Galetjenesten 3 – om selvmord.
Velkommen til galetjenesten, der i dag vil handle om et noget trist, men for mange sindslidende, velkendt fænomen. Det er selvmordet, der i dag er tema.
I så godt som alle kulturer er selvmord en forkastelig handling. I Bibelens verden er det ikke blot den ulykkelige, men tillige den fordømte, der begår en sådan synd. Men også i vore dage er det ikke ualmindeligt, at anse det selvmord, der udspringer af subjektiv lidelse, som et udslag af egoisme. Og ikke helt uden grund; selvmorderen efterlader ikke blot en verden, men formodentlig også nogle elskende mennesker bag sig, der nu er ladt alene med en livslang og uafvendelig sorg.
Nogle gange, når jeg går i seng med en stemning af livslede, kan jeg i fantasien have en bestemt tanke. Nemlig denne, at verden blot er et fatamorgana. Altså, alt hvad jeg og alle andre er, alt hvad jeg har set, hørt og følt, læst og sagt, alt hvad der er sket. Med andre ord, at alt hvad min bevidsthed rummer og nogensinde har rummet, blot er et bedrag, og at denne universets hallucination i det øjeblik jeg falder i søvn, vil briste som en boble, og at der derefter intet vil være til. Denne fantasi lader netop ingen sørgende tilbage, og den lader al historiens ondskab og uvæsen tilbage som blot en slags kort universelt mareridt, der varer og har varet et kort øjeblik, og derefter af dette drømmens væsen hurtigt er glemt.
En sådan tanke er meget nær den kristne længsel efter saligheden, sådan som man kan finde den udtrykt i salmebogen i almindelighed, og hos Brorson i særdeleshed. Blot er der ikke her tale om et sansebedrag i denne verden. Snarere gælder fantasiforestillingen, at der findes en anden og usynlig verden, der modsat denne er evig, retfærdig og hvor freden hersker. En sådan længsel lader ikke noget være ugjort, men lader det gjorte og dets lidelse være at regne, som blot et led på vejen mod det egentlige: den evige fred. Uanset hvad denne måtte være, synes livet på jorden at kun at være ventetid, en kort station på vejen mod det egentlige; det, hvad end det er, som måtte følge efter døden. En sådan længsel rummer selvmordet i kim. I en kultur, hvis en sådan findes i dag, som ikke er jorden troløs, og som ikke, så at sige, tillægger døden noget bagefter, ville næppe skænke selvmordet en tanke. Og en sådan kultur ville næppe heller fordømme selvmordet, men ville snarere finde det uforståeligt. Imidlertid, for os der lever et kulturkristent samfund, lever længselen efter døden i bedste velgående, uanset om man er kristen eller ej.
Jeg vil spille en salme af Brorson i et moderne arrangement. Her er verdenssmerten mere end tydelig. Som han skriver: ”Når mit øje/ træt af møje/ vådt og mørkt af tåreregn/ ser med længsel, fra sit fængsel/ op mod blide Salems egn”. ”blide Salems egn” er et billede på saligheden og freden, den fred, der på sengelejet er så fraværende. Og han slutter da også sidste vers: ”se hvor dines længsel pines/ under tidens aftenkuld/ Når o søde Jesus da/ vil du hente mig herfra”.
(”Når mit øje” (”Hymner”, nr. 6))
Som sagt kan selvmordet, netop når det synes mest oplagt, blot være en drømmens fantasi, og er måske også bedst tjent sådan. Imidlertid kan der være stunder, hvor end ikke søvnen giver nogen lindring. Hvor virkeligheden, verdens virkelighed og ikke troens eller drømmens, trænger sig på så voldsomt, at der ikke lades plads til længselens udholdenhed. Længselen kan udholde meget, men der er stunder, hvor den i smerte vender sig så voldsomt fra livet, at enhver dømmekraft er sat ud af spillet. Det er som om det ikke længere er sådan, at hvor der er liv, er der håb. Eller rettere sagt, hvor længselen i lede vender sig bort fra livet, og blot ønsker at udslette håbet. Vor der ikke længere er håb, er der fred. Hvor der ikke længere er håb, er døden.
Under min første indlæggelse på Bispebjerg Hospital, forsøgte jeg at tage mit eget liv. Det var i sommeren 1994. Jeg kan ikke huske præcis hvordan det skete, men i løbet af de sidste dage i juni formede der sig i mig en trang til at tage mit eget liv, en trang jeg gradvist fortalte gradvis mindre og mindre om, jo stærkere den voksede. Og man forstår hvorfor. For jo stærkere den blev, des klarere stod det for mig, at hvis psykiaterne faktisk kendte til den, ville eneste mulighed for at redde mit liv være tilbageholdelse på lukket afdeling under tvang. Og dybt inde i mit forpinte sind, begyndte i løbet af ganske kort tid en ro at indfinde sig, samme ro som den døende måske ville kende til. Fra da af nævnte jeg ikke med et eneste ord mine selvmordstanker, og inde i mig begyndte begivenhederne, med den ro og tryghed man finder når skæbnen står én lysende klart, at forme sig langt hinsides min egen kontrol. Eller måske skulle jeg sige modsat, for jeg begyndte angiveligt en bedring, der stammede fra endegyldigt at have taget min beslutning. Alt dette vidste behandlerne naturligvis ikke, og så småt begyndte livet at lykkes: gennem overbevisende løgne fandt jeg en måde at snyde dem på, der gav mig den perfekte mulighed for at gennemføre beslutningen. Jeg spillede så at sige løgnehistorier ud, som gav mig den fornødne tid til at umuliggøre en eventuel redningsaktion, før jeg målrettet cyklede hen til en bekendt. De fornødne piller, sovepiller i rigt mål, som jeg var overbevist om var tilstrækkelige, fandt jeg behændigt frem. Vi havde spillet et spil backgammon, og da han bagefter var optaget af noget andet, gav det mig den fornødne mulighed. Pludselig lykkedes alt for mig, som var dette min skæbnebestemmelse. Den sindsro og klarhed, som havde grebet mig i de sidste timer af mit liv, var som balsam for sjælen. Næppe nogensinde før eller siden har jeg været så fattet som jeg var da, og da jeg efterfølgende tog hjem i min egen lejlighed med sovepillerne i lommen, greb mig en underlig flegma, som var livet virkelig til alt held ikke mere og værre end dette. Efter tænksomt at have konsumeret pillerne, lagde jeg mig blot på min seng og ventede på døden. Min sjæl var egentlig da blottet for angst, til trods for, at jeg lagde mig langt før pillerne var begyndt at virke. Her lå jeg så, så tæt på døden og uden mindste mål af den lede og angst for tiden, som ellers havde pint mig i ugevis sekund for sekund. Og så småt, minut for minut mærkede jeg livet forlade mig, så småt begyndte en drømmeløs døs at gribe mig og pulsen at falde.
Emil Aarestrup har med sit digt, ”Kom Guds engel, stille død”, beskrevet, hvad der kunne være selvmorderens sidste timer, og vi skal høre dette digt, omsat til musik af Erik Grip
(”Kom Guds engel, stille død” (Erik Grip, nr. 7))
Men jeg døde ikke. Tværtimod begyndte jeg et lille døgns tid senere at vågne til livet, og alt imens min bevidsthed begyndte at forme sig, som var jeg vendt tilbage fra en tusindårig rejse, begyndte min krop at vækkes. Naturligvis var jeg så påvirket af de enorme doser af sovemedicin, jeg havde i blodet, at jeg ikke vidste hvor jeg var, hvad jeg hed eller i det hele taget om jeg egentlig var død eller levende. Det skulle tage mig dage at forstå hvor frygteligt sandheden tog sig ud, at jeg faktisk havde overlevet. At jeg kort tid efter ville befinde mig på lukket afdeling, og at døren til såvel livet som døden her var under lås og slå, var jeg uvidende om. Døsen gjorde, at jeg faktisk ikke var i stand til på nogen måde at afgøre, om jeg var død eller levende, og netop dette reddede formodentlig mit liv. På trods af den katastrofefornemmelse jeg svagt kunne mærke, bevægede jeg mig som et lille barn ud i verden, en verden jeg ikke kunne genkende eller identificere som værende en faktisk realitet. Og som for, så at sige, at diagnosticere denne rædselsvækkende tilstand, fik jeg mig på en eller anden måde stablet ind i en kiosk for at bede om at få ringet en slags myndighed af en eller anden art op. Hvad der siden skete, står dunkelt for mig, men så kærligt som det kan lade sig gøre i faglig jargon, fremstår i journalen den ganske klare beslutning om en øjeblikkelig overførsel til det lukkede afsnit nu næsten inderligt blid. Nu kan jeg læse det sådan. Dengang sansede jeg ikke meget af, hvad der foregik, men så småt gik tingene op for mig. At jeg ikke var død, men tværtimod at min krop time for time, dag for dag, forlod døsen til fordel for livet. Og at dette liv var et mareridt større, værre og mere virkeligt end blot en flig af den død der langsomt, dag for dag forlod mig og efterlod mig uden forklaring eller redegørelse af nogen art. Således at blive forladt, var en skæbne som lod døden være en ubetalelig luksus. Som et fingerpeg anede jeg min skæbne. Ikke at blive reddet fra døden, men at fortabes i livet, et liv som ingen ende havde, bogstavelig talt. Skriften på væggen, som jeg vågnede til blandt disse helvedets engle, som jeg så i mine medpatienter, var den evige fortabelse. Ikke efter døden, og i det hele taget ikke efter eller før, fra eller til noget, men blot i livets endeløse masse af cirkulær evighed. Aldrig ville jeg få lov at dø af skæbnen. En skæbne, der ikke kendte til og talte noget menneskeligt tungemål, der kunne have rummet dødens nådegave. Af denne skæbne var jeg åbenbart for evigt blevet dømt til livet.
Vi skal nu høre en sang af rock-gruppen Siouxsie and the Banshees, nemlig ”Poppy Day”. Teksten er skrevet af en engelsk digter, der kæmpede i Flanderns marker under 1. Verdenskrig. Kampene rasede i fire år på et område af jord, der varigt blev forvandlet til et månelandskab af kratere, evige bombardementer, mudder og døde og lemlæstede kroppe. Et inferno, der kostede mange hundreder af tusinder ganske unge mænd livet, og hvor ingen vegetation kunne vokse. Udover valmuerne, ”the poppies”, spredt indimellem de uendelige rækker af kors, som i dag fylder de enorme krigskirkegårde, række på række. Og som verset slutter, kendetegner de vores, altså de overlevendes, plads. Det er os, der er de døde. ”In Flandern fields/ The poppies grow/ Between the crosses/ Row on row/ That mark our place/ We are the dead”…
(”Poppy Day” (Siouxsie and the Banshees, nr. 1))
Mange år senere så jeg i biografen en film, der hedder “The Hours”. Den handlede netop om selvmordet, og fulgte tre forskellige selvmordskandidater på tre forskellige tidspunkter i det 20. århundrede. Dels den berømte digter Virginia Woolf i tiden kort efter 1. verdenskrig, dels Laura i 50’ernes USA, og slutteligt Richard sidst i århundredet, også en digter.
Da jeg så den, følte jeg et underligt savn og et fjernt slægtskab med Virginia Woolf, og dog ikke. Hun kunne noget, jeg aldrig vil kunne, og vidste det, nemlig at skrive med ord, der gav genklang i evigheden. Livet kunne hun ikke, ligesom heller ikke jeg, og dog var det som om, at kunne bære hendes skæbne, fordi den fandt sig en tragedies form. Det samme kan man ikke sige om Richard, den moderne digter, der havde arbejdet ti år på sin bog, ”The oneness of Time”, tidens enhed. Han ville beskrive hver enkelt detalje i alt hvad der hører livet til, men modsat Virginia, følte han at have fejlet i sin store ambition. Ifølge sin veninde, Clarissa Vaughan, havde han vundet den fineste og højeste anerkendelse, en amerikansk digter kan få, for sin utilgængelige bog. Men dette trøstede ham ikke det mindste, for hvor anerkendt han end nogensinde ville blive, følte han i sit inderste at han, selv som digter, dette det eneste han havde troet at kunne, havde mislykket og forfejlet sit liv. Han siger, at han lever et liv, han ikke ønsker. Den pris hun vil have ham til at modtage, opfatter han som en slags hån. Hun prøver at over overtale ham med, at det blot tager et par timer, hvorpå han svarer; men hvad så med timerne bagefter? Og timerne bagefter de timer? Og han spørger, med en ynkværdig sarkasme, sin veninde, hvad hun synes, han har at leve for, udover hendes evige pylren. Da tænker hun sig kort om, og råber frustreret: ”Vi holder os i live for hinandens skyld. Derfor. ”We stay alive for each other”. Modsat Virginia følte han ikke at han havde kunnet skrive det, som i det mindste på blot tragisk vis havde kunnet retfærdiggøre så usselt et liv. Modsat Virginia gik han i døden uden mindste spor af værdighed, og uden at efterlade sig så meget som det enkle og smukke selvmordsbrev, hun havde skrevet. Virginia Woolf kunne, så at sige for evighedens skyld, tillade sig at dø. Richard lader sig blot, med et smerteligt smil, falde ud af et vindue midt under samtalen med sin veninde.
Heller ikke den tredje selvmordskandidat, Laura, måske den af de tre med den allersmukkeste sjæl, kunne tillade sig døden. Laura er en hjemmegående husmor i 50’ernes USA, og vi finder hende i gang med at læse en roman af Woolf om en kvinde, der begår selvmord. Et øjensynligt lykkeligt ægteskab kvæles for Laura, som for romanfiguren, i konformitet og en besynderlig mangel på evne til at finde sig selv og sin egen identitet som kvinde. Hvordan det er, at have troet at kende sig selv som ganske ung, før man fik ring og børn, men ikke længere at kunne finde den, man kendte. Eller troede at kende. For måske har den, man troede at kende aldrig eksisteret…lyt blot til Anne Linnets smukke fortolkning af Tove Ditlevsens digt ”Der bor en ung pige”.
(”Der bor en ung pige” (Anne Linnet, nr. 3))
Laura fortryder i sidste øjeblik og overlever. Men som man med rædsel måtte konstatere, var hendes valg af livet, et uendeligt svært valg, der var frarøvet enhver kunstnerisk ære, et valg der antydningsvis langt senere skulle føre sønnen, Richard, i døden til trods for alle hans litterære anstrengelser. For hendes valg af livet nødvendiggjorde, at hun forlod sin mand og søn og rejste bort, næppe til et liv der var meget mindre ensomt end det hun forlod, men til gengæld var hendes eneste mulighed for overlevelse. Og samtidig hendes eneste mulighed for at bevare sin sjæls uforfejlede skønhed samvittighedsfuldt i al dens skrøbelighed. Virginia døde ærefuldt, for senere med sin roman i ånden hårdt og fordringsfuldt, og dog som med et inderligheds kærtegn fra sjæl til sjæl, at røre Laura. Laura overlevede kærtegnet, så at sige, på trods af sin fine skrøbelighed, men efterlod sin søn til en senere uværdig og æreløs død. Som Virginia sagde, måtte nogen eller nogle nødvendigvis dø. Adspurgt af sin mand hvorfor, svarede hun blot: ”for the living; in order to make contrast”. For de levende; for at skabe kontrast. Og ængsteligt adspurgt, hvem der da måtte dø, lød svaret: ”The poets. The visionary”. Digterne. De visionære. Trods al kærlighed til hendes væsen, syntes filmen på Lauras og Richards vegne næsten at bemærke, at det kunne hun sagtens sige. Hvor meget sværere var ikke Lauras valg, stillet overfor selv samme evighed, men berøvet enhver ære. Og da så smerteligt Richard, der havde fået enhver timelig ære, men i denne blot fandt en slags skæbnens ondskabsfulde sarkasme, idet han overfor evigheden, og derfor netop i al evighed, var svigtet og havde fejlet.
Denne film efterlod mig i en stum tilstand, midt i biografsalen, så psykosenær, at det var et mareridtsfuldt mirakel overhovedet at finde tilbage til Sct. Hans Hospital. Imidlertid i dag, kommer Emil Aarestrup mig sørgmodigt til undsætning. Hans digt, ”Hør, Dødens Klokker kime”, gælder alle, såvel Virginia, Laura, Richard og alle andre dødelige. Den livstrætte og syge gamle mand. Den tidligere så smukke, unge pige, der nu, som et gustent æble dækkes af alderdommens rynker. Den ambitiøse skribent ved nattelampens skær, ja, alle som søgte, men blot fandt det store Intet, som livet har skuffet, og aldrig er nået nær den egn, hvor sandheds kilde skulle strømme. Aarestrup led af senromantikkens tidssygdom; verdenssmerte, pessimisme og livslede. I dette digt viser han sig som en idealist, der har mistet troen på religionen og på de fleste af de illusioner, som verden kalder idealer. Holdningen til livet er da en rolig håbløshed, den stoiske resignation, men også en medlidenhed med de svage og ulykkelige, som han fredeligt går i døden med.
(”Hør, Dødens Klokker kime” (Erik Grip, nr. 10))
For to år siden var jeg indlagt på en ungdomsafdeling på Sct. Hans, da en ganske ung medpatient tog sit eget liv. Som afslutning vil jeg læse det brev op, som jeg efterfølgende skrev til hans mor. Der er intet i brevet, som kan spore hans identitet, og hans navn har jeg ændret. Det var en varm sensommerdag, og efter at have rådført mig med nogle medpatienter, overgav jeg brevet til dem, som havde nerver til at møde op til hans begravelse. De gav det videre til hans mor. Jeg skrev følgende til hende:
Til Peters mor.
Jeg må forklare min henvendelse, idet jeg har forståelse for, hvis den vækker en vis undren hos dig. Mit navn har ingen betydning, men jeg kan fortælle at jeg er patient på U3, og således var medpatient til Peter i et par uger indtil hans død. Til trods for, at jeg ikke nåede at lære Peter rigtig godt at kende, og at jeg slet ikke kender dig, har jeg dog besluttet at henvende mig, fordi jeg selv har forsøgt at tage mit eget liv. Jeg kender lidt til de tanker der går forud for en sådan handling, og kan dette brev blot på nogen måde være dig en trøst, har min henvendelse fået både forklaring og funktion.
Jeg har en tro på, at der et motiv som alle selvmordere har til fælles, uanset om handlingen har været impulsiv eller om den var planlagt, men jeg gør mig også klart, at de oplysninger vi har fået er få og sparsomme, og at du, om nogen, ikke blot har det største behov for at få vished, men også, som hans mor, har det største kendskab til hvad der måtte være sandheden. Måske har du alligevel ikke dette kendskab, og ville brændende ønske at have det, og måske i særdeleshed, så at sige, at have haft det i rette tid.
Men du skal vide, at selvom man måtte være et kristent menneske, og dette kan jeg fortælle dig ud fra både mine egne og mine forældres erfaringer, har hverken du eller Peter nogen grund til at føle skyld. For dit vedkommende fordi, som min far flere gange med en fuldstændig usentimental bedrøvelse har sagt til mig, at det ikke er menneskeligt muligt at forhindre en anden i at tage sit eget liv. Uanset hvad du i hjertet måtte bebrejde dig selv, var det i sagens natur udenfor dine muligheders rækkevidde at forhindre en sådan handling, når beslutningen først var taget. Og dette gælder uanset om han har handlet ud fra en impulsiv tilskyndelse, eller om handlingen har været planlagt.
Ligeledes gælder det for Peter, uanset det ene eller det andet, at han er uden skyld. Dette kan jeg fortælle dig ud fra mit personlige kendskab til, hvilket motiv der går forud for et selvmord. Jeg tror nemlig, at der er, om blot et enkelt, så dog ét motiv som alle selvmordere har til fælles. Og, hvor besynderligt det end lyder, så er dette motiv kærlighed. Besynderligheden ligger i at han, ud fra en umiddelbar betragtning, har gjort dig ondt, og at det synes ulogisk, at man kan gøre et andet menneske, tilmed sin egen mor, ondt, og dog stadig have handlet ud fra hensynet til kærligheden.
Som en illustration på dette vil jeg fortælle dig en vittighed. Jeg ville ønske Peter havde kunnet høre den, fordi jeg tror den ville have talt til hans humor, men jeg gør mig det også klart, at du befinder dig i en sådan tilstand af sorg, at ethvert forsøg på opmuntring måske blot forværrer din sindsstemning. Og dog tager jeg mod til mig, og fortæller den i forhåbningen om, at en humor som måske havde tiltalt Peter kan være dig en trøst snarere end at skære dig i hjertet. Det er vittigheden om en satanist der gør selvmord, og i sit selvmordsbrev, under stor indignation, begrunder sin handling med, at verden ikke var ond nok til ham! Den komiske virkning består naturligvis heri, at selvmordere sædvanligvis skriver det modsatte, nemlig et verden ikke var god nok til dem. At skrive sådan, at verden ikke er god nok til én, kan man selvfølgelig, med en god portion kynisme, blot betragte som en frase. Men når spørgsmålet er, hvad der er de sidste tanker og følelser et menneske gør sig, før han forlader livet, vil vi aldrig kunne omtale det mulige svar som en frase. Kærlighedens sprog er i sagens natur fuldstændig sådanne foruden. Det er netop med kynismen, at vi ler af vittigheden, og i ét øjeblik kan gøre det med rette, og i et andet ikke. Man kan med sikkerhed sige, uanset om Peter i rette øjeblik ville have fundet vittigheden morsom eller ej, at hans sidste tanker aldrig ville kunne være at betragte som fraser, alene på grund af deres skæbnesvangre betydning.
Uanset om du så ville have givet dit eget liv, hvis du hermed kunne have frelst din søn, gav han dig end ikke muligheden for det. Alligevel handlede han ud fra hensynet til kærligheden, idet det øjeblik, der gik forud for hans beslutning, har haft en betydning der rækker ud over selv hensynet til ens egen mor. I dødens stund vil vi aldrig på nogen måde kunne tale om tilfældigheder, og selvom der ikke er nogen mennesker, der tager sit eget liv uden at efterlade sig et uerstatteligt savn, gør de det heller aldrig uden grund. Ikke dermed sagt at han gjorde det rigtige, men blot at hverken han eller du bærer nogen skyld. På trods af vores latter over førnævnte vittighed, må det ved eftertanke stå klart: det er verden der må bære skylden. Og, kan man måske sige, at både du og jeg, som en mikroskopisk del af denne verden, har hver vores mikroskopiske skyld. Og dog finder jeg en langt større skyld hos de mennesker, som kun alt for let, under dække af mental middelmådighed, kan hævde at selvmordet er en utilgivelig synd. Sådan taler kærligheden ikke. Vil Peter blive tiltalt, vil anklagen på kærlighedens bøn straks frafalde, hvorefter at domsafsigelsen måske i stedet vil tystne dem, som med deres tåbelige ord udøver den egentlige synd, ord som de ét for ét vil blive krævet til regnskab for.
For det er disse mennesker der har skabt verden sådan, at særligt følsomme og kærlige mennesker blandt os, som Peter, må bukke under, og i et desperat øjeblik træffe en beslutning der, hvor meningsløs den end må synes os andre, for netop dette menneske har en mening og en betydning der rækker ud over dets eget liv. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Johnny handlede under hensyn til kærligheden, men modsat, hvorfor kærligheden er sådan indrettet at den kræver et menneske for dets liv. Det synes umiddelbart fuldstændig meningsløst, og har i det øjeblik, der gik forud for hans handling, måske også syntes sådan for ham. Så meget desto større grund er der til at begræde det tab vi har lidt, skulle man synes, men samtidig så meget desto større grund til at leve. Tabet af Johnny har ikke gjort livet mindre værd, det har tværtimod gjort det så meget desto mere vigtigt, til trods for at det er en værdi der, som kærlighedens gåde, måske først langsomt åbenbarer sig senere. Langt senere end den tid, der følger selve det frygtelige øjeblik, hvor vi synes at have mistet alt og at være berøvet al værdi.
Afslutningsvis vil jeg tillade mig at citere den amerikanske folkesanger Don McLeans hyldest til Vincent van Gogh, et menneske der som Peter led af en sindssygdom, og som ligeledes endte med at tage sit eget liv.
”And when no hope was left inside/
on that starry, starry night/
you took your life as lovers often do/
but I could have told you, Vincent/
this world was never meant for one
as beautiful as you”
(“Vincent” (Don Mclean, nr. 11))
Denne dags lidt sørgmodige galetjeneste har nået enden. Tilbage er blot ordene: tak fordi du lyttede med. Mit navn er Ture Lykkegaard, og som vanligt var det Caia Garopi, der stod for teknikken. Tak for i aften.