Er du ensom i nat…?
No photo, please!
03.12.00 bag bordet
Medley: 07.12.00 foran bordet/
07.12.00 bag bordet
Kærlighed er en stille ild
Ingenmandslandskabsbillede
Don’t cry, honey
Fremkaldelse
2. KAPITEL
When you’re smiling…
Epifani
Dansen gennem digtet
Trust me, baby
Vore længslers modersmål
Hæse bogstaver og trykte kærtegn
Denne rødmen langs din sjæls grønlige strå
Dine salvers duft er dejligere end al balsam
Dine bryster er som…
4. KAPITEL
Trailer
Elskov på papiret
Det autoriserede rigsdanske coitus ved kgl.
resolution af 1. januar 2000
Selvmordsbomberen
69
Are you lonesome tonight?
Kentucky rain
Det digt regnen hver gang døber på ny
Only the rain would know
Hver nat er alt forbi
Rimsmedens drikkevise
Oh Mary, yes…
5. KAPITEL
Dåbsdigtet
Summertime blues
Sommersolhvervets hospital
Det er som om
Den dag hvor alt begynder
Elskov er som døden, der avler liv
Den fredfyldte blomst
Gently your eyes met mine
I denne nat kræves din sjæl af dig
6. KAPITEL
Digter anno 2000
At skrive et digt er som
Den sidste nat af alle nætter
A moment of truth
Stearinlyset i mørke og slud
7. KAPITEL
The glorious poet
I mine tankers færdselsårer
Vest for den tabte krig
To the neon god they made
Det sidste kærlighedsdigt i verden
Å, Kæreste Gud,
mørket har lagt sig, og jeg vil bede for de mennesker, jeg tror at elske, og for at lammets skrig for dem en dag vil stilne.
Ikke at jeg ønsker dem ændret. Ikke at jeg, hvis det stod til mig at ønske således, ønskede deres skæbne ændret, for jeg ved, at selv du en dag måtte dø, men nu lever.
Men hører du ikke, Herre, langt borte, og dog så nær, næsten væk, og dog så klart, hvordan efterklangen af din pinte sjæl runger?
Ser du ikke, kære Gud, gennem lidelseshistoriens omvendte evangelium,
op gennem tidernes og alverdens slagterkroges bestandigt åbenlyse raslen, gennem industrislagteriernes overdøvende maskinlarm, at mennesker ånder
med et lydløst håb om liv i takt med efterklangens rungen?
Mennesker, jeg tror at elske, og som jeg vil bede for, for at lammets skrig for dem en dag vil stilne.
Amen.
REAL PERSONAL
Det er ikke min mening
at gøre dig urolig
eller volde dig besvær
jeg kender dig jo ikke,
som det hedder sig
når man undslår sig
kærlighedens kendskab
til den ukendte
og dog mener jeg at kende
til et endnu ukendt digt
der afkræver mig formulering
og som modsat mig
påstår at kende dig
men jeg skriver det ikke
dels fordi jeg ikke kan skrive det
men blot formode
at læse det i dit ansigt
og dels fordi ethvert citat
jeg her måtte søge
hvis jeg kunne skrive det
måske ville gøre dig urolig
eller volde dig besvær
ved sit ønske om
at skrives ned
i form af en parafrase
som nok i dit ansigts kendskab
til denne ukendtes kærlighed
kan læses, men måske aldrig skrives:
den formulering der nok søger dig
men som løsrevne vers
i mit røgfyldte værelse
ængsteligt pustes ud
velvidende at dit ansigt
måske slet ikke ønsker at citeres.
DU ER
Du er så meget andet og mere
end noget digt om dig kan være
ikke blot er du så meget mere
end hvad ethvert tænkeligt digt
af digterhjertet indbildsk
påstås at ville have været
hvis det kunne formuleres
men snarere som
det utænkelige digt
der selv ikke for fantasien
lader sig formulere endsige
gør krav på formulering
som når jeg skriver
at jeg elsker dig og
sætningen gør knuder
i halsen fordi du som
formuleringens elskede
genstand alligevel aldrig
kan gøres til genstand
for formuleringer
men ene og alene være
som du er.
NO PHOTO, PLEASE!
Den tanke, der var undfanget
af kærlighed, men ikke lod sig tale,
blev væk i vrimmelen
af glossariums fostre
og lod sig først identificere
under obduktionen på
et hospital, langt væk,
da den genopstod
hos digteren, der førte skalpellen:
også en dødfødsels foster
kan være et kærlighedsbarn,
ja, måske kun dette,
for evigt uberørt af bagtanker
som det ligger der,
sønderskåret og indsmurt
i slim og blod, kan
det være det kærligheds mæle,
der ikke rummes af
noget sprog, tanken kan tale.
MEDLEY: 03.12.00 FORAN BORDET/ 03.12.00 BAG BORDET
På modtagelsen. En
03.12.00 Modt.
lægesamtale uden
Pt. henvender sig med
nogen som helst kontakt.
et ønske om samtale.
Det lod sig åbenbart ikke
Begrunder dette med,
udtrykke, i hvert fald
at han tidligere på
ikke før bagefter, da lod
dagen har følt sig
jeg tårerne få frit løb.
”dårligt tilpas”. Pt.
Da gennemspilledes i mig
oplyser, at det som
i hvert et versdet drama,
regel hjælper at
der under samtalen
gå en længere tur
manglede. Men jeg græd
og skrive sine tanker
ikke i lægens påsyn.
ned. Dette har
Den glæde skulle hun
imidlertid ikke
ikke have, tænkte jeg først.
hjulpet i dag.
Dernæst fik jeg den
Pt. har siden
tanke, atdet vel snarere
sidste udskrivelse
var af hensyn til hende,
overnattet 4 gange
for ikke at krænke hendes
på Nabocentret,
blufærdighed. Egentlig
Amager, idet han
fortjente hun ikke bedre,
ikke bryder sig om
end at få kastet et
at være i sin
blødende hjerte i sin favn.
egen lejlighed.
Tag den, kammerat, hvis
Pt. kan ikke helt
du ellers kan.
sætte fingeren på,
hvad det er,
Desværre, forstod jeg på hende,
der er problemet,
var der ingen ledig plads.
føler sig utryg
Til gengæld fik jeg lov til at blive,
uden at kunne
til jeg skulle hjem i seng.
sætte fingeren på
Forpint og ensom som jeg var,
noget specifikt.
talte jeg hver eneste minut, kun
Pt. møder hver
med den lindring, som en
mandag i DPC-
smuk mørklødet sygeplejerske
Møllegade og får
kunne bibringe mig. Imidlertid
der udleveret
forværredes tilstanden først på
medicin i
aftenen, og da jeg søgte
doseringsæsker.
om hjælp, hørtejeg en
Tager medicinen
anden sandhed. Plads havde
regelmæssigt. Hans
de nok kunnet finde, men jeg
kontaktperson er
syntes ikke egnet til indlæggelse.
sygeplejerske Kirsten,
Disse ord ramte mig som
som han godt kan
piskesmæld, men jeg tog imod
lide at tale med.
dem uden et kny, selvom tårerne
Imidlertid har pt.
strømmede. Og den unge
fået den opfattelse,
mørklødede sygeplejerske talte
at han kun kan
til mig, ansigt til ansigt,
føle sig tryg
men jeg forstod hende ikke.
ved at tale med
På dette tidspunkt havde jeg
os herinde, hvorfor
taget stort set al den medicin,
han ofte opsøger
jeg sad inde med. Skæv som
modtagelsen, efter
jeg var, ændredes hendes
at han har
ansigt pludseligt. Hun var
talt med
smukkere end nogensinde før,
medarbejderne i
ja, fandens fager, som en
DPC. Jeg taler
Jerusalems datter.
en del med
Men hun var blevet tilføjet
pt. om det
noget dæmonisk, noget
uhensigtsmæssige i
som slog mig med lige dele
dette, idet det
rædsel og vemod,
primært er distrikts-
smukkere end noget jeg
psykiatrien, som
længe har oplevet,
skal støtte ham
som kunne blot Sct. Hans
i det daglige.
være hende rangen stridig.
Pt. kan til en
vis grad godt se
Endnu engang mærkede
dette.
jeg anklagen mod mit ansigt,
Klinisk/ psykiatrisk
halvt formuleret:
vurdering:
at jeg er digter og
Vågen, klar,
værre endnu,
orienteret. Den
at jeg bruger modtagelsen
formelle kontakt
som central for
god, den
de sværeste vers,
emotionelle læderet,
dem som jeg ikke turde
pt. fremstår yderst
tænke udenfor murene.
tilbagetrukken,
Dem som tårerne skrev
og noget garderet.
i mit hjerte, og jeg
Grundstemningen
efterfølgende fik på papir.
vurderes neutral
Jeg kan vælge at leve mit liv
med naturligt
som digter, eller rettere sagt,
psykomotorisk
jeg har en gang for
tempo. Pt. huser
alle valgt det. Men
utvivlsomt paranoide
andre kan vælge at lægge
forestillinger og
forhindringer på min vej.
er præget af
Lader disse sig
en ikke ubetydelig
da blot formulere
ambivalens.
i tårer og efterfølgende i vers,
Benægter syns-
har jeg valgt en vej,
og hørehallucinationer
som ingen læge nogensinde
og fremstår ikke
vil kunne forstå.
hallucineret
Ikke fordi det strider mod
under samtalen.
lægeløftet, men fordi det
Fremstår rolig,
strider mod den
samlet ogvenligt
småborgerlige snusfornuft,
imødekommende.
der gemmer sig bag
Pt.har et ønske
de fleste hvide kitler.
om at måtte
Er kroppen inden under
opholde sig
en kvindes, som det
i psykiatrisk
var i dag, kan
modtagelse
en digter blot undres.
i aften, hvilket
Er en sådan virkelig alle de vers værd?
efterkommes.
(Lykkegaard/ Jacobsen)
MEDLEY: 07.12.00 FORAN BORDET/ 07.12.00 BAG BORDET
En kvindelig medpatient, der førstegangsindlagt skal 20. indlæggelse
overflyttes til en gangplads Indlæggelse af 28-årig mand, velkendt
midt i en depression. En simpel hændelse, men samtidig under
en grusomhed, som egentlig diagnosen skizofreni, henvises af
gør alle digterens sproglige kunstnerier inadækvate overlæge
Hvad kan jeg gøre fra eller til, Uffe Juhl Povlsen, DPC-Møllegade, pga.
hvordan kommer min digtning hende til gavn? udtalt
Fandens også, angst og overforbrug af Truxal og Rivotril
tænker jeg, og igen trangen efter et skud så rent og klart gennem
at vise det hele verden den sidste uges tid. Pt. er indstillet til SHH,
med det fineste stof af dem alle. Den meningsløse lidelse oplyser, at
Kunne jeg dog bare, han netop står for at blive indkaldt til
men nej. Månen skinner så klart, og mit hjerte er så forsamtale.
formørket, at det nærmest Samtale med pt.Pt. forklarer, at han
er som at vandre i dagslys. Så fandens klart. Hvad kan gennem den
en digter da gøre? sidste uges tid er kommet op på at
Systemet kan i det mindste lidt, en gangplads er bedre indtage store
end ingenting. Men doser Truxal og Rivotril i et forsøg på
en digter, hvad kan han? Måske af uransagelige veje og at kooperere de
med mystikerens vision panik/angstanfald, som han får specielt
om sjælenes enhed mejsle en statue af guld for hvert om aftenen.
et knust hjerte Angiver, at han nogen gange nærmest
Kommer det ingen til nytte, har jeg spildt mit ganske liv har taget
og vil spilde det resten medicinen i ”håndfulde”. Skønner, at han
af mine dage. Kommer det blot dig, min elskede ukendte, den sidste
til gode, er ikke et minut uges tid har brugt ca. 1000 mg Truxal og
på modtagelsen gemt for evighedens lup. Således på 5-7,5 mg Rivotril
den sædvanlige bænk dagligt. Måtte i går aftes næsten flygte
på Blegdamsvej. En pludselig sorg over et andet menneskes ud af
skæbne, et liv, lejligheden og sad i første omgang nogle timer på
jeg formodentlig aldrig igen vil stifte bekendtskab med. en cafe,
Måske forsagede jeg hvorefter han ringede efter moderen,
mit betroede talent i hendes ansigt at læse et digt der kom
Og dog kommer ansigtet og hentede ham. Har sovet hos hende
igen, dag efter dag og aften efter aften. Og altid, altid er det i nat, men
kvinden, som lider føler det belastende at være hos
Martin Luther ville rent ud benægte et sådant tragisk element moderen,
i livet. Men måske, når han har det psykisk dårligt, da
når tragedien lader sig høre og se, forstår vi i og med kødet hun så
Guds lov bedre end bliver ked af det og nogle gange
han tør indrømme. Og dog, manden lider også, men på en græder.
sær anderledes vis Har i den periode han har taget de
Han lider som digter, og går hans lidelse end dybere, går ekstra Truxal
kvindens skæbne forud og Rivotril faldet i søvn allerede ved
for ham. Alene rent biologisk, men også i livet i almindelighed 20.00-
En mand alene, om han tiden om aftenen, sover uden problemer
aldrig så meget som blot rører en kvinde, er fortabt uden hende hele
Hvor er da digterens glorie? natten igennem.Føler sig i løbet af
Ikke længere overgivet Gud, ikke længere over mit hoved, dagtiden
men i elskovs varetægt, hvor træt og hukommelsesbesværet. Sidder i
lidt jeg end bryder mig om at sige det, fordi jeg tærsker øjeblikket og
langhalm på en pige, for hvem jeg forsøger at skrive på en dagbog, som
beredvilligt skulle have givet et offer. Men jeg tav og lod hende i han
stedet være et fabeldyr for min pen. håber kan blive udgivet engang.
(Lykkegaard/ Dahlstrøm)
Hvor mange hjerter
ville kunne leve gennem
så mange vintre
som dem vi har kendt
uden at blive kolde
eller føres vild?
er kærlighed ikke en stille ild?
og hjerter i fare, hvor
gader belægges med guld
mens du, min elskede
vandrer på broer over
afgrunde af gråd og smil
jo, kærlighed er en stille ild –
Aldrig har du låst mig inde
i hjerteformede længsler
trods at du selv har været
fange i kasser af sten
så alt for grove og små
til en sjæl så mild
for kærlighed er en stille ild.
INGENMANDSLANDSKABSBILLEDE
jeg befinder mig i ingenmandsland
mellem række på række af
skyttegrave, kors, lig og laster
mellem årtusinders kristne
troslydighed overfor en sekulariseret
højteknologisk våbenmagt
som sagt, om det så er tankens
lydige fange hos Kristus selv:
den, der ikke er med os, er mod os
eller også var det omvendt
og mens jeg hallucinerer at høre
granaterne eksplodere omkring mig
i denne phoney war
som var den kun på skrømt
i fantasien, digtet eller fjernsynet
har overlevelsens instinkt en
stadigt mere rendyrket tanke
for hvor min elskede er
om hun er levende i disse
tankekulissers land som er dødt
om hun har fundet
et bombekrater at skjule sig i
å, hvor ville jeg gerne stede
mit hoved til hvile i det
bombekraters dybe fure
som hendes køn med min kuglepen
aftegner i landskabet
men her er ingen
her er end ikke læseren
om jeg så kunne søge min
elskede blandt tusindvis af læsere
findes der ingen som hende
og hendes bombekraters dybe fure
i dette land, hvor jeg lige hørte
en selvmordsbombe
der end ikke i fantasien eksploderede
og derfor frøs min pen fast
ved sin insisterende tavshed
her i selveste digtets prime time.
Jeg har aldrig set
nogen græde som du
og tænk, da jeg ville
skrive dig et digt
satte denne sætning sig fast
og lod sig ikke rokke ud af stedet
jeg ved ikke hvorfor
men den blev ved med
at forfølge mig
lige til jeg fik den skrevet ned
tilbage sidder digteren blot
med en trist fornemmelse
af at have trælbundet
billedet af dine tårer
som på et fotografi
fra forsiden af en frokostavis
på sær vis uendeligt smukt
og trist som det nu er
og som det er nu
nej, jeg har aldrig set
nogen græde som du.
Jeg har ikke modet til at leve.
Jeg har ikke modet til
at afsøge min sjæl svar,
og spørgsmålet, som
står ridset ind på
stentunnelens vægge
bag perleporten, finder
knap nok mæle til at
stilles min samvittighed;
er da digtningen,
hvis blot en ordknap
sammenstilling af ord,
for evangeliet ikke
et fejheds dække over
en afgrund i hjertekulen:
Glossarium, der stedløst
vakler videre i
sætningernes
bundløse virvar af
adjektivisk blodbestænkt
kød fra døende
målløse og mølædte
kroppe?
Det er os, der er de døde.
Kære Gud,
jeg vil bede for en veninde i Himmerland, hvis datter Ida for en tid siden spurgte hende, hvorfor vi voksne køber blomster, når nu de med tiden visner og dør. Hvor større end at modtage er det dog ikke at give, å Gud; hvor meget det end, som for lille Ida, er at fødes, og at kunne fødes, hvor meget større er det da ikke at føde?
Jeg kunne have spurgt som lille Ida, for selvom jeg dog kender til elskov, er alle kys og kærtegn tavse, når de bliver spurgt, hvorfor de køber blomster, når blomsterne med tiden visner og dør. Kære Gud, jeg kan ikke svare på det, men jeg ved, at du ved det. Og jeg ved, at min veninde ved det, men at ordene har brændt hende i halsen. De ord som ikke kan siges, men kun gemmes i hjertet, som den blomst der aldrig vil kunne købes med ord.
Og jeg kender ikke til de ord, om end jeg kender mange ord. For jeg kender ikke til at føde, men kun til at fødes. Dog, hvad lille Ida ikke forstod, mener jeg at forstå. At vi køber blomster, selvom de visner, fordi hjertet der giver blomsterne, ja som er som den blomst, du gav os, aldrig visner og dør, om end blomsterne gør.
Kære Gud, jeg beder dig; lad aldrig min venindes hjerte, der giver blomsterne, som den blomst, du gav os, visne og dø, om end blomsterne gør.
Amen.
WHEN YOU’RE SMILING…
Når du smiler
synes vejen mellem
tanke og handling
at være så kort
at du når mig
før jeg når at tænke
og tænke på alt det
som ethvert digt
hæsblæsende søger
at nå at blive
og derfor aldrig
øjebliksvis kan siges
bare at være
men som dit smil
længere end noget
af mig kendt øjeblik
både når og er
nemlig tanken som handling.
EPIFANI
Jeg kørte med bussen, og sad på bagsædet med
melankolsk barokmusik som akkompagnement.
Virkningen var et moderne kunstværk på mine egne
private præmisser, muret inde bag mine øregange.
Og udenfor dem, kunstværket selv; mennesker af
enhver tænkelig hudfarve, alder og størrelse.
Men det var som om denne barokmusik, og især
Bach, med en vis modvilje fra min side, syntes at
fæstne sig ved en enkelt sjæl i mængden.
En etnisk dansk teenagepige, der synligt, ja,
kunstfærdigt usikker, stod og rodede med sin
mobiltelefon. Efterhånden mindre og mindre, som
jeg overgav mig til musikken, til min irritation, og
mere og mere til en kunstfærdig slags affektion i
øregangene, således at vi dog, affektionen på min
side og usikkerheden på hendes, havde adjektivet
kunstfærdig til fælles, hverken mere eller mindre.
Men jeg er i skrivende stund ikke et sekund i tvivl
om, at både jeg og hun fuldt ud var sig denne
fællesnævner bevidst – lige kunstfærdigt nok, ville
nogle sige, idet vi ellers i vore skæbner øjensynligt
intet havde til fælles.
Men musikken, å, musikken…
Musikken fortalte en helt anden historie; et
skæbnefællesskab hende og mig imellem, som var
reserveret den skattekiste af emotioner, som en
blokfløjte og en cembalo åbenlyst lagde for dagen.
Det var faktisk dag, og en fortælling, der kunne have
fyldt tre bind, blev i løbet af få øjeblikke blotlagt for
mig her midt i myldretiden.
Og ja…
Da hun stod af bussen, kort efter Grøndal Station,
lød blokfløjten så sørgmodig og hendes nervøse,
stjålne blik, af den slags man netop kun, idet man
næsten allerede har forladt bussen, finder mod til
at afsende, var så hjerteskærende, at jeg kunne
have tudet; ikke over hende, ikke over mig selv,
ikke engang over musikken, men over det
kunstfærdige, ja pludseligt mere end kunstfærdige
faktum, at et kunstværk så smukt havde taget sin
ende. For da jeg nogle minutter efter stod af bussen,
var alle disse mennesker af diverse hudfarver, aldre
og størrelser mig inderligt ligegyldige.
Ikke af kærlighed til den unge pige; jeg kendte hende
jo ikke, som det hedder sig, når man blot forkynder
dårskabens forargelse. Men fordi musikken, som
sædvanligt efter en sådan epifani, med en emotionel
fylde som da, aldrig igen syntes at ville give mig
muligheden for at finde nøglen til denne skattekiste.
For nok var hun da sædvanligvis køn, men det var
ikke det, for endog skønheden, forseglet bag
øjeblikkets affektion, var dog for intet at regne i
forhold til det digt, jeg momentant læste i hendes
korte, stjålne blikke. Et digt, der overgik enhver verbal
formulering, og som jeg i bedste fald blot stykvist og
ufuldstændigt kan citere, og om hvilket jeg med
sikkerhed ved, at jeg i givet tilfælde kun ville
kunne fejlcitere.
Denne virkning var omtalte kunstværk; som man
siger, en sjæl for smuk, eller rettere, for kunstfærdig
til denne verden, eller rettere, til et sprængt sind som
mit. Et kunstværk, der som evangeliet indeholdt en
fylde større, end hvad jeg gennem hundreder af
livsløb kunne ønske mig.
Og dog stod jeg nogle få minutter efter rutinemæssigt
af bussen. Og sandt at sige, allerede på vej op mod
ikke at sige nøjagtigt, den korte stund, da jeg ventede
på, at trafiklyset for enden af Godthåbsvej skulle blive
grønt, var den unge pige så godt som fortrængt fra min
bevidsthed, med den kunstfærdige overbevisning,
med hvilken jeg fandt fuld samklang i hendes nervøse,
stjålne blik, at Paulus tog fejl, da han skrev, at
kærlighed er lovens fylde. For med hendes nervøse,
stjålne blik, der som hos nogle unge som hende, lyste
blegt af en netop kunstfærdig, men trofast overbevisning
om et endnu ukendt standpunkt, slog det mig, og stod
som fastslået med nagler, at en kærlighed som
barokmusikkens nøgle rummede adgang til, ikke
vedkender sig den Guds lov, Paulus omtaler, men
blot tornen i kødet; blot en orgiastisk og rivende
strøm af et kærligheds klimaks så voldsomt, at vi
blot i doser på en halv snes stoppesteder, formår så
meget som at ane den tidens fylde, der ved sin
udløsning af øjeblikke eksplosivt sprænger ethvert
begreb om tid.
DANSEN GENNEM DIGTET
kan man skrive et
digt om at danse
uden at danse
og kan man danse
gennem et digt
uden at skrive det?
Å, kæreste, jeg ville
ønske at du kunne
danse gennem mit digt
for så ville bogstaverne
måske for et øjeblik
ikke lade sig skille ad
og forvirrede stå
på papiret denne
hvisken fra hinanden
men ord for ord
være som lemmer
på selv samme krop
selvom digteren
linje for linje
bedre og bedre forstår
at intet digt
som danseren formår
at være ét med dansen.
TRUST ME, BABY
Jeg skriver på et digt
der kun er en blomsterstilk
udsmykket med ordenes blade
men om end læseren
endog ret så bogstaveligt
blad for blad afpiller
blomsten under selveste akten
står noget dog at læse
om ordlyden af dine læbers skælven
som kun jeg kan tyde
og som kun en digter ville vide det
hinsides form og formulering
er den smukkere end noget
jeg kan sige endsige skrive
således som enhver læser
må tro digteren på hans ord.
VORE LÆNGSLERS MODERSMÅL
det er i nat gået op for mig
at længsler ikke længere stilles
men at de tværtimod
stiller sig på tværs
for ikke at kunne opfyldes
da de allerede er fyldt op
til randen af uindløste
gældsforskrivninger
der ikke kan indfries
ved ækvivalerende betaling
gloser der ikke kan
åbne længslens blomst
tage bladet fra munden
og indfri pantet
ved et bestemt verbum
der alligevel er frosset
fast i frasens form
og ikke betyder det
som det skal betyde
men noget andet
der ikke lader sig forme
og som vistnok
er den form
formering
formular eller
formulering
jeg længes efter
uden at den stilles
opfyldes eller indfries
men dog findes
og blad for blad
har foldet sig stadigt
dybere indad
der hvor
bogstaver bliver
kød og blod
mellem dine læbers
formfuldendte blomstring
Kære Gud,
jeg drømmer om at være en sangfugl i min elskedes lunger, for hun har lidt under svære plager. Jeg beder ikke om, at du lader drømmen gå i opfyldelse, selv om du end måtte have magten til det. Men jeg beder om, at du som alle drømme lader drømmen vokse og trives, og endnu mere at du lader den forblive en drøm i mig i al evighed, så den står tidens prøve.
For jeg ved, at du på din dag har magten til at lade alle drømte drømme gå i opfyldelse, hvis blot vi til stadighed drømmer dem, ligesom jeg nu beder om, at du lader min drøm om at være en sangfugl i min elskedes lunger bestå i al evighed.
Men jeg vil også bede for de drømme, som er lagret i vore hjerter under bevidsthedens overflade. Også selvom vi en dag måtte glemme dem og glemme deres sang til os. For du glemmer dem ikke.
Ja, måske i særdeleshed dem vil jeg bede for, for at også de kan bestå, og gennem dig kan huske os på hver eneste af de uldne og uskarpe billeder i en svunden bevidsthed, hvor små triumfer brød store nederlag, og jeg sang som en sangfugl i min elskedes lunger.
Amen.
HÆSE BOGSTAVER OG TRYKTE KÆRTEGN
Jeg husker i går at jeg
fra et øjeblik som
jeg muligvis vil
huske mange øjeblikke frem
kom et par centimeter
tættere på dig
og det syntes mig
at livet var skabt
tilstrækkelig konsistent til
at de centimeter
var et varigt avancement
men som om livet
som et kærlighedsbarn
havde jeg nær sagt
var begyndt før planen
og at digteren således
i embedes medfør
kan gøre en nok så stor
kunst ud af at skabe sig
og den elskede med
gennem hæse bogstaver
og trykte kærtegn
for derved at avancere
yderligere et par centimeter
synes det samtidig
tilpas porøst til
i al glemsel dog at huske
for selv glemsel kan huske
at dit hjerte ikke gennem
kønnets bestemte artikel
for slet ikke at nævne
den ubestemte artikel
skal erobres og besættes
som en fjendtlig hovedstad
og sidst af alt befries
men banke i frihed
sådan som jeg kan
høre det nogle gange
så tæt som jeg nu kommer
når jeg lægger øret
helt ind mellem dine bryster.
KLARINETSOLOEN
Jesus har spillet en klarinetsolo for dig
fra tidernes morgen til
klarinetten blev opfundet
fra sin fødsel til sin død
og fra sin død stadig mere forsiret
op gennem det 20. århundredes nat
og dog smukkest i fraseringerne
siden den oktoberdag i 1964
hvor du blev født og lige til nu
om ingen så hører den
om kun få nogensinde har været
vidende om dens skønhed
håber jeg blot at mene
at have hørt enkelte svage toner
gennem andres hænder og stemmebånd
det som ingen har set
som en node hinsides farven blå
det som ingen har hørt
som en lyd bag dine øjenlåg
som ved sin skønhed sprænger
ethvert begreb om skønhed
men som nu og her findes
mere end noget andet og altid mere
nu og her end før eller siden
men dog smukkest i fraseringerne
siden den oktoberdag i 1964
otte år før min fødsel
lige til nu hvor jeg gennem
din stemmes klang blot mener at håbe
efter tusinder af år i går
at mine ører fik lyden at høre.
DENNE RØDMEN LANGS DIN SJÆLS GRØNLIGE STRÅ
for mig at se er
dit hårs skær grønligt
om end det ikke er grønt
er det dog grønligere end
alle de alverdens græsgange
som elskende har tigget
hinanden om
for mig at se er
din huds skær rødlig
om end den ikke er rød
er den dog rødligere end
alle de alverdens solnedgange
som elskende har tigget
hinanden om
og hvorfor?
jeg der knap nok
måske end ikke for dig
og selv ikke med digtet
som redskab kan formulere
meget andet end
sprogets grammatiske
ubøjelighed overfor
enhver farvenuance
hvor meget man end
vender og drejer ordene
og bøjer dem i køn og tal
for når jeg ser på dig
så er alverdens græsgange
adskilt fra dit hårs skær
snarere end at være grønlige
aldrig andet og mere
end blot grønne
og alverdens solnedgange
adskilt fra din huds skær
snarere end at være rødlige
aldrig andet og mere
end blot røde
lige så fortærsket og forudsigeligt
som digterens øjenæble
forestiller sig de alverdens
grønne græsgange
som den røde sol utallige gange
er gået ned over og
som elskende stadig tigger
hinanden om –
lige så forunderligt og uudsigeligt
er synet af din sjæls farvetoner
for du har aldrig bedt mig
endsige tigget om skønmalerier
og jeg kan således ikke
være dig andet end tro
når disse alverdens græsgange
som solen for længst
er gået ned over
netop var knap så grønlige
og netop knap så rødlige
som denne rødmen
langs din sjæls grønlige strå
hvor din fugtige hud uløseligt
blandes med dit hår
modsat det flygtige solskin
der som øjets lykkehjul
drejer sig over verdens
skiftende græsgange
er din aftensol og dens græsgang
dog uløseligt forbundne
som din kærlighed og
dens åbne dør til det evige liv
og ikke blot som
eller som med
men med hud og hår
HOME VIDEO
Når jeg er inde i dig
og dine skedevægge omkranser mig
fylder jeg et hul i din sjæl
der før var ubeboet
eller var beboet af hullerne
i vores samtale
hvis jeg kunne, ville jeg søge
dybere ind og op i dig
til jeg nåede livmoderen
for, som Nikodemus, forvirret
at ville kravle ud igen,
indtil du griber mig
lader mig tage bolig
og ikke slipper mig
før du får mig ind
og op i kroppens
organiske indre, fra hvor
nattens drømme fostres
i et land med bække
med kilder og med strømme
af vand, der vælder frem
i dale og bjerge. Sandelig,
jeg lever ikke af brød
men alene af hvedekornet fra
min organiske underjords
vandringsfærd bag dine
rosenrødlige læbers port.
Når jeg ser din mund
og alle de kys elskende har efterladt her
alle de gange de som jeg
har aflæst hver deres ordlyd
af dine simrende læber,
tænker jeg, at ordlyden
er den samme på
ethvert kendt sprog
samme ordlyd som
hullerne i vores samtale
og alle de samtaler du og jeg
måtte have haft med
alle de elskende
der har krydset den
midlertidige afstand
mellem vores læber
indtil dette øjeblik,
taknemmelig for at
alle sprog dog tales
med to tunger, lige som
de to der mødes i dette kys,
såvel som i alle de
foregående, der blandt
millioner har ført
netop vores
læber sammen.
Når jeg er inde i dig
er jeg på opdagelsesrejse i
en organisme der er
fremmed fra min
jeg opdager en ny verden
der ikke længere er ubeboet
men har været beboet
fra det øjeblik
i tidernes morgen
hvor jeg var her
som pilgrim i
det forjættede land
hvor synd er dyd
og kropsvæsker
mælk og honning
hvor jeg er alene
og du omslutter mig
og min ensomhed,
alene på sporet
af dig.
Når jeg mærker dine bryster
med grådige hænders famlen
føler jeg mellem mine fingre
en fin og sart hud
umærket af ungdom og ælde
som satte jeg med min
hånd den første
fod på månen,
betrampede den
og sekundet før jeg afgik
slettede ethvert spor
af menneskelig begærlighed,
alle tiders tavshed
og tungers ord
før jeg letter igen
efterlader jeg dit bryst
så fint og sart
som skinnet fra månen
blegt, dog klart
da et menneske første gang
fra en mørk klode
fik den tanke
der at plante sin fod.
Når jeg er inde i dig
er du overalt;
dog, havde jeg end
tvunget mig vej
og overvundet dig,
er det blot dig der har
vundet i mig,
som var vi ene og alene os
og ikke du og jeg.
DINE SALVERS DUFT ER DEJLIGERE END AL BALSAM
når du sidder ovenpå mig
er du overalt hvor end jeg ser
til siderne er dine arme som stolper
op ad hvilke og ned ad vægge
jeg formålsløst salig taler
nederst er dit køn omkring mit
en katedral som ifølge ordbogen selv
er en kirke med bispesæde
især i katolske og anglikanske lande
over hvis jord dine bryster fylder himlen
såvel som du ovenfor mig lader
selveste ærkebispens ansigt lyse
over mig og give mig fred
men indadtil i domkirkens
voluminøse rum
er jeg kun til i dig som
en stenstøtte der går til alters
i din kødelige kirkehvælving
som denne i nadveren forlades
al synd og uro over sin
profane tilstedeværelse
og sine famlende ord
mærker jeg langs skedevæggene
dine safters salve helbrede
mit stemmebånds floskler
måtte end digterens tale være
balsam for sjælens udødelighed
er det kødelige legeme dog
den levende Guds tempel
det først opstandne af døde
og det blotte minde om
dine salvers duft er desuden
hvor som helst i mit hjerte
evangeliet end prædikes
for den som dit køn har salvet
dejligere end al balsam
RELIKVIESKRINETS PUSLESPIL
som jeg natten efter halvslumrer til lyden af
ethvert af vor elskovs relikvier
en stump af en klarinetsolo
natten udenfor mine ruder
computerens summen
fjern trafikstøj
vækkes
i mig alt det vi elskede til
og elsker bort igen
der samler sig i mig, om hjertet vil
brik for brik et spejlbillede af mit jeg
der trænger sig ind og væves sammen i dig
fri for ord her i sansernes stykvise puslespil
hørte jeg nemlig ligeledes fra en solostump af en klarinet
som fylder det hul, hvor der altid manglede en brik
at ordet elskovs relikvie, udsagt nok en gang, er en dublet
og dog føler vel relikvieskrinet i sig klarinettens blålige prik –
at ordet elskovs relikvie, udsagt nok en gang, er en dublet
som fylder det hul, hvor der altid manglede en brik
hørte jeg nemlig ligeledes fra en solostump af en klarinet
fri for ord her i sansernes stykvise puslespil
der trænger sig ind og væves sammen i dig
brik for brik et spejlbillede af mit jeg
der samler sig i mig, om hjertet vil
og elsker bort igen
i mig alt det vi elskede til
vækkes
fjern trafikstøj
computerens summen
natten udenfor mine ruder
en stump af en klarinetsolo
ethvert af vor elskovs relikvier
som jeg natten efter halvslumrer til lyden af
WITH LOVE FROM ME TO YOU
jeg drømmer om at skrive et digt med rim
men drømmen vil ikke rime
jeg er så bange for at knække blomsten ved stænglen
men drømmen vil stadig ikke rime
i drømmen er jeg en bølge der vander en blomst
med en rivende strøm af lyst
men jeg er så bange for at knække blomstens stængel
at selvom blomsten er som et skib
der i drømmen drives frem af lysten
driver jeg blot rundt uden hvile
på et endeløst hav ingen har set
men jeg ser det, elskede
under vandet ser jeg et hemmeligt hul
i skibets agterstavn
og jeg ønsker kun at komme derind
planløst driver jeg rundt på havets overflade
og slår mod hist og her
men i drømmen drømmer jeg
jeg, en lille bølge
om at fosse indad dette hul
og med dig synke mod havets bund
at vække dit hjerte mens du sover
og på denne bund at ånde frit
som er både du og jeg vågne
i denne drøm i drømmen
så vågner jeg igen af denne drøm
og forsøger at skrive et digt med rim
om bølgen der slår mod hist og her
men drømmen vil ikke rime
indtil du lukker mig ind i søvnen
gennem det hemmelige hul jeg så i dig
og du vækker mig af drømmen
på bunden af havets dyb
ikke længere er jeg bare en bølge
men vi er som havet selv
det som ingen har set
som drømmen om et digt med rim
det som ingen har set, elskede
udover du og jeg.
Dine bryster er
som nyfalden sne,
men ingen nyfalden
sne i verden
er som dine bryster,
for slet ikke at tale om
verdens forgangent
faldne sne, der
blot et øjeblik før
tøbruddet for tanken
lader sig forme
i ord af læbernes
begærlighed.
Ak, så snehvide
var dine bryster,
at de, selv dækket
af ord og tøvejrsaftens
tale, for tungen stadig
smager af kød.
Å Jesus,
jeg er bange, min computer summer i mørket, og jeg kan ikke trække Himlen ned til jorden. Jeg er gået i stå, min depression er for længst loadet ind på harddisken, der summer et sted, hvor mørket har magten. Således sagde du før langfredag, men maskiner, magt og ja, mørket i mit indre menneske, klæber til min lejlighed som langfredags koldsved, her i starten af september et halvt år efter påskemorgen. Sådan som frelsen må være, når dens evige lys bliver et fængsel af bevidsthed bag øjnenes ruder, har jeg det varmt som ind i Helvede, ja, som inde i det Helvede, som kun du, og intet menneske, har myndighed til at fjerne. Fjern dette forunderlige Helvede for dit blods skyld, frels de tanker og følelser der pines i disse luers fængsel af bevidsthed. For, kæreste, det gør ondt at være menneske, og mine tanker og følelser skriger på din frelse bag øjnenes matte ruder.
Amen.
TRAILER
Kameraøjet fra mit frøperspektiv
viser en knejsende Jomfru Maria
- eller er det Magdalene -
med vuggende bryster
overskrævs på mit køn.
Og jeg forstår nu hvorfor.
Stjal jeg end i mit hjerte
hendes elskov, var den
som en trojansk hest.
Egentlig kom ordet fra hende,
og det flød ud i mine årer,
ikke ved intellektet, men
ved kødet. Således er jeg
nu for den kristne, der formår
at forstå dette, en synder i
anden potens. Jeg har ved
kødet modtaget ordet
gennem nadveren af Marias
skød, og dette ord, dette
stof, har som et skud af
den fineste dope
gang på gang ført min
kuglepen. Således har jeg i
skriftens tjeneste, hvilken
dødssynd, modtaget ordet
for ved kødet at tage bolig
i en kvindes elskov og
dermed skrive mig ind
i hendes køn.
ELSKOV PÅ PAPIRET
De elskende
som malet på et lærred,
eller rettere;
malet på et lærred.
Og bagefter
er kunstværket til salg,
eller rettere;
det er solgt.
Midt under akten,
mens malingen
stadig er våd,
og før penslens
blide strøg bliver
til hårde klumper
af stivnet oliefarve;
der, før billedet er
fuldendt, lever
de elskende
som malet på et lærred.
Bagefter er de blot
tilbage i værket
købt af de elskende,
malet på et lærred.
DET AUTORISEREDE RIGSDANSKE COITUS VED
KGL. RESOLUTION AF 1. JANUAR 2000
Livagtige nøgne kroppe, der slynger
sig ind og ud mellem hinanden
og udveksler legemsvæsker
en strøm af organisk
livagtigheds død
som giver os at modtage
organisk føde
ikke livets brød,
men dets blod og kød
til ihukommelse af
hvedekornet i jordens skød
en læderet moderskedes
præventivt ubesmittede
undfangelse af intethed
et spyd der perforerer
og spalter op denne nytårsnat
hvor stenbroen lader vokse
op af sprækken i gadens asfalt
kønnets organiske blomsterbed
korsfæstet vandret i ægtesengen
for næsten kærligt at fuldbringe
en non-stop orgasmes livagtighed
SELVMORDSBOMBEREN
Hjertet slår hårdt og tungt
pludseligt trodsigt
som et kropsorgan
og intet andet
eller måske et intet
der befrier sig fra
enhver metaforik
dette intet andet
som ejermanden forstår
kan dø
ikke blot ved
i befrielseskampen
mod metaforikken
at kæmpe
for intet andet at være
men ligeledes
og værre endnu
ved at kæmpe
for at blive til intet
og i sin befrielseskrig
tilintetgøre ethvert
metaforisk gidsel
i kroppens massegrav
ja, endelig at have
opdaget den mulighed
at tilintetgøre sig selv.
69
på aftentur indenfor rækkevidde
af larmen fra fjerne tv-helekoptore
uadskillelige fra politiets
ellers intet
maver os igennem en mængde unge
der er uden alder
og som os selv
uden andet logistisk kendetegn
end at være til stede
på samme tid
i den samme udgave af den samme by
og de samme gader
pludselig bevægelse i mængden
og løb over gaden
uden øjensynlig grund
går ad fortovet
med følelsen af at gøre det
uden øjensynlig grund
spiser på restaurant
med et bål udenfor vinduerne
går hjem igen, tavse
og tænder for fjernsynet
uden anden grund
end at se, hvad vi selv så
i en anden udgave af den samme by
og de samme gader
hver af os til stede i hver vor tid
og hver vor krop
uden andet fælles kendetegn
end dette med tiden at forsvinde
som var slutteligt selv elskov
uden øjensynlig grund
blot en logistisk opstilling
af to spejlvendte tegn
uden nogen anden betydning
end fjernsynets øjensynlighed
hvor to nøgne legemer senere
vendes modsat hinanden
og digtets tale svinder ind i et andet køn
i en anden udgave af de samme ord
og de samme kroppe.
ARE YOU LONESOME TONIGHT?
Udenfor mit vindue lyser
en enlig gadelampe
der minder mig om dig
og om alverdens ensomhed
der aldrig synes at kunne
deles mellem os men kun
deler os fra hinanden
Og det regner ikke
Nej, det regner ikke
som det ellers gør det
på nætter som i nat
eller netop ikke gør det
selvom jeg inderligt ville ønske
at det gjorde
ja, netop sådan som
det aldrig gør det
når jeg inderligt ville ønske
at det gjorde
når jeg inderligt ville ønske
at jeg et sted i tankerne
med dig ville have kunne delt
synet af hver enkelt af de dråber
der ensomt ville falde
blot en hvisken fra hinanden
under gadelampens skær
Men det regner ikke
Og selv hvis det havde regnet
tænker jeg trist og alene
da jeg ser ud af vinduet og
selvom jeg havde siddet og
holdt dig i hånden
havde jeg ikke kunnet aflæse
denne hvisken i dit ansigt
men noget andet
noget som jeg ikke ville forstå og
ville citere forkert og
af ren iver efter at forstå
synet af regnen ville –
jeg tør næsten ikke tænke mere
men måske er der
virkelig en grund til
tænker jeg så endelig
at det netop aldrig regner
på nætter som i nat.
KENTUCKY RAIN
ja, det regnede i nat
da jeg bestemte mig for
at skrive et digt til dig
om hver dråbe der spredtes
på den mørke asfalt
og om lyset i gadelampens skær
uden hvilket jeg aldrig
havde set eller lagt mærke
til nogen regn
og vel heller ikke til dig
men netop som digtet begyndte
at ville samle op dit hjertes skår
og enhver metafor ville
så meget mere end
den nogensinde ville kunne
bemærkede det tillige
som med et bittersødt suk
langt før det var færdigt
ja, før det endnu var begyndt
at regnen var hørt op
og kun mørket var tilbage
sammen med det lys fra gadelampen
der nu blot alt for tydeligt
syntes at savne den regn
uden hvilken jeg måske
aldrig ville have bestemt mig for
at skrive et digt til dig.
DET DIGT REGNEN HVER GANG DØBER PÅ NY
Regnen har styrtet gennem
en midsommeraftens mørke
og ned under gadens asfalt
jeg står på min altan i
stille fryd og forvisning
om at vi alene ved synet af
styrtregnen døbes på ny
af de tunge dråber og en digter
som blev fanget i dem udenfor
sin ensomheds munkecelle
mellem to destinationer i sjælen
for i digtet at få skyllet alle de
unødvendige ord mellem os bort
i kloaksystemernes
uransagelige syntaks
hvis blot hedens tyngde nu
endelig har tudet færdig
ligesom disse digtere
som ene og alene
med regnens hjælp
kan slukke mørket
med deres øjnes
blanke eftertanke.
ONLY THE RAIN WOULD KNOW
Kæreste, jeg sagde jeg ikke
vidste, hvad jeg skulle føle
som om regnen tog ordene
denne aften sent i september
om det regnede den aften
uanset hvad jeg mente
ved regnen at burde føle
og uanset om jeg mener
at det regnede eller ej
så regnede det faktisk ikke
Og så ville end ikke regnen
have kunnet fortælle mig
hvad ellers kun regnen ved
Nemlig at jeg elsker dig.
HVER NAT ER ALT FORBI
hver nat er alt forbi
– verden, landet og byen
gaden, lejligheden og sengen
hvor noget smertefuldt
i morges blev til
forsvinder i et hul
der bliver større og større
for hver dag der går
eller ikke går
morgen bliver til formiddag
eftermiddag til aften
jeg forsvinder efterhånden
som alt det andet
og kort før indslumringen
forsvinder selv du
der engang vækkede mig
således som morgen
igen vil blive til formiddag
eftermiddag igen til aften
og verden igen
vil svinde ind i landet
byen ind i gaden og
lejligheden ind i sengen
hvor noget smertefuldt
i morges blev til
som det i morgen
igen vil blive til –
hver nat er alt forbi.
RIMSMEDENS DRIKKEVISE
Lommepoeten er fuld og færdig.
Han er træt nu, rimsmeden.
Og har godt nok fundet ord
men verberne synes
at glide i dit køns safter
mens de tøvende venter på
længslernes opfyldelse
kun således, tænker han
kan dit navn bevares
rent og ubesmittet
for eftertiden og
hans indestængte drøm
leve videre på skrømt
således en aktør i
en skintilværelse, javel
men tillige et vidne
der beretter sandfærdigt
for herved at bevare din uskyld
sådan lader han i hvert fald
verberne balancere
mellem dine skamlæber
og sådan er han per definition digter
ved diskrepansen mellem
din apologetiske uskyld
og hans gennemførte løgn
som kun sandheden synes værdig
for er dit køn virkelig som en blomst
der end aldrig er plukket
driver enhver metaforisk frase
alene af lyst derefter
hjælpeløst ned ad
dine brysters kurver.
OH MARY, YES…
Å, Maria, jo: som
en fange i dit hjerte
undslap jeg i nat
mellem perleportens
vægge fandt jeg
din elskovs skat
blot et øjeblik før
du lukkede dig
om min længsel
å, Maria, undslap
jeg i nat din
krops fængsel
jeg sneg mig vej ud
under din blege hud
da evangeliet sov
ud den kærligheds
beruselse, der er
den fredløses lov
var porten forladt
å, Maria, jo: som
en fange i dit hjerte
undslap jeg i nat.
Herre,
aldrig er jeg kommet til dig uden ængstelse for min uværdighed overfor den levende Gud. Men nu, da jeg kommer for at tale med dig om dem, jeg elsker, mærker jeg nu i mig ængstelsen forsvinde, ja, pludseligt at være sporløst forsvundet.
Og da ser jeg dig naglet til korset på mit krucifiks. Og jeg ser og forstår noget, som blot Helligånden har fortalt mig, og foruden hvilken jeg kunne have læst Bibelen både forfra og bagfra uden at forstå. Men nu forstår jeg, at du på korset har taget min ængstelse på dig, nøjagtigt som den sporløst er forsvundet fra mit hjerte.
Om så blot i nat, mærker jeg den time komme, om den så i morgen er forsvundet som en tåget drøm, hvor du lader mig modtage evangeliet i kraft af bøn for de mennesker, jeg elsker. Å, Herre, mit hjerte er nu fuldt, ja, som salmisten skriver, flyder det over. For da min ængstelse blev korsfæstet, forstod jeg dette ene; for at besejre døden, behøvede blot du at dø. Og at du, som elskede livet, elskede det til det sidste, trods du vidste, at det gjaldt livet.
Ja, elsker jeg end ikke livet, så elskede du det, trods du vidste, at det ville afkræve dig dit liv. Når du altså elskede livets fylde, med den kærligheds gerning, som besejrer døden blot ved at dø, vil opstandelsen være mig givet, så sandt som du, det mest dyrebare jeg kender, lever og regerer i kærlighed til menneskesjælens væsen. Du lod mig se evangeliet i dit eget navn, og indskrev mig, om blot i nuværende stund, fra døden til livets bog.
Amen.
DÅBSDIGTET
Græd ikke, min kære
sagde jeg gerne
hvis ikke jeg troede på
at de fjerne marker
der omgav os engang
og stadig gør det
har taget bolig i dine øjne
hvor engen efter regnen
ikke længere er våd og smattet
men er frodig som
markerne før høsten
lige før det øjeblik
hvor livets endeløse flod
bliver som en dråbe
af alt det tabte blod…
ak, denne frost af rim
der stammer fra
hvert blik jeg har stjålet
og som jeg aldrig
kunne have nedfældet
hvis ikke jeg i drømme
havde hvilet mig
på denne eng
og hvis ikke jeg gjorde det
i din favn med ordene
der rastløst hviler på mine læber;
så græd, min kære, ja græd
om så dine tårer
har sit udløb i et hav
og tiden vel nok er som et ocean
så ender det, som al tid gør det, ved kysten
hvor dit liv er begyndt
nu venter i blikket de fjerne marker på høsten
hvor dit liv ikke kun begynder
men hvor det er begyndt.
SUMMERTIME BLUES
Jeg har tænkt over dig
og over vinterens væsen
det er ubestemmeligt mildt
og året er som altid ungt
men dog allerede gammelt
for allerede nu
er trangen til forår så stærk
som havde hjertet
gennemlevet hundreder af vintre
som vidste det allerede nu
at det med forårets komme
snart var efterår
og dog er der en sommer imellem
og selvom selv sommeren
må forlade os en dag
vil den måske ikke forlade os
uden ønsket om
at vinterens unge og
ubestemmeligt milde væsen
gammelt som havde det
gennemlevet hundreder af vintre
denne gang gik foråret i møde
uden angst for om efteråret
nu igen kom så alt for hurtigt for
den unge vinters ængstelige hjerte.
SOMMERSOLHVERVETS HOSPITAL
På Sct. Hans i år
vil der spire en blomst
fra den frostkolde jord
og forårets spredte sol
som år efter år er den samme
og dog aldrig helt den samme
vil i udkanten af hospitalet
lade denne blomst sprede sine frø af fred
langt ind i ødemarkens sind og sorg
der gennem to århundreders storm og blæst
har været begravet i terrænet
og under mulden mellem øst og vest
men nu atter forløses af det unge
hjerteblod der kommer
når alle blomster vil spire
som spirede de langt ind i marsken
af denne ene blomst i udkanten mod skoven
for således med sommerens komme
atter endelig at lade den altid ene blomstre
for på Sct. Hans er det
netop modsat vintersolhverv
kun en mørkets engel
der kan sprede frø af glæde og fred.
DET ER SOM OM
Det er som om grundvolden er forsvundet
fundamentet for det tankens bygningsværk
i hvilket jeg skulle hvile og bo
er som en installationsvejledning
til et tankeslot
skrevet på et afdødt sprog
forklaring følger ikke
kun gisninger og gæt
og hvad mere er
har grundvolden måske aldrig eksisteret
og ethvert af tankens bygningsværker
altid været belagt på en sokkel
af gisninger og gæt
for der var aldrig råd til mere, var der vel?
næ, altid har blot digtet
som Kristus på en soloklarinet gennem natten
skamløst kunnet kaste om sig
med midler det ikke har
det begynder at bygge et tårn i fantasien
uden tanke for soklen
og for alle de tegn gennem
tidernes tilsandede øregange
der nu er så tilpas utydelige
at digtet nødvendigvis må tro
det modsatte af hvad
man skulle tro – for er udgifterne endda tårnhøje
er fantasien ikke blot omvendt proportional
men tværtimod altid lige netop denne tak højere
der gør at det kan tænke noget til ende
helt til enden og forbi tankens slutning
for derfra at begynde evangeliet.
DEN DAG HVOR ALT BEGYNDER
Den dag hvor alt begynder
længst at være forbi
og som slutter der
lige der
hvor alt længst er forbi
hvor ensomheden ikke længere
er elskovs bagside
som i skrivende stund
og elskov ikke længere
er ensomhedens forside
som på en formiddagsavis
hvor ingen kender natten
da begynder en evig dag
som ingen nat kender
som var natten blot
en parentes af pinsel
før al ensomhed ender
midt i et kærlighedsdigt
lige der
for enden af min sølle streg
hvor du begynder
at mærke kærligheden
begynde i dig.
ELSKOV ER SOM DØDEN, DER AVLER LIV
elskov er som døden, der avler liv
den elskende skal opløse sin sjæl
thi for at elskov kan fuldbringes
må elskeren miste sig selv
hvorfor? for at skabe kontrast;
nogen må dø, for at døden kan avle liv
for at elskovs frugt kan gøre ånd til liv
uanfægtet af den elskendes ve og død
så elskovs fylde bliver sat fri
ved at skylde, koste, ja, berøve
det menneske livet, som elskede
med sit fulde hjertes glød
for gælder det dog ikke al hjertets frost
at det kræver to at blive ét og tø
for kun sammen at smelte
når luerne brænder til aske alt kød
som slutteligt kun bliver til igen
når i ét nu de elskende
sammensmeltet i Guds og dødens hånd
tør give sig selvforglemmende hen
som et redskab blot,
der straks smides bort, når
elskov igen opstår fra aske til ånd
DEN FREDFYLDTE BLOMST
I mit hjertes paradishave
spirer en sjældent fredfyldt blomst
der i en evigt voksende bevægelse
folder sine blade ud
jeg tænker mig
at Jesu kærlighed i tidernes morgen
lod den udfolde sig langsomt
og være dertil bestemt
aldrig at være bestemt for andet
end for eksempel for en
tilfældig digter på Nørrebro
i sin blomstring at sprede
frø af glæde og fred.
GENTLY YOUR EYES MET MINE
Blidt trækker dine øjenlåg sig for
som gardiner af silke
en kort stund forinden
du trak dem for
havde jeg i dine øjne
set noget, jeg måtte
finde, røre, forstå, udforske –
men gennem en
anden åbning, for intet
udover tilnærmelsesvist
begæret før og længslen bagefter
lader sig trænge ind gennem øjet
jeg forsøgte gennem
kønnet som erkendelsens dør
men finder nu, at jeg ikke fandt
andet, end at den eneste
sande erkendelse ikke
lader sig invadere gennem
perleportens læber eller
nogen anden fysisk lokalitet
men blot
i dine øjnes gåde
der finder, at Guds rige
momentant kom i os
et eller andet ikke eksisterende sted
en evighed før begæret
jeg fandt i dine øjne,
blev til længsel
og en evighed efter længslen
blev til begær.
I DENNE NAT KRÆVES DIN SJÆL AF DIG
Når elskov i skæbnestunden
udløses af kødet
og udløses som en tyv i natten,
som det står skrevet;
i det sidste øjeblik,
der dem sammen er givet,
skal to elskende
ligge på samme leje;
den ene skal tages med
og den anden lades tilbage
den af dem, som giver sit liv
bort til elskovs akt
skal da i evighed finde det;
og den, som søger at finde
det i elskovs magt,
vil aldrig i evighed vinde det
men hvem er hvem…
ja, hvem er hvem?
Fader,
jeg ligger her i nat og betragter et enkelt stearinlys, jeg har tændt.
Og jeg tænker, at lys i dig kan slukke mørke, mens mørket ikke kan slukke lyset.
Når jeg tænder et stearinlys denne nat, er der ingen magt i verden, der kan forhindre det i at oplyse mørket, så længe det er tændt.
Og slukkes det en stund, da jeg skal sove, kan ingen magt i verden, end ikke mig selv, forhindre morgenens dagslys i at fordrive mørket.
Nok henligger tingenes grund i verden i mørke for mennesket, som en afgrund så dybt nede under vores bevidsthed, at ingen der gennem tanken tror at kende sin sjæl, kan udgrunde sig selv.
Ingen kan se gennem sit hjertes mørke dyb og stadig bevare forstanden. Men hvor lyset kan skinne i natten, hvilket mørke kan da slukke dagslyset?
Altså er lyset, som du har skabt det, mørket overlegent, fordi det kan skinne i mørket, mens intet mørke kan beskinne lyset.
Dog findes der i verden, såvel som i hjertet, en nat, der henligger i langfredags mørke, hvor mørket endegyldigt synes at have slukket lyset.
Hvor bevidsthedens lys blot er en kort krampetrækning, som for bestandig skal slukkes af dødens mørke, og øjets syn blot blændværk, hvorom den blinde spørger: Hvad er lyset uden øjet?
Og dog er der et lys, også for den blinde.
Var der ikke det, var vi alle fortabte. For lyset i dit rige overgår og besejrer i dig øjets lys.
Endog mørket i dit rige overgår øjets lys, idet skyggen af dit lys, altså dit mørke, er endda stærkere for øjet end noget andet lys.
Ser jeg direkte ind i det hvide centrum af stearinlysets flamme, får jeg en mystisk fornemmelse af at se, hvad egentlig intet øje kan se.
Men blot ganske kortvarigt, så sløres mit syn.
Jeg ser forbi flammen og genvinder øjets lys, der jo som stearinlyset, når jeg skal sove ind i natten, skal slukkes af verdens mørke.
Men stadig blot for en stund.
For ligesom natten, som dødens blund, blot varer en stund, varer også verden blot en stund.
Ja, Herre, nu forstår jeg, som du har lært os, bønnen til faderen, som angår hans vej til os og vilje med os:
Komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.
Amen.
DIGTER ANNO 2000
en mand skriver et digt
en anden lægger kabale
begge snyder
hverken digtet eller
kabalen lykkes
og Jesus spiller
alene og forladt
sin klarinetsolo gennem
det 20. århundredes nat
og dette
det er ingen lignelse
nej, det er digtet
der aldrig bliver skrevet færdig
og kabalen der aldrig går op
udover til klarinetsoloens toner
fra Jesu døde krop.
AT SKRIVE ET DIGT ER SOM
At skrive et digt er som
at nedskrive en drøm
man aldrig har drømt
for dermed at beskrive
en virkelighed som
aldrig har eksisteret
udover i den drøm
som man i virkeligheden
aldrig har drømt
men som man
ikke desto mindre
ligeledes i virkeligheden
har skrevet ned
dette som aldrig høres
modsat den genlyd
der følger af
kraniets resonans
et slags ekko
forud for en
tanke der når den
endelig tænkes
højt nok til at
registreres af
bevidsthedens ører
allerede for længst
er smerteligt fortænkt
dette som i virkeligheden
ikke findes af den grund
at det er virkeligheden
og at denne ikke kan
findes i sig selv
men blot udenfor
i den drøm som man
aldrig har drømt
det er om dette
jeg vil skrive.
DEN SIDSTE NAT AF ALLE NÆTTER
På mit leje om natten
søgte jeg dig
som jeg elsker så højt
jeg søgte dig
men fandt dig ikke
for jeg kom i tanke om
at du var låst
inde i et mareridt
som tanken ikke
havde nogen nøgle til
Jeg tænkte: å, jeg
ville ønske jeg kunne
holde dig i hånden
i dette mareridt
Jeg ville vandre
langs floder og bjerge
for en dag at kunne
holde dig i hånden
en dag midt i hjertet
af en endeløs nat
Ja, jeg vil stå op og
vandre rundt på byens
mørke gader og pladser
for at finde nøglen
til mareridtets lås
den nøgle
der ikke findes
Men måske, måske en dag
elskede, vil jeg finde den
da vil vi vandre gennem
hundredvis af år
langs floder og bjerge
til den sidste nat af alle nætter
og jeg vil vågne op i dig
da en spæd sol
vækker os på vores leje
på den første dag af alle dage
ja, måske, måske en dag
elskede, vil jeg finde den.
A MOMENT OF TRUTH
Kæreste, du
fortalte mig noget
der som en brøkdel af
et endeløst hav
med nogle få dråber
slog sprækker i mine øjenhuler
hele dette ocean
bærer du med din krop
og spørger mig underfuldt blødt
om jeg herefter vil kunne sove
til trods for at du
ved fuld bevidsthed
hver gang du vågner
drukner i den virkelighed
som jeg når du fortæller
blot dråbevis vækkes af
som af en fjern og ond drøm
jeg ville ønske
at jeg ved fuld bevidsthed
ville kunne have været med dig
og holdt dig i hånden
i denne fjerne og onde drøm
hvis ikke det var fordi
at jeg da aldrig nogensinde
ville kunne sove igen
eller måske snarere
at jeg da aldrig igen
ville kunne vækkes
men ville være faldet til bunds
som en møllesten
i din krops ocean
den krop
der for en drømmer som mig
som et blikstille hav
i al evighed
er uberørt af menneskehænder
og den havbund
hvor jeg intet andet ønsker
end at stedes til hvile
i dit hjerte
mellem årer og arterier
uden nogensinde at
vækkes af denne fjerne og onde drøm
som ville jeg herefter kun her
og netop kun her
kunne sove
i et hjerte så underfuldt blødt
som dit.
STEARINLYSET I MØRKE OG SLUD
Å disse livets parenteser af skønhed
en tilføjelse eller et indskud
så skrøbelig og spæd i stemmen
at parentesen som du
(som et stearinlys i mørke og slud)
ifølge dansk grammatik
blandt andet er defineret ved
sammen med sit indhold
at kunne fjernes
uden at den resterende tekst
af den grund bliver meningsløs eller
grammatisk ufuldstændig –
er digtets sprog således ikke ganske
modsat grammatikkens?
som digter tager jeg naturligvis
digtets parti og
som efter et pludseligt indskud
tilføjer jeg med min kuglepen
et tændt stearinlys
som en parentes
i digtets slud og mørke
som her
modsat i grammatikken
ikke kan fjernes uden
at den resterende nat bliver
om så blot en lille smule –
for i digte kan fuldstændighed
nemlig gradbøjes –
mere ufuldstændig og meningsløs
du er som det stearinlys
der oplyser digtet jeg skriver
du er som parentesen
om så skrøbelig en sandhed
at dette her som
blot synes som om
og måske er du heller ikke andet
end et minde om noget
jeg for længst har glemt
og dog før jeg falder hen igen
som om sandheden virkelig er så skrøbelig
nænner jeg ikke at puste dig ud
men falder hen
før jeg når at se din spæde flamme
langsomt
så fandens langsomt
slukkes af mørkets slud
Kære Gud,
glem ikke en eneste af dem, der sidder i det tog, der denne morgen passerer Bispebjerg Station nedenfor mine vinduer. Glem ikke dem, der har skrevet graffiti på det. Glem ikke den, der kører fra sin elskede og bort mod intet. Glem ikke den, der kører fra intet og bort mod sin elskede. Glem ikke dem, jeg frygter og hader; dem der snitter sæderne op med springknive, glem ikke bedsteborgeren på sædet overfor, der frygter og hader dem, og ønsker dem ind i Helvede. Glem ikke den forsagte, men heller ikke den der forgjort frygter og hader mig, når jeg fra mine førtidspensionerede vinduesruder ser ned mod det næste tog, der kommer få minutter efter med nye graffitimaleres figurer, opsprættede sæder, forsagte, forsimplede og forgjorte sind, der lukker sig om det inderste mørke, hvor kun du er at finde. Og glem ikke mig, der har skrevet dette, for glemmer du mig, glemmer jeg også dig og alle dem, jeg frygter og hader, og dem som frygter og hader mig. Byg en bro mellem mine førtidspensionerede vinduesruder og Bispebjerg Station, ad hvilken jeg kan vandre ind i dig, og hvert eneste tog kan køre ind i mit hjerte.
Amen.
THE GLORIOUS POET
Kravet om en sonate hænger
over mit hoved som et
damoklessværd, uden at
det afkræves af andre end
mig selv, men dog stadig
af mig selv. Meget tættere
på sonaten kommer jeg
måske ikke i dette øjeblik,
og gør jeg det end alligevel,
bliver det som altid en
sonate per efterkrav.
En sådan lader sig nemlig
ikke længere komponere,
men blot improvisere efter
bedste beskub. Således
forekommer det mig
sandsynligt, at nævnte
damoklessværd er et
resultat af lampefeber,
da jeg dog ikke bærer
nogen musisk konge-
værdighed. Snarere er
katastrofen, om det
overhovedet har
med sonaten at gøre,
tabet af digterens glorie.
Og dog har det kun ad
omvendt vej med en
sådan sammenhæng
at gøre, for katastrofe-
fornemmelsen var til
stede, langt før mit hjerte
gjorde krav på en sonate.
Således har jeg ingen
glorie at tabe, men blot
i bedste fald én at vinde.
Og dog i værste fald
ingen af delene, for så
vidt at analysen
unddrager sig digtningens
kategori, for blot at gøre
krav på beskuelse af den
overhængende fare,
og ikke, som hos digteren,
at kunne digte sig fri
af sin dødsdom.
Således igen på Lykkedragen,
den kinesiske kantine,
bevæbnet med kuglepen
og papir. Jeg ville så
gerne, som Dylan, digte
om beskuelsen af
frihedens klokkespil, om
den forladte, digteren,
soldaten og alle de andre.
Men det er en fjern tid,
og jeg føler mig så
alene i verden, berøvet
den musiske komposition,
alias den socialistiske
utopi: åbningen ind i
lysets hjerte, hvor der
aldrig er nat. For hvad
andet end damokles-
sværdet, under loftslamper
fyldt med gulligt friturefedt,
har vi tilbage sammen at
beskue? Som altid en
køn pige, denne gang den
unge kinesiske servitrice,
men hvor meget mere er
denne frase ikke fladtrådt
i det uendelige og berøvet
enhver poetisk værdi.
Sonaten forladt til
fordel for salgsvarer
såsom kinesiske
servitricer, der, al
skyld forladt, sælger
ud af toneklang, og
blot blandt et aldrende
fjernsyn og flipperspil,
fulderikker og familieklan,
ensomt tilbringer sit liv
på en tilrøget kantine fra
formiddag til sen aften.
Lad mig da slutte i harmoni,
om ikke andet, så til ære
for den kinesiske
servitrice, der trods alt
har nogle ret så kønne
bryster over disken at
dømme. Var de til salg,
havde jeg vel også
slået til. Mere koster en
utopi heller ikke, og
desuden kræver
damoklessværdet
stadig sit. Som det så
sandt siges; hvor meget
du end tiltusker dig, er
du aldrig i nærheden af
at have nok. Altid, om du
så forbruger bryster eller
ord, er du på den dagen
efter igen. Således
skriftsmisbrugets
indbyggede logik, som
kunne sonaten samles
i en ske og sprøjtes ind
i en åre, hvorefter, alt
efter virkningen og
stoffets karakter, en
grundtone lod sig
bestemme. Og denne
egentlig hverken
dur eller mol, men,
som de blå mellemtoner,
et sted både efter
såvel som før.
En tid, hvor perleporten
er åben i al evighed,
fordi – som det står i
åbenbaringen – det
jo aldrig er nat.
Hvor alle veje dertil
går gennem det
kompositoriske fix,
der evigt åbner
livmorhalsen på den
kinesiske servitrice
som et ly mod
friturefedtet og
lampefeberens
truende
damoklessværd.
I MINE TANKERS FÆRDSELSÅRER
Du var i mine tanker
et eller andet sted
i aftenskumringen
men jeg ved ikke hvor –
jeg kørte med bussen
indtil Brønshøj Torv
hvor der havde været
en større trafikulykke
og gik vankelmodigt derhen, –
blandt menneskemængden
de blinkende lys og sirenerne
søgte jeg dig, men du var
heller ikke der, selvom
vi engang havde elsket
i lejligheden ovenfor
politiets afspærring, –
på min vej efter færdsel
gik jeg forbi en nervøs
ung mand, der ringede til
HUR, fem minutter efter
at telefonsvareren i røret
venligt gentog, de havde
lukket, –
senere på min vej traf jeg
en pige, måske var det
Tornerose, der, hensunket i
den for tiden elskede nervøse
unge mand, sad, som i årevis,
og ventede en bus, der
aldrig kom;
til sidst kom jeg til det sted,
hvor jeg altid stod af
når jeg skulle besøge dig.
Der endte min sørgmodige
færd i den såvel i sindet
som færdselsårerne
omlagte gule HT-gryde
og sirenesangen fra
højtaleranlæggets stemmeføring
angående ruteomlægning
rørtes hørligt rundt med
rorstangen i mit hjerte
under hjemfærden –
væk fra den pige, der aldrig
kom med og væk fra de tanker
hvori jeg aldrig fandt dig.
Heldigvis, måske. Det var vist
en dødsulykke.
VEST FOR DEN TABTE KRIG
udenfor vinduet marcherer
en sensommernat forbi
gennem nørrebro
stille soldater som børn
født et sagte og
umælende efterår
nogle råber og én råber:
du er død, mand!
mere vidunderligt tæt
på døden har jeg
ikke været, siden
jomfruhinden i hjertet
blev brudt ned med
et kys, sidste nat før
det dagedes i øst
da eventyrene
fra tusind og én
sensommernats søvn
alle var fortalt, og
nogen tændte for
en sol af neonrør
som vækkede mig
selv her, en verden
vest for den krig
der blev tabt til
stille soldater som børn
radiostøjens stemmer
skingre som var
de til fodboldkamp
en sværm af farveprikker
men mest af alt,
sagte og umælende
efterårsregn på min rude.
TO THE NEON GOD THEY MADE
Dette mylder af tonenuancer
der for den erklæret farveblinde er
sort som solen over
alskens gyder og undergange
rød som regnen på Blågårds Plads
eller i hvert fald er
som mit Indre Nørrebro
hvor Dronning Louise
tænder for gaslamperne
og løsner op for barmen
hvor gadens fugtige forstening
flammer under neonreklamernes lys
og en eller anden ensom stakkel
tager sit eget liv i et kvistkammer
højt over Nørrebrogade
alt imens jeg skriver dette
som var det denne
ukendte elskedes gravskrift
som var det ingraveret
i gadens fugtige forstening
sort som solen over
alskens gyder og undergange
rød som regnen på Blågårds Plads.
DET SIDSTE KÆRLIGHEDSDIGT I VERDEN
Når det sidste kærlighedsdigt
i verden er skrevet
ville jeg så gerne skrive dette digt
og bringe det et sted hen
hvor du ventede mig
og jeg ventede på dig
dette glemte sted på jorden
som jeg mener at vide
er gemt i dit hjerte
hvor tiden ikke er gået i stå
i et endeløst antal cifre
uden ansigt eller navn
hvor tiden ikke er gået i stykker
og brudt op i doseringer
af det der var engang
hvor al tid ikke er gået af led
og tegn og sætninger ikke
er blevet til tal og systemer og
problemer placeret i æsker
ja, dette glemte sted på jorden
hvor altid engang begyndte
der ville vi en dag mødes
hvor du ventede mig
og jeg ventede på dig
dette glemte sted på jorden
der er gemt i dit hjerte
dette glemte sted ville jeg
så gerne læse op for dig
for igen at begynde på livet!