Elvis Presley
I denne bog (planlagt bog, ed.) vil jeg beskæftige mig med det jeg fremover vil benævne som det elegiske i Elvis Presleys sang. Eller måske rettere, i hans stemme. Ofte vil der være et vist sammenfald mellem en stemmes klang og den stemning den talende befinder sig i. Dette er de fleste skuespilleres talent at holde sig for øje. Hos Elvis derimod, der på filmlærredet var en eklatant fiasko, var der i sangen ikke blot et sammenfald. Der var tale om et symbiotisk forhold, der må lade enhver skuespiller fuld af beundring. Det objekt der i sangen blev underlagt fortolkning, var med hans stemme så intimt forbundet, at klang og stemning var eet, uanset hvilken karakter objektet havde. Han mestrede alt fra det bløde til det hårde, og i det hele taget enhver stemning som tænkes kan.
Mit postulat er at hans rolle fra starten af 60’erne af og frem smeltede sammen med hans tragiske skæbne, så han efterhånden med sin stemme stod i evig kamp med denne, og spillede den med et mesterskab der står ene i populærmusikkens historie. Således var hans valg af sange fra 60’erne og frem udpræget selvboigrafisk, når man ser bort fra hovedstrømmen af hans produktion, nemlig de endeløse soundtracks og kommercielle samlebåndshits. Når alt dette er skåret bort står der tilbage et menneske der udkæmper en tragisk kamp med den skæbne hans myteskabelse blev. Sindsstemningerne er stadig lige facetterede, men modsat skuespilleren kom de da fra dybet af hans sjæl. Han er - i glimt - et levende vidnesbyrd om sandheden. Sandheden om populærmusikkens mystiske bedrag, storhed og fald.
To år efter hans død kom Sex Pistols med ”The Great Rock’N’Roll Swindle”, og senere dette år Pink Floyds gravskrift over rocken, dobbelt-albummet og filmen ”The Wall”.
Jeg vil beskæftige mig med Elvis’ tekster og hans fortolkning af dem, og derigennem forsøge at analysere hvordan de, mere eller mindre i både samtidens og eftertidens bevidsthed, har fået en religiøs betydning. Denne analyse er naturligvis meget subjektiv, men vil ikke desto mindre være genkendelig for mange af hans tilbedere, til trods for at jeg på intet tidspunkt bekender mig til deres dyrkelse. Denne er for mig et fascinerende fænomen, som jeg vil forholde mig kritisk og, i bedste fald, personligt og engageret til. Dyrkelsen har også en bagside som i løbet af bogen vil blive underkastet en tiltale, men ikke en dom. En sådan er udenfor mine evners rækkevidde.
Mit projekt er i den enkelte sang at udskille hvad der, ud fra en biografisk viden om Elvis, kan betegnes som en slags ”fakta”, det vil sige hvad der i sangen har noget personligt, måske endog privat at gøre med hans liv, og hvad der er fiktion, det vil sige hans eget, hans samtids og hans eftertids forsøg på gennem mytedannelse at skabe en kultus af religiøst tilsnit, en kultus der ikke har nogen rimelig forbindelse til de biografiske realiteter.
Det er også vigtigt for mig at understrege at denne kultus er nyreligiøs, og, samtidig med sin tilknytning til kristendommen, er fuldstændig uforenelig med bibelsk billedsprog og tænkemåde.
Jeg kunne således godt tænke mig at skrive om Elvis’ sange ud fra et religiøst perspektiv, ud fra den tanke, at vi her har at gøre med et fænomen som har religiøst potentiale, i hvert fald i Europa, Nordamerika og visse vestligt orienterede miljøer i den tredje verden.
Tanken er, at analysere sangenes sprog, både i ligefrem betydning og i betydningen: deres fremtrædelsesform, som en slags moderne religiøsitet, hvor et kommercielt fænomen bliver gjort til genstand for mytedannelse, på samme måde som traditionelle religiøse fænomener. Således er f.eks. dyrkelse af Elvis måske snart at betragte som sidestillet med dyrkelse af årtusinders gamle religioner. Der er ikke tale om en ny religion, men om en ny religiøsitet, der ikke knytter sig til det skrevne overleverede ord, men til forestillinger der som isoleret fænomen er at betragte som private, og dermed udtryk for underbevidste kræfter, men som kollektivt fænomen opnår en gyldighed der er at sidestille med traditionelle religioners, fordi begge alligevel anses som værende subjektive og menneskeskabte. Er udgangspunktet for teologien at Bibelen er skrevet af mennesker der troede på en Gud, og at visse historiske begivenheder, store som små, blot har været katalysatorer for indbildningskraften, har den ingen større gyldighed end ethvert andet fænomen der måtte kunne gøres til genstand for tro. Disse forestillinger er gjort kollektive ved hjælp af moderne tekniske hjælpemidler og medier, og kan således skabes kunstigt, såsom det er tilfældet med alle former for propaganda, herunder propagandaen over alle: reklamen. I for sig kan man sige at al moderne religiøsitet er funderet på propaganda, at de mange fænomener der tager sig religiøse ud ikke er at betragte som nye religioner, idet de så at sige ikke gør andet end at hælde gammel vin i nye lædersække. I modsætning til den traditionelle religion kristendommen er moderne religiøse fænomener nemlig skabt af meget små ånder, som mere eller mindre bevidst blot har udnyttet den sekularisering, som følgelig har skabt religiøse behov der kunne udnyttes, egentlig blot ved hjælp af det samme tankegods som religionen efterlod sig som et stort tomt hul. Det tomme hul, altså sekulariseringen, der som forudsætning for at blive gravet har at mennesket mister troen, har som resultat at trosbekendelsen til kristendommen bliver privat, og at den, hvis troen hævder nogen almen gyldighed, bliver at betragte som sygelig, simpelthen fordi den ikke deles af andre. En bogstavelig trosbekendelse deles kun af så få mennesker at de bliver betragtet som originaler, med det genmæle at betragteren da blot er en kopi. Og endda en meget ringe kopi, som sagt, idet vi i mange tilfælde, f.eks. indenfor reklamen, har at gøre med kopier af kopier af kopier, der så i øvrigt er leveret til bestemte formål og derfor må retoucheres og opsminkes med en stadigt dalende åndelig kvalitet som resultat.
Det er her Elvis kommer ind billedet. For i dyrkelsen af Elvis, ligesom i al anden propaganda, finder vi mange spor af den kristendom som dyrkelsen er inspireret af. Men vi finder også noget andet. Vi finder også en ny religiøs praksis. Det vil sige, tankestoffet er genkendeligt, men måden at tænke det på er ny. I stedet for en bogstavelig trosbekendelse som grundlag for den religiøse praksis, finder vi en sanselig bogstavelighed der egentlig ikke har at gøre med tro, men mere med en slags forførende sarkasme. Det er meget få som ville tro på at ”Are you lonesome tonight” var andet end en popsang, men i og med sin sanselige bogstavelighed i musik og sang, i modsætning til Paulus’ kærlighedshymne (1Kor.13), er det ikke nødvendigt at tro, blot man kan spille sangen på stereoanlægget. Yderligere taler den til en forstand der er afmonteret troen, og derfor kan erstattes af ironi, endog en ironi som er ganske åbenbar, lyt blot til den såkaldte ”laughter version” af nævnte sang. En sådan ironi er, modsat hvad nogle f.eks. har fortolket som ironi fra Jesu side, ikke åbenbaret for anskueliggørelsens skyld, men har udelukkende en på samme tid tragisk og komisk funktion. Komisk idet vi opfatter den bogstavelige tro som fuldstændig latterlig, og tragisk fordi latterliggørelsen rammer kærligheden, og efterlader os uden andet end den sanselige oplevelse, en sanselig oplevelse som længes efter tro.
At skrive om Elvis Presley, eller rettere at skulle skrive om sandheden om Elvis Presley, indebærer på et bestemt punkt det samme problem som når man skal skrive om Jesus. Det står udelukkende til troende. At skrive om den ”historiske Elvis”, altså at adskille mennesket fra myten, er vist nærmest umuligt. Og var det også da han levede. Det er dette besynderlige forhold, at han synes at være født ind i myten samtidig med at myten faktisk først fødtes med ham. Derfor spænder alle biografier om ham mellem trofaste fans blinde, nærmest religiøse skønmaleri og sladderjournalisternes skamløse afsløringer af hans private forhold. Det pudsige er at myten lige så meget lever i bedste velgående hos sladderjournalisten som hos den trofaste fan.
Et eksempel på dette er nogle bøgers afslørende beskrivelse af Elvis’ mor, Gladys voksende ensomhed og forfald som en følge af sønnens berømmelse. Hun føler hun mister sin søn under hans mange turneer, og vænner sig aldrig til den pludselige forlorne verden af rigdom. Dette forårsager det misbrug af mad, alkohol og amfetamin som kort efter koster hende livet. Eller rettere, koster Elvis hendes liv som prisen for sin berømmelse. Netop den kvinde som, ifølge alle biografer, i sønnens barndom finder tegn alle vegne på sin søns kommende storhed. Men da storheden kommer, frygter hun mere og mere at hans mange hysteriske fans på en eller anden måde vil tage ham fra hende. På sin vis sker det, og ligeledes, rædselsvækket, må hun betale for det med sin død. Og, måske for hende værre endnu, med sin søn. Med hendes død, plaget af skyld og ensomhed som Elvis er, føler han at have solgt sin sjæl til verden. For alvor, efter moderens død, tilføjes hans stemme en sær melankolsk tone. En ensomhed som næppe nogen kan forestille sig, og slet ikke hans mange fans. Myten bekræfter sig selv.
Myten er så at sige vokset udenom nogen kontrol, hverken fra Elvis hans folk eller biografernes side. Myten siger altså om hans mor at hun fra starten af, som den vel nok eneste i verden i den første tid, havde en ubegribelig foruroligende mistanke om hvad der var i vente for det unge stjernefrø. Taler myten her sandt, får tragedien en dimension som vel nok er hinsides vor fatteevne, idet vort begreb om en myte som en opdigtet fortælling rokkes. Taler myten ikke sandt, var Elvis aldrig blevet det han blev. Man kan sige det sådan at hans store ulykke blev at myten faktisk talte sandt, en myte det vist aldrig er lykkedes nogen, og da slet ikke den trofaste fan eller sladderjournalisten, at afkode. Fra starten af bekræftede myten sig selv og benyttede blot Elvis, Gladys, Tom Parker og alle de andre som rekvisitter i skæbnens spil, i en fortælling der er så stor som livet. Således betragter jeg hans musik og hans biografi som den vældigste og smukkeste fortælling i det 20. århundrede, en sublim fortælling om storhed og fald. Altså en myte som i en vis forstand umuligt kan være opdigtet, af én simpel grund: intet menneske ville nogensinde have fantasi til at opdigte et sådan sagn.
Det er frygteligt at tænke på hvor ensom han som et andet gidsel for skæbnen har været, især efter moderens tidlige død, en død som altså er en klar konsekvens af hans første berømmelse. Til en koncert i 70’erne, da han skal synge ”Are You Lonesome Tonight?” holder han pludselig en pause og siger til publikum ”Jamen, jeg er selv ensom, forstår I”. Men ingen forstår det, for publikum ler blot som om han havde fortalt en vits.
I mediernes mytedannelse, selvom jeg ved denne sammenligning frygter at mistænkes for blasfemi, er hans musik på en eller anden sær idiosynkratisk vis for det moderne menneske hvad evangeliet var for oldtidens. Elvis ville med sikkerhed have protesteret mod en sådan udlægning. Men Elvis er også for længst blevet større, langt større, end han var som privatperson. Ja, man kan vel sige det sådan at Elvis aldrig har været en privatperson. Hans eksistens før berømmelsen er for længst blevet mytologiseret med tilbagevirkende kraft, og har, bortset fra for hans mor, ellers ingen interesse. Ironisk nok har netop moderen været afsæt for mytologiseringen af hans barndom på grund af hendes faste tro på Guds fantastiske plan for hendes eneste søn og hendes tillid til tegn der kunne bekræfte denne tro. Denne refereres af de fleste biografer, også dem som ønsker at ”afsløre”. Dag for dag vokser myten, og at komme tilbage før 1956 synes efterhånden en umulighed. Denne bog er et bidrag til myten snarere end at være en bog der ønsker at afsløre. For alt er egentlig afsløret, blot man lytter til hans stemme og musik.
Vor tids mest feterede person følte sig aldrig rigtig hverken ønsket eller elsket, måske bortset fra af sin mor. Men moderens død kædes i mytologien sammen med hans berømmelse. Således aner man hvilken pris han måtte betale. Jo flere der elskede ham, jo mindre elsket følte han sig. Som John Lennon har sagt, blev han som en konge slået ihjel af sine egne hoffolk, netop på grund af den kongeværdighed han egentlig aldrig ønskede. Og dog er min bog en hyldest til kongeværdigheden, dens ubegribelige storhed og fald. Det er denne som min bog handler om.
GOOD ROCKIN’ TONIGHT
Det fascinerende ved en skæring som denne er dens ufalskhed. Senere, efter 1956, skulle myten om rock’n’roll med al mulig PR tømres fast i en generation eller tos bevidsthed. Senere musikere skulle på godt og ondt – mest på ondt – efterleve den myte Elvis med sin blotte person var banebryder for. Imidlertid, i denne sang der omhandler det der senere skulle blive kendt som rock’n’roll er vi nærmest forud for mytens egentlige tilblivelsestid. Kam man – og har man nogensinde kunnet – tale om ufalskhed i rock’n’roll er det i forbindelse med Elvis’ indspilninger hos det lille pladeselskab Sun i almindelighed, og i forbindelse med ”Good Rockin’ tonight” i særdeleshed. Med dette in mente lytter man næsten andægtigt, og føler i forbindelse med denne sang – modsat al senere egentlig rock’n’roll – et anstrøg af den pureste uskyld. Ikke fordi jeg glemmer at rock’n’roll som ord oprindelig var et slangudtryk for samleje, men tværtimod fordi denne betydning endnu på dette tidlige stadium så langtfra var blevet institutionaliseret som et studieobjekt for intellektuelle på universiteter og konservatorier sådan som den i dag har været i årtier. Der synes at være en vis logik i at denne musik blev taget til nåde af alskens velmenende analytikere i årene efter kongens død. Denne interesse blev nemlig tillige musikkens død, den rockmusik der i dag for længst har mistet sin progressive karakter og vel nok først og fremmest har historisk interesse for dem der søger oprindelsen til hvordan populærmusikken endegyldigt trådte ind i elektronikkens tidsalder.
Med ”Good Rockin’ tonight” er musikken kun med sine første spæde skridt blevet elektrisk – en udvikling som var den vel nok mest fundamentale forudsætning for rock. Den eneste elektricitet i indspilningen er Scotty Moores el-guitar. Både Elvis på guitar og Bill Black på bas spiller akustisk. Derudover savner man trommer, et instrument der ganske kort efter skulle blive et must i rockens lydbillede. Allerede fra den første indspilning på RCA blev trommeslageren D. J. Fontana et fast indslag.
HEARTBREAK HOTEL
Vel, siden min pige forlod mig
Har jeg fundet et nyt sted at bo
Det er nede for enden af ensomheden
På hjerteknuste hotel
Du gør mig så ensom
Jeg bliver så ensom jeg kunne dø
Og til trods for at det altid er pakket
Kan du stadig finde noget rum
Hvor hjerteknuste elskere
Græder i evig stund
Du gør mig så ensom
Du gør mig så ensom jeg kunne dø
Vel, de hinker og danser og lever
Receptionisterne klædt i sort
De har været så længe på ensom vej
At de aldrig ser tilbage
Du gør mig så ensom
Jeg bliver så ensom jeg kunne dø
Hej, hvis din pige forlader dig
Og du har et epos at fortælle
Tag bare en tur ned af ensomheds vej
Til det hjerteknuste hotel
Den tiende januar 1956 stod den blot 21-årige Elvis i RCA’s pladestudie i Nashville til den første session med sit nye pladeselskab. Han følte sig tydeligvis nervøs og utilpas over at være i selskab med og modtage instruktioner fra de fine herrer i det store selskab. Men han var også i godt selskab. På guitar var Scotty Moore og på bas Bill Black, to musikere som havde fulgt ham siden de allerførste indspilninger med Sun. Som noget nyt, en nyhed der var kommet for at blive, blev den vokale baggrund lagt af The Jordanaires, et kor der havde rødder i sydstaternes religiøse sang. Yderligere blev en ekstra guitarist, Chet Atkins, og pianisten Floyd Cramer tilføjet. Hvad Elvis og hans band med Sun havde skabt ud af gamle blues- og countrysange, såkaldt rockabilly, blev i Nashville til en ny lyd. Rock’n’roll.
Trods nervøsiteten nærmede Elvis sig mikrofonen der hang, stor og skræmmende, over hans hoved. Og da han først fik slået tonerne an og begyndte at synge, som så ofte siden hen, forsvandt al nervøsitet tilsyneladende. Da han forlod studiet havde han indsynget en sang der for eftertiden kom til at stå som en milepæl i rockens historie. I løbet af eftermiddagen fik holdet indspillet ”I Got a Woman” og ”Money Honey”, men de fik også indspillet en sang som ingen anden end Elvis kunne lide, en klagesang over kærlighedens mørke sider. Denne sang var ”Heartbreak Hotel”.
Den blev hans første egentlige mesterværk og samtidig det tidligste punkt i hans karriere hvor hans tragedie antydes. Under hans 50’er-koncerter, indtil de blev så kaotiske at han måtte indstille sine turneer, brød publikum ud i skrig og tumult hver gang åbnede med linien ”Well, since my baby left me”…Langsomt. Drævende. Bluesy.
Selvbiografisk kan den ikke kaldes, dertil er det tekstmæssige materiale for banalt. Og dog gør han som sit varemærke sangen til sin helt egen. I fortolkningen spiller han sin rolle mesterligt, og som et slags varsel er det en sådan rolle der senere i hans liv skal blive skæbne. Udgangspunktet for denne er ikke på dette tidspunkt personlige oplevelser. Det er en sentimentalitet der er så tyk at man kan skære i den, således at den ved litterær analyse taber al værdi. Men Elvis fortolker den så majestætisk at egentlig litterær analyse er uvedkommende og her intet har at sige. Således bibringer han med sin stemme ordene liv og tale på en måde så tilhøreren i stedet drages mod ham, som fortalte han en historie, som skabte han med de fem små vers et univers af følelse. De blå toner i selve musikken er ikke den egentlige fortælling, men derimod den blå stemme, mindre i musikalsk analyse end i selve stemningslejet. Således skal det blive typisk for Elvis’ sang, i særdeleshed efter at berømmelsen er toppet, at bluespræget unddrager sig toner, men derimod i den blotte stemmes klang åbenbares. For en stor del af kongens musik gælder det således at det ikke i teknisk forstand er blues, men derimod i sin følelse er så blåt som havet.
”Heartbreak Hotel” indeholder imidlertid også i teknisk forstand elementer fra blues, især instrumentalt. Scotty Moore, der som guitarist var mere opfindsom end fingernem, finder her sit rette leje, først med en underspillet og tilbageholdt rytmeguitar, og dernæst med en skærende enkel solo. Bassen swinger sig rundt i nogle ganske simple men effektive vandringer op og ned af gribebrættet, mens piano supplerer de blå toner. Og sangen. Mere blå er det næppe indtil da lykkedes nogen hvid musiker at lyde. Således er ”Heartbreak Hotel” et gennembrud, ikke blot for Elvis, men tillige for det publikum som tørstede efter at blues blev gjort til genstand for fortolkning af en hvid sanger. I den forstand er det selve stemmens klang, nærmere end dens toner, der frigjorde sanselighedens hyldest fra den sorte musik. Dette var i al sin enkelhed forudsætningen for rock’n’roll, og de følgende år blev stilskabende. Mange kom efter, men så godt som ingen hvide sangere kom før. Som John Lennon så ofte er blevet citeret for at sige: ”Before Elvis, there was nothing…”.
Hverken i nogle af de alternative takes – studieindspilninger der først er udsendt efter hans død – eller de mange koncertversioner af sangen opnår han tilnærmelsesvis samme sensualitet som i den oprindeligt udsendte version. Her er et eksempel på kunstnerisk finesse, som han med denne sang aldrig siden skulle overgå, og som var bundet til et helt bestemt øjeblik i hans liv. Denne indspilning, som mere end nogen anden banede vejen for at han med sin stemme kunne erobre verden, indeholdt et element der efter bruddet med Priscilla i 1972 skulle bringe ham på nye kunstneriske højder. På den tid, fjern fra det ungdommelige vovemod i 1956, banede hans skilsmisse vej for en moden formidling af ensomheden i rollen som den forladte elsker. Og dette var ikke blot en rolle, men en livsomstændighed som for andre kunstnere ville have medbragt apati og angst for ensomheden. Sidstnævnte udnyttede kongen og lod den blive til smuk, men sorgfuld sirenesang, de såkaldte Priscilla-ballader, hvor han fandt udtryk for sine personlige problemer på en måde der for lytteren var hjerteskærende.
Imidlertid må man huske på at han, al den tid han lod sig berøre af sangen og overhovedet tog den alvorligt, altid havde et personligt forhold til dens tekst. Eller rettere, som en anden karakterskuespiller fik teksten, hvor fjern den end var fra hans privatliv, fortolket på en måde så ordene på dækkende vis kommenterede et af de mange forskellige sider af hans sind. Myten lader ham stå inde for hvert et sunget ord. Hvor nogle, særlig dem der søger at afsløre kompromitterende dele af hans privatliv, i dette finder et uhyrligt hykleri, finder jeg blot i hans mesterlige musikalske maskerade kunstens forrang frem for vigtigheden af et menneskeliv blandt så mange andre. Dette gælder mindre en senere titel som f.eks. ”Suspicious Minds”, der foregiver at være selvbiografisk, men for den der kender blot lidt til hans private biografis udskejelser, slet ikke forholder sig til de faktiske realiteter. I dette sidste store hit fra 1968 bedyrer han aldrig at have løjet om sin utroskab. I øvrigt, da han fem år senere synger den ved den gigantiske tv-transmitterede koncert fra Hawaii, tilføjer han med et skævt smil til linien ”I never lied to you”: ”too much” (særlig meget). Dette gør han overfor den kvinde han elskede, og til hvem han indsang alle de smukke priscilla-ballader, med over en milliard mennesker som vidner kloden rundt. Sådan var han altså også.
På dette tidlige tidspunkt derimod, er det tekstmæssige problem snarere banalitet. Dette problem var Elvis dog gennem hele sin karriere med sin stemme en mester i at løse. Hvor banale ordene end måtte forekomme, formåede han med sin stemme at bringe dem en ny, og for læseren af teksten hidtil uopdaget, mulighed for fortolkning. En fortolkning man aldrig ville kunne læse sig frem til, men kun høre med øret. Sådan forholder det sig med ”Heartbreak Hotel”. Her er det ikke nogle livsomstændigheder der med bydende nødvendighed må tvinge sangeren til at udlevere eller fordreje sine mest intime detaljer fra privatlivet. Alligevel føles hans sang for lytteren i denne indspilning som et kærlighedsbrev til den elskede for enden af radioen, pladespilleren eller juke-boxen. I denne sang er der, på samme måde som i Priscilla-balladerne, tale om ensomheden i den erotiske kærlighed. Blot med denne tilspidsning så banal som noget, nemlig rollen som den forsmåede elsker. Måske var sangen på dette tidspunkt mere udtryk for en rolle end for en sorgfuld erfaring. Ikke at Elvis ikke på dette tidspunkt var bekendt med denne særlige ensomhed. Den myte som prægede hver eneste minut af hans liv, kalder ikke på tvivl, men lader hver eneste tone give udtryk for en udpræget kunstnerisk troværdighed, uanset om denne bygger på et mesterligt skuespil eller bitter personlig erfaring.
Den illusion som den unge Elvis måtte have om kærligheden, formår han med sanselighed grænsende til liderlighed at pille fra hinanden ord for ord. Sangen omhandler ensomhed, men der er i kongens fortolkning her ikke tale om et Don Juan-motiv som hos den erfarne elsker. Snarere er måden Elvis synger den på en slet skjult hyldest til sanseligheden, lyt blot til andet vers. I musikalsk stilhed tuder Elvis ensomheden ud med et forunderligt dæmonisk velbehag (”And though it’s always crowdy/ you still can find some room”) efterfulgt af de to klassiske hyl på el-guitaren. Efter et tonalt højdepunkt i verset (”for broken-hearted lovers to”) følges den af en basgang bogstavelig talt ned af bluesskalaen (”cry there in the gloom and be so”). Nu følger nogle vidunderlige og mesterlige øjeblikke i rockens historie. I baggrunden, oveni bassens vandring, høres fra el-guitaren nu en sagte men insisterende klangbund af blå toner. Og mesteren i forgrunden stønner sig vej gennem ensomheden (”heartbreak is so lonely baby”). Ved stødvis rytmisk brug af åndedrættet fastlægger han et beat der ender med et pragtfuldt tryk-seksten på anden stavelse af ”ba-by”. Sagt på en anden måde: ud fra måden den bliver sunget på, handler sangen meget mindre om ensomhed end den handler om erotik, uden at det egentlig nævnes.
Og dog ville ingen teen-ager der hørte dette mesterværk dengang være i tvivl. Sådan lyder med et kunstnerisk udtryk sjælen i et samleje. Men også kun sjælen. Der er så godt som aldrig hos Elvis tale om pornografi i stemmeføringen. Det hører en senere tids artister til.
BLUE SUEDE SHOES
Og det er en for pengene
To for festen
Tre for at blive parat
Kom så, kom så
Men træd ikke på mine sko
Du kan gøre hvad som helst
Men hold dig fra mine sko
Du kan slå mig ned
Træde mig i ansigtet
Bagtale mig over det hele
Gør hvad du vil men
Skat, lad min sko være
Du kan gøre hvad som helst
Men hold dig fra mine sko
Brænd mit hus
Stjæl min bil
Drik min cider fra min gamle frugtskål
Gør hvad du vil men
Men skat lad mine sko være
Du kan gøre hvad som helst
Men hold dig fra mine sko
ASK ME
Blot et par måneder før Elvis gik i studiet for at indspille denne sang, havde en ny fremadstormende gruppe fra England indspillet deres første LP. Denne gruppe var The Beatles og pladen hed ”Please please me”. Indenfor et år efter denne udgivelse, skulle gruppen i bogstaveligste forstand erobre musikscenen i såvel USA som resten af verden. En revolution indenfor populærmusikken, som før som siden blot har fundet sin lige Elvis’ gennembrud i 1956, fandt sted indenfor ganske kort tid. Som alle andre blev Elvis fuldstændig taget på sengen. Selvom han billedlig talt senere skulle stadfæste sin plads på kongetronen, i hvert fald i bevidstheden på sin egen generation, udviklede musikken sig nu med så rasende fart, at mange blandt den blot syv år yngre anden generation for evigt vendte sig mod en ny lyd. Så kort var et stjerneskuds levetid og den skulle blive kortere og kortere. Tressernes indtog i populærmusikken begyndte i 1963.
At sammenligne Beatles med Elvis er af mange grunde svært og tillige ufrugtbart. Selvom beatlerne i starten havde deres ene for solidt plantet i samme sorte 50’er sound som Elvis, var deres musik fra starten af anderledes fra Elvis. For eksempel prøvede beatlerne, hvoraf i hvert fald de tre sang fremragende, aldrig sangmæssigt at overgå Elvis’ evner for fortolkning. Til gengæld blandede de deres stemmer i en lyd så radikalt anderledes fra al kendt musik, at alene deres vokalharmonier de første par år i originalitet og skønhed gør dem fortjent til en fuldstændig enestående plads i musikkens historie. Sammenlignet med Lennons og Mccartneys duet alene på en skæring som ”From me to you”, fremstår The Jordanaires samlede bidrag til Elvis-lyden både bagstræberisk, fladtrådt og flov.
IT HURTS ME
1964 var året hvor meget hårdtslående og politisk bevidste grupper som Rolling Stones og The Who skulle træde ind på scenen. ”It Hurts Me” er et godt eksempel på hvordan Elvis reagerede på denne udfordring. Privat murede han sig inde på sit kongeslot Graceland. Musikalsk meldte han sig nærmest ud af sin samtid med underligt tidløse ballader i en tid hvor musik mere end nogensinde før bevidstgjorde sig om sin generations betydning og var tidssvarende på en måde som aldrig før. Denne udvikling skulle fortsætte for Elvis lige til han gjorde comeback på en scene i 1968. Således var tresserne, med de første og sidste år som en meget vigtig undtagelse, en underlig identitetsløs tid for Elvis. Hvor hans samtids musikere netop fandt eller opfandt en identitet, mistede Elvis tilsvarende sin.
IF I CAN DREAM
Der må være lys der brænder stærkere et sted
Der må være fugle der flyver højere i en himmel mere blå
Hvis jeg kunne drømme om en bedre ånd
Hvor alle mine brødre vandrer hånd i hånd
Fortæl mig hvorfor, å hvorfor, å hvorfor kan min drøm ikke blive til virkelighed
Der må være fred og forståelse en eller anden dag
Stærke vinde af forjættelse som vil bortvejre al tvivl og frygt
Hvis jeg kunne drømme om en varmere sol
Hvor håb blev ved med at skinne på hver en viol
Fortæl mig hvorfor, å hvorfor, å hvorfor vil den sol ikke komme til syne
Vi er fortabte i en sky
Med al for megen regn
Vi er fanget i en verden
I smerternes tegn
Men så længe som en mand har styrken til at drømme kan han forløse sin sjæl og løftes opad
Dybt i min sjæl er der et skælvende spørgsmål
Men stadigvæk er jeg sikker på at blive besvaret på en eller anden måde
Ude i mørket er der en dragende stråleglans
Og så længe jeg kan tænke, så længe jeg kan tale, så længe jeg kan stå, så længe jeg kan gå
Så længe jeg kan drømme, så lad dog min drøm blive til virkelighed, netop nu
Lad den blive til virkelighed netop nu
Der er en ting der er vigtig at forstå om Elvis Presley. Det er sandt at han, lig mange andre kunstnere, ikke så meget sang om sit faktiske liv, som om sine drømme, om hvordan han ønskede at leve. Om han som person var utroværdig i forhold til sin kunst, om han som person kunne leve op til det billede af ham hans sangtekster synes at love, er et spørgsmål man må lade biograferne og hans nærmeste om. Som sagt før: den dramaturgiske analyses funktion er ikke at være løgnedetektor.
IT’S IMPOSSIBLE
Teknisk er teksten konstrueret med et primitivt kunstgreb som er gammelkendt og benyttet af sangskrædderne på blandt andre ”Don’t”, ”Like a baby” og ”Too much”. Man tager et udtryk, der altid udgør titlen, og anvender det i sangen uden skelen til hvor forskelligartede betydninger det kommer til at få. I ”It’s Impossible” kommer titlen først til syne som udtryk for en fysisk umulighed (”It’s impossible/ tell the sun to leave the sky/ it’s just impossible/ it’s impossible/ to ask a baby not to cry/ it’s just impossible”), uden at solen og baby’en har andre kunstneriske funktioner end dette. At slutte andet ville formodentlig, pop-tekster taget i betragtning, være en overfortolkning. Men springer vi lidt, ser vi udtrykket i en anden betydning (”But the second/ that I never think of you/ oh, how impossible”). Her er der mindre tale om en fysisk umulighed end om en uudholdelig tyk sentimentalitet, om en pompøst triviel kærlighedserklæring. Men der er også en anden fortolkning. Udtrykket kan henvise til en tabt mulighed, en mulighed der antydningsvis ikke længere lader sig finde og er blevet en umulighed. Hvad angår Elvis’ mening tror jeg, med udgangspunkt i hans stemmeføring, det sidste. Lyt blot til den måde han synger stykket mellem de to citater (”can I hold you/ closer to me/ and I’d feel you/ going through me”). Det er dette stykke som, udelukkende i mesterens fortolkning, åbner vores øjne, i hvert fald hvis vi evner at bruge ørene. Det er kærligheden der, bortset fra i elskovs favntag, er umulig. Måske lurer den banale kærlighedserklæring, at sangeren elsker den udkårne i en grad at han umuligt kan forestille sig at hun noget øjeblik ikke er i hans tanker. Dermed antydes en besynderlig tvetydighed, en tvetydighed der både indeholder elegien og klicheen. Jeg kan ikke afvise at begge muligheder egentlig for en (romantisk sjæl) netop i stemmens pragt kan forenes. En sådan stemning antyder hans fortolkning: denne skal høres ved aftentide med dæmpet belysning og den elskede in memoriam.
Kort efter bekræftes mistanken udfra et rent tekstmæssigt argument (”If I had you/ could I ever ask for more/ it’s just impossible”). Sangen er optaget ved en live-koncert kun en måned efter at Priscilla flytter fra Graceland, og bærer tydeligt præg af det. Man forstår hvorfor Elvis valgte at synge netop denne sang. Det var udfra simpel nødvendighed.
Mod slutningen af sangen kommer en anden besynderlig dobbelthed til syne (”and tomorrow/ should you ask me for the world/ somehow I’d get it/ I would sell my very soul/ and not regret it/ for to live without your love/ it’s just impossible”). Den stjerne som Elvis var, ville, skulle man synes, kunne få fat på nærmest hvem som helst, uanset hvem den udkårne var. Den stjerne som måtte erobre verden for at bevare hendes kærlighed, og som faktisk gjorde det, men, ironisk nok, dermed endte forladt, tom og ensom. Som solgte sin sjæl til sin myte, men gjorde det fordi alt andet var umuligt. Måske af kærlighed, og måske til glæde for hjerterne hos teen-agepiger jorden over, men måske også til egen ulykke. Sangen her er et gribende eksempel på kongens forsøg på at overvinde sin myte, et forsøg der tragisk ender med at bekræfte den i et fængsel af toner. Og alligevel overvinder han den på sær vis, trods det faktum at dette i sidste ende skulle koste ham livet. At leve uden den kærlighed han modtog og var bærer af når han stod på en scene var for ham umuligt. Og det er sikkert som han synger: trods alt fortrød han det aldrig, og kunne heller ikke rigtig fortryde. Egentlig havde han vel intet valg. Netop deri bestod tragedien.
I GOT A FEELIN’ IN MY BODY
Der skal ikke meget fantasi til for at kunne høre det intime kendskab til den euforiserende stofoplevelse i denne sang. Utvivlsomt var det at Elvis’ stofmisbrug var ukendt for den store offentlighed, og til trods for at myten om afholdenhed med tiden blev mere og mere udhulet, anså han aldrig sig selv for at være narkoman. Men, som det senere er blevet konstateret, og som hans nærmeste også måtte have haft kendskab til, begyndte han allerede som soldat at eksperimentere med amfetamin. Myten om afholdenhed, der som et modargument mod uterlighed på scenen blev lanceret i 50’erne, indeholdt vel nok som alle de andre myter et element af sandhed i storhedstiden i årene efter gennembruddet i 1956, men skulle senere forvandles til noget lignende en parodi. Elvis standsede nemlig ikke med amfetamin efter hjemkomsten. Tværtimod begyndte han at supplere med stærk sovemedicin som følge af sin evige angst for den ensomhed, der for visse følsomme personligheder forudgår indslumringen. Efter at have mistet sin mor var denne angst for nattens mørke blevet forværret, og løbet af kort tid var han, ligesom mange andre i denne psykofarmakaens naive blomstringstid, blevet fysisk afhængig af såvel uppers som downers. Men modsat andre, der trods alt ikke skulle leve op til nogen kongeværdighed, blev denne afhængighed, i en vis lighed med sin mors skæbne, til sidst hans død.
Efter sit come-back i 1968 og sin tilbagevenden til scenen i de efterfølgende år, præget af turne efter turne, begyndte hans afhængighed af morfin. Netop dette stof som mange kunstnere helt tilbage til romantikkens tid havde lindret byrden af kunstnerkaldet med, dette stof som i tresserne spredte sig som en pest i hele miljøet omkring rock’n’roll. Dette stof som i de sidste mange og ensomme år syntes at være kongens eneste måde at genskabe suset fra 50’er-rockens blomstringstid, den tid korte tid hvor musikken endnu ikke helt, men blot antydningsvis, havde solgt sin dyd til dollartegnet. I en vis forstand en uskyldens tid, men også en tid hvor netop uskyld blev gjort til tema for mytedannelsen på en måde som måske aldrig havde rod i virkeligheden, og hvis den havde, i så fald blot en tid havde det i rampelysets skær. Bag scenen var der vel aldrig meget andet end lampefeber at beruse sig i, og denne blev i løbet af kort tid utilstrækkelig for et menneske der som blot 21-årig led den skæbne at skulle indtage en trone
Elvis var en typisk blandingsmisbruger. Det siges om ham (hvor?) at han havde to yndlingsbøger: Bibelen samt den amerikanske medicinalhåndbog. Hvor førstnævnte angav den åndelige føde, var sidstnævnte det redskab han nødvendigvis måtte inkludere for at få Ånden i tale. Elvis var som mange andre dybt fascineret af muligheden for kemisk at mikse sig frem til enhver tænkelig sindsbevægelse. Som en anden farmaceut kunne han i timevis tale om særlige blandingsformer mellem de præperater som medicinalindustrien i tonsvis kastede på markedet i løbet af tresserne. En egentlig medicinering under lægelig kontrol var der sjældent tale om, og ironisk nok var det netop en uheldig blanding der flere gange var ved at tage hans liv. Fra og med 1973 fire gange tæt på at dø som følge af en overdosis, idet han selv prøvede at indsprøjte en given dosis uden at konsultere en læge. Han skulle dog hurtigt lære sig selv kunsten at balancere på kanten af en dødelig overdosis for dermed at opnå stærkest mulig effekt. Hans kæreste, Linda Thompson, der ifølge Joe Esposito reddede Elvis’ liv snesevis af gange, måtte i de år undvære sin skønhedssøvn for nervøst at holde et vågent øje med Elvis’ vejrtrækning der i tilfælde af en overdosis kunne ende med at kvæle ham. På trods af den livsfare hans levemåde gang på gang bragte ham i, betragtede han selv og hans omgivelser øjensynlig disse hårde stoffer som en slags medicin. I en vis Dr. Nichopoulos, blandt mange andre, fandt Vernon Presley og Tom Parker tidligt i 70’erne en stabil kilde til gennem kemikalier at opretholde illusionen om kongeværdigheden. Selv hans egen far var forbløffende sen til at opdage sin søns livsfare, blændet af rampelystes dæmoniske skær. Den formue det kostede at tilvejebringe falske recepter, var for kongen blot et greb i lommen.
Til trods for at Bibelen angav en moralsk rettesnor som var i evig konflikt med hans faktiske livsførelse, bibeholdt han til sin død den barnetro som blandt andet gav sig udslag i tre albums med gospel, tre albums som af nogle vurderes til at høre blandt det bedste han overhovedet indspillede. Derudover krydrede han også sine øvrige albums med kristen musik, som for eksempel ”I Got A Feelin In My Body’” fra albummet ”Good Times”.
Morfin er et stof som på bemærkelsesværdig vis påvirker kropsoplevelsen. Derfor har denne sang passet Elvis som hånd i handske. Det er tydeligvis ikke en sang der handler om stoffer. En sådan ville Elvis aldrig have sunget. Den handler om en religiøs oplevelse som relateres til kropslig eufori. Ud fra kendskabet til Elvis’ biografi, derimod, aner man tydeligt at Helligåndens komme er påtvunget af sprøjten. Der er i for sig ingen nævneværdig forskel, hvis det ikke var for det i forhold til originalversionen ændrede arrangement. En religiøs ballade er i Elvis’ sikre hænder blevet rytmisk pågående og sanselig soul, der rent faktisk, ironisk samstemmende med teksten, taler til kroppen. Man kan simpelthen, egentlig med en oprigtighed uden spor af sarkasme, høre og mærke denne ”følelse i kroppen”.
Der er i øvrigt ingen grund til forargelse. Mange middelalderlige mystikere og fromme helgener har beskrevet den kropslige eufori og ekstase der ledsager deres religiøse oplevelser. Om Elvis har taget morfinen til hjælp er for så vidt, i forhold til det kunstneriske udtryk, ligegyldigt. I forhold til hans liv, derimod, er sangen et tragisk vidnesbyrd som er velkendt blandt kunstnere. Det kunstneriske udtryk og de krav dette stiller til den udøvende kunstner forkrøbler ham legemligt. Og dog er resultatet så blændende smukt og stærkt at det lever, også udover kunstnerens død. Et stort held er det at Elvis’ sange, som for eksempel denne, har kunnet foreviges på grund af opfindelsen af båndoptageren. Altså at hans stemme, hvor ligegyldig en sådan menneskehedens vinding i sammenhængen end må forekomme den elitære kunstner, i modsætning til Jesu stemme har kunnet blive optaget. For den der har øren at høre med, var hans offer ikke ligegyldigt og som vidnesbyrd om dette er en sang som ”I Got A Feelin In My Body’” stadig levende iblandt os ved sin stærke og aktuelle tale.