Til læseren
De digte jeg har offentliggjort her, er kraftigt omformet for overhovedet at kunne blive publiceret på digte.dk. Jeg arbejder nemlig i mine digte meget med formen, i særdeleshed med mange forskellige skrifttyper, kursiv, fed skrift o. lign. Derfor kommer de ikke til deres fulde ret, da disse funktioner ikke synes at kunne lade sig gøre her, ligesom at der er mange digte, jeg slet ikke her kan offentliggøre, fordi de uden nævnte bearbejdelse taber både kunstnerisk og pædagogisk værdi. Men hvis du er interesseret i at se digtene i deres oprindelige form, eller at læse et af de digte, jeg af æstetiske eller pædagogiske årsager ikke har kunnet offentliggøre her, så skriv til mig på min e-mail. Under alle omstændigheder kunne jeg godt tænke mig at udveksle digte og kritik med en anden digter mere dybsindigt, end det ellers lader sig gøre her. Og dog er enhver kommentar inderligt velkommen. Jeg hungrer efter respons på det, jeg skriver.

Baggrund
Født 1972. Gennem selvstudier i teenage-årene indført i galskabens tankegang og praksis, fra juni 1994 bl.a. ved et årelangt ophold på Bispebjerg og Sct. Hans Hospital. Studiet fuldendt i sommeren 1996 med diagnosen skizofreni og påtagelsen af det paradoksale kald: ved sprog at levendegøre den tavse protest, der er det mest markante og potente åndsfænomen ved denne frygtede sygdom.

Skrivestil
At skrive er som at ryge en cigaret. Den tændes, og røgen danner sine skønne, men flygtige mønstre, der forandres og skifter form med hver enkelt splitsekund. Når smøgen først er tændt, opgives for den dødelige digter hurtigt drømmen om at fange de blågrå røgmønstre på papiret. Man tager et hvæs til, og alle drømmens affaldsprodukter begynder at vise sig, når asken, efter flere hvæs, samles i et bæger, som blot skal tømmes. Et sted derimellem, mellem den opgivende drøm og synet af den voksende dynge af selvsammes affaldsprodukter, former trangen sig, let resigneret, men tillige som et resultat af tobakkens samlede virke: læbernes begærlighed, inspirationens åndedrag indad og dets lidt ærgelige, men for respirationen nødvendige blæsen udad. Op mod smukke røgskyer, der stiger fra redskabets glød. Af dette bliver der blot et sølle skod tilbage, som snart smides ud. Har røgens flygtige mønstre ikke fæstnet sig, som en drøm man vågner op fra og snart har glemt, er det blot at tænde den næste. Og mønstrene fæstner sig vel nok ikke, men lader betragteren tilbage med den vished, at deres skønhed bedst fæstnes uden ord. Dette gælder i hvert fald for de dødelige digtere. Deres produkter skriver sig blot ind i hjertet, og tjener blot den næste smøg og dennes røgformationer. Men affaldsprodukterne har de til fælles med de udødelige, for sjovt nok skal også de dø, og endog af nøjagtig samme årsag; nemlig at omtalte skriftlige virke, om det så blot er et sindbillede på ordenes afmagt eller det er udødelige ord, er yderst sundhedsskadeligt. Og som det tilføjes på cigaretpakken: både for dig og dine omgivelser.