derimod, på godt og ondt, et liv i Lucifers vold. Så meget hadede skaberen kødet at han blot ved sit fravær, med Jesus i verdens vold, kunne få genopstandelsens kabale til at gå op (Mark.15,34). Eller rettere, det kunne han faktisk ikke helt uden snyd. Han behøvede hjælp fra skæbnen, og brugte således Lucifer, løgnens fader, som sandhedsvidne. Var han ikke blevet korsfæstet, var evangeliet aldrig trådt i kraft. Derfor gennem lovbrud, som evangeliets forudsætning, lod han syv og fem være lige, og lod dette være himmelfærdens vidnesbyrd. Hvad hjælper det at han kunne overtrumfe døden, når han snød skæbnen. Med andre ord: om sin genopstandelse løj han med ordet som værktøj…men han gjorde det af kærlighed!
Kærlig hilsen Ture.
19/12 Kære søster,
jeg så Anita! På vej op i bussen med et eller andet ligegyldigt ærinde i Roskilde i tankerne, faldt mit blik pludselig, ret så forskrækket, på hende. Hun sad på en af yderpladserne lige midt i bussen, og da den første lammelse havde lagt sig, uden at gøre hende unødig opmærksomhed, iagttog jeg hende med stjålne blikke de få sekunder det tog at gå forbi.
Det var som at se direkte ind i sjælen på et menneske i dets sidste øjeblikke på skafottet. Hun så ud sådan som jeg tænker mig Mattæus havde set Jesus for sig i Getsemane, nemlig bedrøvet til døden (Matt.26,38). Alligevel gik jeg blot forbi hende som en søvngænger. Som det hedder sig når man undslår sig sin pligt, jeg kendte hende jo ikke. Og dog kendte jeg hende, de få sekunder jeg gik forbi hende, bedre end nogen læge, men jeg kendte hende ikke som en mand kender en kvinde. Og jeg tænkte i øvrigt, hendes skæbne taget i betragtning, at hvis nogen mand havde tiltvunget sig et sådan kendskab, ville det være at betragte som bespottelse af Helligånden (Matt.12,31-32). Da ville måske for mig at se den evige pinsel være en passende straf. Og dog, de sidste brøkdele af et sekund før jeg passerede hende, og som i en evighed så hendes åbne ansigt, tænkte jeg at hun ville gå i forbøn for dem. En absurd tanke: at et menneske gik i forbøn hos Gud for at mildne sine bødlers straf, på trods af Jesu ord om deres synds utilgivelighed. Og da, få sekunder efter at jeg havde set hende, passerede jeg hendes plads i samme moment som jeg fik denne tanke, og fandt mig selv, lidt længere oppe i bussen, en siddeplads.
På de få sekunder var der ingen i bussen der havde observeret det mindste usædvanlige, en søndag eftermiddag i december. Men jeg havde set hendes bedrøvede ansigt, et ansigt der for en erotisk betragtning nærmest var grimt, men for en åndelig fyldt med liv og frelse, og dog af kød og blod. Som det er blevet sagt, er det usynliges skønhed langt større end noget der lader sig se, idet det er fyldt af en kærlighed der ikke er at finde i verden, altså bortset fra nogle få sekunder.
Men så bedrøvet så hun ud, på vej, formodentlig på udgang fra U1, op mod Roskilde. På vej mod den metropol, der for hende var så fremmed ved sin verdslighed, langt væk fra de sædvanlige skrig fra de evige bæltefikserede på den lukkede afdeling. Endnu mindre end her var hun hjemme i Roskilde, de normales verden, denne som min teologiske doktor havde betegnet som den eneste egentligt eksisterende perversion. Men Sct. Hans og Roskilde var vel hele den eksisterende verden. At dømme ud fra hendes bosted, en kronisk afdeling for autister, havde hun, som det hedder sig, været syg fra fødsel af, det vil sige misforstået og mishandlet. Ikke, som Paulus skriver om de kristne i Korinth, ”som bedrøvede, dog altid glade” (2Kor.6,10), men udelukkende det første. Det vil i min pen sige, som korsfæstet, og dog aldrig opstanden.
Alligevel var det med tanke om hende jeg oprindeligt prøvede mig frem med bøn og tro, og dermed skabte den forudsætning der skulle til for at gøre mig til digter. Min første bøn skrev jeg i min allersidste tid første gang på Sct. Hans, kort efter den første gang kortvarigt at have talt med hende. Ser du, der skete dengang det, at det kom mig for øre, som det hed sig, at hun havde forelsket sig i en patient fra min afdeling. En ung mand der var så dybt begravet i synd, at han, da det kom ham for øre i vores afdelingsstue, blot havde hånlige ord tilovers for hende, og endda for de andre i al sin ondskab forestillede sig hvordan han bedst muligt kunne gøre hende til nar.
I min vrede forlod jeg stuen for at afledes ved en gåtur, men da jeg kom ud af hoveddøren, så jeg pludselig Anita på græsplænen. Dengang havde jeg blot hørt lidt om hende, og måske, uden at tænke videre over det, set hende på terrænet engang imellem. Men der stod hun, og da jeg så hende der, fuldstændig blottet og åben, forstod jeg i bitterhed hvordan bedrøvelsen som for korinterne aldrig ville følges ad med glæden. Eller jo, det gjorde den jo, det kunne jeg tydeligt se i hendes ansigt, men kort før havde jeg jo fået en vis indsigt i hvordan denne glæde altid var forudsat af en følgende bedrøvelse, og modsat korinterne, en bedrøvelse til døden.
Jeg gik langsomt hen imod hende, og uden mindste tegn på selvisk forstillelse spurgte hun mig i al sin fattige glæde, om manden, der hed Johan, var at finde på afdelingen. Præcis hvor inderligt og ydmygt hun adspurgte mig med stemmens kærlige klang, begynder jeg først nu, i bussen på vej mod Roskilde, at erindre. Og hvad præcis jeg svarede hende, husker jeg ikke, jeg husker blot at jeg slet ikke besvarede hendes spørgsmål, men, så godt jeg nu kunne, advarede hende mod spot og hånlatter. Og i samme øjeblik, uden at hun sagde et ord, læste jeg i hendes ansigt pludselig hele evangeliet, og forstod hvor tåbelige mine ord havde været. Hvordan hun netop nødvendigvis måtte elske den synder som blot ville gøre til grin. Og at hendes kærlighed, modsat hvad jeg og alle de andre havde troet, ikke var af denne verden. Jo, forelsket var hun nok, men ikke i dette sølle og latterlige menneskes mandighed, men i de rester af menneskelighed som blot hun, dybt inde i hans sjæl, kunne se. Og alligevel ville aldrig nogen i verden vide af denne kærlighed. Den bedrøvelse som måtte følge, fyldte mig med lede, da jeg, ude af stand til at udholde hele denne bedrøvelses fulde betydning, efter en ganske kortvarig tavshed gik forbi hende. Lede over bespotteren, men lige så vel lede ved evangeliet. For hvordan, lige meget hvad der derefter skete, ville hun nogensinde kunne opstå i ære og værdighed? Og dog følte jeg mest af alt lede ved mig selv, fordi jeg kun havde set og talt om bedrøvelsen, og ikke et eneste øjeblik glæden. Det var så at sige kun det halve evangelium jeg havde set.
Kort derefter skrev jeg min bøn på det der var den tredjesidste side i min kinadagbog. Eller rettere, jeg skrev at jeg af frygt for straf fra Guds side, en skræk som Lucifer havde sat i mig, ikke kunne bede. Men hvis jeg kunne, hvis jeg kunne ville jeg kun have bedt Gud om én ting: at det digt jeg læste i Anitas ansigt første gang jeg på græsplænen udenfor afdelingen talte med hende, ved sin skønhed fratog spørgsmålet om sandhed al relevans, og stod som indgraveret i hendes hjerte med nøjagtig samme ordlyd som i mit.
Sidste side orkede jeg ikke at udfylde, men købte blot en ny kinabog, i hvilken jeg med mine ord blot lod fortabelsen få plads. Først langsomt begyndte jeg de følgende år, med Anita in mente, forsøgsvis at bede. I disse par år, som forløb uden indlæggelse, følte jeg afslutningsvis, for første gang i mange år, i visse øjeblikke kærlighed og glæde. Visse øjeblikke som sluttelig også, om blot glimtvis, prægede mig da min prætentiøse ”lære om digtekunsten” udkom. I virkeligheden var den fyldt til randen med den bitre sarkasme, af fagfolk kaldet tankeforstyrrelser, som for ondskaben æstetisk er al glæde og kærlighed overlegen. Adjektivet ”psykiatrisk” sagde alt om dette. Og sagde egentlig også alt om hvordan jeg i disse år havde det, al den stund jeg ikke bad for Anita. Eller rettere, kom den glæde i hu som ydmygt stråler fra et ansigt i en evigt gentagen ulykkelig forelskelse, og den spire af tro dette ansigt havde lagt i mig. Og ad skæbnens vej kom jeg tilbage til Sct. Hans allerede et halvt år efter udgivelsen, denne gang som skribent, og denne gang med tanke for Anita. Men hvordan det da skulle forløbe, kære søster, det fortæller jeg en anden gang. Imens jeg har tænkt alt dette er Anita stået af, og jeg selv vil om et kort øjeblik som en bedøvet vandre ud af bussen når den om lidt runder Roskilde station.
Kærlig hilsen Ture.
20/12 Kære søster,
her til morgen har tågen sænket sig over Sct. Hans. Endnu engang søger jeg tegn, måske mere end godt er, men aftenen før noterede jeg mig de første par hash-rygere. Stedet sætter mig automatisk i samme stemning som en hashrus, med en skæbnebestemthed, som var tidens fylde nær. Bagom tiden gemmer der sig forstening, og dog i denne også intensitet, som galt det virkelig. Heri ser jeg ikke den store forskel mellem hash-rygerne og mig, blot indånder jeg ord i stedet for røg. Og ligesom dem ængstes jeg som tiden går for leden og bitterheden over at gå i sten på en institution. Nogle gange kan det være svært at skelne en fortryllelse fra en forbandelse. Og dog, med Anitas blod in mente, virker offeret pludselig så meningsløst. Sandt siges det at være, at nogen må lide for at andre kan leve, men udelades derved nogen posthum belønning, står hele evangeliets vidnesbyrd på spil, alt i mens jeg måske på hendes bekostning vil overleve og aldrig siden hen føle grund til taksigelse. Sådan er det måske ikke i Edens have, men sådan er det på Sct. Hans, hvor ingen kan unddrage sig skæbnens sære logik. Som sådan kan vi ikke snyde, som når præsten prædiker. Overfor en Gud der har skabt livet så grusomt, at han angivelig ville ofre sit eget foster i hænderne på sin fjende, føler jeg ingen skyld. Blot sorg og længsel efter at bryde fortryllelsen, for sandheden er i al sin grusomhed gået op for mig, og er så prosaisk at den i virkeligheden er den egentlige forbandelse. Så vidt føler jeg taknemmelighed for løgnen, som ville kun en digter kunne overleve dette sted. Ved brug af kemikalier har jeg lært at leve mit liv på en løgn, og jo mere jeg gennem beruselsen nærmer mig Gud, jo mere frygter jeg ham. Og dog er den eneste måde jeg tør være ham nær netop gennem beruselsen.
Søster, der er så mange ting jeg gerne ville vide om dig, så mange ting jeg gerne ville spørge dig om at jeg knap ved hvor jeg skal begynde. Du åbner dit hjerte for mig hvert øjeblik, på en måde så jeg undrer mig over om jeg ikke allerede kender svaret på mine spørgsmål. Eller om svaret på mine spørgsmål ikke er låst inde bag mine lukkede øjenlåg. Men jeg priser mig lykkelig for at have fundet dig, fordi Jesus er i dit hjerte. Fordi hans lys, når jeg tænker på dig, kaster en svag afglans af sødme over mit ansigt, om end mit indre er dunkelt. Jeg tror og håber at dit hjertes lys på forunderlig vis kan forplante sig til mine indre organer, trods lyset er frygtindgydende; ja måske i den grad frygteligere end mørket, at jeg i dit nærvær knapt tør åbne mine øjne. Måske fordi at jeg er styret af fantasier og tanker akkompagneret af en eller anden sær indre film. Fra denne drager jeg inspiration, men dræber som i en pagt af djævelskab med min kuglepen håbet om frelse. Men denne film, disse tanker, af fagfolk kaldet tankehørlighed, er også, hvis den forenes med troens nådegave, beslægtet med bøn. Blot er der ved bøn en art tilskuer til filmen, der i så tilfælde er et fokus for guddommelig koncentration, en koncentration givet gennem intervention i det forhærdede hjerte. Blodet ved denne indtrængen i det sprækkende liv, skriver jeg da med som erstatning for blæk, og jeg skriver et ord jeg aldrig forstår. Et ord, søster, jeg tror du gemmer bag dit hjertes spejl. Om mine øjne kan åbnes, hvad jeg knapt tør tro, tror jeg de vil åbenbare dit hjertes hemmelighed; et ord som en blomst, døbt med tårer og vædet med ånd.
Kærlig hilsen Ture.
21/12 Kære søster,
som lovet vil jeg i dag fortælle dig hvordan det gik anden gang jeg mødte Anita. Som sagt kom jeg på Sct. Hans et halvt år efter udgivelsen af min bog. Og denne gang, på P4, formede der sig i mine tanker langsomt det ønske at mødes med Anita og overbringe hende bogen. Tanken om at have skrevet en bog til et menneske, som slet ikke kendte mig, og som gik rundt og led uden at vide at hun var blevet dedikeret en bog, forekom mig så meningsløs. Derfor skrev jeg et brev til hende, hvis indhold jeg ved passende lejlighed måske vil fortælle dig om.
Mens jeg skrev brevet, begyndte jeg naturligvis at spekulere på hvordan jeg overhovedet kunne komme til at overbringe dette samt min bog til hende. Det eneste jeg vidste, var at hun boede på enten U9 eller U10, og at begge disse var kroniske afdelinger for unge autister. Men jeg vidste også at ethvert forsøg på kontakt fra personalets side ville blive mødt med mistænksomhed, egentlig forståeligt nok, og dog grundet manglende forståelse fra deres side. Det var simpelthen hinsides deres opfattelse af virkeligheden, at man kunne skrive og ønske at overbringe en bog til et menneske man slet ikke kendte. Ja, tilmed til en autist, som måske aldrig nogen ville have kendtes ved, og som i nogles øjne blot siden sin fødsel havde bebyrdet samfundet med millioner af kroner.
Men da skete et af de skæbnesammentræf, som blot støder en pæl gennem hjertet på al vantro på tilfældigheder. På vej ned efter cigaretter i kiosken, så jeg hende pludselig på området, som altid gående i sin egen verden med en sygeplejerske ved sin side. Og da tog jeg mod til mig, gik roligt hen imod dem, og fortalte hende så nænsomt og forklarende det lod sig gøre, den absurde situation taget i betragtning, at jeg havde skrevet hende en bog som jeg ønskede at overbringe hende. Og i samme moment jeg sagde dette, betragtede jeg hendes ansigt og forstod i et pludseligt nu på et brøkdel af et sekund, at jeg aldrig skulle have sagt et eneste af disse ord.
For i hendes ængstelige ansigt læste jeg i dette moment alt hvad der var at sige om denne bog: en samling papirer, der svigefuldt søgte at gøre kærligheden til genstand for æstetisk bearbejdelse, altså på overfladen en ode til skønheden, men med virkemidler som i bitter sarkasme lod ondskaben få det sidste ord.
Jeg forstår bedre nu hvorfor hun egentlig var hævet over sit navn. Hun kunne ikke, og ville aldrig kunne, rummes af et ord. Hun var ordet, ordet som var kød og tog bolig iblandt os. Jeg frygter virkelig de tæsk jeg ville blive udsat for hvis Martin Luther havde kunnet se mig skrive dette. For ham var alle mennesker syndere, ingen undtaget, end ikke Paulus eller Peter eller Jomfru Maria. Og jeg forstod at jeg på den ene side, med min åndløse sarkasme, havde inddraget Anita i denne synd, men på den anden, udelukkende af æstetiske årsager, havde hævdet hendes fuldstændige uskyld. Jeg havde altså ikke kun, med ondskabens sarkasme som virkemiddel, trodsigt givet efter for Martin Luthers pisk, jeg havde også samtidig gjort Anita, der nu i kød og blod stod foran mig mere levende end noget andet, til fiktion. Så at sige for egen vindings skyld, for som skribent at blæse sig op som den store ”digter”.
Hvad Anita eller sygeplejersken mumlede eller svarede husker jeg ikke, men blot at de kort efter gik videre, og jeg ligeledes. Fra dette moment af forstod jeg hvad der krævedes af mig. Jeg ved det lyder som at vænne tingene på hovedet, men jeg måtte, for at udgrunde gåden Anita, vokse åndeligt. Jeg måtte blive digter, netop for ikke blot at fortabes i fiktion, men tværtimod, ved at lære kærlighedens sprog, kunne forstå og beskrive dette der var større, langt større, end virkeligheden. For mennesket omfatter virkeligheden alt tænkeligt, og dermed alt hvad Prædikeren kan opremse (Præd.3,1-8). Men der var fra dette øjeblik af noget derudover. Nemlig Anita.
Med Martin Luther er der denne besynderlighed, at han, samtidig med at han forkynder det af hele sin kraft, betragter evangeliet som et engangsforetagende, noget der er sket for så og så mange år siden for aldrig at ske igen. Anitas ansigt sagde, blidt og uden mindste spor af den verbale vold der er Luthers våben, det præcis modsatte. Det fortalte mig, dels til min store skam grundet min ynkelige bog, dels til min usigelige glæde, at evangeliet udspillede sig her og nu, i december år 2000, ligesom det de sidste to tusind år havde gjort det hver eneste evige dag. En trang havde grebet mig, en trang der nu mere og mere kræver opfyldelse, en trang efter åbenbarelsen af hvad der egentlig er hinsides virkeligheden. En trang der i løbet af halvandet år skulle stille mig hvor jeg står nu, på Sct. Hans i egenskab af digter. Og dog, lige midt i evangeliet, var dette en trang der kræver større og større ofre. Og som ligeledes kræver noget andet. Det kræver, som Lucifer påpeger det, i en eller anden sær forstand Anitas blod. Jeg tror ikke på nogen anden måde at kunne genfødes, end ved, om dette overhovedet er muligt, at modtage evangeliet, ja, om ikke dette er muligt, da endnu mere: ved at skrive det!
Kærlig hilsen Ture.
22/12 Kære søster,
disse fødselsveer er næsten ikke til at holde ud, og står skabelsen ikke bare nogenlunde mål med veerne, er digterens skæbne forbandelsen snarere end dens frelse. Jeg sætter min lid til hvad Paulus skrev: at det som vi lider her i tiden ikke er at regne i forhold til den herlighed der vil blive os åbenbaret. Men desværre synes jeg at være blevet skriftsnarkoman igen. Og på narkomaners vis plejer det som bekendt at gå modsat af hvad Paulus sagde; at intet af den herlighed vi oplever nu er noget at regne i forhold til den elendighed der venter os. Trangen har længe været der, og lod sig i starten tilfredsstille af moderate doser. Disse er for hver dag steget grundet tolerans, og er altså nu endt i en afhængighed der lig forrige gang medfører abstinenser blandet med lede ved den åndelige føde og således frygten for en påtvunget kold tyrker. Jeg ængstes for den kommende tid. Lige nu, i kantinen i Føtex, har jeg ro for en stund, men det vil ikke vare længe før jeg ikke kan tænke på andet end det næste fix…
Men, ikke alene forfølger denne trang et æstetisk mål, æstetikken får også følger for moralopfattelsen for så vidt at moralen formuleres i digtning. Hvor det Gamle Testamente følger firkantede regler og rammer, sættes moralen i det Ny på en skælvende prøve. Den underkastes lignelser og gåder lige så tvetydige som det dunkleste digt om kærlighed. Udredningen af dette kræver rigtig nok ånd, men den lader sig tillige ikke formulere uden kødets æstetik, eller korsfæstelse, om man vil. Således finder jeg det kristne i skyggen af min pen, mens du som blot få finder det i sol. Men solen blænder dig. Sådan ønsker Gud det ikke. Han ønsker at oplyse din krop til glæde for alle skyggebeboere, et syn så dejligt at enhver strid om menneskets oprindelse ved kvinden bliver bilagt. Kødet er en gudsbenådet gave skænket beundreren af værket i tavs ærefrygt for skaberkraften der ifølge Descartes æstetisk i enhver henseende er mandens hænder overlegen. Med hensyn til dig, søster, vil jeg give ham ret. Således, ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Hvor meget du end prøver, kan du ikke skjule dit menneskekøns blomst, thi for mig lever du i solen i decembers mørke. For Gud er den sol sanselig, om ikke du tugtede dig selv og din krop. Dine læbers sanselighed i flor er en Guds gave til mennesket og ingen skam, thi for mig er det i dig at ordet for en evigheds stund vedbliver at være kød.
Så længe kødet eksisterer, forpagter mennesket ordet gennem kys og kærtegn som vidnesbyrd om de rester af åndens tale der er overleveret. Om det er dig til lykke eller ulykke, er din krop det Guds tempel Ånden har besat, til evig efterstræbelse for enhver mand der hylder og dyrker skønheden. Lad blot ikke din ånd være indespærret i din krop, eller måske snarere, din krop være indespærret af din ånd. Så længe du trækker vejret, lever din krop i evighedens øjeblik. Dette er livets evige taksigelse, og er snarere end nogen menneskelig glose ordets udsagn, i kærlighed manifesteret ved kyssets udveksling af åndens talegaver.
Kærlig hilsen Ture.
23/12 Kære søster,
jeg så Anita i bussen, netop på vej hjem for sammen med Sussi at fejre i morgen aften! Og jeg så hende smile! Et spinkelt og sagtmodigt smil, men dog stadig et smil.
Søster, der er noget jeg må fortælle dig. Noget som har med at gøre pludselig at stå i den situation, hvor der indenfor min rækkevidde befinder sig en mulighed for liv. Om det så er i sorg eller glæde, eller begge samtidig, så har jeg kun i ganske korte perioder de sidste tretten år haft denne mulighed, og hver gang det er sket er håbet blot visnet, eller værre endnu, har det udløst en sygdomsperiode så lang og tung at det knap kan kaldes et held at gentagne selvmordsforsøg slog fejl. Dette kender du, og det er noget af det vi har sammen. Men søster, hvor du har måttet lide og pines ved fuld bevidsthed, har jeg reageret ved sjæleligt at resignere, for overhovedet fysisk at overleve smerten. Mit ræsonnement har vel været, at jeg ved at slå sjælen ihjel trods alt stadig for en lægelig betragtning trak vejret. Skriftssteder såsom Mattæus 16,25 (”Thi den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min skyld, skal bjærge det”) har altid efterladt mig med et bittert ironisk smil. Javel, har jeg tænkt: jeg, som har villet frelse min fysiske eksistens, er således sjæleligt blevet straffet med døden. Ja, den er god, tænkte jeg, det må da kaldes det omvendte evangelium. Jeg dør ikke for en højere sags tjeneste, men modsat: jeg lever for den uden at leve.
Tænk på hvordan jeg mere end noget andet ønskede at dø, men hver dag modsatte mig denne trang under henvisning til at den aldrig skulle belaste nogen med skyld. Hellere end gerne, mere end alt i verden, ønskede jeg at dø for Jesu skyld, men, som Lucifer pegede på, var følgen blot at nægtes døden, at tigge og bede om at dø uden at få lov (Åb.9,6). Altså låste jeg mig inde i mig selv, til frygtelig lidelse for mine forældre der fra og med mit sekstende år blot kunne se til, og vel nok under frygtelig pine mere og mere tabte håbet om nogensinde at nå mig. Da jeg fik min diagnose, trods jeg allerede var så tungt medicineret at blot gråd var mig en ubetalelig luksus, mærkede jeg inde i mig mit hjerte knuses gang på gang ved at se min mor græde over mig. Dybt inde bag hudens panser, blev den samvittighed der havde holdt mig i live, stukket som af en skorpion (Åb.9,5), uden at kunne vise det tegn på liv som dog måtte være en følge af pinen.
Jeg mindes ikke at have oplevet noget mere pinefuldt end således at være årsag til min mors tårer, og samtidig mærke gråden være min sjæl nægtet. Og vide at hun vidste det, at hun i sit hjerte bad til den for gang på gang ikke at blive hørt. Smerten ved at være årsag til dette kom sig nemlig ikke af skyld. Var det dog bare det. Smerten kom sig af, at jeg i et og alt var uskyldig, at jeg intet ondt havde gjort og dog var årsag til ubeskrivelig lidelse. Det var ikke underligt at jeg lod Lucifer fortælle mig, at vi alle ifølge det Ny Testamentes skjulte kode blev straffet for at elske. Så uendelig fjernt var evangeliet mig i alle de år. Jeg turde ikke engang håbe af angst. Og dog havde jeg, som jeg har haft det hele mit liv, en samvittighed. Denne var det sidste værn, og jeg måtte beskytte den med et panser af autisme for at kunne leve med angsten for også at fratages denne. For da ville kærligheden, som i alle disse år var på vågeblus, uigenkaldeligt være mig frataget. Hvor hårdt jeg end blev straffet gav jeg aldrig afkald på den, blev kampen end mere og mere bitter. For jeg vidste hvad dette ville medføre, nemlig en evighed i Helvede, sådan som Johannes nyder at udpensle det.
Langsomt, kære søster, langsomt begyndte jeg, ikke at tro eller at håbe på evangeliet, men dog at suge næring fra mennesker som kaldte sig kristne. Var jeg blot i deres nærvær, hvilke smerter de ellers i øvrigt gennemgik, mærkede jeg en slags kærlig ironi. Ikke kristendommen, ikke Jesus, ikke Johannes, men kristne mennesker af kød og blod omkring mig begyndte at tale min sag. Selvom de aldrig forstod, var blot deres tro årsag til at jeg forsigtigt prøvede at kigge ud, også selvom jeg ikke delte denne tro, men blot varmede mig ved dette som havde gjort mig så meget ondt. For jeg fandt en varme som efterhånden begyndte at få sjælelig eksistens. Og jeg begyndte at bede. Ikke for mig selv, men for to andre. Først og fremmest naturligvis Anita, men yderligere min kusine, et kærligt og kristent menneske som i en depression tog sit eget liv under mit første ophold på Sct. Hans. Det skete under nogle omstændigheder som jeg ikke ønsker offentliggjort, men som talte sit tydelige sprog om at hun undervejs, med en kærlighedens kraftanstrengelse som kun få ville kunne forestille sig, havde fortrudt. Men for sent for nåden at dømme. Den blotte fortrydelsesret blev hende altså af forsynet nægtet. Men først og fremmest bad jeg naturligvis for Anita, den unge autist som jeg jo havde lært at kende på Sct. Hans, og som jeg i kærlighed tænkte på som opfyldelsen af mit omvendte evangelium, et menneske der evigt blev straffet for den kærlighed og dyd at nægte synden adgang til sit hjerte ved et sjæleligt panser. Om der var noget ved Jesus, tænkte jeg, så havde han været som hende. Disse to mennesker, den ene død, den anden levende, bad jeg altså for gang på gang uden at bønnen egentlig havde genstand. Jeg bad alligevel.
Dette var den spæde begyndelse. Selvom jeg efterhånden begyndte at gå i kirke, og samtidig intensivere mine bibelstudier, var jeg skeptiker. Også til trods for at jeg påbegyndte nogle gåture under hvilke jeg faktisk, først og fremmest med tanke på min kusine og Anita, mærkede en kærlighed i mig så varm og berusende at den umuligt kunne stamme fra mig selv. Sådan begyndte det egentlig. Under langsom bedring de sidste fire år, måtte jeg, til stor glæde for mit hjerte, overgive mig til den tanke, at noget i mig dog var levende og varmt. Og så småt, dette handler denne bog om, begyndte håbet om evangeliet. Om ikke apostlenes, så mit eget. Som jeg kaldte mit manuskript, et galskabens evangelium. Dog ved du jo nok, at dette manuskript, som bygger på min dagbog, undervejs er suppleret med fiktiv bearbejdelse med dette mål at forevige læseren en forståelse for den blanding af fantasi og virkelighed som eksistensen egentlig ikke evner at skelsætte. I hvert fald ikke før dette øjeblik hvor synet af Anitas smilende ansigt fortalte mig noget andet. Jeg ved ikke rigtig hvad. Jeg ville så gerne at det hun fortalte mig var, at evangeliet kunne modtages sådan som det stod, altså for pålydende. At man faktisk kunne give sit liv, for derved at bjærge det, også uden blot at tabe det. Altså at jeg faktisk havde det privilegium, at mit liv ved at gives, sådan kunne man forstå ordene ”mister sit liv for min skyld”, i sidste ende kunne skabe gavn og glæde. Ikke blot gavn og glæde for min mor og far, men også for andre. Det er vel egentlig dette jeg mener med at modtage evangeliet, at give sit liv i stedet for blot selv at tage det. Men da rammes jeg af anfægtelse, og er langtfra sikker på at det var dette hendes smil fortalte mig.
Kære søster, jeg ville ønske du kunne læse min beretning uden min tilstedeværelse. Tænk på hvor ondt min mors tårer gang på gang har gjort, dybt inde i min dengang forstenede krop. Måske derfor falder min beretning så sent i vores korrespondance. Skulle du blive ked af det under læsningen, vil blot minderne for mig gøre for ondt og forstene min krop. Derimod, når du har læst brevet til ende, så tænk over det og bed en bøn for mig. Derefter må du gøre hvad din samvittighed byder dig, blot du hele tiden har i tankerne hvor taknemmelig jeg har været for dit nærvær. Og tænk på at ikke hele mit liv har været lidelse, ligesom du heller ikke skal tænke sådan om din egen eksistens. Det er i morgen tid for glæde og fred. Og dog har denne tilkendegivelse berørt mig, og finder blot tiden rede for tvivl og tårer, besynderligt nok med tanke på Anita. Hendes smil, som altså skulle skelsætte virkeligheden, var en gave jeg ikke kunne tage imod. Egentlig på samme måde som dine tårer, blot sværere endnu.
Før dette øjeblik, hvor jeg så Anita smile svagt og sagtmodigt, ville jeg have givet mit liv for, som ubetvivleligt faktum, at vide at Anita stod til at få en af de fineste pladser i Paradis i evig salighed. Men hendes smil bragte på en eller anden måde min bekendelse for dagen, og lod dette offer være hykleri, idet jeg pludselig fandt det overflødigt, og yderligere blev grebet af den tanke, at mit omvendte evangelium blot udspillede sig i mit eget hoved. Jeg burde jo glædes over hendes smil, i tilfælde af at bare en enkelt revne var slået i hendes sjæls panser. Tidligere havde jeg sagt til mig selv, at jeg, måske endda hellere end at modtage evangeliet, ville have givet mit liv, uanset en evighed i dødsriget, og uanset at skriften blot havde gjort mig ondt, for Anitas frelse. Jeg ville ønske at tro på det hinsides ene og alene med dette formål for øje. Nu fik jeg, hvad jeg begejstret måtte formodes at ville modtage, et smil tilbudt som en gave uden betingelser, netop fra det menneske der som den eneste ville kunne give mig evangeliet, hvorefter jeg blev grebet af angst. For vel forstod hvad det betød, uden egen skyld at lide for korset, til trods for at jeg fandt en sådan skæbne frugtesløs. Men jeg forstod ikke hendes smil. For første gang bragte hun mig i tvivl. Det var som om hun bedre gennem lidelse, gennem et ubeskriveligt offer for min skyld og min tro, kunne være digteren til gavn, end gennem glæde og fred. Og jeg begyndte at foragte mig selv for den tanke.
Jeg begyndte at tænke, at det måske virkelig bare var som lægerne siger, en stor fantasi, evangeliet i dag såvel som evangeliet for to tusind år siden. Er vi evangelister da blot digtere, og endda digtere af værste skuffe: dem som ikke lader sig tilfredsstille af fiktion, men for alt i verden, og netop i verden, kræver virkelighed? Ja, endda mere end virkelighed. I så fald er faldet stort, ligeså stort som kollega Mattæus beretter om (Matt.7,26-27), og endda i kraft af at vi lyttede til vores egne ord, og lod dem forføre os.
Da jeg kom hjem til Sussi følte jeg mig konfronteret med den nøgne sandhed: at jeg på sin vis befinder mig bedst som ulykkelig, eller i hvert fald til fulde foretrækker denne tilstand frem for den sædvanlige følelse af slet ikke at eksistere. These pictures of sadness are not all they seem20. Som det siges af en samtidig, højere kan man altid komme21, selvom højden hos denne bogstavelig talt er en afgrund, og egentlig lig tilværelsen i denne er uden spor af åndssnobberi. Thi i apokalypsen er egentlig, som de fleste mystikere altid har ment, den egentlige fylde at finde. Sådan kan min poetik formuleres i en enkelt sætning: det handler om at skrive sig så høj som muligt. Sagt åbent og ærligt: jeg er narkoman og i hensynet til den digteriske rus er spørgsmålet om litterær kvalitet underordnet, eller rettere, inadækvat, en vurdering foretaget af en som ikke har haft ordene under huden og i kødet. Ordet er stoffet, kødet er modtageren og skriften blot resultatet. Således det Ny Testamente in nuce. Således mit sidste fix. Mit allersidste.
24/12 Kære søster,
kærlighed er alt, det fandt jeg i min dybe ulykke ud af denne juleaften. Da oplevede jeg en kærlighed så stærk at jeg troede mit hjerte ville sprænges i veernes pine. Jeg forsøgte, men ethvert forsøg på at presse på ordets fødsel sænkede mig blot yderligere i graven ned. Og dog. Midt i min ulykke, forpint hvert eneste sekund, oplevede jeg kærlighed til mennesker af kød. Midt i pinens kerne fandt jeg et frø af den pureste lykke. Eller måske var det noget andet, og dog det samme jeg fandt. Jeg fandt skønhed, en ynde så smuk at jeg, hvis jeg ikke havde været pumpet så fuld af piller, havde grædt inderligt. Måske netop dette var tidens fylde. Måske netop dette var at modtage evangeliet.
Smukke søster, jeg fandt dig i mit skød og i min favn. Jeg ved ikke om der var tale om sekunder, minutter eller timer, men så tæt omslyngede du mig at jeg ikke fandt et eneste ord nødvendigt. Jeg befandt mig i evigheden udenfor dagbogens og skriftens fængsel. Du greb mig og slap mig ikke før du fik mig ind i din moders hus, i hendes kammer, som fødte mig. Nærmere end disse ord kommer jeg ikke det øjeblik, thi dette var et sted hvor ord var sat på noder i elskovs ode, som havde vi været sammen en livslang søvnløs nat, som skrevet står22. Og dog var intet som jeg har skrevet, men kun som løgneren Johannes; at ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Jesus ville aldrig have grebet ind overfor elskov, hvis plads metafysikken oprindelig tog, da mennesket ville have et pant på livet. Jalousi hører mennesket til, på samme måde som loven. Som Sonja sagde: den som lyver bedst skal være den største blandt digtere. I ord siger en sandhed mindre end en løgn, der for kødet er sandhedens vidne, stillet overfor den sagnomspundne virkelighed. Jeg er nået til den erfaring, at Paulus i sin lovprisning af kærlighed overfor korinterne begik en fatal fejltagelse. Han hævdede at kærligheden glædede sig over sandheden (1Kor.13,6). Intet kunne være længere fra virkeligheden, den virkelighed i hvilken kærligheden er til forargelse for sandheden, såsom i elskov.
Søster, du undrer dig måske over hvad jeg skriver, idet du ikke er af kød og blod. Nuvel, lad mig, med forbehold for små erindringsforskydninger, kropslige sensationer og vranghukommelse i øvrigt, fortælle dig så godt jeg kan hvad der rent faktisk skete. Jeg var til juleaften hos Sussi sammen med nogle få andre, og under julemiddagen fik jeg noget ret så chokerende for øre. En mand fra selskabet omtalte, under stor moro, en vis Anita Vang. Omtalen gav mig et kortvarigt chok, idet denne ”Anita” med et skævt grin tydeligvis blev omtalt som berygtet over hele Sct. Hans for sin promiskuitet. Et kort sekund tænkte jeg, om det virkelig kunne være den Anita som havde betydet så meget for mig, og så mig, i min naivitet, fuldstændig latterliggjort. Anitas efternavn havde jeg jo aldrig fået opklaret, og antog nærmest at hun som jomfruen var et sådan foruden. Men som sagt, denne ”Anita” havde et efternavn, ligesom Maria Magdalena, en skikkelse i Bibelen, der altid for mig havde haft en dunkel tiltrækningskraft, på grund af sin fortid som skøge og sit påfaldende navnefællesskab med Jesu moder. Da tog jeg mod til mig, og adspurgte alvorligt manden om denne ”Anita”, for med rædsel at konstatere, at det eneste faktum om hende han umiddelbart kunne komme i tanke om, var hendes hyppige besøg på U1. Netop den lukkede afdeling, hvor jeg som gæst havde set Anita siddende apatisk på gulvet, med en bedrøvelse i ansigtet som skar mig i hjertet! Ganske kortvarigt var jeg fuldstændig rystet, og satte mig hen i sofaen for at få mig en cigaret. Da jeg efterfølgende, meget forsigtig og spændt, vendte tilbage til samtalen ved bordet, mobiliserede jeg alt det mod jeg måtte indeholde, og spurgte ham blot om én ting: denne ”Anitas” hårfarve. Og lettet blev jeg, da han med stor sikkerhed i stemmen svarede ”lyshåret”. Én særlig ting havde jeg nemlig noteret mig med Anita: hendes hår var sort som natten, og havde altid været det. Fyldt med undren vandrede jeg fordybet i urolige tanker tilbage mod sofaen.
Da de andre var gået i kirke, hvad jeg heldigvis afslog, lagde jeg mig derefter med den plan at ryge den ene cigaret efter den anden. Det er faktisk sandt. Dog var der en af de andre der blev tilbage, ham der under stor moro havde berettet om denne ”Anita”, og som i øvrigt, hvad jeg ret hurtigt fandt ud af denne hellige aften, havde et abstraktionsniveau så lavt, at jeg, al den stund vi var alene, kun talte med ham det minimum af gange som er nødvendigt for at undgå en alt for pinlig lang periode af tavshed. Imidlertid, da subjektet på et tidspunkt skulle på toilettet, heldigvis et toiletbesøg han tog sig overordentlig lang tid om, kom ånden i al min ensomhed pludselig over mig, og gav mig en fantastisk idé som jeg efterfølgende ville prøve at udrede, og i øvrigt holde resten mellem os to, men som altså endegyldigt ville resultere i at jeg fik skrevet det sværeste hidtil i mit liv, nemlig konklusionen på mit evangelium, evangeliet i evangeliet. Hvad der i praksis skete, det holder jeg på dine vegne for mig selv, men denne ånd indlod sig på en eller anden besynderlig måde med mig i elskov, og gav mig med sine læber et kys som så at sige smagte af dig. Det vil sige, det smagte af nåde, kærlighed og sandhed. Præcis hvor dette kys befandt sig på den efterhånden ret så spinkle grænse mellem fiktion og fakta, det ved jeg ikke, og det finder jeg nok heller aldrig ud af. Og da begyndte mine tanker, efter at dine våde læber langsomt fortonede sig, at bevæge sig i cirkler om dette spørgsmål, med fugtige læber der afslutningsvis lod hånden række ud efter den rygende cigaret i askebægeret. I samme nu jeg fik sat munden til den, kom fyren tilbage fra toilettet med en frisk bemærkning, som, selv hvis jeg ved et mirakel havde hæftet mig ved den, ikke ville finde værd at referere. Det var faktisk sådan nogenlunde hvad der skete.
Senere, langt senere, kastede jeg mig over et stykke papir for at nedfælde nævnte hændelse. Ved at nedfælde den blotte handlingsgang, gjorde jeg mig vel næppe fortjent til andet end titlen som referent. Og dog begyndte evangelisten i mig at tale, og gav mig ord i hænde som, et efter et, tog hinanden, for således så at sige at forme evangeliet i evangeliet. Således begyndte jeg, i diametral modsætning til rollen som menig skribent, at skrive et aflæggelse af vidnesbyrd som egentlig, i hvert fald i klassisk forstand, ikke havde at gøre med hverken lyrik eller fiktion. Det havde min første bog heller ikke, men jeg begyndte nu at udmærke mig ved, som privatperson, langsomt at udrede forskellen mellem fiktion og fakta. Da jeg skrev den første bog havde dette slet ikke min interesse, den udmærkede sig så at sige ved sit bevidst alt for åbenlyse bedrag, og søgte i æstetisk henseende knap andet end at være en slags selvskreven anamnese.
I skrivende stund har jeg som evangelist højere ambitioner. Stadig aflægger jeg vidnesbyrd, men et vidnesbyrd som stædigt gør krav på, ikke så meget virkeligheden som evnen til at sammensmelte fiktion og fakta. Og samtidig gør det med et sprog som uden at være lyrik på mærkbar vis er lyrisk præget. Således er evangelistens lod, i min definition, at være et menneske med en usædvanlig evne til at sammensmelte fantasi og virkelighed. Dog bærer han det tunge kors, det virkelige kors, der består i den vage bevidsthed om begivenhedernes og dokumenternes oprindelige sammenhæng, før de blev brudt op for i evangeliet at sammensmeltes. For læseren, derimod, er skellet uvist, og skal vel også være det som en følge af evangeliegenrens æstetik. Han har kun at stole på evangelisten, at tro ham eller lade være. Du, kære søster, tror mig naturligvis, eller snarere tror jeg dig, for hvad jeg skriver kommer fra din mund. Mine fugtige læber vidnede derom.
Manuskriptet, der skal blive til den bog mine læsere vil sidde med i hånden, er nærmest udformet som et langt uddrag fra min dagbog det sidste halve år. Blot har jeg i hjertet, under hensyntagen til min ensomhed, adresseret dem til dig. Disse breve, otteoghalvfjerds i det hele, udgør slutningen på den virksomhed som dagbogsskribent jeg indledte som tyveårig. Hvad der i dette uddrag er den rene og skære sandhed og hvad der vil være en senere tilføjelse, redigering eller sløjfning, er og vil det om nogen kun være mig der ved. Det er dette jeg forstår ved evangelistens lod: at skulle destillere hvad der er den egentlige virkelighed, påvise hvorledes dette destillat skabes og har en reel fysisk og skæbnesvanger eksistens og betydning, ikke blot for evangelisten, men tillige for de mennesker af kød og blod der indgår heri. Dette lod er, har været og vil indtil bogens trykning være mit, blot med det forbehold at jeg vil udstyre aktørerne med pseudonym, dels af hensyn til deres privatliv, dels fordi deres faktiske liv er blevet fiktivt bearbejdet.
Således kan man sige at jeg destillerer faktiske hændelser for alle irrelevante og sekundære informationer, for dermed at fremstille virkeligheden, blot i koncentrat. Der vil for en umiddelbar betragtning ikke være nogen skillelinie mellem fiktion og fakta i manuskriptet. Det flyder sammen i virkeligheden, men lod sig vel engang adskille af mig i min egenskab af evangelist, blot ville en sådan adskillelse tillige være en adskillelse af evangeliet, sådan som man adskiller det Teologisk Fakultet. Oprindelig var sigtet det modsatte, nemlig at sammensmelte fiktion og fakta, men altså for evangelisten med nævnte kors som konsekvens. For som det skal siges, har evangelistens lod også allerede givet mig skrupler. Jeg har nemlig en faktisk viden om tingenes oprindelige sammenhæng, eller tror nok at jeg engang havde det. I så fald svinder denne evne til at adskille fiktion og fakta dag for dag, idet den forudsætter en viden så kompleks, forviklet og labyrintisk, at den i sagens natur er forbeholdt mig og min langsomt svindende hukommelse. Heldigvis for det, måske, for en sådan viden modarbejder den lidenskab der smelter hvert enkelt ord og sætning sammen. Denne lidenskab er, tillige med at være et kors, ja det egentlige kors, også at være en sær slags dyd. En følge af denne dyd synes endog at være, i sig selv knap nok at finde andet end brister og laster, og således til frelserens ære at hade sig selv. Efterfølgende kan et sådan had underbygges ved at finde resonans for det i verden, og derfra slutte at denne i et og alt må være Satan i vold. Man behøver også kun kaste et blik på TV-avisen for her at blive vidne til forfængelighed, latterlighed, skadefryd, løgnagtighed, bespottelse og utugt, lige så meget til hvorledes synden formidles som hvori den består. I verden synes således den største forbrydelse, om man overhovedet rummer noget godt, at vise ægte menneskelige følelser uden at udsætte dem for pornografi. Derfor, søster, fandt jeg Anita, velvidende hun, trods sit kærlighedens ophav, aldrig ville vække Statsradiofoniens interesse. Og heldigvis for det, thi hos denne bliver førnævnte forbrydelse, til Satans store glæde, sanktioneret med den dybeste fornedrelse. Usikkerhed, følsomhed og inderlighed straffes med bål og brand, og det belønnes tilsvarende om man slutter blodets pagt med Satan. Selvom dette så godt som sikkert er forbeholdt et meget lille fåtal, såsom sikkert Hell’s Angels, helvedets engle, synes det at være lovbrydere som disse der sætter dagsordenen. Dertil ville jeg dog føje, at de aldrig ville kunne formå at bøje så meget som et hår på dit, min søsters, hoved. Anderledes med Anita. Dog har jeg villet det anderledes end mine forgængere, og har ikke ønsket at se Anita på korset, alene af hensyntagen til kærligheden. Heri består den første forskel mellem de fire kanoniske evangelister og mig.
På trods af at jeg ikke finder døden nogen udvej, kan vi dog enes om hvilken uudholdelig smerte det er at kende verden. Er der i verden overhovedet noget godt, nogle ville pege på kunsten, har det desværre som oftest forbigået mit kendskab. Ja, kunsten er for mig ikke nødvendigvis et gode, men vil ifølge en reflekterende indremissionær tit (hvilket bedrøver mig en hel del at skulle fremlægge en muse, især da jeg via min fædrene familie så at sige er blodsbeslægtet med ham) være fyldt af de samme vanesynder som styrer verdens gang. Dermed ikke sagt at jeg finder kunst formålsløst og forgæves, men derimod at kunst blot ikke for mig bringer megen forløsning. Ja, taler vi end om Rafael eller Rembrandt, må til diskussionen føjes det faktum, at også de på den yderste dag ifølge indremissionæren skal stå til regnskab for hvert et forfængeligheds ordvalg de måtte have anvendt.
I alt dette forsømmer han dog, det aner jeg udmærket, at tale kærlighedens sprog. Dette lader sig nemlig tale, og jeg tør sige så meget, at jeg selv forstår i hvert fald nogle få brokker. Derimod, at tale det flydende, det formår kun min søster. Og Jesus, ville mine forgængere mene. Vi har ham dog ikke iblandt os mere, og kan således ikke selv få syn for sagn, idet han ved sin himmelfart vendte verden ryggen. Nogle gange, med Anita i tankerne, misunder jeg den blodsottige kvinde, der blev frelst blot af at røre ved kvasten af hans kappe (Matt.9,20-22). Aldrig har jeg så meget som rørt Anita, og ville da også finde dette formålsløst. Hun ville aldrig, som vi læser hos Mattæus, kunne frelse mig hinsides døden. Om en sådan frelse overhovedet havde min interesse, kendte jeg kun et bud der hjalp dertil, og det ville være i et og alt at søge at tale kærlighedens sprog. Bringes det for dagen at jeg lærer blot et enkelt nyt ord på dette tungemål, kan det medføre en betragtelig salighed, særlig hvis min tale falder på Anita. Med hele min sjæl, eller i hvert fald den halve, har jeg i stille sagtmodighed ventet livet ud på blot en lille flig af kærlighedens åbenbarelse. Og har nogle gange i mit hjerte frydet mig over tanken om kærligheden sælsomme universalitet.
For en kort stund vil jeg imidlertid forlade Anita og kærligheden for med et eksempel at afslutte og konkludere, hvad nævnte indremissionær mener der faktisk er kunstnerens rolle her i verden. Jeg synes jeg, med afsæt i hans tankegang, ville give ham lidt taletid før jeg selv åbner munden. Det formodes velkendt, at vi ved kunst i dag forstår noget ganske andet end det Rafael og Rembrandt gjorde. Dog hævdes vore dages kunst, og her har jeg særlig den såkaldte installationskunst i tankerne, at knytte forbindelse til datidens. Imidlertid finder jeg, ud fra et teologisk synspunkt, at der er en vigtig forskel fra, ja endog et diametralt brud med, den tid hvor kristendommen var centrum for al kunst. Nævnte brud består deri, at installationskunstens æstetik, ligesom avantgardens i det hele taget, ser sig nødsaget til at bryde enhver grænse, det være sig typisk i forhold til samfundets traditionelle kunstneriske institutioner, men det kan ligeledes være i forhold til Gud. I hvert fald gør dette sig gældende i det eksempel, at en kunstner udstiller en blender, fyldt med vand og guldfisk der således intetanende svømmer rundt blandt knivskarpe roterblade. Eller rettere, eksemplet er kun i teologisk forstand grænseoverskridende, hvis vi forudsætter at han gør én ting mere, nemlig at sætte ledningen til blenderen i en stikkontakt og tænde for den med den idé, at det står museumsgæsten frit for ved et tryk på knappen at massakrere fiskene. En sådan handling kan jeg kun forstå som et bevidst forsøg på, gennem dyrkelse af en teknisk installation, at søge at friste til frafald fra nåden. Man kan sige, at det åndeligt formørkede menneske der i så tilfælde ville trykke på knappen, kan undskyldes under henvisning til egen mangel på etisk og æstetisk indblik, men at kunstneren, der gennem sit kendskab til syndens karakter, søger at friste til frafald, ikke vil finde tilgivelse (Hebr.10,26-27). Med ordene ”kendskab til syndens karakter”, mener jeg en formodet bevidsthed om kunstens moralske duelighed, som vi kan finde den hos Rafael og Rembrandt. Ikke desto mindre vælger nævnte kunstner altså, under henvisning til et æstetisk projekt der formodentlig hævder at være hinsides moralske domme, at friste til en synd der i sig selv kun under henvisning til Jesu offer finder nåde. Fristeren, derimod, skal næppe forvente nogen frelse, idet han i sin overskridelse af moralens grænser, i tilfælde af kendskabet hertil, tillige overskrider nådens grænse. Gør man dette, er der ifølge Mattæus næppe meget nåde at håbe på (Matt.12,31). Sagt med andre ord, når vi, som Jesus i dette skriftssted påpeger, gør os skyldige i bespottelse af Ånden, vil vi have unddraget os enhver mulighed for tilgivelse, både i denne verden og i den kommende. Dette er naturligvis ensbetydende med den lidet flatterende skæbne som evig pinsel i Helvede i disse dage er. Ja, kære søster, den stakkels kunstner kan, hvis han er under dommen, ifølge skriften tigge og bede Gud om at dø uden nogensinde at få lov til det (Åb.9,6). Sådan er kristendommen.
Nu er det på tide at vende tilbage til mit eget evangelium. For jeg mener at have fundet en kilde til en ubetinget kærlighed der faktisk ikke sætter nogen grænse for sin tilgivelse, nemlig dig, kære søster. Med andre ord, den kærlighed du for mig er en lignelse på, er, i modsætning til det Ny Testamentes såkaldt ”nådige” Gud, bogstavelig talt grænseløs. Således har førnævnte kunstner, om end at kærligheden under tårer forgæves har bønfaldt ham om ikke at lade sig forhærde, intet at frygte. I modsætning til alverdens religioner, vil eller kan en sådan kærlighed dog aldrig underkastes et religiøst system. Enhver må finde den på egen hånd, som Paul McCartney synger: ”He’s just a young boy, looking for a way to find love/ it isn’t easy, nothing you can say will help him find love/ he’s gotta do it for himself/ and it can take so long”. Lige mine ord, selvfølgelig hentet fra en stadigt troende tresser-flipper, en af dem som ikke lod den gryende desillusion i de tidlige 70’ere, den tid jeg er født ind i, føre til tvivl, fristelse og forfald.
En anden forskel fra det Ny Testamentes Gud er, at kærligheden aldrig holder regnskab. Altså, hvor Paulus aldrig er sen til at gøre os opmærksom på vores skyldnersvig, er du grundet dit væsen slet ikke uden at modsige dig selv i stand til at tænke sådan. Hvor Bibelen er fuld af selvmodsigelser, er der egentlig ikke nogen magt i verden der nogensinde vil kunne formå at modsige kærligheden. Ikke sådan at du ikke vil modsiges, det vil du gerne, du kan bare ikke. Og som skrevet står, uden at jeg har åndelig indsigt nok til at kunne forklare det, har du en eller anden form for fysisk eksistens. Eller du befinder dig i hvert fald et eller andet sted på dette sære kontinuum mellem en følelse og et væsen. I øvrigt er du stadig blot fiktion, og altså ikke et væsen med evne til at handle, men er snarere en grundlæggende egenskab der kendetegner mennesket, og således snarere end at være et væsen der står højere end mennesket, er selve menneskets eget inderste væsen. Med andre ord, det er ikke Gud der er kærlighed, det er mennesket, såsom i Anitas kødelige skikkelse. I hende bærer kærligheden frugt, om end det er en frugt der blot ved aldrig at plukkes for fantasien kan lade træet stå i evig blomst. Således, var jeg blot digter, ville jeg digte uden forbehold om elskovs kys. Imidlertid, i dette moment, taler jeg om et kys som ikke indebar den æstetiske nydelse som fortæringen af frugten ville være, blot for at frugttræet således kan blomstre i evighed.
Tænk på at der går mennesker rundt i denne verden som faktisk ikke tror på kærlighed. Tænk på hvor privilegeret jeg er i forhold til dem, tænk på hvor ulykkelige og forpinte de måtte være, om de var klar over deres situation. Og ligeledes, om de virkelig fik et sådan klarsyn, hvor hårdt de ville have brug for at blive elsket, ikke af en magt som stiller betingelser for sine ydelser, men af en kraft som blot ikke evner andet end at give kærlighed. Yderligere, om de har mit bekendtskab, blot de dog vidste hvor meget jeg kender og elsker de drømme der blev drømt i anden halvdel af 60’erne, hvis de vidste hvor meget det smerter mig i back-spejlet at se dem én for én blive skudt i sænk af sex, drugs and rock’n’roll. Hvis de vidste hvor mange tårer kærligheden har fældet over synd og straf. Hvis de vidste alt dette, ville de ikke dømme mig så hårdt som ellers. Kærligheden dømmer ingen, den hverken kan eller vil dømme andre.
En anden forskel fra det Ny Testamentes Gud, er at kærligheden aldrig gør krav på en bekendelse. Gud kræver jo, som en forudsætning for sin ”kærlighed”, at man, helst så åbent og naivt som muligt, bekender sig til ham. Dette kan skære mig i hjertet, fordi jeg ved hvor meget ulykke det forårsager. Han kræver jo f.eks. at man forudsætter sin egen dødelige skyld, altså at man bekender at man retfærdigvis egentlig blot fortjente at dø (Hebr.10,28), men at denne dødsdom blev omstødt, og menneskene, som Paulus siger, kan blive ”retfærdiggjorte uforskyldt”, angivelig i kraft af Jesu, et uskyldigt menneskes, lidelse (Rom.3,21-26)! Og dette kalder Johannes i sit første brev for kærlighed (1Joh.4,8)!
Som sagt tror jeg på at der findes et kærlighedens sprog, at dette faktisk lader sig tale, og at du taler det flydende. At påstå at Jesus talte det er blot en forhåbning. I hvert fald må man konstatere, at han formodentlig af evangelisterne og Paulus blev misforstået så godt og grundigt, at spørgsmålet må stå hen i det uvisse. I knap to tusind år har man således på evangelisten Mattæus’ og apostlene Paulus’ og Jakobs ord (Matt.19,19; Rom.3,9;Jak.2,8) skelnet mellem næstekærlighed og selvkærlighed. I din mund, imidlertid, er der intet skel. Det er nøjagtig det samme, nemlig kærlighed. Jeg tror heller ikke at Jesus har elsket Pontius Pilatus mere end han har elsket sig selv. Jeg tror ikke man, som det hedder sig, skal elske sin næste som sig selv, og ej heller sig selv som sin næste. Jeg tror man, uden at skelne, skal elske sin næste og sig selv. Dermed er der også, som forholdene er, givet et uopnåeligt bud, at elske sin næste lige så højt som at elske sig selv. Ja, blot at elske sig selv er uopnåeligt. Med andre ord, det kærlighedsbud man har lagt i Jesu mund er ikke talt på kærlighedens tungemål. Det overgås af noget som hverken er et påbud eller et forbud, nemlig kærligheden. Alene brugen af verbet ”at skulle” diskvalificerer således omtalte sætning, idet dette verbum i kærlighedens vokabularium aldrig kan være et udtryk for tugt eller tvang, men kun, i visse vendinger, kan udtrykke et ønske, en bøn eller en beskeden forespørgsel.
Jeg er egentlig ikke i tvivl om at kærligheden eksisterer, men jeg er tillige klar over at den er fuldkommen magtesløs. Og den vil altid være det, idet ethvert potentiale for udøvelse af magt er uforeneligt med kærlighed. Så snart kærligheden så at sige sætter en grænse for nåden, tiltager den sig magt, og holder i samme øjeblik op med at være kærlighed. Kærlighed giver afkald på enhver form for magt og kan derfor blot med spot fra den magthavende grædende se til. Sandheden er, at det at smæde nåden således er uden konsekvenser, og sandheden smæder nåden, dog uden at kærligheden ønsker den straffet, fordi et menneske der smæder nåden blot således forpint smæder sit eget inderste væsen. Således smædet af sandheden, gennemgår kærligheden en lidelse som egentlig er hinsides den menneskelige fatteevne. En lidelse som er kvalitativt anderledes fra Jesu lidelse. For det første, hvis vi skal tro evangelierne, fordi han kan vælge ikke at tilgive. Dette kan kærligheden ikke. Da nåden således er grænseløs, og tilgivelsen ureflekteret og selvvirkende, er kærligheden, modsat såvel evangelisternes Jesus som alle andre mennesker, dernæst berøvet ethvert magtmiddel, endog det frivillige martyrium. Kærligheden hverken kan eller vil ofre sig selv, dels fordi den ikke ønsker at delagtiggøre mennesket i sin lidelse, dels fordi den ikke ønsker noget menneske belemret med skyld, og endelig fordi kærlighedens død for mennesket er ensbetydende med en skæbnebestemmelse langt værre end døden. Kærligheden kan ikke vælge at dø, og vil aldrig kunne det, så længe der er mennesker der lever og trækker vejret. Derfor er det ikke muligt for kærligheden at dø, så længe der findes blot et eneste menneske på jorden. Er den først skabt, kan den ikke dø i nogen sags tjeneste, og slet ikke, bogstavelig talt, for livets skyld. For denne skyld vil da være større end nogen arvesynd, og modsat denne tillige uden rod i synd, og derfor ikke mulig at tilgive. Ikke fordi denne tilgivelse ikke ville være ønskelig, men fordi der for det første ikke ville være nogen instans til at tilgive, og for det andet fordi der heller ikke, synden foruden, ville være noget at tilgive.
For lige en kort stund at afslutte tresserne, og denne tids drøm om kærlighed, har jeg følgende at sige. Jeg tror, at grunden til at dette årti endte som det gjorde, var at man rent faktisk forsøgte at realisere drømmen om kærlighed, og troede at det bare sådan lod sig gøre. Det gjorde det måske også en kort periode, men det var en periode på lånt tid. Som sagt bærer kærligheden frugt i mennesket som den gør i Anita, men jeg taler dog stadig i et billede: at tro at frugten lader sig plukke og spise er i sidste ende ensbetydende med blot at ville elske én gang for alle, om så konsekvensen var altings undergang. I højere og højere grad blev junk en nødvendighed for drømmens realisering, en drøm der allerede da var hullet som en schweizer-ost. Resultatet blev en kønskamp som blot havde kærligheden som taber. Måske må man bare konkludere, at en drøm som denne er bedst tjent ved blot at forblive en drøm, og at enhver faktisk realisering af drømmen bare dræber al længsel, og derved unddrager sig smerten for blot da at vågne op til et sandt mareridt. Og måske ligeledes at værdien af en drøm er større, langt større, end værdien af et faktisk stykke levet liv. Dette efterlader livet i sig selv som mere eller mindre tømt for værdi, dog med den undtagelse, at det dog er levende mennesker der drømmer, altså at livet, foruden en enorm mængde spildstof, tillige rummer drømmen. Tager man drømmen ud af livet, er der således kun et endeløst vakuum tilbage. Ikke blot således at der da intet vil være at tro på, men ligeledes og værre endnu: enhver længsel ville gå tabt.
Jo længere væk længslen er fra sit objekt, des mindre er smerten, men jo tættere på det den er, uden at overskride sin bestemmelse, des stærkere er tillige kærligheden. Fravær af smerte grænser op til meningsløshed. Men modsat kan man sige, at ligesom den kristne kærlighed sætter en grænse for nåden, er der en grænse for længslen, der dog ikke er sat af moralske årsager, men finder sin årsag i sagens natur. Når længslen udmønter sig i handling, ophører den nemlig med at være længsel, og overskrider således begrebets grænse for i stedet at blive til angst. Dette er dog ingen straf, idet en sådan angst tillige rummes af kærlighed, men det er en kærlighed der ikke evner at stille angsten, hvor gerne den end ville. Så snart længslen overskrider grænsen for sin bestemmelse stilles kærligheden fuldstændig magtesløs, hvilket opleves, måske med urette, som en meningsløshed. Altså både fraværet af smerte grænser op til meningsløshed, men tillige overskrides denne grænse så snart vi overtræder længslens bestemmelse. Og dog har vi stadig kærligheden med os, men oplever gennem smerten dens afmagt. Hvor meget det end ligner, er dette nærvær, modsat ved smertens fravær, ikke meningsløst. Hinsides meningsløshedens grænse er der godt nok ingen drømmens realisering at finde, men derimod noget andet, nemlig virkelighed. Et ophold i dette hinsides er kun muligt i ganske kort tid alene på grund af lidelsens massive tyngde. Det udmærker sig, ligesom den sjæletilstand Jesus refererer til som Himmerigets kendetegn, ved sin paradoksalt samtidige og fuldstændige opfyldelse, og dermed overflødiggørelse af dennesidig tro og håb om noget hinsides døden (se f.eks. Matt.5,3 eller bedre endnu: Luk.23,42-43). Men ikke ved fravær af kærlighed, men tværtimod, i krop såvel som sjæl, ved kærlighedens fuldstændige fuldbyrdelse. Dog er et ophold i dette Himmerige så smertefuldt, at det så godt som altid bliver finansieret af en beruselse som foragter sit udgangspunkt i længslen, men som tillige efterfølges af tømmermænd der blot ved af at tilbede meningsløshedens fravær af smerte. Ofte således går længslen tabt.
Sådan er der faktisk mennesker der lever, om end de ikke åbent bekender sig til den tro, som om livet er meningsløst. Med andre ord, mennesker som ikke tror på kærligheden, lever faktisk som var vi i den situation at livet var berøvet enhver drøm. Sådanne mennesker er i en situation, som på et enkelt punkt svarer til hvordan det efter sigende er at leve udenfor nådens grænse, altså at bespotte Helligånden: deres tilværelse er fra begyndelse til ende berøvet enhver tænkelig værdi. Men modsat hvad helvedesprofeterne mener, bliver de ikke straffet hinsides, rimeligvis er deres blotte eksistens straf nok i sig selv, endda uden at jeg her finder ordet ”straf” adækvat. Snarere er der tale om en tragisk konsekvens af selve livets logik, en logik der er så modbydelig at de, hvis de altså formåede at åbne øjne og ører, ville tvinges til som i digternes drømme at skabe værdi, praktisk talt ud af ingenting. Et univers, der var mennesket, og dermed også enhver drøm, foruden, ville være tømt for værdi. I et sådan univers ville kærligheden ikke eksistere, idet den fra ende til anden er et resultat af den menneskelige fantasi. Således ville den kun være nøjagtig den samme i en fjern galakse, hvis denne galakse var mennesket bekendt. Alle andre steder, for så vidt at disse steder er ubeboede, forefindes blot et mørke og en emotionel mangel som i modbydelighed slår endog livets logik. Af en eneste grund: at livets logik, hvor modbydelig den end er, dog indeholder et potentiale for drøm der er spækket med kærlighed, mening og værdi. Men nok en værdi der uden videre begrundelse af livets lov er nægtet realisering, udover i stofrusen. Denne er så til gengæld underlagt samme logik som i en klassisk græsk tragedie, en logik der ubønhørligt, trods alt modsat nådens Gud, altid ender på korset.
I øvrigt er det egentlig spørgsmålet, hvis man tager det Ny Testamente for pålydende (se f.eks.Matt.10,37-38), om denne logik ikke rent faktisk er en uhensigtsmæssig følge af den kristne tro, og om en sådan afslutning på livet ikke egentlig er i overensstemmelse med, snarere end modsat af, den skæbne denne ”nådens” Gud ønsker at tildele os. I så fald er kristendommen i sin bogstavelige realisering til fulde at betragte som en åndelig perversion, ja, endog som den værste åndelige perversion som tænkes kan. Men samtidig en følge af den situation livets lov ville stille os i hvis vi lod drømmen dæmonisere. På den måde er det måske helt modsat af hvad vi normalt formoder. At kristendommen ikke tillægger livet værdi, men stik modsat: at den som et sort hul berøver livet enhver tænkelig værdi, lige sådan som definitionen på en åndelig perversion i mine ører lyder. I forhold til en sådan er pædofili og sodomi slet ikke at regne som perversioner, men som en simpel følgerigtighed af livets logik. En åndelig perversion, derimod, er et brud på denne logik, der endog i sig selv er modbydelig nok i forvejen, et brud derved at den dæmoniserer enhver tænkelig mulighed for drøm. Ikke desto mindre ville størstedelen af den danske befolkning mere eller mindre være parthavere i denne perversion, dog på vanlig dansk vis uden nævneværdig interesse.
Ser du, søster, jeg har haft syner, i hvilke sandheden var langt frygteligere end vi med forstanden egentlig er i stand til at fatte (og godt for det), nemlig at Gud, altså skaberen bag hver eneste menneskeskæbne, er ond. Således er der intet der morer ham mere end derved at spotte mig op i mit åbne ansigt, at give mig syner der enten stedvis slår mig med rædsel, eller også blot forvirrer mig yderligere, gør mig mere ulykkelig og derved forplumrer min mulighed for at erkende sandheden, hvilket dog følgelig må være en fordel.
Hvis sådanne tanker bedrøver dig, må du lade mig det vide, og yderligere skal du vide, at jeg er vant til at blive regnet som en sådan åndelig vanskabning, der i bedste fald skræmmer andre ved at udkrænge sin sjæl, og i værste fald bringer andre for fald. Og i øvrigt kan være ligeglad med det, ud fra den begrundelse at jeg jo alligevel ikke engang er kristen. Men jeg er ikke ligeglad, og slet ikke med i ånden at blive betragtet som klokkeren fra Notre Dame. Kan du læse mit brev uden at betragte mig som en sådan vanskabning, så er hjertet kærligere end jeg med forstanden kan fatte (og skidt med det). På en eller anden måde kan man vænne sig til en skæbne som åndelig vanskabning. Eller rettere, man kan iklæde sig en synd man egentlig slet ikke rummer. Det er det allermest absurde ved tilværelsen, kære søster, og ligeledes grunden til at jeg aldrig er, har været eller nogensinde bliver kristen: nemlig dette at vi alle, alle mennesker inklusiv, fra ende til anden er uskyldige, og altså ifald vi bliver straffet af Gud, bliver det af ren skadefryd. Eller rettere, jo, vi har skyld, endog mere end dødelig skyld, men vi kan ikke gøre for det! Med andre ord, på trods af at vi sidst af alt er uplettede som barnet i moders liv, er vi overfor skæbnen virkelig uskyldige.
På dette tidspunkt i beretningen når vi slutteligt til Anita, for det er mere end nogen anden hende der har givet mig denne indsigt, først ved sin kærligheds evidens og dernæst ved sin fuldkomne uskyld. På dette tidspunkt spørger læseren sikkert sig selv om, dels hvordan jeg kan vide det ud fra blot at have set hende nogle få gange, dels med hvilken ret jeg udtaler mig om hendes sjæls moralske habitus, en ret der almindeligvis er forbeholdt Gud.
Det første spørgsmål kan udelukkende besvares, hvis man tillægger klarsyn, der for videnskabsmanden er uforklarlige, om end muligt forekommende, nogen som helst sandhedsværdi. Som skeptiker har jeg ikke megen tillid til sagkyndighed, men heller ikke til mine egne klarsyns erkendelsesteoretiske duelighed. Samtidig og overensstemmende med min skepsis finder jeg i mig en længsel så afsindig voldsom og stærk, at dens resultat alene, nemlig mine klarsyn, ligger mit liv og min digtning til grund, til trods for at selv et sådan udsagn for skeptikeren er at regne som fiktion. Anita, som altså er min længsels højest elskede genstand, er dog langt mere end blot en genstand. For parrer man skepsis med længsel, opstår der en fiktion der på alle områder, lige fra det erkendelsesteoretiske til det moralske, er den sagnomspundne virkelighed overlegen. Om end det blot er en sprække, er det måske dette der er at forstå ved en mystisk indsigt. Således, er end mine klarsyn blot indbildning og fantasi, er en ting mig dog klart: om end alt stod for fald, ja om end tvivlen var at betvivle, er Anita dog af kød, samme kød som Paulus fordømmer som værende ude af stand til at bøje sig under Guds lov (Rom.8,7). Men ikke af hovmod, ville jeg da tilføje, men tværtimod tvunget af troskab mod sit eget hjertes renfærdighed. Var hun dog end en ganske anden end den jeg troede, ja fandt hun end mine klarsyn for letsindige og uvedkommende, var hun dog stadig af kød. Lægger man til den fuldstændige skepsis en ubeskrivelig længsel, da er Anita resultatet.
Om hun dog blot er fiktion, da lad fiktionen være af en sådan slags at den, for skeptikeren på ligeså uforklarlig vis som for videnskabsmanden, lever og har åndedræt og hjerte. Dog, formodentlig må hun nødvendigvis stå til regnskab for den virkelighed der har gjort hende så megen ondt, og vil derfor fra min side nok aldrig få min bog i hænde. Var Romeo og Julies elskovsforhold af tragisk karakter idet de aldrig kunne realisere deres kærlighed, er tragedien i det tredje årtusind af den beskaffenhed, som mange ville finde komisk, at den elskende aldrig erklærer sin kærlighed i hengivenhed overfor skæbnens spændetrøje, idet den elskede må nægte livet adgang til sit hjerte for af samvittigheds årsag overhovedet at holde det ud. Var det første blot et skuespil, er det andet ligeså, blot indenfor rammerne af hvad en psykiater med stor tilfredshed ville kalde virkeligheden. Og hermed, uden at vide bare det mindste af det, henvise til den længsel der skaber tragedien, ikke på en scene, men i skeptikerens hjerte. Og dog borer tvivlen stadig her, en tvivl der i sagens natur aldrig så at sige vil kunne verificeres af den udkårnes kød og blod. Det er altså på fiktionens præmis, og udelukkende på denne, at skeptikeren, stadig under støjen fra den borende tvivl, vil tale om kærlighed. Og dog så meget mere fyldt af en klangfuld længsel, der evner ud af støjen at skabe og forme den skønneste musik. Hvor avantgarden måtte give fortabt, opstod sangen således på ny.
Som nævnt har mine syner ikke fået Anitas kendskab, og vil heller ikke på min foranledning få det, og dette ikke blot under hensyntagen til virkeligheden, men ligeledes fordi jeg så at sige aldrig har følt jeg var hendes selskab værdig, og yderligere, at mine syners sandhedsværdi var alt for usikre til at jeg kunne forsvare at inddrage dem i hendes liv. Ligeledes er det min erfaring at disse syner, som nok lader sig modtage, vanskeligt lader sig forstå og formidle, uden at de, af den årsag at de har gyldighed for andre end mig selv, kan have skæbnesvanger betydning for de mennesker de omhandler. Med andre ord, når disse syner for alvor begynder at få betydning for andre menneskers liv, har jeg gennem et langt liv lært at holde dem for mig selv. Erfaringen fortæller mig, at jeg ikke på nogen måde forstår at formidle dem uden at lede mine medmennesker i frygtelig ulykke, endog selvom sigtet er det modsatte. I særdeleshed gælder dette da Anita, der lider tilstrækkeligt i forvejen. Inddrog jeg hende i mine syner, ville det bebyrde hende på en måde der ville blive skæbnesvanger. Som Peter intet ondt ønsker Jesus (Matt.16,21-23), således ønsker jeg heller ikke Anita noget ondt, og da slet ikke korsets død. Der er spildt blod nok i forvejen, og sidst af alt vil jeg, selv ikke i hjertet, ende med som Jesus (ifølge Mattæus) at vredes på kærligheden, og beskylde den der bedrøves over korset for djævelskab. Slet ikke idet mit møde med Anita i et og alt for mig har bekræftet kærlighedens eksistens, en kærlighed der ved sin blotte eksistens afkræfter al angst for nogen ond Gud. Var Gud ond, er det simple ræsonnement, havde jeg aldrig fået tildelt den lykke at møde Anita, og når derfor til den konklusion, at eksistensen af et menneske som hende udelukker enhver risiko for nogen ond Gud. Således, i modsætning til mit syn om den onde Gud, er hun netop af kød. Formår jeg end ikke at forstå og formidle hendes kærligheds eksistens, er den at kende som noget andet og mere end selv det åbenbare og faktuelle tankefoster i kraft af hendes bankende hjerte.
Jeg ved godt, og vil sikkert ofte af mennesker med en stringent tankegang få det at vide, at jeg drager mine slutninger i cirkler, og altså ifølge almindelig erkendelsesteori bruger ugyldige argumenter. Dertil har jeg blot at sige, at ethvert klarsyn er af en sådan karakter, at det bekræfter sig selv som en slange der bider sig selv i halen. Var talen faldet på et filosofisk eller teologisk problem, havde jeg overgivet mig med det samme, idet jeg ikke har det nødvendige intellekt til at forsvare et eneste af mine klarsyn. Men for det første er Anita sidst af alt noget problem, men tværtimod det modsatte, og for det andet er hun, modsat vanlige filosofiske eller teologiske problemer, levende og af kød og blod. Modsat et problem er hun en løsning, en løsning på al tale om dødelig skyld, en løsning der, modsat den kristne metafysik, har reel og fysisk eksistens. En løsning derved at hun ikke på nogen måde kan have skyld. Hvordan kan et menneske, der fra fødsel af gennem en kærlighedens klædedragt kaldet autisme har udelukket al forhærdelse, have skyld? Nietzsche beskriver et sted23 hvad han mener er den psykologiske habitus der forårsager et lignende, ifølge ham, patologisk tilfælde. Således beskriver han hos dette en tilstand af sygelig sensibilitet i følesansen, som så gyser tilbage ved enhver berøring af, ethvert greb om en fast genstand. Dette forårsager, stadig ifølge Nietzsche, en instinktiv udelukkelse af al modvilje, alt fjendskab, alle grænser og afstande i følelsen, som følge af en ekstrem lidelses- og pirrrelighedsevne. Denne eksistens kender alene saligheden deri ikke mere at gøre modstand mod noget, hverken ondet eller den onde. Kærligheden er følgelig overhovedet den eneste livsmulighed. Således lever hun i en vis forstand hver eneste øjeblik med Himmerige i sig, således forstår man måske bedre hvorfor Anita nødvendigvis har måttet udelukke enhver forhærdelse, og ligeledes hvorfor hun ikke på nogen måde kan omfattes af den kategori man kalder skyld. Ikke blot således som os andre, at hun godt nok har skyld, men ikke kan gøre for det. Nej, Anita er faktisk uplettet som barnet i moders liv. Nietzsche selv, der tydeligt øjner hendes væsens finhed, ytrer24 blot få måneder før hans fuldstændige åndelige formørkelse i et øjebliks vanvid, som en hån mod lægeløftet, at læger af ”moralske” årsager skal fratage syge retten til livet og kastrere mindre værdifulde individer. En af slagsen, Jesus, giver igen ved at sige at vi på dommens dag skal gøre regnskab for hvert unyttigt ord vi taler (Matt.12,36). Men Anita taler så godt som aldrig, og når hun gør det, formår hun ikke at tale et eneste ord under hensyntagen til dets nytte, men blot under hensyntagen til kærligheden. Ligeledes når Jesus mener, at det som kommer ud af munden gør mennesket urent fordi det udgår fra hjertet, og dette med usvigelig sikkerhed vil komme til syne fordi menneskehjertet er ondt (Matt.15,18-19;12,34). Men hos Anita, hos hvem, som det hedder sig, brugen af sproget til social kommunikation fra fødsel af har været læderet, er synden så at sige slet ikke på tale. Således formår hun blot ikke at udtrykke sit hjertes ondskab, ville helvedesprofeterne mene, og dog nej: hun bruger jo alle kræfterne i sin spinkle krop på at udtrykke sig, og gør det gennem rim og remser og pronomener der ikke søger at sætte skel mellem sig selv og sin næste. Ja, det menes at være typisk for hendes sygdom, men er ligeledes et ufravigeligt kendetegn på det kærlighedens sprog som hun, modsat hvad Jesus formår at forestille sig, mestrer: hun skelner ikke sig fra selv eller sin. Hvor lægerne blot finder idiosynkrasi og nonsens, finder jeg noget andet, nemlig et menneske for hvem sproget ikke er et middel til magt, men udelukkende kærligheds mæle.
Tværtimod kan man overfor helvedesprofeterne komme hende i hu, og i al sagtmodighed sige, at hun er uskyldig uden, så at sige, at kunne gøre for det gennem gerninger, eller for den sags skyld, tro. Findes der blot et enkelt menneske i verden der ikke bærer nogen som helst skyld, kan alle vi andre blot ihukomme hende som modargument, for er der blot et enkelt uskyldigt menneske i verden, falder hele dødsdommen til jorden. Ikke på grund af hendes lidelse, men fordi det da bekræftes at Paulus, modsat Anita, uforvarende har brugt løgnen som argument (Rom.3,9-20). Men Paulus fik jo, desværre, heller aldrig muligheden for at møde hende som jeg.
Som skrevet indebar det kys jeg modtog et ganske kort øjeblik, med en enkelt undtagelse, alt det som evangeliet indeholder: undfangelse, fødsel og død, sidstnævnte endog blot midlertidig, lig den lille død der åndelig talt efterfølger ethvert elskovs akt. Dog skal det siges, som anført, at egentlig intet, trods den faktiske undfangelse, blev født og kom ud, så at sige. Yderligere må det anføres at nævnte død angik mit foster, og ikke mig, men også at denne dødelighed kom sig af bedrøvelse snarere end af synd. Dermed var den udset til, i sin dødelige bedrøvelse, at være en spire til liv, og for mit vedkommende en ilddåb som en evangelist.
Med aftenen in mente ville det være på sin plads at hylde dit køn, dette som i syndefaldsberetningen så uretfærdigt bliver underkendt. Sandt er det at det er kvinden der frister lykken, men ikke til synd, men til kærlighed i elskov og digtning. Således bør man, snarere end at tale om fristelse, tale om skønhed så tillokkende at den danner basis for al skabelse. I denne forstand er kødet kun af det gode. Det er det ikke altid, så meget må jeg medgive Paulus, men hos dig, og netop hos dig, blev kødet et fortrin, vel at mærke i etisk forstand, en etik hvis højeste udtryk var elskov. Denne standard kan jeg ikke leve op til. Jeg har inden i mig i nogle bestemte former et begær som jeg er led og ked af. Men det er ikke et begær der retter sig mod elskov, det er et begær som knap nok længere har erotisk karakter, og som i sin realisering alene ville være en synd, fordi det er at regne som en voldtægt af hjertet.
Vores elskovsforhold afhang udelukkende af din dydighed, ingen tvivl om det. Jeg var i den henseende solgt. Var det end Eva som fristede, var Adam taget ved næsen endnu før hun plukkede æblet. Var det ikke for hende, havde han stadig vandret rundt i Paradis i al sin enfoldighed. Netop derfor er al voldelig mellemkomst i et kærlighedsforhold en langt større skam for dig end for mig. Måtte jeg end være initiativtager, er du af væsen så meget finere end mig, at du efterfølgende, alene ved at vække min begærlighed, vil blive foragtet for dit køn. Der er ingen tvivl om at dette er himmelråbende uretfærdigt. I drømmen findes ingen kønsforskel, og enhver kvinde som har lidt uret vil blive betalt, hverken i mønt eller magt, men med ære og værdighed. I verden derimod, bliver det næppe anderledes. Bag enhver mands frelse står en kvindes dyd og bag hans fortabelse hendes fristelse. Min kære søster, i så fald er jeg afhængig af din kærlighed for at opnå frelse, i så fald er det dig der har nøglen til Perleporten. Og dog fandt jeg i decembermørket en kærlighed i mig, en kærlighed der var ordløs. Aldrig mere vil jeg sælge din dyd for vers; var de end nok så smukke, vokser fordringen i mit hjerte til en blomst der som et resultat af årtusinders åndelige virke i skønhed er uovertruffen. Og evig, i modsætning til Lucifers flygtige æstetiske nydelse.
Måske er spørgsmålet hvorvidt Jesus i kraft af digtning har løjet et falsk problem, forstået på den måde, at sandhed for ham (lige som i den dybeste humor) knapt længere lader sig definere ud fra en menneskelig målestok, og at digtning således er identisk med et guddommeligt vidnesbyrd. Har han end gjort hvad vi kalder at lyve, har det ikke for ham været løgn, men derimod en sandhed på et sprog vi endnu ikke har lært at tyde. På samme måde kan man jo hævde at hans vidnesbyrd i forhold til profeternes forventninger er en løgn. Et sådan eventyr som evangeliet havde de slet ikke fantasi til at forudsige. Altså, har Jesus rent faktisk løjet, så har han talt ud fra en virkelighed der for mennesket var usand. På den måde er Jesu ord ud fra vores målestok en løgn, idet han nedværdiger sig til at tale, og blive læst, på et menneskeligt tungemål. Hvis man, modsat evangelisterne (f.eks. Joh.5,20;10,30), formoder at Jesus har haft Josef som far, står han ganske alene. Hvor forfærdelig ensom har han dog ikke været! Hvad Jesus forkynder er en ny virkelighed, som overhovedet ikke lader sig gengive i det hævdvundne sprog. Således er egentlig al læsning omsonst: har man intet forstået, forstår man blot end mindre. I vores øren forveksles en skurren med en løgn, idet enhver lignelse skaber dissonans som følgelig forveksles med usandhed. Sandheden er ilde hørt, siger man, men snarere burde man sige at sandheden slet ikke lader sig forstå gennem tegn, men blot høre gennem øret. Jeg tror, om end jeg aldrig vil kunne læse mig frem til det, at Jesus talte sandhed. Jeg tror at man kunne høre det var sandhed, til trods for at man ikke kunne forstå hvad han sagde. Jeg tror at hans talen var selve lyden af virkelighed. Han digtede en ny sandhed og trådte som den eneste frem på dennes scene. Var dette blot skuespil, er det Ny Testamente fra ende til anden sidste akt. Og dog kan selv den døvstumme fødes på ny som i et evigt da capo, for modsat sandheden lider den levende tro ikke af sceneskræk.
Kærlig hilsen Ture.
EFTERSPIL
Kære læser,
som du måske husker lovede jeg, ifald jeg blev skænket min søsters hjerte, en afslutning på min historie. Men ser du, jeg har ingen søster, ingen at elske, ingen at gå i døden for. Derfor opfandt jeg en søster, ligesom mennesket engang i tidernes morgen opfandt en Gud som de kunne elske og gå i døden for. I stedet, undervejs i skabelsen underfundige historie, skete altså angivelig det modsatte, at Gud gik i døden for os. Siden da har intet været som det plejede, siden da har mennesket skulle takke Gud; ikke fordi han skabte os, det er så vidt vides ikke værd at takke for, men fordi han gik i døden for os. Dog har jeg undervejs i min fortælling måttet ændre mit syn på liv og død. Min såkaldte søster, efter at jeg havde fundet hende, måtte lægge navn og krop til en hel bog. Et galskabens evangelium, som jeg kaldte det, ud fra den tanke at blot en gal mand kunne dyrke elskov med en fiktiv pige. Endog en pige jeg af gode grunde ikke var gift med, og med hvem jeg således vistnok i hjertet bedrev utugt. Således har jeg ifølge Paulus (se f.eks. Ef.5,3-5) ingen lod eller del i Guds rige. Og min søster, til hvem jeg nu fortalte historien som jeg havde forstand til, hun var altså på besynderlig vis en kilde til synd, selvom hun ikke engang var af kød. Måske er det således sådan at man bliver straffet for at elske, ifald kærligheden går på tværs af loven. Eller rettere, på tværs af forplantningen. For der blev ikke født andet end ord, og da slet ikke det kød, der ifølge løgneren Johannes skulle have taget bolig iblandt os. For det er en løgn. Kød kommer af kød, og i denne forbindelse er ord blot vedhæng, der tjener syndens universalforklaring.
Og dog. Kan jeg gå med til at Gud opfandt os før vi opfandt ham, kan han måske også gå med til at min søster har eksistens udover i min fantasi, og at hun således under skriften er kommet af Helligåndens hvisken i mit øre. En sådan underhåndsaftale finder jeg kun rimelig. I så fald kan jeg forsøgsvis afslutte med den konklusion at hun lig Jesus har været et ord som er blevet kød, og som altså har haft nøglen til Perleporten i hænde. Ikke desto mindre er hun nu igen blevet et ord, øjeblikket efter at hun i elskov lod mig smage Paradis. Dette øjeblik var ikke af den slags som Jesus hentyder til, når han siger at ”enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.” (Matt.5,28). Min søster var ikke en andens hustru, og mit tilfælde var nærmest omvendt, jeg begærede hende ikke, og bedrev slet ikke hor med hende, men tværtom elskov. Havde jeg levet under loven havde jeg ikke været i tvivl om at være i strid med denne. Men med Jesus in mente er jeg i tvivl, for slutter man modsat, opfyldte jeg Jesu krav. Jeg så ikke på en andens hustru med begær, og havde netop ikke ”allerede” bedrevet hor med hende, tværtom først bagefter i hjertet dyrket elskov, uden at der var tale om begær. Således formede min bog sig slet ikke. Nok har jeg i mit hjerte bedrevet hor med adskillige, men ikke med min søster. Hvad der end skete, gav hun mig, modsat Paulus, for et enkelt øjeblik lod og del i Guds rige for sekundet efter at forsvinde i skriften. Noget lignende, blot i et langt større perspektiv, skete måske for to årtusinder siden.
Da var den juleaften jeg oplevede dog langtfra apokalypsens fuldbyrdelse. Ordet ville ikke ud trods frygtelige fødselsveer, men jeg havde det i mig, dog som et postulat uden mulighed for nogen som helst form for verifikation. Dette er mig måske nu en pest og plage, men i evigheden vil mit foster måske leve (2 Kor.4,17-18), selvom jeg ingen lod og del har i denne. Blot således, tror jeg, er en digters skæbne, som lod evangeliet sig blot for den gale, i al elegisk pragt, høre og mærke. Således refererer titlen på bogen til de helbredende kræfter galskaben rummer, og ikke omvendt; omhandlende evangeliets galskab som en art psykiatrisk afhandling. Nej, evangeliet er der ikke noget galt med, tværtimod benytter jeg ordet i dets oprindelige betydning, nemlig som et glædeligt budskab. Med andre ord, det ”glædelige budskab” er ikke det samme som forkyndes i de fire evangelier, thi blot med forkyndelsen af Jesu fødsel begynder glæden, for tredive år senere at dø på korset. Herefter er al glæde begrænset til metafysiske dogmer, såsom genopstandelsen og det evige liv, i hvert fald hvis det står til Paulus og evangelisterne.
Imidlertid finder jeg glæde fra en ganske anden kilde end disse dogmer, nemlig den med dem beslægtede digtning, hvis udtryk egentlig er sammenfaldende, bortset fra at digtningen modsat dogmerne frasiger sig at have patent på sandheden. Ja, endog vil jeg sige, digtningen lever gennem dogmernes løgnagtighed, således at deres værdi for pålydende er ligefrem proportional med deres blændende skønhed og omvendt proportional med sandheden. Eller rettere, med den tilstand af fantasiløshed mennesket ville være i hvis der ikke fandtes galskab. I denne findes der nemlig kræfter som hæver den higende til himlen, men ve ham hvis han på kirkens spir stirrer mod jorden, og med modets frafald betragter den som en afgrund. Da vil han ikke længere være gal, eller rettere, han vil indhentes af skæbnen midt mellem himmel og jord. Sådan cirka her vil han få sin første sprøjte og siden være jorden eller himlen troløs, alt efter sprøjtens indhold. Et sådan menneske er endt på korset, og dog findes der selv efter en sådan tragedie glæde. Thi som evangelisterne vidner om, kan den gale digte sig ind i himlen. Betingelsen er at genopstandelsen og evigheden herefter ikke gør krav på sandheden som vidne, men derimod, som en tyv om natten, på skæbnens svangerskab. Thi dette bliver et kærlighedens barn på trods af at det er stjålet fra virkelighedens verden. Blot så meget desto smukkere bliver det liv der tør udspille sig efter at have brudt ind i skæbnens hjerte, for her er en drøm hverken kosmetik eller slør. Her er blot livet med det glædeligste budskab som tænkes kan: at fantasien i galskabens klædedragt fødtes på jord for igen og igen at fostres på ny i strofer og vers.
Jeg har somme tider tænkt på at skrive til min søster for at genoptage den sparsomme kontakt vi havde, og dog tænker jeg på at dette for bestandig må være enden på mine dagbøger, de dagbøger der nu står deponeret i min mors kælder i en papkasse, overklistret med flere hundrede meter tape. Inde i denne kasse befinder kærligheden sig til netop mennesker der som Anita er så skrøbelige og fulde af sorg at jeg synes at kunne se direkte ind i deres sjæle fra det allerførste øjeblik jeg ser dem. Sådan havde jeg det med hende. Jeg er slet ikke i tvivl om eksistensen af kærlighed ved første blik, lige som at jeg heller ikke tvivler på at man ved den blotte sansning kan øjne sjælen som en ydre realitet, en realitet der i skønhed er uovertruffen og kan lade sig betragte i timevis uden at miste sin glans. Nok er hun smuk, men denne skønhed er for intet at regne i forhold til det digt jeg læste i hendes ansigt, et digt der overgår enhver verbal formulering og som vi i bedste fald blot ufuldstændigt kan citere. Dette gælder i hvert fald mig, måske fordi jeg ikke er bekendt kristen, og formodentlig aldrig vil blive det. I dette spørgsmål, som i så mange andre, er min sjæl spaltet i to, og indtager dermed en position der, kristelig talt, gør den velegnet for enhver af Lucifers påfund, angreb og anfægtelser. Sådan har han ladet mit liv se ud, fyldt med fortabelse og uden håbet om af nogen eller noget menneske at blive fundet.
Dette kunne nemlig kun ske i to led: det første led er at jeg fandt mig et menneske der kunne aflæse min sjæl uden så at sige at fejlcitere. Selvom jeg skrev at jeg i Anitas ansigt kunne læse et digt, gælder det at dette digt er så privat at det egentlig slet ikke lader sig citere, og blot kan formuleres i mit hjerte uden dermed at kunne deles med andre. Lige sådan vil et andet menneske have det med mig. Egentlig er der kun en måde at afkode kærlighedens sprog korrekt. Denne måde er det fysiske kærtegn og, i sidste ende, elskov, om end den for dig, som læser, blot havde fysisk realitet på skrift. Men dette er på ingen måde omkostningsfrit. Lucifer har bildt mig det ind så mange gange at jeg efterhånden tror ham, at vi straffes for at elske. Siden elskov i en eller forstand er den ultimative kærlighedserklæring, sanktioneres denne særlig hårdt. Tornene volder langt større smerte end rosen sødme.
Det andet led i at blive fundet, og hermed råde bod på min fortabelse, består i med et helt hjerte at modtage evangeliet. Dette er mig dog en umulighed og vil altid være det, måske bortset fra nogle få øjeblikke i elskovs favntag. Dette som Lucifer bilder mig ind vil straffes særlig hårdt og fratage mig enhver nåde, var måske nøglen til evangeliets umådeligt righoldige skattekiste. Hvor kostbar denne er, ved jeg, overgår hvad jeg egentlig med forstanden kan fatte. Denne indeholder og giver formodentlig mere end hvad jeg gennem hundreder af livslængder kunne ønske mig. Men denne nøgle er spærret inde kilometerdybt inde i min mørke sjæl som en elskovs fange. Fangevogteren kender jeg som var han min egen kødelige bror, og som jeg derfor også så jovialt omtaler. Det er nemlig Lucifer.
Og dog har jeg håb. Selvom Lucifer overfor mig gennem en skjult kode så at sige aflæser det Nye Testamente omvendt, så altså budskabet er at vi straffes for at elske, har jeg håb om at Jesus hemmeligt kendte og smertedes over denne vildfarelse. Også i det Gamle Testamente finder jeg håb, først og fremmest i Prædikerens bog og Højsangen. Sidstnævnte fordi elskov og gudskærlighed her i mine øjne forbindes så intimt, at der egentlig ikke længere er noget skel. Og Prædikerens bog, paradoksalt nok, fordi denne på meget overbevisende måde undrer sig over, at mennesket er skabt til et liv der godt nok ikke er meningsløst, men som rummer en mening som mennesket aldrig nogensinde vil forstå hverken det ene eller det andet af. Hvilket for enhver menneskelig tankegang er fuldstændig meningsløst, ja endog mere end meningsløst, idet lidelsen følgelig ikke engang har nogen som helst opdragende, pædagogisk eller endog tugtende funktion. Og dog tror Prædikeren. Og ligeledes halvt om halvt tror jeg, dog udelukkende fordi Højsangen lader sig finde blot få centimeter efter det sidste punktum af Prædikeren er sat. Efterfølgende kom altså den egentlige mening og fylde i livet. Jeg kan ikke forstå redaktøren af det Gamle Testamente på nogen anden måde.
Der er dog også en anden grund til at jeg ikke blot ikke kan, men heller ikke ønsker at modtage evangeliet. Det er, at jeg ikke mener, at jeg har pådraget mig skyld der gør at jeg fortjener døden. Sådan forstår jeg nemlig Paulus. Til det sidste vil jeg forsvare min uskyld og den skabning der bærer kødets klædedragt. Er det sådan, som Nietzsche så mesterligt ironiserer over, at de frelstes salighed først fuldendes ved synet af syndernes pinsel, er det mit blotte ønske at høre blandt synderne og derved pines for min kærlighed. Er ethvert forsvar for menneskehjertets evne til, uafhængigt af forsynets gaver, at give kærlighed synonymt med fortabelse, er jeg ikke i tvivl om hvad jeg vælger. I dette tilfælde ønsker jeg ikke Jesus som min advokat, og da slet ikke hvis dette kræver at jeg på forhånd er kendt skyldig. Et så latterligt påfund som arvesynden er udtænkt af mennesker der ikke elsker, og dog vil jeg til det sidste forsvare mennesket og dets evne til elskovs kærlighed. Er en sådan apologi for elskov ensbetydende med en skæbne som affaldsprodukt langs frelsehistoriens lange og blodplettede vej, tjener digteren således med sit liv som vederlag en højere sags tjeneste. I dette tilfælde er ikke en eneste tåre spildt, hvor tungt den end er faldet. I øvrigt er jeg således i godt selskab med Medea og Ødipus, eller for den sags skyld, Romeo og Julie. Tanken om andres salighed efterlader mig ikke misundelig, tværtimod håber jeg inderligt på din, kære læser, også hvis den blandt mange andre ting forudsætter mit blod.
Dog må jeg sige at skellet mellem hvad jeg i mit hjerte mærker, og hvad Lucifer hvisker mig i øret, ikke er helt klart. Samtidig hermed lider jeg jo også af en sygdom som påvirker min forestilling og fantasi. Mens min læsning af det Gamle Testamente er ganske upåvirket heraf, har Lucifer altså valgt at koncentrere sine samlede forføreriske kræfter om det Nye. Og dog læser jeg det glimtvis uden hans indflydelse, og finder her en skønhed der optager en ganske enestående plads i verdenslitteraturhistorien. Men jeg læser, i en umage alliance med de statsansatte ateister inde på Teologisk Fakultet, evangeliet som fiktion, som myte og dermed, efter Lucifers og samtidens målestok, som løgn. Men en løgn, et blændværk så umådeligt smukt, at det vel egentlig så at sige overgår sandheden. Og samtidig, sådan er mit værdimæssige hierarki, selv overgås af det menneskelige hjertes kapacitet til kærlighed, og dermed af det digt jeg læste i Anitas ansigt det allerførste øjeblik jeg så hende. Det ville bedrøve mig dybere end jeg nogensinde ville kunne formulere, hvis også dette digt blot var blændværk, løgn og fiktion, sådan som det hed sig dengang jeg havde min gang på Institut for Litteraturvidenskab.
Uanset grunden, er det måske virkelig som Paulus i sin hyldest til kærligheden skriver, at denne glæder sig over sandheden (1Kor.13,6), jeg ved det ikke. Men det halve dusin gange jeg har betragtet Anita, har jeg virkelig troet inderligt på, at elskov aldrig er at betragte som en forargelse for sandheden. Alt dette leder mig frem imod dette faktum, at uanset om du er sidste led i din familie, om du har børn, om dine søskende, hvis du har nogle, efter skæbnens vilje er barnløse, eller om du er begunstiget med nevøer og niecer, så er selve livets videreførelse, og den generation der følger efter os og som vi er sat til at vogte, skabt af en elskov, der som kærligheden af natur ikke er i stand til at være til forargelse for sandheden. Og dog læser jeg ene og alene Paulus’ ord i Anitas ansigt, og ikke i det Ny Testamente.
Men du skal vide én ting, kære læser, nemlig dette at ingen der i kærlighedens øjne er at betragte som digter (sådan som jeg håber hun betragter mig), er foruden et strengt etisk kodeks. Som sagt er det ikke ubetinget i digterens magt at beskrive ethvert tænkeligt øjeblik i ord. Ligeledes er enhver digter, på kærlighedens inderlige bøn, underlagt en lov som ikke falbyder sandheden, således, som jeg tænker i frafalds øjeblik, at den der lyver bedst blæser sig op som den største blandt digtere. Nej, derfor, når jeg nu hævder at mit genrevalg ikke var betinget af forelskelse, må jeg dertil føje, at kærligheden langt overgår hvad forelskelsen formår. Forelskelsen bygger på blændværk og fiktion og gør den forelskede blind, hvorimod digterhjertets øjne åbnes når en mere sanddru kærlighed lader sig mærke. Altså, hvor digteren efterlader sig et spor af fiktion, er dette kun et skalkeskjul for en højere sandhed som gemmer sig under fiktionens fernis. Under dette dække, hvor Prædikeren blot finder forfængelighed og meningsløshed, skjuler mit evangelium sig, og dermed det digt jeg, den første gang jeg så hende, læste i hendes ansigt.
Dette digt, kære læser, er ligesom evangeliet i sin natur mere kødeligt end Paulus, den store mester i kærlighed, tør indrømme. Kunne jeg holde om Anita blot en enkelt gang hun gribes af ensomhed i natten, kunne jeg trøste hende når hun græd, ville jeg blot for et enkelt øjeblik kunne fralægge mig digterens tornekrone. I dette øjeblik ville nemlig i hendes ansigt et digt være skrevet, som evigt slog fast, at den største blandt digtere, med Paulus som oplagt kandidat, havde ret da han hævdede, at kærligheden glædede sig over sandheden. Når jeg har betragtet Anita, har jeg troet dette med vished, idet jeg da har betragtet en sandhed så ren og skær, at det blotte syn ikke efterlader sig nogen som helst form for tvivl. Holdt jeg i natten om hende i blot et enkelt ensomheds øjeblik, ville jeg i det mindste i dette ene øjeblik ikke være i tvivl om Paulus’ påstand, idet ordet, som skrevet står, blev kød og for mig i hendes krop tog bolig iblandt os (jfr. Joh.1,14).
Thi sådan tror jeg også som digter, at en sådan inkarnation ikke blot skete for totusind år siden, men tillige, i en afglans så strålende at den blænder ethvert øje, kan ske i elskovs favntag, sådan som det skete for mig juleaften. Jeg ved godt, kære læser, at Anita, af den simple grund at hun ikke kender mig, ikke har givet mig noget i sigte, og at al spekulation blot stammer fra mit eget rådvilde underliv. Og at jeg desuden ville få stryg af enhver teolog ved blot antydningsvis at give ordet skikkelse som hende. Men forjættelsen, blev ikke denne til i kødelig skikkelse? Eller er alle erotiske kærtegn blot at betragte som hedninger? Var det ikke netop omskærelsen der som pagtstegn faldt bort? Hvis disse spørgsmål giver mig skyld, så ønsker jeg ikke at nåden uretfærdigvis frafalder min tiltale. Så tager jeg Gud på ordet og, ifald jeg er skyldig til døden, kræver at hans retfærdighed sker fyldest, om end jeg frygter at det er at regne som bespottelse at tiltale Ånden med sarkasme.
Jeg ved at jeg grundet min sygdom nogle gange bliver vildledt af min fantasi, og da, kære læser, må du ikke være sen til at rette mig. Vi må begge huske på, at mit sind indeholder en sygdom som strider mod, ikke blot sund fornuft, men tillige mod hvad sandheden, og det hjerte jeg bærer udenpå huden, evner at rumme. Desuden må du ikke lade dig skræmme af min fantasi og forestilling. Jeg håber så inderligt at du vil give alle mine drømme ret til udfoldelse; om end ikke en eneste af dem går i opfyldelse, er de ikke spildt, idet jeg ved at de er blevet læst og hørt af et medmenneske. Blot du læser denne bog, da vil den have tjent et formål, nemlig at Anitas ansigts digt måske i dit eget hjerte ikke uden videre går i glemmebogen.
Det er åbenbart sådan, at alt som det ville være af afgørende betydning at få sagt i rette øjeblik, ikke lader sig sige, ikke blot i en given situation, men i det hele taget på noget tidspunkt i løbet af et helt liv. Hvorfor Gud har skabt den menneskelige tilværelse så meningsløs, er det spørgsmål som Prædikeren beskæftiger sig med i sin bog. Og konklusionen er nedslående: på trods af at Prædikeren har søgt svaret mere vedholdende end størstedelen af alle os andre som blot skøjter på livets overflade, har han ingen anelse om hvorfor.
Og ser du, dette udsagn som i rette øjeblik egentlig siger alt, uden derved at sige mere end godt er, men blot taler sandheden, taler den så blidt og kærligt at den ikke som frygtet slår os til jorden, men tværtimod, om end blot for et enkelt øjeblik, som ordet synes at lyde fra kærlighedens læber. Sådan var hin kys. Dette udsagn var det digt jeg læste i Anitas ansigt, som sagt, men jeg læste også mere end dette, nemlig noget som i min fantasi formede sig som et løfte, et løfte om elskov. Dette løfte var, modsat skriften, ikke forjættet af Gud, og heller ikke af hendes læber, om end jeg et kort øjeblik troede det. Og måske også, for en kort stund, på trods af at mit hjerte egentlig ikke lod sig mærke af det, nogle gange på enemærkerne af Danmarks ældste og frygteligste sindssygehospital, havde grund til at tro det. Men skæbnen vildledte mig, for der faldt ikke fra hendes mund en eneste gang et ord, som lovede mere end hvad netop dette øjeblik evnede at rumme. Digtet jeg læste i hendes ansigt lovede mere end ordlyden kunne rumme, så meget er sandt, men digteren bag ordlyden var ikke hende. Det var heller ikke Lucifer, og ville aldrig kunne være det. Digteren var mig, og digtet i hendes ansigt blot en ordlyd så smuk, at verden, den verden der syntes at være Lucifer i vold, aldrig nogensinde er skabt eller beregnet til at kunne rumme en sådan skønhed.
Hvorfor verden er skabt sådan, at den aldrig nogensinde ville kunne rumme et ansigt der i mit hjerte var så smukt som hendes, er mig for evig et spørgsmål jeg fortvivlet må stille, uden at kunne læse svaret andre steder end i min forestilling om elskovs øjeblik, det øjeblik der er foreviget blot få centimeter efter at Prædikeren har sagt sit sidste fortvivlede ord. Det øjeblik jeg som en forjættelse så gerne ville smage på min søsters læber, dog uden at smagen var mig tilsigtet, det øjeblik der forjættede noget ganske andet end elskov, hvilket nok var hensigten. Måske var hensigten denne vished, at det menneskelige hjerte rummer kærligheds evne, og, om end blot for et enkelt øjeblik, at min forestilling om elskovs stund lod mig kende en enkelt glose på paradisets tungemål. Måske, jeg siger måske, var denne glose dette som ville være af afgørende betydning i rette øjeblik at få sagt. Men var øjeblikket det rigtige, hvad jeg dog må tvivle på, var hun måske den forkerte, eller omvendt. Så absurd tager sandheden sig måske ud. Og dog: måske blev hin glose sagt, godt nok med læberne, men helt foruden ord. Verdens fyrste kunne ikke, hvor gerne han end ville, forhindre denne udsigelse. Og hun lod mig den lære og gav mig den for ingenting. Smukkere gave kunne jeg ikke have fået.
Den gave hun for ingenting gav mig, forsøgte jeg som en tyv om natten at stjæle ud af Anitas hjerte. Men uden et eneste ord beskyttede hun sin dyd og påpegede min fejl, upåagtet de mange liter hjerteblod der faldt undervejs. Tro mig, kære læser, hun gjorde det rigtige.
Kære læser, jeg håber at du vil holde af mig, uanset hvor usikker, overfølsom og måske endda bedrøvet til døden jeg end må være. Jeg er også bekymret for om du er skræmt over mine breve og den betydning de kan få for mennesker af kød og blod. Jeg ville aldrig tilgive mig selv hvis jeg kom til at gøre nogen ondt. Hellere end at gøre det, ville jeg tage mit eget liv, og dog endnu hellere, hvis noget sådan kunne lade sig gøre, ville jeg give det til Anita. Selvom hverken det ene eller det andet står i min magt, tror jeg, hvad Martin Luther rent ud ville benægte, at det menneskelige hjerte faktisk af egen kraft kan rumme en sådan kærlighed. Større gave ville jeg ikke eje, så var denne hende ikke kostbar nok, måtte hun uden nogen fortrydelse afslå. Du undrer dig måske også over, at jeg tilsyneladende tilbyder mit liv til et menneske jeg knapt nok kender. Den menneskelige sjæl er vel også forunderlig. Men kunne jeg med livet som pris for eksempel give Anita nøglen til sin sjæl, ville jeg uden tøven gøre det, måske knapt så meget af næstekærlighed, som af hensyn til selve livets mening. Da jeg alligevel under alle omstændigheder finder mit liv fuldstændig overflødigt, ville jeg med en sådan gave tilføje et medmenneske en værdi der da i så tilfælde var til at mærke og føle, og jeg ville selv kunne gå i graven med opfattelsen af at mit liv dog i en eller anden forstand havde haft en funktion. Livet ængster mig langt mere end døden. Dog behøver hun ikke frygte at jeg gør skade på mig selv. Jeg ville aldrig påtvinge et andet menneske en sådan skyld, og tilværelsen er på tragisk vis netop ikke indrettet sådan, at jeg kan give mit liv til nogen. Det eneste jeg kan gøre er selv at tage det, uden at dette ville komme nogen til gavn. Tragedien består netop ikke deri, at jeg kan give mit liv, og lige så lidt i at tage det, men i det modsatte. Den består i hverken at gøre det ene eller det andet, og er således livets eget produkt, et liv det ikke står til min rådighed at give, og således blot i forhold til sig selv og sin egen evige reproduktion har værdi.
Vi vil begge i det store og hele leve videre uden mén, og jeg vil i det mindste have en fiktiv søster in mente for et kys i på Jesu fødselsdag, et kys der, om ikke andet, var mindeværdigt ved sit vidnesbyrd, et vidnesbyrd på et sprog jeg aldrig nogensinde vil lære at kende eller forstå. Så meget har hun da lært mig. Hvor meget det end bedrøver mig ikke at kende dette tungemål, der må have været modersmålet i Edens have, har jeg da forstået at det lader sig tale, og med sit ord lader digterens tale være fattig sammenlignet med læbernes. Og at dette ikke bør give anledning til forargelse, heller ikke selvom ordene i så fald falder let og hjertet bliver koldt. Hvor meget jeg end havde at fortælle hende på dette tungemål, er hun uden tvivl den af os der til kærlighedens gloser ved læberne er bedst begavet. Hvor meget jeg end ønsker at sige, er jeg taknemmelig for hvad hun allerede har betroet mig. Var det end så lidt at det nærmer sig ingenting, er det stadig for mig lige kostbart, velvidende hvor lidt der egentlig gives os af gaver i dette liv en tilfældig og vinterkold regnvejrsaften i december.
Jeg skrev i min første bøn, at jeg ifald jeg bad, ville bede Gud
om en ting, nemlig at det digt jeg læste i Anitas ansigt ved sin skønhed fratog spørgsmålet om sandhed al relevans, og stod som indgraveret i hendes hjerte med nøjagtig samme ordlyd som i mit. Denne bøn blev vist ikke hørt, og var den blevet hørt, ville dens effektuering da også være så poetisk, så at sige, at dens forudsætning, at hele spørgsmålet om sandhed blev frataget sin relevans, blev overvundet og gav sig uden kamp. Så poetisk er tilværelsen altså ikke, så let giver livets ubønhørlige love sig ikke, om man end er nok så meget digter. At et menneske retfærdiggøres ved tro, og ikke ved lovgerninger (Rom.3,28), er ikke for Paulus ensbetydende med at loven sættes ud af kraft (Rom.3,31), og da slet ikke hvis denne tro blot søger sanselighed under et sandhedens dække, sådan som digteren, er han end hertil nok så begavet, så typisk gør det. I så fald retfærdiggør hans tro slet ingenting, og han lukker sit hjerte for evangeliet. Endnu engang drog jeg konklusionen uden at gennemtænke effektueringens forudsætning. I mit eget private evangelium overgav sandheden sig heller ikke. Her prøvede jeg ellers at imødekomme den ved, gennem Paulus’ ord, at forbinde den med kærligheden. Så lumsk var jeg, at jeg hævdede, med Paulus in mente, at hun var selve inkarnationen af sandheden, altså at hun var selve forudsætningen for vor hjerters fælles indgravering af selv samme ordlyd. Dette var jo ikke helt dumt, særlig idet sansningen og det blotte syn da ville være tilstrækkelig verifikation. Beklageligvis var skæbnen mig endnu engang i ånden overlegen, idet den primære forudsætning for en sådan påstand, nemlig at denne sandhed, af Johannes benævnt Ordet, lod sig skabe i kød, var reserveret en fiktiv skaberkraft større end menneskets, og ikke blot en tilfældig lommepoet år 2000. Tillige lod skæbnen det være sådan, at sandheden var anderledes end påstandens ordlyd, og altså ikke lod sig skabe i kød og aldrig har gjort det. Så kan jeg digte nok så smukt om elskovs favntag; undfangelsen af Ordet var reserveret hash-tågernes Spiritus Sanctus, selv samme Helligånd som nægtede bespotteren enhver tilgivelse (Matt.12,32), og som derfor sætter nådens grænse hvor sandhedens moralske duelighed holder op.
I øvrigt, hvad jeg alt for let glemmer, er en sådan elskovs undfangelse også afhængig af et andet menneskes vilje, nemlig hendes. Uden hendes vilje, som altså var forudsat og skulle motiveres af at hendes ansigts digt stod indgraveret i hendes hjerte med selv samme ordlyd som i mit, ville jeg naturligvis ikke på nogen måde have nået mit mål. Og dette var altså ikke tilfældet, idet sandheden viste sig at kræve sine ret ondskabsfulde indvendinger, og at digtets skønhed altså ikke på tilstrækkelig vis kunne være disse indvendinger overhørig. Dette, kære læser, indebærer at digtet i hendes ansigt i sidste ende måtte overvindes af en stærkere modstander, nemlig skæbnen. I sidste ende var det jo også kun et digt, et digt som kan være nok så smukt, men som i yderste instans må stå til ansvar overfor virkeligheden. Og selvom virkeligheden til gengæld, som Johannes ville sige det, i et og alt er ganske afhængig af Guds bønhørelse, så bad jeg jo rent faktisk ikke. Som jeg skrev, beder jeg af frygt for straf stort set aldrig uden straks derefter at lade tvivlen få det sidste ord, og gjorde det, sådan må ordlyden rimeligvis forstås, altså heller ikke i dette tilfælde, i min første bøn i de sidste dage hin første gang på Sct. Hans. Med andre ord, hvis jeg rent faktisk havde bedt bønnen, uden at lytte til den Onde, ville dens effektuering altså ifølge Johannes have været mulig. Om den var det finder jeg aldrig ud af, fordi jeg jo bare ikke gjorde det, angivelig af frygt for en sanktionering foregøglet mig af Lucifer. Javel, bønhørelsen var også afhængig af hendes vilje, men da hendes vilje, ligesom min og alle andres, ene og alene er i forsynets hænder, er indvendingen her underordnet. Jeg ved det ikke, og vil måske aldrig få det at vide, men havde jeg rent faktisk bedt om vor hjerters fælles indgravering af den selv samme ordlyd, havde skæbnen måske formet sig anderledes end den gjorde. Imidlertid er øjeblikket for bønnen og dens mulige effektuering for længst forpasset, hvorefter tingene altså faldt ud som de gjorde. Lucifer lod til at franarre mig muligheden for hendes elskov. Jeg har vidst det hele tiden, og skrev det også tidligere: evangeliet, som skjuler sig dybt inde i min sjæl, er elskovs fange, og fangevogteren er Lucifer.
Men, kære læser, jeg har ikke overgivet mig helt endnu, for skønheden i Anitas ansigt, også kaldet kærligheden, overgiver sig aldrig, og den finder til stadighed nye argumenter, hvilket du måske finder trættende. Men kærlighedens sprog benytter sig aldrig af vold, og vil aldrig uden at forråde sig selv kunne gøre det. Jeg har også noget andet at sige, noget jeg egentlig har villet sige længe. Nemlig at mine breve til min søster også fra hendes side kræver en indsats, og at jeg er taknemmelig for at hun udøver den. Hvad præcist der kræves af musen er vist aldrig helt blevet klargjort, men at få dedikeret så meget hjerteblod er måske, om muligt, endnu sværere end at skulle udøse det. Kære læser, alt dette gør mig bange. Bange for hvad disse breve har ført til, bange for hvad kunsten kræver, ikke blot af mig, men tillige af dig. Ikke for at jeg vil dig noget ondt, for i denne henseende har jeg med stor lettelse ransaget mit hjerte uden her at finde noget ondt. Men hvis det skræmmer dig, så skal du vide at det også skræmmer mig. Kun alt for mange gange i historiens løb er en digter blevet forført af sine egne ord, og jeg fornemmer at Anita i sit liv har gennemgået lidelser der egentlig burde efterlade mig tavs, især i tilfælde af at mine ord blot føjede yderligere lidelse til.
Der er også en anden grund til at fordre tavshed, nemlig at hun, efter hvad jeg fornemmer, kender langt mere til livet end mig, og at dette kendskab ængster mig. Nogle gange lukker vi digtere vores øjne for hvordan verdens fyrste egentlig regerer. Efter sigende gør vi det i drømmens tjeneste, men måske gør vi det også af en anden grund. Måske gør vi det af fejhed. Siges skal det også at nogle digtere, måske endda ganske mange, åbenlyst hylder verdens fyrste, så at sige af æstetiske grunde, idet ondskaben kan synes at indeholde en skønhed, der retorisk langt overgår hvad godheden kan formå. Anita, derimod, har været nødt til at stå til ansvar overfor lidelsen, også i stunder hvor selv livet har svigtet. Så kan jeg erklære mig nok så sagesløs, men har livet gjort hende ondt, vil ikke et eneste af mine rim have hjulpet. Var jeg end nok så blændet af skønheden i hendes ansigts digt, ville det være vanvid, som mange kvindeforagtere gør, at dømme rosen for dens torne. Det ville være som at gøre skønheden til en forbrydelse. I denne henseende bærer Anita ingen skyld, mens jeg, med alle mine forbandede rim, måske blot har gjort ondt værre. Jeg kunne skrive at jeg, grundet mit digterkald, hvis det lod sig gøre, kunne tilbyde at påtage mig den byrde hun bærer for derved at aflaste hendes smukke skuldre, men det ville være hykleri. Jeg ville ikke et sekund kunne stå for vægten. Jeg har aldrig lært at skulle stå til ansvar overfor virkeligheden, hvilket i øvrigt er en fejl jeg deler med alle andre digtere, især dem af os der af æstetiske årsager, med sarkasmen som satanisk virkemiddel, gør ondskaben til en dyd.
Dog en ting har jeg lært. Dette, som i psykoterapi ofte er den underliggende maksime: at du kan sige alt, ikke blot er usandt, men tillige er etisk forkasteligt. Usandt fordi det virkelig ikke er alt som kan siges, hvilket er en viden der må kræves forudsat af et menneske med en kandidatgrad, og etisk forkastelig fordi der virkelig er ting der ikke bør siges, altså ting, hvis udsigelse er forkastelig ud fra etiske hensyn. Det eneste man kan vide sig sikker på at gøre med førnævnte maksime, er at skabe tabuiserede emner. Dermed har man dog ikke nødvendigvis skabt et emne, hvis berøring er etisk forkastelig, idet en etisk fordring godt kunne tænkes at være berøringen af et tabuiseret emne. Den manglende berøring af et sådan kan således være motiveret af fejhed, altså hvis motivet for den manglende berøring er at undgå pinlig opmærksomhed. Men en manglende udsigelse kan også være motiveret af hensynet til et andet menneske, og dermed af kærlighed. Det virkelige tabu er udsigelsens, eller som Kierkegaard ville have sagt, åbenbarelsens, ”hellige” status.
Er netop dette hvad jeg ud fra personlig erfaring kunne bidrage, vil jeg slutteligt konkludere, at udsigelsen af paradisets glose hører til den slags udsigelse der af princip aldrig kan være usand eller etisk forkastelig, fordi det er kærlighedens sprog. Det er så at sige et emne, hvis berøring slet ikke behøver forsvare sig med noget som helst motiv. Spørgsmålet er blot hvad der egentlig bliver sagt. Måske er svaret ligegyldigt, og dog alligevel ikke. Måske manifesterer en sådan udsigelse sig blot netop ikke i et afgørende øjeblik, ligesom den vel heller ikke gjorde det for mig, og der dermed egentlig intet blev sagt. I en eller anden forstand var en sådan tanke mig uudholdelig, at intet blev sagt, for mit hjerte var fuld af ord. Disse ord har du nu, kære læser, fået, og du har fået dem som en gave. Ligesom min søster gav mig et kys for ingenting, har jeg givet dig alle disse ord for ingenting. Måtte du tage vare på dem i dit hjerte, var de end så fattige og små.
Kære læser, jeg er ikke helt færdig endnu. Jeg ville blot tilføje vores samtale en smule opbyggelighed, så at sige, eller, med andre ord, ville jeg forsone mig med mine egne ord i håbet om at dette ville være en glæde for dig.
Som sagt i forspillets stund måtte jeg i elskovs øjeblik vælge mellem kristendommen og ateismen. Men jeg må sige, nu hvor jeg har fået mit kys, at jeg faktisk har til hensigt at fravælge begge dele. Ingen af de to, hvoraf den ene som en alfons gør krav på kærligheden, og den anden som kunde financierer det daglige forbrug af Spiritus Sanctus, har lod eller del i kærlighedens væsen. Som omtalt kan man nemlig se al menneskelig samvær som et slags skuespil, hvor vi hver for sig nødvendigvis må sløre sandheden. Og dette af flere grunde. For det første af hensyn til menneskelivets opretholdelse, idet som sagt at sandheden, hvis den endelig kom på bordet, uigenkaldeligt ville forhindre enhver mulighed, hvad der end ville ske, for at opfylde det kald som kærligheden har givet os hver især. Det var måske det der skete for Anita. Men den anden grund er langt vigtigere: det er nemlig hensynet til kærligheden. Jeg tror nemlig i en vis forstand at det ikke er som Paulus skrev, at kærligheden glæder sig over sandheden (1Kor.13,6), men jeg tror heller ikke at den hader den. At hade er i sagens natur ikke muligt for kærligheden. Derimod kan den måske være bedrøvet over sandheden, men dette er en bedrøvelse der langt overgås af den glæde det er, at vi mennesker, trods at dette medfører megen lidelse, alligevel vægter kærligheden over sandheden. I øvrigt er lidelsen ved det modsatte langt større, og består deri, at vi tager ord i vores mund, ord der ikke er kærligheden mulige at udtale, blot for at ransage vores medmennesker for den skyld der påstås at tilhøre det menneske, der vægter kærligheden over sandheden. Dette evnede Anita ikke, men alligevel er hun fuldstændig uden skyld. Skylden tilhører det væsen der, i egenskab af sandhed, skabte en maskerade der umiddelbart fra ende til anden synes meningsløs. Men hvis du spørger kærligheden, har maskeraden en mening der overgår den menneskelige fatteevne, og dog alligevel ligger os alle umiddelbart for: at elske, uanset om det er med kroppen eller med hjertet, det er én og samme. Kan man det har sandheden egentlig ikke længere nogen gyldighed, eller sagt på en anden måde, da bliver den afsløret som det den er, en hykler fra ende til anden.
Tag en forelskelse som eksempel. Når man er forelsket kan alle omkring én, ja selv måske den udkårne, latterliggøre en sådan kærlighed. Og alligevel elsker man på en måde som egentlig ligger udenfor det sandheden har mulighed for at forstå. Nemlig dette at man giver sit hjerte, det mest dyrebare man ejer, ganske for ingenting.
Der er dog to problemer forbundet med eksemplet. Det første er, hvis den udkårne latterliggør éns kærlighed, at man i så fald bliver dybt ulykkelig. Om end et sådan tilfælde er tragisk, er der dette at sige om det, at man herved blot åbenbarer sig på en måde der er hinsides alle løgne. Er der en åbenbarelse der om nogen har gyldighed, er det åbenbarelsen af den ulykkelige forelskelse, som det er til smerte og lidelse for kærligheden at se blive latterliggjort. Men smerten skyldes ene og alene den udkårnes maske af sandhed, en sandhed der evig og altid vil komme til kort overfor kærlighedens åbenbarelse. Hvis forelskelsen således er en sådan åbenbarelse, er åbenbarelsen egentlig sandheden overlegen også på erkendelsens område, en overlegenhed der i så tilfælde glæder kærligheden, ikke på egne vegne, men på vegne af den forelskede.
Det andet problem er at forelskelsen som oftest er midlertidig. Dette er dog kun for den hadefulde et problem, idet den forelskede jo slet ikke behøver bekymre sig om noget der tilhører morgendagen. Kærligheden har rigeligt i øjeblikket og dets betydning.
Jeg er klar over at nogle forelskelser kan fremkaldes syntetisk, at man så at sige kan forføre, ikke blot den anden, men tillige sig selv, til at bilde sig ind at man er forelsket. En sådan ofte gensidig forførelse kan nemlig misbruge forelskelsen, og kan da også hjælpes godt på vej af alkohol. Der synes dog i kærligheden at være indbygget en slags logik, idet forelskelsen godt nok kan benyttes som rusmiddel, men i lighed med et sådan altid efterfølges af tømmermænd, tømmermænd der betegnende nok ofte påkalder sig sandhedens navn. Det synes at være sådan, at jo mere syntetisk, så at sige villet, en forelskelse er, jo kortere varer den, og des sværere bliver det i længden at lade den vokse, og forsigtigt åbne sig som en forårsblomst, uden brug af tvang, vold eller alkohol.
Jeg er også klar over at kærlighed er meget andet end forelskelsen, ja faktisk uendelig meget mere, men forelskelsen er som eksempel godt når vi sammenligner med sandhed, fordi den åbenbarer os noget som ifølge sandheden slet ikke kan eksistere, noget som da også for os er en gåde. Men at det er en gåde vi aldrig vil løse, er for sandheden så forargende, at den hellere benægter gådens eksistens end erkender at den med de midler den har til rådighed er kommet til kort overfor dens løsen. Derfor er sandheden også det bedste våben hadet har, et våben der ulykkeligvis kan være, ikke blot sårende, men tillige indespærrende. Det var det i hvert fald for Anita.
Jeg, derimod, afvæbnede for en stund hadet, idet jeg skrev hende et brev, et brev hun dog aldrig fik at læse, et brev der ved sin ordlyd, uanset hvad jeg skrev, i fængslet var hinsides den verden der ikke evner at elske. Den verden som hyklerisk tilskriver en sådan manglende evne en maskerade som, modsat åbenbarelsen, for enhver pris gør sig skyldig ved sit krav på sandhed. Kærligheden stiller aldrig et eneste krav, og ligeledes er den ganske gratis, hvorimod sandheden, tro mig, egentlig blot sætter os i bundløs gæld, og gør os til skyldnere overfor vores maske.
Den store forskel mellem kærlighed og sandhed er vel egentlig, at hvor kærligheden er betingelsesløs, og elsker alt og alle uden forbehold, stiller sandheden betingelser. En af betingelserne er denne, at gøre krav på kærligheden, så at sige, og dermed krav på at definere hvad der er kærligt og hvad der ikke er. Sådan er kærligheden ikke, den elsker betingelsesløst, og elsker således også sandheden, på trods af at sandheden med sin definition blot voldtager kærligheden. Og alligevel elsker offeret sin voldtægtsmand, ikke for hans udåd, ej heller for dens påståede erkendelsesteoretiske duelighed, eller i det hele taget for eller fordi noget, den kan bare ikke andet end at elske. Modsat det Ny Testamentes Gud, som Johannes vel nok fejlagtigt definerer som kærlighed (1Joh.4,8), er den sande kærligheds nåde fuldstændig grænseløs. Det vil sige, at selv den mest ondskabsfulde bespottelse, ved hvilken Jesus sætter nådens grænse (Matt.12,31-32), selv hinsides denne er der kærlighed at finde, men en anden kærlighed, som netop blot eksempelvis, som du måske kender det, finder sit udtryk i forelskelsen. Og som altså glimtvis har fundet vej til os mennesker. Jeg ved godt, kære læser, at en forelskelse for os mennesker i sagens natur kan medføre maskerader, som sandheden skammer sig over. Men for det første skammer kærligheden sig aldrig, og for det andet har sådanne maskerader ingen degraderende betydning for den ufattelige skønhed som de dækker over. En skønhed som blot i dette tilfælde ikke lader sig åbenbare, men som er akkurat ligeså ufattelig smuk som hvis den gjorde, og ikke behøvede gemme sig bag masker.
Man kan måske sige at man i forelskelsen befinder sig på et bevidsthedsniveau, som sandheden aldrig vil kunne opnå og som kun lader sig åbenbare ufuldstændigt og stykvist. Med andre ord, at kende den fulde sandhed, som jeg indledningsvis tænkte på ville medføre døden, er egentlig en illusion, og derved, ifølge sandheden selv, en løgn. Man kan således sige at en yderligere forskel er, at sandheden nødvendigvis er inkonsistent, eller med et andet ord, selvmodsigende, hvorimod kærligheden aldrig kan være sådan at den siger sig selv imod, idet den hellere undgår at tale. Alene derfor er den større end den Gud som Johannes taler om. Derfor, når vi slører sandheden overfor hinanden, er det alene på grund af sandhedens indbyggede inkonsistens.
Endnu engang: tænk på den største og smukkeste forelskelse du har oplevet i dit liv, uanset hvem den udkårne var, og også uanset om denne kærlighed var dig en byrde. Tænk på hvordan det skel mellem fantasi og virkelighed som sandheden afkræver os pludselig ikke længere var til. Og også hvordan, om ikke dette skel, så noget andet var til, noget langt større end vi med forstanden kan fatte. Dette var kærlighed, og forelskelsen var dennes åbenbarelse, en åbenbarelse som ikke havde nogen som helst modsætning. Sandheden har, og vil altid have, en modsætning, nemlig løgnen. Vi vil aldrig helt få afklaret hvad der er sandhed og hvad der er løgn, men i forelskelsens øjeblik har dette heller ikke nogen betydning, idet vi da er hævet over selv sandheden, og selv den fulde sandhed. Var vi forelskede i den fulde sandhed, ville vi alligevel, på trods af at den ville medføre døden, elske den fra ende til anden. Jeg skrev tidligere, at Anita måske ikke evnede at vægte kærligheden over sandheden. De ord tager jeg i mig igen. Jeg tror nemlig det var sådan, at Anita elskede den fulde sandhed, og elskede den til det sidste, på trods af at den, til kærlighedens uendelige bedrøvelse, spærrede hende inde i sin celle, og som skrevet står, lod hende gemme nøglen i sit hjertes dyb.
POSTSCRIPTUM
Når man, som jeg er for tiden, for at finpudse mit manuskript, er indlagt på U3 på Sct. Hans, er der to stoppesteder der er belejlige for en tur til Roskilde: det ene overfor Fjordhus, det andet i udkanten af Vesthospitalet ved sportshallen. Jeg benytter mig altid af sidstnævnte. Når jeg her venter på bussen, sidder jeg og ser over på U7, den nye luksuriøse afdeling for unge mennesker med en debuterende sindslidelse. Og ofte er der en eller flere af disse der også venter på bussen, idet stoppestedet belejligt nok ligger lige på den anden side af gaden.
Hver gang jeg ser disse unge mennesker, mange af dem blot teenagere, tænker jeg, en gammel rotte i systemet: det er altså det nye kuld. Jeg husker kun alt for godt min egen første indlæggelse på Sct. Hans, hvordan det gradvist gik op for mig, at ingen af os på afdelingen ville være helbredt den dag vi ville blive udskrevet, men blot midlertidig lappet sammen, for senere at vende tilbage igen. Og igen og igen. Eller som The Eagles i 70’erne sang om deres ”Hotel California”: ”You can check out any time you like/ but you can never leave”. En satirisk og bitter konstatering i forlængelse af 50’ernes nok så uskyldige “Heartbreak Hotel”.
At sidde og høre de førstegangsindlagte fra U7 snakke sammen når de venter på bussen, ofte nervøst fnisende, berører mig dybere end jeg bryder mig om at tænke på. Når en af dem har været længe nok på U7, kommer de måske på U3 sammen med de mere erfarne patienter, og påbegynder en forhærdelse af hjertet som aldrig helt holder op. Og dog. Alligevel når jeg sidder ved busstoppestedet i selskab med en af de grønne, nogle gange så naive og sårbare, at det fornemmes som om de blot var børn, kan det berøre mig i en grad at jeg næsten er ved at tude. Fordi det aldrig holder op. Hver gang en patient fra U3 er blevet udskrevet, eller i værste fald er død af selvmord, misbrug eller de følgesygdomme som ledsager medicineringen, straks er der en ny fra U7 der får pladsen. Og straks, da denne forlader sin plads, kommer der en ny til på U7, et menneske som netop har indledt en livslang karriere i det psykiatriske system.
Hvor mange af de ganske unge mennesker, der sidder og venter på bussen der nogensinde bliver helbredt, ved jeg ikke. Men hvis man ved helbredelse forstår en fuldstændig, efterfølgende livslang, symptomfrihed er det nok ganske få procent vi taler om, præcis som når talen falder på at redde de teenagere som fortabte går rundt som narkomaner på Vesterbros gader.
Og det har vist sig at antallet af disse, som bliver reddet, ligesom blandt sindslidende, ligger nogenlunde fast, næsten lige meget hvordan man benytter de til rådighed stående midler i behandlingen. Det menneske som først sagde de gyldne ord, at forebyggelse til enhver tid er bedre end helbredelse, synes næsten at have haft tanke for disse unge mennesker ved stoppestedet overfor U7, til trods for at udsagnet i så fald er den bitreste sarkasme, idet ordet helbredelse intetsteds er at finde i det psykiatriske vokabularium. Ikke fordi en sådan ironi hjælper dem, de er allerede fortabte, men fordi vi ikke bare skal lade cirklen fortsætte indtil verdens ende. Sådan kan man i hvert fald tænke. Det ville være kynisk blot at betragte dem der i dag er syge som endegyldigt fortabte. Og dog tror jeg der er mange af dem, det vil sige af os, der gerne ville yde hver vores mikroskopiske bidrag, hvis vi med sikkerhed vidste at pengene ville forhindre, at blot nogle af vores egen generations børn undgik en livslang karriere indenfor systemet.
Imidlertid er penge brugt på forskning i sygdomsforebyggelse et mareridt for enhver kassebestyrer, for denne synes at være et bundløst hul. Udbrud af en psykisk sygdom forudgås af så mange komplicerede faktorer at forskningen i dag blot synes at befinde sig få centimeter over nulpunktet. Situationen kompliceres yderligere af, at mange toneangivende læger fra psykiatriens højrefløj ikke ønsker at bruge blot en lille del af pengene på det mest oplagte område når vi taler om forebyggelse, nemlig de socialt og psykologisk forebyggende faktorer. Den eneste form for ”forebyggelse” der kommer på tale er følgelig de tvangsfjernelser der blot er til usigelig sorg for både moder og barn. Ligeledes må mange af os fra den anden fløj også indrømme et vist genetisk element i sygdommenes opståen. Og når alt er sagt og gjort, hvad det nok aldrig i tilstrækkelig grad bliver, for at forske i anden forebyggelse af sociale og psykologiske faktorer end blot tvangsfjernelse, vil talen nødvendigvis fald på, om man faktisk gennem abort kan forsvare at forhindre fremkomsten af de sygdomme, hvori det dominerende element er af genetisk karakter. Der er ingen tvivl om at fremtiden vil bringe øgede muligheder for en stadigt tidligere føtal diagnostik. Altså, at det vil blive muligt at fastslå et allerede forekommet eller et snarligt kommende udbrud af for eksempel autisme allerede under graviditeten. Er selve diagnostikken teknisk og juridisk mulig, er det op til den gravide kvinde at afgøre om hun ønsker at abortere, og gør hun det, skal hun ikke have et eneste ondt ord med på vejen. Kan man tale om uansvarlighed hos det elskovspar som undlader at bruge prævention, og derfor bruger abort som en nødløsning, er der hos den kvinde der ønsker et barn, men ikke ønsker at være moder til en kommende livslang tragedie, en helt anden ansvarlighed at spore. Det ville være et hykleri i vanvittig grad at være fortaler for den juridiske mulighed for abort, og samtidig fordømme den kvinde der ansvarligt benytter sig af sin rettighed. En sådan kvinde bærer ingen skyld, men hendes beslutning vil forudgås af mange etisk belastende og krævende overvejelser. Det står klart at vi ikke på noget tidspunkt kan tale om forebyggelse idet skaden så at sige er sket, men at vi dog, i tilfælde af at enhver mulighed for gennem behandling af fosteret at forhindre sygdommens udbrud er brugt op, ved abort kan tale om, om ikke forebyggelse, da bekæmpelse af sygdomme.
I en egentlig saglig debat om de tekniske og juridiske muligheder der nu og fremover vil være for en sådan abortiv sygdomsbekæmpelse, har jeg slet ikke den faglige viden der kræves for at deltage. Den etiske debat angår og inkluderer derimod os alle, og da særlig os, som med årelange bitre erfaringer med sindssygdom, har nået den alder hvor en ny generation bliver født på landets hospitaler. Samme hospitaler som et par årtier senere bliver afsæt for det nye kuld som har Sct. Hans som endestation.
Kan abortiv sygdomsbekæmpelse have det formål, ikke at forhindre mennesker der blot er anderledes møbleret indvendig i at blive født, men at forhindre en evigt forekommende tragedie: at mennesker som er åndeligt bedre begavet end flertallet, bukker under for (bi)virkninger, alkohol, nikotin, overmedicinering, fedme og alle de overgreb som flertallet, når alle sociale og psykologiske faktorer er talt op, udsætter dem for? Nogle blandt os, nogle af dem som har en vis optimisme i behold, ville måske svare ja. Et nej er mere kompliceret, og kan begrundes ud fra meget forskelligartede motiver. Det er på højeste tid vi tager debatten op på den psykiatriske venstrefløj, den debat som i det skjulte sikkert allerede har huseret i årtier blandt forskere landet over. Den tid vil komme, ja er sikkert allerede kommet, hvor det i praksis i det små er muligt at afbryde eksistensen af den menneskelige undfangelse som, ved eksempelvis diagnosticeringen af infantil autisme, er dømt syg endnu før sin fødsel, og blot kan se frem til en livslang lidelse, uhelbredeligt spærret inde dybt nede i deres sjæle, så dybt at de aldrig har mindste chance for at opleve på nogen måde at deltage i det sociale eller psykologiske liv der udspiller sig udenfor den kroniske afdeling på U9 eller U10. Et sådan menneske vil formodentlig aldrig opnå den luksus der tildeles de unge debuterende sindssyge på U7, nemlig håbet. Har vi da grund til at græde over deres fremtidige medicinske stigmatisering, hvor frygtelig tragisk er da ikke fødslen af et menneske som aldrig i sit liv, måske ikke engang som barn, vil opleve andet, et menneske for hvem blot periodiske udskrivelser vil være en bøn som Gud aldrig bønhører?
Det er fristende at besvare denne bøn, så at sige på Guds og autistens vegne med tilbagevirkende kraft, ved at forhindre et sådan menneske i nogensinde at blive skabt til et liv med den ufattelige mængde i både åndelig, sjælelig og faktisk isolation det medfører. Og der er også argumenter af etisk karakter der taler for en sådan abortiv sygdomsbekæmpelse. Argumenter der selv ud fra teologiske kriterier vil tale for, at Gud, modsat den velmenende præst der aldrig nogensinde bliver konfronteret med blot en brøkdel af den lidelse der tilkommer autisten, for sidstnævnte er en ubetalelig luksus. Faktisk må jeg sige at de argumenter der taler for abortiv sygdomsbekæmpelse, gør det ud fra motiver der er mere end blot velmenende, men er af en etisk uangribelig karakter. Så uangribelig at jeg egentlig føler at disse argumenter, ud fra teologiske kriterier, efterlader den velmenende præst som en farisæer. Altså et menneske af den slags Jesus fordømmer som hykler, fordi han, på egne vegne, sagtens kan efterleve Guds lov uden i hjertet at behøve værdige den spedalske mere end det dengang kostede datidens mennesker at holde de spedalske i live. Vel nok ret store summer, men ikke at regne for en tøddel sammenlignet med et liv i lidelse. Argumenterne til fordel for abortiv sygdomsbekæmpelse motiveres således i en eller anden teologisk forstand på en måde som har større etisk gyldighed, hvis det står til retorikeren at dømme. Jeg må i hvert fald på mine egne vegne sige at jeg ikke er i stand til at imødegå blot et eneste af dem.
Og dog. Og dog har jeg et og et halvt lille og spinkelt argument, der dog ikke er mindre spinkelt end at det, uden at det har nogen som helst teologisk karakter, eller i det hele taget har betydning for andre end mig, imødegår alle andre argumenter jeg nogensinde ville blive konfronteret med til fordel for abortiv sygdomsbekæmpelse.
Det første argument, som vil være læseren velkendt, hedder Anita. Anita er patient på Sct. Hans, og bor på enten U9 eller U10, ifølge de oplysninger jeg engang har fået, jeg husker ikke hvorfra. Begge afdelinger er kroniske afdelinger for unge autister. Det er, af grunde jeg senere vil komme ind på, stort set alt hvad jeg ved om hende. Jeg har set hende på hospitalets område en halv snes gange, og har ganske kort talt med hende to gange.
Du undrer dig sikkert som læser over hvorfor jeg pludselig midt i mit postscriptum, en diskussion omkring abortiv sygdomsbekæmpelse, begynder at fortælle om denne pige fra Sct. Hans jeg knapt nok kender. Grunden er følgende: denne pige har, så vidt jeg ved uden at kende mig, haft afgørende betydning for mit liv. Hun har haft en betydning som jeg slet ikke blot nødtørftigt har mulighed for at beskrive i denne bog, men jeg kan sige så meget, at hun for mig med sin blotte person har givet mig større beviskraft for kærlighedens værdi, og således min tro, end samtlige af de gudstjenester og menighedsmøder jeg har været til i hele mit liv. Du kan nok forstå at jeg, igen sikkert uden at hun har nogen anelse herom, skylder hende mere end jeg nogensinde ville kunne tilbagebetale noget menneske.
Hvis vi forestiller os at leve om halvtreds år, så er det ikke usandsynligt at en prøve allerede i fostertilstanden havde vist, at Anita ville blive autist, og at den gravide kvinde havde valgt at frarøve sit afkom dets eksistens allerede før dets fødsel. I dette tilfælde ville jeg aldrig have mødt hende, og hun ville aldrig have haft mulighed for på afgørende vis at have påvirket mit liv, en påvirkning der muligvis har været medvirkende til at jeg ikke har mistet troen i en grad at jeg, uden at have haft hendes kendskab, måske ville have taget mit eget liv. Et sådan menneske, der åndeligt talt er så smukt og vitalt, at hun har frelst min kærligheds tro, og måske endda mit liv, ville man således om halvtreds år måske slet ikke have mulighed for at møde, angivelig ifølge førnævnte argumentation fordi hun ville være udsat for en lidelse der hellere skulle undgås end gennemleves.
Problemet, både mit og mine modstanderes i denne debat, er at vi faktisk træffer beslutningen for hende. Hvor mine modstandere på hendes vegne ville beskytte hende mod at eksistere i verden, ville jeg for hver en pris, hver eneste af de mange millioner hun har kostet samfundet, have mødt hende i levende live, på trods af at jeg, delvist intuitivt, delvist ud fra blot enkelte fragmenter af kendskab til hendes skæbne, ved hvor meget lidelse denne eksistens har kostet hende, og yderligere, at jeg ved at denne lidelse formodentlig har været en forudsætning for den betydning jeg tillægger hende min tro på kærligheden.
Mit argument hedder altså ikke bare Anita, idet jeg ikke kan tillade mig at bruge at andet menneske som argumentations-middel. Således, hvis Anita med tilbagevirkende kraft virkelig ikke ville have ønsket at fødes, ville jeg ikke have noget som helst argument. Ikke således at jeg da intet argument ville have mod at tage liv, nej endog så meget mere: ønsker Anita ikke sin egen fødsel, har jeg ikke et eneste argument til fordel for livet, idet livet i dette tilfælde ikke er sig selv værd. Således med forøget vægt tilbage til mit argument, som altså som forudsætning har en ubekendt faktor, nemlig Anitas vilje til livet. Mit argument hedder, at jeg aldrig, hvis ikke jeg havde mødt hende, havde indeholdt tilstrækkelig kærlighed i mig til at tro og håbe på at hun selv, ikke som argument, men som menneske, ville tystne alle stemmer der taler for abortiv sygdomsbekæmpelse ved sit blotte kød og blod. Som sagt er hun i sit kød og blod en kærlighedens frugt. Altså hvis disse fortalere for allerede i fostertilstanden at have lagt kærligheden i graven havde mødt hende og hørt hende tale, som jeg, ville de næppe ønske at dømme det træ fra hvilket blomsten skød. Den gravide kvinde ville, sådan lyder mit argument, hvis hun bare i fantasien havde mulighed for at møde resultatet af befrugtningen, til enhver tid afvise at abortere. For denne frugt ville være som hendes eget inderste væsen. Man kan sige at argumentet retorisk set er ugyldigt, idet et sådan klarsyn ikke har nogen mulighed for faktisk realisering. Men hvad der er ugyldigt for et argument er ikke ugyldigt for et menneske, og slet ikke et menneske som ifølge min tro, oprindeligt samme tro som førnævnte farisæers, af skæbnen var udset til at påvirke mit liv i en grad at jeg begyndte at bede og yderligere, at jeg fandt et kald som digter. Yderligere skal det tilføjes, at hvis Anita vidste alt dette, ville måske en yderligere brøkdel af vilje til ikke at forbande sin egen fødsel vækkes i hende.
Noget af dette vil måske, under visse etiske forudsætninger, blive klargjort når jeg til efteråret regner med at udgive en bog, nemlig den du nu sidder med i hånden, der til dels handler om disse ting som ellers måtte forekomme dig som læser meget dunkle. Et af de etiske forudsætninger er dog at jeg ikke blot bilder mig alt dette ind, idet man som digter har et særligt tungt ansvar overfor den spinkle grænse mellem fantasi og virkelighed, og sidst af alt må bilde andre noget ind som bevidst, for at opnå visse æstetiske formål, benytter sig af løgnagtighed. Om end, må jeg sige, at jeg føler mig mindre forpligtet overfor sandheden end jeg gør overfor æstetiske hensyn der tjener kærlighedens tarv. Dette betyder også at man som digter har et særligt ansvar for at forsøge at udrede hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed, og ikke, som nogen tror, det modsatte, også selvom man netop som digter bliver klargjort i smertelig grad om hvor svært det er overhovedet at finde grænsen mellem fiktion og virkelighed.
Alligevel føler jeg mig opgaven voksen, til trods for at både det at søge faktuelle oplysninger om Anita, samt hvad jeg ud fra min viden må gætte mig til, kræver en ganske overordentlig etisk fintfølelse. Med disse forudsætninger må der nødvendigvis forefindes et vist element af fiktion, og yderligere, hvor fintfølende jeg end er, kan jeg ikke fuldstændig nøjagtigt, hvor gerne evangelisten end ville, afgrænse fantasi fra virkelighed. Derfor er jeg i konstant risiko for, som mine kollegaer eller Paulus, at lægge Anita noget i skoene som snarere end fra hendes person stammer fra min fantasi. At opsøge hende personligt føler jeg mig for det første slet ikke værdig til, og for det andet frygter jeg mere end noget andet ved en sådan henvendelse at påføre hende skade eller overlast, idet jeg er ganske klar over at hun som menneske er meget sårbar, og måske også lider under forestillinger eller erfaringer som ved enhver henvendelse fra fremmede lader hende tilbage forvirret og forpint.
Og jeg har yderligere et argument, eller, så at sige, et halvt argument. For det skal siges at dette arguments forudsættes af bekræftelsen af førstnævnte arguments gyldighed, og at det i en vis forstand blot støtter sig op af dette. Dette er også hentet fra virkelighedens verden, nemlig Frederiksberg Hospital, en tidlig forårs nat i april år to tusind og to. Denne nat, samme nat som jeg stærkt forpint blev indlagt i modtagelsen, for således senere med stor lettelse i hjertet på Sct. Hans at kunne fuldende manuskriptet, og derved beskrive Anita som en frugt fra et kærlighedens træ, fødte min svigerinde min første nevø, mine forældres første barnebarn og mine bedsteforældres første oldebarn. Ved denne begivenhed, som i min bevidsthed hører til et af de momenter som jeg ikke kan mindes uden en vis bevægelse, blev altså i vores familie den første af sin generation født. Dermed tilhørte jeg ikke længere yngste generation og havde overskredet en tærskel der er skæbnesvanger i den forstand, at vi jo hver gang det i dette korte liv sker, ubarmhjertigt rykker frem mod døden. Endog havde skæbnen villet det sådan, hvad jeg evigt vil mindes med en vis amor fati, at min morfar, på samme hospital på Frederiksberg i en tilstødende afdeling, under min svigerindes frygtelige pine forårsaget af veer, i de selv samme dage for evigt forlod os. Blot indenfor få dage var en generation blevet reduceret, og, efter skæbnens vilje, en familie forøget med en fjerde generation.
I dette drama lod drejebogen endog dette ske, at min morfar på selve dødslejet blev meddelt familiens forøgelse. Hvilke følelser der i dette øjeblik greb ham, det ville kun, om han fandtes, Gud vide, og i så tilfælde ville det ikke være noget menneske beskåret at afkræve ham svar på et sådan spørgsmål. Men i forhold til dette, ville nogle sige, har vi digtere en funktion, nemlig at beskrive dette som egentlig unddrager sig ord. Og dog er der momenter i enhver digters liv, hvor den tavse kontemplation bliver den ypperligste dyd at finde. Dette er for mig et af disse tilfælde, og samtidigt et fortvivlende vidunderligt billede på livets storhed og kostbarhed, den kostbarhed der vel egentlig netop var det punkt ved hvilket lommepoeten måtte strække våben. Der er ting der hænder mellem mennesker, særlig mennesker der er knyttet sammen af familiens snærende bånd, hvor blot ordløsheden vidner om overskridelsen af dette punkt. Selv digteren må i visse øjeblikke unddrage sig det der er ham allerkærest, nemlig ordet, for derved at opfylde kærlighedens bøn, eller rettere, i ærefrygt overfor skæbnens svangerskab, befrugtet i lyst og lidenskab, at helligholde den.
NOTER
1. Jfr. “En psykiatrisk poetik” side 11-12.
2. Elvis Presley, jfr. ”Help me make it through the night” (”Elvis now”, 1972), hvor han med tungsindigt forførende stemme kvæder “I don’t care if it’s right or wrong/ I won’t try to understand/ let the Devil take tomorrow/ ’cause tonight I need a friend”.
3. Her: Elvis Presley.
4. Jfr. ”En psykiatrisk poetik” side 7.
5. Bivirkningsmedicin der ved overdosering virker centralstimulerende.
6. Fra B. S. Ingemann: ”Dejlig er jorden”, DDS 111 (”Englene sang den/ først for markens hyrder/ skønt fra sjæl til sjæl det lød/ Fred over jorden/ Menneske, fryd dig/ os er en evig frelser fød”).
7. Psykiatrisk afsnit på Rigshospitalet.
8. Her: Gud.
9. Lyt f.eks. til Primus: ”Brorsonsalmer”.
10. Jfr. ”En psykiatrisk poetik” side 77-78.
11. Kroniske afdelinger for unge autister på Sct. Hans.
12. Fra Leonard Cohen: ”The stranger song” (1968).
13. Socialpsykiatrisk dagcenter på Nørrebro.
14. Fra H. A. Brorson: ”Du er, opstandne sejers-helt”, DDS 561 (”O, lad os dog med dig opstå/ af gravens mørke bolig/ at lyset og til os kan nå/ og hvad du os så trolig/ har ved din magt/ til veje bragt/ o, lad os det dog nyde/ og gennem alting bryde”).
15. Fra The Cure: ”Kiss Me, Kiss Me, Kiss Me”
16. Marskområde der befinder sig på Sct. Hans mellem Øst- og Vesthospitalet.
17. Jfr. ”En psykiatrisk poetik” side 11-17.
18. Jfr. ”En psykiatrisk poetik” side 96.
19. Jfr. ”En psykiatrisk poetik” side 77.
20. Fra
21. Jfr. The Doors: “Light my fire” (1967), hvor Morrison affyrer følgende sarkasme: “You know that it would be untrue/ you know that I would be a liar/ if I was to say to you/ girl, we couldn’t get much higher”.
22. Jfr. “En psykiatrisk poetik” side 96.
23. Jfr. F. Nietzsche, ”Antikrist” side 41-42.
24. Jfr. F. Nietzsche, ”Afgudernes ragnarok” side 94-95.
