Galetjenesten 1
Velkommen til galetjenesten. Mit navn er Ture Lykkegaard, og jeg skal lede jer gennem denne aftens galetjeneste i ord og musik den næste lille times tid.
Denne udsendelse vil tage udgangspunkt i mig selv. Ikke fordi jeg synes, at jeg selv er særlig spændende. Jeg har ikke haft et liv, som har været rigt på ydre begivenheder, og det er begrænset, hvor meget jeg synes, der er at fortælle om disse. Derfor vil jeg måske mere fortælle om, hvad der er sket inden i mig.
Man kan sige, at jeg har et forløb i psykiatrien, som man kunne kalde en klassisk sygdomshistorie. Et glad, men ængsteligt barn. Begyndende psykiske og sociale problemer i puberteten. Som 16-årig alvorligt indesluttet og syg, uden at nogen kunne forklare hvordan, uden at nogen vidste hvad det var for en slags sygdom. Og uden at nogen måske rigtig vidste, at det var en sygdom. Gennem de følgende år isolation og forværring, og første indlæggelse som 21-årig under diagnosen skizofreni. En stadigt eskalerende medicinering, overvægt og talrige indlæggelser på Sct. Hans Hospital gennem de næste ti år.
Mange kender sikkert historien, men når jeg nu repeterer den ligesom psykiaterne, får den mig til at tænke på en dag i oktober i år 2000. Den dag, som er beskrevet i en bog jeg har skrevet, så jeg for sidste gang en kvinde jeg kendte. Hun lå på dødslejet, og vi havde ikke set hinanden i tre år. Efter meget levende og humoristisk at have fortalt mange af de spektakulære historier, hun altid syntes at kunne ryste ud af ærmet, spurgte hun mig, hvad jeg havde oplevet i de tre års tid. Og det mærkelige var, at jeg ikke kunne komme i tanke om en eneste ting. Altså bortset fra medicinering, overvægt og indlæggelser i et syndigt rod, som jeg ikke evnede at huske og udrede. Da svarede hun mig blot med en enkelt sætning. Hun sagde: ”nå ja, en depression kan også rumme mange farver”. Sådan tror jeg det er med enhver sygdom, der ikke lader sig forklare og fortælle.
Jeg vil derfor starte med at spille noget musik, som handler om sindssygdom fra en helt anden vinkel end de sædvanlige case-stories. Den amerikanske rockgruppe ”Sonic Youth” har nemlig leveret et nummer, der hedder ”Scizophrenia”. Det er det eneste nummer, jeg kender indenfor underholdningsindustrien, der handler om skizofreni i såvel tekst som lyd. Og det giver et noget andet billede af skizofreni, end min egen sygdomskarriere, som jeg før nævnte. Men sangen har det også, efter behag kan man sige, med at romantisere lidelsen ovenpå de hvinende og fræsende guitar-riffs. Jeg har særlig lagt mærke til den passage, hvor sangeren synger: she keeps coming closer/ saying I can feel it in my bones/ schizophrenia/ is takin’ me home. Det lyder så smukt på en underground-scene i New York. Hvem ville ikke længes efter at komme hjem? Men sagen er en anden, tror jeg. Og har jeg erfaret, lang tid efter jeg første gang hørte sangen og længtes med pigen i sangen. Ved skizofreni findes intet hjem, ingen hjemstavn. Der findes intet jeg. Den syge er sjæleligt hjemløs på livstid. Men længselen findes, og den finder blandt de hvinende el-guitarer en eller anden underlig slags sjælefred.
(Sonic Youth: ”Schizophrenia” (bånd, side A))
Jeg vil prøve at fortælle om, at jeg ligesom Sonic Youth altid har været fascineret af lidelse. Eller rettere, af en bestemt slags lidelse, nemlig den slags lidelse, som ikke kan forklares. Man kan finde meget voldsomme former for lidelse, som er fuldstændig indfølelige og forståelige. For eksempel, hvis man har været ude for noget meget traumatisk. Hvis man mister et barn. Hvis man bliver voldtaget. Hvis man bliver udsat for tortur eller lemlæstet. Alle historier vi kender fra frokostaviserne. Der kan man finde nogle årsager til lidelsen, som ikke gør lidelsen mindre frygtelig, men som gør, at man, i hver fald i princippet, kan forstå den. Måske.
Men jeg fandt ud af, på et ret tidligt tidspunkt i mit liv, at der faktisk er nogle former for lidelse, som ikke har nogen ydre påviselige årsager. Og som er uforklarlige. Derunder gælder blandt andet sindssygdom. Det gælder i hvert fald først og fremmest sindssygdom. Man kan nemlig også tale om eksistentielle kriser, men de to kan faktisk være svære at adskille.
Den ene ting er, at lidelsen er uforklarlig og uforståelig, men der er også en anden ting. Det er, at vi lider uforskyldt, altså at vi lider uden at vi kan gøre for det, og at lidelsen rammer os uden nåde. En sådan situation beskrives godt i en bog af den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, som skriver om fristelse, og den lidelse som følger af fristelse. Og som skriver, at man måske er blåøjet, hvis man tænker på fristelsen, eller lidelsen, som en stund, hvor man kan føle Guds nærvær. Han prøver, så at sige, at pille det romantiske af lidelsen. Den er ikke godt for noget, og hvis en kristen skal forestille sig egentlig lidelse eller fristelse, så skal han forestille sig en situation, hvor han er ladt fuldstændig alene i marken. Hvor han er overgivet til Satan, til en modstander, som man umuligt kan overkomme. Og er fuldstændig forladt af Gud. Ligeledes med lidelsen.
Med den henvisning til den tyske teolog, ville jeg sige, at det er ikke kun uforklarligheden ved lidelsen, som er frygtelig. Det er også, at den er uforskyldt. Der ville de fleste teologer, inklusiv Bonhoeffer selv, måske sige mig imod, men jeg tror alligevel, at vi lider uforskyldt. Altså, at vi lider uden at være skyld i det.
Jeg nævnte før, at lidelsen kan være uforklarlig. Det vil også sige, at det kan være umuligt at finde dens årsag. Og det med årsager har jeg også beskæftiget mig med i mit liv. Jeg har ikke rigtig været i stand til at finde nogen årsager til noget som helst. Hvad noget forårsager, og hvad noget andet igen er forårsaget af. Og jeg har været henvist til sproget for at finde årsager, vel ligesom alle andre. Men for mig har sproget været afmonteret.
Jeg beskæftigede mig en del med, efter jeg blev udskrevet første gang, hvordan man kunne finde ud af, at beskrive denne her mangel på årsager, og om man kunne gøre det gennem sprog. Gennem et sprog man, så at sige, slet ikke havde. Om man kunne beskrive det som en mangel på sprog, gennem sprog. Og det lykkedes mig vel ikke rigtig, men jeg forsøgte faktisk om man kunne, bare uden at jeg kunne gøre mig forståelig for særlig mange. Og jeg må sige, at på samme tidspunkt, i samme periode oplevede jeg, som et glædeligt indslag, at den stærkeste følelse af lykke jeg kunne opnå var, når jeg ikke behøvede nogen årsager til noget som helst. Når livet bare var i sig selv, og var sig selv nok, fordi der ikke fandtes noget udover det. Heller ikke nogen årsager, egentlig til noget som helst i livet. Det var typisk situationer, hvor jeg enten bad i tankerne, eller hvor jeg hørte musik, som henrykkede mig. Det kunne måske også være at dagdrømme eller meditere. Hvor jeg følte, at jeg var til, og følte det meget stærkt, ligesom nogle narkotika kan få én til at føle det. Og jeg følte, at jeg ikke bare så ud til at være til, ligesom jeg normalt føler det. Altså, at det ser ud som om vi er til, men vi ved det faktisk ikke. Det ser bare sådan ud. Nej, i korte glimt, sjældne tilfælde, kunne jeg føle, at jeg faktisk var til. Og ikke bare så ud til at være til.
Jeg vil spille et stykke musik, der beskriver, hvordan det er, engang at have været til, men ikke længere være det. Hvordan en blanding af kemikalier og sløvsind allerhøjest kan få det til at se ud, som om man er til. Det er Pink Floyd med sangen ”Comfortably Numb”.
(Pink Floyd: ”Comfortably Numb” (cd2, nr. 6))
Jeg skrev et sted, om dengang jeg var langvarigt indlagt på en ungdomsafdeling på Sct. Hans. Jeg skrev om det at være til, og at føle at være til. Om mig og mine medpatienters oplevelse af dette i forhold til personalets, skrev jeg, at ”en stærk følelse af uvirkelighed kan være virkeligere, end en svag følelse af virkelighed”. Altså, at det personale vi skulle omgås måske nok levede i det, man kalder virkeligheden, men at en anden uvirkelig virkelighed trængte sig stærkere på hos os end hos dem. Som jeg derefter skrev: ”Blot for os eksisterer krigen”. Os var altså mig og mine medpatienter på denne afdeling på Sct. Hans, hvor ganske unge mennesker var indlagt i årevis med deres sindssygdom. Med krigen mente jeg igen ikke nogen ydre krig. Jeg mente ikke nogen krig i bogstavelig forstand. Jeg har aldrig oplevet en sådan krig, men måske noget tilsvarende: en krig i det indre, som vi egentlig alle sammen udkæmper, men som også har sine frontsoldater. Dem, for hvem krigen i egentlig forstand eksisterer, den krig der også kaldes livet. Disse frontsoldater er de sindssyge, og især de unge, som i en tidlig alder var blevet ramt af en sindssygdom, og som jeg var indlagt sammen med. Og har været indlagt sammen med gang på gang på ungdomsafdelingerne på Sct. Hans.
Jeg vil spille nummeret ”Pulse of the Rhyme” af ganster-rapperen Ice-T, for at vise, hvordan volden i vor tid fuldstændig har indtaget det, der kaldes det offentlige rum. Hvordan krigen i det indre, såvel som den verbale vold, har indtaget hele samfundets offentlighed, og ikke længere er hengemt i mentale ghetto’er, såsom fjernt og øde beliggende statsanstalter. Jeg vil spille den, dels fordi den verbale voldsudøvelse her serveres med en fremragende udnyttelse af fraseringer og rytmik, dels for at minde om, at en sådan vold også har ofre. Også selvom, eller snarere, netop fordi, volden befinder sig på grænsen mellem ”real or fiction” eller ”true or false”, som han gentagne gange rapper i omkvædet. Altså, at det er svært at vide, om volden er reel og har en ydre eksistens, eller om den blot er en indre tilstand. Grænsen er nemlig flydende, men ofrene findes blot så meget desto mere, fordi volden da gennemtrænger og ætser bort den tynde hinde om sjælen, som de må nøjes med. De sårbare og hudløse, de blottede og ind til kødet forpinte…
(Ice-T: ”Pulse of the Rhyme” (cd, nr. 22, slutter nøjagtig 4:17))
Jeg kunne også komme med nogle beskrivelser af, hvordan denne krig ytrede sig på de psykiatriske hospitaler. Det ville være i det ydre, og det ville være frygtelige ting. Lige så frygtelige som man kan opleve i en bogstavelig krig. Jeg kunne fortælle om stupor, elektro-chok, bæltefixeringer, selvmord og lemlæstelser af alle slags for egen hånd. Men det siger ikke så meget. Det virker gruopvækkende ved selvsyn, men man har hørt om det så mange gange før. Det fortæller ikke så meget. Men det findes jo altså. Det skal heller ikke glemmes, når jeg fortæller om det indre, at det ydre findes også. På hospitalerne, og især på de lukkede afdelinger. Og det er en krig, i nogle hengemte lommer i vores velfærdssamfund, der virker lige så brutal, som var det en bogstavelig krig. I vor tid er galeanstalten i den daglige drift blot flyttet ind i de store byer, og har taget navn af bocentre. Men forbindelsen til de lukkede afdelinger er tæt, både bogstaveligt og mentalt. Måske er den eneste undtagelse fra den faktiske krig, at der i den psykiatriske behandling ikke er bødler eller skurke. Krigen i det indre er øjensynligt de onde og ondskaben foruden. Det er en krig, der udelukkende producerer sonofre for civilisationens mentale velfærd. Så meget desto mere er der tale om mennesker, der enten er lemlæstede for livet…eller som dør. Og det er der faktisk nogle, der gør.
Men for at vende tilbage til dem som er til, så at sige, som ikke blot ser ud til at være til, vil jeg spille den næste sang, Brorsons ”Du er, opstandne Sejers-helt”. Det er koret Primus, der står for sangen, og pianisten Villy Egmose ved klaveret. Salmen handler om døden, men koret synger også om at ”gennembryde sjæl og sind” og ”gennem alting bryde”, altså også døden. Det er selvsagt umuligt, selvom nogle ulykkelige forsøger. Det har krigens ofre næppe gavn af, men det gør måske deres offer en lille smule mere forståeligt. For det er måske netop det, der er krigens natur. Det er måske netop det, der med alle kræfter kæmpes for og om. Tja…forstå det, hvem som kan.
(Primus: ”Du er, opstandne Sejers-helt” (cd, nr. 3)
Ligesom jeg fandt ud af, at jeg i glimt kunne føle at være til, som når Brorson skriver om Jesus, ”Du er”, med et underforstået udråbstegn bagefter. Lige sådan fandt jeg ud af noget andet nogle år senere, om det at være til, og det, så at sige, at skulle bestå af sprog, af ord og sætninger og tanker. At skulle leve sit liv gennem sproget, sådan som vi alle sammen gør. Eller prøver at gøre. Jeg fandt ud af, at digtning, det at skrive lyrik, eller blot skrive lyrisk, dels var en konkret mulighed for at overvinde sproget. Men egentlig også mere, at digtningen var en sindstilstand, som var foruden ord, ligesom musik. Man kunne kalde det en musisk stemning. Jeg skrev, at ”digtning i sandhed var en sindstilstand, mere end en nok så sindrig kombination af ord”. Og med det mente jeg, at når jeg gik en tur, og oplevede denne lyriske sindstilstand, som for mig havde at gøre med digtning, så behøvede den ikke ord. Ligesom når man drømmer, dagdrømmer eller roligt er fordybet i tanker, der bringer én på sporet af nye og sprogligt uudforskede stier i sindet.
Denne tilstand lod sig faktisk kun opleve uden ord, og lod sig hverken sige eller skrive i egentlig forstand med ord. I den forstand kunne den ikke overleveres. Den kunne ikke formidles til andre. Og i en sådan situation kan man sige, at vi alle er forladt af sproget, eller forladt for ord, som man siger. At vi egentlig ikke har noget sprog for det, som betyder noget. At vi alle i så henseende er i en tilstand af autisme. Den tilstand, som er et fundamentalt fænomen ved skizofreni, men som for mig også er et grundlæggende menneskeligt livsvilkår. Denne opdagelse gjorde jeg mig, da jeg efter en lang gåtur hørte det stykke musik, jeg nu vil spille, nemlig et stykke fra Bachs 3. suite for cello.
(Bach: 3. suites gigue (bånd, side A))
Men hvad jeg lærte af Bach, havde også sin forhistorie. Den begynder på Sct. Hans, hvor jeg, gennem de mange gange jeg har været på der, på besynderligste måde, ganske tilfældigt og sporadisk, har mødt og har haft kontakt med en ganske ung autist. Én, for hvem autismen fuldstændig har blottet hende for ord, og hvor ordene, så at sige, har blottet hende, så hun fremstår fuldstændig sjæleligt nøgen, foruden denne hinde af bogstaver, vi andre ellers beskytter os med. Denne bogstavelige hudløshed efterlader hende sårbar overfor selv den mindste berøring. Hun er ikke i stand til at dække sig ind bag hykleri eller fortrængninger, med andre ord, sproglige vaner. Og hun benytter sproget, som hvad jeg kalder et kærlighedens mæle, og ikke et middel til magt. Og som en psykiater sagde om hende, og om alle hendes lidelsesfæller, som også er autister; hun er for følsom til denne verden, og lever i en vis forstand i et hinsides, som ingen kender. For hende vil jeg spille den sidste sang, nemlig Bob Dylans ”Chimes of Freedom”. Det betyder ”frihedens klokkespil”, sært nok, fordi langt før jeg lærte denne sang at kende, skrev jeg om hende, som et himlens smukkeste klokkespil. Jeg skrev, at der blot behøvedes en svag og blid vind, og at hun da lod sine toner lyde, så enhver med ører måtte holde vejret. Jeg skrev, at selv ikke stormen kunne ængste hende, hvis ikke det var fordi naturen havde skabt hende blandt de væsener, der havde givet al natur et navn, og aldrig kunne forstå det navnløse.
Således også i Bob Dylans sang. Det frihedens klokkespil han synger om, kan man kun betragte, og betænke deres skæbne, dem som klokkerne ringer for. Jeg skrev om denne pige, at hun, trods sin navnløshed, alligevel lod sig kalde ved navn, for således at påtage sig menneskets maske, og frivilligt betræde sin celle. For hun vidste, at intet menneske og ingen behandler havde nøglen dertil. Den havde hun blot selv, ved menneskets hensyn gemt væk i sit hjertes dyb.
Sådan skrev jeg om Anita, som jeg kaldte hende. Senere skulle jeg skrive en halv bog om hende. Og senere skulle jeg støde på Bob Dylans sang, en sang der slutteligt bliver det nærmeste, vi kommer en prædiken. For dem Dylan synger om, dem klokkerne i hans hjerte ringer for, er nemlig mennesker som Anita. De forladte, de svigtede og opgivne, men også for sindets beskyttere. For den ensomme soldat midt i krigens mørke nat. For de søgende på deres sporløse vej, forladt for ord. For de tunger, der intet sted har at fremføre deres tanker, og som blot tages for givet. For de forpinte, hvis sår ikke kan heles. Kort sagt, for alle dem, der burde nævnes hver søndag i kirken. Her, derimod, er de med, alle som én.
(Bob Dylan: ”Chimes of Freedom” (cd, nr. 4, skru en lille bitte smule ned))
Tilbage har jeg kun at sige: tak fordi du lyttede med til denne dags galetjeneste. Mit navn er Ture Lykkegaard, og for teknikken stod Caia Garopi. Tak for i aften.